Echoxor La FauciEchoxor La Fauci
Krystalisianer

Neutral Ond
Race: Blandingsrace
Alder: 2467

Status: Inaktiv
Godkendt: 30.11.2018
Antal posts: 24
Skaber: Jinx

Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Echoxor La Fauci
Kaldet: Enzo - Idiot - Døden - Andre ord kan forekomme.
Køn: Mand
Alder: 2467
Fødselsdag: 27/10
Tilhørsforhold: Neutral Ond
Tro: Intet siger ham noget...
Erhverv: Lejemorder - Tyv - Kunstner & Læge
Race: Blandingsrace - Dæmon og Elemental
Uddybende om race: 50%Dæmon•50%Elemental (Ild)

-Enzo er en blanding af ild elemental, og dæmon hvilket vil sige det er halvt af hver. Hans alder er baseret på hans dæmon del. Det er primært derfor han er ældre end 500 år, som er levetiden på elementaler.

Udseende

Højde: 184 cm
Vægt: 71 kg
Hudfarve:Fin balance mellem Bleg & Beige.
Hårfarve:Mørkebrunt.
Hårstil:Kronraget - Kort - En smule skaldet(dog ikke alt for meget)
Øjenfarve:Mørkeblå.
Kropsbygning:Muskuløs.



Hverdagstøj:Sort vævet trøje, nogle vævede bukser som han selv har ødelagt lidt, så de ser lidt slidte ud. Enzo går aldrig klædt i elegant og formelt tøj, så hvis han skal til fest, bal, eller noget i den stil, så møder han op i det sædvanlige tøj. Hvis han bærer nogle form for smykker har han fået dem lavet hos en smed, da han meget sjældent laver smykker selv ved hjælp af snor, reb, silke.
Ar, permanente skader, el.lign.:De ar, rifter, flænger og blå mærker som stammer fra alle de kampe, han konstant er i. Det vil sige han har deltaget i mange kampe, samt dæmonkrigen, men han har også påført sig selv en hel del ar, flænger, rifter, samt blå mærker, og det har været fordi han har enten været i trance, set noget der ikke har været der, haft mareridt, eller drømme. Det kan også ske at der er nogle stemmer i hans hoved, som gør ham forvirret, hovedpine, samt giver ham kaos.
Særlige kendetegn:Hans store tatoveringen på ryggen, han fik den lavet ved hjælp af at brænde det fast på hans hud, samt der også blev brugt andre midler som kul, kridt. Men ved hjælp af brænde redskabet blev det hele til ar, som så til sidst forstillede alt det han husker fra hans barndom, samt hans trofaste ravn Chainsaw. Der er mange elementer fra hans fortid/barndom, som er taget med i den store tatovering han har, og trods smerterne for at få den, samt skaffelse af penge til at få den, så er han stolt over den, og den betyder mere for ham end nogen overhovedet vil kunne ane.
Race:Blandingsrace - 50%Dæmon - 50%Ild Elemental.

Magi

Magisk evne (1): Dream Download:Enzo kan tage våben i form af sværd, knive ud fra sine drømme, hvilket vil sige at hvis han drømmer noget om knive eller sværd, så kan han faktisk hente det ud fra drømmen, så han vil få det i hænderne. Han skal have meget fokus, og koncentration for at det skal kunne lykkes, og han skal have lukket øjne, når han så drømmer arbejder hans hjerne for at få den ting(enten sværd eller kniv/knive) han gerne vil hente ud fra drømmen frem i hans sind, og fantasi, samt tanker, og tager det ud fra en drøm. Så snart han har sendt nogle tanker, og billeder af tingen han vil have ud fra drømmen op til hans hjerne(det vil sige ved at tænke på den ting han vil tage ud fra drømmen, og huske den, eller hente) så vil den ting langsomt komme til syne i hans hænder, fordi det er en slags indre magi og proces der nærmest går igang så snart han bruger evnen. Han skal blot vide hvordan tingen ser ud fx hvordan sværdet, eller kniven ser ud, så skal han have fokus, og lukket øjne, og så indeni ønske sig den ting mere end noget andet. Så vil tingen lande i hans hænder, den vil komme til syne langsomt, men den ting vil ikke være der foraltid. Der kan ad gangen tages max to ting ud af hans drøm, tit sker det dog ikke, det er tit kun en ting han bruger, og tager ud fra drømmen. Derfra kan der ske alt imellem timer, og minutter for ham at bruge enten sværdet, kniven, før det forsvinder.

Når han har brugt tingen fra drømmen fx sværdet, eller kniven, vil tingen forsvinde helt automatisk, og det er fordi tingen kommer fra en af hans drømme, så den ville ikke vare forevigt. Der kan gå alt fra kort tid til lang tid, før han måske får brugt tingen fra drømmen, det kommer an på så meget. Men tiden veksler alt imellem minutter, til timer. Det tager selvfølgelig en del af hans energi at bruge evnen, eftersom den kræver rigtig meget, og han bliver altid svagere efter at have brugt evnen. Han leder sig selv op efter evnen, ved at slappe af, og gå en tur, og ellers laver han generelt andet, blot for at samle kræfterne igen.

DOG er der et twist med den her evne, og det er at hvis det er dyr han gerne vil hente ned fra drømmen, eller tage ud fra drømmen, så kan det godt lade sig gøre. Hans sorte ravn Cuno har han taget ud fra en drøm, en drøm han tit har haft, hvor han har ønsket sig ravnen. En dag lykkes det ham så at bringe ravnen ud fra hans drøm, og den forsvandt aldrig igen. Grundet dette er at når det omhandler dyr, så forsvinder de ikke ligesom med genstande, og ting. Grundet er også at dyr er levende væsner, så derfor kan det lade sig gøre for Enzo at hente dyr ud fra en drøm, men han gjorde det kun en gang, fordi han vil ikke ønske at have andre dyr end hans ravn.
Dygtighed til at kontrollere evne: 10

Magisk evne (2): Fire Waves:Enzo kan lave ild bølger ved brug af hans hænder, det kommer fra hans håndflader når han kan mærke at de bliver varme ja nærmest glødende. Det kræver ikke særlig meget for ham fysisk og psykisk at lave evnen, men den kræver fokus, og koncentration. Når håndfladerne bliver varme, og nærmest glødende kan han som sagt sende ild bølger afsted, og der kan gå alt fra minutter til timer før at evnen aftager. Han vil blive svækket og svagere, alt efter hvor lang tid han bruger evnen, det kan variere ret meget, alt efter om det er kamp, eller blot træning han bruger evnen til. Bølgerne kan være alt fra tynde, til brede, det har ikke den store betydning udover at de brede bølger rammer hårdere end de tynde. Derimod rammer de tynde bølger mere præcis end de brede bølger.
Dygtighed til at kontrollere evne: 10

Personlighed

Talenter:Male - Håndtere våben - Ender tit i problemer uden han selv har skabt dem - God til at få andre til at hade ham blot ved et enkelt ord(samt generelt at få andre til at hade ham) - Sikkert flere ting...
Styrker:God fysik - Loyal - Ærlig(siger altid sandheden...For det meste...) - Skør - Mystisk.
Svagheder:Hemmelighedsfuld - Tilbøjelig til at få fjender - God til at blive vred - Apatisk - God til at blive irritabel - Hans temperment - Uhøflig.
Interesser:Gade løjer - Hans kæledyr som er en ravn ved navn Cuno - Oldkrystalisiansk(sproget) - Gå ture - Musik(specielt noget Oldkrystalisiansk, eller Elemental) - Landbrug - Sikkert flere ting...
Elsker:Magt - Ballade - Kaos - Kulde - Vinter - Vold - Hans bror, hans fars mord - Drama (at lave en scene) - Mord - Sikkert flere ting...
Hader:Hans far - Sommer - Varme - Voldtægt - At vågne fra en drøm eller mareridt og ikke at kunne bevæge sig -Sikkert flere ting også...
Vaner:Drikker tit alt for meget mjød, øl, drinks, ja hvad det nu måtte være. Han er utrolig dårlig til at stoppe sig selv, og holde igen, så derfor drikker han tit alt for meget, og det er en virkelig dum vane, men den stammer fra hans far der drak rigtig meget.




Interview Med Enzo:

†Hvilket ord beskriver dig bedst?
-Idiot længere er den ikke...
†Hvilket ord bruger du mest?
-Fuck er et meget fint ord...
†Hvad er din livret?
-Sjæle giver en masse gode proteiner...
†Vil det sige at du ikke vil fortælle os, hvad din livret er?
-*Krøllet smil breder sig*Det har jeg lige fortalt jer, så hvad er problemet...
†*Hoster lidt*Hvad slags væsen er du?
-Sikker på at du ønsker at vide det...
†Jeg tror ikke du kan skræmme os
-Dit tab... Jeg er en blanding...Spørg mig endelig hvilken blanding jeg er...
†Interessant...Og hvilken blanding er du så?
-*Lænet lidt frem over bordet, med et selvglad smil*
-En blanding du ikke ønsker at møde...
†Og hvad skal det så betyde giv os venligst et svar
-Venlig... Jeg er langt fra venlig...Det er til jeres fordel at i holder mig fanget, for ellers var i døde ved første sætning...
†*Griber fat i Enzo s krave* Vi kan lege alt fra venlige til grusomme, så fortæl os hvad blanding du er
-*Tomt blik, selvglad krøllet smil*
-50%Dæmon...50%Ild Elemental...
-Tør du lege mere med mig, efter det svar...
†*Grebet slippes, og lyden af stol der bliver skubbet tilbage*Du har lov til at gå nu, vi skal ikke bruge dig længere
-Sikker på det...Du gemmer på nogle spørgsmål, som du ikke kan stille fordi du er bange for, at jeg ødelægger dit nuværende liv...
†*Skræmt og mistroisk blik*Javel...Så siger vi det
-*koldt og knækkende latter*
-Det føltes rart at have ret, det burde ske noget oftere...
-*Sparker stolen væk, og går ud fra lokalet*
-Tak for samtalen, pas på at du ikke brænder dig på varmen...

Baggrundshistorie

Før Krigen Startede:Før krigen startede opholdte den unge Enzo og Ezio sig på riget, de havde lidt kendskab til deres mor på riget. Deres mor var ild elemental, og resten af de slags havde været uenig med nogle dæmoner, derfor skulle der være en krig imellem de racer. Enzo havde ikke lysten til at snakke så meget med hans mor, dog havde broren Ezio meget mere lyst til at snakke med moren. Enzo holdte sig for sig selv inde på riget, og han gik rundt for at kigge sig omkring, og hilste skam også på nogle dæmoner der vandrede rundt, og snakkede taktik med hinanden, der var skam også nogle slægte han kunne se. Han var interesseret i at høre hvad de snakkede om, men lod være fordi han vidste de ville finde ud af det, og sikkert låse ham inde på hans værelse. Det ville hans far sikkert gøre, han kunne underligt nok bedre lide hans far frem for hans mor, og det var nok omvendt med hans bror, for det var hvist moren han bedst kunne lide og faren mindst lide. Enzo brugte meget af tiden på værelset, han syntes ikke rigtigt der skete noget rundt på riget, måske han bare trængte til at der skulle ske noget, ske noget vildt og farligt for det var lige ham. Hans bror sad på sengen og lyttede til hans mor der begyndte at svare ham på hvorfor og hvordan de blev født, og kom til. Hun nævnte at de begge var halvt ild elemental, og halv dæmon, og hun fortsatte med at forklare at hun faldt for deres far under et møde i en butik for mange år siden, hun skulle handle krydderier og nogle blomster, og på vej hjem fra butikken blev hun mødt af nogle dæmoner. Ezio gættede så at deres far reddede hende, men hun smillede og rystede på hovedet, hvorefter hun fortalte at det gjorde han ikke, han kæmpede mod nogle væsner sammen med to andre som var fra den slægt han var. Hun havde godt hørt om slægten, og fandt det ikke så interessant fortalte hun, dog var der en styrke ved deres far som hun fortalte dem at hun godt kunne lide, han var ikke en man bare fik ned at ligge. Ezio kunne Enzo høre var mere nysgerrig omkring historien, og ville vide mere og hun fortsatte med at fortælle at et væsen pludselig havde holdt en kniv mod hendes hals, men hun gav ikke op og hurtig var kommet fri, men hvad der så pludselig skete var at deres far var blevet skadet hårdt i brystet, han var faldet ned på knæ, og var tæt på at dø af det væsen han kæmpede imod, så hun havde været hurtig henne ved ham, faktisk uden at tænke situationen igennem, og havde skubbet væsenet væk, og der mødte hun så deres far fortalte hun.

Ezio smillede og var næsten mere og mere nysgerrig, hvoraf at Enzo bare var ligeglad, og ikke gad høre om det, for det interesserede ham ikke rigtigt. Hun fortalte så at ved at hun havde reddet hans liv, havde deres far sagt at han også ville redde hende, og det skete også nogle år senere, men fra den dag fik de kendskab til hinanden. Så kiggede hun hen mod Enzo, og fortalte at en dag fandt hun ud af at hun var blevet gravid, og ventede tvillinger, hvor hun så fødte Enzo og Ezio, og hun kiggede rundt, mens hun rejste sig op, hun gik hen til døren for at skulle gå ud af den, for krigen ville sikkert starte snart. Så fortalte hun at Enzo lignede meget hans far, og det samme med Ezio, det eneste de nok havde arvet fra hende var evnen til at bruge ild magi, men der var nok også nogle personligheds træk de havde arvet fra hende. Så gik hun ud af døren, og kunne høre snak i kroge, og snak om krigen snart skulle begynde, hun nikkede og gik hen mod de andre ild elementaller hun kunne se, hun var mere end klar til det. Hun Efterlod Enzo og Ezio på værelset, og kunne se faren komme tættere på hende, han løftede hendes hage så hun kiggede på ham, og fortalte hende at han ikke ville sænke hans parader for hende, og hendes art, men at han ikke ville skade hende det lovede han, hun smillede og gav ham et kys på munden, som blev holdt af ham i lidt tid. Så gik de hver deres vej, for at gøre klar til krigen skulle begynde.

Mens Enzo og Ezio sad inde på deres værelse, kiggede de på hinanden og pludselig kunne der høres en lyd, en lyd der lød ganske bekendt. Enzo smillede bredt, og åbnede vinduet, hvor at Cuno hans rav fløj ind, og satte sig på hans skulder. Hans bror kiggede overrasket på ham, og bakkede lidt væk for synet af ravnen gjorde ham ærligtalt en smule bange, hvad skete der lige med det, havde broren altid haft en ravn. Han spurgte ham hvor den ravn kom fra, og hvad der lige skete, hvor Enzo rejste sig op, og strøg en hånd hen over Cuno s fjer, han fortalte så sin bror at ravnen hed Cuno, og var en ravn han havde taget ud fra hans drøm. Det fik hans bror til at sukke, og han smed sig ned i sengen, mens han betragtede loftet, han sagde så at det var typisk Enzo, og Enzo grinte koldt, hvorefter han fortsatte med at kæle for Cuno, der nød det, og gnuppede sig op ad Enzo s nakke, og hoved.



Krigen & Kaos:Krigen var fuld igang, der var mange dæmoner der kæmpede dog ikke mod hinanden, selvom der var enkle der var tæt på at give hinanden nogle på hovedet, og der var skam også nogle der var tæt på at slås med hinanden selvom de var af samme art, og deriblandt var der også nogle dæmon slægter som var uenige, og begyndte at diskutere og skændtes. Der var våben i krigen, blandt andet bue og pil, sværd, økse, dog var der ikke så mange dæmoner i krigen der bar en økse. Det var primært kun bue, og pil, sværd og nogle knive der blev brugt. Dog var der også mange dæmoner der gjorde brug af deres evner som de havde, det så vildt ud når der var så mange som brugte deres evner, dog så det også ganske interessant ud. Under Krigen var der børn der gemte sig så de ikke ville komme til skade, og nogle dæmoner prøvede at beskytte dem så godt de kunne, der var fortsat mange uenigheder, og skænderier, hvilket tit endte med kampe, og skader i masservis. Dæmonslægterne havde fået mange børn, fordi der mente at der skulle børn til så slægterne ville blive stærkere, og at de ville vokse. Under krigen var børnene udsatte, de havde ikke særlig meget magt, de kunne ikke rigtigt gøre noget, dog var der nogle børn der var løbet ind på riget, for at gemme sig, og blive væk fra krigen. Det eneste de kunne gøre var at holde sig i baggrunden, og heldigt for dem var at nogle af dæmon kvinderne tog sig af dem, så der ikke skete dem noget. Kvinderne var stærke, nogle var ligefrem stærkere end nogle af mændene.

Der var kaos, og blod her og der, flere var blevet såret, og skadet, og mange var svækket. De havde brugt meget energi, og styrke, og nogle havde ikke ret meget energi tilbage. Liggende på jorden med rifter her og der, blod pletter på tøj og i håret lå Enzo. Et par slag i ansigtet var det blevet til, og at der var skader her og der på ham, betød ingenting, faktisk følte han at han levede, og følte sig vældig godt tilpas. Han burde rejse sig op, men gjorde det ikke, og snart havde han efterhånden ligget på den kolde grund i nogle timer. Regnen skyllede ned over dæmonerne der kæmpede, og ned over ham. Han stirrede direkte op i himlen, armene lå spredt ud til siden, han havde ikke givet op, langt fra. Han elskede at kæmpe, elskede følelsen af magt, og kaos, og han kunne godt lide at føle sig stærk, selvom han ikke var andet end en ung halv dæmon med kampgejst, og en stædighed der ikke var til at tage fra ham, så var han enlig i godt humør, som han lå der på grunden, og kunne høre folk råbte, skreg og kom med lyde hvergang de angreb, og skældte ud på hinanden. En bekendt stemme hørte han så, men vendte ikke hovedet væk, hans blik flyttede sig heller ikke. Måske følte han sig død som han lå der stille, måske manglede han noget men ikke vidste hvad. Stemmen kom tættere på, og han vendte så hovedet lidt til siden, og kunne se hans tvillingebror Ezio stod og kiggede på ham, og rakte en hånd ned til ham. Et smørret smil kom frem på Ezio s læber, og han sagde ikke noget, for det behøvede han ikke. Han vidste godt at Enzo ville tage imod hånden, og komme op at stå, desuden vidste han at de begge to ikke var slået ud endnu. Ezio som var tvillingebroren var ligeså skadet som Enzo, begge havde blod her og der, deres hår var et kaos, rodet, og begge havde rifter hvor blod løb fra. Da hånden var blevet rakt ned til ham, rejste han sig op ved at tage imod hånden, og de stod og kiggede på hinanden. Der blev ikke sagt noget, men lyden af skud kunne høres, og det lød tæt på dem. Så sagde Ezio til Enzo at det var bedst hvis de fandt dæmonslægten de tilhørte, så de måske kunne hjælpe dem i kampen, eller måske også få slægten til at stå stærkere. Enzo smørrede det ene ærme op på skjorten, og fik et knækket smil frem på kæben, hvor han så begyndte at gå væk fra broren. Ingen ord kom ud ad munden, men broren vidste godt, hvad han hentydede til, så godt kendte han Enzo. De kendte hinanden så godt, at de kunne kommunikere uden at sige noget, de kunne læse hinanden som en åben bog. Det var både godt, men også farligt, de to sammen var et stort kaos, og det vidste alle der kendte til dem, eller havde set dem sammen.

Da de så nærmede sig dæmonslægten ved navnet Vaz'gon og stod og kiggede på nogle mænd fra klanen, kunne de se at der var mange der var igang med at kæmpe, og der var nogle der kiggede undrende på Enzo og Ezio, men det var klart for brødrene kendte ikke til deres forældre, de kunne begge huske deres mor men deres far huskede de ikke, og enlig var det som om de var blevet givet væk, fordi det var som følelsen af at have forældre ikke rigtig fandtes. Dæmonslægten Vaz'gon var stærk, og kendt for at holde sig strategisk, og logisk, de gjorde aldrig noget uden at tænke over konsekvenser først. De var stærke uden at være det, og selv det var farligt og det vidste mange andre slægter godt, og nogle dæmoner også. Slægten havde fået mange børn, og det var ikke samme kvinder, nej det var forskellige, det var kun for at gøre slægten stærkere. Enzo og Ezio var tvillinger og de blev født af en kvinde der hørte til ild elemtallerne, og en af de højeste og magtfulde mænd i slægten. De stod klar til at kæmpe med slægten, men de havde ingen våben, der var ingenting, hvad skulle de så gøre, hvad kunne de gøre. End ikke deres evner var blevet trænet helt endnu, ja de vidste slet ikke at de havde evner. Kvinden der havde ført dem stod og kiggede undrende på dem, men fortalte dem at de skulle passe på dem selv, og finde et våben hvis de kunne komme til det, fordi noglegange lå der buer og pile, og sværd rundt omkring på jorden, det var fra dæmoner der enten var døde, eller havde mistet våbnet.

Deres far skænkede dem ikke et blik, var faktisk temmelig ligeglad med dem, om de overlevede krigen eller ej. Han havde travlt med at holde styr på slægten, og holde gang i strategien som var igang. Slægten skulle nemlig bestemt ikke vise sig fra den svage side, bestemt ikke når slægten var så stærk som den var. De begyndte at kæmpe igen, og Enzo stod med Ezio der kiggede rundt, der var ret mange dæmoner, der var også nogle slægte som han ikke kendte til, og var sikker på at hans bror heller ikke gjorde. Efter noget tid var der flere og flere dæmoner der lå udkørt på jorden, mange var endnu mere skadet og såret end begyndelsen, og mange gav ikke op selvom de havde ramt jorden nogle gange. Enzo kunne ikke se nogle våben, og broren kiggede men var heldig at han fik fat i et sværd, og kiggede rundt efter andre våben, men det var ikke til at se. Han begyndte at kæmpe imod dæmoner der gik til angreb mod ham, og fortalte hans bror at han nok skulle klare den bare han fandt sig et våben hurtigt. Enzo nikkede og vidste udmærket godt, at han skulle finde sig et våben, men det var ganske svært, flere gange stødte han ind i nogle, dæmoner alle vejne, og pludselig kunne han mærke noget mod hans skulder. Han nåede kun lige at se at det var hans far, eller ham som var faren til ham og hans bror, det var den øverste i slægten, overhovedet hvis man kunne kalde det, det. Han skænkede ikke en tanke til hans såkaldte søn foran ham, og svingede med sværdet, og ramte Enzo hen over skulderen, og lidt ved brystet. Han sendte ham et koldt blik, og satte sværdet ned i jorden foran ham, Enzo bukkede ned på knæ, mest fordi blodet fra skulderen, og brystet blødte meget, og dryppede på jorden. Han vidste ikke hvorfor hans far ville gøre sådan noget, men før han fik spurgt kunne han høre en later bagved faren, det var andre fra slægten der grinte, og nærmest morede sig over synet de så. Enzo kunne mærke at han blev vred, og irriteret og greb fat i noget jord og kastede det op mod hans far, ramte ham også i ansigtet. Det gjorde at faren blev vred, og ligeså irriteret og greb hårdt fat i Enzo s hals, hvorefter han stirrede ham dybt ind i øjnene. Det kryb sig ned af hans ryg, og med armene hængende ned ad siden på ham, hang han lidt der i faren s hårde greb. Faren spyttede Enzo direkte ind i ansigtet, og prikkede så hårdt ind med en finger på skulderen og brystet der hvor sværdet havde ramt, hvilket kun gav mere skade til Enzo, det gjorde at han skreg af smerte, og nærmest prøvede at slippe fri, han græd ikke, men kunne mærke en følelse af knust og sorg strømme ind over ham.

Så sagde faren til ham at han var en skændsel for slægten, at han ikke burde være en del af den. Han var svag, og ikke engang kæmpede og havde fundet et våben som hans bror havde, og så sagde han at hans bror klarede sig bedre indenfor slægten end han gjorde. Enzo blev trist, og mere uforstående og nærmest kunne mærke han blev knust i flere stykker, men sagde ikke noget. Han kunne mærke smerten var ramt ham, han kunne ikke holde det ud, og faren gav så pludselig slip på ham. Koldt og ligeglad vendte han ryggen til hans søn, Enzo lå blot på jorden fladt med armene ud til siden, han stirrede op mod himlen. Regnen mærkede han skyllede ned over ham, han vidste slet ikke hvad han skulle sige, han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere. Sværdet stod i jorden, og hans bror kæmpede løs med nogle fra slægten, enlig følte han sig fortabt, forsvundet væk i mørket. Gemt væk i en verden uden nogle, en verden han kunne lide, en drømme verden, han lukkede øjnene, han trængte til et sted hvor han kunne slappe af, hvor han kunne være fri, og føle sig fri.



Dæmonslægter & Dramatik:Stadigvæk liggende på den våde grund, med blodet spredt omkring ham, og med blodpletterne på tøjet, og de mærker han havde på kroppen. Mærker var ikke det eneste, nej han havde også en slem flænge ved brystet og skulderne som hans egen far havde lavet, det havde gjort ham hævntørstig. Enzo var gal, han brændte nærmest af raseri, og knugede hårdt hænderne sammen så han efterlod mærker på ham selv fra fingrene, der havde boret ind i begge håndflader. Han rejste sig op, og kiggede rundt, han fik øje på hans bror der stod og snakkede med slægten, blandt andet med hans far. Det så ud til at de morede sig, og snakkede godt sammen, det gjorde Enzo irriteret og vred, han boblede af raseri, og vidste hvad der måtte gøres. Hans tanker var forstyrret, hans sind var tabt, hans krop vaklede, og da han kom op at stå på benene kiggede han hen mod hans bror og far med et lille knækket smil. Han kunne mærke hvor lidt energi han havde, han kunne mærke hans ben vaklede sammen med resten af kroppen, og hans læbe blødte fra den flækket del han havde fået under krigen, og kampene der var igang. Siden af hovedet blødte, og håret var plettet til samt rodet, og hans øjnene var tomme, han havde intet præg af lykke og glæde, han lignede mest af alt et genfærd, døden selv, blandet med en zombie. Slentrende med en rystende spinkel krop, og ben gik han lidt tættere på sværdet tog fat i det, og trak det op fra jorden. Så bredte det knækkende smil sig, og hans fokus og koncentration var rettet mod hans far, denne her gang skulle han føle og mærke hvordan det var at føle sig svag, og mærke hvor meget smerte han havde forvoldt. Enzo var et omvandrende kaos, og mareridt og det kunne mange godt ane, og ud fra hans syn om hans egen trofaste bror og hans far som hans had havde vokset sig hurtig til , stå og snakke så godt sammen, var noget han slet ikke kunne klare at se på. Blodet dryppede som han gik hen mod hans bror og far, og var ligeglad med at der stod flere fra slægten omkring dem, han slæbte sværdet hen ad jorden, og skænkede ikke nogen en tanke, han sagde ingenting, det knækkende smil og den uhyggelige aura var nok. Da han kom tættere på kunne han se hans bror stirrede på ham, og spurgte om han var okay, og hvad der var sket, men uden at svare ham skubbede Enzo ham hårdt tilbage med hånden, og det fik resten af slægten til at kigge undrende. De vidste slet ikke hvad der skete, og nogle spurgte ham hvad der skete, og hvorfor han gjorde det. Det eneste Enzo svarede var at han havde været illoyal overfor ham. Han stod og kiggede på hans far, der stod med armene hvilende over kors, men fik så øje på sværdet, og det gjorde at han sukkede og lagde hovedet på skrå, hvor han sagde til hans søn, som han enlig ikke så som en søn, hvad han havde tænkt sig at gøre med det sværd. Enzo svarede ikke, men pegede det mod faren, mens han vaklede på benene, og grinte knækket, hvorefter han kørte en hånd igennem det rodede blodige og våde hår. Flere kiggede hen mod dem, og undrede sig over hvad der skete, og hvad der skulle ske, men faren sagde ikke noget, men skulle til at tage sværdet fra ham, mens han sagde at Enzo bestemt ikke kunne løfte det sværd, eller bruge det. Det fik flere til at bakke lidt væk, og nærmest lyttede efter hvad der blev snakket om, Ezio broren der var blevet skubbet tilbage, kom hen til dem igen, og spurgte Enzo hvorfor han gjorde det, men det valgte Enzo ikke at svare på, men han lod ikke faren tage sværdet. Han tøvede ikke, men fik løftet sværdet lidt op fra jorden, og kunne mærke han blødte meget over det hele næsten, han var skadet, både indeni men også udenpå.

De eneste ord der kom ud ad hans mund var, at hans far skulle se hvor knækket og ødelagt han havde gjort hans egen søn, hans kød og blød. Faren kiggede overrasket på ham, og nåede ikke at sige noget før Enzo svingede med sværdet for at dræbe og skade hans far. Dog skete der ingenting, faren stod blot og stirrede med et hånligt grin, tænk at hans egen såkaldte søn ikke vidste, at han ikke kunne dræbe ham bare sådan, han var en dæmon, der skulle meget mere til. Ild elemental kvinden som var en af de elementaller der var sneget sig ind på riget, havde stået under krigen, og pludselig fik øje på hvad der skete, og var sket. Hun satte i løb hen mod Enzo og Ezio s far, og stod og kiggede bekymret på ham, mens hun spurgte om han var okay. Enzo var skuffet over at hans slag der virkede så godt planlagt slet ikke virkede, for hans far stod og grinede af ham, det samme begynde slægten at gøre. Han sank han ned på knæ, og kunne mærke hans bror s hånd på hans skulder, Enzo mærkede nogle tårer trillede ned ad hans kinder, og han sukkede dybt, og smed sværdet fra sig, så det var umuligt at dræbe hans far, og han kunne ikke gøre noget, ikke i den tilstand han var i ligenu. Deres mor rullede med øjnene over det Enzo havde gjort, tænk at hendes søn havde tænkt sig at dræbe hans egen far, og lederen over slægten, hun forstod intet af det. Hun mærkede hvor irriteret hun blev, og enlig bare bad dem om at forsvinde, for hun gad ikke se dem mere, selvom hun ikke havde håbet de ord skulle komme ud ad hendes mund. Ezio broren lyttede efter, og han forstod godt at hans far ikke døde, eller blev særlig meget skadet over det slag, der skulle mere til, selv han vidste godt det, men det vidste hans bror Enzo ikke. Ezio forstod godt at deres egen mor ønskede at de skulle forlade stedet, dog var det ikke noget der skete ligenu.

Enzo hev kort efter vejret for han havde ikke særlig meget styrke tilbage, og udholdenhed og kunne høre en masse snak om hvor forfærdelig han var, hvor frygteligt han var, og at han ikke burde være en del af slægten. Broren gik hen til Enzo, og rakte en hånd frem mod ham, mens han sagde at han aldrig ville være illoyal overfor ham, han ville aldrig foræde ham. Ezio bukkede sig ned, og gav Enzo et kram, og det gjorde at Enzo mærkede nogle flere tårer trillede ned ad hans kinder, og han sad blot der og langsomt lagde armene rundt om hans bror, mens han sagde at han troede at hans bror ville slutte sig til deres far. Han gav slip på Enzo, og fik hjulpet ham med at komme op på benene. Med en arm rundt om Enzo s nakke, støttede han til, så Enzo ikke ville knække sammen, eller falde, fordi han vaklede og rystede. Der var mange ting deres far havde gjort mod Ezio også, men det havde Enzo aldrig fået at vide, men eftersom faren stod og gloede på dem begge to, vidste han ikke om han ville spørge ham, der var generelt mange der stod og stirrede på dem.




Magt & Misforståelser:Der var ikke nogle dæmoner som sagde noget, de var allesammen stille, fordi de fleste inderst inde godt vidste at Ezio havde ret i det han sagde. Han stod fortsat og holdte om hans bror Enzo, der stod og nærmest smillede svagt, han sagde ikke noget. Dog lignede det mere og mere som om han havde planer om noget, han lignede en der havde en helt masse skumle planer og ideer. Så var der en dæmon fra deres slægt Vaz'gon der begyndte at skabe opmærksomhed til sig, så de fleste lyttede og kiggede i retningen, det var en bredskuldret mand, en som havde været under den øverste i slægten. Han begyndte at sige noget om, at eftersom lederne af slægten skulle ud på nogle vigtige missioner, og efterlade slægten bag sig i den stid var mere fair at den øverste i slægten indtil da skulle være enten Enzo eller Ezio, eftersom det var deres far som var overhoved for slægten, men hvordan besluttede man sig for hvem det skulle være. Der var snak i krogene og mange stirrede mellem brødrene og hen mod medlemmerne fra slægten, ja manden havde fat i noget det var kun retmæssigt at det skulle være enten Enzo eller Ezio som skulle overtage deres far 's plads. Det var tydeligt at mange snakkede omkring hvem de syntes det skulle være, og mange hviskede men det var efterhånden Ezio der hang over folk s læber. De mente at han var den stærkeste og mest passende til at overtage, hvilket gjorde Ezio glad at høre, mest fordi han kunne høre dem hviske og nævne ham. Enzo skar en hævntørstig grimasse, og skubbede hans bror væk fra sig, hvorefter han kiggede koldt på ham, og sagde hvordan han kunne tage den beslutning og lade sig påvirke af alle de andre dæmoner.

Derefter kiggede han væk, og han slentrede hen mod manden der efterhånden nikkede til folk s afstemning om at det skulle være Ezio. Vaklende på benene tog han en næsten dyb indånding blot for at få luft, for han var efterhånden blevet svækket og skadet mere og mere. Han nåede så hen til manden som kiggede undrende på ham, og fik et bredt smil frem hvorefter han blot lagde en hånd på hans skulder hvorefter han så sagde med dyb stemme, om han ikke var glad for at hans bror var den som de valgte, og ville have. Dog steg der en raseri indeni Enzo, og han mærkede hvordan de fleste stirrede på ham, han kunne mærke de mange blikke på ham, både fra slægten men også fra andre dæmoner. Selv hans egen bror stirrede på ham, og var hurtig henne ved ham, hvorefter han trak ham lidt tilbage, og gav Enzo et slag over næsen, mens han kiggede på manden og bukkede lidt foran ham, mens han undskyldte på hans bror s vegne. Så bakkede han lidt tilbage og fik trukket Enzo med sig, selvom han strittede imod, for han var mest i humør til at dræbe manden, for det var altid hans bror der blev valgt, ja selv hans egen far havde valgt ham frem for ham. Det tændte nærmest et stort had indeni ham, som voksede sig større og større, han kiggede på hans bror der havde trukket ham væk, og løftede et øjenbryn, hvorefter han skubbede ham væk igen, og råbte at han havde stjålet hans magt, og at han kun tænkte på magt. Hans bror knugede hænderne sammen, og hev fat i Enzo s krage på skjorten, hvorefter han kiggede koldt på ham, og råbte tilbage at han måtte tro hvad han ville. Så slap Ezio hans bror, og gik hen mod manden fra slægten som nærmest stod med åbne arme til at han ville komme og overtage for hans far. Så forsvandt de og valgte at gå indenfor på riget, mens krigen fortsatte lidt, og Enzo faldt ned på knæ, og slog hårdt ned i jorden, så hans håndryg nu var smadret en smule, men det var hans egen skyld, ligenu var han så fuld af had, at ingenting kunne skræmme ham, eller få ham på egne tanker. Han kunne mærke blodet fra slaget over næsen han havde fået fra hans bror begyndte at løbe lidt, men det var han ligeglad med. Han lukkede øjnene og mærkede regnen ramte hans ansigt, og krop, hvorefter han fik et knækket smil frem på læben, og rejste sig op, han kiggede rundt, og kunne se et sværd der lå på jorden, men der lå også en bue og pil. Det var nu der skulle ske noget, hans had og hævn skulle ikke gå til spilde nej det skulle rase højt, og dem som havde set ham som svag, og som ingenting ville få hans vrede og had at føle.

Det eneste der stod i vejen for ham var dem, han ville ind i riget, var de dæmoner samt elementaller der kom løbende hen mod ham, han søgte hævn over hans bror og slægten. Dog havde han ingen anelse om at hans bror faktisk gjorde det han gjorde for at hjælpe dem, og finde informationer som de ville kunne bruge. Han havde et smalt knækket smil på læben, og kunne så se hans bror og manden og nogle andre fra slægten. De kiggede overrasket rundt, og Enzo pegede sværdet mod manden mens han ikke sagde noget, men hans bror kiggede overrasket og lidt efter lidt kiggede på manden. Dog nåede han ikke at gøre noget, før Ezio broren havde stukket en kniv ind i hjertet på manden. selvom manden faktisk ikke døde af det, men kunne mærke en slem og stor smerte, og dernæst sat en pil hårdt ind i panden på manden. Det blev Enzo overrasket over og vidste slet ikke, hvad der skete, og hvorfor hans bror havde gjort det, han var uforstående. Ezio gik hen mod hans bror, og resten af slægten bakkede væk og gik ind i riget igen, de valgte ikke at sige noget, de vidste godt at de to brødre var farlige, alt for farlige. Enzo kiggede undrende på hans bror men rettede sværdet mod ham, hvilket fik et bredt smil frem på Ezio s læber, han tog fat rundt om hans bror s sværd, og kiggede på ham, hvor han sagde at han aldrig ville slutte sig til noget uden ham, og at han aldrig ville forråde ham, og at det hele var misforståelser fordi han enlig gjorde alt det han gjorde for at hjælpe Enzo. Det fik Enzo til at smile skævt, og gav så et slag over hans bror næse mens han sagde at det var payback for det han havde gjort, og lyttede så efter de misforståelser der havde været, og det gav mere og mere mening for ham. Så forstod han bedre tingene, og slap sværdet så det faldt til jorden, og gav hans bror et kram.



Portene åbnet:Efter lidt tid kunne lyden af portene høres, og slægten Vaz'gon stod ved døren til riget, og kiggede rundt på de mange døde dæmoner, som var blevet dræbt ved magi, og det var frygteligt, mange af dæmoner var også slemt skadet takket været Enzo og Ezio. Brødrene kiggede i retningen af portene der blev åbnet, og det gjorde at de begge to vidste at det nu for alvor begyndte, deres planer, ideer, tanker, og hvad de ellers måtte have i hovedet. De sendte hinanden et bredt smil, og gik hen mod portene, de var klar til at træde ud af rigets plads og grund, og de var klar til at udforske en masse, og de var også klar på at skabe deres liv nu. Godt nok vidste de godt at det ikke blev sammen, men de var enige om at det ville være bedst. Det vigtigste var at de begge var i live, og det var de jo. De gik ud ad portene og sendte hinanden et smil, og gav hinanden et kram, hvorefter Ezio lagde en hånd på Enzo s skulder, mens han så sagde at han skulle passe på sig selv, og at de helt sikkert ville se hinanden igen, de var jo tvillinger, hvilket betød mange ting.



Livet nu & Her:Nu bor Enzo og Ezio hver for sig, han ved ikke hvor hans bror bor, men han opholder sig selv i skumringskvarteret´, hvor han bor for sig selv. Der går rygter om at hans bror også bor der, men han har ikke set ham, så han bor sikkert et andet sted. Det vil ikke være noget problem for ham at finde hans bror, han ved lige hvad han skal gøre, og når man er tvillinger har det jo sine fordele.



Værste minde:Da hans bror valgte at gå hen mod fjendes side, selvom han faktisk ikke gjorde det for at ville det, men blot for at beskytte og hjælpe Enzo.
Bedste minde:Da han fik skadet, og svækket mange dæmoner under krigen.



Familie: Mor:Mina (død)

Far:Aldo (død)

Tvillingebror:Ezio (lever)

Nuværende levested: Skumringskvarteret

Andet

Blanding Info:
•Enzo's dæmon side fylder det meste, selvom han er 50% dæmon, og 50% Ild elemental. Hvorfor det er sådan skyldes, at hans far var dæmon(dog husker han ikke hans forældre), og hans mor var en ild elemental(Han husker kun meget lidt af hende). Under dæmonkrigen, var der kommet elementaller til, det vil sige der var sluppet nogle ind, uden at dæmonerne anede noget om det, dog havde nogle en fornemmelse af det. Dog er dæmon delen meget dominerende overfor Ild elementet, og derved fylder det meget mere, end hvad man lige troede. Dog er der ingen ændring på at han er halvt det ene, og halvt det andet, fordi det er det samme ligemeget hvad.
•Han ejer flere slags genstande, ting, samt krukker med alt muligt i, alt fra blomster, jord, til planter, dele fra dyr.
•Han kan til tider sammenlignes med en gal videnskabsmand, sindssyg læge, mest fordi han har så mange forskruet tanker samt ideer, og han har generelt en twisted personlighed, så det er ikke unormalt for ham at have glaskrukker, almindelig krukker, glas, skuffer med alt muligt i, samt der godt kan hænge underlige, forskruet billeder på vægge, og dører.
•Han ligner og minder meget om en teenager, men er det langt fra...
•Hans mindset(måde at tænke på, og forstå ting på) er ikke til at forstå, og man bedes undgå at prøve på det, fordi det nytter intet...




Cuno:Enzo's ravn, som har røde øjne, den viser sig meget majestætisk, og elegant. Gør man den vred, er man selv ude om de skader der vil forekomme. Cuno er for det meste meget imødekommende overfor andre, og alle den møder. Den nyder, og sidder tit på Enzo's hoved, eller skulder, og sommetider flyver den ved siden af ham. Cuno var en smuk ravn, som blev taget ud fra Enzo's drøm, fordi han altid havde ønsket sig at have den, han ville så gerne have et kæledyr, og tit havde ravnen dukket op i hans drøm. Derfor besluttede han sig for at hive den ud fra drømmen, og dermed beholde den, så derfor er Cuno som ravnen hedder, nu Enzo's trofaste kæledyr. Cuno er en ravn med temperament ligesom dens ejer, og den har til tider meget ejer fornemmelse, og man gør klogt i ikke at irriterer den.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: 5
Kampteknik: 4
Smidighed: 4
Fysisk udholdenhed: 5
Kløgt: 5
Intelligens: 6
Kreativitet: 6
Mental Udholdenhed: 5
Chakra: 10


•Can't hurt my feelings, if i ain't got any.
•What doesn't kill me, better run.
•Might be a sinner, and I might be a saint.
•The blood in my veins, is made up of mistakes
.


Chatboks

Gæst
[smilies]

IC-Chat