Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Catarina Tex Black
Kaldet: Ingen ting
Køn: Kvinde
Alder: 125
Fødselsdag: 26-11
Tilhørsforhold: Neutral Ond
Tro: Zaladin
Erhverv: Ingen
Nuværende levested: Tusmørkedalen - Tusmørkedalen
Race: Vampyr
Uddybende om race: Menneske

Udseende

Højde: 166 cm
Vægt: 60 kg
Højde: 166 cm
Vægt: 60 kg
Hudfarve: nærmeste hvid
Hårfarve: Hvidt som sne.
Hårstil/frisure: Hvidt langt der går til taljen. Glat, og tykt, og ses altid hængende løst.
Øjenfarve: De smukke katteøjene, der gerne kigger efter en, er rødlige med et strejf af lilla.
Kropsbygning: Almindelig af kropsbygning, og normale former
Hverdagstøj: Catarina ses gerne i sort kjole kort, der viser hud. Hun vil gerne bemærkes, med hendes tøj, og vil helst gerne bære sorte tætsiddende støvler.
Smykker: Et armbånd med en safir i midten.
Særlige kendetegn: Hendes hvide hår, er det der altid gør folk, ved hvem hun er.

Magi

Magisk evne (1): evnen til forføre:
Catarina har evnen til at forføre mændene. Hvilket hun udnytter, for at få informationer hun kan gi til mørkets hær, eller værdier. Alt efter hvad hun, syntes der passer hende.
Hun bruger evnen, ved at holde øjenkontakt, til manden i 1 min, og så vil han kun ha øje på hende i 30 min tid. Hun håber på hun kan forlænge tiden, når hun bliver dygtigere til at bruge evnen.
Dog er det yderst svært, og holde mænds øjenkontakt så længe.
Dygtighed til at kontrollere evne: Middel

Magisk evne (2): Ingen endnu. Men hvem ved, om hun har en skjult evne hun ikke kender til?
Dygtighed til at kontrollere evne: Passiv evne

Baggrundshistorie

Catarina blev født den 26/11 en mørk nat, hvor sneen aldrig havde lagt sig. Det var en årenes koldeste dage. Det var næppe stolthed, der blev mødt fra William Black, da han så Catarina.
''En pige'' mumlede han, til Patrica, og forsvandt efterfølgende ud.

Catarina voksede op, hvor hun blev velsinget med 3 små søstre, Calinka, Calina og Carla. Hver gang, en ny pige kom til verden, trak faren sig længere og længere væk fra familien. Han ønskede, en søn, men måtte tage til takke med 4 piger.
Da Catarina var omkring 8 år, gik hun ned i køkkenet, en tidlig morgen. Hun var tørstig, og længeste sådan efter, en kop vand. I køkkenet stod faren, og pakkede nogen ting.
''Far'' sagde hun stille, ved synet af ham.
''Stille Catarina, '' Sagde han hårdt, og tog sin taske over skulderen.
''Hvad skal du?'' mumlede hun,
''Skal du ikke tænke på'' sagde han stille, og gik ud af døren.
Siden den dag, så hun har ham ikke igen. Gjorde ingen, og pludselig var det en kamp for overlevelse. Men jo ældre de alle blev, jo mere kunne de hjælpe til, og tilsidst kunne de leve et liv, uden de store økonomiske problemer.
Catarina's kærlige mor, arbejdede på en kro, som servitrice. Tit blev Catarina hjemme, om aften og passede sine mindre søskende, men da Calinka blev gammel nok, til at passe de 2 andre, tog Catarina, med sin mor på arbejde. Hun elskede at være på kroen.
Kro manden Mr Jackson, var en sjov mand, der lavede de bedste frikedeller. Catarina hjalp ham gerne, når han spurgte om hjælp, til opvask, servering, eller andre små opgaver, og han belønede hende gerne, i form af mønter.
Som hun voksede, blev nætterne på kroen, flere og flere, og længere i længere.
Den var svært, og være hjemme, hvor et hus fuld af kvinderne, godt kan være en udfodring. Især når deres far havde forladt dem. Alle i byen vidste det, og jo ældre hun blev, jo mere kunne hun fornemme folks blikke, når hun gik forbi. Hun kunne høre dem snakke i mellem hinanden. Rygterne hvorfor faren var gået, ændret sig med årene, men i perioder fik folk heldigvis andet at tale om.

En aften Catarina, sad på kroen, og sludderet lystigt, med en veninde, kom Mr Jackson hen til hende i baren.
''Tror vi mangler, en servitrice mere Catarina. Min kro, er vældig populær, og der kommer mange rejsende igennem byen. De ved at her, er god mad, og hente. Du er jo kommet her igennem mange år, hvad siger du til et arbejde her? ''
Catarina var ikke langsom, til at sige ja. Hun var netop blevet fyret, fra sit sidste job på sæbefabrikken.

At skulle holde sig vågen om natten, var ikke svært, og vende sig til. Hun var vant til det, efter utallige nætter her, sammen med hendes mor, eller i selskab med en veninde.
Hun gjorde sit bedste, og Mr Jackson, roste hende ofte. Hun havde os en god evne, til at få mændene til at blive siddende længere. Hun vidste præsic, hvordan hun skulle gøre. Hive en smule ned i kjolen, inden hun gik over til dem, så sad de, med bedende øjne. Når hun havde serveret, gik hun med vuggende skridt tilbage til baren, imens hun mærkede deres øjne, på hende. Hun vidste de, var villige til meget, og var osse godt klar over, hvor deres tanker var.
Hun nød hvert øjeblik. Nød hvordan de nærmeste åd hende med øjne. Det var osse til, at mærke på drikkepengene. Hun fik altid lidt mere, end alle de andre.
Selvføgelig kunne det ikke undgås at, bemærkes, og sladderen startet igennem.
Hun hørte madammerne, når hun gik forbi dem hviske sammen. Kalde hende alverdens ting. Tale om et rygte, der blot var et rygte. Mange ting, lød når hun gik på gaderne. Men heldigvis, lærte hun ikke at tag sig af dem. Mændenes opmærksomhed, var mere vigtig for hende.
Så måtte de kedelige madammer, tale ligeså tosset de ville.

En aften, hvor der var stille på kroen, stod Catarina i baren, og serveret øl. En ung fyr på omkring 23, satte sig indtil disken. Hans hår var kulsort, øjne røde, og huden ligbleg. Han så skræmmende ud, men Catarina vidste at Mr Jackson satte præsic på at alle kunder blev behandlet ens.
Hun gik hen til den unge fyr, og smilede sødt, imens hun sagde:
''Noget specialt de ønsker?''
Fyren kiggede op, og gengældte smilet,
''Nej tak. Jeg trænger bare til et hvil. Er det ikke okay?''
Catarina nikkede svagt
''Jo selvføgelig. Ellers siger du bare til, hvis de fortryder''
Hun bukkede sig ned, og tog fat i et par glas, for at sæt dem på bordet, da hun havde sluppet dem, greb den unge fyr ud, og tog fat om hendes hånd. Hans hud var kold, som is, og hun blev forskrækket. Hun så ind i hans rødelig øjne.
''måske dit navn?'' sagde han med en hvisken, imens han fast holdte øjenkontankten.
''Catarina. '' hun sank ''Catarina Black. ''
Han slap hendes hånd, og lænede sig tilbage.
''Black...'' sagde han stille ''Er du i familie med William Black?''
Hun nikkede kort, ''Det er min far. ''
Han bed sit kort i læben, og Catarina blev forstyrret af sit arbejde.

I løbet ad aften, talte hun mere, og mere med den unge mand. Han prænsteret sig selv, som Marco Rye.
Han fortalte, han blot var på gennemrejse. Til Catarina's held, nævnte Marco ikke mere om William.
Marco blev siddende til luk, og selvom han intet købte til sig selv, gav han gerne Catarina en øl i ny og næ. Selv da hun tørrede bordene af, og satte stolene op, sad Marco stadig på stolen.
''Du er smuk ved du godt det?'' Sagde han roligt.
Hun vendte sig, og svarede flabet:
''Tak. Høre jeg tit, hver aften faktisk''
Marco grinte kort.
''Du må ha en god evne, på mændene Catarina.''
Hun fniste, og tog sit forklæde af,
''Har du så tænkt dig, at leje et værelse her, eller vil du heller følge mig hjem?'' Sagde hun sukkersødt.
''Tror blot jeg følger dig hjem'' Han rejste sig, og greb sin jakke, der hang bag på stolen.
De gik ud i mørket sammen, imens Marco talte løs, om forskellige ting.
Pludselig stoppede han.
''Hvor gammel er du?''
Hun så på ham, og svarede.
''25 år. ''
Han smilede
''Og du er stadig ugift?''
''Jeg bor hos min mor, sammen med mine søskende. Tvivler næppe på nogen, ville gå på knæ for en af os. ''
Han stoppede op, og så på hende
''Dårligt ry?''
Hun nikkede, og gik videre. Marco fulgte hurtig efter. Han greb fat i hende,
''Catarina, du gør mig helt blød i knæene.'' hviskede han.
Hans greb var stærkt, og umuligt for hende at komme ud af. Hun stivnede, og blev efterfølgende blød
''Jeg er dårlig selskab. Hvis de ikke kalder mig horrebukken, er det garantert noget andet Marco.''
Hun håbede, det kunne få ham til at slip, men han holdte fast. Han åbnede kort munden, og slikkede sig sulten om munden. Først der, lod hun mærke til hans hug tænder. De var sylespidse, og klar til et angreb, men hun spændte ikke. Hun så på ham, med en lige gyldighed i blikket.
''Bliver du slet ikke bange?'' hviskede han.
''Nej, ikke rigtig. '' svarede hun kort, og forsøgte at træde væk, men hans greb var for stærkt.
Han slap dog med den ene hånd, og bed sig selv i armen.
Dråber af blod, ham tilsyne, på hans arm, og begyndte hurtigt at løbe ned af hans arm.
Han skubbede hende imod husmuren, og pressede sin arm, imod hendes mund. Hun forsøgte at skrige, men hver gang, hun prøvede, flød der blod ned i halsen på hende.
''Drik det'' hvæsede han, imens han holdte hende fast. Hun græd ikke. Nægtet det!
Men hver enkel blod dråbe, der røg ned i halsen på hende, kunne smage, og det blev svære og svære, at få luft.
Tilsidst fjernede han armen, og så på hende,
''Nu vil jeg smage, om dit blod er ligeså sødt, som dit smil. ''
Han greb fat i hendes hår, og tvang hendes hoved bagud. Hun kunne ikke skrige, selvom hun ønskede det, var det eneste hun kunne mærke hans sylespidse tænder, der satte sig i hendes hals, og sugede blodet ud af hende. Hun forsøgte, at kæmpe imod ham, men han var for stærk, og på et tidspunkt blev hendes verden sløret, for tilsidst at blive helt sort.

Catarina vågnede på jorden. Hun så omkring sig, og det eneste hun fik øje på, var Marco der stod og slikkede sin finger rene fra hendes blod.
''Hvad.....Hvad....skete..'' Mere kunne hun ikke sige, før hun mærkede en tørst, hun aldrig havde følt før.
Nærmeste en hunger, men efter hvad var hun ikke klar over.
Marco kom gående hen til hende,
''Jeg fik ret smukke, dit blod var ligeså sødt, som dit smil. '' Han tog fat i hende, og tvang hende på benene.
''Marco jeg er så tørstig'' fik hun fremstammet, selvom hun ikke ønskede det.
''Ja føler man altid lige i starten, det er efter blod, du er tørstig, og det hjælper så snart, du har fået lidt, og drikke. Følg med. '' sagde han roligt, og gik ned af gaden.
Hun fulgte ham modvilligt. I en af baggårdene, kom Mrs Bloom gående ud fra dørene. Hun skulle sikkert ud til en af gårdene, for at malke. Mrs Bloom, var en kraftig dame, med langt kedeligt gråt hår, og en af byens største sladderkællinger. Hun foragtet Catarina, og inden længe tog Catarina's nye intikstere over.
På et øjeblik, stod hun henne ved Mrs Bloom, der så forskrækket på Catarina.
''Nå er du her, så Tidligt'' sagde hun med foragt i stemmen. Mrs Bloom, hadet hende. Nok fordi hun, på et tidspunkt, havde fundet Catarina, og hendes søn Gabriel Bloom i gang med et heftigt kysseri, i en af baggården.
Mrs Bloom, var blevet rasende, og havde sagt til at Catarina, aldrig ville blive en hustru til en af hendes sønner. Nogensinde!
Catarina slikkede sig sulten om munden, og ænsede ikke hvor Marco, var henne af. Med et hurtigt greb fik hun fat om Mrs Bloom's hals, for at lukke for hendes luft, så hun ikke kunne skrige. Mrs Bloom, stod stille i Chok, imens Catarina lod sine sylespidse tænder, bore sig i halsen på Mrs Bloom. Hun sugede det varme blod, ud fra hende. Ind i mellem kunne hun mærke Mrs Bloom, forsøge at tage åndedrag, men blev forhindret at Catarina's kvælertag.
Til Sidst røg hun til jorden, og Catarina slap hende. Kroppen lå tung, og fed i jorden, og Catarina mærkede en hånd på hendes skulder. Det var Marco.
''Nu har du vist fået, din tørst slukket for en stund ikke?'' Sagde han roligt, imens hun slikkede sine tænder rene.
Hun nikkede kort, og fulgte med Marco.
''Vil jeg få sådan en reaktion, hvis jeg møder mine søskende ? Min mor?''
Han rystede på hovedet,
''Nok ikke. Det er jo trods alt familie, men hvis din sult bliver stor nok, vil du nok til sidst angribe dem. ''
Hun bed sig i læben, for at bide hul.
''Det bedste vil nok være, du tog væk herfra. Forlod dit gamle hjem.'' Sagde Marco, imens han stak hænderne i lommen.
''Jamen jeg kan jo ikke forlade dem, bare sådan?'' sagde hun hæst, imens hun fulgte ham.
''Det er enten det, eller de bliver din frokost. Tænk over det kort. Enten følg med mig, til Tusmørkedalen, eller bliv her i byen, som du på et tidspunkt bliver nødt til at forlade, fordi du har spist dem alle.''
Catarina, vendte sig rundt og forlod ham. Hun havde brug for, at tænke over det her selv.

Hun slentrede rundt i en times tid, og hver gang hun lukkede øjne, så hun sine søstre for sig. Liggende døde, på jorden, blødende fra halsen af. Hun var lige glad, med hvad alle de andre, og blev de fundet døde, vil folk tro det var et dyr der havde angrebet dem. Var ikke ualmindeligt at folk bare forsvandt, ligesom hendes far havde gjort. Men tanken, om at gøre sin familie fortræd, var ikke til at bære.
Tilsidst havde hun truffet beslutningen, og ledte efter Marco, og hun fandt ham os tilsidst.
Stående sugende, i en ung knægt, som gippede med øjne et par gange, inden Marco slap.
''Du har taget valg?'' Sagde han roligt, imens knægten forsøgte, og kravle væk.
Hun nikkede
''Jeg tager med dig, men tro ikke jeg tilgiver dig det her nogensinde! ''
''Kommer du nok til sugar. Men jeg spiser lige færdig, så går vi !'' Marco greb fat, i fyren, og sugede det sidste blod ud af ham.

Det var en lang rejse til Tusmørkedalen. De gik mest, eller spiste det. Det var nemt, og finde føde i de andre rejsende, og inden længe, lå der snart et spor af lig efter dem.
Marco lærte undervej Catarina, hvad der var værd, at vide om Vampyrer. Om den kolde hud, og tørsten.
Når de gik længe nok uden, at møde rejsende, jagtet de dyr, som de drak blodet fra, men det var ikke det samme. Selvom det var nok, til at holde dem i live, og stærke, føltes det alligevel som om, hun konstant havde et tomrum i maven, efter hun drak dyreblod.
En dag, hvor de havde gået i flere timer, og Marco for 17 gang, havde nynnede den samme sang, var Catarina ved at gå ud af sit gode skind.
''Hvor kender du egenligt min far fra?'' røg det ud af hende. Hun havde næppe lyst til svaret, og alligevel var der en lyst efter at vide hvor William nu var.
''Din far William Black? Han boede på et tidspunkt i Tusmørkedalen, og jeg var nabo til ham. Men mit hus brændte, og hans røg med i købet. Nok nogen, der havde opdaget at vi var mørkeste krigere. Men ved ikke hvor han er nu. ''
Hun sank, mærkede hadet til hendes fars forsvinden, værre endnu større.
''Vil det sige min far er........'' hun kunne ikke få det sidste ord frem.
''Ja, han er vampyr, ligesom dig og mig. Men han rejste vist fra Tusmørkedalen, tror jeg faktisk. Men derfra kender jeg ham. ''
Da Catarina forsøgte, at spørge mere ind til det, afslog Marco høfligt. Han var ikke intressert, i at bruge mere tid på at tale om William Black.

Da de nåede Tusmørkedalen, var Catarina træt af at gå. Virkelig træt !
Marco fornemmede hendes fjentlighed, og forslog de kunne overnatte på kroen, for at der skete lidt andet, og Catarina acceptert det.
Dagen efter satte de kursen videre til Tusmørkely, hvor Marco havde planer om de skulle bo. Så snart hun spurgte indtil hans rejse, igennem den sovende lille landsby, hun før havde boede i, skiftet han emne.
Da de nåede tusmørkely, var Catarina, mæt, og træt af at gå. Marco, havde fået et nyt hus, at bo i imens, han havde været på rejse, og der var plads til Catarina os.
''Men du skal nu ha, noget nyt tøj Sugar. Det gamle, er efterhånden, så slidt, og laset, at man snart, kan se din hud. Bliv her Sugar, så skaffer jeg dig noget nyt. ''
Catarina smed sig på sengen, imens Marco gik ud. Hun følte sig tung, og kold, og havde længeste efter et sted, at være i ro. Nu havde hun fundet Marco's seng, og der blev hun liggende til hans kom igen.
''Se hvad jeg har fundet'' sagde han roligt, og smed en sort/rød kort kjole hen til hende. Hun så på den, og derefter på ham.
''Prøv den nu'' lokkede han, og så afventende på hende.
Hun rykkede sit slidte ødelagte tøj af, og i førte sig kjole. Den sad fantastik flot, og med de sorte støvler, som Marco havde købt til var det endnu bedre. Hun viste godt nok hud, men havde hun været så vant til på arbejde.

Det var koldt, og ensomt at være i huset. Nogen gange tog Marco, bare væk, og kom først hjem flere dage efter. I sine alene timer, fordybede hun sig ofte i hans bøger. De handlede mest, om Guden Zaladin, og mørkeste krigere.
Men jo mere, hun læste, jo mere fasinceret blev hun af dem. Måden de tilbad på, og kun ønskede en ting.
På hendes rejse med Marco, havde hun forventet den sidste godhed, til had, og foragt. Hun viste, at hun blot skulle tænke på sladderkællingerne, i byen, så mærkede hun vreden. Ellers tænkte hun på William Black, som hun ikke vil være bekendt at kalde far mere. Når hun gik i byen, sendte folk hende ikke blikke mere, og for engangs skyld følte hun sig hjemme. Hun elskede, at slentre igennem byen, og hilse på folk. Engang i mellem, gik hun ud til kroen, og fik et glas sød, og varm mjød. Så snakkede hun lystigt, med folk, om alt i mellem himmel og jord. Når Marco, var hjemme, lå de gerne i sengen i flere timer sammen. Hun nød, at mærke hans kolde nøgne krop, imod hendes. Hun kunne li, at forsætte i timevis, uden at blive træt, og ikke skulle tænke på at få en horreunge.
Men bagsiden af medaljen, var at hun næppe ville tilgive Marco, for han forvandlede hende. Han havde taget alt fra hende. Familie, hjem, og evnen, til at formere sig. Og hun mærkede foragten til ham stikke ind i mellem.
Men de gode sider, var helt klart, at hun aldrig mere, skulle være nervøs for, at blive gammel at se på. Hun ikke skulle se sit snehvide hår, falde af i totter. Hun vil forblive smuk, og ung. Til evigtid.
Det første møde, med de andre mørkeste krigere, var en dag Marco tog hende med. Catarina var klædt, i en sort, kort tætsiddende kjole, der viste mere hud, end var godt. De sorte læder støvler, sad fantastik, og hun stak uden tvivl igennem med sit snehvide hår.
De var samlede, for at skulle angribe, og Marco havde ønsket hende med. Hun skulle se hvordan det forgik, og være en del af det, så hun skulle blot holde sig i baggrunden, og tage ved lære.
Med sagt som gjort, og da slaget brød ud, stod hun på afstand, og så folk falde på skift. Så hvordan sårede, kæmpede videre for deres gud Zaladin. Hun elskede det. Følte sig hjemme!
Hun ønskede så inderligt, at deltage i kampen, men Marco, havde forbudt hende det. Han mente ikke hun var stærk nok endu.

Den efterfølgende tid, var hård. Catarina lærte flere, af krigerne, og kende. Det var nu, hun skulle trænes till at finde sin evne, så hun kunne blive optaget i klanen. Hun trænet hårdt, og længe dagligt. Men det eneste hun var rigtig god til, var at forføre mændene. Marco var til alt held, lige glad når han endnu en gang fandt hende liggende med, en af hans venner liggende ovenpå sig. Hun lærte at holde øjenkontakt med dem, og fandt ud af hvor betaget de blev af hende, når hun så dem længe nok i øjne. I starten, var det kun 5 min tid, de havde intressen, men jo mere hun øvede sig jo bedre blev hun, og hun nød hvert øjeblik. Marco opdagede hurtigt, hendes evne til at forføre, og opfodret hende til at bruge den så meget, som muligt. De begyndte, at tage til forskellige steder, for at møde mænd, hun kunne afprøve de metoder på. Hvilket hun osse gjorde! Hun snoede dem om sine lille finger, til hun havde de infomationer, hun ønskede, eller kunne tag hvad hun ville.
Men med kræften, til at bestemme, trak hun sig længere og længere væk fra Marco. Hans tilnærmelser, var snart en byrde, og hadet til ham, blev større, og større. Hun foragtet ham! Foragtet, hvad han havde gjort, ved hende. Det eneste hun var tilfreds ved, med ham, var at han havde lært hende om Zaladin.
Det var det eneste hun tænke på. At blive en krigere, leder for sin egen klan, hvor de ville ha Zaladin's tegn forreste i rækken. Men det ville tag tid, det vidste hun. Hun var næppe, tabt bag en vogn, og havde altid haft en fantastik evne, til at finde en løsning på tingene. Nok derfor Mr Jackson, havde været så glad for hende. Hvad hun osse vidste var at Marco, var en byrde for hende. Han havde samme ønsker, og ville næppe en pige som hende komme i vejen for ham.
Hun havde et valg. Forlade ham, og prøve sig frem.
Så da Marco's besked kom, om han ville flytte til Tusmørkebjergene, var hun fast besluttet på at blive.
Han prøvede utallige måder, at få hende til at følge med ham, men forgæves. Hun var fast besluttet på at blive, og stædighed, havde hun klart fra William Black.
Marco hadet modstand, og den eneste måde han kendte til, at få det sidste ord, var at angribe hende.
Det blev en kamp, som kunne minde om liv eller død, selvom nok ikke var så slemt alligevel. Men selvom hun forsvarede sig, var Marco alligevel stærkede.
Tilsidst lå hun klyngede til gulvet, af hans vægt, og hans hugtænder ud fra sit ansigt,
''Du følger med Sugar. Jeg har givet dig alt!'' hvæsede han.
Men Catarina havde besluttet sig. Hun rystede på hovedet.
''Så bliv her, og sult ihejel!'' hvæsede han, og tog sine ting. Han forlod hende, såret, og bløende.
Han havde nok håbet på, at skaderne han havde gjort var nok til at hun ville overgive sig, men selvom det tog tid før det hele var helet, var hun alligevel klar på, de ting livet bød hende.
Hun forlod hans hus, med døren åben, så rakkerpak, og alverdens ting, kunne finde ind.
Men hun var fri af Marco. Hun kendte en måde, at overleve på! Forføre mænd, til alting.


Familie: Far:
William Black *Forsvundet*
Mor:
Patrica Black *Død*
Søstre:
Lillesøster: Calinka Rose Black *Død*
Lillesøster: Calina Lilje Black *Død*
Lillesøster: Carla Dex Black *Død*

Andet

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Elendig
Smidighed: Over middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Over middel
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Over middel