Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Iyndaril Randír
Kaldet: Randír (Elvisk for Ham der Vandrer)
Køn: Mand
Alder: 324
Fødselsdag: 10. Juni.
Tilhørsforhold: Retmæssig Neutral
Tro: Aladrios.
Erhverv: Eremit, kriger.
Nuværende levested: Tusmørkedalen - Tusmørkedalen.
Race: Bjergelver

Udseende

Højde: 205 cm
Vægt: 75 kg
Hudfarve: Lys.
Hårfarve: Hvidt.
Hårstil: Langt, skifter mellem plain løst og fletninger med dekorationer.
Øjenfarve: En meget dyb blå.
Kropsbygning: Muskuløs, høj og slank.
Hverdagstøj: Iyndaril klæder sig typisk i sit kampgrej, en ”uniform”, der viser inspiration fra både Bjerg- og Skov-elverne, idét både blade, skind og fjer prydrer uniformen. Udover at være let og varmende, giver det ham også rig mulighed for at udnytte omgivelserne til hans egen fordel, da uniformen gør det let for ham at falde i et med den dunkle, stille natur, der er Tusmørkedalen.
Ar, permanente skader, el.lign.: Bidmærker ved højre skulder, fra en tidlig jagt, der gik galt.
Særlige kendetegn: Hans øjne, der er meget blå, selv for en Bjerg-elver, og hans hvide hår.

Magi

Magisk evne (1): Kan forvandle sig til en sølvdjal. Som sølvdjal er han, som sit hår, hvid.
Forvandlingen kræver en stor mængde chakra, så stor, at han i døgnet kun kan klare at forvandle sig to gange, men tilgengæld koster det ham ikke chakra at være i hans anden form.
Dygtighed til at kontrollere evne: Middel

Magisk evne (2): Ingen
Dygtighed til at kontrollere evne: Passiv evne

Personlighed

Talenter: Iyndaril er en formidabel kriger, der klart er bedst til nærkamp og kampenes strategiske spil. Med bue og pil er han en rigtig god jæger, men han bruger ikke så tit bue og pil i kamp, der foretrækker han sit spyd og skjold eller sine to kortsværd.
Svagheder:
1) Selvom Iyndaril er en formidabel kriger og strateg, så er hans evner alligevel limiteret, idet han aldrig har arbejdet med en ”hær” på mere end 20-30 folk og oftest arbejder alene eller i små grupper.
2) Hans fortid gør, at han har et stort had til orkere. Et had så stort, at det ofte påvirker den ellers rolige og fattede elvers dømmekraft og handlinger, når han har med orkerne at gøre.
3) Han har aldrig haft så meget med kærligheden at gøre, da han altid har fokuseret på sin træning og andet. Han har et dybtfølt ønske om at finde en, som han kan udvikle et forhold med og med det lave antal af Bjerg-elvere skulle man tro, at det ville være nemt nok – men tvært imod. Han er, hvad man ville kalde en håbløs romantiker, dog uden nogen at give sin kærlighed til.
4) Han er splittet mellem Bjerg-elvernes neutrale og solitære levemåde og hans personlige tanker og drømme, som han også anser for, desværre, at være ret urealistiske. Det bruger han meget tid på at tænke på, hvilket også har gjort, at han har valgt at lægge noget afstand mellem ham og Bjerg-elverne i Tusmørkedalen. Han besøger dem dog stadig nogenlunde regelmæssigt. Hans ønsker virker som modkæmpet af verden selv, hvilket giver ham et billede af, at verden er én ting og hans ønske og tanker om, hvad det kunne blive, er en helt anden ting. Skal han følge verdens vej eller prøve at lægge sin egen?

Interesser: Kamp, jagt, historie, musik, sang og poesi.

Drømme/ønsker: Iyndaril drømmer om, hvordan verden kunne være, hvis han kunne ændre nogle ting ved den. Han drømmer om, hvor mægtig og stor en styrke elverne kunne være, hvis de alle sammen blev genforenet, som én fælles race, det ville skabe den nødvendige balance i verdenen, hvis man spurgte Iyndaril. Elverne ville selvfølgelig være den bedste race til at være den altafgørende balance, det er trods alt dem, der er den ophøjede race. Godt nok så kæmper elverne også i blandt sig selv, især mellem Lyset og Mørket, hvor Bjerg-elverne står lige i midten, men det gør ikke racen mindre værdig til at opholde balancen. Iyndaril ved i sit hjerte, at elverne engang har været samlet som ét folk, andet vil han ikke tro, så han er sikker på, at det kan ske igen og han er sikker på, at Bjerg-elverne er den manglende neutralitet mellem de ekstreme konstraster, der gør at fred mellem dem ville kunne fungere. Hans ønsker og drømme er dog meget modsat hans kultur og levemåde, der generelt er abstraherende og solitær.

Elsker: Kamp, at gøre livet surt for orkere – især den sidste tid i deres liv, at gå på jagt, at spille musik og læse om Krystallandets historie, smukke elver-piger, selvom han sjældent får gjort meget andet end at beundre dem.

Hader: Orkere, når nogen nedgør Elver-racen, respektløshed, mishandling af dyr og destruktion af naturen, folk, der ikke behandler hans ejendele, især hans våben, instrumenter og udstyr, med omhu.

Helhedsindtryk af personlighed: Iyndaril er generelt en rolig, fattet, smilende og glad person, der altid gengælder socialiseringen, skulle nogen henvende sig til ham, men som personligt er meget selektiv og kontrolleret, når han selv skal tage kontakt. Han foretrækker at bruge sin tid på ligesindede, han vælger selv kun at indgå i de dybe samtaler med folk, som han har en følelse af, at han kan sparre med rent ideologisk og retorisk. For ham kan en samtale være næsten det samme som en god kamp. Han er af den overbevisning, at han bør søge både alenetid, konversation og kamp i en balanceret pendulmotion, da det holder hjernen skarpest og balancen mest lige. Han er meget neutral af natur, noget han har fået med modermælken gennem sin opvækst hos Bjerg-elverne, hvis kultur bygger på neutralitet og han tror på, at der er både godt og ondt i alle, men at løsningen ikke er at lade den ene vinde over den anden, tværtimod, at de konstant holder hinanden på et plan, der burde være halv halv. I svære situationer er han god til at holde hovedet koldt og reagere, som han har trænet, han er først og fremmest en soldat, der kæmper for sin race og den plan, han mener guden Aladrios har. Han er dog også en splittet mand, der tror på, at han skal følge sit hjerte og sit indre kompas, men samtidig er han opvokset i en kultur, hvor man er vant til at abstrahere fra at handle og istedet lade guderne bestemme verdens gang og det bunder hans konflikt i. Aladrios har en plan, tænker Iyndaril, en plan der stadig er i gang med at blive tegnet, derfor har elverne fået evigt liv, de er det udvalgte folk, men hvad nu hvis de kunne gøre noget allerede nu? Hvad hvis de handlede nu, for at få den religiøse balance. Den spaltning markerer et split i Iyndarils personlighed, en ubalance i hans indre, som han kæmper med. Han går meget op i respekt, især gensidig respekt mellem fremmede, da han også er en meget privat person og derfor er uhøflighed fra en fremmed ekstra uhøfligt. Han forekommer som en, der måske tit bevæger sig ind i sine tanker, men som sjældent siger alt, hvad han har i tankerne. Især hans drømme og hans indre konflikt holder han for sig selv, af frygt for, hvad andre ville tænke.

Baggrundshistorie

Barndom: Iyndarils barndom var helt normal for en Bjerg-elver. Han blev undervist i diverse emner som Krystallandets historie, historie om Bjerg-elverne, kampundervisning og jagt. Han elskede sin barndom og når han tænker tilbage, kan han ikke lade være med at mærke en vag glæde over tiden, der for længst er passeret. En velbalanceret opvækst med massere af træning, viden og lærdom, der stimulerede hans hjerne på en måde, der ville gavne ham i fremtiden.

Fortid frem til nu: Iyndaril har altid levet et liv, der var helt normalt for Bjerg-elverne, et liv, som han er utroligt god til at leve. Han voksede op med sammen med sin søster og med deres forældre boede de i et lille samfund af Bjerg-elvere. En dag blev landsbyen, som han levede i, angrebet af en nærtliggende Ork klan. Deres angreb var pludseligt, men i takt med at lyden fra deres krigshorn og vibrationerne fra deres trampende fødder bevægede sig igennem luften, fik landsbyen hurtigt samlet et forsvar og stillet sig parat til at møde styrken af ondskabens kræfter.
Mange tapre krigere faldt i kamp imens bavnen blev tændt og de ventede svar fra de allierede bjerg-elver klaner. Ved deres ankomst vendte kampen sig og de fik fordrevet bæsterne. Iyndarils familie var ikke kommet noget til, men denne dag ville for altid sætte sig i deres hukommelse.
Efter hans første møde med orkerne har han hadet dem for deres modbydelige natur og handlinger. Nogle skrifter påstår at orkerne engang var elverne, hvilket Iyndaril finder direkte frastødende og vulgært, absolut modbydeligt. Efter angrebet på deres landsby mødtes klanlederen med de andre klanledere og i fællesskab blev de enige om at vandre sammen, til et nyt sted hvor orkerne ikke ville volde dem problemer. Sammen vandrede de til Tusmørkedalen, hvor de i bjergene fandt et fredeligt sted at slå sig ned, i håb om at de nu ville kunne leve i den fred og idyl, som de havde drømt om.

Iyndaril havde, så længe han kunne huske tilbage, altid elsket at vandre og fordybe sig i sine tanker og spekulationer. Dette udviklede sig yderligere efter at han kom til Tusmørkedalen idet han nu kunne begive sig ned i dalens skove og forsvinde imellem træerne, hvor han ofte ville være væk i dagevis. Denne sekularisering fra stammen og familien fik ham til at realisere sin egen virkelighed og person. Et indædt ønske om balance, fred, men vigtigst af alt; svar, voksede inden i ham og der var ingen balance eller svar at finde i bjergene, blot hårde sten og kold sne.

Efter noget tid besluttede Iyndaril sig for at limitere sin kontakt til stammen og flytte ned i dalen, i en hytte som han besluttede sig for at bygge selv - måske ikke noget en i byen ville anerkende som noget leveværdigt, men for en vandrer med et behov for søvn var det alt, hvad der skulle til.
Denne hytte fungerede hovedsageligt som et pit-stop mellem hans lange gåture, hvor han satte spørgsmålstegn ved alt hvad han kunne. Iyndaril havde altid været religiøs, hans forældre havde lært ham at værdsætte guderne og deres magt, men han følte en indre konflikt i forhold til fred og balance. Mange tanker raserede i Iyndarils hoved, især efter den skæbnesvangre dag, hvor de blev angrebet. En følelse af had til bæsterne og et savn til de klansmænd, han havde tabt i deres forsøg på at forsvare deres landsbyen, sad stadig stærkt i ham og det ville være basen for hans evige søgen efter fred, balance og afklaring. Hver dag ville han gå og søge svar hos Aladrios, men intet svar ville han få. Stadig den dag i dag venter han på svar, i håb om at det vil stoppe konflikten inde i ham, en konflikt der også har udvidet sig til en frustration. Hvorfor svarer Aladrios ikke?

Værste minde: Da hans stamme blev angrebet af orkere.

Bedste minde: Første gang han nedlage sit eget bytte, helt alene, og de andre i stammen fortalte ham, at han var en mand nu - en rigtig Bjerg-elver. Som tradition blev han fejret som ny i de voksnes rækker.

Barndomshjem: Hans stamme vandrede rundt i Krystalbjergene.


Familie: Hans fader, Gyrthwennadal. Hans moder, Anilamwen. Hans søster Éalomiel.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Middel
Smidighed: Middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Over middel
Mental Udholdenhed: Middel
Chakra: Elendig