Ray var ikke overrasket over at Elaina ikke vidste mere om ham end det, det var jo næsten 900 år siden, og selv dengang var der jo faktisk ikke specielt mange som vidste hvad det var som forgik oppe på familien Duncans slot. Ray så vejende på Elaina, overvejede hvorvidt han kunne stole på hende, til at fortælle hende nogen ting om han selv.
Hvad siger du, Adrian? Kan vi stole på hende? Adrian stod lige et øjeblik og kiggede på Elaina,
det tror jeg godt vi kan, herre, men pas nu på alligevel, du burde nok ikke nævne... tårnet... Det sidste ord hviskede Adrian nærmest i sine tanker, tårnet, den begivenhed som ødelagde Rays liv.
Ray kiggede lidt mod Elaina, og så begyndte han at snakke,
''Tja, hvis det er det eneste du ved, så lad mig fortælle dig lidt om din families historie. For alle de år siden, da jeg stadig var et menneske, der havde jeg to storebrødre, og en lillebror, du har nok set deres malerier ved siden af mit. Mine storebrødre var nogen forkælet møgunger, og min lillebror og jeg bliver konstant ignoreret og fik hver vores personlige butler, som så skulle sørge for os, for ja, vores forældre havde jo for travlt med mine storebrødre. Så en dag...'' Ray fik lige pludselig et dystert ansigtsudtryk, men hans øjne, hans øjne var fyldt med skam, så han skyndte sig at sige,
''Så en dag døde mine to storebrødre, og jeg blev den næste i rækken.'' Han sukkede kort, så var det sagt, så var det sværeste overstået. Han undveg Elainas blik mens han fortsatte,
''En måned senere døde min far, og jeg blev udnævnt til greve. Jeg løb væk, sammen med Adrian, og vi blev begge forvandlet, senere fandt vi ud af at nogen af de andre butlere havde fulgt efter os, og også var blevet forvandlet,'' Ray nikkede mod pigen som stod bag ham, ved siden af Adrian.
''Og da folk troede jeg var død, endte de med at udnævne min lillebror, Leon, til greve. Lidt under 900 år senere, og her står du så.'' Ray lod sit blik fange Elainas igen, men skammen lå stadig i hans øjne, den skam som havde ædt ham op indefra uden nåde i alle de århundreder.
Mens han snakkede så Adrian også ud til at blive bekymret, især da Ray omtalte sine storebrødre. Da Ray var færdig rækkede Adrian en metal flaske til Ray som han havde i sin jakke, Ray tog et par slurke af den, og gav den derefter tilbage til Adrian.