Det var kun få dage Adhémar havde nået at være i Hovedstaden inden han fik nys om en potentiel indtjening. En ganske god en af slagsen endda, hvis bare han formåede at trække i de rette tråde. Selvsikkerheden fejlede intet hos ham og uden overhovedet at gide tænke nærmere over det havde han sat sig for at lægge en ung Lord Atillian et besøg, og ikke et venskabeligt et af slagsen. Udover pengene han var ganske sikker på han kunne høste på et bevis på lordens død, så ville han egentlig også bare gerne se udtrykket i ansigtet på den hyresvend han ville komme i forkøbet. Det var ikke første gang han havde gjort lignende, selvom guderne måtte vide hvad der var blevet af dem, der havde forsøgt sig noget lignende over for ham.

Som sædvanligt i ly af mørket begav han sig tilbage mod Atillians bolig. Han havde været forbi den tidligere på dagen, for at se den an og finde en god vej ind og derfor kunne han også ganske målrettet bevæge sig mod en bagindgang, som han umiddelbart havde syntes virkede svagt bevogtet. En enkelt vagt havde han været nødsaget til at tage livet af og af dovenskab havde han ladet kroppen ligge efter ellers at have brugt et øjeblik på at gennemsøge den døde vagt for værdier. Han hæftede sin kniv i et hylster på hans lænd og overtog i stedet vagtens sværd, mens han fortsatte mod selve indgangen. Han var klædt i mørke klæder fra top til tå og foruden hætten, der sad tæt til hans hoved bar han også en djævlemaske i læder. Det var langt fra altid hans maskeringer var lige så dramatiske, men det var hvad han havde haft for hånden og egentlig kunne han også meget godt lide tanken om at kunne blive kaldt en djævel, skulle en uskyldig sjæl få øje på ham og stikke af.

Karkhos havde haft en urolig fornemmelse i kroppen det meste af dagen. Først havde han tilskrevet den de nye omgivelser, manglen på luft og Morpheus' irritabilitet, der vist kom sig af, at den unge mand kedede sig. De havde kun været bosat i byen i en uges tid, men der var tydeligvis meget at vænne sig til for dem begge.
Men efterhånden som uroen var blevet større, måtte Karkhos indse, at det nok var den både forbandede og nyttige evne, som han havde. Til sidst var han begyndt at få en let hovedpine. Der var ikke så meget, han kunne gøre ved det. Det var som om, at hvis der var noget stort på vej, kunne det bygge op i lang tid, inden han endeligt fik en mere konkret fornemmelse af, hvad det var. Dette måtte være stort.

Lige som Morpheus surmulende besluttede sig for at gå i seng, hamrede et billede ned i hovedet på Karkhos. Eller flere billeder, hvilket ikke var helt normalt. Først noget, der lignede en djævel, der listede ind af bagdøren og derefter en død Morpheus, der med tomme øjne lå i sin seng, der var gennemblødt af blod. Billederne fløj igennem hans sind så hurtigt, at han ikke fik fat i nogle detaljer. Som sædvanligt. Brummende fik han sagt godnat til Morpheus, inden han rejste sig og langsomt og stille bevægede sig ud i køkkenet og om til baggangen, hvor bagdøren var. Eller, man skulle måske sige tjenestefolkets indgang. Der var ingen i huset nu, da hverken Karkhos eller Morpheus var interesseret i at have fremmede i huset om natten.

Så lydløst som muligt bevægede han sig ned til døren og placerede bag den. Den åbnede udad, det vidste han. På den uge der var gået, havde han været det lille hus igennem fra top til tå og huset så mange detaljer som muligt. Ikke at han skulle anstrenge sig, det kom ret naturligt til ham.
Han vidste ikke, hvor længe han skulle vente, men han havde lært at stole på sin evne, og hvis den sagde, at der var fare, var der fare.

Efter en halv times tid skete der endeligt noget. Håndtaget drejede rundt og døren begyndte at glide op på de store hængsler. Karkhos tøvede ikke, men hamrede sin skulder hårdt ind i mod døren i forhåbning om at smække den direkte op i personen udenfor. Kraften bag skubbet ville få ham selv til at vælte ud i gyden, klar til at håndtere hvem end der var derude. Det første han så i halvmærket, der kun var oplyst af en fakkel, der var sat i muren længere ned i mod gydens udgang, var djævlemasken, som hans forvarsel havde vist ham. Selv hvis han ikke havde været forberedt, ville det ikke have bragt ham mere end et splitsekunds tøven, for det skræmte ham ikke. Han var ikke overtroisk på nogen måde. I stedet sprang han frem mod personen og lod en næve suse mod personens hoved, maske eller ej.

Mens Adhémar opmærksomt så sig omkring, brugte han også tiden på at svinge det nyerhvervede sværd lidt i hånden. Der var intet særligt ved det, så det var ikke fordi det som sådan krævede tilvænning at bruge det. Dog havde han bare heller ikke tænkt sig at spænde ben for sig selv ved at benytte et svær han på ingen måde kunne balancere i hånden, hvis nu han skulle få brug for det. Han havde jo også tid nok og så længe det ikke umiddelbart virkede til, at nogen skulle komme rendende, så havde han jo ingen grund til at skynde sig. Som regel var det jo alligevel også en god idé ikke at forhaste sig, da velovervejethed nu engang var det bedste middel til at udføre et job, om det så var et hæderligt et af slagsen eller ej. Knap kunne det vel egentlig betragtes som et job, når nu det blot var Adhémar, der havde bestemt sig for at snuppe en opgave for næsen af en anden.

Vurderende kiggede han på døren og efter et granskning af hængslerne samt et kig på jorden foran den, kunne han konkludere, at den svingede udad. Ikke noget atypisk, men ikke desto mindre noget han ikke var særligt tilfreds med. I tilfælde af, at der befandt sig nogen på den anden side var det altid en fordel med døre, der åbnede indad. De gav et glimrende dække og var også et fremragende skjold på vej ind. I stedet måtte han bare håbe på det bedste og så ellers nyde godt af hurtigt at kunne skubbe døren op og komme ud, skulle det gå helt galt. Så langt nåede han dog ikke.

Prøvende havde han taget i håndtaget med en forhåbning om ikke at behøve dirke en lås op, men inden han kunne nå at glædes over at have ret, blev døren hamret ind i ham. Hvem fanden havde set ham? Pludseligheden gjorde ham ud af stand til at forberede sig på kraften døren røg op med og inden han havde nået at opfange hvad der foregik, mærkede han gydens fliser ramme sig. Instinktivt rullede han til side, for hurtigt at kunne springe på benene og nåede kun lige netop at undgå det slag, der ellers utvivlsomt havde kunne sende ham til jorden igen. Undvigelsen havde krævet af ham at gøre en bevægelse til siden, desværre i den forkerte retning i forholdt til, hvor sværdet nu lå. I faldet havde han mistet grebet om det og nu måtte han forsvare sig på anden vis. Ihvertfald var det for stor en risiko at skulle til at bukke sig ned efter det, så i en vant bevægelse trak han i stedet kniven fra hylsteret ved lænden. Det var bedre end ingenting, om end den absolut ikke var lavet til at slås, men blot til at slå ihjel på nært hold.

Planen med døren virkede som den skulle, følelsen og lyden af, at den ramte en krop, sendte en kort bølge af tilfredshed igennem Karkhos, men han brugte ikke tid på at svælge i den. I stedet fortsatte han ud i gyden, hvor hans forsøg på at slå personen i ansigtet slog fejl. Den anden smøg sig smidigt væk fra nævens bane og hvis Karkhos ikke var travlt optaget af at slås, ville han nok have været en smule misundelig. Der var en gang, hvor han var lige så smidig, men hans krop var ved at være gammel og hans led stive, så i dag måtte han bruge andre midler - blandt andet sin rimelige størrelse og vægt og gode erfaring til at forudse, hvad andre ville.

Selvom hans blik fulgte den andens bevægelser, sugede han stadig indtryk og omgivelser til sig og han havde set sværdet, der nu lå på jorden lidt skråt til siden for dem begge. Karkhos havde ikke selv sit sværd på sig, det lå tilbage i opholdsrummet. Måske dumt at glemme det, men gyden var så smal, at det alligevel ville være svært at have en fægtekamp. Nej, det var bedre med en nævekamp.
Som den konklusion fór igennem hans sind, trak den anden en kniv. Det fik ikke Karkhos til at tøve eller trække sig tilbage. Han havde selv en kniv i bæltet og en i den ene støvle, men han trak ikke nogen af dem. I stedet bevægede han sig et skridt til siden, væk fra døren, så den ikke kom i vejen. Det førte ham samtidigt hen til sværdet, som han skubbede længere væk med foden, så den anden ikke ville have nemt ved at få fat i det.

"Jeg giver dig ikke lov til at dræbe Morpheus. Du skal først igennem mig, for at komme ind i det hus." Hans stemme var rolig og dæmpet og på ingen måde truende. Det var en rolig konstatering, sagt med den nordlige dialekt han var vokset op med. Hans øjne så lige så roligt på masken, den anden havde over ansigtet. Det irriterede ham ikke at kunne se den andens ansigt, men øjnene glimtede i det svage lys og det var også godt nok.
Han gik ikke til angreb, men lod det være op til den anden, hvad der skulle ske. Gyden var lukket i den ende, som den anden stod med ryggen til, så han skulle forbi Karkhos for at komme ud. Det var lidt et problem, men det kunne løses, hvis manden valgte at give op.

Hvad Adhémar havde forestillet sig skulle være en nem opgave havde vist sig at være det modsatte og lige nu var han faktisk mere irriteret over det, end han var nervøs over for sin situation. Det lå ikke rigtigt til ham at blive usikker medmindre han virkelig så døden i øjnene og lige nu stod han altså over for en mand, der var betydeligt ældre end ham selv... Ihvertfald betydeligt ældre end hans egen krop lod til at være. Dog var han godt klar over, at det ikke nødvendigvis var ensbetydende med en nem sejr og under ingen omstændigheder ville han ihvertfald begå den fejl at lade livet til et ældre menneske. Så hellere bare forsøge at komme uden om ham.

Og dog.

Stædigheden lod ham ikke bare opgive hvad han havde givet sig selv som mål. En enkelt gang svingede han kniven mellem fingrene, mest af alt for at vise den anden, at han havde kontrol over hvad han lavede. Nogle gange kunne det hjælpe at intimidere på den måde og man havde vel lov at håbe. Hovedet lænede han en anelse på skrå og måtte ellers spærre øjnene en smule op over den andens ord. Var det en fælde? Havde han virkelig været så dum at hoppe på et eller andet trick? Lige nu kunne han ikke komme på andre grunde til hvorfor den fremmede mand skulle vide hvad han var ude på. Medmindre denne Morpheus selvfølgelig havde flere fjender. Interessant.

"Morpheus?" lød det alligevel fra ham i en hæsere stemme end han normalt talte i. "Hvad skulle jeg dræbe en Morpheus for?" Han ventede et øjeblik, hvor han lod spørgsmålet fylde i luften og først da den anden gav anledning til et svar nærmest sprang han frem. Den anden mand var ganske vidst ældre, men han var en smule højere og virkede til at være noget stærkere end Adhémar selv var. Det var nu ikke noget nyt for ham at stå i en sådan situation og han arbejdede som regel altid med at udnytte sin hurtighed fremfor sin styrke. Kniven holdt han godt fast i mens han målrettet gik efter sin modstanders ansigt. Chokeffekten var hans bedste ven og indtil han havde dannet sig et bedre overblik over situationen var det lidt hans eneste mulighed.

Karkhos blev på ingen måde påvirket af den andens leg med kniven. Selvom han ikke kunne se den andens ansigt, var han ikke i tvivl om, at personen var ung og Karkhos havde en fornemmelse af arrogance, som de fleste unge mennesker kunne have, især hvis de stod overfor en, der var ældre end dem selv. Han havde selv haft den, men havde også lært, at man ikke skulle skue hunden på hårene. Hvilket han selv var et bevis på, for selvom håret var ved at være gråt, ansigtet rynket og kroppen lidt træt, var han på ingen måde ude af sine gode år. Han slog stadig en proper næve og kunne stadig kløve et lille træ med sit sværd.

Overraskelsen kunne ses i den andens øjne, da Karkhos afslørede, at han vidste, hvad den anden var der for. Det kunne der være mange grunde til og Karkhos var heller ikke i tvivl om, at flere af dem løb igennem den andens sind. Han havde set det før. Nogle gange kunne han kun være glad for sin umenneskelige evne.
Da den anden stillede sit dumme og provokerende spørgsmål, trak Karkhos overlæben lidt op i irritation, der sås tydeligt i hans ansigt. Han havde ingen respekt for folk, der forsøgte at være en smartrøv, i stedet for bare at komme videre i teksten. Det var ikke fordi han ville give ham et rigtigt svar, nærmere bede ham om at komme videre, da den anden sprang frem i mod ham.

Karkhos blev ikke overrasket, men han behøvede heller ikke være helt forberedt, for de mange år med træning slog ind og hans krop bevægede sig automatisk.
Efter at have taget et halv skidt bagud for at holde balancen, løftede han hurtigt venstre arm for at blokere den andens arm med kniven med sin underarm. Samtidigt knyttede han sin højre nævne og lod den fare mod den andens mellemgulv. Det var en fejl at komme tæt ind på livet af Karkhos, for det var især her hans styrke lå. Han havde bygningen og kræfterne til nærkamp og han vidste, hvordan han skulle bruge det.
Hvis det lykkedes at blokere for den andens knivstikkeri, ville han i samme bevægelse sno sin underarm rundt, gribe fat i den andens arm og hive skråt ned i et forsøg på at vride den yngre mands arm om og derved få ham til at slippe kniven. Han havde lavet disse bevægelser så mange gange, at han end ikke tænkte over dem, men var i gang med at forsøge at forudse næste træk.

Egentlig burde det på ingen måde komme som en overraskelse for Adhémar, at hans modstander var trænet i at tackle en kampsituation. Hvad skulle han ellers passe på Morpheus for, hvis han ikke duede til det? Det var heller ikke lige så meget overraskelse som det var irritation, der fyldte ham over, at det ikke bare var en nem forhindring at komme forbi. Han mærkede kniven ramme en arm frem for et ansigt før han rigtigt så det ske, men det fik ham så absolut ikke til at give op eller gå i panik - der skulle langt mere til.  Lige nu havde han stadig et mål for øjet og det hjalp gevaldigt på at søge veje at komme ovenpå fremfor veje at komme væk. For nu nåede han dog ikke at skifte strategi før en knyttet næve ramte ham i maven. Han nåede at stoppe kroppens naturlige trang til at ville bukke forover og gjorde i stedet sit for at få drejet sig nok til siden til at kunne komme et skridt væk. 

Da den anden så fik fat i hans arm stoppede han straks bevægelsen for at spare sig selv for yderligere smerte ved at få et vrid i armen. Et øjeblik måtte han holde krampagtigt fat i kniven for ikke at miste den og holdt så ellers vejret for at samle fokus. Med ét droppede han enhver spænding i armen, slap kniven og rykkede sig ellers hurtigt for at få fat i den med sin anden hånd i stedet. Godt nok var han højrehåndet, men enhver våbenbruger med respekt for sig selv burde være i stand til at bruge begge hænder. Ihvertfald ifølge Adhémar, der ikke havde tal på hvor mange gange det havde reddet ham.

Smerten fra armen den anden havde haft fat i fik ham til at fnyse, men der var ikke tid til at ømme sig og han var nødt til at handle hurtigt for ikke bare at ende i en lignende situation igen. Så snart han havde et ordentligt greb om kniven med sin venstre hånd svingede han den igen mod sin modstander, dog denne gang opmærksom på ikke at blive fanget i den andens greb og hurtigt nærmest kastede han sig selv bagud for at komme på afstand. Øjnene lå opmærksomt på den anden mand, der på én gang var fremmed og virkede underligt bekendt. Han havde svært ved at overskue den andens svagheder i øjeblikket, da han et eller andet sted stadig var overrasket over situationen. Kniven forblev for nu i venstre hånd, da han ikke var helt sikker på om han kunne holde den ordentligt med den højre mens det stadig snurrede i hans arm.
 

Det varede nogle sekunder, inden manden slap kniven, selvom Karkhos havde et godt greb i hans arm. Da han endeligt slap den, bevægede han sig hurtigt og greb den faldende kniv med venstre hånd. Det var Karkhos ikke ligefrem forberedt på - måske han havde undervurderet sin modstander - og da kniven kom susende mod ham igen, måtte han springe tilbage, mindre elegant, for at undgå at få skåret maven op. Det lykkedes ham halvt, lyden af stof der blev flænset fyldte luften, da kniven gik igennem hans løse kofte. Som han sprang tilbage, slap han også den andens arm, så denne ligeledes kunne vælte tilbage.

Karkhos havde to muligheder nu - at storme frem med det samme, fange modstanderen uforberedt men også samtidigt være i fare for at vælte ind i en kniv. Eller træde endnu et skridt tilbage og få et overblik over situationen og overveje sine muligheder. Det ville dog også give modstanderen tid til at gøre det samme. Karkhos havde dog den fordel, at han ikke var kommet noget til endnu, da modstanderen ikke havde fået nogle slag ind, hvorimod den yngre mand både havde fået et slag i maven og en arm vredet rundt, hvilket burde gøre hans højre arm rimeligt ukampdygtig, plus han havde været uforberedt på det hele. Dog så det ud til, at han var ferm med sin venstre hånd/arm, hvilket Karkhos kun kunne have respekt for. Han kunne også selv bruge venstre, men det havde krævet hård træning. Det havde dog reddet hans liv mere end én gang.

Overvejelserne fór igennem Karkhos sind i løbet af splitsekunder og han tog en hurtig beslutning. Selvom faren for at blive stukket ned var stor, var sandsynligheden for succes større, så han nåede knapt at få balancen efter sit spring tilbage, før han kastede sig frem som en olm tyr, bukket en smule forover, for at forsøge at brage ind i den anden med kraften bag placeret sådan, at han ville vælte den anden omkuld. Voldsomt, siden han var mindre og Karkhos lagde al sin vægt bag, klar til at vælte om på jorden. Samtidigt ville han forsøge at gribe fat i mandens venstre arm for at kunne forhindre ham i at bruge kniven i mod ham. Selvom de havde brugt det meste af deres dag hjemme, havde de stadig været ude at træne og ude i byen og Karkhos havde derfor sin læderbrynje under den sorte kofte. Den ville ikke stoppe kniven helt, men den kraft, der var bag et knivstikkeri på den korte afstand, ville heller ikke få kniven til at gå mere end maks et par centimeter igennem det tynde læder og det ville ikke skabe den større skade. En beregnet risiko.

Hvis det lykkedes Karkhos at vælte manden, ville han straks forsøge at sætte sig overskævs på ham for at holde ham nede og hvis han havde fået fat i armen, ville han atter forsøge at få manden til at slippe den satans kniv, denne gang ved at banke arm/hånd ned i jorden.

(( Husk, det behøves ikke at lykkes ham :b ))

Der var ikke tid til at gøre sig nøje overvejelser og lægge planer. Så meget vidste Adhémar da trods alt, selvom han ingen anelse havde om hvad modstanderens strategi lige nu var. Hvad han i øvrigt var klar over var, at han var nødt til at gøre sit bedste for at holde en vis afstand til den anden. Langt kunne han nå med hurtighed og præcision, men hans styrke kunne ikke hamle op med den ældre mand og det var under alle omstændigheder ikke noget han havde planer om at få alverdens bekræftelser i. Slaget han før havde fået i maven kunne stadig mærkes, selvom dette nu var noget han skubbede væk fra tankerne, for i stedet at fokusere på ikke at gøre noget dumt.

Han skulle netop til at gøre endnu et forsøg på et angreb, da den anden fór imod ham. Tænkepausen havde været langt kortere end forventet og der var ikke plads til at tænke et træk fremad, hvis han skulle undgå at blive komplet overrumplet. Allerede i faldet gjorde han et ihærdigt forsøg på at stikke kniven i sin modstander, men der var for meget beskyttelse mellem den og den bløde hud til at han rigtigt kunne gøre skade. Så snart han ramte jorden blev prioriteten at fastholde bevægelsesfriheden. Han trak sig bagud, men nåede ikke at rejse sig inden den anden var placeret over ham. Den højre hånd svingede han mod mandens ansigt, til trods for smerten i armen, mens han ellers på nærmest instinktiv vis gjorde alt for at undgå at hans venstre skulle blive grebet. Kniven vendte han en smule i hånden, for at kunne bruge den som forsvar når den andens hånd kom på nært. Lige nu var den hans eneste fordel mod den anden og han turde ikke selv regne med, at det var noget, den kunne blive ved med at være.

Med et frustreret udbrud, der ellers ikke lignede ham at komme med, forsøgte han at svinge trække sit ben til sig, for at kunne hamre knæet ind i ryggen på den ældre mand. Med det andet stemte han i mod jorden, for på den måde at give sig selv bare en lille chance for at kunne vride sig fri. Det var ikke første gang han havde været i en situation, hvor alle odds synes at være imod ham og så frygteligt mange gange havde han trods alt formået at få det hele vendt til sin fordel i sidste ende. Lige nu var han dog bare opsat på ikke at give op og gøre det for let for den anden, da håbet om at komme helt fri lige nu simpelthen ikke havde nok at bunde ud i. Gentagne gange forsøgte han da også bare at banke knæet ind i den anden i håb om, at han før eller siden ville få for meget af det og være nødt til at reagere.

Karkhos fik overrasket den yngre mand ved sit hurtige og pludselige angreb. I hvert fald bragede han ind i ham og kunne mærke sin krop følge med ham i faldet.Han fik desværre ikke fat i den andens venstre arm for at stoppe ham i at stikke kniven i ham. Smerten fra knivsbladet, der gik en smule igennem den skjulte læderbrynje, fik ham til at grynte dæmpet. Han kunne mærke kniven trække et sår hen over hans side, da de landede på jorden, som hans krop var i bevægelse under den faste brynje, der havde fast i kniven. Det varede heller ikke mange sekunder inden han kunne mærke blodet gøre trøjen under våd, men det var ikke noget, der bremsede ham. Hans krop var fyldt med ar og han havde en god fornemmelse af, at det føltes værre end det var.

Som han fik spændt manden fast i mellem sine ben og sin kropsvægt, nåede han ikke at se mandens næve, der ramte ham ved øjet. Igen kom der et nærmest surt grynt fra Karkhos af smerte, som hans øjenbryn flækkede, men igen var det ikke noget, der så ud til at hyle den ældre mand ud af det. I stedet klemte han bedre til med benene i et forsøg på at holde manden nede og hans udtryk begyndte at blive vredt. Ind til videre havde han ikke selv trukket noget våben, da han ikke havde nogle planer om at slå den yngre mand ihjel. Det havde han på intet tidspunkt haft. I stedet ville han pacificere ham og afhøre ham. Finde ud af, hvem der havde hyret ham til at slå Morpheus ihjel. Hvis han ikke ville snakke, kunne Morpheus få ham til at lege med. Karkhos selv var ikke specielt glad for tortur, men hans unge elev havde en forkærlighed for den slags, mildest talt.

Hurtigt forsøgte Karkhos at få fat i manens hånd med kniven, men en sviende smerte fik ham til at trække hånden til sig. I stedet kunne man se irritationen og vreden i hans ansigt, især da han blev banket i ryggen med et knæ. I ren og skær irriteret vrede besluttede han sig for, at nu han sad så godt, kunne han alligevel banke noget ro ind i manden under sig. Så han løftede højre hånd, der blødte efter sit sammenstød med kniven for at slå manden, mens han med venstre greb fat i masken, manden havde for ansigtet. Ingen grund til at slå på læder. Med en hård bevægelse flåede han den af og lod næven falde. Men inden den ramte, mærkede Karkhos en iskold overraskelse løbe igennem sig. Hans øjne spærredes op op han blev bleg. Det var som havde han set et spøgelse.

"Adhémar?" Hans stemme var hæs og viskende og hans hånd faldt ned, som mistede han styrken i sine muskler. Han kunne ikke tro det. Det kunne ikke være rigtigt. Ansigtet tilhørte en gammel ven, en ven han ikke havde set i rigtig mange år. Men han var ikke blevet ældre, det var de samme ungdommelige træk, som han havde haft dengang. Måske ikke sært i en verden fyldt med elvere og andre væsner, der levede meget længere end mennesker, men Adhémar havde netop været et menneske. Han burde være lige så gammel som Karkhos. Chokket og forvirringen var tydelig i hans ansigt og øje og han gik i stå, som han så på det, der lignede hans gamle ven. Han var så overrasket, at han glemte, hvilken situation de var i og derfor lod alle sine parader falde.

Havde det ikke været for overlevelsesinstinktet, der for alvor havde fået sit tag i ham, havde Adhémar uden tvivl mærket en vis tilfredsstillelse ved at se blodet bryde frem fra modstanderens øjenbryn. For nu gjorde han dog ikke andet en at konstatere det og kampen om ikke at blive sat ud af stand til at bevæge sig fortsatte. Benene, der tættedes yderligere om ham fik ham til at opgive at vride sig fri og hans sidste forsøg på at skubbe sig selv mod jorden med sin fod blev derfor noget halvhjertet. Forsøgene på at skade den anden ved at banke knæet gentagne gange ind i ryggen på ham stoppede dog ikke, selvom det umiddelbart føltes nyttesløst. Han kunne ikke lægger kræfter nok i det til for alvor at kunne gøre noget og i et bare lidt mere kalkulerende øjeblik havde han nok også indset, at det var spild af energi.

En hånd trak masken af ham og Adhémar kunne nærmest mærke slaget inden det overhovedet kom. Dog måtte han overrasket spærre øjnene op, da den forventede smerte aldrig nåede ham. I stedet hørte han sit navn, hvilket straks fik ham til at undres. Den gamle mand vidste hvem han var. Noget der absolut ikke var et godt tegn i den situation han netop befandt sig i. Hvad han til gengæld med det samme reagerede på, var det faktum at det pludseligt virkede til at den anden mand var et helt andet sted. Nærmest instinktivt udnyttede Adhémar det da også til at skubbe ham af sig og trække sig fri. I en hurtig bevægelse kastede han sig så også over den anden, denne gang med kniven holdt mod hans hals. Det var risikabelt af ham og han vidste det, men med den reaktion manden havde haft på at se hans ansigt regnede han med, at det var en chance han sagtens kunne tage.

Hans puls var tårnhøj, hvilket selvfølgelig var naturligt efter hvad der netop foregik, men det blev også påvirket af genkendelsen. Søgende så han modstanderen i øjnene og gravede ellers i sin hukommelse efter hvor han kunne have set ham. Det havde uden tvivl været lettere med mere lys, men hans øjne havde trods alt vænnet sig til mørket. "Hvem i Kiles navn er du?" Han kneb øjnene sammen og bemærkede ikke engang selv hvordan hans fingre greb hårdere om kniven i hans hånd. Hvad der gik ham mest på var uden tvivl det faktum, at han var sikker på at kunne genkende et eller andet ved den anden. Normalt tænkte han ikke nærmere over den slags, da han trods alt så mange mennesker og havde levet længe nok til sagtens at kunne tillade sig at glemme størstedelen af dem. At han ikke havde glemt denne mand måtte betyde et eller andet. Det gjorde ham ude af stand til at holde en truende attitude, selvom han ihærdigt forsøgte.

Det lignede på ingen måde Karkhos at miste koncentrationen sådan, der skulle normalt meget til at hyle ham ud af det, i hvert fald så meget, at hans indøvede instinkter for at slås gik i stå. Men synet af Adhémars ansigt i det halvmørke som gyden var indhyllet i, havde chokeret ham dybt. Så da Adhémar væltede ham omkuld og sprang på ham, gjorde han ikke modstand, men blev ved med at se på hans ansigt. Det var så ungt. Hvordan?
Kniven blev sat for hans hals og endeligt rykkede det i ham, men han forsøgte alligevel ikke at forsvare sig eller rykke sig fri. Han havde engang kunne stole på Adhémar med sit liv og han frygtede ikke for sit liv nu. Kun en svag urolig fornemmelse fór igennem ham, som hans evne konkluderede, at han godt kunne dø inden for de næste få øjeblikke, men det var ikke noget, Karkhos lyttede til. Nej, i stedet lod han sig selv være slap og ikke-truende, stadig uden at tage øjnene af den andens ansigt.

Det var tydeligt, at Adhémar ikke kunne genkende ham, men hvordan skulle han også kunne det? Karkhos var blevet gammel. Tiden havde sat sine spor på ham og han kunne ikke længere selv huske, hvordan han havde set ud som ung. Alderen var en hård herre, der ikke bukkede sig for nogen. Eller, det måtte den gøre, for her var hans gamle ven, ung som han havde været for alle de år siden.
Spørgsmålet understregede bare, at Adhémar ikke kunne huske ham.
"Karkhos. Karkhos Ruadon." Hans stemme var stadig hæs efter chokket, samtidigt med, at den havde en undertone af forvirret vantro.

Han vidste ikke, om han skulle sige mere. Fortælle, hvor de kendte hinanden fra. Det var ikke sikkert, at Adhémar kunne huske navnet. Men det var som om, at han var lammet og det var det eneste, der kom ud af ham.
30 år. Det måtte være omkring 30 år siden, at han havde stødt på Adhémar i en lidt større by i den sydlige del af landet. Han fik sig en usandsynlig ven blandt alle de fremmede, han mødte på sine ture ud i verden i en ekstra gruppe af soldater, styret af byvagterne, som støtte i en voldelig verden. En usædvanlig ven, han ikke havde set siden deres veje skiltes igen.

Der kunne ingen tvivl være om, hvad er ville være den letteste og mest effektive løsning. Skar han halsen over på den fremmede, ville vejen ind til Morpheus være let og gik resten af natten vel, ville han inden for de næste par timer kunne komme i sikkerhed, for senere at inkassere sin pris. Problemet var, at han ikke kunne få sig selv til det. Noget, der så absolut ikke plejede at ramme ham og som da slet ikke burde være til stede overfor en fremmed, der kendte hans navn. Det fik ham til at spænde op i kroppen og han tog endda sig selv i et øjeblik ikke engang at trække vejret. Så lød navnet. Karkhos. Et navn han med det samme genkendte og i samme øjeblik som det var blevet sagt, var det som om Adhémar langt lettere kunne genkende trækkene i sin gamle vens ansigt. Gamle ven. Årene havde virkelig ændret ham, hvilket trods alt kun var naturligt for et menneske.

"Karkhos," gentog han lavmælt. Var han virkelig så blødsøden at han ikke bare kunne færdiggøre hvad han havde sat sig for. Et kort øjeblik var han klar til at presse kniven mod Karkhos' hals, men så endte han alligevel med at sænke kniven og med et fnys rykke sig for at skabe afstand. Øjnene var stadig opmærksomme, selvom hans udtryk hurtigt havde ændret sig fra at være målrettet og til en vis form for gensynsglæde. Den anden mand havde betydet meget for ham for mange år siden. Præcis hvor meget var han i tvivl om den anden overhovedet vidste, men i hvertfald gjorde det ham ude af stand til at gøre ham noget nu. Som adrenalinen begyndte at forlade hans krop, begyndte særligt smerten fra maven og armen også at fylde mere og i stedet for at trække sig yderligere væk, endte han med at læne sig op ad en af gydens mure. "Hvad laver du her?" Med spørgsmålet mente han egentlig mere hvad i alverden han beskyttede en forkælet adelsmand for. Der var mange andre spørgsmål han egentlig hellere ville stille, selvom han også vidste, at den anden måtte føle det samme. Måske endda i endnu højere grad. Adhémar var blot et menneske, så han burde ikke stadig se ud som da han for mange år siden havde mødt Karkhos - det vidste han godt måtte skabe forvirring.

Selvom det var mørkt, kunne Karkhos se genkendelsen i Adhémars øjne og ansigt og det fik en bølge af lettelse til at skylle igennem ham. Men den forsvandt hurtigt igen, for et øjeblik virkede det til, at den anden stadig ville skære halsen over på ham.
Karkhos tog en dyb vejrtrækning, da det så ud til, at den anden tog beslutningen om at lade være og flyttede sig fra ham. Han vidste, at det havde været tæt på.
Med en grimasse kom han langsomt op at sidde. En stikkende smerte spredte sig fra det sted, hvor Adhémar havde stukket ham og kniven var gået igennem hans brynje. Han burde nok se ad at få kigget på det, i tilfælde af, at han blødte meget, men først fik han placeret sig op af husets mur, så han sad overfor Adhémar. Det føltes ikke som noget, der hastede gevaldigt meget.

Forsigtigt rørte han ved sit øjenbryn og så på blodet på sine fingre. Fantastisk. Det var som om, at smerterne fik ham hevet lidt mere ud af chokket og for et øjeblik så han ikke på Adhémar. Alting væltede rundt indeni ham, hvilket man nok ikke kunne se, da han var god til at skjule alt det, der foregik i hans sind. Smerterne skar ind og gjorde ham om muligt endnu mere rundt på gulvet. En snigende træthed meldte sig hurtigt og endnu en gang fortalte det ham bare, hvor gammel han var ved at være. Gammel. Gad vide, hvad Adhémar så. Sidst de havde set hinanden, havde Karkhos været i sit livs storhedstid. Ikke så erfaren, men kropsmæssigt på sit højdepunkt. Og nu sad han her, en træt og gammel mand, hvor Adhémar ikke havde forandret sig.

Det varede et øjeblik inden han så på Adhémar igen med et lukket blik, der nu ikke længere havde hverken chok, smerte eller rigtigt noget andet i sig. Måske en snert af venlighed, han ikke så på andre med. Det var trods alt Adhémar.
"Jeg passer på rollingen, du er her for at slå ihjel. Jeg ved ikke, om du kan huske, at jeg tjener under Lord Atillian. Det er hans søn, jeg har trænet siden knægten var seks." Han rømmede sig for at klare sin stemme, der stadig var hæs efter al balladen. Han havde så mange spørgsmål, han vidste slet ikke, hvor han skulle starte. Men ét spørgsmål var vigtigere end alt andet.
"Har du stadig tænkt dig at slå ham ihjel? For så kan vi lige så godt fortsætte med at forsøge at dræbe hinanden. Jeg kan ikke lade dig gøre det. Ikke nok med, at det er mit job, jeg holder af ham." Og allerede der var han tilbage til sin ungdom, hvor han havde en ven, han kunne snakke med det meste om. Den udtalelse havde han ikke gjort mange gange før i sit liv om Morpheus. Ikke engang til Morpheus. Ikke direkte. Alvorligt så han på Adhémar, klar til at slå sin ven ihjel, hvis det var nødvendigt.

Langsomt dumpede han ned på jorden, så han kunne sidde op ad muren, selvom han egentlig fortrød det i samme øjeblik som han var kommet ned. Hans ryg havde trods alt taget nogle hårde slag mod underlaget og det ville næppe blive nogen rar oplevelse at skulle komme op igen. For nu var det dog hvad han havde brug for og han måtte bare prise sig lykkelig over ikke at være kommet mere til skade end han var. Karkhos havde ikke været en mand man ønskede at slås med dengang og årene havde tydeligvis givet ham yderligere træning, selvom de dog også efterhånden måtte være begyndt at gøre ham svag. Dog tydeligvis ikke svag nok til at gøre ham underlegen.

"Lord Atillians søn, ser man det." Det var ikke engang noget Adhémar havde været klar over. At sætte sig ind i den slags var noget han forbeholdt opgave han rent faktisk blev hyret til. Dette var mere en form for fritidsinteresse, hvor makabert det end måtte synes. "Morpheus," sukkede han med et fnys mens han gned sin højre skulder. Han var langt fra ukampdygtig og skulle han reelt få brug for det ville han da sikkert også hurtigt kunne komme på benene for at forsvare sig selv eller komme væk. Lige nu følte han dog han havde så rigeligt plads til at have en smule ondt af sig selv. Hvorfra Karkhos vidste præcis hvad hans plan var kunne han stadig ikke helt komme på, men for nu fandt han det heller ikke så frygteligt vigtigt.

"Holder du nok af ham til at dø for ham? Virkelig?" Ganske oprigtigt spørgende så han på den anden mand. Han ville ikke kunne slå Karkhos ihjel. Allerede nu havde den tanke fæstnet sig i ham og ligegyldigt hvor meget han hadede det, så var det ikke noget han kunne ændre på. Heller ikke selvom Karkhos ikke lignede den samme mand som han dengang havde lært at kende så godt. Helt kunne han dog ikke komme uden om at være ganske tilfreds over alligevel at have fået skadet den anden. Ikke så meget fordi det var godt, at han havde såret en gammel ven, men fordi det trods alt betød, at han ikke havde været helt slået ud af overraskelsen over at skulle forsvare sig selv.

"Han er ikke mit bytte alligevel," sukkede han så og fik skubbet kniven på plads i sit hylster som et endeligt tegn på, at han ikke igen ville gå til angreb. "Du ligner ikke dig selv." Det var måske underlige ord for den anden at høre, for det var jo netop hvad han gjorde. Han lignede bare ikke den mand han Adhémar kendte ham for at være. 

Karkhos strakte en smule anstrengt sit ene ben ud, så han kunne komme til at se nærmere på sin kofte, der havde fået en stor flænge foran efter mødet med Adhémars kniv. Han lod fingrene kærtegne stoffet og overvejede kort, om den kunne reddes. Det kunne den sikkert godt, men han var ikke helt sikker på, at Morpheus ville synes det var en god idé. Pengene var der til at købe en ny. Måske han skulle lappe den og bruge den til træning i stedet. Selvom han var optaget af at kigge på koften, veg hans opmærksomhed ikke helt fra Adhémar. Selvom det var hans gamle ven, var situationen alligevel sådan, at han ikke burde stole på ham. Så det gjorde han ikke, selvom det var ubehageligt at have det sådan.

Han burde stadig få smidt tøjet på overkroppen, så han kunne se, hvor slemt såret på hans side var, men nu sad han lige ned og var faktisk lidt i tvivl om, hvor let han ville have ved at komme op. Både fald og knæ i ryggen var begyndt at kunne mærkes og han følte sig allerede stiv i hele kroppen, samtidigt med at hans knæ og ben begyndte at brokke sig over det hårde møde med jorden. Han var ved at blive gammel, ingen tvivl om det. Men han havde stadig været tæt på at vinde over Adhémar, selvom denne så så meget yngre ud. Helt skidt var det altså ikke. Det måtte han huske sig selv på.

Han svarede ikke på noget af det. Adhémar sagde, før han blev spurgt, om han ville dø for Morpheus. Det tog ham et par sekunder at svare, ikke fordi han var i tvivl, men fordi spørgsmålet var formuleret sådan, om han holdt så meget af ham, at han ville dø for ham. Hvis han havde spurgt, om han tog sine ordrer så alvorligt, at han ville dø for ham, havde det været nemmere at svare på. Men han mødte roligt den anden mans blik, da han svarede.
"Ja. Det gør jeg." Der var ingen grund til at forklare, ikke nu, måske aldrig. Han og Adhémar var ikke dem, de engang havde været og han var ikke sikker på, hvor meget han egentligt ville kunne sige til ham, som han kunne have sagt dengang.

Morpheus var ikke Adhémars bytte alligevel? En rynke viste sig i Karkhos pande, som det gik op for ham, hvad det betød. Der var andre ude efter hans elev. Spørgsmålet var, hvem der havde lavet en kontrakt på ham. Karkhos kunne tænke på mange, der ville have lyst til det, men hvem havde pengene til det?
Adhémars næste ord, fik Karkhos tilbage til virkeligheden og han lod blikket glide over manden, der var yngre, selvom han burde være gammel.
"Det gør du til gengæld. Du har ikke ændret dig overhovedet." Han begyndte at skubbe sig op at stå med lidt for meget hjælp af muren bagved. "Hvis du ikke har tænkt dig at myrde nogen alligevel, vil du så med ind? Jeg tænker, at vi har lidt at samle op på og jeg tror, at jeg bløder et eller andet sted." Hvis man kendte Karkhos ville man vide, at det var så meget humor, man fik ud af ham, tør som den var. Oppe at stå, gik han en smule stivbenet hen i mod døren. Ikke at man kunne se på ham, hvor ondt han egentligt havde, det var han for stolt til at vise.

Et blik ned af gyden fortalte ham, at vagten var død. En enkelt utilfreds trækning gled hen over hans ansigt. Det havde været en god mand, han havde snakket med flere gange. Ikke en byvagt, men en der gerne ville være. Han sagde dog ikke noget, for sådan var verden. Nogle gange døde folk, som ikke burde dø, ved de forkertes hænder. De mange års død omkring ham, havde gjort ham kold. Det værste var, at han nu igen skulle rydde op for andres rod.

Tænketiden Karkhos tog sig før han svarede, gik ikke Adhémar synderligt på. Han ventede blot tålmodigt og kiggede ellers nøje på den andens træk i mellemtiden. Da svaret kom nikkede han, tilfreds med det selvom han ikke helt forstå det. Selvfølgelig havde Adhémar i sit liv haft folk han gerne ville passe på, en af dem værende Karkhos, men ligefrem at dø for et andet menneske var ikke noget han kunne genkende. Han følte sig helt ved siden af sig selv over ikke at kunne være lige så ligeglad med Karkhos' liv som han var med alle andres, så bare så meget som at overveje at kunne ende med at ofre sit eget for at tjene en anden var nærmest helt ækel. Egoismen var tydeligvis ikke lige så stærk i den anden mand og det var i højere grad noget Adhémar så som en svaghed end noget han kunne beundre. Dette kommenterede han dog ikke på og undlod faktisk at svare på anden vis end ved sin nikken fra før.

"Det har jeg ikke, nej," bekræftede han med et nærmest triumferende smil, selvom det ikke spillede ret godt ind med den selvynk han havde svøbt sig selv ind i ved at sidde op ad muren. Det måtte være lige så underligt for Karkhos at se en gammel ven ligne sig selv fuldstændigt, som det var for Adhémar nærmest at se et helt andet ansigt foran sig. Nu hvor brikkerne var faldet helt på plads havde han dog væsentligt lettere ved at genkende trækkene. Et resultat af, at han dengang nok havde betragtet dem mere end hvad godt var. "Så længe du ikke slår mig i jorden igen." Der skulle flere slag til for at få ham helt ud af fatning og han havde da uden tvivl før fået værre tæsk, men derfor ville han nu alligevel foretrække at slippe for nu. Han kom da også på benene, selvom det måtte blive med en lille grimasse da han støttede sig mod muren med sin højre arm. Hans blik fulgtes Karkhos' ned i gyden, men han kommenterede ikke på den døde vagt. I stedet for at dvæle ved synet - døde personer var ikke ligefrem noget han kunne græmmes ved længere - begav han sig hen for at samle sværdet han før havde tabt op. Vagten ville ikke ligefrem få brug for det og det ville da være en skam bare at lade det ligge.

"Jeg kunne have slået dig ihjel, Karkhos," konstaterede han mens han bevægede sig tilbage mod indgangen han før havde forsøgt at trænge ind ad. "Hvad hjælp havde du været for Morpheus, hvis jeg ikke havde forbarmet mig?" Det var måske ikke helt den rette tone at bruge over for en mand han havde været så frygteligt glad for, men mest af alt var de vel sagt i en form for bekymring. Ikke noget han ofte udviste, faktisk huskede han ikke rigtigt hvornår han sidst oprigtigt havde taget sig af hvordan andres liv kunne ende. "Jeg ville ikke have vidst det var dig, hvis ikke du havde sagt det." Et enkelt blik blev kastet rundt i gyden inden han så trådte med indenfor og skubbede døren i bag sig.

Nej, Adhémar havde ikke forandret sig og Karkhos var meget nysgerrig efter at vide hvorfor. Men det måtte vente, lige nu var det vigtigere at komme ind og få kigget på sine skader. Et enkelt stik af misundelse fór dog igennem ham, for Karkhos forstod godt, hvorfor Adhémar smilede så triumferende. Han havde slået alderdommen.
Karkhos brummede bare dæmpet, da den anden udtrykte forhåbning om ikke at blive slået i jorden igen.

Han skævede kun kort til at Adhémar samlede vagtens sværd op. Det var måske ikke noget, han syntes godt om, men det ville hjælpe ham med at få lavet en historie om, hvorfor vagten var død. Det var efterhånden ved at blive en vane at finde på historier for at undskylde andres skade. Han løj mere for Morpheus end han nogensinde kunne forestille sig at lyve for nogen andre, endsige sig selv. Normalt var han en rimeligt ærlig mand, men hans job var at beskylle Morpheus og det krævede ret ofte en form for uærlig historie.

Som Karkhos fik bevæget sig ind af døren, stivnede han for et kort øjeblik, da Adhémar slog fast, at han kunne have dræbt ham. Det lød næste som om, at han var bekymret. Den næste bemærkning sved og Karkhos blev både vred, men mærkede også et stik af tristhed. For han vidste godt, at Adhémar havde ret. Det havde været tæt på. Den var lidt hård at sluge og igen varede det et par sekunder inden han svarede ham.
"Hvis jeg ville have dræbt dig, var du død inden kampen var kommet så langt. Og det ved du." Det var bare en konstatering. Om han havde kunne dræbe Adhémar kunne sikkert diskuteres, men han brød sig ikke om måden Adhémar fik ham til at lyde svag på.
Han ledte dem igennem køkkenet og ind mod stuen, hvor der stadig var lys i et par stearinlys, der dog næsten var brændt ned, og et dæmpet lysskær kom fra kaminen, hvor ilden var brændt ned, men gløderne stadig gav et nogenlunde lys. Nok til at man kunne se sine omgivelser. "Desuden var jeg øverst først, var jeg ikke?" Skyggerne af en samtale de normalt havde, efter træning i deres unge dage. Hvem var øverst, hvem vandt? Det var underligt at genoptage den samtale efter 30 års pause.

Stadig på stive ben gik Karkhos hen og begyndte at lægge brænde i kaminen, så de kunne få noget lys. Det varede ikke mange sekunder, før varmen fra gløderne havde sat gang i det tørre træ og han gik derefter hen for at skifte lysene ud, inden de brændte helt ned. Stuen var stor, men ikke prangende. Det var et hus som paladset lånte ud til delegerede fra Krystallandets afkroge. Der stod et stort bord med stole rundt om i midten af rummet, nogle bænke langs væggene med tæpper og skind og en enkelt bogreol stod langs endevæggen. Lyset bredte sig, efterhånden som der gik ild i træet og Karkhos fik sat et par ekstra lys op.

Sværdet vejede han lidt i sin højre hånd, selvom han jo havde nået at gøre det inden døren var blevet banket op og ind i ham. Nu fortrød han da også hurtigt han gjorde det igen, da hans arm tydeligvis ikke var med på at blive brugt til ret meget endnu. Det måtte alligevel være noget af et vrid han var endt med at få og det kunne godt være han lige skulle sikre sig at alt var som det skulle være med den. Det var lang tid siden han havde fået skader som han ikke selv kunne fikse og det føltes så absolut heller ikke værre end en forvridning af et eller andet. Nu fik han så også i det mindste mulighed for lige at komme indenfor og falde lidt ned oven på sammenstødet med Karkhos. Måske det bare ville hjælpe at blive lidt mindre anspændt.

"Men det ville du ikke," kommenterede han ganske roligt, som var det en ganske almindelig konklusion at komme med. Det var jo tydeligvis forskellen på de to. Karkhos ville åbenbart ikke slå en fremmed mand ihjel, mens Adhémar først havde besluttet ikke at forsøge, da han havde fundet ud af hvis strube han havde været klar til at skære over. Havde rollerne været byttet om og Adhémar været den der havde overraskelsen som sin fordel, var det uden tvivl ikke endt ud på samme måde. Han havde ikke ære nok i sindet til at skåne en fremmed uden at have en virkelig god grund. Han havde så selvfølgelig heller ikke troet han havde hjerte nok til at skåne en gammel vens liv. En ven som han kunne genkende endnu bedre nu, hvor der trods alt var en smule mere lys end udenfor. Blikket lod han da også dvæle ved ham i et øjeblik, inden han så alligevel tvang sig selv til at løsrive det for i stedet at se sig omkring i den store stue. 

Et smil formede sig på hans læber over de næste ord og han kunne da heller ikke undgå at slippe et kort grin, om end det var mere fnysende end egentligt grinende. "Du ved udmærket, at det handler om at være øverst til sidst. Hvem kan bruge en god start til noget, hvis man ender på bunden, hm?" Et øjeblik kunne han helt glemme, at manden han snakkede med så helt anderledes ud end manden han tænkte på og det til trods for at selv stemmen var forandret. Så snart hans øjne fandt Karkhos igen blev han dog mindet om det. Jo mere lys der kom, jo tydeligere blev det da også, selvom det dog samtidigt bragte endnu flere af de genkendelige træk frem. Farven på hans øjne, trækningerne omkring hans næse. "Vagten derude. Hørte han til her?" Han havde ikke ligefrem givet sig selv tid til at se nærmere efter tegn på hvor han tilhørte og sværdet var da så vidt han kunne se ganske neutralt. Ikke at det sagde så meget. Nu, hvor der endelig var lys nok til det gav han sig da også til at studere det nærmere, denne gang fornuftig nok til at holde det i venstre hånd for at spare på den højre.

"Kun fordi du måske kunne være i besiddelse af nyttige informationer. Jeg er blevet gammel, Adhémar, ikke svag." Hans tonefald sagde, at det var slutningen på den diskussion. Hvis ikke det var fordi, at han havde brug for at vide, hvem der havde hyret en lejemorder til at myrde Morpheus, havde han ikke lagt fingre i mellem. Han havde på den ene side respekt for liv, men han tog det uden tøven, hvis det var nødvendigt. Det rørte ham ikke længere.

Langsomt spredte lyset sig i rummet, som han fik tændt nogle flere stearinlys. Det var strengt talt ikke nødvendigt, men af en eller anden grund ville han gerne kunne se sin gamle ven i noget mere lys end hvad han havde haft mulighed for ind til videre. Det var stadig syrealistisk at se en ung Adhémar, som ikke havde forandret sig på alle de år og det gav ham et ubehageligt sug i maven hver gang.
Da Adhémar kom med et grin over hans ord, kunne Karkhos alligevel ikke lade være med at komme med et grynt, som også var en form for grin, det kunne dog ikke ses på hans ansigt, der stadig var mørkt og alvorligt.
"Du var aldrig kommet på toppen, hvis ikke det var fordi, at jeg blev så... overrasket." Roligt satte han det sidste lys op og vendte sig så mod Adhémar. Jo. Han lignede sig selv. Det var som at blive suget 30 år tilbage i tiden og flere minder væltede rundt i Karkhos, der til sidst måtte fjerne blikket for at kunne samle sig om det spørgsmål, han fik stillet.
"Han var en soldat, der tjente under byvagterne, som jeg gjorde dengang. Han holdt vagt for os og den familie, der bor på den anden side af muren. En god mand." Der var intet bebrejdende i hans stemme, men en følelse af, at det var spild af liv, gik igennem ham. Han var ikke blevet svag, men med alderdommen kom åbenbart en følelse af faderlig beskyttertrang for de unge mennesker, han følte, at han havde en form for forbindelse med. Såsom Morpheus eller en tilfældig ung soldat, der stadig havde håbet i øjnene.

En trang til at få et øjeblik til at trække vejret kom over ham, så han bevægede sig i mod køkkenet uden at sige noget.
Derude tog han et par dybe vejrtrækninger og gned sig i panden med et par fingre. Han var rystet og forvirret. Og han havde ondt. Langsomt fandt han en skål frem, fyldte den med vand og greb en klud, inden han bevægede sig ind i stuen igen, hvor han placerede skålen på bordet. Kluden dyppede han i vandet og vred op, så han kunne vaske blodet fra det flækkede øjenbryn af ansigtet.
"Du skylder mig vist en forklaring."