Om det var hendes dirrende stemme eller skælvende krop der gjorde udfaldet var ikke helt til at sige.
En irriteret snerren forlod ham, mens han uden at tænke videre over det lange ud efter det nærmeste levende væsen nær ham, som ikke var Florence; hesten, med sin hornede hale,
Dyret udgjorde et hvin som den rejste sig på begge sine bagben, inden den fortsatte i et kluntet bukspring, der kunne have været mere kraft i hvis ikke Galavants hale havde siddet og boret sig ind i årerne på benet.
Ultimativt stoppede dyret og så med et småfornærmet fnys imod dæmonen, som svarede igen med et stirrende blik. Han mærkede hestens pludselige udslag af dødsangst, nærmest blande sig med Florences angst. Og alligevel formåede han at holde dem adskilt mens han, beholdende øjenkontakten med dyret der stod på skælvende ben med ørerne lagt fladt tilbage og blottede tænder, langsomt hævede sin ene arm og fremmanede en lille mørk klump af sin magi. Noget han vidste han kunne, men aldrig havde haft en bedre mulighed for at udnytte. Og den frygtsomme hest lod til at være den perfekte at lade sin vrede gå ud over, så i et nu blev den mindre mørke 'sol' slynget mod hesten, mens halen slap sit tag i benet.
Forbier... En mindre kaskade fulgte, rammende træer som fik mørke knudrede og brændte mærker, inden til sidst nogen ramte hesten.
"Se på mig Florence.." Hans stemme rystede selv, men det var ikke af frygt, men af den vrede han forsøgte at holde nede i sig slv, betragtende som hesten kæmpede mod magien som den tog sit indtog i den. Først stod den i en sitrende døs inden den for hen mod Galavant som hastigt teleportede sig op på en gren, stirrende koldt ned på den nu vrede hest.
Højre arm blev strakt ud, pegende mens han lod magien dirigere krikken i retningen han pegede; væk fra Florence og ham. Hvor den da også kort efter satte over efter, hvinende som en gal. Måske det var hvad den lige akkurat var; gal af magien der flød i den, indtil den nok ville udmatte sig selv til døde.
Med et tungt, irriteret suk satte han sig ned på grenen.
" Tror du virkelig at jeg ville gøre ved dig som jeg netop har gjort ved dyret? Eller træerne? Jeg er ikke sikker på hvad i himmelen du snakker om."
Han lod fraværende en finger stryge hen over den knoklede hale for at opsamle hestens blod. Det havde før været varmt men var allerede nu halvkøligt.
" Men hvis du ikke vil se mig som jeg er, må du nok hellere lade være med at se mig overhovedet. " Det lød lettere sagt end det egentligt havde været for ham at få ordene over sine læber.
Midlertidigt i en kvindekrop, iført Paladsets tjenestepigeuniform, lys hud og med håret brunt, langt, krøllet og sat i en flettet, snoet knold i nakken, med et par løse kortere lokker.
I denne krop kalder han sig selv Magda.