Sikken dag.
Priscilla lænede hovedet tilbage mod arrestens kolde, klamme stenvæg og lukkede øjnene. Det gjorde ikke megen forskel, fordi cellen var næsten lige så mørk som bagsiden af hendes øjenlåg, men det var måske lidt nemmere at lade som om hun ikke var endt i denne her situation. Hun trak det lasede tæppe tættere om sig og var meget påpasselig for at det sørgelige, hullede klæde i særdeleshed dækkede hendes højre arm.
Sikken håbløs, tåbelig dag.
Priscilla var en ganske ung dæmon (efter deres standarder), havde netop rundet andet århundrede for fire år siden og hendes havblå øjne gnistrede af dæmonisk energi. Hun var for tiden iført en bondedatter i starten af tyverne med et brændende ønske efter at se verden. Fregnerne var lidt en skam men hun havde efterhånden vænnet sig til at de bare var overalt - ansigt, skuldre, ryg, bryst.. Hun var lidt på den ranglede side, hvilket havde resulteret i en del klodsethed lige i starten. Nu havde hun efterhånden styr på de 15 centimeters rækkevidde hun havde på sin sidste form. Det var dog ikke den der havde draget hende til netop denne vært.. Nej Aja, som pigen hed, havde den mest fantastiske manke af tykt, flammerødt hår - og selvom at Priscilla aldrig ville indrømme det overfor nogen og da mindst af alt sig selv, var der en tryghed i måden det mindede om moderens røde hår. Det meste af overkroppen var nu dækket af runer og mønstre; et kort over de besværgelser kastet på hende, et håb om at optrevle dem. Det var desværre ikke så let som så, fordi Priscilla havde - af rent princip - undladt at gøre noget der kunne være decideret farligt for værten.. Indtil videre.. Hun skævede ned til højre og græmmedes.
Sikken dag.
Priscilla sukkede og kastede et blik over på cellens anden beboer, "Så hva' er du inde for?"

Det havde været travl morgen, de fleste forberedelser for turen ind til byen, for at sælge de afgrøder de havde haft høstet, havde foregået de sidste par uger for at blive klar til netop denne dag, havde været hektisk. Hvis det ikke havde været for den salve en af de andre nonner havde givet hende, ville hendes hænder nok havde blødt ved bare de mindste bevægelser. Hun havde været på holdet for at vaske, skrubbe og gøre de rodfrugter de havde fået ind år. Et arbejde hun bestemt ikke var vant til, men det havde været med et smil på læben at kvinden havde taget imod opgaven.

Det mørke blå øjne lysnede op da de var kommet til byen, hun elskede at befinde sig her. Altid så meget liv, så mange smukke ting som der kunne købes, ting hun aldrig i sin vildeste fantasi turer håbe på at eje en dag. Et halskæde der lå på en af de mange boder fangede hendes øje, men hun nåede ikke at udforske den? Inden de skulle videre hen, til pladsen hvor alle de andre sælgende landfolk befandt sig. Det var lidt specielt for et kloster at gøre det på denne måde, men eftervirkningerne fra den sidste krig var stadig at mærke. Især på folks villighed til at give donationer til kirkerne.



Så hva sidder du inde for?
Avaion drog et irriteret suk, hvor efter hun betragtede pigen foran sig, ja hvorfor sad hun inde? Fordi hun havde valgt at blande sig i et slagsmål der ikke var hendes og i stedet for ar blive udspurgt om hvad der var hent. Havde vagterne valgt at tage alle ind. Hvilket var grunden til at den sorthåret kvindelig dæmon, nu sad her og stirret. ,,hvorfor at vagterne ingen humor har." Fnøs hun, mens et smil bredte sig hen over hendes læber. Det kunne da være værre, hen over disse år, havde hun fået en irriterende positiv holdning. Hvilket mange nok ville finde ekstremt irriterende, men så igen, det havde været noget af det, som altid havde interesseret avaion mindst. ,,jeg blandede mig i et slagsmål mellem en mindre dreng og to voksne. Hvilket fik mig i fedte fadet" mumlede hun dog til sidst, mens hendes blik blev fjernt, da billede af den højst 12 årige dreng der havde ligget på den grusede vej og modtaget det ene piskesmeld efter det andet. Hun rystede dog på hoved og vente opmærksomheden tilbage imod hendes cellekammerat.

,,og hvorfor sidder du inde? Du virker ikke just som..." Hun valgte at overveje sine ord, inden hun talte videre; ,,ikke som typen der burde sinde i en kold og klam celle." Men hvad vidste hun, hun var en beboer i et nonne kloster og lignede nok allermindste en der hørte til der. Med hendes hvide belagte øje, som havde et ar der gik fra panden og ned til midt på kinden. Ville man vide hvordan hun havde fået det, ville hun ikke kunne forklare det, typisk fandt hun på en sjov eller dum historie, som ville have folk underholdt i et par timer. Ind til de havde glemt, hvorfor de overhoved havde spurgt.

Men dette havde gjort, at hun aldrig bedømte personer på deres ydre. Men hun måtte indrømme at en rødhåret bonde pige, ikke lige skreg forbryder i hendes hoved. Trods mørket i rummet, kunne hun alligevel ane nuancer, og det var bestemt rødt, hun kunne dog ikke helt bedømme om det var fregner eller skidt pigen havde et i ansigtet. Men i hvertfald ikke en pige man ville forvente at se bag tremmer.

Priscilla kom med en halvkvalt lyd som et fnys og et fnis sloges om at forlade hende læber samtidig. Det lød meget genkendeligt. Da hun oprindeligt havde besat den syttenårige krop, havde det syntes en fordel at ingen nogensinde ville mistænke den for misdæder med pigens blussende æblekinder og syngende medanske accent der selv efter 50 år nægtede at slippe, men nu var hun ikke længere sikker på at den mistede gravitas var det værd.
Priscilla fik sig stablet på benene og begyndte at vandre rundt i cellen. Hendes brunrøde hørkjole var en anelse iturevet og gled nu lidt ned og afslørede en skulder dækket i både fregner og geometriske figurer, men den unge dæmon ignorerede det. Problemet i denne situation var at hun reelt var skyldig så hun ville få svært ved at tale sid ud af det. Hun lænede sig op ad tremmerne og rumsterede lidt med tæppet indtil det var svøbt ordenligt om hendes arm. Selv nu.. en ting var ikke at kunne lyve, men selv misvisning var hende svært - skønt hun mistænkte at dette var af en langt mindre magisk årsag.
"Brandstiftelse.." Svarede hun tvært og strøg sig for panden, hvor hendes venstre hånd efterlod en sodet stribe. Der var naturligvis løsninger, Priscilla var selv lidt ligeglad med at blive halshugget, men det ville nok ærgre hende lidt på vejne af den unge pige hun befandt sig i.
Hun betragtede sin cellekammerat med øjne der let kunne ignorere mørket. Tydeligvis en nonne, af dømme fra tøjet, men hendes krop fortalte en lidt anden historie.
"De mistænker dig nok ikke længere.." Overvejede hun kynisk. Skønt hendes unge alder, havde Priscilla allerede en tendens til at være sortseersk, "De holder dig nok lidt længere og tilbyder så at du kan gå hvis du viser din.. taknemmelighed."
Priscilla lo lavt. Nonnedragten var ikke just flatterende men hun kunne se hvorfor vagterne ville hive den fremrede ind. Det kom hende egentlig ikke ved, men hun havde brug for en distraktion fra den konstant dunkende smerte og den interne skrigen. Næste gang skulle hendes vært i et dybere koma, uanset hvor meget hun ønskede at se fjerne riger.
"Og hvem kan bebrejde dem.. du har former en skøge ville misunde."

Der var noget, mærkværdigt, over den unge kvinde som hun sad i celle med.
Avaion lagde hoved på skrå, mens hun vædet læben en enkelt gang. Jo mere hun betragtede kvinden, jo mere fik hun følelsen af, at hun burde kende hende. Ikke personen, nej, sjælen der befandt sig i personen. For mange ville dette nok lyde mærkeligt, at man mente at man kendte det som der befandt bag skallen af ydret. Men der var mange som mente af deja-vu, den følelse man fik både begivenheder og når man mødte mennesker for første gang, kunne være fordi at man allerede havde mødt hinanden før. Måske ikke i dette liv, men i et andet. For Avaion var dette en meget naturlig ting at tænke på, da hun var en gammel sjæl, trods at det i starten havde taget noget tid for hende, at finde ud af.
Hendes blå øje betragtede kvinden, der nu begyndte at gå rundt i cellen, blikket faldt hurtigt på skulderen. Men noterede ikke noget videre, omkring begivenheden. Ventede blot på at kvinden snakkede, i håb om at finde ud af, hvorfor hun havde denne følelse af genkendelse. Selvom at det også var en følelse af meget mere end det, men det måtte tiden vise. Man kunne ikke forhaste sig, dette førte kun til fejl.

Det var egentlig en sjov ting at tænke på, hvordan at denne dæmoniske kvinde der sad i nonnetøj, var så forskellig fra den kvinde hun en dag ville ende med at blive. Mange der havde mødt hende i denne periode, ville nok ikke genkende hende, hvis de mødte hende hundrede år fra nu. Brandstiftelse? Det var en alvorlig anklage, men kvinden så ikke ud til at gemme sig bag undskyldninger for at det ikke var hende. Hvilket allerede fik Avaions respekt, der var intet værre end folk der prøvede at løbe fra deres ansvar. Begik man en gerning man vidste, der kunne risikere en at blive fængslet og måske endda enden af en økse. Måtte man tage dette med, ikke gemme sig bag ord af undskyldninger og bortforklaringer.

Men jo mere at den unge kvinde snakkede, jo mere gik det også op for hende, hvor arrig kvinden lød. Som et barn, som var blevet uretfærdiggjort. Hvor denne vrede og bitterhed kom fra, kunne hun kun gætte sig til. Avaions ansigt skar en ubehagelig grimasse, da kvinden begyndte at snakke om taknemmelighed? Hvor ville hun hen med det, havde hun virkelig tænkt sig, at hun skulle give sig selv, bare. Nej absolut ikke!
,,Barn, hvordan er det dog du snakker.’’ Avaion rejste sig op i sin høje 1.83 cm og tårnede næsten over den unge kvinde. Hun trådte helt hen til hende, så hun kunne betragte hende bedre, ah, nu gav det bedre mening. ,,Bare fordi man har gaverne, behøver man bestemt ikke udnytte dem. Jeg er sikker på jeg sagtens kan tale den til fornuft uden at, vise min, taknemmlighed’’ de sidste ord blev sagt med en grimasse som havde hun fået noget surt i munden. Hvad der var hende mere interessant, var dog hvorfor at en dæmon havde valgt at sætte ild til, hvad end det havde været hun havde sat ild til.
,,Hvorfor valgte du at begå denne ugerning? Måske hvis du forklare dine synder, vil kvinden du har beboet sig i, finde mere ro.’’ selvom at det nu var gået op for hende, hvem der befandt sig i rummet af race, vidste hun stadig ikke hvem det var som af person og hvorfor hun virkede så bekendt.

Priscilla rullede med øjnene. Det var tydeligt at kvinden her forventede at komme ubesudlet ud af situationen, men det var også typisk at vagterne havde en helt anden idé. Hun skævede ned af korridoren, tilbage op på kvinden.
"Hør her, søster.." Begyndte hun og ville folde armene over kors, men hendes højre lystrede ikke; et par sorte fingre stak frem fra bunden af tæppet. Priscilla justerede det pernippet. Hvor hendes umiddelbare reaktion over at blive kaldt barn - irritation - stod klart på hendes træk, var det kun indtil den anden færdiggjorde sin sætning. Se det var interessant. Dels at dullen troede at mandlig fornuft var foreneligt med patter af den kaliber, dels at hun havde genkendt hovmodsdatteren for hvad hun var. Det satte kommentaren til hendes alder i et nyt perspektiv; Priscillas blik faldt på de rundede ører, så hendes ansigt.
"Hvad mener du med det.." Forlangte hun og greb fat i den andens håndled. Øjne mødte øjne i et øjeblik af absolut deja vu, men kvinden havde en puls, hvilket efterlod kun engle eller dæmoner. Den unge dæmon slap den fremmede demonstrativt og tog et skeptisk skridt tilbage. På den anden side havde hun i hvert fald aldrig mødt en engel med læber der lignede at de havde suttet hver en pik herfra til Topalis og tilbage igen. Dæmon altså. Interessant.
"..Inkompetence.." tilstod hun og så væk.

Avaion lod hende gribe hendes håndled, betragtede blot kvinden med en stille grimasse.
Det var næsten synd for hende, alt det frustration som rummede i kroppen. Hvad havde dog bragt hende i denne situation, at hun havde nået så langt, som at sætte ild til noget. Hvilket tydeligvis havde såret værtskroppen i processen. Hendes øjne havde lagt mærke til hvordan at den ene arm ikke fungerede, som hun gerne ville have den. Da ordende inkompetence gled hen over den unge dæmons læber, lagde hun moderligt en hånd på kvindens kind. ,,Alt ordner sig i sidste ende, skal du nok se.’’ hun fjernede hurtigt hånden igen, da lyden af støvler der kom hen imod cellen gav genlyd imod de klamme vægge. Som befandt sig rundt omkring dem. Hendes blik blev mørkt, mens hun betragtede tre mænd, der pludselig stod foran dem. Dog stadig bag tremmerne, atmosfæren havde hurtigt ændret sig. Og hun kunne allerede se på deres åndedrat, at de ikke var kommet her for at fortælle hende at misforståelsen var opklaret, og hun nu kunne vænne tilbage til hendes kloster.

Dette ville nok forløbe, fuldstændig som yndlingen havde forudset det. Døren blev åbnet, mens at Avaion stod og kiggede passivt på mændene der lukkede sig selv ind til dem. Hun betragtede deres blikke langsomt flugtede over imod den anden kvinde, hun kendte godt til tiltrækningskræften, hendes krop udgav. Men hun kunne ikke styrer den, de mange hundrede år hun havde brugt på at gemme sig i gyder og gader, havde givet hende en forsmag på. Hvordan folk opførte sig rundt omkring hende, især folk der mente de var hævet over andre.
,,Rør hende og i vil komme til at fortryde det..’’ hvislede hun advarende, mest imod den yngre mand, der ikke havde sluppet Priscilla med øjnene.

Der var noget uendelig genkendeligt ved den fremmede, der på en gang formåede at være både betryggende og foruroligende. Før Priscilla rigtig nåede at tænke over det, fandt hun at hun havde lænet sin fregnede kind ind i det uforudsigelige kærtegn. Hun troede ikke det mindste på de beroligende ord, men i øjeblikkets svaghed syntes de alligevel ganske rare. Så blev hun atter sig selv og trådte så hastigt tilbage at hun næsten snublede over sine egne fødder. Hendes øjne slog gnister.
Denne arrigskab blev dog hurtigt rettet mod vagterne udenfor gitteret. Den ældre dæmons opmærksomhed blev hurtigt rettet mod den lavere af skikkelserne og da Priscilla fulgte blikket, forstod hun straks bekymringen. Fregner, kornblond hår, kæmpe næse. Tydeligvis en bondeknægt. Tydeligvis fuldkommen betaget med hende. Hun sukkede. Typisk.
Atypisk var dog måden at hendes cellekammerat stillede sig ind foran hende.. Beskyttende. Priscilla rynkede på næsen, det var bestemt ikke sædvanelig dæmonisk opførsel, måske havde hun virkelig fundet landets mest løsagtige engel.
Under alle omstændigheder havde Priscilla ikke tænkt sig at lade sin nye.. bekendte til at få hver et hul proppet af de de liderlige vagter. Alt opmærksomheden var på englen og ingen så at Priscilla lod tæppet falde.. De lugtede det først.
Dæmonindens højre arm var et forkullet svineri. Hendes fingre og hænder lignede knapt nok noget menneskeligt længere, omkring hendes overarm skiftede brandsårene karakter med store væskefyldte blærer og åbne sår der boblede svagt. Hele vejen ned af armen var der en lang række runer, der stadig ulmede i cellens halvmørke. Hver gang deres lys falmede, kunne man næsten se den blotte knogle i hendes arm. Hun betragtede med en vis tilfredsstillelse vagternes ansigter blive grønlige.

Trods det lille bump, som tæppede lavede da de faldt imod stengulvet, lugten af brandkød og betændelse, samt synet af vagterne. Hvis ansigter langsomt blev hen ad den grønlige farve, fik det stadig ikke den ældre dæmon til at vænne øjnene imod det, som givetvis var synet af armen, som havde mærket flammernes altædende flammer. Nej hendes øjne betragtede kun den trussel der præsenterede sig foran hende, hun havde ikke tænkt sig at blive den skøge, som hun allerede var blevet brandmærket til at være. Nej, med et hurtigt skridt fremad, greb hun fat omkring vagtens sværd, og fik med overaskende lethed hævet det ud af dens skede. Dette skyldtes nok at hendes med dæmon, havde givet hende den perfekte afledningsmanøvre der kunne findes.

Synet var nu ændret til at dæmonen, klædt som nonne, holdte en klinge truende imod gruppens leders strube. Mens hendes anden arm stadig var stukket beskyttende foran den unge bondepiges krop. Selvom det ville være det smarteste bare at sikre sin egen flugtvej ud af dette hul. Kunne hun ikke få sig selv til at efterlade pigen bag hende. Måske havde der ligget noget dybere bag ordene søster, uden at de begge tænkte over det.

,,Hvis du slår os ihjel, kan du ikke slippe ustraffet fra det..’’ hvislede manden, der trods alt var højere end de unge fyrer der stod bag ham, stadig var et halvt hoved lavere en begær dæmonen. Hvis øjne strålede ad had, hvordan kunne de udnytte deres position på denne måde!? De vidste udmærket at hendes anholdelse var på tyndt grundlag, hvilket ville gøre at de ikke kunne holde hende mere end en nat. Bare for god ordens skyld. Og nu havde de tænkt sig at udnytte det? ,,Flyt dig, eller jeg sørger personligt for at det er dit røvhul, som bliver så gennempulet, at du aldrig kommer til at sidde ned igen..’’ det havde ikke været tydeligt før, men den dæmon som hun så længe havde gemt væk på, kiggede kort frem. Mørket der gled hen over de ellers flotte klare øjne, borede sig ind i mandens sjæl. De lange tråde af begær, som hun ingen kontrol havde over, fløj usynligt igennem rummet og greb omkring alle mændene. Der hurtigt begyndte at stå stakåndet, med bukser, der næsten kunne pege selv.

Hendes blik betragtede med afsky manden som der nu ikke kunne kigge på hende, end andet end brandene begær. Måske var det bare bedst at lade dem nyde noget af den medicin, som tydeligvis havde været tiltænkt dem. Med et enkelt nik med hoved, overfaldt de tog mænd der ellers havde stået passivt og stirret, manden hvis strube var blevet fri fra klingen. Nu stod Avaion blot og stirrede på scenariet, af en mand der skreg at de skulle slippe ham og to mænd, der var godt i gang med at gøre klar til at voldtage anførende.
,,Kom’’ mumlede hun hårdt, hårde end hun havde regnet det, for at fortælle kvinden at de skulle gå.

Priscilla så til med en vis irritation på de nydelige træk som hendes nøje planer faldt fra hinanden. Troede denne her.. hypotesen var svunget tilbage til dæmon efter det opspil.. at hun ikke kunne undslippe hvis hun ville. Det havde jo været hende der brændte de tre huse ned, selv hvis det ikke havde været med vilje. En eller anden straf var nødvendig, om ikke andet for at formane hende selv mod at være så stupid en anden gang. Derfor havde hun bragt Aja op til overfladen, så hun kunne afsløre at hun var besat og forlade kroppen i offentligheden med nok officielle vidner. Kun sådan ville hendes vært være beskyttet fra loven, eller vigtigere endnu.. Hvis nogle af de adelige der havde brændt inde for hendes hånd, valgte at søge hævn - så vidt hun forstod var der rige og magtfulde slægtninge at tage højde for.
Nu stod hun der, splittet, med en alt, alt for moderlig dæmon der ville have hende til at flygte og begyndelserne af et ufrivilligt orgie i baggrunden.
"Jeg har ikke brug for din hjælp!" Forsikrede hun frustreret, men fulgte alligevel med den anden. Det var svært at sige nej til hendes selvsikkerhed. Måden hun tog kontrol over situationen. Ubevidst besluttede Priscilla sig for at tage en smule ved lære, men det var bestemt ikke noget hun sagde højt som de hastede ned af fangekælderens smalle korridorer, omgivet af fangernes råb. Størstedelen sjofle, størstedelen rettet mod hendes.. redningskvinde. I det de passerede døren, trådte en fjerde mand ud af et lille vagtrum.
Hey! han greb fat om Priscillas arm. Den dårlige. Dæmoninden stivnede i smerte, men det var intet i forhold til vagten der skreg i smerte som en syden rejste sig. Han flåede hånd til sig, hvor hendes stadig brændende runer havde efterladt væmmelige sår overalt i håndfladen. Hun skyndte sig ufortrødent videre. Det lille håndgemæng havde dog ikke kun gået ud over vagten, som hun opdagede da hun så ned og opdagede at resten af hendes hånd og et stykke af underarmen havde smuldret væk som sand. Alting blev sløret og Priscilla indså at hendes øjne græd.

Fuldstændig uberørt af situationen, set med lys på de mænd der var begyndt at råbe efter hende på gangen. Da hun små løb igennem de mange celler. Upassende ulækre mænd, gad de alle samme rådne op i det helvede de var støbt fra.
Men tanken blev blot ved dette, da hun hellere ville ud her fra, ud fra den stinkende klamme våde lugt, væk fra mænd der prøvede at begribe sig på hende. Væk fra anklager, væk!
Hun kunne skrige, bare stille sig op og skrige af sine lunges fuld kræft. Som en sindssyge person, der skulle lukkes inde på galeanstalten. Men intet af dette gjorde, hun fortsatte bare ufortrødent, det var først skriget fra en mand der fik hende hævet tilbage til virkeligheden. Og da hun vente sig om så hun hvordan at en af vagterne faldt til jorden, med et fast greb omkring hånden der boblede op af arrige bylder. Hun skar en grimasse, men da ynglingen valgte at forsætte ufortrødent videre. Så hun ingen grund til at stoppe, ikke fordi de havde tid til det. Men hun nåede ikke langt, før hun hørte grøden fra en ung kvinde bag sig. Med et bekymret og undrende ansigt, vente hun sig om.

Dét var hurtigt at se, hvorfor det var at hun grad. Armen fra underarmen og ned, var fuldstændig smuldret væk. Selvom hun virkelig ikke burde, kunne hun mærke hvordan at en hånd greb omkring hendes hjerte og fik den dårlige samvittighed boble frem, som var det hende der havde gjort dette imod hende. Det var nok derfor at hundæmonen valgte at stoppe op, træde hen til den grædende ung pige og tørre nogle af tårende væk.
,,Jeg er sikker på, at vi kan finde en eliksir til dig, som gør at armen gror tilbage..’’ hendes hånd greb rundt omkring den anden kvindes, hvis hun hæv hånden til sig, ville hun selvfølgelig respektere ønsket og lade hende være og fortsætte ud af bygningen. Ville hun der imod tillade hun holdte den, ville hun lige så stille trække hende med sig, mens et par forsikrende ord at alt nok skulle gå, flød hen over de fyldige læber.

Hvor det i begyndelse havde været næsten helt rart, nærmede Priscilla sig hastigt sin tolerancegrænse for uønsket moderlighed. Efter næsten 100 års uafhængighed, var det svært at lade en anden føre. Priscilla snøftede irritabelt. Da den anden rakte frem mod hendes ansigt blev det for meget og hendes ubrændte hånd lukkede sig fast om nonnens håndled.
"Spar mig.." Sagde Priscilla hårdt og stillede sig ansigt til ansigt med den højere kvinde, en effekt der yderligere blev undermineret af vandet der stadig drev fra hendes øjne, "Det er ikke mine tårer og hun lytter ikke til hvad du siger."
Med åbenlys frustration rakte hun op og tørrede sine øjne i ærmet for så at se indgående på den anden. Der var stadig noget virkelig bekendt ved hende, selvom den unge dæmon endnu ikke kunne sætte fingeren på hvad. Med grebet stadig om det slanke håndled trak hun kvinden ind i en døråbning mens en gruppe af vagter trampede ned af gangen udenfor på vej ned mod den kælder de lige havde undsluppet. I det trange mørke stod Priscilla presset helt tæt op af den anden dæmon og kunne mærke det varme åndedræt mod sit ansigt. Igen var der den tunge, berusende effekt der gjorde det svært at tænke klart, svært at se under den velformede overflade. Priscilla rynkede brynene.
"Hvem er du?" Spurgte hun sagte.

I stedet for at det var hende som der havde fået lokket hånden rundt omkring yndlingen, var det nu hende hvis håndled, der blev holdt i tjek af et greb. Hun trak vejret dybt, mens hun kiggede afventende, hvad havde hun i det hele taget tænkt sig? Hvorfor havde hun taget denne rødhåret kvinde med på slæb? Det havde været bedre for dem begge, hvis hun bare havde efterladt hende i cellen. Eller, i hvert fald for Avaion, men noget i hende havde gjort at hun ikke bare kunne efterladt hende.

Det næste der skete, var en smule pludseligt for den ældre dæmon, til at fange lige med det samme. Det ene øjeblik stod hun bare og stirrede på den grædende pige, næste øjeblik var de presset op i en mørk døråbning mens en masse vagter løb forbi dem. Nogen måtte have slået alarm omkring at et par fanger var sluppet løs, men det var bestemt ikke det som lå tættest på hendes tanker, det blå øje betragtede næsten opslugende kvinden der var presset tæt op af hende.
,,Det kommer an på hvem du spørger’’ sagde hun hæst, hun var mange ting, en slave af gaderne, en nonne fra et kloster, en dæmon kvinde. Men hvad der lå yderligere efter hun var vågnet op i hytten, vidste hun ikke.

Afstanden mellem deres kroppe var så kort at den næsten lige så vel ikke kunne have været der og for hvert et sekund i dette nærvær mærkede Priscilla hendes fokus sile bort. Begær ulig noget hun før havde følt ramte hende og et kort sekund var det eneste hun kunne tænke på at række op og gribe den frodige barm. At flå tøjet af nonnen og dække hendes krop med grådige kys. At tvinge den perverse mund til sin kusse indtil hun skreg af nydelse.
Og det var ikke engang viljestyrke eller noget andet nobelt der forhindrede hende; kun at hun ubevidst havde ville række op med højre. Men armen lystrede ikke længere og hånden var væk og hendes øjne var stadig røde efter tårerne.
Succubus, af en slags. Kunne hun konkludere. Der måtte bestemt være en eller anden form for magi involveret, fordi heftigt betændte sår slukkede hendes lyst næsten lige så effektivt som folk der græd - og her var begge dele hende. Hun kunne momentært ikke lade være med at græmmes over at det ikke var denne her persons magi hun havde forsøgt at binde i blæk på sine arme og ikke den tilfældige ildmagiker hun havde drukket sig fuld med aftenen forinden. Tilbage til svaret, lige så utilfredsstillende som tanken om at de ikke burde dyrke hed, svedig sex midt i en fangekælder de lige var undsluppet fra. Priscilla fugtede sine læber med tungen.
"Jeg spørger dig."

Hun kneb øjnene sammen, selv denne kvinde virkede til at blive underlagt forbandelsen der hvilede over hende. Hendes læber spidsede tænkende sammen, mens hun overvejede næste træk.

Hvad havde hun tænkt sig hun skulle svare? Bare fortælle hende sandheden, ligge alle kortene på bordet, måske var det ikke gået op for hende hvor personligt et spørgsmål hun egentlig stillede. Hendes øjne blev smalle, mens at hendes tunge lige så stille gled hen over underlæben, og to tænder kort greb fat i den ene side. Et træk hun havde lavet siden hun var vågnet, især når hun skulle tænke sig om.

,,Hvis jeg skal besvare dit spørgsmål, kommer vi til at stå her til i morgen.’’ hun slog med hoved, for at indikere at vagterne altså lige var løbet forbi dem ,,Tid vi ikke har, men for nu, er jeg en ven.’’

Priscilla havde konstant syntes at der var noget bekendt ved den fremmede, det havde pirret i hendes baghovedet men aldrig helt lade sig gribe, indtil hun bemærkede dæmonindens udtryk - et træk hun sidst havde set på hendes forhadte mors ansigt. Pludselig gav det mening. Det passede næsten så perfekt at hun ikke kunne tro det. Begæret. Øjnene. Gestikken. Den følelse der havde knuget i hendes bryst. Genkendelse.
Udadtil faldt hendes mund åben og hendes øjne blev store og runde, men hun klappede det lynhurtigt i. Fordi godtnok var hun vokset op med fortællinger om hvor forfærdelig en datter Luxuria var.. Men hun kunne stadig ikke stole på nogen der var associeret med Hovmodet, selv hvis magiske blodsbånd bød hende, bandt hende. Hun var ikke sikker på hvor meget af hendes reaktion der var blevet opfanget af den anden, hvis opmærksomhed til hendes taknemmelighed var vendt mod gangen.
"Kom!" Sagde hun og som om at den hemmelige åbenbaring havde ændret noget, overvejede hun næste at tage Luxurias hånd. I stedet satte hun ned af gangen med en arm der dunkede af smerte, et hoved der svimlede med tanker og øjne der svømmede af tårer.

Hendes bryn rynkede sammen, hvor på der blev dannet en dyb fuge imellem øjenbrynene.

Kom? Bare sådan uden videre? Avaion trak dog blot på skuldrene og fulgte efter kvinden, som pludselig havde besluttet sig for, at den forklaring hun havde givet var god nok. Eller også var der sker noget andet imellem tiden, som var gået over hoved på hende. Lyden af et horn der blev blæst, der sikkert gav resten af vagterne en melding om at nogen var sluppet ud. Hendes tanker vente kort tilbage til cellen, og et arrogant smil bredte sig hen over læberne, da en fornemmelse af velbehag over det syn de andre vagter måtte være gået ind til. Fantastisk, hvis hun dog bare kunne have været en flue på væggen og set deres ansigts udtryk.

Hun fulgte ufortrødent videre efter den rødhåret skikkelse, hvor havde hun tænkt sig de skulle flygte hen? Første tanke fra hendes side, havde været tage bondepigen med til klosteret, der kunne give hende ly og beskyttelse, hvis hun blot underlage sig den gud som de tilbedte.

Eller hun ville i hvert fald få en måneds tid beskyttelse, hvor hun kunne bruge den tid til at tænke over hvor hun skulle forsvinde hen. ,,Hvad er din plan?’’ kom det med en forpustet stemme, fra hundæmonen.

Priscilla havde haft en plan og hendes irritation var da også tydelig da hun endnu en gang blev mindet om at det ikke blev til noget. Fordi hun havde ikke nogen reel idé der bandt så nydelig en sløjfe på situationen. Uanset hvad tvivlede hun på at de kunne slippe bort uden at ofre et eller andet. Hun havde naturligvis ikke tænkt sig at ofre sig selv, men det efterlod bare ikke særlig mange muligheder. At de havde nået så vidt var snarere et spørgsmål om held end forstand. Hundrede år havde gået siden den sidste store krig, men en væsentlig del af soldaterne havde endt som vagter og hvorvidt det skyldtes den udødelige procentdel eller hvad, kunne de være skræmmende kompetente.
"Jeg har ikke nogen plan." Tilstod Priscilla, men som hun sagde ordene gik det op for hende at nej, hun havde ikke nogen konkret plan men hun havde bestemt mulighederne og det krævede et valg. Hun skævede til den anden dæmon.

Ikke nogen plan?

I stilhed løb fødderne blot hen over de hårde flisebelagte trapper, der førte op fra fange hullet. Da de nåede op til afslutningen af trappen, kunne hun føle den dejlige kølige luft slå imod hendes ansigt. Det kunne ikke være langt væk fra selve udgangen til dette forfærdelige sted. Men igen kunne de tunge støvler, som kom løbende imod dem høres. ,,Her ind’’ mumlede Avaion og greb fat i kvindens raske arm. Rummet var lyst, hvilket gjorde at hun missede kort med øjnene, efter blot få timer nede i den mørke fange kælder, var det svært at vænne sig til lyset der pludselig bød dem velkommen. Det var kun kort tid efter, at det gik op for hende, at de befandt sig i en opholdsstue af en art. Heldigvis for dem, var der ingen til stede, da de nok alle sammen var de for at prøve at finde dem.

Avaion gik beslutsomt hen til en af de vindues åbninger der var, og kiggede ud, der var ikke langt ned til jorden. Sådan umiddelbart ville hun tro, at de bare kunne hoppe ud af vinduet og forsvinde i mængden af mennesker som gik på gaden.

,,Vi kan hoppe ud af vinduet.’’ hun vente sig med et lille smil på læben, for at betragte den anden kvindes reaktion på hendes foreslag.

Priscilla var ikke helt sikker på hvor denne her.. samhørighed mellem dem kom fra, men hvad hun var sikker på, var at hun ikke brød sig om det. Hun lænede sig ud af vinduet og skævede ned på gaden under dem, bestemt en muligheder men rynken på hendes næse forblev hvor den var.
"De har vagter ved portene.." sagde hun tænksomt. Det fandt hun ud af på den hårde måde; det var sådan de fangede hende til at begynde med. En som Luxuria kunne måske formå at undslippe hvis hun holdt lav profil, men med hendes knaldrøde hår og, nå ja, manglende arm gjorde hun sig ikke samme håb. Hun skævede ned til de pulsende runer og kørte de mentale udregninger. Uanset hvad var hun nødt til at distrahere vagterne; hendes undslupne medfange ville være et oplagt ofring men tanken alene fyldte hende med en grufuld knugen i brystet. Hun hadede det.
"Okay, hør her fordi jeg gider ikke gentage mig selv.." Sagde hun hurtigt og skævede op til den højere dæmon. "Hvis du skynder dig, kan du nå ud inden de får meddelelsen ud. Østporten er altid ringest bevogtet. Du burde kunne komme gennem der, hvis du kan holde styr på hele.. Hnng.." En sitren af lyst løb ned af hendes rygrad til hendes tydelige irritation, "..Det der."

Hendes øjne betragtede forbløffet den yngre kvinde, mente hun virkelig at hun skulle tage af sted alene? Efter den tid hun havde brug på at få dem begge her til, men hun stoppede hurtigt den tanke igen. For hvis alt skulle komme til sin ret, så ville den lave bondepige nok sikkert have fundet sin vej ud af fængslet på egen hånd. Men hun brød sig stadig ikke om følelsen af at skulle efterlade hende her alene.

,,Du kan da ikke forvente at jeg bare efterlader dig her? Vi burde begge kunne komme forbi dem.’’ hendes blik blev dog en smule forandret over den måde de sidste ord blev drejet anderledes, hvad skulle hun holde styr på. Hvad var det lige hun hentydet til? Et irritabelt udtryk gled hen over hendes ansigt, okay, hun vidste ikke lige hvem denne frøken, jeg klare mig selv uden hjælp, havde tænkt sig. Men hun kunne da ikke tro at hun kunne slippe godt fra dette?!

Det var nok på dette tidspunkt at det gik op for Avaion, at det måske var det som var planen. At hun ville fanges. ,,er du sikker?’’ hun havde ikke tænkt sig at stå her og diskuterer med en hun knapt nok kendte, hvis hun ikke havde tænkt sig at følge efter, ville hun ikke tvinge hende.