,,hvad i helveds navn er det her!?’’ en højrystet stemme fra den ældre kvinde, kunne høres mindst et par gader ned af markedspladsen. Mens en ældre herre stod skælvende og betragtede kvinden som der endelig var kommet for at tage imod hendes vare og det var synd at se at hun var yderst tilfreds, nej tværtimod havde du fået alt forkert. Det var ikke det rigtige stof, de rigtige farver, selv længden havde de fået forkert. Avaion, som selv befandt sig i butikken og i øjeblikket var i gang med at få taget mål, betragtede den adelige kvinde, som lignede en blanding mellem en gris og ged, især på grund hvor hævet hendes ansigt var blevet. Bare i arrigskab over at hendes bestilling var forkert. Selvom at Avaion var en egoistisk og selvcentret person, kunne hun ikke lade være med at få bare lidt ondt af den ældre herre, der var skrumpet mindst ti centimeter under det hadefulde stirrende. Måske man kunne få lidt sjovt ud af dette, den unge frue som der havde hjulpet Avaion blev ved med at undskylde for at hun var nød til at ligge øre til dette. Og bestemt også forsikre hende om at fejl som disse normalt slet ikke skete, Avaion nikkede bare, mens hendes mørke øje lå på grise kvinden, hvis højrøde hud nærmest eksploderede faretruende i den alt for stramme lyserøde kjole hun havde på. Passende, var det eneste hun kunne tænke, men hun trådte ned fra platformen hun havde stået på. De aftalte hurtigt hvilke farver og stof der skulle bruges, samt hvor mange kjoler hun skulle have.

Da det hele var på plads, kunne hun dog alligevel ikke modstå fristelse og hun lagde hånden på den rasende madammes arm. Der med et vildt udtryk vente sig imod dæmonen ,,Hvad!? Hvad vil du!?’’ hendes øje borede sig ind i kvindens lysende blå og mærkede hurtigt hvordan at kvinden begyndte at trække vejret mere hektisk og blev helt blød i hendes hænder. Der gik ikke mange sekunder efter denne hændelse, at den store kvinde kastede sig over disken og begyndte at overkysse den stakkels lille ældre skrædder. ,,Frue, FRUE!’’ synet var fantastisk at den febrilske mand der prøvede at kaste den store kvinde af sig og hans assistent der kom ham løbende til undsætning. Men intet kunne få kvinden til at stoppe sit overfald af kys imod den forsvarsløse mands ansigt.

Grinene forlod Avaion skrædderiet og begav sig ned af markedspladsen, hvilken berigende dag det havde været også var det endnu ikke formiddag. Trods at det var en kold december dag, var solen stadig højt på himlen og kastede sine falmende arme imod det centrale krystalland. Nu var der kun nogle få steder tilbage på hendes lange liste over ting der skulle nås, inden at hun vente tilbage til hendes palæ ude i Medanien. Måske hun skulle besøge en kro dog, bare for at få lidt mere spænding ud af denne tur. Men først alkymistens shop.

Angel nød at være i hovedstaden. Det var et fortrinligt sted at være langfingret, hvilket sjældent blev opdaget takket været det store antal af mennesker som vandrede rundt. Det var perfekt! Nok var der faldet end del af befolkningen siden før muren var styrtet ned og mørket havde været inde på deres liderlige blodomgang. Men sådan var det. Angel kunne i hvert fald ikke klage over hvor let det var at få lagt ting ned i sin taske fra boder og tasker. Ikke at hun tog det som var mest iøjefaldende. Det ville være at skyde sig selv alt for meget i foden.

Lige nu holdte hun dog pause med at gå ned af gaden. Kigge ind i de lidt mere overdådige butikker som vidst kun var overklassefolkene der kunne benytte. Det var jo ikke et sted for pøblen. Ej føj, ikke noget med at lukke gaderotterne ind. Angel fnøs let ved tanken, men måtte hurtigt finde sig underholdt, som en kvindelig skikkelse først havde fanget hendes opmærksomhed. En kvindelig skikkelse som gik ud derfra, og gjorde opmærksom på det store påstyr som lyden undslap døren. Angel stoppede op ved vinduet for at overvære det frygteligt underholdende scenarie. Hvad der dog gik igennem folks hoveder engang imellem! Det var direkte underholdende! Så underholdende at Angel gav sig til at grine underholdt, inden hun rystede opgivende på hovedet og fortsatte ned af gaden. Rundede et hjørne og skrumpede ned til en lav størrelsen af 20 små centimeter og gav sig ind gennem en større sprække til en baggård. Baggården hvor bagdøren til en alkymist shop var nemt at komme til. Angel manglede egentlig ikke ngoet derfra, hun anede ikke hvordan man brugte det, men det gav gode penge og kunne nemt benyttes til at gamle med i stedet for krystaller.

Rummet var dunkelt og alt for let at snige sig rundt i. Som en lidt for stor mus, kravlede hun op til loftbjælkerne, de høje hyller og de skjulte områder, som hun listede rundt. Observerede og tog for sig af retterne mens den kronæsede mand stod med snuden begravet i en gammel mølædt bog, og lød ikke til at bemærke hvis Angel i uheldige situationer svagt puffede til en glasflaske, som vaklede let på træhylden.

Avaions mørke øje, nåede lige at ligge sig på en smuk kvinde, der så ud til at nyde synet som hun havde kreeret inde hos skrædderne, inden at hun var forsvundet igen. Hun havde ikke set ud som en der hørte til omkring disse kanter, men det brune lange hår og de flotte kurve havde nu ikke være til at tage fejl af. Kvinden som havde grint, var dog hurtigt ude af hoved igen, mens at dæmon kvinden prøvede at orienterer sig i sine omgivelser, hun havde ikke befundet sig meget i hovedstaden og da bestemt ikke under krigen. Hvis præg af kamp stadig var at se visse steder, men dette berørte hende ikke, så længe hun kunne handle hendes vare. Kunne hun ikke være mere ligeglad.

Efter ti minutters søgen, var hun endelig nået hen til hendes destination, døren der førte ind i det dunkle lokale gav en lille ringene lyd, for at sige at nu var der gæster. Men manden som måtte eje butikken, ikke så meget som så op fra bogen, som hun gik ud fra måtte enden være utrolig spændende, eller også var han direkte ligeglad med hans kunder. Det var da hende da også nok det samme, da hun nok skulle finde de ting hun skulle bruge. Forhåbentlig. Den lyserøde tunge fugtede langsomt den fyldige underlæbe, mens hun trak et lille pergament papir frem, som med en nydelig skråskrift, beskrev hvilke slags urter hun skulle have. Nogle af tingene vidste hun godt hun var nød til at rejse udenlands for at finde, men man kunne vel være heldig og finde noget af det her.

Mens hun gik rundt og betragtede de mange krukker og andre genstande som lå på hylderene, blev hun pludselig opmærksom på at hun ikke kunne være den eneste der var i butikken. Da hun kom gående forbi en glasflaske der stod og vaklede på hylden. Med et løftet bryn betragtede hun flasken der lige så stille faldt stille og lod nu blikket glide op ad, kort fangede hun en skikkelse, der bestemt ikke kunne være andet end et menneske, eller også måtte det være en forvokset mus, der havde forvildet sig op på loftbjælken.

Hendes øje betragtede kort skikkelsen og overvejede kort om hun skulle gøre noget ved det, men valgte at forsætte ufortrødent som om hun intet havde set, blot for at se hvor meget denne tyv formåede at stjæle før at ejeren fattede mistanke, eller om hun endda kunne slippe helt fra det.

Det var desværre ret begrænset hvad Angel kunne rage til sig i denne størrelse uden at det krævede al for meget arbejde i forhold til prisen. Det var mere en effektiv måde at se sig omkring og orientere sig. Dertil, havde hun en erfaring med at nogle af de små ting faktisk var de mest dyrebare. Distraheret af sine undersøgelser, hoppede hun næsten af en hylde som lyden af dørklokken lyd. Stille som en mus så hun fra døren til den gamle mand. Døren åbnede op for en smuk kvinde, men manden virkede ligeglad med det nye besøg. Hans fejl.

Angel fortsatte med at kigge rundt i krukker, glas og skuffer som hun kunne åbne uden at vække alt for meget opsigt.
Den næste hylde var dog mere interessant, så derfor var den lille Angel igen oppe på loftbjælkerne for at komme videre. Her følte hun sig pludselig betragtet, men nåede ikke at se nogen kigge på hende. Hvis damen havde fået øje på hende, så var det noget hun valgte at overse. Noget Angel ikke helt vidste hvordan hun skulle tolke, men indtil videre var det ganske positivt.

Med et let bump landede Angel på den næste reol, som længere nede havde en masse små skuffer, der som minimum måtte gemme på fantastiske skatte. Et minus var blot at hun var forfærdelig udsat dernede. Diskret kravlede hun ned, med blikket løst på Manden med den krogede næse i bogen. Noget der krævede så meget opmærksomhed at Angel fuldstændig glemte kvinden igen, og hvor tæt hun egentlig var på.

,,Undskyld mig, har i tørrede tusehjerner på lager?’’ den ældre herre, hvis næsetippen, næsten rørte den støvede bog han havde i hænderne, kiggede endelig op på hende. Det var dog et dovent blik som der betragtede hende, hen over de halvmåne glas. ,,Ned af række tre, hylde fjorten..’’ mumlede manden irriteret, Avaion nåede lige at høre ham mumle, at det var dog det værste, når folk kom og forstyrrede.
Af dette kunne den dæmoniske kvinde ikke gøre andet, end at himle med øjnene. Kundeservice, var der nogen i denne by som vidste, hvordan man yde den bedste? Først skrædderen som ikke en gang kunne sætte en uforskammet kunde på plads. I frygt for hvordan det kunne gå ud over hans forretning og nu en mand, som der tydeligvis var så ligeglad med hans butik, at tyve havde frit spild. Den sidste indskydelse, da hun betragtede den tyvagtige kvinde, nu var på vej ned mod fast gulv. Hun kunne ikke dy sig.

Stille og smidigt, fik hun stillet sig en håndsrækning var kvinden, før hun lagde hendes læber så tæt hun kunne komme til øret, hvis kvinden gav antræk til at blive forskrækket, ville hendes fløjs behandskede hånd hurtigt glide foran munden, for ikke at skabe for meget opmærksomhed på dem.

,,Pas på lille ræv, det er svært at vide hvornår den rigtige jager har dig i sigte..’’ mumlede hun med en skandaløs flirtende stemmeleje, der lige havde slået sig et par dybere toner ned, end hendes normale stemme. Hurtigt og fornemt trak hun en krystal ud af hendes pung og vidste dem foran hendes øjne. ,,Smut så, inden at den gamle faktisk tager dig i agten..’’ med disse ord, havde hun presset safiren i hånden på den lille gavtyv, taget sine tudsehjerner og var nu på vej hen til manden for at betale for hendes vare hun havde fået samlet ind.

,,Har de så også lige så lidt lyst til at tage imod betaling, som de har til at hjælpe dine kunder?’’ sagde Avaion i et sarkastisk og munteret toneleje, der virkelig fik gang i den ældre herre. Som der med nogle hidsige sprut, begyndte at belærer hende, at man skulle tale ordenligt. Hvilket var godt det samme, da hans opmærksomhed, nu var fuldt ud fæstnet på hende.

Wauw. Mandens stemme lød lige så tør og støvet som han så ud. En smule opgivende rystede hun på hovedet, selvom hun ikke kunne dy sig fra at smile. Nogle mennesker var simpelthen for tørre til at nyde livet. Han var åbenbart en af dem. Morskaben varede dog ikke ved før den 20 cm høje Angel fik en forskrækkelse hun sent ville glemme. Hun vendte hovedet for at stirre direkte ind i kvindens ansigt, faktisk nærmere beregnet hendes læber som var kommet utrolig træt på uden hun havde opdaget det. Som ren refleks hoppede Angel, men fik stoppet lyden som en finger blokerede hendes mund. En finger som sad på en hånd som måtte være på størrelse med Angel selv i øjeblikket. Med et par chorkerede øjne kiggede hun på kvinden og ventede næsten med det samme af blive afsløret. Kvindens stemme var anderledes end ventet. Langt mere blød, syngende og med en mystik som fik Angel til at stoppe op i sine egne tanker.

Angel tog uden tøven imod krystallen, som vidste sig at være ret meget tungere når man havde så lille en størrelse. Lidt besværet fik hun hanket ordentligt op i den og blinkede til kvinden. "Den gamle fortjener en behandling som denne. Han er ligeglad med andre mennesker, og lever gerne i fred på andres bekostning" hun havde hørt sine rygter omkring ham. Angel valgte dog at tage afsted i høj fart for at komme op på mere sikre grund blandt loft brædderne. Her løb hun hen over med et nysgerrigt blik ned på de to andre.

Hun rystede let på hovedet endnu engang, dog i langt mere morskab end før som kvindens smukke stemme brød stilheden igen. Noget den gamle mand slet ikke fandt morsomt. Angel himlede med øjnene og fortsatte hen til et lille spindelsvævsbedækket vindue, hvor en stor del af ruden manglede. Det lille hul som hun valgte at kravle ud af, for derefter at glide og vikle fødderne fuldstændig ind i alverdens ting. Første indskydelse var spindelsvævet, men selv i denne størrelse var det ikke stærkt nok til at holde hende oppe.. Nej et eller andet harpiks dækket møgræb der stank forfærdeligt. Føj. Havde den gamle mand virkelig valgt det mest ulækre område i et forsøg på at skræmme folk væk fra butikken?!

,,Det bliver 2 jadestykker’’ hvislede den ældre herre, mens han pakkede de ting ind som hun havde taget ned fra hylderne. Hvilken service, han pakkede det selv ind, i. Avaion rynkede let på næsen, da hun lagde mærke til hvordan at papirstykkerne næsten hang sammen. Oh gud, gjorde manden da aldrig rent? Det var lige før at hun havde brug for et langt bad inden hun overhoved ville træde ind i hendes eget hus, bare efter at have befundet sig her de minutter hun nu en gang havde været der.

Krystallerne blev skubbet over disken, hvor efter hun bød sit farvel. Kun for at blive mødt af et grynt og et; så kan vi endelig få noget fred. Mon han snakkede om sig selv og bøgerne, eller var han generelt bare sindssyg? Hun rystede kort på hovedet, inden hun trådte ud i den friske luft igen. Hvilken var en kærkommen ven, da den fyldte hendes lunger med kølig luft, der fik renset noget af det værste, af det støv som man havde indåndet inde i butikken. Det var dog her hendes øjne lagde sig på den lille figur af en menneske skikkelse, der var fuldstændig møget ind i, hvad det egentlig var kunne hun ikke helt se.

Nysgerrigheden greb hende dog, da hun lige så stille bevægede sig der hen, lod hoved falde ned i den højde det lille menneske nu befandt sig i, mens det mørke øje med morskabt spillende i det, betragtede hvordan den var fuldstændig smurt ind i harpiks. ,,Brug for hjælp?’’ det var svært ikke at begynde at grine, men hun formåede dog at holde det til et fjoget smil hen over læberne.

Den mand var da et særsyn. Ikke et kønt særsyn, men heldigvis atypisk af de mange mennesker der normalvis befandt sig i byen. Du godeste sikke en uforskammethed. Angel forstrød hurtigt at hun ikke havde haft mulighed for at stjæle mere fra ham, mest fordi han var så forfærdelig øretæveindbydende.

Den lille skikkelse fik dog en del andet og tænke på som hun baksede fribrilsk for at komme fri af de klæbende, nærmest kvalmene harpiks. Føj!! Han gjorde vitterligt ikke rent i sit skideskur af en forretning. Angel fik kæmpet sig frem til at få fat i brostenen under sig med en hånd og bakset en fod derned, mens resten af hende fortsat sad fast.
Det var her hun med pusten bemærkede at hun endnu engang ikke var alene.

"Der skal aldeles ikke grines!" nok grinte kvinden ikke, men det var malet i hendes ansigt at hun morede sig. Angel talte med en forpustet stemme og manglede at vende sig rigtigt til siden for ikke at komme for alvor til skade ved at gøre sig selv stor igen. Alle de forfærdelige komplicationer. "Hvis det da ikke er til for meget besvær" svarede hun så på spørgsmålet med et skævt overvundet smil. Hun var ikke helt tilfreds med situationen.

Den spinkle stemme som der fortalte hende, at der bestemt ikke skulle grines. Resulterede i, at hun gjorde netop det. Grine.
En lille krystal latter forlod de fyldige læber, mens et lille hoverende smil dansede på læberne. Åh, det stakkels menneske, hvad hun dog havde rodet sig ud i. Straffen for at stjæle, men hun skulle nok ikke kommenterer på dette, som tidligere plyndre fra havet, kunne hun ikke rigtig snakke om lovlydelighed.
Hun satte sig helt ned på hug, da latterende havde fortaget sig og lavede et udtryk som om hun tænkte sig om, om hun nu virkelig skulle hjælpe. En dæmon gjorde jo aldrig noget helt ud af venlighed, bestemt ikke uden de fik noget for det.
,,Okay, men intet er gratis i denne verden’’ kom der så endelig, og hun drog en lille kniv frem, som var foldet ind i skaftet, trak det ud og gjorde sig klar til at skære det det klamme harpiks fra hende ,,Hvad med, at du skal gøre mig selskab til kroen?’’ smilet kom igen frem på læberne, mens hun afventende kiggede på skikkelsen, hvis navn hun stadig ikke kendte.
Men allerede fra da hun havde set hende løbe rundt inde i butikken, som den lille skikkelse hun var i, havde hun været nysgerrig for at vide mere. Desuden var hun da ikke helt dårlig for øjnene.

Et lettere misfornøjet udtryk kom over hendes ansigt, mest af alt irritation som hun satte armene over kort til trods for den meget akavede stilling hun hang i. "Ha ha..." okay, det var en lidt morsom dog ekstremt irriterende situation hun var havnet i, men kvinden så da ud til at tage det ganske pænt. Specielt som latteren havde fyldt hende. Ganske smittende der også gjorde at Angel ikke kunne se fuldt ud igennem misfornøjet ud. Det var jo lidt morsomt.

Oh betaling. Suuuper. "Det tænkte jeg nok.." intet var gratis, og hun havde også anset kvinden for at være ubeskrivelig naiv hvis hun ikke satte nogle betingelser på denne redning. Intet var gratis og lige nu var Angel ikke i position til rigtig at kunne folde aftalen særlig meget til sig egen aftale.
Det vidste sig så også at blive udnødvendigt, selvom det undrede hende kort at det var alt der blev forlangt. Nogen ting var for godt til at være sandt, men man skulle udfordre skæbnen blot engang imellem. "Okay, det er en aftale" indgik hun ganske hurtigt. Ikke megen tænketid var nødvendigt. Hun nød en god tur på kroen, og med en smuk kvinde som selvskab kunne det virkelig ikke gå galt!

Så snart at ordende det er en aftalte, forlod den lille skikkelses mund. 
Forsvandt den slanke hånd ind imellem hendes rober og fiskede en lille lommekniv frem. Ikke meget hurtigere efter dette var gjort, havde hun skåret kvinden fri og rejste sig op i sin fulde højde. 
Lommekniven forsvandt lige så hurtigt som den var dukket op, og for den utrænet ville det være svært at finde ud af hvor kniven i det hele taget var kommet fra. 
I denne verden havde hundæmonen hurtigt fundet ud af at det at gå rundt i så stor en by. Uden at være bevæbnet var en yderst dårlig idé, desuden kom den mange gange i god brug. Selvom hun aldrig havde forstillet sig at det skulle bruges i denne sammensætning. 

Måske var det også derfor at hun var så interesseret af mødet på denne usædvanlige kvinde. 
Der måtte gemme sig nogle yderst underholdende historier bag hendes personlighed. Og hvis der var noget som Avaion fandt tiltrækkende - så var det mennesker med mulighed for at underholde hende.

Med et blik der blev kastet hen imod butikken hun lige havde været inde i. Trådte hun længere væk og begyndte at gå ned af gyden. Dog i så roligt et tempo at det måtte vise sig belejligt at følge trit med. Så snart at personen hun havde reddet valgte at forvandle sig tilbage til sin oprindelige størrelse. 

Angel fulgte hver af kvindens bevægelser med præcision. Mere betragtede end holdte øje. Kvinden var smuk, yndefuld og tilpas sassy til at Angel havde problemer med at holde øjnene fra hende, selv efter at hun ganske naturligt faldte mod jorden som tyngdekraften overtog.

En smule klunten rullde hun rundt for at komme op og stå og var heller ikke for langsom til at børste støv og andet af sig. Hun skulle også helst se ordentlig ud! Hun rømmede sig let og smilede kækt til kvinden, som Angel let og faktisk ret elegant voksede op i sin fulde højde, som hun begyndte at gå ud af det mindre gydeområde.

Med en let hovedrysten og puffen til håret, så hun næsten lige så god ud som ny, bortset fra spindelsvævet som nægtede at give slip fra hendes ene støvle. Angel var ikke for langsom til at nå op på siden af kvinden ogsende hende et interesseret blik. "Sååh, Du er ny" og spændende, smuk, interessant, tiltrækkende. Oh der var mange gode dejlige ting ved denne fremmed kvinde.

Avaion sendte kvinden ved hendes side det bedste og mest charmerende tandsmil hun kunne mønstre. 
Øjnene gled ned af kvindens krop nu da hun endelig var i hendes rigtige størrelse, det var tydeligt at se i de sorte glimtende øjne at der bestemt ikke var skuffelse hun fremviste. 
En let klukkende latter forlod hendes strube mens hun fortsatte sin gang imod det nærmeste krohus.
,,Ny kan man måske godt kalde det, jeg har været her før, for et godt stykke tid siden'' sagde hun lettere og mysterisk hun havde ikke tænkt sig at ødelægge dette nu, ved at hendes følgesven skulle finde ud af hvad hun i virkeligheden var.

Igen begyndte Avas blik at drifte ned af den lille rævs krop inden det faldt på hendes ansigt igen.
,,Så lille ræv, kan jeg kalde dig under et andet navn?'' 

Angelica kunne virkelig godt lide det mystiske og hemmelighedsfulde i kvindens stemme. Det var tiltrækkende på sin helt bestemt måde, og Angel kunne virkelig ikke lade hver med at smile kækt til hende. "En skam jeg ikke har mødt dig noget før." gad vide om hun havde været forbi Rubinien. Nu var hun godt nok lyshudet, men hun var jo lige så smuk som en ørkenrubin!

"Angel" et øjeblik lød det virkelig cliche agtigt at præcentere sig som Angel! Som en anden kunstner tilhørende den mere skumle afdeling. Det var derfor også et blandet ansigsudtryk hun lavede "Altså, kort for Angelica" hvor følte Angel sig godt nok dum at høre på! "Hvad med dig, Ørkenblomst?"

Et smil der nåede helt op til øjnene og fik dem til at smalle sig en smule sammen, dukkede op kvinden nævnte at det var en skam hun ikke havde mødt dødssynden endnu. Ganske vidst havde hun nok ikke mødt Avaion i den faste form, men hun var alle vegne, de skulle blot runde hjørnet mod krostuen, da første tilfælde blev lagt for deres fødder. 
Synet af en ung knejt der holde sin arm omkring en ung piges liv. Hvor pigens intentioner var ganske almindelige for en pige der var forelsket, var det tydeligt at knægtens var en del mere, Avaions boldgade. 
Da den lille ræv endelig fortalte navnet vente den kvindelige dæmons opmærksomhed tilbage på den skikkelse der gik ved siden af hende. Selv denne kvinde havde lyster i sig, som hun ganske tydelig kunne mærke, men ikke rigtig andet end det. 
Det var begyndt at blive en evig forbandelse, at mærke kun en håndsrækning og den var inde for rækkevidde. Men så hellere ikke tættere på. 

Avaion rystede lidt på hoved for at få de mange tanker og sanseindtryk ud af hoved. 
,,Ah, ja vi har vel alle tilegnet os navne der er en form for beskrivelse af vores rigtige'' kommenterede hun blot og gav Angelica et charmerende smil der blottede nogle af de fine hvide tænder. 
,,Mit navn'' hun kiggede atter hen på det unge par, inden de nåede hen til indgangen for, hvad der allerede lød til at være en meget lystig kro. ,,Jeg går under mange navne, men for dig, er jeg Avaion'' med disse ord åbnede hun døren og gesturede at Angel skulle gå først ind.

Angelica smilede skævt og nikkede. Kvinden talte som om hun var ældre hun så ud til. Vis på et eller andet plan og vidste mere om verdenen end den naive Angelica som mere eller mindre levede kongeligt på sit held.
Angelica var dog også alt for optaget af at kigge på kvinden ved siden af sig til at koncentrere sig om det unge par som svansede rundt - hun bemærkede dem let ud af øjenkrogen, men mere blev det ikke rigtig til. Det fortjente ikke ligefrem hendes opmærksomhed.

"Smukt navn" svarede Angelica smigrene tilbage, selvom hun bed mærke i den mystiske tilgang der havde været til at afsløre et navn. Folk havde deres grunde, og den mystiske aura var vel også en af grundene til at Angelica lige nu var nærmest som en forelsket teenager overfor kvinden.

Hun fulgte Avaions gestus om at gå ind i kroen. Der var allerede god stemning, kraftige stemmer, brummende og nogle gange høj latter. Men det var ikke så slemt at man ikke kunne høre sig selv tænke.
Der gik skam heller ikke mange sekunder før Angelica havde øjnet mordet hvor kort og mønter fyldte mest. Det gav et svagt træk i gamlinggenet, men blev fralagt sig igen gennem tvang. Angelica havde andet og mere spændende at fokusere på. Hun gik ind i kroen, let kiggende over skulderen for at være sikker på at Avaion var med, inden hun fandt et bord som stod lidt afskået, uden at være fuldstændig væk fra det hele. Det var ganske hyggeligt bord med tre sterinlys, som havde dannet en grans af smeltet sterin omkring blokkene. Det gav et gyldent og varmt lys.

Det gav et glint i hendes øjne da hun lagde mærke til hvilket bord, som den unge kvinde valgte at sætte sig ved. Avaion vente sig idræt imod bartenderen der stod bag kroen og skabte det meget ikoniske billede; et glas der blev pudset så meget at man var usikker på om det nogen sinde ville blive rent. ,,To store krus mjød'' med et lille blink, var det utroligt at han ikke faldt over sine egne ben. For at få de krus færdig gjort så hurtigt som overhoved muligt. 
Detefter sluttede hun sig til hendes selskab. 

Atter tog hun sig den frihed at indtage hver en form, hver en detajle hos den Angel, som hun hurtigt havde døbt den lille ræv. Det ene ben blev lagt hen over det andet. Hvor efter hun lænede sig godt til rette i stolen hun sad på. ,,Så fortæl mig'' hun tog en pause da der blev stillet et par krus imellem dem. Og en meget, afventende mand stod og stirrede sulten på Avaion. Med et hævet øjenbryn og et blik der tydeligt fortalte at han ikke ville få noget ud af det opførsel. Det var lige før man kunne se halen der gled ind imellem benene da han luntede bort. ,,Det ude af vejen'' kom der en smule koldt fra hende, da hendes hånd greb sig omkring kruset. ,,Fortæl mig hvad sådan en smuk kvinde som dig, laver i en ussel shop og stjæler med arme og ben?'' et udfordrende kækt smil brød frem på læberne og et langt drag fra mjøden blev taget.

Det var uvant at være i denne tilstand. Angelica var af natur, mest fokuseret på at tiltrække sig selv opmærksomhed, og nemt udnytte mænds lyst til at komme en kvinde tættere.
Nu, var hendes opmærksomhed nærmest tryllebundet til kvinden som satte sig på den anden side af bordet - og det var svært at skjule. I disse situationer var Angel faktisk direkte usikker på om hun skulle lade sin facination vise, eller om hun skulle spille kostbar.
En let mental latter gled over hendes sind - nu vidste hun pludselig hvordan mændene ofte havde det.

Krusets let svulpende indhold, efter at være blevet sat på bordet, indfangede for en stund Angels blik, inden der blev talt til hende igen. Der var en kort forandring over stemmen, næsten som om at Angel ikke kunne bortforklare sig ud af situationen ved blot at sige det var en tilfældighed. Der var noget farligt over det. "Ejeren er spærre blind, og direkte ligeglad med andre" hvilket kvinden nok havde bemærket ved sit korte besøg på stedet. "Og, jeg kunne godt bruge krystallerne." Angel led ingen nød, men hendes mere eller mindre konstante problem med at satse, gamble og snyde sig til penge, kunne hurtigt vende tallerkenen i hendes hverdag.
Et kort øjeblik gik der en kold følelse ned igennem rygsøljen. Uden så meget som at tænke over det, havde hun talt frit fra leveren. Det var besynderligt.

Avaion nikkede forstående til den unge kvindes udsagn, dog var hun ude afstand til at fjerne det lettere hovmodig smil fra hendes læber. Hvad kunne man gøre, det lå i hendes gener. Desuden var det tydeligt, at denne kvinde gemte på mere end hun ville sige. Og alligevel fik hun følelsen af denne lille ræv, spildte mere fra posen end hun normalt gjorde. Ganske interessant, hvilket lille påfund hun dog havde fundet i dag. Meget bedre end det som var sket i skrædderiet, tidligere på dagen.

,,Med bedre ord, du så dit snit til at tjene lidt ekstra –’’ Avaions blik faldt imod de mænd der lavede et opråb, fordi en af dem vandt. Hun knyttede brynene, havde hun ikke set Angels blik faldt ganske grådigt imod disse kort? Åh, det var den lyst som næsten ebbede fra kvinden, og næsten med fjerlette kærtegn dalede imod dæmonkvinden. ,,Så, du elsker rusen ved at vinde?’’ hun lænede sig hen over bordet, og det ben som der lå over det andet. Lod foden lægge sig ganske diskret imod kvindens ben, mens et kærligt smil overtog det hovmodige. ,,Jeg selv, må indrømme jeg lider under noget ganske ens.’’ Hun fugtede læberne, mens blikket flugtede rundt i rummet. Som prøvede hun at sikre sig at ingen hørte efter, ,,Ser du, jeg kan næsten ikke få nok af andrealinen der kommer af fysisk aktivitet’’ stemmen var kælen, som for mange ville smyg sig ind og kærtegne kroppen. En af hendes mange talenter, som den dæmon hun nu en gang var.

Angelica trak let på skulderen med et skævt smil på læberne og et udfordrende blik. Ja, at tjene lidt ekstra kunne man godt kalde det. Normalvis sank hun ikke ned til niveauet at stjæle, men det kom virkelig også an på hvem der var tale om. Den butik havde hun efterhånden været inde i mange gange, og muldvarpet opdragede, INTET. Men hun forsøgte at holde det tilbage. Denne kvinde havde allerede fået langt mere ud af hende, bare ved at spørge, end normen var. Det begyndte at gøre hende skeptisk.

En skepsis der dalede let, med at en anden følelse overtog. Den simple berøring af hendes ben og det indfangende smil, fik Angel til at glemme at mange ting var hemmeligheder. Hun svarede dog ikke med ord, men med en nikken, mens hun betragtede den anden.
Det nærmest kildede i hele kroppen, ved lyden af den lave, forførrende stemme som gled over hende som kærtegn. Angel gled over i et smil, et smil af interesse og betagethed. "Den adrenalin er også meget meget vanedannende" hun følte sig så dum og uintelligent at høre på. Faktisk lidt som en fuld mand man forsøgte at flirte med. Angel manglede aldrig ord, og alligevel syntes hun at være fuldstændig forladt for ord - kun med fokus på at begære kvinden foran sig. Det var på samme tid en vidunderlig følelse, men også ekstremt skræmmende. Hun følte at hun havde ramt en guldåre.