Hvad end Nao havde sagt om afstanden til Hovedstaden så havde den føltes lang. Ikke først som Maralinda havde set landet ændre sig under sig og skyerne vandre forbi dem, men som nyhedens interesse døde hen gjorde glæden ved det hele også for pigen. Hendes smil falmede væk og hun skubbede sig længere tilbage mod Nao, så hun sad så trygt det var hende muligt. Måske var hun en helt del ældre og mere beregnende end hun så ud, men hun levede også af følelser og var derved sjældent helt upåvirket af dem. Hvordan de påvirkede varierede og hun var ikke helt sikker på hun brød sig om båden morgenen havde gjort det på. Hun havde virkelig været bekymret for sin sikkerhed et øjeblik der og ægte glad for hjælpen der var kommet.

Så brød udsigten der voksede frem dog hendes tanker og fik hende til at læne sig frem med fornyet iver. Hovedstaden voksede frem for hendes blik og i den krystalpaladset der funklede i solen. Ikke så meget som den blonde kvinde Gloria havde beskrevet det ville, men nok til at hun gav et begejstret lille udbrud fra sig. "Hvor er det smukt!" Hun glemte hvor hun var, som hun drejede sig om i favnen på Nao for at se op på ham. "Er det virkelig der vi skal hen?" Hun lod den barnlige iver gennemsyre sin stemme og sit blik, før hun lod det vakle og falme som hun bed sig i underlæben og vendte sig frem og sidde rigtig på griffen igen. "Vi var på vej her hen.. da det skete..." Hendes stemme var blevet lille igen og sorgfyldt.

De nærmede sig krystalpaladset og inden længe ville de være fremme, de timer de havde brugt på at flyve her hen var gået langsomt, og især for Mara var han sikker på. I løbet af turen havde Mara rykket sig tættere og tættere ind på Nao, og han var sikker på at han havde givet hende den manglende tryghed og han var glad for at hvis det var sådan. Krystalpaladset var fantastisk og især heroppe fra hvor man kiggede ned på dets funklende ydre og de små mennesker som havde travlt med deres hverdag. Borgere som rendte rundt uden for paladset, vagter som nærmest stod forstenet og sikrede paladsets sikkerhed og alle de andre mennesker som var paladset nær.

”Det er rigtig smukt, ja der skal vi hen” sagde han og forsatte ”Men vent til du ser det indefra, det er stort og flot og alle de mennesker som bor i paladset vil tage godt imod dig” Han smilte. ”Jeg ved det er svært, men du skal ikke tænke på det der er sket, det gør dig kun trist igen. Selvfølgelig er det svært, men nu skal vi se fremad” Han ville ikke lyde ond, men hun måtte se frem.

De nærmede sig paladset og Helios landede ved staldene, så han kunne komme på plads og få lidt forplejning, det trængte han nok til efter sådan en lang flyvetur. Nao hoppede ned fra Helios og rækkede Mara sin hånd og fik hende ned fra det store dyr. ”Så er vi her, krystalpaladset” han smilte tydeligt til pigen, ”Vi finder nogle tjeneste folk og så kan du få en masse at spise, komme i et bad måske og få noget fint tøj på og føle dig som en lille prinsesse”

Et lille smil sneg sig frem på Maralindas læber som hun så på Nao med strålende øjne, før hun vendte sig tilbage til at sidde ordentlig på griffen og lænet ind til ham. Hans stemme så fyldt med varme at hun ikke kunne andet. "Vil de?" Hun mærkede smilet falme som tvivlen også sneg sig frem i hendes stemme. En ting hun gjorde ganske bevidst, men følelsen var ægte. Hun tvivlede på at folk ville tage godt imod hende. Det gjorde de aldrig. Hun holdt dog den mening for sig selv, som hun lyttede videre og så paladset komme nærmere. "Jeg forsøger, men så er det at jeg glæder mig til at fortælle min mor eller far om det jeg ser og så husker jeg ikke de er væk..." Hun krøb lidt sammen ind mod ham og knugede lidt tydeligere om pelsen hun holdt fast i.

En god ting som Helios i det samme valgte at cirkle ned mod en gårdsplads og fik hende til at trække vejret lydeligt ind i overraskelse. Det distraherede hende også fra de triste tanker, hvilket kunne ses, som hun smilede svagt da hun aede griffen efter de var landet. Hendes blik gled til Nao, som han steg af og et smil fulgte, som han rakte op for at hjælpe hende ned fra griffen. Hun tog hånden, svingede benet over ryggen på dyret og lod sig glide til jorden hvor hun landede let.

Maralinda slap dog ikke hånden men knugede den let, som hun så op på ham og så ned af sig. Synet af blodet fjernede endnu engang smilet fra hende og fik hende til at rykke lidt tættere ind til ham. "Og så.. forsvinder du?" Det var ikke helt hendes mening at lyde så lille og fortabt som hun gjorde, men det var umuligt for hende andet. Hvilket irriterede hende en smule for hun plejede ikke at have så svært ved at udvælge hvilke følelser hun ønskede at føle selv.

Han satte sig ned på hug for at komme i øjenhøjde med Mara og tog så hendes lille hånd i hans hånd. Det var svært at holde glæde i hende længe nok, inden den forsvandt igen. Men hun havde også oplevet så meget død og skuffelse, at det var svært at se positivt på tingene, ”Jeg forsvinder ikke endnu, ikke før at vi har fundet et nyt sted hvor du kan bo og få der rigtigt godt” han stoppede og smilede til hende og forsatte, ”Jeg har sagt at jeg vil sørge for at du får et godt sted at være inden. ”Tjeneste folket vil tage godt imod dig og sørge for dig, og i aften er jeg din partner til midsommerballet."

"Det er nu de afholder det store midsommerbal hvor alle er inviteret, og der vil være mad, musik og dans og så tager vi sammen derind så du kan opleve hvordan sådan et bal er at være med til, det tror jeg ville være sjovt”
Han smilede endnu en gang og håbede på en positiv reaktion fra Mara, det ville hvert fald betyde meget hvis det var noget de kunne gøre sammen inden at han helt forsvandt og hun ville finde sig et nyt hjem. På et eller andet tidspunkt i løbe af de næste par dage ville det under alle omstændigheder komme til at se, da hun nok ikke kunne blive hos Nao. Som lysets ridder ville der ikke være plads i hans liv med et lille barn at tage sig af, selvom tankerne gjorde ham glad.

”Det er derfor at du skal gå med tjeneste folkene inden længe, så du kan blive fin og få det her tøj af” han tog fat i den trøje hun havde på nu og kiggede på den og lod sit ansigt glip op på hendes og smilede til hende, hvorefter han rodede i hendes hår, ”Så kan jeg få snakket og aflagt rapport omkring alt det jeg har set og så er der et hold som blive sendt derud og ordner tingene derude og så får vi din familie her til Hovedstaden og så giver vi dem en flot begravelse og du kan kigge til dem hver eneste dag du har lyst til” Han håbede at hun ville gå med tjeneste folkene, han vidste at de havde knyttet sig godt til hinanden, men han kunne ikke være hos hende hele dagen også selvom at han gerne ville.

Maralinda fulgte Nao med blikket som han satte sig ned på hug foran hende og tog hendes hånd i sin. Der fandt hun hans blik og holdt det, mens hun sugede hans forsikring til sig. Lidt efter lidt var det da også tydeligt at hans ord trængte ind og fik hende til at nikke, før et lille bitte smil tegnede sig på hendes læber. "Det lover du?" Hun holdt stadig hans blik, men som han fortsatte slappede hun en smule mere af. Kun for at lyse op i overraskelse. "Er det i aften? Åhh det har jeg altid gerne ville opleve!" Hun vidste ikke helt om hun brød sig om tanken om at gå fra ham og over til de tjenestefolk der havde vist sig på gårdspladsen efter de var landet. De var fremmede og langt mere det end ridderen var.

At høre ham fortælle om den kommende fest holdt dog det glædestrålende lys i hendes brune øjne og smilet på hendes læber. Med det i udsigt så kunne hun nok godt finde sig i at blive overladt til andres opsyn en tid. Hun holdt hans blik som hun tog hans ord ind og nikkede så tøvende. "Vi tog ikke mit tøj med fra..." Hun så lidt fra ham, som kunne hun ikke få sig selv til at nævne landsbyen helt eller vidste hun ikke hvad hun skulle kalde den. At tænke på det havde fået smilet til at vakle, men det havde han åbenbart et middel imod. I hvert fald vendte det tilbage, da Nao rakte ud og uglede hendes hår. Hun daskede let til hans hår. "Du mener klaret alt det kedelige?" Aflægge rapport lød kedeligt.

Så nikkede hun dog endnu engang, mens hun kæmpede med at holde smilet fremme. Noget der lykkedes for hende, men mest fordi hun smuttede frem og spontant gav ham et knus. "Det ville være rart." Hun følte ikke noget for den døde familie, men den pige hun lod til at være gjorde og Maralinda havde ingen problemer med at blive i rollen. Lidt for få faktisk, hvilket stadig skræmte hende lidt. Hun skjulte det dog til at tænke over senere, når hun var ladt alene. For nu løsnede hun dog armene fra ridderens hals, forsøgte sig med endnu et smil til ham der ikke helt ville, før hun vendte sig mod tjenestefolkene. En af disse var kommet hen og nejede for Nao. "Et hittebarn, sir?"