Det var en kølig vinterdag, hvor sneen dalede ganske stille og roligt ned over hovedstadens mange huse, gader og ikke mindst de mange boder som stod rundt omkring på markedspladsen. De fleste boder var åbne, til trods for det kolde vejr, og man skulle være dækket godt ind for ikke at begynde at fryse. Heldigvis var blæsten nænsom denne dag, i modsætning til hvor kraftful og voldsom den kunne være. Faktisk åndede alt fred og idyl denne middag, som den rødhårede Amy gik ned af markedspladsen i et ganske roligt og glad humør. Vinter havde aldrig rigtig været hendes ynglingsårstid, men i modsætningen til de mange andre år var hun dækker ind i en varm jakke og havde rent faktisk tøj på, som var passende til årstiden! Hendes hår var tilbagesat i en busket hestehale og kun enkelte totter hoppede let ud af spændet engang imellem.

Amy var gået på markedspladsen for at se sig lidt om. Hendes tidligere domæne som gadebarn havde været her. Hendes alt for mange tyverier og narestreger fandt sted her. Det var både et forfærdeligt genmøde, men også et smil havde fundet frem på hendes læber. Hun kunne ikke flygte fra hvad hun havde været, eller hvem hun var nu. Roen omkring det var blevet større og hun så langt mere afslappet ud, som hun kiggede vare igennem som en sandfærdig kunde, for første gang i alt for mange årtier. Hun gik nogle boder videre, mens hun mærkede en ubehagelig velkendt følelse sprede sig igennem kroppen på hende, og få hendes mave til at spænde sig sammen. Hun følte at der var noget eller nogen som holdte øje med hende, eller i hvert fald kort iaktog hende. Amy fortsatte hen til udkanten af bodens teltomslag og kiggede bagved. Det havde i hvert fald før været et godt gemmested for hende selv når hun udspionerede folk!

Vinteren var kun taget til efter at den længste nat var kommet og gået. Det skulle ellers varsle lyset tilbagevenden, men det var ikke hvad naturen signalerede. Caitlin skuttede sig let i kulden. Ikke at den var så slem i dag, som den havde været de tidligere. Vinden havde lagt sig og skyerne hang tæt over hovedstaden. Det gjorde at sne faldt blidt fra himlen, men det var da bedre end den isnende kulde der fulgte en klar en af slagsen. Hun kastede et blik opefter som hun gik, men der var ingen ændringer at se.
Hun var fornuftigt klædt til været og faldt rimeligt i med mængden. Hendes støvler var de samme som altid, men uldne benvarmere var trukket ned over dem fra knæ til fod. Sweateren hun havde på gik ned til knæene og langt ud over hænderne. Flere størrelser for stor gjorde den rart at have ud over det andet tøj og et godt yderste lag af tøj der ikke hæmmede hende alt for meget. Hun havde også et halstørklæde viklet om halsen der macthede resten i sine neutrale grønne farve. Brunt og grønt var i det hele taget hvad hun havde på, skønt farverne var udvaskede af slid, brug og snavs.

På markedspladsen gled hun dog hurtigt i et med mængden. Hendes blik var afslappet, men årvågent, som hun spejdede efter muligheder og fare. Desværre var det det sidste hun så først. Stille skiftede hun retning om bag en bod i stedet for at fortsætte videre frem mod den gruppe af drenge hun kendte alt for godt. Der fra fortsatte hun noget mere varsomt mod en anden del af pladsen.
Det var ikke så længe siden hun sidst havde haft et mindre sammenstød med drengenes leder og ikke helt havde levet op til dennes ønsker for hvad hun gøre for dem. At kalde dem drenge var efterhånden også en tilskyndelse, for flere og flere af dem var rundet atten og hvad mange betragtede som voksenstadiet. Hun havde undgået dem siden, men som hun rundede endnu et hjørne spottede hun dem igen og var slet ikke glad for den måde hun kunne se de så rundt på. Der var noget i gære.

Lydløst fortsatte hun ind mellem boderne til hun kunne smutte i skjul bag en af dem, hvor Amy og hun tidligere havde mødtes på udkig efter mulige mål. Det var også her hun sad, da hun så Amy dukke frem ved boden og i finere stand end hun havde set hende før. Det i sig selv var værd at bemærke havde Caitlins sind ikke været så optaget af alt andet.
Hun mødte den andens blik med et tvunget smil, der på ingen måde nåede hendes blik. Det fik hende dog frem igen og til at slutte sig til den anden ved boden med en påtaget udstråling af at høre til. "Hej... Længe siden." Hun ville helst langt væk fra Amy, så den anden pige ikke blev set sammen med hende af drengene, men smuttede hun bare ville Amy først for alvor forfølge hende. Så lidt småsnak var nok hvad der måtte til.

Amy havde selvfølgelig sørget for at kigge omkring sig. Efter at være smuttet fra gadelivet til et mere sammenhængende liv, var hun heller ikke den som var allermest populær i nogle af de større banders verden. Dog havde hun stadig den fordel at hun havde haft meget at skulle havde sagt blandt børnene. Det betød selvfølgelig ikke at folk lod hende være. Lige nu mente hun dog ikke at hun var forfulgt. Ikke før hun mærkede øjnene som hvilede på hende.

Amy så den velkendte skikkelse bag boden og undrede sig over hvad hun lavede der, og hvorfor hun skulle udspionere lige præcis hende. Hun fandt dog hurtigt ud af at det var fejlantaget at det var Amy hun holdte øje med. Det var nemt at mærke ud fra at hun vrkede meget overfladisk i hendes talen. Som skulle det blot være kort sniksnak. Hun løftede et øjenbryn og kiggede diskret omkring sig. "hvad har du lavet?" svarede hun ligefremt og kiggede spørgende på hende. Amy var ikke nemt at løbe om hjørner med, og det vidste folk. Men det betød selvfølgelig ikke at man prøvede. Amy gik let i dække bag teltet og derved også tættere på Caitlin. "Hvad gemmer du dig for?" spurgte hun lavmeldt og kunne ikke undgå at tænke på om hun var blevet snuppet i at tage noget fra en af boderne. Der virkede bare for roligt og stille til lige netop det scenarie.

Caitlin sukkede teatralsk som Amy ikke lod sig glide af med lidt løs snak. Den yngre pige havde håbet at hun bare for en gang skyld kunne snige sig uden om at skulle forklare veninden hvad der var på færde, men det var et håb født i drømme. "Din tiltro er slående!" Hun forsøgte at lyde sorgløs, men overfor AMy kunne hun ikke skjule et flakkende blik mod omgivelserne. I det mindste var Amy kommet ind til hende mellem boderne, så de ikke var så synlige mens de snakkede.

Noget AMy åbenbart også havde indset og med sit spørgsmål fik Caitlin til at skære en grimasse og se direkte på hende. "Nogen gange ville jeg ønske du ikke så alt, ved du godt det?" Hun sendte bodejeren et nervøst smil over Amys skulder og lod så endnu engang glide mod pldsen, før hun mødte venindens blik. "Det er Henry, okey?" Med det trak hun Amy med sig væk fra eventuelt lyttende øre og væk fra boden. Det forstående udtryk hun havde set på bodejerens ansigt havde været rigeligt for hende til ikke at skulle have mere sagt der. I stedet sænkede hun stemmen, så den kun bar til Amy, mens de gik. "Jeg sagde nej til at være hans lokkedue mere og han tog det mindre pænt... og du kender ham jo." Henry var en der gav udtryk for sin utilfredshed gennem fysisk overmagt.

Caitlins flakkende blik, var ikke nogen betryggende faktor på nogen mulig måde, og det var også hvad der havde fået alarmklokkerne til at ringe hos Amy. Caitlin var altid observant på alt omkring sig, men hun virkede som regel aldrig så flakkende i sit blik som nu. Amy havde en grum ide om at der virkelig var noget efter hende denne gang, som hun ikke havde planer om at løbe ind i. Amy fik himlet svagt med øjnene, og sørgede for selv at holde sig opdateret om deres omgivelser. ..aha.." kom der ganske amyagtigt fra den rødhårede pige, som godt bemærkede nervøsiteten. Amy ville påstå at hun nok var en af dem som kende Caitlin bedst. Hun kendte langt fra til alt! men hun vidste stadig meget om sin veninde.

Et øjenbryn skød op, som Henrys navn blev nævnt, og amys blik blev lidt mere dystert og alvorligt, end det i forvejen var. Hun gik uden at indvende sig med væk fra boden i et normalt og ikke bemærkelsesværdigt tempo. Således ville de falde så godt ind i mængden som det var muligt. Amy nikkede og så bekymret på Caitlin. "Ja jeg kender ham.." det var ikke ligefrem varme minder som ramte Amy. Heldigvis havde Amy altid været rimelig højt indenfor gadebørnenes hiraki. Hun var ikke den højeste, bevars, men hun havde stadig noget at skulle havde sagt. Henry var ikke noget rart menneske at gøre sig bekendtskab med, og han havde en uhyggelig trang til magt. Amy bed sig let i læben og mærkede en ubehagelig følelse op af rygsøjlen. "Hvad vil du gøre? Du kan ikke blive ved med at rende rundt i gaderne, hvis han har sat folk efter dig!" Amys stemme var lavmæld og hun forsøgte at undgå at tiltrække sig nogen form for opmærksomhed.

Caitlin skar en grimasse og så en smule nervøst væk. Så trak hun vejret dybt, lukkede øjnene kort og åndede langsomt ud. Som hun åbnede de blå øjne igen var en ro faldet over hendes person, der næsten dækkede det stadig alt for årvågne blik og den kontrollerede måde hun bevægede sig på. Lidt for klar til at stikke af, men dog ikke så det var så tydeligt for fremmede at se. Det hjalp også at Amy slog følge med hende og hun så hvordan den andens blik formørkedes ved hendes nævnelse af navnet. Hun kunne ikke være sikker på han ville hende noget skidt, men det var Henry, så sandsynligheden og fortiden talte for det. Hun nikkede da også bare til Amys første ord. Der var ikke så meget at sige til det.

Det var der til gengæld til det andet. Hendes blik fulgte en skikkelse hun fandt bekendt og som så ud til at stå lænet op af en væg til han spottede dem. Så rettede han sig en smule og gik i modsat retning. Ikke godt. Hun lod blikket glide videre, men kunne ikke helt slippe fornemmelsen af lurende fare. "Væk herfra. Pladsen er for fuld til de vil gøre noget her, men også for nem at kontrollere hvem der kommer og går... Jeg tænkte at søge mod templerne..." Det sidste blev sagt så dæmpet at det dårligt kunne ses at hun bevægede læberne. Templerne ville være en risiko som et hvert sted i byen ville være det, men hun håbede at Henry ville forvente hun søgte andre steder hen.

Amy ville lyve, hvis hun påstod at hun var tryg ved den her situation. Henry var ikke en man umildbart jokede om, og slet ikke gik imod! Det endte for det meste galt. Amy havde selvfølgelig haft sine uenigheder med ham, det var jo trods alt Amy vi havde med at gøre her. Men hun havde altid haft nogle bag sig hver gang. Det havde hun ikke mere. Amy var ikke længere et gadebarn sådan rigtig, og kunne derfor ikke længere sætte sig i samme respekt. Hun var nok lige så meget på dybt vand som Caitlin.

Amys øjne spejdede ubemærkeligt i den anden retning en Caitlins for at være sikker på at de fik dækket et stort nok område. Hun opdagede dog ingenting indtil videre. "Lyder som en udemærket plan." svarede Amy ganske roligt, eller så roligt det nu var hende muligt i denne situation. Hun holdte sig i nærheden af Caitlin som de gik igennem den knap så store mængde. Forhåbentlig kunne de slippe uset hen til templerne. Men chancen. Chancen var nok ikke til deres fordel. "Bare hver klar til at løbe hvis det bliver nødvendigt. Henry har mange spejdere.." kom der næsten åndeløst fra Amy som ufrivilligt havde satte lidt mere tempo på sin ellers rolige gågang.

Caitlin nikkede stille, men hendes blik var stadig på menneskemængden omkring dem. Hun havde ikke brudt sig om at se den unge mand se på dem på den måde og så gå i en anden retning. Ikke mere end hun brød sig om at se byvagter normalt. Ligenu ville hun dog byde synet af et par uniformer mere end velkomment. Gerne stående ved en af gaderne der førte til markedspladsen. Så vendte hun blikket mod Amy og noget ved den anden fik hende til at stoppe op og se indgående på hende. "Måske du burde gå i en anden retning end mig, Amy. Det er mig han er efter trods alt - ikke dig..." Hun ønskede ikke at veninden skulle komme i problemer fordi hun fulgtes med hende på markedspladsen. Det var skidt nok de msåke var blevet set sammen, men hun ønskede ikke at Amy skulle være sammen med hende, hvis hun ikke var hurtig nok til at komme væk.

"Der er ingen grund til..." begyndte hun, før hun videde øjnene ud, greb den andens arm og trak hende med sig. "Løb!" Mere forvarsel gav hun ikke Amy, før hun satte af sted mod nærmeste vej væk fra pladsen, gennem mængden som den smidige kat hun kunne være og uden at sænke farten for andet end at se sig tilbage efter veninden. Hun havde spottet tre velkendte ansigter på vej imod dem og vidste de var spottet. Kunne de løbe fra dem kunne de slippe væk, men det krævede et forspring og at de kom ud hvor der var flere veje at vælge imellem. Ved gadens start så hun endnu et velkendt ansigt stå, men også at han var for langsom i optrækket til at forhindre dem i at komme forbi. Slet ikke da de var to og løb hver sin vej omkring ham. Fuck, fuck, fuck! var det eneste der gav genlyd i hendes hjerne, som hun løb og forsøgte at holde øje med både Amy og forfølgerne.

Amy kiggede nærmest despreat efter en venligt velkendt ansigt som hun kunne søge hjælp hos i denne situation. Det så dog ikke ud til at være tilfældet lige nu, og der var ikke engang en enkelt byvagt eller to. Hun rynkede sine bryn sammen og så på Caitlin der begyndte at forklare. "Caitlin.." fik hun indskudt ind i venindens talestrøm, inden denne fortsatte og derefter stoppede alt for brat. Amy satte i løb så snart hendes hjerne havde opfanget hvad der foregik. hendes øjne var store og flakkende efter en måde at smutte væk på. Hun var få skridt bag ved Caitlin hele vejen, og var nærmest som et rødt efterskær fra veninden. Amy var ret sikker på at de måtte være blevet opdaget.

Amy kom med en let forskrækket og forpustet lyd som hun undgik den pludselige indblanding fra et knav så venligt, dog velkendt ansigt. Hun kiggede tilbage og så nu til sin ærgelse 4 efter dem. Typisk. De drejede om et hjørne, hvor der længere fremme stod en mørk skikkelse lænet op af muren. Røgen der steg op derfra og det mørke hår var for Amy alt for let kendelig, som ikke bremsede ned noget sekund. "oh nej.. " kom der lavmeldt fra hende. For alt i verden opdagede han ikke at det var hende. For en gangs skyld måtte lykken virkelig gerne tilsmile hende!

Tobakkens søde urter blandede sig både i næse og mund, da mennesket inhallerede pibens røg. Han rynkede brynene trækkende træ-piben fra hans mundvige, imens han lod den tykke røg falde ned over hans overlæbe, fra hans næsebord, som et vandfald dannet af røg. Noget der mindede om et veltilfreds smil bredte sig over Handarks læber, da han lod sig fylde med en sagte ro - noget han længe, ikke havde ladet sig tillade at gøre (ikke fuldkommen). Han ville have ladet roen komme til ham, og han ville taget imod denne med åbne arme, hvis det ikke skyldes uroen der synes at danne sig længere fremme på den gade, han opholde sig på.
"Hm?"
En underlagt brummen hørtes fra hans hals, undrende, da han løftede blikket imod den modsatte retning, hvor han var kommet fra. Sjældent lod han sig påvirke af sine opgivelser, og lige så sjældent lod han til at lade sig, og hans opmærksomhed, fange af sine omgivelser. Denne gang var dog ganske anderledes, hvilket også kom til at forklare det lette - ganske umærkelige - smil, som prægede hans læber. Amys skikkelse synes at være ham mere og mere genkendelig. Hendes udseende bar en stor vigtighed, men hele hendes væremåde - den stemning, og den aura hun udsendte, var for ham nok det mest genkendelige. Om nok kendte han ikke den unge krystallianer så godt, som han kunne komme til, men han kende hende godt nok. Godt nok til at vide, at det ansigtsudtryk hun bar - som han fangede hendes ansigt med øjnene - dét var ikke godt.
Som deres øjne mødtes, Amys langt mere paniske end hans, trådte han fremad. Han tiltede hovedet spørgende, forberedende sig på hvad end der måtte komme - han glemte helt at fokusere på hvad end der var bag Amys løbende skikkelse.
"Amy?"

At de slap væk fra markedspladsen var så meget held som det var snilde og skyldtes uden mindste tvivl at de var to og ikke kun en. Alligevel var Caitlin meget splittet over at hun var rendt ind i Amy på markedspladsen. Henry og dennes bande var hendes problem, ikke venindens og hun ville hade hvis der skete Amy noget på grund af deres tilfældige møde. Derfor sænkede Caitlin også farten som de rundede det første hjørne og lod Amy komme op foran sig. At veninden løb så meget for livet som hun selv var hun dog ikke det mindste i tvivl om. Caitlin var blot kommet det lidt før af sted.

Hun så manden stå lænet op af husmuren længere fremme, men tildelte ham ikke nærmere blikke end det. Som hun løb havde hun allerede opmærksomheden delt mellem de fire, der i noget tungere og langsommere tempo kom løbende efter dem, og Amy, der som et rødt skær på den triste grå gade løb af sted foran hende. Alle andre blev kun noteret som forhindringer i bevægelse eller ikke bevægelse. Manden skiftede dog katagori, som han rettede sig op og fik mere interesse, som han sagde Amys navn. Måske det eneste han kunne sige der ville trænge ind til den mørkhårede pige også. Hun så spørgende mod Amy, før hun så tilbage over skulderen igen efter dem der ikke kunne være langt bag dem.

Amy fortsatte med at løbe for livet, men forvirringen som skikkelse bragte, gjorde også at hun ikke opdagede at Caitlin sakkede bagud og løb efter Amy i stedet. Hun var lidt for fokuseret på at be til de guder hun ikke troede på, for at han ikke blandede sig. Ikke for hendes skyld, men så sandelig for hans egen! Men så heldig var hun ikke. De fire drenge var ikke nær så hurtige som de to spinkle skikkelser som spurtede ned af gaden som kuglelyn, men de var der stadig, de kunne se dem og værst af alt, drengene kunne se pigerne. Forpustet bremsede Amy op ved Handark og brugte få sekunder på at få vejret, inden hun havde luft til at tale.

"Handark. Du må væk herfra! Vi-Vi bliver jagtet og.. du.." Amy var så panikken og tør for luft af hun knap viste hvor hun skulle starte eller begynde. Det endte med at hun tog fat i mandens ærme og trak bedende i ham. "De er fire.. vi kan ikke klare dem." det var absolut ikke en opfordring til at Handark skulle tage kampen op for dem, den eneste med et sværd og højst sandsynligt også langt bedre våbenfærdigheder end de to piger havde. Hun forsøgte desperat at overtale ham til at løbe væk. Mest fordi drengenes blikke havde ramt dem, og havde observeret bekendskabet. Amy stod nærmest og hoppede for at komme videre, da hun vidste at for store forsinkelser ville betyde at de blev indhentet! Noget som Amy ikke ligefrem så som den fedeste ide nogensinde.

Med den frie hånd, hvis greb ikke lå omkring den håndskårne træpibe, lagde Handark den beroligende (prøvende) på Amys ene overarm. Han knugende hende ganske let, seende imod hendes øjne imod hun langsomt vandt vejret. Hendes voldsomme uro tegnede ikke godt, hvilket kun kickstartede en hvis anspændthed i menneskets ansigt. Alvoren bredte sig i hans ansigt, lagde sig overalt hvor den kunne komme til; øjnene i særdeleshed. Han lyttede til hendes ord, fandt kortvarigt ingen mening i dem, da han kun talte hende og ingen andre tilhørende skikkelser.
"Vi? Hvem er med dig, Amy?"
Han kastede blikket forbi hende, bagud imod gaden hvor hans øjne mødte de løbende mænd. Han rynkede brynene, spændende kæbemusklerne til bristepunktet, hvilket fremgik i den nu fremhævede muskel. Kortvarigt fangede hans øjne en bevægelse endnu nærmere dem, trækkende hans opmærksomhed i dens retning. Caitlin der placerede sig nær deres to skikkelser, fik mennesket til at kaste et vurderende blik imod hende. 'Vi'et blev hermed forklaret.
"Er I okay?"
Blikket imod Caitlin slap ikke de første mange sekunder; dette granskede hendes skikkelse, overvejende da mennesket synes at kunne huske Amy omtale en god ven blandt gadebørnene - en bedre ven, nok nærmere, end de mange bekendtskaber den unge krystallianer havde dannet sig. Han mindedes navnet Caitlin - men intet var sikkert.
Handark hørte udemærket Amys ord; han hørte udemærket bønfaldelsen i dem, men fandt sig selv - og dem - ganske fanget. En anelse desperat kastede han blikket omkring dem, søgende efter mulige byvagter, men ingen synes (til deres uheld) at patruljere i nærheden af dem. Noget han fandt ganske besynderligt, da dette trods alt var det centrale distrikt - en tilfældighed? Næppe.
Desperationen i Handarks søgen skyldtes ikke frygt, da mennesket havde stået overfor langt værre fjender. Dette var virkelig heller ikke en nødvendighed, at frembringe selve fjenden - det var nærmere det, at der var en fjende. Det at der var nogen, der ønskede andre ondt gav kun problemer - problemer han helst ikke så sig selv, eller andre indblandet i. Desværre var udsigterne til ballade ret nærmende, hvilket gjorde at mennesket stod fast. Det hjalp dem ikke at løbe, det stod Handark ganske klart.
Hånden der omfavnede piben lavede et hurtigt drej, der fik indholdet i hovedet til at falde på jorden under dem. Han placerede denne i bæltekanten, frigørende denne fuldstændigt. Den anden der lå imod Amys arm, skubbede hende ganske forsigtigt bagom ham selv - han talte ganske sagte, da hans øjne lod sig fange af en af de nærmende mænd: "Hold jer bag mig, til at starte med,"
Søgende alle fire mænds øjne, plantende et sammenknebent blik på hver enkelt af dem, forsvandt menneskets hænder bag hans kappe. Den enkelte af dem placerende sig imod det gemte langssværd håndskaft. Han sagde intet, gjorde intet, men så blot afventende imod de fire skikkelser.
Umiddelbart så Handark ganske harmløs ud - noget der var ganske tåbeligt at konkludere. Ganske tåbeligt.

Caitlin kunne så hvor hvordan Amys udtryk gik i baglås som hun hørte manden sige hendes navn og fra da af tog veninden ingen notits af Caitlin længere. Ikke at den yngre pige lagde mærke til meget mere end at hendes spørgende blik ikke blev besvaret, for hendes opmærksomhed var på drengene der stødt halede ind på dem bagfra. Som Amy stoppede op og Caitlin gjorde det samme kort efter, kun for at stå trippende ved siden af den rødhårede med blikket vendt bagud, holdt de op med at løbe, men ikke med forfølgelsen. Deres blikke var låst triumferende på den lille trio, men at de nu gik gjorde dem langt mindre iøjnefaldende i mængden. Faktisk faldt den opmærksomhed skræmmende hurtigt væk, som ellers havde samlet sig om dem så få øjeblikke før.

Caitlin hørte Amy begynde med et navn og så til siden på manden. Hendes blå øjne, præget af frygt, men også en hårdfør vilje til overlevelse, gled over hans udseende og bemærkede sig tavst de små sigende ting der adskilte ham fra de andre usseltklædte på gaden. Han så sådan ud med overlæg. Hun selv trippede stadig og som drengene kom nærmere gjorde hun det lige så stille bag om Amy til hun var, hvor hun kunne se veninden og manden Handark såvel som gruppen der nærmede sig. Deres opmærksomhed og fokus var tydeligvis ved at dele sig. Hun var et mål, men de to andre var ved at blive det i sig selv. Ikke noget Caitlin brød sig om eller rigtig kunne forhindre.

Slet ikke som et alt for velkendt ansigt sluttede op fra siden og fik Caitlin til nervøst rent faktisk at trække ind bag Amys bekendt. Hun kunne se smilet i Henrys blik. Et smil der aldrig lovede godt for den han havde i tankerne. Så vendte han dog blikket mod manden, samtidig med at han gjorde et tagn til resten. De rykkede ud så det ville være svært at slippe forbi dem, men det for de udenforstående ikke så unormalt ud - så man bort for pigernes frygt det var. "Så ynglet har en fundet sig en beskytter. Kedeligt. Jeg antager du ikke vil være så fornuftig at give os de to... piger til en snak?" Henry havde aldrig været til de store offentlige udskejelser. En snak ville aldrig blive på gaden i dagslys - ikke med den snak han havde i tankerne. At sætte i løb efter de to var også hans næstkommanderendes stil og ikke hans.

At Amys bøn ikke virkede, fik blot hende til at blive mere panisk. Hun ville væk! hun ville ikke møde de drenge som jagtede dem! og hun ville havde Caitlin med sig i sikkerhed. Hun bemærkede tydeligt at Handark fik besvaret sig eget spørgsmål ved at se Caitlin som hun hen til dem. "Indtil videre, men ikke meget længere hvis vi-" hendes talestrøm blev afbrudt af en alt for velkendt, men ikke venlig skikkelse trodte frem. Amy slap luften som havde fanget sig i hendes lunger og kiggede flakkende fra den ene store fyr til den anden. De skulle være løbet mens de havde chancen! Hvorfor stoppede hun op. Hun skulle havde ladt som om at han var total fremmed for hende! så var han aldrig blevet indblandet og Caitlin og hende ville havde været over alle bjerge! Typisk dumt og uprofessionelt af hende! Livet væk fra gaden syntes tydeligt at havde svækket hendes eller fantastiske overlevelsesinstinkt. Amy vendte sig og forsøgte at smile til Caitlin, som i at det hele nok skulle gå. hendes læber syntes dog ikke helt at lystre, men svagt dirrende rundt omkring et smil, indtil Henrys klare stemme skar igennem. Der vendte hun hovedet indstinktivt og kiggede frem fra bag den arm som Handark holdte beskyttende frem foran hende.

Varmen steg rasende op i hendes kinder, som hendes øjne kneb sig sammen. Bare hans stemme var nok til at vreden boblede sig frem. Alle de problemer og episoder hun havde haft med den idiotiske dreng. Alle de gange hun var stødt på ham og måtte opgive egent bytte for at overleve. Hendes vejrtrækning steg i graderne og hun havde mest af alt lyst til gå hen og slå vildt og voldsomt på den bredde lidt ældre fyr. Men det ville nok være det mindst fornuftige at gøre. "Endnu engang har du vist dig fra din markant bedste side, for ikke at sige den modigste, og jagtet to piger ned gennem gaden, med hele tre store brød!" Amy havde et kort sekund hvor hun ikke helt kunne styre orderne der forlod hendes læber, og hun trodte forbi Handarks arm, men var dog klog nok til at holde sig i nærheden. "Du er ynkelig Henry! Ter dig som gadernes konge, når du ikke er andet end et usselt lille fjols, der gemmer sig bag sine, umuligt, endnu dummere håndlangere." Planen nåede hende hovede, men hun kunne ikke li den ret meget. Hvis hun ellers fortsatte med at snakke og ikke mindst fornærme, havde Caitlin en chance for at snige sig væk, uden blikkende opdagede hende. Hun var trods alt langt mere stille og snedig end man umildbart skulle tro.

Følgende Caitlin med øjnene, da hun fulgte Amy's (godt nok lidt påtvungne) eksempel og placerede sig bag hans skikkelse, opfangede han angsten i hendes blik. Frygten havde præget hendes ansigt siden starten af deres møde; det var den mest gennemtrængende følelse af alle dem, der havde malet den unge kvindens ansigt og det var den eneste, der endnu ikke havde forladt hende. Graden af angst i deres lille trio synes dog at stige yderligere, da en nyankommen skikkelse trådte til i den lille forsamling af mennesker. Det sleske smil der formede sig på mandens læber, var ikke til at tage fejl af. Da menneskets blik først havde lagt sig på Henrys ansigt, slap det ikke igen lige foreløbigt - som Henry valgte at tildele hans uforbeholdne opmærksomhed til Handark, valgte mennesket at gengælde den. Psykopat.
Handarks valg af placering i det lille drama, kunne ikke ændre sig - om nok fremkom det sådan, at de to piger havde rodet sig ud i noget af et scenarie, men det at han havde taget del af det ændrede ikke andet, end at antallet af folk imod hinanden blev noget i nærheden af ligevægtigt. Så på den anden side: mennesket regnede bestemt ikke med en fair kamp.
Amys lettere (mildest talt, virkelig) aggressive frembrud fik mennesket til at trække på en grimasse. Han forstod hendes frustration, afmagten ville selv få ham til at reagere som hende i en lignende situation, men handlingen hun udførte var ganske uklog. Det ville ikke kun pirre mændenes, muligvis voldsomme, tørst efter at gøre nogle ondt - og det var aldrig godt. Om nok besad mennesket vilde former for våbenfærdigheder, men han var trods alt kun en mand, og pigerne bag ham - han anede ikke hvilke kræfter de besad, men han stolede nok på hans mavefornemmelse til, at han vidste de heller ikke ønskede kamp. De lignede heller ikke just nogle der var vant til det, i forhold til mændene overfor dem. Også var der selvfølgelig en af de vigtigste faktorer: de var i undertal.
Handark trådte et enkelt skridt fremad, støttende den rødhårede krystallianers tale. Han skævede ganske kort bagud, imod Caitlin for kort at fange hendes blik - han vidste ikke hvad han skulle forvente af sig selv, da han talte:
"Henry - Henry, er det?"
Menneskets yderst karismatiske smil prægede hans læber, da han talte - dog synes en voldsom kulde at gøre forskellen på hans sædvanlige udtryk.
"Fornuft? Lad os tale om fornuft: vi forlader hinanden, allesammen, også ser vi aldrig noget til hinanden igen, ja?"
Han rynkede brynene, ladende det kølige smil falde fuldkommen fra de smalle læber. De unaturligt intenstfarvede øjne, seende imod Henrys, rokkede sig ikke en millimeter da han afsluttede sin sætningen fuldkommen:
"Det er hvad du får af 'snak', herfra,"
Hånden der hvilede imod sværdets håndskaft, klikkede klingen en tommelfinger-længde ud af skeden.

At Henry ikke ligefrem satte pris på den forviklinger dagens lille jagt havde taget, var til at se på hans blik. Hans plan havde været enkel: få øje på tøsen, spær alle andre veje væk end den mod ham og få en lille snak med hende når drengene havde drevet hende ind. Ikke nogen jagter hen over torvet eller gennem gaderne der trak unødig opmærksomhed på dem pg bestemt ikke at tøsen skulle have selskab af ikke bare den flabede rødhårede strigle, men også af en mand af ukendt baggrund. Det sidste var klart det der irriterede Henry mest. han holdt af at vide hvor han stod og mod hvem.
Derfor gled hans blik også først fra Caitlin til Amy, som fik tildelt et alt andet end venligt smil. "Amy... Jeg syntes nok her lugtede af dødt egern... Var du ikke færdig med at rende med gadeunger?" Han ikke så meget som så på i Caitlins retning, hvilket nok var meget godt for hendes udtryk var alt andet end blevet venligere ved den bemærkning. Hun var på grænsen til at forlade gadebørnene alene ved hendes alder og hun vidste det var en del af hendes problem med ham lige nu. Åh - og så at hun havde sagt nej. Hans smil gled skævt som han tilføjede. "Nu du lader som om du er blevet respektabel." Hånen i hans stemme var ikke til at tage fejl af, som den også var i hendes blik. Hun kunne lade som om nok så meget hun ville, men for ham var hun stadig intet at respektere.

Resten af hendes udgydelser ignorerede han som de hidsige ord Amy så ofte havde smidt efter ham, når de havde strides over områder eller krydset veje af andre mindre behagelige grunde. Der var en der fortjente hans opmærksomhed langt mere end hun og det var manden der så beredvilligt havde stillet sig imellem de to tøser og deres fire forfølgere. En mand af mod eller storhedsvanvid. Henry mødte hans blik lige på og kunne ikke andet end slutte det nok var det første og at manden havde blikket til det. Direkte intenst og sigende. Han holdt dog en hånd ud mod sine mænd, som de flyttede utålmodigt på sig og fokuserede rimelig intenst på rødtoppen med den store mund. Flere af dem havde deres egne grunde til gerne at ville inkludere Amy i deres planlagte snak med Caitlin.

Henry selv så dog på manden og nikkede let, så anerkendelse af at navnet var rigtigt. Det lille nik blev til et skævt smil, som han svarede. "Ganske fornuftigt, ja, men aldrig er så frygtelig lang tid at skulle undvære det kære lille væsen i." Han sendte Caitlin et lille blik over mandens skulder og så hvordan hendes ansigt lukkede til i en blanding af frygt, irritation og vrede. Hun følte sig bestemt ikke som hans kære noget som helst, men brød sig langt mindre om den undertone der lå i hans ord, som han fortsatte. "Med det sagt, så er dette ikke stedet til at fortsætte snakken længere end højest nødvendigt." Han gjorde en håndbevægelse der fik de fire andre - noget modstræbende dog - til at rykke baglæns og forsvinde i mængden. Som de gjorde det nikkede Henry spottende til manden, før han fandt Caitlins blik og smilede. "Til næste gang, sødeste Caitlin." Så fulgte han resten af gruppen og forsvandt i mængden.

Caitlin så efter ham med et lettere stivnet blik og et sind der ikke helt ville lade den sidste trussel synke ind.

Amy nåede et sted af at være alt for overmodig når først hun var sur. Dette tilfælde var skam ikke spor anderledes! Amy var hidsig rasende og ikke mindst, bare dødtræt af den skøre og sindsyge knægt der mente at han ejede hele undergrunden i hovedestaden. Oh den dag han trådte de forkerte mennesker over tæerne ville Amy fryde sig! gnide i sine hænder af glæde over at han endelig fik et velfortjent rap over nallerne. "Er du ikke færdig med at være en psykopat?" kom der promte tilbage fra Amy som denne påstod at hun havde holdt afstand til gadeunger. Det var vel så meget sagt. Hun havde bare sørget for at dem hun normalvis var ved ikke længere var på gaden. Hendes ansigt fik dog en mere rødlig farve, som var tæt på at matche hendes hår, som hans hånende stemme igen ramte hende. Den lille lort.
Hendes ansigt var præget af vrede og rent faktisk også skam over sin udvikling. Men hvad havde hun at skamme sig over? Hvem mente han lige at hun havde vendt ryggen. "Noget du aldrig ville kunne påstrå, eller så meget som overbevise en eneste sjæl om at du er blevet!" knurrede hun lavmeldt gennem sine tænder, der havde bidt sig sammen som hun så hårdt mod ham. Hvor hun dog havde lyst til at tøre det smil af hans ansigt! gerne med så meget vold som det var muligt.

Amys blik flakkede hen til både Handark og tilbage mod Caitlin, som hun igen forsøgte at sende et beroligende smil. Hun havde ikke tænkt sig at bakke ned, og som Handark talte, så drengene også ud til at få andre ting at havde deres opmærksomhed på. At de rent faktisk gik deres vej, var til stor overraskelse for Amy der så direkte forvirret ud som de gik ud af deres synsfelt. Det føltes ikke rigtigt. Helt forkert på så mange måder og det kriblede i hendes krop over den pludselige forsvinden fra dem. Amy vendte sig mod den let stivnede Caitlin og gik målrettet hen og ruskede ganske blidt i hendes arm. "Hey! Han er væk for nu... Hvad fanden sker der?"

Som Henrys blik til sidst slap Handarks, og de fem skikkelser bevægede sig i den modsatte retning af den lille trio, forholde mennesket sig stiltiende. Hans blik veg ikke fra dem før de var ude af syne, udstøde ikke et eneste ord, før han vidste sig sikker på, at de var ude fra række vide. Noget der mindede om en undertrykt snerren hørtes fra ham, da han langsomt lagde an til at dreje omkring for at vende fronten imod de to skikkelser. Hans blik var ganske alvorligt, brynene over havblå øjne var rynkede og munden bar ganske meget præg af den utilfredshed der plagede Handarks følelsescenter. Hans øjne fald imod de to piger foran ham, hvori han hurtigt (prøvende) fangede begges øjne.
"En nær ven, antager jeg?"
Sarkasmen var tydeligt til at ane i hans tonefald, da han til sidst talte. Håndgrebet omkring sværdet havde ikke løsnet sig, da han vandrede igennem de to skikkelser. Han kastede let med hovedet, antydende til at de burde sætte dem i bevægelse. Gaden de forholde dem på var underligt forladt.
"Normalt ville det ikke falde mig ind at blande mig, men nu når vi allesammen er draget ind i den her -- behagelige situation, så tillader jeg mig at spørge: hvem er Henry, og hvad har I gjort for at træde ham tilpas over fødderne?"
Menneskets tonefald synes underligt roligt, men snerten af den utilfredshed - vrede ville nogle om muligt påstå, denne var selvfølgelig ikke ment til de unge kvinder - var til at ane i hans ord som ham talte.
Han kastede øjnene omkring sig, ladende dem beskue hver eneste krog hans menneskeøjne kunne præstere at gennemsøge. Han ville nødig lade endnu en overraskelse komme bag på ham, specielt da disse for tiden synes at være dødelige. Han trak på hovedet, tiltende det ganske let på skrå da han til sidst kastede blikket over hans venstre skuldre imod Caitlin og Amy.
"Kom, vi skal have jer af gaden,"

Ubevidst var Caitlin trukket baglæns væk fra de fire store fyre og Henry, som snakke var gået. Hendes bevægelser havde været så stille og glidende at de tiltræk sig noget videre opmærksomhed, men de havde fået hende ind, hvor hun havde stået halvt skjult bag Amys bekendt, da de ældre drenge på Henrys vink valgte at forlade dem.
Det var næsten ikke til at tro!
Og så alligevel var det. Gaden var mange ting, men en af de ting alle hurtigt lærte var at tage deres stridigheder hen til steder hvor byvagterne ikke blandede sig. Markedspladsen var fælles territorium og gaderne deromkring det samme, for de var alt for vel besøgte at de vandrende byvagter. Med god grund, men det holdt fejderne, kampene og overfaldene til at foregå længere væk. En god grund for Henry til ikke at ville tage sin 'snak' her, hvis det var alt andet end snak han havde i tankerne - og det var hun lidt for overbevist om det var. Desværre.

Amys tag i hendes arm, fik Caitlin hurtigt rusket ud af de cirklende tanker og tilbage til nuet. Hendes blik gled til den rødhårede fra hvor Henrys ryg var forsvundet af syne og efter en blikken forsvandt det stivnede fra hendes udtryk. Det betød desværre at forståelsen for hvad der var sket og hvad han havde sagt rigtigt kunne ramme hende og det hårdt. Det var dog en frygt hun kvalte i opløbet og begravede dybt til senere håndtering. I stedet trak hun vejret dybt og forsøgte at finde et skævt smil frem at give Amy, som hun trak på den ene skulder. "Han er bare Henry... lidt mere end han plejer godt nok, men stadig bare Henry." Det var ikke rigtig et svar, men som hun sagde det sendte hun et blik over mod Amys bekendt for at fortælle hende det ikke kom fremmede ved. Måske havde manden reddet deres skind, men derfra var der stadig langt til at Caitlin ville sige det store foran ham.

Noget han desværre virkede til at have en anden mening om, som hun fik mødt hans blik sammen med hans svidende sarkasme. Caitlin skar en grimasse og så hurtigt væk. Det blik var lidt for skarpt og lidt for direkte til hendes smag. Det gjorde det heller ikke bedre at han tydeligt virkede som om han havde ret til at bestemme nu han havde stået mellem dem og en truende fjende. Caitlin skævede til siden på Amy, før hun så tilbage mod ham og stillede foldede armene om brystet. Desværre ikke så demonstrativt som hun havde villet det, men mere lidt beskyttende. Hans stemme krævede et svar, hvor rolig den end var og hun havde ikke lyst til at svare. Ikke spor lyst - hvilket kunne ses i hendes blå øjne og måden hun holdt sig halvt klar til at forsvinde i en hver anden retning end mod manden.
Alligevel satte hun sig i bevægelse i den retning han markede, da han så bydende beordrede dem med sig. Trods alt virkede han som bedre selskab end hvad hun ellers risikerede at rende ind i her på gaden. Hun trådte ind tæt op af Amy og hviskede dæmpet. "Hvem er din bekendte?"