Var råbene der havde tiltrukket halvdæmonen til det foregående scenarie? Virkelig ikke. Det var som at stille nogenlunde samme spørgsmål til rovdyret, der var på jagt.
Når ræven hører kaninen skrige, kommer den løbende. Men den kommer ikke for at hjælpe.
Hvad Morgoth netop var vidne til, var et perfekt overfald – eller, snart enden på et. Overfaldsmændene havde endnu ikke anet hans nærværd, og dette med ganske god grund. Han bebrejdede dem ikke, da han et eller andet sted forstod dem. Når man lagde et så stort arbejde; så stor passion og kraft i, at spidde en mand der allerede lå ned (ynkelig handling, virkelig) var det ikke så besynderligt, hvis man ikke lagde sin opmærksomhed et andetsteds. De lagde al deres i kun én handling.
Smilene i kampstønnene var til at ane, måtte han konstaterer da det tredje angreb brød igennem Hakims forsvar. Det knitrede i hans fingrespidser, fik næsten ham selv til at smile der, bag maskens tynde overflade. Det var ikke af glæde han ville have smilet, eller af medfølelse for mændenes iver over deres succesfulde angreb, men nærmere af hån. Det var forkert, det der skete. Det var helt meningsløst; et gennemført, men yderst meningsløst drab (hvis de gennemførte det, vel og mærke). Han vidste, at han nødigt skulle bebrejde folk for deres handlinger med en baggrunds som hans, men det var det i sandhed. Det var ikke en ærefuld sejr, de ville stå tilbage med i hænderne. De havde ikke ligefrem røvet sig selv til den, men det var tæt ved. Alt for tæt på, til at det var behageligt.
Som det fjerde angreb netop skulle til at indtræffe, lød lyden af nærmende skridt. De to af overfaldsmændene så sig over den ene af deres skuldre, gryntende frustreret over deres ubudne gæst. De havde næppe regnet med en påtrængende persona, i deres ellers så indsnævret selskab. Som Morgoth kun var to skridt fra dem (hans lydløse løb, havde ikke været så lydløst endda) trak han sit sværd. Lyden af det sang smukt i hans ører, og netop få sekunder efter dannedes en lyd af lige så fin kaliber. Skriget fra et menneske der blot ikke kunne gennemføres af den simple grund, at halsen der forbandt hoved med krop, var total adskilt.
Da den første krop ramte jorden, vendte Morgoth sin krop i en aggressiv bevægelse, da hugget han netop havde gennemført ikke var helt uden kræft. Overfaldsmændene var ikke længere deres titel værdige. Overraskelsen i deres ansigter havde været penge værd, hvis man havde fanget dem netop i det øjeblik deres boble sprang – men den ville ikke vare længe. Det vil ikke tage dem mange sekunder om, at komme til hægtende og fange fuld fokus igen. Det var derfor halvdæmonen ganske klart, at han måtte handle blot en anelse hurtigere.
Gennemspidende den anden af mændenes pande, med sådan en kræft at det skubbede ham forover, gennemborende grunden under dem, måtte Morgoth slippe hans våben. Han bukkede sig fra den sidste overlevendes våben, hørende den susende lyd over hans hoved. Angrebet bragte hans krop i en akavet stilling, der resulterede i et svigt i hans balance evne. Han nåede netop at se et triumferende smil præge menneskets ansigt, lige kort inden han spiddede hans torso.
For en kort tid var han stiltiende. Han havde netop udstødt et støn, der ville have lydt som den endelige vejrtrækning. Morgoth havde igennem lang tid lært, at dette ikke var og aldrig ville blive tilfældet. Dette anede mennesket foran ham dog ikke, da han slap hans våben, betragtende hans offer. Hvad han så, var en mand, omfavnende hans eget våben, i hans sidste levende øjeblikke. Hvad der blot var sandheden var, at det ikke var Morgoths sidste – det var hans.
”Urgh!”
Smerteudbruddet var lige så ægte som den silkeagtige stribe af blod, der kastede sig i synet på mennesket foran Morgoth. Lige så ægte var angsten der malede sig i hans ansigt, som blodet der farvede det rødt. Et tilfredsstillet suk hørtes fra halvdæmonen, da den tredje krop kollapsede på jorden. Han vendte sin opmærksomhed et andetsteds hen.
”Så, fortæl mig nu,”
Langsomt, en anelse besværet af det helende sår i hans mave, satte han sig på hug ved Hakims side.
”Er I virkelig besværet værd?”