Her er vinden knapt så nådesløs, og sandet kastes i hovedet knapt så smertefuldt. Solen bager ned, men Ihsan har fundet en samling høje sted og er krøbet i ly for de varmeste timer. Hun sidder og laver cirkler i sandet med fingeren, men de viskes ud af vinden lige så hurtigt, som hun kan få dem lavet. Et tungt suk undslipper hende, og hun keder sig bravt. Ingen fisk, ingen vand ingenting, bare det forbandede sand over alt. I adskillige dage har hun løbet gennem den brændende ørken for at nå tilbage til helbredelseshuset, men det tager tid, og hun er så træt. Men det nytter ikke at lægge sig til at sove lige nu, ikke når vinden er på. Sidst hun gjorde forsøget vågnede hun dækket helt af sand og med sand i lungerne, så hun havde været ved at kvæles. Så for nu måtte hun nøjes med at hvile sig lidt og vente på natten, så hun kunne løbe det sidste stykke.

Sandstormen tog til. Man ikke ikke se en hånd for sig. Hvorfor havde Celeb også valgt, at tage genvej igennem sandet? Det havde været hurtigere at gå gennem Mørkets Skov, men nej nej. Sandet og ørkenen, var jo mere sikker. Celeb følte sig lidt dum. Han havde gået her ude i nogle dage, og var nu næsten helt dehydreret. Han faldte sammen i sandet. Var det nu han skulle vende hjem til Kile? Nej, han måtte kæmpe videre. Med besvær kom han op og stå, og gik videre, indtil han fadlte igen. Denne gang rejste han sig ikke. Var dette virkelig hans skæbne?

Ihsan får øje på skikkelsen, der kæmper sig vej gennem sandet, og selvom hun først er for usikker til at gøre noget, knurrer hun, da han ikke rejser sig og smutter så ud for at hjælpe ham. Hun bidder sig fast i nakken på hans tøj og trækker ham på alle fire hen i læ af stenen. Hun har ikke noget vand og ved ikke helt hvordan, hun skal vække ham, så hun ender med at slikke ham på kinden. HAn smager tør og salt af sved, og hun skærer en grimasse.
"Hej, menneske, vågn op. Lad være med at være død!" det sidste er en ordre, og hun klappe ham på siden af hovedet en smule årdt. Hendes lange, røde hår hvirvler ind foran hendes ansigt, og hun trækker det væk med den håndlignende pote. "Menneske, vågn nu op fra din død!" Hun bidder sig selv i læben, hendes tanker går til Kijos livløse krop tilbage det sted, hun efterlod ham. Ikke en til, tænker hun bittert, og ham her kender jeg ikke en gang. Hun sukker og sætter sig over igen og fortsætter med at lave cirkler i sandet, mens hun lidt betuttet ser over på ham med hovedet på skrå og halen liggende fladt.

Pludselig slog Celeb øjnene op. "Hvem kalder du menneske? Kan du ikke genkende en elver, når du ser en." Celebs stemme var svar, men stadig kæphøj. Han fik sig rejst op, for at se, hvem han talte til. Med det samme han så hvad, trak han en af sine knive, fra rustningen. "Ven eller fjende?" kniven pegede direkte mod, dette dyr. Eller var det et menneske? eller begge? Celeb var ikke helt vant til at se, disse skabninger, og han vidste at nogle af dem, også var vilde. Han måtte være fokuseret, selvom han var svag.

Hun lægger hovedet på skrå uden at gøre mine til at angribe.
"JEg er ikke venner med mange, men jeg har også få fjender," siger hun tænksomt. "HVad er en elver?" Hun gned sit øje lidt med håndledet og slikkede et par sandkorn væk fra pelsen der bagefter, før hun igen opmærksomt så på ham, hendes grønne øjne omhyggeligt undersøgende. "Du har hænder som et menneske, ben som et menneske, ingen pels, fingre og..." hun kravler hen og prikker mod hans fod, "sikkert også tæer som et menneske og ingen hale ... du ligner et menneske i mine øjne."

Celeb sank kniven igen. Dyret snakkede. Det var civiliseret. Da den undersøgte han nærmere smilede han lidt. "Mine ører, min hud. Ligner det et menneske?" Celeb kunne ikke tro, at denne skabning aldrig havde set en elver før. Havde den boet her ude hele dens liv? "Hvad hedder du skabning?" Celeb kiggede ned af sig selv. Han havde stadig sin vanddunk. Den troede han, at han havde tabt. Han tog den op til munden, og tog meget lidt vand. Han måtte sparre på det sidste.

Hun rejste sig op på benene og kikkede nærmere på hans ører og hud, prikkede let til øret.
"Nææh, jeg har aldrig set nogen med sådan nogle flotte ører. De er lidt ligesom mine, er de ikke?" Hun trækker et af sine egne, spidse ører ned og trækker fingrene hen over det. "Lidt," tilføjer hun med et smil.
"Jeg hedder Ihsan. Hvad med dig, e-elver?"

"Mit navn er Celeb Ronyo." Han rejste sig stille op, og tog sin læderrustning af. Den var for varm at have på. Også han sorte kappe kom af. "Har du levet her ude, hele dit liv?" Det så ud til, at Celeb skulle være her, indtil stormen lagde sig, så han kunne vel lige så godt lære Ishan at kende. Hans bare overkrop var fyldt af ar, og gamle skader. Det var ikke noget kønt syn. Celeb syntes at det var lidt pussigt at Ishan ikke havde lagt mærke til at Caleb manglede et øje, men det kunne være hun bare ikke så mange andre levende skabninger, herude.

"Goddag Celeb Ronyo," siger hun alvorligt og lægger så hovedet på skrå. "JEg er født i et harem længere ude i ørkenen, men jeg har ikke boet der længe. JEg var ude for at slå dem ihjel, og nu er jeg på vej hjem." Hun betragter hans overkrop og ansigt igen. Hun har godt nok lagt mærke til hans øje mangler, men hun kan huske, da hun manglede sin hale og hvor lidt hun kunne lide, når folk spurgte ind til det, så hun siger ikke noget om det. Ikke at hun så tit er så tankevirksom, men ørkenen har haft en sjov indvirkning på hende.

"Slå hvem ihjel?" Kattekvinden, var vidst ikke så god til at tale, eller også forstod Celeb bare ikke rigtigt.
Det var stadig meget varmt udenfor, og sveden stod stadig på Celebs pande. Hvordan kunne denne pelsede kvinde, ikke have det varmt? Måske fordi hun var født, her i ørkenen. Han tog en lille sten op, fra den læderpung, der var fastgjort til hans bælte, og begyndte at slibe sine knive, med den.

Hun lægger hovedet på skrå og stritter med det ene øre.
"Pashaen der ejede mig og hans mænd ... De var onde mennesker og holdt mange fanget. Men ikke mere!" Det sidste er sagt meget selvtilfredst, og hun gnubber snuden mod håndleddet som om det var en hverdagsting for hende - hvad det på ingen måde var. Det var kun en enkelrt dag siden hun fik vasket blodet af sig, og alligevel kunne hun stadig næsten mærke det endnu. Hun lod dog som ingenting og satte sig ned igen op ad stenen med et lille, "Nrrrrh." Hun gav sig til at gnubbe sand ud af pelsen, der virkede beskyttende mod solens varme - når sandet altså ikke blandede sig og gav hende udslæt.

"Ejer...dig? Er du en slave? eller...et kæledyr?" Hun var født i et harrem, men det betød vel ikke at hun havde en ejer, gjorde det?
Gnisterne slog ud fra klingen, da Celeb skrøg stenen, hen over knivens klinge. Celeb sleb tit sine knive, hvilket var grunden til, at de altid var syleskarpe, og kunne trænge igennem en hver krop, uden meget modstand. Celeb var en meget farlig elver. Måske ikke den farligste, men måske den farligste i hovedstaden og omegn. Derfor var det dejligt at have en at snakke med. Selvom han levede et dobbeltliv, gik folk tit uden om ham på gaden, fordi han ikke rigtig lignede, den mest venlige person.

Hun knurrer da han siger kæledyr.
"Jeg var en af pashaens eksotiske piger, som han sendte efter når han havde lyst til mig. Jg flygtede derfra, fordi han var en ond ond mand! JEg er ikke nogens kæledyr! JEg er ikke noget dyr, det siger Kijo selv!" skynder hun sig at protestere efter at have forklaret. Hun sidder såret med ørerne faldet ned på siden af hovedet og ser ned på sine hænder, som hun griber om sine ankler med. Som hun sidder der i skrædderstilling udgør hun med et en træt, ynkelig lille skabning. "Alting var så svært indtil jeg mødte Kijo," siger hun lavmælt, "og nu er han død." Hun græder ikke længere. Der er gået for mange år, men hendes skuldrer hænger, og hun llægger hovedet let på skrå og betragter sine tre tæer, som hun vifter med, da vinden blæser sand ind over dem. Traurigt betragter hun de flyvende sandkorn alt for dum til at se dem som tiden, der flyver, og ser ikke andet end små irriterende sandkorn, der forhindrer hende i at komme hjem og se til den døde ven. "JEg var så vred, da han døde," siger hun nærmest til sig selv, "at alt var ligemeget, og jeg ønskede bare at dø. Så jeg tog på hævntogt for at slå pashaen og alle dem, der beskyttede ham ihjel. JEg havde aldrig tænkt så langt som til rent faktisk at gøre det.. og hvad så nu? Nrrrh." Med et tungt suk slap hun anklerne og lænede sig op ad stenen, før hun betragtede ham, som han sleb sit våben. Lyden mindede hende om når hun selv hvæssede sine kløer, og der var noget beroligende velkendt ved den, der fik hende til halvt spindende at lukke øjnene let i. At han bare et våben generede hende ikke, for hun havde stadig ikke noget ønske om at leve videre, og ønskede han at slå hende ihjel, var hun ikke sikker på, hun overhovedet ville forsøge at forhindre ham. Men der var nu noget ved elveren som hun godt kunne lide. Måske fordi han heller ikke var et menneske, og hun fantaserede om, han også ønskede brændende at være det. Det gav hende en smule trøst ikke at være den eneste mærkelige skabning derude, og sammen med lyden af slibningen af sværdet, var hans selskab meget behageligt.

Vinden tog i hendes hår og lod de røde lokker danse fra hendes hoved. Hun viftede kort med ørerne, der havde rejst sig et par centimeter igen, og hun så ud over ørkenens sand, der havde været hendes virkelighed de seneste dage, hvis da ikke en uge. Hendes dyriske stedssans havde ledt hende sikkert af sted, og hun var helt klar over hvor, hun befandt sig. Det var hun derimod ikke klar over om elveren vidste, men hun anså ham for at være noget ikke-menneskeligt, som for hende var ensbetydende med et dyr, og han måtte derfor have nogle dyriske evner af den ene eller den anden art - det var kun logisk. Så han måtte også vide hvor han var ... men hvorfor var han her? Hun havde fortalt ham om sit eget ærinde, mens han helt havde forstummet om sit. Med et lille "nyah," strakte hun benet ud, så hendes fod lagde sig mod hans ben, og hun krummede tæerne mod det et øjeblik med hovedet på skrå.
"Hvad laver du herude, Celeb Ronyo?" spurgte hun og forsøgte at smile, hvilket endte med en grim visning af de skarpe hjørnetænder - hun havde aldrig haft et kønt smil.

Celeb lyttede da Ishan fortalte om sin fortid. Denne Pasha lyd som en, der hørte til hos Kile. En som ikke var værdig til denne verden. Hun skulle lige til at tilbyde hans professionelle assistance, da Ishan afbryd hans tankestrøm. "Jeg tænkte jeg kunne skyde genvej igennem ørkenen. Jeg kom fra et...job" Celeb tav, og kiggede på de indtørret blodpletter, på hans hænder.
Celeb så ud på den vilde storm. Som 1000 vilde heste, for den forbi dem. Der var et eller andet over denne kattepige. Noget rart. Noget trykt. Noget Celeb ikke havde fundet hos nogle, siden han var lille. Celebs tanker fløj videre hen over hans barndom. Hans forældre. Med en tavs mine, sad han og kiggede ned på Ishan, der næsten lå på hans ben. Normalt ville han aldrig lade en komme så tæt på ham, men der var noget specielt over Ishan. Hun blev ikke bange ved synet af ham. Det var helt unormalt i Celebs verden.

Hun nikker accepterende ved hans ord. Hun har godt set blodet på hans hænder, men tænker, han nok bare har kæmpet for at overleve derude, lige som hun selv. Hun slikker sig lidt på poten og gnubber så lidt sand ud af øjet med den, før hun også ser ud på stormen.
"Den kommer nærmere," bemærker hun. "Måske skulle vi videre. Jeg ved ikke om den kommer her." Hendes stemme er rolig, og lige så hendes grønne øjne, mens hun ser på ham.
"Der er ikke langt til en lille oase. Kan du klare turen?" Hun smiler opmuntrende dette sære smil, der blotter hendes skarpe hjørnetænder.