Dette er blot et af palæets mange enorme rum, som har været blevet brugt til opbevaring af de mange overskydende ting, så som møbler af alle slags former.
Tingene er senere blevet placeret på deres oprindelige pladser, og derfor står dette rum netop tomt.
I dette tilfælde har Morgoth lade lokalet blive brugt som et trænings rum, for hans magiske kræfter og styrkede fysik.

(BESKRIVELSE vil senere opdateres)

Lyden af Morgoths forklarende syntes at brydes i den enorme halls stilhed, og hans mindre skikkelse trådte frem fra åbningen til lokalet, med et stolt hævet ansigt og armene slået ud foran sig,
,,- Og dette er et af mine mest brugte lokaler,” forklarede han sig, og havde tydeligvis slæbt Morgana rundt på en rundvisning. Det var ikke mindre end en dag siden de var ankommet til stedet, og Morgoth havde besluttet sig stærkt på at vise Morgana rummene hun havde tilladelse til at vandre sig omkring i, dvs. udover hun havde fået tildelt at privatværelse i palæet, havde hun også adgang til de yderligere rum han havde vidst hende undervejs i rundvisningen. Som det sidste havde han vidst hende hans såkaldte træningslokalet. Dette lokale var et af palæets største, men alligevel mindst af de allerstørste. Taget i betragtning af lokalets størrelse var der heller ikke fyldt ud i rummet, men derimod var der ret tomt og yderst kedeligt. Grunden til dette var at Morgoth nødig ville smadre mere end nødvendigt, da han prøvede sine kræfter af så meget som overhovedet muligt. Dette kunne godt risikere i at nogle ting blev smadret, hvis det stod i vejen for hans små eksperimenter – derfor havde han ladet dem flytte, til et lokale med bedre omgivelser.

,,Jeg har ikke et direkte navn til lokalet, men derimod en beskrivelse” konstaterede han og klappede hænderne sammen i en gnidende bevægelse, hvorefter han vendte fronten imod Morgana, der tilsyneladende befandt sig bag hans skikkelse,
,,Jeg bruger dette lokale til forbedring af mine kræfter, og dermed som træningslokale. Dette lokale vil De komme til at bruge uendeligt meget, nu da De er her for at lærer Deres kræfter bedre at kende? Eller nærmere, for at styrke Deres kontrol over den” han bredte ud i et let smil, der allermest lignede en streg i ansigtet på ham.
Der gik ikke lang tid før han åbnede munden let, og lod hænderne falde ned langs siden. Han vandrede elegant videre i lokalet, og lyden af hans skridt syntes at runge jo længere han kom derind.

Morgana kiggede en smule forskræmt ud bag ved Morgoths skikkelse, da han atter vendte sig om mod hende. Hun vidste ikke helt, hvad hun havde forventet af ’hans mest brugte lokale’, da nogle af de værelser, han havde fremvist, bar præg af visse… mørke ting og værdier. Det havde været en yderst forvirrende rundtur på hans residens, og hun var allerede nu usikker på, hvilke rum og steder, hun måtte komme.
Hun måtte have indprentet ruten fra hendes værelse hertil, hvis det virkelig var her, hun skulle tilbringe mange af døgnets timer i den kommende tid. Hun vidste endnu ikke helt, om hun se frem til det med længsel efter at begynde, eller med frygt for hvad, der måtte komme. Hun sank hen i tanker, og så på rummet uden egentlig at se det. Mester og lærling. Mystisk. Hun havde aldrig troet, at hun skulle være lærling under en mand af hans stand.
Lyden af hans skridt gav genlyd i det store rum, mens hun betragtede tomheden, der truede med at… - kvæle hende? Hvorfor er jeg nervøs ved al den plads?
Hun lagde nysgerrigt hovedet på skrå og forsøgte at bortjage følelsen af at være udsat på flugt. Selvom hun her havde en illusion af frihed, grundet størrelsen, var hun begrænset af rummet. Det skræmte hende, indså hun, og derfor måtte hun handle. Forsigtigt satte hun den ene fod foran den anden og forsøgte lydløst at følge efter Morgoth.
Mens hun med bløde skridt bevægede sig indefter mod midten af det store rum, hvor Morgoth tilsyneladende også var på vej hen, bed hun mærke i den elegante trægulvs mønster. Det ville være en skam, hvis hun kom til at skænde det med hendes ukontrollerbare energi.
”Jeg...” Mere nåede hun ikke at sige, før hun forskrækket tav over, at lyden blev kastet tilbage af rummets vægge. Hun stoppede brat op og stirrede med åbne, skræmte øjne på ham, mens hun kneb læberne sammen i en skæv og komisk grimasse, der understregede den forvirring, hun følte over alt det nye.

Det var tydeligt at han mærkede hendes dårlige fornemmelser om at skade rummet, og da måtte han så alligevel tale:
,,De skal ikke være bange for at ødelægge omgivelserne" han vendte blikket over skuldren, og lod et beroligende blik glide over sine ellers stikkende øjne,
,,Stedets tidligere beboer, og dermed min fars far, har lagt en forbandelse over stedet" forklarede han sig, og standsede derefter da de netop var nået rummets midte. Han slog armene ud og drejede om i en let bevægelse, for at virke fremvisende for rummet,
,,Forbandelse vil jeg ikke just kalde det, men denne såkaldte 'forbandelse' gør at ligemeget hvor meget skade du gør på stedet - og nu gælder det selvfølgelig kun selve huset og dermed ikke dets møbler, da de er nye anbragte - heles det igen, som et helende sår"
Han rynkede brynene sammen i en alvorlig mine, og lod blikket falde over det ellers tomme lokale. Han havde tilbragt mange timer i dette lokale, både for at fremkalde sine evner og ikke mindst for at lærer dem bedre at kende. Det han husker det allermest for, var de mange barndomstimer han havde tilbragt dette forbandede sted. Han var ikke kun blevet kastet rundt herinde, men derimod også pint og styrket her. Manden der havde udsat hans krop for sådan en fysisk belastning, men også såkaldt forstærkelse var hans egen far. Grunden til dette var en utrolig lang historien, som han i det hele taget ikke gad at ville påmindes om. Heldigt for ham blev hans tanker brudt, da han hørte hvordan Morganas ellers lydløse skridt nærmerede sig ham.
Han hævede brynenet i en let kølig mine, men flyttede derefter sit vurderende blik fra hendes ansigt til hendes øjne,
,,Behager Deres værelse ellers Dem?" spurgte han, og foldede hænderne sammen, ,,De har tilladelse til at ændre så meget på det, som De lyster .. Hvis det kan hjælpe Dem, ved at finde Dem bedre tilpas, så kan De det"
Han hævede brynene let, og lod derefter hænderne falde ned langs siden. Han sukkede let og vente blikket frem for sig,
,,Hvis jeg ikke allerede har fortalt Dem det, kan De finde føde i palæets nederste kamre. Fødre kammeret står åbent for Dem, som stort set alle rum"

Det lettede hendes betænkelighed en anelse, da han fortalte om besværgelsen, der var lagt over huset, men samtidigt rynkede hun vantro på panden. Et levende hus?! Tankerne fik dog ikke lov til at udpensle alt for mange forskruede forestillinger af en såret hus, inden hun igen koncentrerede sig om Morgoths talestrøm… - selvom hun havde mærket en svag nysgerrighed efter at få at se, hvordan noget bastant kunne… - forvandle sig tilbage?
Hun huskede kun værelset svagt, da alle de nye indtryk af residensens andre værelser og rum trængte sig på, men hun mente nu nok, at værelset skulle være mere end rigeligt til hende. Hun kunne uden problemer have sovet i stalden i en høstak, hvis det kom dertil!
”Ja, det faldt mig meget fint.” Hun slog sky øjnene ned og studerede gulvmønsteret uden egentlig at se det, for selvom hun ikke kunne se Morgoths øjne længere, kunne hun stadig mærke dem på sig. De var meget gennemtrængende, og hun følte tydeligt, da han vendte blikket andetstedshen.
Morgana var godt klar over, at ikke alle afkroge af Morgoths palæ ville være tilgængelige eller åbne for hende, og det bekymrede hende en smule, om hun ville kunne huske hvilke steder, hun skulle holde sig fra. Det sikreste ville være, hvis hun kun kom de mest nødvendige steder, så som køkkenet, træningssalen og hendes værelse. Så kunne hun altid få udbygget det mentale kort over gangene, ruterne og rummene, når hun var faldet mere til. Hun havde lyst til at gå på opdagelse, men tanken om at komme til at begive sig ind på et forbudt område holdt hende tilbage. Og selvfølgelig gjordet det faktum, at Morgoth stod foran hende og førte en samtale med hende, også sin del!
”Mange tak, herre. Der er ikke mere, jeg kunne bede om. De er alt for venlig over for mig.” Hun så på ham med troskyldige øjne og fastholdt hans blik et øjeblik. Det var sandheden, uindsvøbt i fraser; ren.
”Hvornår forventer De, at vi begynder træningen?” – og hvordan? Havde hun lyst til at skyde ind, men undlod det. Morgana så på ham med et nysgerrigt blik og lagde hovedet let på skrå. Hun havde ingen taske på sig, da hun havde ladet den ligge på sit værelse, som hun var blevet fremvist for som det første, hvilket var en mærkelig følelse for hende. Hendes ryg føltes ubeskyttet, nu da vægten ikke tyngede den.

Hvis Morgoth havde vidst hvilke frygtindgydende tanker hun gjorde om ham, ville han have leet frydefuldt. Hun skulle ikke have frygt for ham, som alle andre burde have det, da han i høj grad så hende som noget langt mere venskabeligt end så mange andre han kendte til. Hvis han fandt hende i et lokale, som han ikke ville have hun befandt sig i, ville han ikke ligefrem overfalde hende for derefter at kaste hende ud af palæets hoveddør. Jo han ville klart fortælle hende, at lokalet ikke var stedet hun skulle nærme sig, men han ville ikke ligefrem flyve i totterne på hende. Heldigt for hende ville de døre der førte ind til lokalerne, hvor Morgoth helst så hende være udenfor, være låst,
,,Men hvis De kommer på noget, så bed endelig alligevel. De skal ikke føle Dem fanget,” svarede hen hende, og sendte hende et sigende blik, ,,- Tro mig, den følelse er en der ikke skal opleves”
Han lod det der lignede et smil glide frem over læberne, hvorefter han vendte blikket ud imod de enorme vinduer der sænkede dem begge et fantastisk syn, udover starten af Krystalbjerget og en del af dalen derned af. Han sukkede let ved synet, og lyd brynene rynke sammen i en underlig rynkende grimasse som egentlig ikke betød noget. Han betragtede blot solnedgangen.
Da klappede han hænderne sammen i to takter, og lyset tændte sig i de enorme lysekroner der hang lodret ned igennem den enorme sal. Han vendte blikket imod Morgana og lod et let glubsk smil brede ud i ansigtet,
,,Når De føler Dem klar,” svarede han hende, og vippede brynene op i et overlegent udtryk.

”Det vil jeg i så fald gøre.” Morgana bøjede hovedet en enkelt gang for at bekræfte udsagnet, men flyttede ikke blikket fra ham. Nej, fangenskab havde hun ikke lyst til at opleve, men nu var det også hendes egen beslutning at følge med denne mand, der stod over for hende. Som Morgoth stod, havde han de sidste stråler fra solen i ryggen og var blot en silhuet, badet i blodrøde farver.
Hun blinkede et par gange med øjnene, da lysene i de store lysekroner pludseligt kastede deres lys ud over rummet og solnedgangens lys blegnede. Rummets glans overvældede hende, inden hendes øjne fik vænnet sig til det bløde lys fra flammerne.
Morgana vidste ikke helt, hvornår hun ville føle sig klar, og om hun overhovedet ville have modet til at sige, hvis hun følte sig klar. Hun havde ingen anelse om, hvad hun stod over for, og hvad hun kunne forvente. Hendes far havde, dengang hun skulle lære at passe butikken, vist hende vejen frem med masser af tålmodighed og forståelse for hendes forvirring over de nye ting, men Morgana vidste godt, at ikke alle lærere var sådan.
”Jeg…” Hun rynkede brynene og forsøgte at tyde det luskede smil, der lå på Morgoths læber. Hans overlegne udtryk fik hendes læber til at kruse sig i et smil, inden hun blev alvorlig igen og forsatte sætningen, hun havde afbrudt.
”Jeg tror, jeg er klar nu!” Et tilsvarende smil som hans voksede frem på hendes læber og gjorde hendes feminine ansigt mere markant og en smule drenget. Hun trådte et skridt bagud med den venstre fod, så hun stod i balance. Igen vidste hun ikke, hvad hun kunne forvente. Skulle hun tæskes igennem teknikker, ville øvelsen være teoretisk eller…? Hun lagde hovedet på skrå og så nysgerrigt på Morgoth med let adskilte læber, som skulle hun til at sige noget.

Hans smil syntes at brede sig endnu mere, da hun så ud til at være villig til at starte træningen netop på dette tidspunkt. Han rynkede brynene i et grumt ansigtsudtryk og lod derefter læberne glide sammen i en lille streg, der skabte et overvejende udtryk. Han havde skam overvejet hvordan de skulle starte træningen, men han var stadig ikke helt sikker på hvor langt de kunne gå endnu. Hun så ikke ud til at kunne kontrollere sin evne, enten på grund af hun ikke turde eller fordi den gled over styr på grund af hendes følelser. Han regnede stærkt med det var følelserne, så dem måtte de have styr på. Men det kunne de ikke starte med endnu, og dermed kunne de ikke begynde at lege med hendes kræfter.
Han vendte blikket imod hendes øjne, og kom da i tanke om en lille ting han engang havde oplevet med hans far. Han brød ud i et lille: aaah..! og drejede om i en elegant bevægelse, for derefter at vandre imod døren de var kommet ind ad. Ved siden af den var der stablet en enorm kiste, der så ud til at kunne indeholde alt – dette var alligevel ikke tilfældet, da den kun indeholdte sværd og skjold. Der gik ikke megen tid før han kom tilbage med to et hånds sværd, hvor han rakte hende den ene,
,,Husk disse ord, sværdkamp handler ikke kun om at kunne styrer sværdet og dets færdigheder, men også kroppen og dens balance” sagde han pludseligt, og hævede brynene i et let smil,
,,Nu da De ikke kan kontrollere deres evne, hvilket vi skal have rettet op på, må vi starte med at lærer Dem at kontrollere Deres krop – da Deres krop, og Deres psyke er med til at kunne styrer Deres evne”
Forklarede han sig, og lod det lette smil falde fra læberne i en alvorlig mine. Han svang sværdet i en let buge, og holdte det derefter ned langs siden side,
,,- Kan De bruge et sværd?”

Morgana drejede rundt om sig selv og fulgte Morgoth med øjnene, da han gik tilbage mod døren. Hans lille udbrud før havde skærpet hendes nysgerrighed, og hun var klar på at skulle forsvare sig, hvis han uden varsel angreb hende. Det havde hun prøvet mere end én gang.
Hun løftede beundrende på øjenbrynene, da hun studerede de to sværd, fra hvor hun stod. Selv på lang afstand kunne hun se deres elegante linjer og udformninger, og da hun fik overrakt det ene, mærkede hun også metallets værdifulde tyngde.
Hun lyttede ihærdigt og forsøgte at indprente ordene i hendes sind, så de ikke kunne glemmes. Ydermere tænkte hun over dem og opfattede logikken i dem, da ét var våbenet og ét andet var bevægelsen. Teknikken bag skønheden. Stilheden i bevægelsen og bevægelsen i stilheden.
Morgoths næste sætning var som et jag af dårlig samvittighed; det var den pure sandhed, men hun var ikke glad for dét faktum. Hun ville gerne have været bedre til at kontrollere sin evne, men det var jo netop derfor, at hun nu befandt sig her, og hun havde derfor ikke andre muligheder end at bide stoltheden i sig og ydmygt lære, hvad hun lære kunne.
”Jeg har da prøvet det før… - Men det er lang tid siden, jeg sidst havde en ærlig træningstime.” Morgana tænkte et lille øjeblik, men kunne ikke ihukomme, hvornår hun sidst havde haft et sværd i hånden. Det var muligt, at det flere år siden, for hendes fægtelektioner var stoppet, da hendes far mente, at hun skulle til at opføre sig mere som den dame, han ønskede hun engang skulle blive til. En trækning gik over hendes ansigt ved mindet, da hun ikke billigede fravalget af lektionerne. Hun havde elsket dem!
Langsomt førte hun sværdet op i den positur, hun mente, han var blevet lært, og stillede sig i balance på fodbalderne. Hun kneb øjnene let sammen og forsøgte at huske de ting, hun havde lært, og kiggede på Morgoth efter et hint.

Han hævede vurderende brynene ved hendes ord, og lod derefter blikket falde betragtende imod hendes krops stilling. Hun havde skam den rigtige stilling, det var der igen tvivl om, så nået havde hun alligevel måtte kunne huske fra hendes tidligere læringstimer. Det stod ham meget klart, på meget kort tid, at hun havde holdt ufatteligt af disse timer - hvilket måske også skyltdes at hendes hukommelse angående sværd færdighederne var bedre, end hun måske havde regnet med? Dette så han frem til at opleve, og forholdte sig derfor neutral for hendes forklaring. Han nikkede blot, og strammede grebet omkring sværdets håndgreb,
,,Bøj Dem længere ned i knæerne, så finder De mere balance" rettede han hende alligevel, og trådte frem imod hende hvorefter han stødte ganske blidt med indersiden af hans fød, imod hendes ankel,
,,Ellers kan jeg ganske let sparke Dem omkuld," forklarede han, med let rynkede bryn. Han gik derefter en let rundte omkring hende, for derefter at vurdere hendes krops fysik. Resten så ud til at være ganske udemærket, og han endte derefter op med at stille sig foran hende. Han trådte let frem med fødderne, i nogenlunde samme stilling som hende selv, og holdte derefter sværdet frem imod hende. Han lod sin klinge glide op af hendes, så en skinger - men alligevel syngende lyd, af gnidende metal lød i lokalet. Han bredte ud i et let smil, og sagde derefter med en hvis flabethed i stemmen: ,,Touché?"
Efter dette udtalte ord trådte han hurtigt frem imod hende, og svang sværdet oppe fra og derefter ned. Denne retning ændrede sig hurtigt, og på vej ned trak han sværdet ud i en let buge og svang det derefter imod hendes hofte: ,,De kan være ganske rolig, disse sværd er ikke skarpe - og jeg har ikke i sinde at spide Dem, så De kan være rolig på at jeg stopper sværdet inden det rammer Dem," lød hans stemme i hendes hovede, og han fokuserede åbenlyst frem for sig og dermed imod hende.

Da Morgoth skubbede til hendes ankel, indså hun, at hendes grundstilling var for strakt. Hendes tyngdepunkt måtte længere ned, hvis hun skulle have en chance for at forsvare sig. Hun bøjede sig derfor længere ned i knæene, som han bad hende om og nikkede samstemmende til hans forklarende stemme. Hun fokuserede på Morgoths øjne, som hun engang havde lært, for det var dem, der oftest afslørede, hvor modstanderen havde til sinde at angribe. Da han bevægede sig rundt om hende uden at gøre mine til at angribe, lod hun blikket låse på et punkt, hun ikke direkte kunne se, og hold posituren.
Hun vedblev at kigge på et punkt ude bag træningsrummets vægge, mens Morgoth studerede hende. Hans blik føltes ikke længere ubehageligt, da hun mindedes, hvordan hendes fægtelærer havde studeret hendes holdning for derefter at rette lidt hist og her.
Lyden af de to sværd, der mødtes, efter at Morgoths havde sluttet sin inspektion, gav hende en frydefuld iling op langs rygraden, og smilet på hendes læber blev større. Lige pludselig var hun tilbage i den gamle træningssal i hendes hjemegn, hvor hun havde tilbragt de mange timer med hendes brødre, mens hendes far med stolthed i blikket havde set på. Hun havde både kæmpet med jævnaldrende og med sine brødre, og selvom hun aldrig havde domineret nogen af de dygtigere fægtere, havde hun ej heller været markant dårlig. Engang var hun blevet udfordret af en af de dygtigste med ordet: Touché?.
”Touché!” Havde hun svaret tilbage og var begyndt at kæmpe med ham. Det havde været en fantastisk kamp!
Morgoths bevægelse afbrød tankerne om mindet, og hun koncentrerede sig fuldstændig om det dansende sværd.
Tillid, var hendes første tanke, da hun havde hørt Morgoths stemme i hendes hoved. Det havde også været nogle af øvelserne, dengang hun havde modtaget undervisning.
Hun parerede per refleks og lod sværdets æg glide opefter for at slå Morgoths sværd væk, så hun kunne sætte et stød ind mod hans midje, men selvom åbningen var der, fuldførte hun ikke svinget og stoppede sværdets æg et par tommer fra Morgoths klæder.
Jeg kan desværre ikke sige det samme, så bær over med mig, hvis jeg tøver.

Netop som åbningen var der og hendes sværds æg rettede sig imod hans torso, trådte han et skridt tilbage. Han lod et tilfreds smil brede ud i ansigtet, som havde sit eget smule udseende. Det var ikke til at beskrive hvordan det var, men underligt nok i forhold til mange andre, klædte sådanne smil hans ansigt utroligt. Det fremhævede hans klarer træk i ansigtet, og især hans høje kindben. Han vendte blikket opmærksomt imod hendes øjne, og sagde derefter med en tiltalende stemme:
,,De siger det er længesiden De har haft en ordentlig sværdkamp?" han hævede undrende brynene, men fortsatte derefter:
,,Jeg skal lade Dem få en i dag," Netop som disse ord var udtalt, hukkede han sværdet imod hendes sværds side, hvilket ville resultere i at sværdet ville støde voldsomt til den ene side på grund af det voldsomme slags vægt, og ikke mindst fart. Lyden af de to sværds klinger, stødende imod hinanden dannede en rungende, men syngende lyd i hele salen. Efter slaget havde fuldført, hvis Morgana ikke havde krafterne til at holde hendes sværd i samme stilling som før - hvilket han ikke fandt helt sikkert - trådte han tilbage på hans tidligere plads, og satte derefter det højre ben foran sig, hvilket var hans bedst støttende ben, og bøjede let ned i knæ, for derefter at trække sig selv frem i et højre hast end før. Han var klar på hvert huk der ville komme imod ham, hvilket var klart da hans færdighed for sværdkamp var stor. Han havde lært meget igennem tiden, og var kun blevet bedre med tiden. Desværre måtte han indrømme at det var et stykke tid siden han havde haft igang med sværdet selv, da der ikke ligefrem var nogen at øve med - som var på hans niveau, og dermed kunne overtræde hans evner og lærer ham nyt. Dette var ikke set før, da han ikke ligefrem havde trådt frem og ledt efter denne person, der ville have kunne gøre det. Den eneste der havde gjort dette, hvilket også lærte ham sværdet kunst, var hans far. Faren havde sådan set lært alt det hans vidste, og selvfølgelig de ting han kunne med magi, og at kunne benytte et sværd som en proffessionel. Udover de enkelte ting han havde udhvilket i løbet af de år der var gået, dem havde han lært selv. Hvordan de var kommet frem vidste han ikke, derfor var han ikke sikker på om hans krafter var færdig udhvilket.
Han rynkede brynene sammen i et svagt smil, og undlod ikke at vise at han forstod hendes tanker ved hans svar: Tag De det blot roligt, ligesom huset her har jeg nogle særlige værdier. Desværre tager det længere tid for mig om at heale, end huset .. men det skal De ikke tænke på, blot fokuser på hvad De laver nu, og tag det ganske roligt. Det gør det hele nemmere for Dem.
Han bøjede ned i knæerne, og lod sig falde ned imod jorden. I et hurtigt håndskift, faldt sværdet over i hans venstre hånd. Han hukkede ned omkring hendes fødder, blot for at se om hun kunne reagere på sådanne ting. Som fortalt ville han standse sværdet, hvis hun ikke nåede at flytte sig, det kunne hun være ganske sikker på.

(Forresten, der er jo en grund til at vi har emnet Færdigheder i karakterens profiler. Prøv at tag et kig i dem, og samlign Morgoths og Morganas - det kan være med til at afgøre en kamp, ligegyldigt hvem det er karakteren slås med. ;D)

Hun så, hvordan han trådte uden for hendes rækkevidde, og selvom hun allerede havde stoppet hugget, for det tilfælde at svinget ville gå ind, gled der et sarkastisk smil over hendes læber. Det havde vist også været for let, hvis det slag var gået ind! Hun rystede svagt på hovedet af sig selv og studerede de fine træk i Morgoths ansigt. Han lignede den rigmandssøn, han var, og hvis han havde båret mere farvestrålende tøj, ville ingen have antaget ham for at være en soldat af mørket. Hans belevne opførsel og sprog opvejede det faktum, at han virkede kold og distanceret. Selv med dét i mente, kunne han gå for at være en af de fremtrædende personer i riget, da man ofte så en let sindssyge i adelsfamilier.
Morgana skar en fortvivlet grimasse ved hans ord. Hun havde egentlig ikke behov for at blive tæsket igennem en ordentlig sværdkamp, for selvom minderne om fægtetimerne var gode, var der også mange minder om hård træning og svidende nederlag. Hun havde været god, dengang, men den afbrudte træning og hendes afrejse fra hjemmet havde sat sine spor. Hvis de endelig skulle have en virkelig sværdkamp, ville det blive nødvendigt med ufatteligt mange timers udmattende træning… - og selv da ville hun være underlegen på grund af hendes manglende fysiske styrke. Sammenlignet med ham var hun blot et barn, en novice, og hendes køn ville kun være hende til besvær. selvom hun ikke var spinkel og svag, var hun ikke på højde med en fuldvoksen mand. Det ville være en umulighed.
Hun opfattede hugget for sent til at kunne træde uden for hans rækkevidde, og selvom hun forsøgte at svinge sværdet ned, for at parere, var hun ikke hurtig nok. Slaget ville gå ind, med mindre han stoppede sværdet, som han havde sagt. Hun nåede akkurat at overveje, om han ville holde sit løfte, inden hun mærkede en iling af panik for at blive ramt af det skarpe sværd.
Hun gispede og holdt vejret i forventning om den smerte, der ville komme.

(Jeg er skam pinlig bevidst om Morganas manglende fægtefærdigheder.)

Som lovet standsede sværdet, og klingen holdte sig derved mere end ti centimeter udenfor hendes ben. Han rettede blikket imod hende, og lugten af frygt syntes at dannes omkring dem. Han rynkede brynene i en undrende grimasse, som syntes at fortage sig, da han underligt nok forstod frygten for at skulle hugges igennem. Han flyttede klingen fra hendes side, og rejste sig fra sin siddende stilling. I en elegant bevægelse rettede han sig op fra gulvet, og lod et lille uskyldigt smil falde fra sine læber. Det havde måske været for tidligt, at starte op på en rigtig fægtekamp? Tydeligvis, da han tydeligt kunne ane den samme mening i Morganas øjne. Han lod smilet glide fra sine læber, og lod en akavet hånd glide igennem det sorte hår. Til tider kunne han godt tage sig selv for at være ivrig, specielt når det gjaldt sådanne situationer. Det var sjældent at nogen tilbød ham en sværdkamp, eller lagde op til en,
,,Ligegyldigt om De finder situationen indhvilket, eller direkte umulig - og nu snakker vi om undvigelse af sværdet - så må De gøre hvad der finder Dem bedst, og ikke stå tilbage og blot vendte på at klingen trænge igennem Deres krop" konstaterede han pludseligt, og lod sværdet hvile ned langs siden,
,,I dette tilfælde, hvor De ikke har kunne parere eller hoppe fra klingen, så kunne De have sprunget over den" forklarede han, og pegede i kort tid imod hendes ben - med sværdet vel og mærke.
Han lod blikket falde frem imod hende, og et lille tandsmil syntes at danne i hans ansigt. Som alle hans andre smil, var dette forudsigeligt og ikke læsligt - men det var der, og det havde alligevel en stor betydning, da han ikke ligefrem var den person der smilte allermest. Man skulle faktisk gøre sig fortjent til hans smil, specielt hvis de skulle være ægte, og dermed ikke ment i en kynisk, eller sarkastisk situation. Morgana var en af de heldige personer der oven i købet havde set ham smile ægte, men derimod også falsk.
Han drejede om i en svævende bevægelse, og vandrede bagud imod kisten. Hans ryg var rank, og fik hans kropsholdning til at se yderst elegant ud. Virkelig som om han havde øvet sig i at gå, eller ligefrem blevet trænet til at holde sin holdning rank og stolt,
,,Formålet med denne træning, er håb om at du ville danne balance - ikke kun fysisk, men også phykisk" forklarede han, og forsatte efter nogle ganske for sekunders mellemrum, ,,Deres evne aktiveres tydeligvis af frustation, eller udfra hvad jeg kan bedømme, af en bestemt følelse.."
Han standsede sine skridt, og vendte derefter fronten imod hende. Han hævede det ene bryn i en overvejende mine, og hævede derefter sværdet klinge, for derefter at lade den hvile i hans anden hånd. Han sukkede let og lod blikket falde imod Morganas øjne, for derefter at lade et lille grinende smil falde over sine læber. Lettere ironisk, men derimod ikke ment ondt:
,,Evnen skal ikke lade sig kontrollere af Deres følelser, men af Dem! - Forstår De hvad jeg siger, frk. Winths?"

Morgana stod ubevægelig og stirrede på Morgoth, stadig ude af stand til at forstå, at han havde stoppet sværdet. Hun havde været parat til smerten, selvom det kun var få splitsekunder, hun havde haft til at stålsætte sig i.
”Muligvis, har De meget høje tanker om mig. Jeg har ikke reflekserne til at reagere så hurtigt på et sværdhug afgivet af en af Deres kaliber.” Hendes stemme var rolig og stabil, selvom den afslørede en vis indignation over Morgoths belæring af hende. I modsætning til ham var hun blot en almindelig ung pige, der havde tilbragt sit liv med at hjælpe til i faderens butik. Hun havde aldrig været tvunget ud i kampe på liv og død, og hendes erfaringer fra en virkelig slagmark var fåtalte… -så fåtalte, at der ikke ville blive behov for mere end to fingre! Hun var intet krigerbarn, vokset op i fredstiden, som hun var.
Smilet på hans ansigt fik hende til at tænke på ulve. Byttedyret og jægeren. Der var ingen tvivl om, hvem der var hvem, eller om hvem, der legede med hvem. Et svagt smil lyste op på hendes læber, inden hun igen hensank i passiv tilstand og observerede Morgoth.
Morgana nikkede pligtskyldigt og tænkte over hans ord. Hun vidste godt, hvilken følelse, der generede mest ukontrollerbar energi!
”Ja, jeg forstår Dem. Problemet er blot, at ved store følelsesudbrud forstærkes energien, så at sige, og selvom jeg kan styre det i det daglige, har jeg ikke mulighederne og kompetencerne til at kontrollere den ekstra energi.” Hun så på ham med et uudgrundeligt blik, der viste frustrationen ved at kende problemet, uden at kunne gøre noget ved det.
”Hvis jeg skal lære at kontrollere den ekstra energi, må jeg opleve den oftere, end jeg har gjort, så min kontrol kan forøges.” Det var ment som en konstatering, men idet hun sagde det sidste, hævede hun et øjenbryn, for at spørge til hans holdning til udsagnet.

Han hævede brynene og så en kende overrasket ud, da hun tilsyneladende så ud til at anklage sig selv for at være dårligere, end han havde regnet med hun egentlig ville være. Han lod til ikke at ville gøre andet end blot at stirrer på hende, alt imens hun kom med hendes udsagns om hvor dårlige hendes menneskelige reflekser var, og at Morgoth tilsyneladende havde alt for høje forventninger omkring hendes færdigheder. Hun havde sikkert ganske ret, men det gav ham alligevel ingen grund til at opgive hende, og da heller ikke at hun skulle opgive hende selv. Det var jo derfor hun var her, for at forberede sine evner,
,,Søde frøken, det hjælper Dem ikke at stå og forklarer overfor mig hvilke 'problemer' De tilsyneladende har, angående reflekser" konstaterede han til sidst, og sukkede en anelse over hendes udbrud, ,,Der er jo en grund til at De er her, og sværdkampens teknikker og balancer er en god hjælp til Dem, angående Deres styring af Deres ellers ustyrlige evne,"
Den ene side af hans læbe trak sig op i en streg, efter han havde talt, og kunne godt minde om noget der lignede et smil. Grunden til det såkaldte smil var egentlig ikke stor, til tider havde han blot lyst til at smile frem for sig - hvilket kunne have en yderst provokerende effekt på andre, da i de situationer han smilte, kunne være ret hektiske eller frusterende. Lidt ligesom den de begge var i nu.
Han lyttede opmærksomt til hendes forklaring, og lod blot sværdet hvile ved hendes side. Han så en tydelig mening i hendes ord, og nikkede blot forstående. Han rynkede brynene i en følelsesløs mine, og så ud til at overveje hendes ord, men der gik ikke meget lang tid før han brød ud i snak igen:
,,De forstår tilsyneladende problemet, hvilket også gør det langt nemmere for os begge to at lærer Deres evne at kende," mumlede han let og lod derefter blikket falde let overvejende imod jorden. Han trak forsigtig en andne hånd frem, og lod den glide igennem det lange sorte hår, der startede ved hans pande og sluttede derefter ved det bagerste af hans skuldreblade. Han følte let på de bløde tåtter, men trak så derefter hånden til sig,
,,Hvilken ekstra energi, taler De helt præcist om?" han så derefter imod hende, med let sammenknebne øjne, der kun fortalte at der var dannet en let forvirring i Morgoths tanker.

Da Morgoth tiltale hende ’søde frøken’ følte hun det som et slag i ansigtet. Hun havde det, som var hun et barn, der var blevet irettesat med al den utålmodige tålmodighed en voksen kan præstere. Den grimmasse, der hældede til et smil, på Morgoths ansigt var ikke med til at gøre situationen bedre.
Frustrationen var tydelig, og ubevidst førte hun venstre hånd over mod sværdhånden for at massere håndryggen. Det var begyndt at prikke i fingrende, hvilket som regel var et tegn på, at energien var ved at vokse. Hun følte sig trængt op i en krog, fanget i en blindgyde uden mulighed for at vende om.
Morgana kigge usikker på Morgoth, da hun så ud til at være blevet forvirret af hendes udsagn om den energi, hun ikke kunne kontrollere. Hans tidligere opførsel forvirrede hende, og frustrationen blev snart afløst af forvirring over personen foran hende. Hun vidste ikke helt, hvordan hun bedst skulle beskrive den prikkende fornemmelse, der fik hendes fingre til at snurre og luften til at gnistre, når det gik helt galt. Hun følte sig begrænset af det krystalienske sprog, hvor der ikke var plads til esoteriske følelser og ord.
”Jeg taler om den… den energi, der kommer, når jeg bliver vred, skuffet eller hidsig. Når mine følelser… koger over…” Morgana trak den ene skulder op til øret i en svag bevægelse og fortsatte: ” – er der mere energi end jeg kan kontrollere. I hverdagen er der ingen problemer, for så kender jeg energien, så kan jeg kontrollere den. Den er ikke… - så stor og vild.” Det trak i hendes mundvige, men det var ikke hendes normale smil. Det var et bittert et af slagsen, et af dem, der efterhånden kom oftere og oftere.
Morgana hævede venstre hånd og rynkede let på brynene, mens hun koncentrerede sig om den snurrende fornemmelse, der var aftaget lidt igen. Hun ’puffede’ til energien, der omdannede sig til en lille flamme, der dansede i hendes håndflade, knapt synligt i lyset fra faklerne rundt om i rummet.
”Det her,” sagde hun og åbnede hånden helt, samtidigt med, at hun kastede flammen op i luften, ” er en del af den energi, jeg kan kontrollere.” Hun lod flammen slukkes i dens fald og lagde hovedet spørgende på skrå, mens hun kastede et betragtende blik på Morgoth. Om han forstod hendes forklaring om energien var helt essentielt, hvis han skulle lære hende mere om den.
Hun vidste ikke, om alle havde den samme opfattelse af ’evnerne’, som hun havde. Damian havde forstået hende, da hun havde mødtes med ham i bjergene, men han havde også ildevnen som hende.

Morgoth så tilsyneladende ikke ud til at lade sig påvirke, da Morgana lod sig provokere af hans pirrende attitude. Besynderlig nok havde han for en gangs skyld intet dårligt ment, med hans ord. Nedladende havde han ikke udtalt ordene og havde da heller ikke regnet med at de ville blive hørt sådan, men dette var tilsyneladende tilfældet at de blev hørt sådan.
Alt imens han talte, hvor han tydeligt lyttede til hendes forklarende ord, vandrede han frem imod hende. Da han nåede hende rakte han hånden frem for at tage hendes sværd, da han ikke fandt dem nødvendige mere, og nikkede derfor let med hovedet som en hentydning til dette. Han lod et intenst blik falde imod hendes øjne, og greb omkring sværdet da han regnede stærkt med at hun ville række ham dette. Han trådte derefter tilbage, og skulle netop til at vende sig om for at gå ned og ligge sværdene, da hun hævede hendes hånd. Han standsede op, og vendte blikket over skulderen. Den dansende ild der dannede sig i hendes hånd, syntes at trække hans opmærksomhed, og et let lille beundrende glimt dannede sig i hans isende blik. Han fulgte flammen med øjnene da hun kastede den op i luften, og slap den først da den var gået ud af sin glød. Netop da det skete, tillod han sig at tale: ,,Jeg tror jeg forstår Dem, eller rettere jeg forstår Dem,” Han hævede brynene, i et karakteristisk udtryk for derefter at vende sig om, for derefter så at vandre imod kisten som han tidligere havde fundet sværdene frem fra.
,,Kilden til denne ekstra energi er tydeligt de raserende følelser De danner, ved nogle specifikke følelser – det har vi begge forstået,” konstaterede han pludseligt, som egentlig var en tilføjelse til sig selv. Da han nåede kisten, fik han hurtigt lagt sværdene på plads, og vendte derefter fronten imod Morgana,
,,Disse følelser åbner for enorme energi kilder, der danner de ekstra kræfter De får under disse følelser. Problemet er at de ikke skal åbne op under sådanne forhold, men derimod når De ønsker at de skal reagere” forklarede han og forsatte derefter, ,,Det handler blot om De finder kontrol, danner balance med Deres energi kilder – faktisk kan man godt sammenligne det hele med at man gør sig skil øjet, eller evnen til at kunne gøre sig skil øjet” et let skævt smil dannede sig i hans mundvige, og en lav dyb latter lød fra ham. Underlig sammenligning, men den var god nok,
,,Der er mange der ikke kan det, ene og alene på grund af de ikke kan fokusere på at bevæge øjnene ind imod et bestemt punkt samtidig – eller også har de ikke kontrol nok til at kunne bevæge deres øjne ind imod næseryggen”
Han hævede brynene i et overlegent udtryk, hvilket hurtigt fik overskygget det skæve smil i hans mundvige, der egentlig fik ham til at se ganske venlig ud – taget i betragtning af hans ellers skumle, men dramatiske udseende.
Langsomt bevægede han sig imod hende, hvor han forsigtigt lagde den ene hånd i siden på sig selv. Let bevægede han blikket over hendes skikkelse, og betragtede hendes holdning. Han måtte indrømme, at han nød en anelse at se en flamme af irritation dannede sig i hende. Heldigt for ham var denne irritation ved at forsvinde, da hun tilsyneladende ikke lod sig kontrollere af ilden inde i hende. Han sukkede let, og vendte blikket imod hendes hånd, hvor hun havde fremkaldet ilden,
,,Hvad kan De ellers gøre?” spurgte han, men tilføjede hurtigt derefter: ,,Det at De kan fremkalde ilden i Deres hånd, uden at brænde Dem er godt – det har mange svært ved at lærer, specielt hvis man næsten lige har opdaget evnen” blot for ikke at lyde nedværdigende, angående hendes færdigheder for hendes evne.

Morgana studsede over sammenligningen, og kunne ikke lade være med at gøre et hurtigt forsøg på at gøre sig skeløjet. Det lykkedes uden problemer, men lige så hurtigt som hun havde vendt øjnene ind mod næseryggen, lige så hurtigt flyttede hun blikke ud igen. Hun fandt følelsen ubehagelig og unaturlig. Hun koncentrerede sig igen om læremesteren, der stod foran hende. Da han forventede et svar, spidsede hun læberne og forsøgte at huske, hvordan det egentlig var startet.
”Jeg lærte at fremkalde ild i brændbare ting som det første, derefter en flamme i luften og bagefter flammer, der ikke skader ting, med mindre jeg ønsker det.” Hun så en smule betuttet ud over det, hun antog for at være ros. Hun havde ikke forventet at kunne gøre indtryk med sine sølle evner. Hun henfaldt et øjeblik i tankefuld tavshed, før hun atter brugte stemmen.
”Jeg har forsøgt at lave flammerne større og større, men jeg tør ikke lave dem for store af frygt for, at de kommer ud af kontrol…” Med uro mindedes hun en dag, hvor hun havde fået en lille busk til at gå op i flammer, fordi det, der var startet som en lille flamme, var kommet ud af kontrol. Hun havde siddet på hug og leget med en tommelang flamme i vejkanten, der var kranset af buskads, da en ubehøvlet person havde skubbet til hende. Hendes hidsighed var blusset op, og ligeledes var flammen, der havde antændt busken. Hun var blevet så forskrækket over ilden, at misdæderen var forsvundet i god behold. Heldigvis.
”Jeg har haft lidt hjælp, både fra personer og bøger, jeg har læst. Jeg mødte engang en dreng, der kunne forvandle ting til is, og han fandt en bog til mig om ild.” Hun tænkte tilbage på hendes to ’læremestre’, Damian og Taylor. Hver i sær havde de bidraget med forskellige teknikker, som hun havde bygget videre på.
Evnen havde altid skræmt hende, men for at komme over frygtet blev hun ved med at bruge evnen. Både for at opnå kontrol og for at forstå den bedre.
Hun førte en hånd op til håret og strøg de krøller, der havde snoet sig ud af knolden, tilbage, mens hun med en frustreret stemme fortalte hun: ”Der er ingen i min familie, der har vist tegn på lignende… - men jeg kender ikke noget til min mors familie.” Tilføjede hun tankefuldt og så drømmende på et punkt ude bag de store gotiske vinduer. Det var næsten helt mørkt nu; kun en enkel lille streg af blodrødt mørke var at se ude over horisonten. Den lille farveplet virkede hypnotiserende på hende og hun henfaldt i spekulationer.
Tanken om hendes evner kontra de manglende evner i hendes familie havde naget hende et stykke tid. Hun følte sig ikke længere som en del af hendes familie, den familie, hun var vokset op i. Hendes nye ’legetøj’ gjorde hende til en udenforstående.
Det gik op for hende, at hun ikke havde modtaget det brev hjemmefra, hun var gået ud i natten efter, da Morgoth havde fundet og reddet hende. Det var knapt et døgn siden, men det havde føltes som flere måneder, med alle de oplevelser og nye indtryk, hun var blevet præsenteret for.
Hun havde skrevet til faderen flere måneder tidligere og spurgt til moderens familie. Af hvad, hun vidste af, fandtes der ingen nære slægtninge, og hun havde aldrig hørt om, at der skulle være evner af særlig stærk grad. Hun mente at kunne huske, at der langt ude i slægtstræet fandtes en healer, men uden form for stærk tilknytning til hendes gren af slægten.

Han undlod ikke at hæve brynene en anelse over hendes forsøg med at gøre sig skil øjet, men han måtte da indrømme at trangen til selv at prøve have strejfet ham. Faktummet var blot at han ikke gjorde sådanne ting, da han rent og skær følte sig selv til grin hvis han gjorde det. Alligevel kunne han ikke holde trangen tilbage for at gøre dette, og trak hurtigt øjnene ind imod næseryggen, nemt som ingenting. Han havde gjort det før i hans tidlige barne år, og det så da tydeligt ud til at han stadig havde evnen til at kunne gøre det.
Alt imens Morgana forklarede sig, og fortalte hvordan hendes evner havde udhvilket sig med tiden, lyttede Morgoth med stirrende øjne. Rosen han tidligere havde givet hende havde skam været ganske oprigtig, og der var ingen grund til at hun var overrasket over dette. Det er kunne kontrollere ildens skadegørelse var en god ting, og yderst svær for de fleste. Dem der ikke kunne kontrollere dette, havde for det meste evnen til at kunne kontrollere hvor flammens brud startede - altså hvor den antændte sig, hvilket så gjorde at de ikke rørte selve flammen. For hende var det tydeligvis ikke nødvendigt, da hun nemt kunne kontrollere den mere avanceret evne. Så han kunne da ikke andet end at være en smule beundrende.
,,Jeg må lige gøre det her ganske klart for dem: Magiske evner behøves nødvendigvis ikke komme fra et bestemt familie medlem, hvor De igennem generne ville have arvet denne, tværtimod!" konstaterede han, og hævede det ene bryn i en kynisk grimasse.
,,De kan selv udhvilke Deres evner, og de vil gøre det om De vil det eller ej - De har sådan set ikke noget valg omkring dette, men om De vil lære dem at kende er selvfølgelig helt Deres eget valg" afsluttede han, og sendte hende et ganske kortvarigt smil. Han valgte at tage samme beslutning, og så derfor også ud igennem de enorme vinduer i det ellers tomme træningslokale. Han sukkede let ved synet, og syntes at falde hen i en tankefuld stilling. Han vandrede forsigtigt frem imod lyset der bragte sig igennem lokalet, fra den svage sol. Han rynkede brynene i en anelse da han stirrede ind i solens stadig skarpe stråler, taget i betragtning af at lyset var blødt, skar det stadig hans øjne. Han standsede ikke langt fra slutningen af lokalet, og rakte forsigtigt frem efter gardinet der hang stramt ved siden af vinduet. Han lod stoffet glide ind i hans håndflade, imens han blidt nussede det imellem hans fingre. Ganske let vågnede han fra sin lette tågen, og så imod Morgana med at brændende, men intenst blik,
,,Har De lyst til at prøve at forstærke Deres flammes glød?" spurgte han, og lod sit halv skumle tandsmil glide over hans røde læber.