Krystallandet
Renatika 06.04.2009 18:51
Lidt væk fra de største huse ligger en indhegnet park, komplet med træer, græsplæner, stier og springvand. Det er normalt overklassen, der går tur her, men det hænder at "lavere" folk bevæger sig her hen, selvom det finere selvskab ikke ser med gode øjne på det.Den hvide forårssol giver genskær på det sort- og hvidternede bræt, og Renatika må knibe øjnene sammen for ikke at få tårer i øjnene. Hun spiller med sig selv, og ikke så få af de herskabspar, der er ude og nyde det milde vejr, vender hovederne efter vagabonden, men haster alligevel videre. Renatika er alligevel alt for fordybet i skakspillet, og med yderste koncentration bevæger hun de sorte og hvide brikker hen over deres respektive felter. Trækkene er grundigt udtænkt, det er svært at slå sig selv, hun er sin egen værste fjende. Desuden er der ikke andre, der vil spille med hende.
For et kort øjeblik lukker hun øjnene for at holde den skærende sol ude, men det er ikke kun lyset der brænder; Smerten fra det brækkede kraveben breder sig hele vejen ned i den bandageindbundne højre arm, og pigen tager sig uvilkårigt til skulderen. Gid satan havde ham, Lucifer. Han havde sagt, at det havde han allerede, men hun tror ikke på det. Med den venstre hånd rykker hun den hvide springer frem og tager sin egen løber.
Profil :: Venstre øje grønt, højre øje lilla :: Full-size pic
Min fantasy-roman - Nyt kapitel hver anden weekend.
