“Jeg er slet ikke så fuld!” En blond kvinde viftede med armene, som en ældre stærkere herre havde grebet hende under armen. Det måtte være et spøjst syn, sådan en tynd ung kvinde i starten af tyverne som blev slæbt afsted i blot den enkelt arm. Hendes fødder rørte ikke en gang det nedtrampet plankegulv! 
“Hey din store struds!” Måske ikke den vildeste fornærmelse, oh hvad fanden - hun var jo fuld! “Sæt mig ned! Torsk! Nej! Jeg vil ikke - jeg vil ikke uuuud!” Råbte hun, som hun mærkede den kolde luft og regn der slog mod hendes varme ansigt. 

Lige som hun vente sig rundt, blev trædøren til kroen smækket i. Og det eneste hun kunne se af den tidligere varme, og konstante opfyldning mjød - var lyset som tvang som ud mellem sprækkerne. “Røvhul!” Brummede Evlyn, som hun kastede sine tynde arme mod døren. Med et ordenligt spark, som gjorde mere ond på hende, en det overhoved lavede en lyd. Hoppede hun frem og tilbage i mudderet. hvad så nu? Hvor skulle hun så gå hen? Hvad nu hvis at alkoholen ville slippe dens tag i hende, og hun ikke længere kunne gemme hendes mørke tanker?
Og her stod hun så, lederen for Proteaus i Dianthos. Ved at tømme alle deres kasser med krystaller, for at finde ud af et mysterie, hun ikke en gang var sikker på eksisterede! 
“Ååååårgh! Hold kæft en om gang trolde snask det hele!” Brølede den lille kvinde, som hun stampede hårdt ned i jorden så mudder sprøjtede op omkring hendes læderbukser. Regnen havde allerede gjordt toppe af hende fuldstændig gennemblødt. Hun vente ansigtet op ad, og mærkede hvordan at regnen slog mod hendes udmagret ansigt. 
tog en dyb indånding og lukkede øjnene - “Hvor skal en kvinde så gå hen og drikke sig en kæp i øret, når det halve svin stopper med at udskænke!” Hun havde mest lyst til at smide sig selv ned på vejen og bare blive liggende. Måske begår selvmord, ved mudder? Var det en ting? 
Dæmonen inde i hendes hoved, begyndte grine hoverende af hende. 
Men det var alligevel ikke den, som hun lagde mærke til - nej, lige meget hvor fuld den blonde kvinde nogen sinde ville blive. Var der en ting, som hun aldrig ville stoppe med at mærke. Og det var når nogen flugte efter hende, eller havde deres øjne på hende.
“Hvem end der står i skyggerne, jeg tænkte det kunne være sjovere, hvis du kom ud derfra, eller lad være. Men jeg ved du er der.” Sagde hun og vente sig med stavrende ben, mod retningen personen stod. Og rigtig nok, der var et omrids af en eller anden - nu var spørgsmålet bare, ville personen give sig til kende? 

Juno så det hele udspille sig. Ungerne i Rottebanden kunne godt selv finde ud af at holde øje med den dame, Pax havde sådan en interesse for, men netop fordi Pax var interesseret i hende, var Juno selv blevet nysgerrig. Så han havde sendt ungerne hjem, eller ud til andre steder, imens han selv fulgte efter hende.
Han vidste også, at Pax havde sagt, at de skulle holde sig på afstand, og han mistænkte at det var fordi hun var farlig.

Det føltes som om, han havde ret i sin mistanke, da den tydeligvis stangstive kvinde, havde opdaget ham uden så meget som at se i hans retning. Han besvarede hendes udfordring om at komme frem med et imponeret grin, og med sin evne skulle der ikke mere til, end et par strøg med sine fingre igennem sit hår, for at ændre det fra lys blond til mørkebrun, inden han trådte ud af mørket. Der var ingen grund til at efterlade hende i en tilstand, hvor hun kunne genkende ham. Med den mængde alkohol der uden tvivl var i hendes blod, troede Juno ikke et sekund på, at hun aldrig ville kunne genkende ham, selvom han ikke ændrede andet ved sig selv.

Han trådte ud af skyggerne med hænderne løftet håndfladerne vendt fremad i overgivelse.
"Er det her virkelig sjovere end hvis jeg bare var blevet i gyden?" spurgte han med et grin. "Eller leder du bare efter én, der kan holde dig oprejst, imens du stavrer hjemad? For jeg kan godt tilbyde en skulder, hvis det er."

Det havde været mange aftner i træk, måske endda uger - at den blonde kvinde, havde fundet sig selv siddende i de varme stole på det Halve Svin, så med den mængde den spinkle krop allerede i aften havde indtaget. Var det utroligt hun i det hele taget stod ret, og vente sig mod den leende stemme - og forvandlingen, som der skete i det øjeblik som hun så den mørkhåret man træde ud af gyden. Var for nogen, ildevarslene. Den fulde figur, rettet sig op som skarpe øjne betragtede ham. 
Mest af alt grundet stemmen i hendes hoved der hviskede; hvad nu hvis han er en af Gregorys? Hvad nu hvis han ved, hvad du render rundt og laver.
Og selvom at øjnene svømmede, og hun kunne mærke hvordan det ubehageligt summede i hele kroppen. For blev hun rank, og klar til at forsvare sig selv skulle manden vise sig, at være alt andet end venligsindet. 
"Hm, det kommer an på så meget." svarede hun, og et saglig smil bredte sig hen over hendes læber. Én der skulle holde hende oprejst? Hun kunne ikke holde et klukkende grin tilbage, som nok viste at hun var mere fuld, end hendes pludselig ændring i kropsholdning. 
"Jeg ved godt jeg betegnes som en af de mindre piger her omkring -" velvidende, at hun var 33 år gammel, men lignede en max i starten af tyverne. "Men - altså" hun lod blikket glide ned af hans krop, tydeligvis en af knægtene der rendte rundt i skumringskvarteret. "Du ligner ikke en der kan holde mig opretstående, for slet ikke at sige låne en skulder." hun trådte et skridt tættere på - "Men du kan jo altid overrasket, det har jeg set drengene gøre rundt omkring før." irriterende overrasket, var vel mere på sin plads.

Det gik op for Juno, at Evlyn kunne tro, at han lagde an på hende, sådan som hun stod der, smidt ud af det Halve Svin, plørefuld, og var et nemt offer for mænd med urene intentioner, og han viftede og straks med hænderne i en afvisende gestus. 
"Du må ikke misforstå mig," sagde han og trådte et skridt bagud, da hun trådte ét frem. "Jeg vil hellere end gerne se dig falde med ansigtet først ned i mudderet." Dét ville kunne lære Pax noget om, at interessere sig for underlige kvinder. "Det ville være hylende morsomt og et kønt syn. Men.." Han trak på skuldrene og smilede til hende. "Men jeg vil gerne hjælpe. Eller give en omgang mere på et grimmere værtshus. Der er et her længere nede ad gaden, der kun smider dig ud, når du begynder at kaste op på deres i forvejen klamme gulv." Juno tilbød det med et skævt smil, sikker på at Pax aldrig ville finde ud af det. Lederen af Ulvens Flok var trods alt ikke ligefrem kendt for at begå sig på værtshuse, tværtimod. 

"Hah!" grinede hun og lagde armene over kors - "Du har bid, okay jeg er enig.. Jeg ville også synes det var sjovere at se en person falde ansigt først ned i mudderet." lo hun, og betragtede mudderet der lå under hendes fødder. Faktisk ville det måske næsten være befriende? Det var så længe siden hun bare havde, moret sig. En dyb indånding, inden hun kiggede op mod ham igen - give en omgang mere? Hendes blik blev en anelse forvirret, han var nok nummer to hun havde mødt i Dianthos der faktisk. Var tilnærmelsesvis venlig mod hende, foruden selvfølgelig - det falmende klan hun havde tilbaget.
Ikke så meget som igår, havde hun hørt at Pax igen havde til snuset sig en af hendes medlemmer. Godt nok havde hun lige tilegnet sig ham, men pli blandt klaner og bander, den var ikke til at finde her i Krystallandet - så meget var helt sikkert. 

"Hm" brummede hun, og kunne ikke skjule hendes nysgerrighed, hvorfor denne unge mand ville invitere hende et andet sted hen for at drikke. Hvorfor havde han i det hele taget stået og betragtede hende? Så mange for og mod, og alligevel åbnede hun munden og svarede; "Ved du hvad, enhver der bare træder ud fra gyden efter man er blevet opdaget hvor man troede man var gemt - der så vælger at inviterer en ud og drikke? - Det kan jeg da ikke sige nej til." hun trak på skuldrene, og slog sin ene hånd ud - "Vis vej."

Juno smilede kækt, da Evlyn fortalte ham, at han havde bid - det var han enig med hende i, og han var bare glad for, at hun kunne se det. Var han dén i byen, der var hurtigst på aftrækkeren? Ja. Skulle alle vide det? Ja. Og det var selvfølgelig bedst, hvis de selv kunne se det. Evlyn havde også selv noget af det i sig, det kunne Juno godt se. Hvis ikke det var fordi Pax var så optaget af at forfølge hende, ville Juno måske have forsøgt at blive venner med hende. 

Han fnøs, et fnys der blev til en varm latter, da hun påtalte, hvordan hun havde opdaget ham i gyden.
"Denne vej," svarede han, stadig grinende, og førte an, men skævede til hende, for at tjekke, om hun selv kunne holde balancen. "Så, eh, hvordan opdagede du mig? Har du en radar, der fortæller dig, når der er smukke mennesker i nærheden eller hvad?" Juno havde selv troet at han havde været rimelig godt gemt, men han havde tydeligvis noget at arbejde på, og han ville gerne vide hvad det var, så han kunne forbedre det.
Inden hun nåede at svare, var de allerede ved det næste, nærmeste værthus og Juno holdt døren åben for hende, ind til noget, der var endnu mere snusket, snasket og ligefrem ulækkert, end Det Halve Svin, men der var ingen dørmænd og kun en halvblind krofatter og hans hustru.

Hun nåede lige at åbne munden, for at svare ham - som døren blev åbnet, og den varme luft pressede sig mod hendes ansigt. Dog var det ikke det eneste, som der lagde sig omkring kroppen. Dunsten af daggammelt alkohol, pibetobak og utøj ramte hende hurtigere end hun næsten kunne nå at reagere. Det var lige før, at hun vente sig rundt og kastede alt op, som der lå i hendes mave. Heldigvis formåede hun at slippe med en meget ubehagelig mine, som hun sank det spyt der havde formet sig i hendes mund.
“Fabelagtigt sted - jeg har aldrig set noget så klamt før.” Grinede hun, og var lige ved at snuble over trinet, på vejen ind ad døren. En anelse fumlende greb hun ud efter noget, som ende med at være mandens arm. Et undskyldende smil bredte sig over hendes læber, som hun trak den væk fra ham - næsten som om hun havde brændt sig. 
En gang, havde Greg dræbt en person, bare fordi hun var kommet til at røre forkert ved ham. Udelukkende for at bevise overfor hende, at hun var hans. Og den følelse lå meget dybt i hende, at hun stadig den dag i dag, var bange for at han stod og kiggede hende over skulderen. 

Da de endelig satte sig ned, med krus i hænderne - og hun havde betragtet den enøjet mand som han stod og pudsede det samme glas - der kun så ud til at blive mere beskidt af det. Vente hun sig mod den mørkhåret - “Så, foruden at jeg selvfølgelig altid ved hvornår flotte mennesker i nærheden af mig. Så lever man ikke et liv som mit, uden at vide hvad der er i skyggerne.” Hun løftede sine bryn prøvende, som tungen gled over hendes læber. 
“Eller også var det fordi, at jeg så din silhuet som manden smed mig ud af døren? Hvem ved, måske er jeg bare fantastisk.” Hun tog et drag af øllen, skar en grimasse og priste sig lykkelig for hun var så fuld, at hendes smagsløg bestemt var dulmet. 
“Hvad med dig? Hvad lavede du i gyden?” Hun løftede sin bryn spørgende. 

Juno grinede igen, som han kunne se at hun var påvirket af gunsten indefra kroen. Det var også derfor man først kom her, når der ikke var andre steder der ville have én. Typerne, der sad derinde, var nærmest lige så slemme som lugten og betjeningen, for ikke at snakke om øllen.
"Der findes ikke et klammere sted i hele Dianthos," lovede Juno, som var han hendes egen personlige turistguide i den by, han kendte som sin egen baglomme.

Han kunne ikke undgå at bide mærke i, at hun var fuld nok til at have brug for at gribe fat i ham, og samtidig ikke lod til at have lyst til at røre ved ham overhovedet, men han undlod at kommentere på det. Hvis man opholdt sig i Skumringskvarteret skulle helst være lidt paranoid, hvis man ville overleve.

"Du er nok bare fantastisk. Det lyder som den bedste forklaring for mig, for jeg var sgu da godt gemt væk," svarede Juno, grinende igen. Hun var en morsom type, og Juno kunne allerede se, hvorfor Pax var interesseret i hende, selvom de nok ikke var det af samme grund.
"Jeg ventede på at fulderikker som dig, ville komme væltende ud, så jeg kunne tømme deres lommer," svarede han med et afslappet smil, inden han selv tog en tår af sin øl. Det var ikke helt en løgn - sådan havde han gjort mange gange før, og det var også dét, der gjorde det så nemt at få det til at lyde som sandheden.

Hun hævede sine bryn og gav ham et kækt smil, som forsvandt da hun førte kruset op foran munden igen. “Det kan godt være du har brugt hele dit liv på gaden, men du skal have mere træning hvis du tror - at det var hvad at være gemt godt væk. Jeg opdagede dig jo, gjorde jeg ikke det?” Mumlede hun fra kruset, efter hun havde drukket derfra og satte det væk igen. 
Hun kunne ikke holde et højlydt, ha, tilbage som han fortalte hende hvorfor han havde været der. Fordi, hun kunne både se at han mente det, men også at det ikke var hele sandheden. Ikke at hun havde lyst til at grave mere i det - lige som, at hun faktisk hellere ikke havde lyst til at vide hans navn. Lige nu, var følelsen omkring bare at være fremmede - der ikke vidste hvem hinanden var, meget mere tiltalende end så meget andet. 
“Se det er hvad man kan kalde fantastisk!” Istemte hun, og stak sine hænder i lommerne. “Jeg har faktisk gået sådan og søgt efter en, der var en lommetommer ser du” - Hun smed en masse skrald op på bordet. “Jeg aner ikke, hvordan jeg ellers skal komme af med alt mit lommeuld.” Fnes hun, og bed sig i underlæben som hun afventede hans reaktion - på hendes umådelig barnlig reaktion.

"Du er tydeligvis heller ikke som enhver anden person i Dianthos," svarede Juno med et grin, efter hun havde bedt ham om at få mere øvelse, og indikerede sigende til al hendes lommeuld og skrald. "For mine lommer er noget tungere end dét der, og jeg havde kun stået derude en halv times tid." Han kunne ikke undlade at blære sig lidt, for selvom Evlyn ikke vidste det, så Juno dem som konkurrenter. Han forstod ikke, hvorfor Pax var så interesseret i hende, bander eller ej, og det var nemmere at få til at give mening, ved at tage i betragtning at hun var smuk og dygtig. På en... Rodet, farlig måde. Hvis et stykke skrald kunne være smukt, så var hun dét. Som et stykke farvet glas, der var blevet slæbet af vand og sand. Hvis Juno på en eller anden måde kunne overbevise sig selv om, at han var bedre end hende, så havde han tænkt sig at gøre det, men selv han kunne næsten lide hende. Man blev ikke så fuld, som hun gjorde, hvis ikke man var ødelagt, det vidste Juno af erfaring.

"Det er værdifulde ting du går rundt med i lommerne, du må hellere skynde dig at pakke dem væk, inden der er nogen der stjæler dem," jokede han tilbage, og sparkede drillende til hende under bordet.

Hun pegede på ham, som han sagde hun hellere ikke var som enhver her i Dianthos. “Nej det er fordi jeg slet ikke er her fra” grinede hun, og havde slået over i hendes rigtige accent - den, som hun havde fået fra det land, hvor moren var vokset op. Der hvor hendes far var flyttet hen, for at skabe den familie som han altid havde drømt om. Sidenhen, var de flyttet til Medanien, og derfra var hendes krystalliske accent lige så stille begyndt at indfinde sig, så hun kunne den uden at lyde som en fremmed. 
Hun løftede brynene, som han pralede med at hans lommer var dybere end hende. Hun lænede sig frem over bordet, og betragtede ham med de funklende blå øjne. Dem som der kunne beskrives som et koralrev ude ved obsidian øerne. Så klar og blå, så dybe og opslugende gav man sig tid til at studer den. Og lige rundt omkring irissen, kunne man se mørket - den der lå og ulmede dybt inde i hendes sjæl. Men så længe, ville hun aldrig lade nogen betragte dem, for hun var vokset op med at øjne var som et vindue ind i sjælen - og hvis de virkelig kunne give det, var hun bange for hvad folk ville se. 
“Du skal passe på med hvem du siger det til. For det kunne jo være, jeg var en fabelagtig skuespiller, og du i morgen vågner op og finder ud af at dine lommer ikke længere var så tunge som du forventede.” Mumlede hun kækt, og tømte resten af øllen - hun for at hæve hånden og manden kom hen og fyldte hendes krus op. Noget mumlende med, at de bedre måtte have mere på lommen en det skrald der lå på bordet. 
“Det bestemt ikke skrald!” Råbte hun af ham, og begyndte at rode lidt rundt i det. Grinede som han sparkede hende mod benet, men gjorde ikke noget yderligere ved det. Måske meget af det var, skrald altså. Også glattede hun de sammen krøllede papirer frem. Det ene var en tegning af en pige der legede, det andet en tegning over en bygning hun havde brudt ind i og stjålet fra - og den sidste, den sten og pergamenter hun ledte efter. 
“Se, selv det mest værdiløse pergament, kan have den højeste værdi. Selv den mest beskidte sten, kan vise sig at være en usleben diamant.” Øjnene blev mere alvorlig, som hun valgte at rykke sin stol tætter på ham - “Hvem er du, og hvad vil du virkelig.” Hviskede hun, og betragtede ham ikke længere med spøgefulde øjne. Der var noget over ham, den måde som han næsten venskabeligt puffede til hende med benet, og den måde han uden tøven kunne svare hende rapkæftet tilbage. Noget lå bag, men hvad - det var hun ikke sikker på. Og det skræmte hende.

Juno skjulte ikke sin overraskelse, da Evlyns egentlige accent kom frem. Det var sjældent, at han mødte nogen hvis accent han ikke kunne sætte geografisk plads på. Selvom det var begrænset, hvor meget han havde været udenfor Dianthos, mødte man alle typer af personer i Dianthos, men han havde aldrig hørt nogen snakke på dén måde, som Evlyn snakkede på. 

"Hvis jeg først i morgen opdager, at du har stjålet mig blind, så fortjener du alt dét du kan bære," svarede Juno med et grin. Hun var ikke helt galt på den - Juno ville også se folk, der pralede med deres krystaller, som nemme ofre, og han vidste trods alt allerede at Evlyn var lederen af en bande. Ville det ikke være typisk sådan én som hende, at stjæle alt han ejede? Hun kunne allerede have skubbet ham ind i en gyde og taget alt han ejede, hvis hun ønskede det. Og givet vis, hvis hun ikke havde været så fuld. 

Han fulgte nysgerrigt med, som hun fremviste sit skrald. Der ganske vist ikke var helt skrald alligevel. Hendes tegninger var smukke. De så ud som om, der ikke lå meget arbejde i dem, men selv i deres simplicitet var det bedre end det meste andet Juno havde set. 
Han var et øjeblik fra at spørge hende ind til den uslebne diamant der, for hans øjne, ikke lignede andet end en sten, men så rykkede hun sin stol tættere på hans, og stillede ham et spørgsmål han ikke kunne svare på med andet end en nervøs latter.
"Jeg er Rottekongen," svarede han, stadig smilende, og dog stadig også med nervøsitet i blikket. "Og jeg vil vide, om du er en trussel mod min bande." Han lænede sig tilbage i sin stol og så hende afventende an. Det var halve sandheder hun havde fået, men ikke desto mindre var det sandheder.

Rottekongen simpelthen? Hendes blik gled hen over hans ansigt, selvom det var en anelse slørret. Den nervøse latter fortalte hende alt hun havde behov for at vide. Hun intimiderede ham, om det var at hun var så tæt på, eller hvad det var hun sagde. Det kunne hun ikke vide, og det ville hun nok aldrig finde ud af i den tilstand som hun var lige nu. 
Tungen fugtede de fyldige læber, inden hun måtte bruge sin arm som støtte. Hun satte albuen mod det klamme bord, og brugte hånden til at hvile hendes kind på. 
"Trussel lige frem?" sagde hun langsomt, og brugte hans uopmærksomhed mod ham. Hendes fingre dansede hen over hans lommer, inden hun rykkede sig tilbage igen. 
"Jeg ved ikke om jeg er en trussel - jeg gør mig mere i de fine adelige og de genstande som de ikke kommer til at savne." hviskede hun, inden hun lænede sig helt tæt på ham igen. Fjernede albuen var bordet, og øjnene blev smalle.
"Derfor ville jeg hellere ikke tage noget værdifuldt fra en som dig, selvom jeg kunne." hviskede hun, og som om hun knipsede med fingrene fremmanede hun en lille gul sten og rakte den frem til ham. "Men du gør ret i, aldrig at undervurdere mig, lige meget hvor fuld jeg er." hviskede hun, og lænede sig helt tilbage i stolen og greb omkring hendes krus. "Så frygt ej rottekonge, jeg er ikke her for at gøre livet surt for dig. Du hjælper børn ikke?" hun havde godt hørt rygter om ham, hørt omkring huset der altid havde plads til forældreløse eller generelt børn som havde brug for hjælp. 

Det var ikke helt rigtigt, at hun intimiderede ham, men frygten for, at Pax skulle finde ud af, at Juno havde snakket med hende, skræmte ham lidt. Han havde trods alt fået direkte ordre om at holde sig fra hende. Hvilke konsekvenser ville der være, hvis de andre der havde været til mødet, fandt ud af han gik imod Ulvens ordrer? Han havde kæmpet så hårdt for en plads ved bordet, han havde ikke lyst til at finde ud af det. 

"Fin adelig er jeg i hvert fald ikke," svarede han afslappet, men himlede også med øjnene. Det lød som om hun troede, hun var så meget bedre end ham, fordi hun havde midlerne til at stjæle fra større bytte end han havde. Han blev dog straks helt opmærksom igen, da hun gav ham den gule sten, han havde stjålet fra Vargas. Han bar den stadig med sig overalt hvor han gik, og alligevel fik synet af den et chok til at gå igennem hans krop. Han sad, hele hans krop stivnet, indtil han langsomt lukkede sine fingre om den kolde sten. 
Han hørte knap nok hvad hun sagde derefter, indtil hun nævnte hans børn, og han langsomt løftede blikket til hendes. "Hvorfor vil du vide det?" spurgte han, pludselig skeptisk omkring hende. Men han kunne ikke benægte, at han hjalp børn.

"Nej heldigt for det - jeg bryder mig ikke om adelige, det er derfor jeg stjæler fra dem og ikke folk som faktisk har behov for krystallerne." svarede hun ærligt, hun havde aldrig prøvet at overtage andres territorium. Hun drillede gerne de andre klaner, hvis de kom for tæt på hendes marked. Men ellers holdte hun sig til den øvre bydel. Noget ganske poetisk, nu når hun selv kom fra det laveste. Kloakkerne. 
"Jeg synes bare det er beundringsværdigt." svarede hun ærligt og trak på skuldrene. "Mit største mål er også at tage de folk ind, som har behøv for en ny chance." sagde hun med et smil, og huskede hvordan hun havde fundet Faith. 
Liggende halvdrukken over et bord, hun lignede skyggen af den kvinde som hun var i dag. 
Og Domino, som var en blandingsrace mellem bjergelver og skovelver. Som aldrig havde hørt til nogen steder, altid forvist fra de elveklaner han havde besøgt. 
Hun drak resten af sin øl, og hævede hånden for at få endnu en genopfyldning. 
"Hvad er dit største ønske?" spurgte hun en smule snøvlet, som hendes svømmende øjne betragtede den mørkhåret mand.

Juno svarede Evlyn med et fnys. Han brød sig heller ikke om adelige, eller om folk med rigeligt krystaller i det hele taget. Han forstod ikke, hvordan man kunne se folk, der havde brug for dem, og så undlade at dele, når man selv havde rigeligt. Man måtte være ond, for at kunne have selv, uden dårlig samvittighed, når der var andre der havde så desperat brug for hjælp. 
Selvom hun lige havde taget hans kæreste eje fra ham, begyndte han at varme op overfor hende. Hun havde hjertet på rette sted indtil videre, og hans teori blev kun bevist, da hun begyndte at snakke om børn. Nye chancer gjorde han sig ikke nødvendigvis i, men alle børn havde brug for hjælp. Han troede ikke på, at børn kunne være onde. Han troede kun på, at børn havde brug for vejledning. Og mad. Mad, som han hver dag kæmpede for at skaffe til dem han tog sig af. 

"Mit største ønske?" gentog han og gnubbede den gule sten imellem sine fingre. Den mindede ham om, hvordan han var blevet udnyttet, brugt, solgt, mishandlet, men også om, hvordan han var kommet igennem det hele. Den var en advarsel og en påmindelse. "Magt," svarede han lavmælt. Det var ikke det svar, han normalt ville give, men Evlyn lod til at være fuld nok til ikke at kunne huske hans svar alligevel. "Nok til at blive fri af mine fjender og beskytte mine unger."

Magt.
Så simpelt et svar, og noget der ikke kom bag på hende. Men hvad der fulgte derefter, fik alligevel forståelsen til at glide hen over hendes udtryk. Lige præcis dét ønske, forstod hun alt for godt. 
Blikket blev en anelse stift, som tankerne fór rundt i hendes hoved. Nedlagde sig, og kom op i luften, var flydende og på en og samme tid meget faste. Fordi som et for drukket sind, var det svært at holde styr på alt der foregik inde bag panden. 

"Hm, magt kan komme i mange former og størrelser." svarede hun ærligt tilbage, "Det kan komme for en stor pris, og det kan komme gennem ubarmhjertigt og hårdt arbejde." blikket lagde sig mod den skummende mørke øl, der skvulpede rundt i kruset, som hun tog det op mod hendes læber. 
"Så svar mig dette, hvad vil du gøre for at opnå magt? Hvor langt er du villig til at gå, for at få din drøm opfyldt, og hvorfor er du ikke kommet der til endnu? Hvem er der spænder ben for dig?" blikket lagde sig igen mod den brunhåret mand, som hun lagde hoved på skrå og gav ham et blidt smil. I øjeblikket, rakte hun sin hånd ud og gav hans et klem. Da det dog gik op for hende, hvad hun havde gjort, tog hun langsomt hånden tilbage igen. Ikke lige så voldsom en reaktion, som da hun var kommet til at støtte sig op af ham.
"Undskyld." mumlede hun med knyttet bryn, som hun vente blikket tilbage mod hendes øl.

Juno skævede til fulderikken med et fnys, da hun begyndte at tale om magt og dets pris. Hun var ganske nok ædru nok til at stjæle fra ham, men var hun også ædru nok til at kunne få sine ord til at give mening? Juno havde sine tvivl. 

Hendes spørgsmål fik ham dog til at se tomt frem for sig, imens tusinder af årsager fløj igennem hovedet på ham. Jeg kan ikke begå mord. Jeg kan ikke forråde venskaber eller loyaliteter. Jeg er ikke organiseret. Jeg prioriterer mine unger før mig selv og mine ambitioner. Men der var ingen af dem, der blev sagt højt, og han vendte først mentalt tilbage til kroen, da hun lagde en hånd mod hans og straks derefter undskyldte. 
Undskyldningen fik ham til at skæve undrende til hende. "Der er ikke noget at undskylde for," mumlede han, inden han tog sig sammen og efter en tår af sin øl, svarede han hende; "Indtil for nylig havde jeg ingen fjender. Og ingen at beskytte mine unger fra. Alt jeg ønskede mig for et år siden var at bevise mit værd."

"Hm, tjo, måske ikke? Hvem ved, ikke alle kan lide at blive rørt ved." mumlede hun en anelse usammenhængende, som øjnene begyndte at svømme en anelse. Måske var trætheden også ved at ramme hende? Blikket skævet kort mod den anden, som hun overvejede hvordan hun bedst kunne komme hjem igen. Uden hjælp i hvert fald, på givet tidspunkt, ville Domino nok havde prøvet at finde hende. Han vidste at hendes ture til det halve svin var mere og mere som et urværk. Men hun var jo ikke på det halve svin, så hvordan skulle han kunne finde hende? 

"Så hvem skal du beskytte dine unger fra?" spurgte hun langsomt, og rynkede sine bryn mod hinanden. Og inden hun kunne nå at tage ordene tilbage, efterfulgte - "Måske jeg kan hjælpe? Jeg har dem ikke lige nu, men snart burde jeg kunne. Børn skulle alle have lov til at få en chance, friheden til at få de bedste muligheder. Så, hvis det ikke, du ved.. åh, måske - mit hoved gør lidt ondt nu." mumlede hun langsomt og grinede, som hun mest af alt bare havde lyst til at ligge sig hen over bordet. "Måske find mig når jeg igen er ædru, hvis du altså vil have hjælp." kom der lidt efter en anelse forsigtigt, som hun havde gemt sit ansigt i hendes hænder.

"Det kan jeg ikke," svarede Juno med løftede øjenbryn. Vidste hun det, eller havde hun blot nævnt det, for at forklare sin undskyldning? "Men den slags berøringer har intentioner. Det har dine ikke." Juno tvivlede på, at kvinden ved siden af ham ville lægge an på ham, om så han var det sidste menneske på jorden. Af en kvinde, der tydeligvis drak sig fuld for at glemme eller undgå et eller andet, så virkede hun selvstændig, og ikke som typen, der ville hive en 20 år yngre dreng med i seng. 

"Hvem skal jeg ikke beskytte dem fra?" spurgte Juno med et fnys. Lige nu var det Asad, men deres territorium var småt, og når det ikke var Asad, så ville det være en anden bandeleder. Lidt beskyttelse havde de fået af at være associeret med Ulvens Flok, men det var ikke meget. 

Juno så til med ynk, imens kvinden kæmpede med en voksende hovedpine, og han vendte sig mod bartenderen. "Kan du give hende dét der - du plejer at give mig," spurgte han og gestikulere mod Evlyn imens. Da en varm, grøn og tyk drink blev sat foran dem, rejste Juno sig op og klappede opmuntrende Evlyn på skulderen. "Drik dét, så får du det seriøst bedre i morgen." Samtidig med at han lænede sig ind over Evlyn, for at række betalingen for deres drikkevarer til bartenderen med én hånd, nappede han hendes pung med den anden.

"Jeg finder dig, når du er ædru," lovede Juno med et løft med hagen, og forlod med rolige skridt værtshuset.