Proxima havde forvildet sig ind i De Ældste Skove. Hun var faret vild på vej til... ja, hun kunne lige så godt sige det, som det var; Hun var på vej til Tusmørkedalen. Hvordan hun var endt her, anede hun ikke ret meget om. Hun var bare gået ind i skoven med en eller anden forhåbning om, at hun ville komme ud på den anden side, og derved finde Tusmørkedalen. Hun havde nemlig aldrig været netop dér, og ville gerne undersøge området. Hun havde nemlig mest af alt befundet sig i Hovedstaden, siden hendes meteor styrtede ned, og hun blev 'født' ind i denne verden.

Som hun gik af sted, følte hun sig en smule overvåget. Det var som om, at nogen holdt øje med hende, men når hun kiggede, så så hun ingen. Ingen overhoved. Alligevel blev hun overvåget af noget. Hvad? Det anede hun ikke, men nogen fulgte hende med øjnene. Engang imellem, hvis hun virkelig lyttede efter, så kunne hun høre kviste knække og blade rasle - som gik nogen over skovbunden, nogen som ikke var hende selv.

Til sidst, da hun havde gået i længere tid, stoppede hun op. Hun var godt træt, og kendte ikke til farene ved at sove i en skov. Hun vidste faktisk ikke ret meget om verden, eller hvordan hun skulle beskytte sig selv mod disse farer.

Hun satte sig derfor på en sten, og tegnede lidt i skovbunden med en lang pind. Følelsen af at blive overvåget var ikke blevet mindre, men hun gik ud fra, at vedkommende ville komme til hende; før eller siden.

Og hun fik sådan set også ret. Noget raslede ovre fra en busk, og hun gik tættere på. Hvad end det var, så flyttede væsnet sig ikke, men blev stående.

"Kom bare ud. Jeg bider ikke," sagde hun med afstand mellem sig selv og busken, men væsnet kom ikke ud.

"Kom nu. Jeg har noget mad, hvis du har lyst?" Hun viftede med et stykke tørret kød, som hun havde bragt med sig, selvom hun ikke havde meget glæde af det.

Kort efter kom et mærkeligt væsen luntende ud af busken. Det lignede ved første øjekast en tyr, men så så hun, at den havde poter? Det var da godt nok mærkeligt. Tænkte hun og rakte frem imod dyret. Hun kastede kødstykket imod den, og så hvordan den greb det med en tyrelignende mund, men den havde lange, drabelige tænder i den, i stedet for flade drøvtyggertænder. Hun gik nærmere den, og så, at den havde en sadel på, og faktisk også en trense.

"Er du et ridedyr?" spurgte hun den, og kløede den i panden. Den lod hende klø sig, og hun smilede.

"Jeg ved ikke med dig, men jeg er træt, så jeg kunne godt bruge din hjælp." Hun gik over på siden af dyret, og aede den på halsen.

Så satte hun en fod op i stigebøjlen, og trak sig op på ryggen af det store dyr. Det fik tyren, eller hvad det nu var, til at ryste sig lidt. Proxima klamrede sig til tøjlerne og halsen. Fingrene havde hun begravet i den mørke manke af hår.

"Hvordan får jeg dig til at gå?" spurgte hun dyret, og klappede den på halsen.

Hun havde trods alt ingen ride erfaring overhoved, men kom ved et uheld til at presse den ene hæl ind i siden på dyret. Det fik den fremaf. Ahah. Tænkte hun, og gjorde det med begge hæle nu. Dyret svarede med at gå fremad i et friskt tempo, og alt Proxima kunne gøre var at holde godt fast i manken på ham.

"Du Thyr? Må jeg kalde dig Thyr?" Hun vidste ikke, at dette var et umælende dyr, så hun snakkede til den, som kunne den tale og forstå.

"Vi skal den der vej," Hun hev i den venstre tøjle, og dyret gik til venstre.

"Vi to skal nok blive gode venner," sagde hun med et skævt smil, og kløede den i manken.