Det var ikke fordi Beccan pralede af at være havmand, tværtimod. Han vidste alt for lidt om den halvdel af sin slægt og var efterhånden også ved at blive dårlig til at forvandle sine ben til finner - sådan gik det, når han havde været væk fra havet for længe. Følelsen af at være omgivet af vand kunne stadig gøre ham rolig og varm helt ind i hjertet, men han forsøgte af samme grund at holde sig væk fra vand så meget som muligt. Der var intet for ham i havet, så den bedste taktik for ham var at undgå at komme til at savne det.

Alligevel var der nogle få venner, der kendte til den side af ham, og derfor gik der heller ikke længe, fra en havkvinde havde sat fod på land, til Beccan hørte om det. 

Det var kun delvist fordi han savnede sin mors hjem, at han besluttede sig for at opsøge denne havkvinde. Det meste af grunden, var fordi den ven, der fortalte ham om hende, havde beskrevet hende som værende 'definitionen af problemer på ben'. Beccan var ikke ligefrem kendt for at hjælpe fremmede, faktisk var han kendt for knap nok at ville hjælpe sine venner. Men det var ham, der normalt skabte problemerne hvor end han gik, og derfor så han lidt af sig selv i den her havkvinde, selvom han endnu ikke havde set hende.

Heldigvis for ham var hun nem at finde. Hvis ikke for det knaldrøde hår, så på de klodsede bevægelser. Det var ikke det mest galante at gøre, men Beccan tog en omvej rundt om bygningen bag hende, og skar ind foran hende, lige i tide til at stoppe en grøntsælger fra at forsøge at sælge hende noget.

I den varme forårssol strålede hans gulde hår og kamp med hende røde, og det var helt naturligt for ham at sende hende et bredt smil, selvom han kun med nød og næppe ikke var gået ind i hende.
"Jeg hører du er fra havet," lagde han ud, uden hverken at hilse eller introducere sig selv, som om enhver ikke havde kunne regne det ud på hendes klodsede ben-bevægelser. Han anså på ingen måde sig selv som truende, med hans altid afslappede smil, og helt uden våben på sig - og så selvfølgelig hans passivt arbejde evne, der fik folk omkring ham til at stole på sig. 

Nerida forsøgte igen. Det havde været mere svære end hun kunne forstille sig at gå på to ben. Hvordan kunne alle de mennesker overhovedet holde balancen. Hun havde fundet en lille kro med et lille lummert værelse ikke meget andet end en slagbænk at sove på og en lille kiste til hendes ejendele.
Hun så ned på de to meget beskidte fødder der stak ud under den simple hvide kjole. Hun havde taget et par kjoler med sig. Så lige nu, stod de beskidte bare tær i stærkt kontrast mod den ny-vaskede hvide slå om kjole.

det bliver en lang tur... hun var et øjeblik usikker på om hendes projekt om eventyr på landjorden burde droppes. men en lang tur betyder flere nye oplevelser som altid lod hendes nysgerrighed overfor den nye favre verden, hende hurtig væk fra tanker om at tage hjem igen.
Hun vaklede et par skidt frem og fik så gang i en nogenlunde rytme i sine skridt. se der går da meget godt... hun så op fra sine fødder tids nok til  at se to børn komme løbende forbi i en gang tag-fat. Hun valkede og svingede korte med armen over hendes pludselige stop. Hvorefter hun så misunderligt efter de to børn. Det skulle hun lære.. at løbe og danse. Hvor ville hun gerne lære de yndefulde og galante bevægelser mennesker brugte når de dansede. Ikke smukkere end havets dansere naturligvis, men smukt på deres egen måde.

Hun gik langsomt frem igen og fandt igen den gode rytme i balancen. Markedet var for længst åbnet og i gang og de nye lugte og larm der var at finde var helt fortryllende, selvom hun havde været her i nogle dage nu, var hun stadig ikke blevet træt af de mange mennesker der flokkes sammen for at købe og sælge. En grøntsælger råbte om sine lækre sager og lokkede hende tættere på, så han kunne vise hende gulerødder.

Nerida var ved at falde baglæns og der undslap et gisp fra hende som hun desperat forsøgte at holde den dumme balance. Per automatik greb hun fat i den unge mand der havde forskrækket hende, for at forblive på de vaklende ben.

Hun lod blikket glide over den unge mand, da hun havde fået sin balance igen. Hans brede smil og de legende øjne fik hende til at le ”Ja, hvad gav min hemmelighed væk..?

Beccans smil blev kun bredere, da havkvinden brugte ham som støtte for ikke at vælte, og han lagde en hånd over hendes, for indirekte at invitere hende til at blive ved med at røre ved ham.

"Åh, du mener udover dine bens usikkerhed og hvordan du skinner helt gyldent?" spurgte han med et grin og først da hun rettede sig op, hendes balance genfundet, gik det op for ham at hun måske var en smule højere end ham. Ubevidst rankede han selv ryggen, men smilet forsvandt ikke fra hans ansigt.

"Jeg har hørt rygter om dig," indrømmede han så, for det var trods alt ikke på udseendet alene at han havde kunne genkende hende som havkvinde. "Folk snakker, og mine venner lytter. Og... Jeg er selv havmand, så de vækkede min nysgerrighed." Han lagde hovedet let på skrå og betragtede hende, uden at lægge skjul på sin nysgerrighed. "Eller. Halv. Halv havmand," rettede han sig selv, inden hun forsøgte at finde ud af om de var i familie eller om hun havde mødt ham før. Det var de ikke og det havde hun ikke. Han havde ikke besøgt havet i flere år, ikke siden hans mors død. 

Nerida rynkede kort brynene og så ned af sig selv. Skinnede hun? Gyldent? Hun var ikke helt sikker på det, for hende så hun normal ud. Måske hvis man lige så bort fra at hun ikke havde sin smykke gyldne store hale. Men to ben der var en del svære at holde balancen på.

Hun mødte hans øjne igen tids nok til at se at han rankede sig lidt op. Kendte han til hendes rang i havet? ”åhh?” hun var ikke helt sikker på  om dette betød, at hendes eventyr på land allerede var ovre og hendes far havde fået nogle til at hente hende hjem hurtigere end hun kunne nå at lære bare en smule om bukser og landvæsner.
Han virkede dog ikke til at være en der var kommet for at tvinge hende hjem igen. Tværtimod. Han virkede næsten som om han byd hende velkommen. Hun gengældte hans nysgerrige blik. ”Jeg håber da dine venner siger noget pænt indimellem alle de rygter” der var morskab i hendes øjne. Hun lagde hovedet let på skrå og overvejede at sende endnu en joke imod ham. En dårlig joke som hun så bestemte at holde for sig selv.

”Jeg er Nerida... og du er?” hun valgte ikke at sige hendes efternavn. Hvis han blot havde hørt rygter og han ikke var kommet for at sende hende tilbage, var der ingen grund til at proklamere at hun var generalens datter. 

Beccan havde kun en svag ide om den rang, der gjaldt i havet. Hans mor havde ikke lært ham meget, og der gik så længe imellem hans besøg, at han ikke havde haft meget mulighed for at se det for sig selv. Og du kunne aldrig fange ham sidde med en bog, medmindre det var for at spionere på flotte mennesker over kanten af den. Havde han vidst at havet havde en general, ville han på ingen måde have vidst, hvad den general hed, eller at generalen havde en datter. Selv landjordens politik fløj over hovedet på ham, selvom hans far gerne så at han fulgte med. 

"Åh, tro mig, alle rygterne indtil videre er pæne," lovede han med et strålende smil. Det var ikke fordi han havde hørt meget - faktisk havde han nærmest ikke hørt andet, end at hun var smuk. 

"Beckett. Men mine venner kalder mig Beccan," svarede han og så hende an et øjeblik inden han tilføjede; "Vi er ligeglade med efternavne, hva?" Han kunne se på hende, at hun ikke var en eller anden forældreløs tøs, der ikke havde et efternavn, så han gik ud fra at der var en grund til at hun skjulte det, men han var ligeglad.
"Kan jeg give dig en rundtur i byen?" Skiftede han emne, for ikke at gøre hende utilpas, når nu han havde påpeget at hun havde en hemmelighed.

Nerida så nysgerrigt på den unge mand. Han virkede til at være en rigtig charmør. ”Indtilvidere...?” hun fik et drillende glimt i øjnene, og kastede let med hovedet for at få det orange hår væk fra øjnene.

Hun lo let da han tog hende i at undlade sit efternavn. ”Det er en fornøjelse at møde dem hr. Beckett” hun så kort ned men nejede ikke. Det kunne hun ganske simpelt ikke. Hendes øjne var stadig fulde at latter. ”Efternavne gør alting så besværligt synes De ikke” hun smilede skævt og droppede så den fine tiltale igen. 

Hun så rundt på de forskellige boder omkring dem, de mange mennesker der flokkes i gaderne og nikkede så ”Det ville være dejligt. Det er stadig meget nyt det hele.” uden at spørge tog hun som en selvfølge hans arm. Det var dog overraskende nok mest til støtte på hendes usikre fødder. De der Ben skulle i gang igen. ”og hvis du har nogle tips og tricks til at begå sig på to lemmer ville jeg tage imod med kyshånd”

"Hvis vi er på fornavne, så er vi også på Dus," svarede han med en varm latter, da hun kaldte ham 'De'. Han fornemmede ganske vist, at den fine tiltale kun var for sjov, men det var en joke han gerne ville spille med på. 

Det føltes helt naturligt, at hun tog hans arm, og Beccan satte helt automatisk i gang med at gå ned ad gaden. Mon ikke de kunne finde noget, den vej hun alligevel havde været på vej op ad?

"Åh, tips har jeg masser af!" Lovede han, imens de gik. "Først og fremmest, så skal du holde dine krystaller tæt til kroppen. Der er langt flere lommetyve, end der er byvagter, og bedre til deres job end byvagterne er til deres." Han lagde ikke skjul på, at han talte af erfaring, men det havde aldrig skadet ham at miste lidt krystaller her og der, så der var heller ingen bitterhed. "Aldrig stol på fremmede mænd er også et ret godt tip, hvis jeg selv skal sige det," tilføjede han med hævede øjenbryn og en skæven til Nerida, selv som han førte hende igennem en befolket gade midt på dagen. 

Neridas øjne havde en glimtende latter i dem ”Dus vi er..” konstaterede hun. Når alt kom til alt var hun over vandet nu, og så længe man ikke satte lighedstegn mellem hende og hendes familie, kunne hun være dus med hvem hun ville.

Det var nemmere at gå når der var en at holde ved. Men hun måtte indrømme at balance ikke var hendes stærkeste side. 
Hun så en smule overrasket på Beccan da han nævnte tyvene. Det havde tyve og kriminelle under vandet. Dem kom man ikke helt udenom. Men de var ikke noget man bekymrede sig om til hverdag. Der var få få til at det var en stort problem.
”Åhh” hun så rundt på alle de livlige mennesker omkring dem. De virkede alle til at være anstændige væsner. 

Det næste han sagde fik hende til at le. ”så jeg skal ikke stole på dig?” hun besværede hans skæve blik med et smil. Den gælder nu overså under vandet. Men ligesom dernede, har jeg også et ønske om at se det bedste i folk. Nerida var dog ikke helt hjælpeløs, selvom hun så sådan ud. Hun var trænet i kamp, det dog med en hale så hendes bevægelser ville nok være noget mere klodset over vandet. Men hvis det svigtede, havde hun sin sang. Man skulle ikke kimse af sirenes kræft.

Beccan kunne ikke lade være med at føle en varm bølge af tilfredshed, da Nerida gik med til at være Dus med ham. Hver eneste ven han fik, selv de overfladiske af dem, var en success, der hurtigt steg ham til hovedet. 

"Nej, faktisk ikke," indrømmede han med et grin, da hun spurgte, om hun burde lade være med at stole på ham. Han var glad for at hun gjorde, men han fik lige så ofte venner og fremmede ud i problemer, som han sørgede for en god tid sammen. Det var ofte lidt tilfældigt, om konsekvenserne af hans handlinger og ord endte med at være sjove eller seriøse.
Han så det sådan, at når hans far havde rigeligt med krystaller, så var der ingen konsekvenser der var permanente.

"Det er en god indstilling at have," medgav han, men var dog selv lidt skeptisk. "Du ser tydeligvis det bedste i mig, ellers ville du ikke være her lige nu, vel?" Han smilede til hende, men denne gang kom det ikke helt op til hans øjne. "Jeg har ikke selv været så meget under vandet. Det er min mor, der er derfra, og hun døde for et par år siden. Jeg har ikke været tilbage siden."

Det var normalt et tungt emne, men endnu tungere for Beccan, der hadede når ting blev kedelige eller triste.
"Hey, se! Et kandiseret æble!" Med de ord ledte Beccan dem bestemt hen mod en bod, der solgte søde sager af alskens slags. "Hvad har du ikke prøvet endnu, prinsesse? Jeg giver."

Nerida kunne ikke lade være med at le hjerteligt, mens hun rystede let på hovedet. hun virkede til at have fundet en ung mand der var lidt smart i en fart. Dog virkede han til at have hjertet på rette sted.så hun fulgte med, med latter i øjnene og usikker på benene. nogle gange tog hun lidt hårde fat om Beccans arm når hun trætte forkert. "Selvfølgelig en ung mand som Dig har aldrig bagtanker" sagde hun med latter, i en humoristisk tone. Hvad hans bagtanker var vidste hun ikke rigtig, men hun kunne ikke rigtig fornemme andet end god humør fra ham. "Jeg kondolere, men havet er nu kønt på sin egen måde. en dag kan jeg tage dig ved finnen og vise dig det, hvis du har lyst?" hun kunne altid gengælde hans venlighed under vandet. Havet var skønt, specielt i visse årstider. lige nu var hun dog mere optaget i landjorden og dens fantastiske vidundere. hvilket også kunne ses på hendes store øjne der desperat forsøgte at få alt ind.

Nerida så i den helt modsatte retning som Beccan pludselig fik øjnene på noget ved en bod, så hun forsøgte at få fødderne til at vende den rette vej og følge forvirret efter ham. "Kandiseret æble?" hun så overrasket på boden, hvor det duftede herligt og sødt. Nogle få bier fløj i luften omkring dem tydeligt tiltrukket af de søde sager. Æblerne var de mest fantastiske farver. Knald røde med en skinnede overfalde der næste var så klar som et spejl. Nerida kunne slet ikke svare spørgsmålet hun fik til en start. Der var så meget at vælge imellem. "øhhm" hendes blik flakkede lidt fra æblerne til noget der lignede nødder med brændt sukker.
"du virkede til at have en forkærlighed på... æblet?" endte hun med at svare. De var så smukke og ærlig talt have hun ikke prøvet nogle søde sager endnu.