Sted: Vargas' private hjem i slavehandlen
Tid: Tidlig morgen
Vejr: Skyfrit. Nattens kulde holder lidt ved endnu, men solen er på vej op

Det var stadig tidlig morgen, da Thanos vågnede. Det var en fremmed seng, men ikke så fremmed som den kunne være. Han havde sovet her før, det var altid det samme værelse han fik tildelt, når han besøgte slavehandlen og dæmonen, der ejede den.
For et øjeblik blev han liggende og følte sin krop, der langsomt vågnede op. Han havde ikke nogen følelsesmæssigt præference for at vågne op, om han skulle op så snart han var bevidst, eller om han som nu, havde muligheden for at blive liggende. Når det kom til ren kropslig nydelse, var det helt klart at foretrække, at ligge lidt og starte dagen roligt ud. Mærke sengetøjet, her silkelagner, der holdt en varm i nattens kølighed uden at gøre en for varm, og lytte til det rolige hjerteslag, der gav genlyd i hele kroppen.

Men Thanos var ikke en mand, der havde tålmodighed til at ligge længe, så han skubbede snart benene ud over sengekanten og gned en hånd over ansigtet og om i nakken med et suk. Hans tid ved Vargas var snart slut. Arbejdet kaldte og hans lille ferie måtte se sin ende. Det var hverken noget han følte glæde eller sorg over, selvom han for det meste nød sin tid her. Han tog i hvert fald herfra udhvilet og klar på de fremtidige strabadser.

Han trak i sine bukser og fyldte et glas med vand fra en kande, der stod ved sengen, inden han på bare fødder og i bar overkrop forlod værelset. Hans vært sov uden tvivl endnu, han kendte i hvert fald ikke Vargas som en tidlig fugl, så Thanos regnede ikke med at se ham før om et par timer. Huset var hans som han ville ind til da, måske han ville søge mod køkkenet efter en hurtig bid mad, inden det store morgenbord, der fulgte med slavehandlerens opvågning. 

Men nu gik han ned af gangen og drejede ind i det åbne område, der ledte mod altanen, der vendte mod slavehandlen. Solen var begyndte at skinne ned over området, og dens stråler ramte varmt Thanos bare overkrop, som han stillede sig ud til rækværket, lænede sig frem og hvilede sin vægt på underarmene, stadig med glasset mellem hænderne. Hvilende på det ene ben så han ud over slavehandlen, der allerede var ved at vågne op. Vagter bevægede sig morgendovne rundt og man kunne høre en påfugl skråle et sted ovre fra dyrenes afdeling. Det var som at betragte en doven myretue, og Thanos drak lidt af vandet, mens han lod tankerne glide ud i sandet.

Ana havde ligget siden solen først kyssede sandet i det fjerne og stirret ud i halvmørket der omringede hendes værelse. Varmen var nu ved at snige sig ordentligt ind i kroppen og hun trak silkelagnet lidt ned og rejste sig halvt op. De tofarvede øjne spejdede rundt i det tomme lokale, en rutine hun havde da Vargas til tider bare satte sig ind til hende uden yderligere forklaring. Dog fandt hun rummet tomt, og præcis som hun havde forladt det da hun havde lukket sine øjne sidst.
Hendes slanke ben blev svunget ud over sengekanten og de bare fødder nåede jorden hurtigt. Hun greb den lyse sandfarvede kjortel der var hendes nyeste fra Vargas og trak den over hovedet i en hurtig bevægelse.

Der på tog hun et fast greb om sin slidte børste og børstede de gyldne lokker hastigt før hun besluttede sig for at hente noget frugt i køkkenet og sætte sig ud på altanen for at se slavehandlen vågne, en ting hun holdt af de dage hvor der var stille som nu. Andre dage var der gang i pinslerne og de dage fortrak hun sin egen lille alkove og en god bog. Hendes gode hjerte kunne ikke holde til at se de stakkels væsner blive tortureret. Sølvkæden om hendes ankel trak sig sammen jo tættere hun kom på Vargas værelse, vanen tro lod hun kort blikket glide over døren før hun forsatte ned af trappen mod køkkenet.

Med en bakke med frugt og en kande med vand satte hun der efter kursen mod altanen. Hun gik forsigtigt og nynnede fraværende en melodi hun ikke kunne huske hvor hun kendte fra. Hendes liv før slavehandlen var en gråzone og hun erindrede meget lidt.
Med et sæt stoppede hun, vandet skvulpede op til kanten men ikke over, dog var hendes tofarvede øjne rettet mod en skikkelse på altanen. Hun var frosset til stedet, store øjne vandrede over manden mens hun lynhurtigt mentalt klassificerede ham som værende farlig. Hun genkendte ham snart, en af Vargas’ gæster som bestemt sjældent var venlig sindet. Hendes fødder adlød hende ikke længere og hendes fingre holdt krampagtigt fast i bakken mens hun stirrede vagtsomt på ham uden at rykke sig en millimeter.

Thanos tanker var langt væk fra nuet, som han så på det begyndende liv på pladsen, men han var ikke længere væk end at han nok lagde mærke til sine omgivelser. Her hos Vargas var det ikke nødvendigt at holde øje med hver en skygge, men opmærksomheden var indgroet i ham, lige som det var at trække vejret. Han vidste, at der var tjenestefolk i huset, og han vidste også, at sandsynligheden for, at nogen der ville myrde ham her, var meget lille, så han gav lidt slip. Slappede lidt af.

Han registrerede godt nogen komme. Den svage nynnen og en næste uhørlig lyd af metal, der raslede hen over de tykke tæpper og dyre sten, huset var bygget af. Men underbevidst vidste han, at nogen der nynnede ikke var på vej mod hans blottede ryg med noget spidst i hånden, og han reagerede ikke på personens, en kvinde, tilstedeværelse.
Ikke før skridtene stoppede, og han kunne mærke et blik rettet mod ham. Han rettede sig op og vendte sig halvt mod den buede åbning, der ledte ind i huset. Der stod en ung kvinde med en bakke. Hun så skrækslagen ud ved synet af ham.

Thanos genkendte hende med det samme. Vargas kæledyr. Pigen man kunne miste øjnene af at se for meget på. Hvad dæmonen så i pigen, vidste Thanos ikke. Eller jo, slavehandleren havde engang, efter lidt for meget stærk vin, afsløret, at pigen havde to sjæle. Det betød ikke noget for Thanos, men var åbenbart noget, dæmonen var helt vild med.

Der gik et par sekunder, hvor de bare så på hinanden, inden Thanos drejede sig helt mod hende. Hun havde tydeligvis tænkt sig at sætte sig ud på altanen, der løb en bænk med bløde puder rundt langs rækværket, og han havde været i vejen for hendes plan. 
Logisk set burde han enten bede hende gå eller også burde han selv gå, men Vargas var der ikke, og Thanos var alligevel en smule nysgerrig. Så han endte med at slå let ud med hånden for at angive, at hun kunne tage plads.
"Lad ikke min tilstedeværelse forstyrre dig." Han trådte til siden, så der var mere plads til hende, inden han lænede sig bagud og hvilede sig mod rækværket. Roligt drak han lidt mere af glasset, der efterhånden var tomt.

Ana stirrede på manden mens hendes hjerne gennemløb forskellige scenarier der ville ske hvis hun rørte sig eller hvis han opdagede hende. Den sidste del nåede hun ikke at frygte længe før han pludselig drejede sig halvt rundt og så mod ham, kolde øjne der syntes at skære i hendes sjæl, men det var måske mere den vide hun havde om hans grusomme bedrifter der fik hende til at føle det sådan.
Han så på hende, afventende i nogle sekunder før han slog ud med hånden og talte. Hun trak sig instinktivt da han slog ud med hånden, som om hun var bange for at han ville ramme hende, flere meter væk fra ham.

Men selvom frygten boede i hendes hjerte var der alligevel en anden del af hende der bød hende at tænke sig om. Som med Vargas var hun sikker på der var noget godt i denne mand, gemt langt under det hårde ydre. Og det var den tanke der drev hendes viljestyrke. Hun viste at han var en modbydelig morder, viste at han nød at pine de stakkels slaver i bygningen. Men som han stod der virkede han fredelig.
Hendes kønne øjne flakkede kort før hun trådte frem, drevet dels af sin tro og sin nysgerrighed. Hun trådte langsomt, kæden strakte sig villigt og hun nåede endelig ud på Altanen hvor solen kunne kysse hendes hud. Hun satte bakken på bænken og vendte sig mod ham. ”Er der noget jeg kan finde til Dem?” Spurgte hun, høfligt som den lille slave hun trodsalt var. Hvis hun holdt manden tilfreds ville han nok ikke vende sig mod hende lige med det første

”Jeg har vand og frugt hvis der er noget De kunne tænke dem” Hun slog ydmygt blikket ned før hun tøvende satte sig ved siden af bakken. Hun havde svært ved at vurdere hvordan hun skulle opføre sig, havde det været Vargas havde der ikke været et grans tvivl i hendes sjæl men her og nu var det forvirrende da han tydeligt ønskede at hun havde forsat sit forhenværende. Hvilket også var grunden til at hun satte sig i stedet for at blive stående og vente på en ordre.

Selvom Thanos ikke selv kunne føle det, genkendte han frygten i hende med det samme. Han havde set den så mange gange i så mange udgaver, langt de fleste gange en frygt, han havde fremkaldt. Som nu, hvor han blot stod der og så på hende. Men hun havde også været der i al den tid, han var kommet hos Vargas, så hun vidste, hvad han gjorde. Hvad han kunne. Så det var måske ikke så sært, at et så uskyldigt væsen frygtede ham.
Han var lige ved at tro, at hun ville vende om og gå, men endeligt kom hun i bevægelse og kom derud i solen, der snart ville begynde at bide. Morgenkøligheden holdt lidt ved endnu.

Hendes høflighed fejlede ikke noget, som hun spurgte, om han manglede noget. Han svarede ikke med det samme, hvilket gav hende mulighed for at tilbyde fra bakken, hun havde haft med. Mens hun satte sig, tømte han sig glas og trådte hen til bakken uden at takke hende.
”Hvor længe er det, at du har været ved Vargas?” Glasset blev fyldt med vand igen fra kanden. Selvom ørkenvarmen ikke var intens endnu, var lyden af vand stadig næsten magisk i den tørre luft. Turen igennem det sandede landskab gjorde ham altid tørstig længe efter, at han var nået sikkert frem, også selvom han havde vand nok på rejsen. Det var som om, at al fugten blev suget ud af en under solen.

Til sidst tog han et rødt æble fra bakken og trådte tilbage til pladsen, han havde stået på før, men denne gang satte han sig på bænken med benene over kors og afslappet lænet tilbage. De brune øjne slap hende ikke i mange sekunder ad gangen, et svagt nysgerrigt glimt synligt, som han bed ned i æblet. Det var saftigt og sprødt. Selvfølgelig af den bedste kvalitet, der kunne anskaffes, Vargas var utroligt glad for mad. Noget Thanos kun kunne bifalde.

Ana var ikke stolt ved situationen og holdt ærbødigt blikket mod jorden omkring Thanos’ fødder. Hun lod ham. Han fyldte sit glas og talte til hende. ”Så længe jeg kan huske, Herre. Omkring 30 år” Svarede hun, det virkede underligt at sige men det var jo kun et blink i en elvers liv. Solen var ikke mild over hendes hud, men hun var vant til den, som alt andet i slavehandlen. Lige nu var der en behagelig udsigt, ingen voldsomme henrettelser eller forulempelser. Luften var tør omkring dem og hun børstede lidt sand af sin kjortel før hun foldede hænderne i sit skød.

Som Slave viste hun bedre end at dele med ham, det hun havde bragt med til sig selv var hans nu og hun måtte vente som den lavest stående i flokken. Det var reglerne hun følte hun var vokset op med og det var nu en gang hendes liv. Hun turde ikke spørge ham om noget, turde ikke slippe sin tunge løs selvom at spørgsmålene kunne være mange, men igen viste hun bedre. Hun viste at verden var større end dette lille sted, viste der var koldt mod nord men havde aldrig oplevet det.

Nu sad hun over for en mand der faktisk havde set verden og så måtte hun ikke engang spørge ind til det. Hendes bøger fortalte hende meget men det var ikke det samme som at opleve det. De få gange hun havde været ude af slavehandlen havde været når Vargas havde taget hende med sig til kysten, hun huskede stadig bølgerne der slog over hendes bare fødder men mindet var falmet og fjernt.

Omkring tredive år. Thanos kunne ikke forestille sig, hvordan det måtte være at være lukket inde samme sted i så lang tid. Hans liv bestod i at rejse. Nogle gange lidt for meget, hvilket han kunne mærke på sin krop, der somme tider blev træt. Mentalt kunne han også blive en smule udmattet, hvilket var grunden til, at han nu brugte en uges tid ved Vargas. En god seng, regelmæssige måltider og fred og ro. Om nogle dage ville han være mere frisk og klar til livet på landevejen igen.
Men at bo det samme sted resten af sit liv? Det mente han nu ikke, at han ville kunne. Men det var mange år siden sidst, ja helt tilbage i hans barndom, at han havde haft fast bopæl, så han kunne alligevel ikke vide. Han havde ikke noget at sammenligne med.

Der var dog ingen medlidenhed i ham, og han nippede lidt af glasset uden at svare hende. At hun ikke selv tog noget fra bakken skænkede han ikke rigtigt en tanke, som han bed i æblet igen. Han forventede ikke at blive forgiftet her. Vargas drillede ham ofte ved at drikke af hans glas først eller tage fra hans tallerken, bare for at vise ham, at det hele var sikkert.
I stedet flyttede han blikket ud over slavehandlen. Efter vat have fulgt en vagt med øjnene for et øjeblik, så han tilbage på pigen foran sig. Hun opførte sig, som en slave skulle. Så ned og var tavs, klar til næste ordre. Men ærligt talt var Thanos i rimeligt humør, så meget som en mand uden følelser kunne være det, og han var nysgerrig. Han vidste ikke meget om hende.

"Så du kan ikke huske noget fra før slavehandlen?" Hvis man skulle give Thanos lidt ros for sit forsøg på samtale, lød han næsten venlig, i hvert fald interesseret, og der var intet truende over hans kropssprog, øjne eller stemme. Ja, det var et forhør, men samtidigt med et ønske om at føre en normal samtale. Det kunne han trods alt godt lide, og nu var hun her jo uden at dæmonens skarpe blik hvilede på dem.

Hendes blik holdt sig ydmygt på altanens gulv ved hans fødder. Hun mærkede hans blik på sig, ubehageligt og uvelkomment men hun viste intet af det ud af til.
Hun rykkede sig ikke en millimeter når han gik frem og tog noget fra bakken, hun holdt bare blikket sænket, de tofarvede øjne var følelsesforladte og hun var så neutral i sit kropssprog som hun kunne være. Hun forstod ikke hvorfor han spildte sin tid på hende, hvorfor han talte med hende? Vargas var her ikke så det kunne dårligt have noget med ham at gøre. Måske kedede han sig virkelig bare så meget at han ikke havde bedre at give sig til? Hun gik ud fra det måtte være sådan det hang sammen.

”Kun kort” Svarede hun ærligt og fugtede de ru læber. ”Jeg huskede at jeg vågnede i et telt. Og så levede jeg for mig selv lidt” Svarede hun. Hun nævnte ikke noget om liget ved hendes side i teltet. Intet om hvor længe der var gået. Et år ti kunne ske i et blink for en elver og hun havde ikke helt styr på hvor længe der egentlig var gået. Det hele var lidt rodet, og for hende virkede det ikke som lang tid. Det virkede heller ikke som længe hun havde været ved Vargas, for hun havde fysisk ikke ændret sig det mindste. Hendes elvergener gjorde at hun stadig var purung, både i fysisk forstand og i elverår.

En fugl fløj over slavehandlen, højest tænkeligt en grib af en art, og hendes blik flakkede uvilkårligt mod den før hun skyndte sig at sænke blikket igen. Selvom hun havde udholdt meget ved Vargas var hendes nysgerrighed stadig stærk. Hun kendte intet til verden, og en fugl var en fugl, selvom hun havde set at der var forskelle på fugle, men der var jo forskelle på alle levende ting så hvorfor ikke fugle. Hendes uvilkårlige flakken med blikket havde gjort hende nervøs, det var ikke passende og hun foldede hænderne for at holde dem i ro.