Zahir tog en dyb indånding. Der var intet så dejligt, som duften af varmt sand i en luftig brise. Solen stod endnu højt på himlen trods eftermiddagen var kommet og gået. Balzera summede stadig af liv - det var om muligt en af de meste livlige byer i hele landet. Sandsynligvis også et af Zahirs foretrukne steder. Han var ikke langt hjemmefra, men alligevel føltes denne by så anderledes fra Thal'Elor. Så mange indtryk, racer, stemmer... Han tog sig endnu et øjeblik til at nyde duften af liv og sand, inden han trådte op ad de stenbelagte trappetrin. 

Zahir havde just forladt Elverly, da han havde modtaget fyrst Sephyrans brev. En anmodning om et visit. Der stod ikke meget i brevet, blot at det var yderst vigtigt at han tog vejen forbi Balzera og havde en audiens med prinsesse Kaatima. Han vidste ikke meget om prinsessen, andet end at hun vidst stod for en del af den højere handel af silke i Balzera. Det var ikke noget at kimse af - silke var trods alt en luksusvare i hele landet, og Balzera var den største handelsplads. Hvis prinsessen havde monopol, så måtte hun være en dygtig forretningskvinde. Men det måtte tiden vise. Zahir kunne ikke skjule sit smil - han så primært frem til sit møde med fyrsten. Det var længe siden han havde været i selskab med fyrster og konger, så det var en velkommen følelse. Hvis han kunne få foden indenfor døren...

Han nåede toppen af trappeafsatsen. Her oppefra havde han fuldt udsyn over de lavere handelspladser. Kameler, planter og urter blev primært solgt dernede. Der var et helt distrikt dedikeret til tekstiler, og et andet distrikt til slavehandel. Sådan plejede det i hvert fald at være - det var trods alt nogle år siden han havde været her sidst. Meget havde ændret sig...

Palæet tårnede sig op foran ham. En typisk menneske-skabt bygning med unødvendigt pompøse detaljer på murene og dørene. Meget kan man sige om mennesker, men stil... det har de ikke! tænkte han da han trådte op til hoveddøren. Dog, så er mennekser ikke de værste. Så det går vel an...
Han bankede på.

Solen stod højest på himmelen, og varmen bredte sig i alle kroge. Ingen i Rubinien kunne undgå den, selv dem der havde pengene til at formå at gøre livet det sødere.
Tjeneste folk stod i gangene med store bredviftede vifter, lavede med farverige store fjer. Om de faktisk hjalp, det var en anden snak, her handlede det om at fremvise hvor mange penge man havde.
Ikke at det betød synderligt meget for kvinden, der slavisk sad og skrev ting ned på pergament papir. En kvinde der var ramt over hendes tredive, nogen ville se det som ung andre som ældre. Men for hende havde det ingen betydning, for hende var det hvordan man opførte sig. Selv den ældste i hendes familie, kunne formå at opfører sig som sin femårige år gamle dreng. Selvsamme dreng, der legede for hendes fødder under skrivebordet.
Kaatima lod fingrene glide igennem hendes hår, hun var usikker på hvor mange dage det nu var, hvor hun ingen hvile havde taget. Men hun kunne mærke de små stik bag hendes øjenlåg, selvom hun var en kvinde der ikke behøvede næst til ingen søvn. Var hun stadig et menneske og havde brug for at slappe af nu og da. Men en ny handels rute var ved at være i hus, og der havde været lille tid til at fokusere på sig selv disse dage. Hvilket også havde været, grunden til at hun havde budt hendes gæst Zahir Kahn til hendes hjem, i stedet for at møde ham et mere neutralt sted.
Da den ældre datter af fyrsten af Kazimi havde fået at vide, hun skulle holde audiens for en ørkenelver havde hun føst været i tvivl om hvorfor. Men så havde rygterne hurtigt drejet hendes øre forbi, og fortalt hende at faderen ønskede et bedre sammenarbejde med disse folk.
Hvorfor hun så lige skulle underholde en diplomat var hende stadig uvidende. Så længe at fyrsten, ikke prøvede at sætte hende op med denne mand. Hun var efterhånden så træt, af de mange mænd som hun skulle møde, og tage stilling til om de skulle være hendes næste mand.
En tjener rømmede sig og bukkede dybt for Kaatima. “Ja?” hendes stemme havde en tyk accent, og der var ingen som ville være i tvivl om at hun var et barn af Rubinien.
“Fruen har gæster” den mandelige tjener var stadig i et dybt buk.
“Før ham til udestuen.” manden bukkede endnu dybere, inden han rejste sig op i og uden at kigge på hende begav sig afsted.

En tjener tog imod Zahir som havde banket på døren, bukkede dybt og førte ham igennem palæets gange. Gangen var meget åbne, der var ikke vægge, men søjler der viste et meget stort åben rum. Det eneste der var gemt væk var værelserne, og hendes private studie.
Udestuen, var et helt åben sted, der havde et ringene menneskeskabt vandfald. I midten af rummet var der pudder og et lavt sænket bord der allerede var fyldt med friske frugter og te.
Hele udsmykningen var meget i stil af en flydende inspiration. Gennemsigtige fabrikker var brugt til at skærme for forskellige rum. En storslået have var at kigge ud på fra sidde pladsen i midten af udestuen. Blomster og små ornamenter var placeret rundt omkring på smukke træ udskåret møbler. Ingen ville være i tvivl, om at her boet en meget rig kvinde.

Kaatima trådte ind i rummet. Hun var påklædt ganske sparsomt i en top der dækkede hendes bryster. Gennemsigtigt stof gik fra skuldrene ned hen over hendes arme, og blev lukket af guld armbånd. Hendes mave var derimod ganske frit for stof. Benen var beklædt i svævende bukser der ligeledes var lukket ved anklen af guldbånd. Hendes hår var bundet sammen i hestehale af flere knuder. Et ganske sagte smil prydet hendes læber, som hun slog hoved ned imod hendes gæst.
“Det er en ære at byde dem velkommen til mit hjem Zahir. Jeg håber rejsen fra Elverly fandt dem vel.” hun slog hånden ud, som en gestus han endelig skulle sætte sig ned. Hvor efter hun gjorde det samme.

Hendes blik omfavnede elveren foran sig, tog ham ind og betragtede den statur han holde.
Dette var tydeligvis en mand, som der gik op i hvordan han fremstod foran andre mennesker. Hvilket prinsessen selvfølgelig måtte sætte pris på, selvom det altid var et spørgsmål om. Hvor meget af den høflighed og respekt han prøvede at give hende og hendes hjem, var ægte?
Hun satte sig i skrædderstilling, og gjorde sig ganske hurtigt mere komfortable i de mange puder og tæpper som var lagt ud til dem.
“Tusind tak, som årene går, lære man at sætte pris på at sikre ens hjem fremstår som man ønsker.” sagde hun med en blid stemme, og studerede ham mens hans blik vandrede over puderne der lå omkring dem. 
Hun gav ham et smil som han begyndte at fortælle om hans rejse. Som han ganske rigtig deducerede, så holde Kaatima også ganske enkelt at høre om hvad der foregik rundt omkring i verden. Ikke at hun selv rejste rundt, for det var en stor del af at føre forretning. Man måtte tage der hen, hvor at potentielle partner befandt sig. Selvom han nok selv vidste, så var tiden til det ikke længere så stor. Jo ældre hun var blevet, og jo bedre forretningen kørte; Desto mindre tid havde der også været, til at udleve den drøm om at se nye ting.
“Dejligt at høre” hun nikkede og skyggen af et smil dansede over hendes læber. “Jeg forstår hvad de mener, man kommer hurtigt til at savne de vante rammer. Men jeg nyder selv at komme ud og se nye, det er svært at blive klogere, hvis man ikke lader sig inspirerer hvad resten af verden har at tilbyde.”
Hun slog en hånd imod teen. “Kan jeg byde dem på noget te? Eller foretrækker de noget køligere?” som hun sagde det, stod en tjener allerede klar til at gå ud for at sikre drikkevaren som Zahir skulle ønske sig.

“Har befundet mig i Elverly en enkelt gang som ung, men ikke siden.” svarede hun næsten kort for hoved, hun havde aldrig fundet stedet til at være særlig åbent. Elverfolket var ikke just kendt for deres kærlighed for mennesker, så hun så ingen grund til at presse sin gæstfrihed hos dem.
Især fordi det ikke var der mange af hendes vare blev bragt til.

Hendes øjne fulgte nøje hvordan teen blev skænket, hun skulle sikre sig at der ikke blev gjort nogle forkerte trin. Især ikke når det var et æret gæst af hendes fader, hun nikkede til tjeneren der gjorde antegn til at hælde te til hende også. Hun nød altid teen fra Rubinien, nu havde hun jo haft fornøjelsen af at smage lidt af hvert, sådan var det jo når pengene ikke begrænsede en i den forstand.
Desværre havde de nogle andre lænker med sig, nogle som kvinden foran elveren var ganske bekendt med. Hun havde trods alt lidt under et voldeligt forhold, fordi hendes mand ikke havde kunne tåle at hun gjorde et navn ud af sig selv.

Mens hun selv drak af teen, fulgte hun ganske nøje med i hans fortælling af hans mening omkring Elverly, hun nikkede og indikerede hun lyttede meget nøje efter hvad der blev sagt. Det gav da også anledning til at et lille smil var at spore på hendes fyldige læber. Hun skulle anstrenge sig for ikke at udstøde et lavtmeld grin da han, tydeligvis lagde hans til hans ikke så store begejstring for skovelver. Desværre var hun ganske enig i hans udtagelser, men da han selv var af elvisk afstamning, bare en anden gren af racen. Ville hun aldrig være så fremme at nævne det selv. Hun nikkede, og betragtede ham ganske nøje som han kiggede ud i intetheden.

Hun drak i stilhed, da hun følte der var noget mere han gerne ville spørger om. Det var ikke hendes job at presse på med at hive informationer. Det var en smule pinligt, for hun var faktisk ikke helt inde i planerne omkring hvad hendes far rendte rundt og lave disse dage. Blot at hun havde fået at vide, at underholde en vigtig diplomat. Og det var nogle ordre hun selvfølgelig ikke havde tænkt sig at opretholde. Til punkt og prikke.

Hun drak den varme væske og lod blikket glide fra den mørke gennemsigtige væske op til Zahir.
“Jeg forstår deres forvirring” sagde hun og stillede ligeledes koppen fra sig. “Mit mål var, at inviterer dem inde for i Kazimi klanen og gøre oplevelsen lidt mere behagelig. Inden at min fader ville fortælle omkring hans planer.” en ganske hurtigt grimasse faldt over hendes ansigt, skulle man være hurtig til at deducerer, ville den ganske enkelt fortælle hendes frustration over hvordan kvinderne blev behandlet. For hun var jo ikke klog nok selv til at forhandle alliancer. Det at hun havde så meget succes som forretningskvinde, var bare et lykkeligt sammentræf, noget der ville holde hende beskæftigede.
“Fyrsten vil selvfølgelig gøre dig selskab senere, men for nu, må jeg beklage med at det kun vil være mig, for en stund.” hun samlede tekoppen op igen og gav ham et smil. “Men ønsket var jo naturligvis, at styrke båndet mellem ørkenelveren og menneskerne her i Rubinien, på bedst mulig måde.”

Et oprigtigt smil begyndte at pryde hendes læber, på trods af mavefornemmelsen for, at dette kunne blive et besværligt møde. Måtte hun indrømme, at manden foran hende; var ganske behagelig. Og det kom fra en kvinde, der normalt ikke, havde meget til overs for det andet køn.
Simpelt af den grund, med hendes opvækst og de mænd hun så tit var blevet udsat for.
Hun lagde hoved på sned, og lod hendes brune øjne betragte ham som han snakkede. Han havde en umådelig behagelig stemme, ingen tvivl om at det var grundet hans stilling som Diplomat. Hun havde en hvis forventning om, at ud over selvfølgelig at fremstå som et troværdigt menneske; om man så var det eller ej. Måtte man også kunne tale til folket, til dem man havde med at gøre; som var man deres bedsteven.
I hendes optik, gjorde det ham også umådelig farlig. Og hun kunne ikke helt greje, hvad hans vej ind i alt dette gjorde nogen goder for ham? Menneskerne og ørkenelveren, generelt bare mennesker og elver havde i lange år ikke kunne stemme overens. Da menneskerne følte, de var den højere magt og bedre race. Især her i Rubinien, ikke at hun selv delte den samme tankegang.
Hun havde aldrig rigtig set race, som så mange af hendes medborger.

Et skævt, smil spillede nu på hendes læber. Mens hendes øjne næsten gnistrede da han spurgte ind til, hvordan hun havde formået at komme så langt i forretningsfaget. Som kvinde.
“Tålmodighed” sagde hun, og rankede sig en smule op. “At vide hvornår man skulle forhandle, og hvornår man skulle trække sig. Og altid, være mere snu end din modstander.” hun var ikke bleg, for at sige at hun flere gange havde snydt sig til en bedre forhandling. Både ved hendes magiske evne, men også ved at udstille sig selv som en dum kvinde der ikke vidste hvad hun lavede.
“Man må kende sine styrker og sine svagheder, i denne del af kontinentet; er det faktum at jeg er en kvinde, til tider mit stærkeste kort” hun tog en tår af hendes te, og tog en dyb indånding. “Men det har også kostet dyrt i visse tilfælde, så styrke vil nok være mit andet svar. Min styrke har været det bedste kort jeg har spillet”

Zahir nikkede anerkendende imens han lyttede til hendes svar. Et godt svar, uden tvivl. Han konkluderede at kvinden på den anden side af bordet havde mere mellem ørene end mange andre. At hun havde kæmpet sig så langt op i hierakiet kunne han kun være imponeret over. Det var i sandhed en stor bedrift. 
“Det minder på mange måder om politik,” nævnte han eftertænksomt. “Man skal kende sine egne styrker og svagheder - men ligeledes skal man kende sine modstanderes styrker og svagheder. Så ved man hvilke kamp man kan vinde og hvornår man skal trække sig. Jeg kan forestille mig at De må have haft en hård opstart. Det er imponerende at De har klaret det så flot.” Han holdt en pause. Han var nysgerrig efter at dykke dybere. Måske hvis hun fortalte mere om sig selv og Balzera, ville han kunne deducere den egentlige grund til Fyrstens invitations. 

“Stod De med alt arbejdet alene eller har Deres familie hjulpet med at opbygge imperiet? Og hvor sælger I primært jeres varer? Hele syden, vil jeg tro. Sælger I også til Dianthos?” Spurgte han. Han havde selvfølgelig lært hvad han kunne om Kaatima inden han tog fra Elverly, men der var ikke mange der kunne fortælle om hende. Hun var trods alt et menneske fra Syden. Elverly havde ikke meget interesse i hvad der skete her nede under solens hede. 

(Beklager hvis det blev lidt kort og fladt. Har ikke noget net, så det blev skrevet på mobil)

Hun satte koppen fra sig igen, som han begyndte at snakke. Hendes fingre flettede sig ind imellem hinanden og lagde sig hen over håndryggen, mens hendes blik ganske opmærksomt lagde sig på Zahir. Hun lyttede til hvad han sagde, tog det ind og drejede det rundt i hendes hoved. Det var meget vigtigt for hende, at hun fik en følelse af hvem det var hun sad over for. Om hun kunne finde ud af det igennem den måde de snakkede på, eller opførte sig på. Desværre kunne hun ikke helt finde ud af, om de ting han sagde var noget han mente eller blot var for at smigre hende.

Luft blev trukket dybt igennem hendes næse, som hun lyttede yderligere til hans spørgsmål.
“Selvfølgelig har jeg fået hjælp fra min familie, hvis ikke for min fader havde jeg aldrig kunne komme ind i forretningen.” sagde hun med et blidt, om ikke falsk smil.
“Vil også sige, at det selvfølgelig er min familie der har bygget imperiet op. Jeg har blot hjulpet med at udvide det en smule” og selvom hun vidste at hun nok havde gjort mere end det, skulle hun bestemt ikke fortælle at hun havde gjort en hel del selv. For hun var trods alt en kvinde, og det at hun havde fået lov til at stikke sine fingre i så mange dele af forretningen var ikke altid noget som blev snakket højt om.
“Jo selvfølgelig” svarede hun på om der blev solgt til Dianthos. “Vi er selvfølgelig størst her i syden, og især i Balzera. Men vores krydderier og silke bliver også bragt til andre egne af verden” hendes fingre trak sig ud fra hinanden, og lagde sine fingre omkring hanken af hendes te kop. Kun for at opdage der ikke var mere i. Hun nåede dog slet ikke at kigge op, før en af hendes tjener allerede havde hældt op til hende.
Havde hun ikke siddet foran en gæst, havde hun også takket den unge pige der havde sørget for, at Kaatima ikke skulle spørger men tjenestepigen bare gjorde det.
Hun pustede lige så stille på den varme te, inden hun tog en tår.
“Hvad med dem selv Zahir, hvordan begyndte du deres rejse inde for politik?”

skal du ikke undskylde! Synes det var super fint

Det var et spil af høfligheder. Hvem lyttede bedst, hvem delte mindst omkring dem selv men stadig delte tilpas meget for at beholde den andens opmærksomhed og interesse. Hun hadet det, men måtte også indrømme hun var nød til det. Sådan var kortene for hendes liv, at hun skulle sno sig igennem løgne, opportunister, snylter, for at finde frem til dem som der faktisk var noget værd at have i ens liv. Man skulle lege et spil, som hun i så mange år havde prøvet et perfektionere, men aldrig ville komme til at bryde sig om. Hun drak noget mere af sin varme te, og kunne mærke hvordan det gled behageligt igennem hendes krop. Hans ord rumsterede i hendes hoved, men så hellere ikke i særlig lang tid, før hun kunne mærke hvordan at hans spørgsmål igen begyndte at dreje sig ind imod hende.
Måske endda en smule personlig indimellem.
“Jeg forstår hvad de mener, verden er et finurligt sted, og det er vel ganske klart at man vil ønske at opleve mere af den, så man kan forstå den bedre. Dejligt at det kom så naturligt for dem, at følge deres faders fodspor. Det må have gjort ham stolt kan jeg næsten gætte mig til?” for hvilken fader, ville ikke elske at se deres børn, især drenge børnene, at følge i deres fodspor og gøre dem kunsten efter?
Og her var hun så, på trods hun var en af de førende børn inde for deres families imperium, var det stadig hende faren så til når de yngre søskende skulle forstå hvordan man opførte sig. Fordi en kvindes job var jo der hjemme, og hendes nye moder havde ikke altid overskud til dem alle. Så måtte hun jo hjælpe. En kort bitterhed skinnede i hendes øjne, men forsvandt også ganske hurtigt igen, da hun fik styr på hendes følelser.

“Ja, jeg ønskede at blive som min farfar” sagde hun med et lille smil på læben, og så næsten drømmende ud i haven. Hvis hun bare var blevet født en mand, hvilke chancer hun havde haft. “Men jeg er også ganske taknemmelig og glad for at være en kvinde som har fået nogle skønne børn, og for muligheden for at opfostre dem til stærke personligheder, fordi jeg har midlerne til det.” hun skulle ikke være bleg for at erkende hvor privilegeret en kvinde hun var. Hun var menneske, og hun var rig. Hun kunne ikke få det bedre, i hvert fald ikke i det samfund som de levede i den dag i dag.

Igen lod hun ham fortælle, forme sine ord uden hun forstyrrede; eller snakkede hen over ham. Det havde altid været vigtigt for hende, at afmåle sin modstander med hvor meget viden de var villig til at dele omkring dem selv. Og selvom der ikke kom meget fra elveren der sad over for hende. For selvom at der var meget som blev sagt imellem dem, formåede det at være ganske overfladisk.
Lige ind til, at han mente at nu ville han have lov til at tale frit. Hun lænede sig en smule tilbage i hendes siddende stilling. Hun nikkede skævt “Endelig”
Hun havde intet imod, at de gik ud over deres ganske påtaget og måske endda falske høflighed de havde haft over for hinanden. Det var bestemt ikke en mangelvare blandt de adelige, man fortalte aldrig Rigtig  hvad man mente eller følte omkring folk.
Så det var lidt en befrielse, da han var ærlig omkring hans holdning omkring mennesker. For, hun ville lyve hvis hun sagde hun ikke var enig. Mennesker, var i høj grad, nogle af de værste racer der gik på denne klode.
Hun måtte hæve brynene, som ordene strømmede hen over hans tunge. Dette var, bestemt ikke hvad hun havde forventet da han havde bedt om at tale frit.
Lige så stille nikkede hun, langsomt afmålt, som hun betragtede ham bide et stykke af æblet. Måske dette individ, der sad over for hende i givet øjeblik. Kunnen være en af hendes stærkeste samarbejdspartner, her havde hendes fader troet at det kunne være en god vej ind, for at komme på god fod med ørkenelveren. Manden havde nok ikke troet, at de ville have kommet så godt ud af det med hinanden. Hvis man kunne beskrive, det som der forgik blandt de to.

“Tusind tak” svarede hun, og skyggen af et smil begyndte at brede sig hen over hendes fyldige læber. Det havde før været en anelse påtaget og høfligt smil, hun havde givet sin gæst da han ankom til hendes hjem. Men, denne gang nåede smilet næsten øjnene som hun betragtede med nyvundet respekt og nysgerrighed.
“De er en utrolig spændende mand Zahir Kahn – nu når vi taler frit mellem hinanden – må jeg indrømme, at jeg måske havde forventet dem anderledes. Det sker ikke tit, men jeg vil glædeligt sige, jeg er positivt overrasket”

Igen lod hun den elviske mand tale hans sag, fremlægge hvad hans egne idéer og planer for dette møde var. Hvilket faldt i god jord hos den rubinske kvinde – det at møde en mand, der ikke kun havde et ordentlig stykke mundtøj – men også havde en hjerne han kunne lige ord bag ved.
Det var i sandhed en mangelvare omkring hende; hvis man spurgte Kaatima selv.
Mange af hendes søskende, havde mere travlt med – at feste, bruge de mange krystaller familien havde til rådighed. Men så sandelig også, at føjte rundt som det passede dem. Ikke at hendes fader, ikke brugte tiden på at sørger for, at der stadig kom en stor mængde omsætning ind af døren – således at livsstilen kunne opretholdes, komfortabelt vel og mærke.

Så hun lyttede, og var ganske tydeligt også meget interesseret i hvad der blev sagt. Men hvad hun synes om idéen han fremlagde, eller hvilken holdning hun havde til det – ja det blev ikke som sådan vist – hold dig altid neutral. Var en af de bedste læreteknikker hun havde lært. Mest fordi, det kunne gå af to veje, enden ville folk blive for overmodige og dele mere end de havde tænkt sig. De kunne lukke af, og pludselig ville aftalen slet ikke være så indbydende – eller de blot stod fast, i hvad de havde fortalt og ikke vigende fra deres forretningsplan. De havde alle deres fordele – og derfor holde hun også fast i denne taktik.
Mens han fremførte det sidste, lænede hun sig langsomt forøver og lod fingrene glide hen over kruset med te – hun stadig havde stående. Langsomt tog hun nogle små tåre, dog ikke uden at fjerne blikket fra hans ansigtstræk i længere tid af gangen.
Hvad han fremførte, var bestemt interessant – og hun vidste allerede nu, at det ville være noget – som hendes fader ville være utrolig interesseret i.
“Det er et utroligt spændende foreslag – de kommer med.” svarede hun, som hun satte koppen fra sig igen. Hun lagde hænderne i hendes skød, som hun rankede sig en anelse mere.
Nu var ikke blot, en værtinde hun skulle være – men også en forretningskvinde.
“Og jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde det var noget som bestemt kunne være interessant for os. – men.” et smil voksede hen over hendes læber, som hendes blik gled hen over hendes ansigt. “lige som alt andet, kommer ting ikke gratis – og hvad skulle de ønske dem, til gengæld for denne – lad os kalde den alliance for nu.”

Zahir betragtede hende med stor interesse og tålmodighed, som hun yndefuldt oh nydeligt drak sin te. Hun så ganske eftertænksom ud og han lænede sig tilfreds tilbage i de bløde puder. Han var klar over, at han naturligvis skulle behandle denne kvinde anderledes end han ville behandle hendes fader. Han antog, at Fyrsten ville have et tykt lag selvhøjtidelighed og en lille mængde tålmod. På mange måder var det både et held og en velsignelse, at Zahir derfor havde dette møde med den yngre datter. Hun havde blod på tanden, og ønskede tydeligvis at vise, at hun var en dygtig forretningskvinde. Og hun var ikke hoven og for stolt til at lytte til råd udefra.

Zahir nikkede derfor smilende, da hun nævnte at ingen aftale var gratis. Selvfølgelig var der nogle tanker bag hans forslag. “Selvfølgelig er der tanker bag denne alliance. Jeg havde håbet, at vi kunne tilpasse vores aftaler til hvad der passer vores byer bedst, i de givne situationer. Være... fleksible, om De vil.” Han holdt en afpasset pause, og lod de næste ord køre igennem tankerne, før han lod dem flyde ud i æteren. “Det er ingen løgn, at vi ørkenelvere bliver ser som en luksusvarer for mindre noble individer. Jeg ønsker ikke at se mit folk som en handelsvare. Desværre har jeg observerer nogle... markeder i Balzera, som i særdeleshed fokuserer på salg af... mindre frie individer.”
Der kunne ikke være megen tvivl om, at han talte om de notoriske slavehandlere på Balzera sorte marked. Kazimi-slægten havde næppe magt over hvad der foregik på det sorte marked, men det var dem der kontrollerede byen og de havde uden tvivl evnerne og styrken til sat kunne gøre noget. Fyrsten havde i mange år vendt det døve øre til. Zahir havde ingen intentioner om at lade dette fortsætte. Hans øjne var blevet stålfaste, og betragtede kvinden med et afventende blik.

Trods den ubehagelige fornemmelse der gled igennem Kaatima, havde hendes mange år under træning af ikke at vise sine følelser, nu gjort at det bar frugt. Sådan som hun sad med et udtryk som ikke afslørede noget - mest af alt, lignede det at alle følelser forlod kvinden fuldstændig. Det var et tungt emne at gå ud i, og selvom at Kaatima selv ikke begik sig i slaver. Og havde hyret alle de tjeneste folk hun havde blandt sig - så var det jo ikke den større hemmelighed, at flere i familien selvfølgelig så lidt mere letsindigt på det, og derfor følte hun også at det var en spændende opgave som hendes fader var gået igang med. Det ville altid været svært at få en forhandling på plads med et folkefærd som ørkenelverene, som i mange år var blevet undermineret som de var blevet.
Stod det til den ældre kvinde selv, så ville slavehandel være ulovligt i hele krystallandet, og ikke kun andre steder end Rubinien. Men det var altid svært at tage ting fra folk, når de havde fået fingrene i dem. Så en revolution kunne være en ting der skulle ske, også ville det gå ud over de rige - og bestemt fyrstefamilien, hvis der ikke snart blev taget noget aktion. 
Så derfor tog hun en dyb indånding, satte koppen fra sig og flettede sine fingre ind mellem hinanden. 
“Du rejser nogle gode pointer og interessante idéer -“ men? Her måtte hun jo nok trække det bedste kort hun kunne, fordi det var trods alt ikke op til hende at tage så store beslutninger. “Jeg vil mere end hellere være med til at få sådan en aftale på plads, men ingen aftaler der er så store kan gå igennem Kazimi familien uden at Fyrsten af Kazimi har fået sagt sin del. Så jeg kan foreslå, jeg sørger for en middagsaftale for os alle tre - og vi kan gøre dette, på en måde der måske kan fange fyrsten på sin gode side.” Mere kunne hun ikke tilbyde ham, ikke når det var så stor en omvæltning. Også lige meget, hvor meget hun ønskede hun bare kunne sige ja.

Zahir måtte mærke efter. Var der skuffelse han følte? Han var ikke sikker. Han havde arbejdet for denne sag i et halv århundrede, og det var ikke første gang han mærkede modstand. Måske var han ved at blive desperat. Eller også var han ved at være træt af alle disse høfligheder. Han havde ordnet en håndfuld slavehandlere selv igennem tidens løb. Brændt deres telte, med dem fanget derinde. Han mærkede ilden ulme under huden, i takt med at tålmodighedens sand langsomt men sikkert sitrede ud af hans uendelige timeglas. Eftertænksomt lænede han sig bagover. Han havde naturligvis forventet en samtale med Fyrsten uanset hvad. Men hvad havde han håbet på? Det var forventeligt at denne kvinde ikke ville have modet til at gå bag om Herrens ryg. Hun var næppe typen, der selv ville stå ved markederne, og se på de forpinte ansigter. Han bebrejdede hende det ikke. Hun havde en familie, og for meget at miste. Han lod derfor, efter en forholdsvis lang tænkepause, et smil glide henover læberne.

“Nuvel. Jeg accepterer Deres foreslag. En middag med selveste Fyrsten. Jeg vil fremlægge mit foreslag til ham og give ham et tilbud han næppe kan sige nej til.” Rubinen om hans hals fangede en af solens stråler, og blinkede faretruende. Han måtte finde en måde at overtale fyrsten på. Det var et kendt faktum at fyrsten i særdeleshed syntes om rigdomme og pragt. Smilet på hans læber blev en anelse krumt. En plan var under opsejling. 

“I så fald, lad os planlægge en middag om fjorten dage. Det vil give mig rigelig tid til at planlægge et godt argument, at udforske byen og måske bringe en passende gave til hans Fyrstelighed. Hvordan lyder det?”

(Kort svar, beklager ! Skal lige igang igen)

Det var ganske tydeligt, at se at det ikke helt var svaret ørkenelveren havde håbet på. Men hun følte stadig det havde været den rette strategi - især hvis han ikke vidste, hvor lidt vægt hun egentlig havde på at styre hendes fader. For trods havde hun fået frie tøjler til mange ting - men hvis dette blev offentliggjort, at hun faktisk valgte at tage så store valg på hans vegne? Så var hun ikke sikker på, at hun nogen sinde fik lov til at lave andet, end at passe børn og blive et ganske fint stykke kunst i palæet. Hun fugtede læberne, og lagde hoved en anelse på skrå, mens hun betragtede bordet foran dem. Afventene på hans svar. 
Og svaret, bragte et oprigtigt smil frem på de brune læber. "Fantastisk - jeg føler også at dette har været en meget lærerig oplevelse - og jeg ser meget frem til, at kunne byde dem på middag sammen med fyrsten." de brune øjne lagde sig mod ham igen, mens oprigtigheden skinnede frem dem. For i alt dette, følte hun alligevel hun havde set, hvad der ellers var og ventede på hende. Hvis dette betød at de atter kunne finde en fælles grundlag, mennesker og ørkenelver - der ikke skulle ligge et lid på, at mennesker skulle herske over et andet indvid. Så ville hun se det som en kæmpe sejer, for Kazimi familien til at bryde de lænker. 

"Lad mig give dem et godt foreslag - studer min faders krigshistorier. Fyrsten elsker intet andet end at snakke om sig selv, og hvis hans gæster derimod også virker interesseret" hun blinkede en anelse drillende med øjnene - "Men fjorten dag lyder ganske rimeligt, så skal jeg selvfølgelig sørger for selv at få studeret op på, hvordan jeg kan hjælpe dem til middagen, og sørger for vi få en god aftale på plads." hun rejste sig op fra puderne - "Det har været mig en sand fornøjelse at møde dem - men hvis de ikke har andet for i aften, vil jeg også tillade mig at trække mig." hun smilede en anelse undskyldende. "Jeg har andre aftaler og tilbud jeg skal have set igennem, inden at natten atter falder hen over Rubinien."

(helt okay! - ikke at jeg synes svaret var kort overhoved. Men tænker, også at dette er et godt tidspunkt at lukke tråden. Med mindre du selvfølgelig har mere du gerne vil!)