Sted: Familien Matagis hjem/bagerbutik
Tid: Morgen
Vejr: Morgensolen skinner ind over byen

Mahir havde fået lov til at sove længe, men det var kun blevet til en time mere, inden han stod ude i bageren og hjalp sin far med at slå dej sammen og lave boller og brød. Han kunne godt have sovet noget mere, men hans samvittighed drev ham ud af sengen og ind i bageren. Verden stod jo ikke stille, bare fordi han fyldte år. Og brødet skulle laves.
Hans mor havde lovet ham at lave hans yndlingsmad til aftensmad, men ellers ville dagen ligne sig selv. Så snart han var færdig med at hjælpe sin far, skulle han videre til sit næste arbejde som bud. De havde stadig brug for pengene og Mahir vidste alligevel ikke helt, hvad han ellers skulle lave end at være bud hele dagen. Han kunne ikke bare sidde stille.

Der var gået et par uger, uden at han havde set Asad eller Atlas. Det var lidt med vilje, at han holdt sig fra dem. Han kunne ikke rigtigt overskue sine brødre lige nu, den anspændt stemning mellem dem og Asads evige vrede mod ham og resten af verden. Han havde heldigvis heller ikke stødte ind i hverken Asads venner eller Hector eller Juno. I stedet havde han brugt lidt af sin tid sammen med rigmandsungen Mars. De havde det sjovt sammen og det hjalp lidt på Mahirs generelle humør, at han havde nogen at grine med.

Endeligt var den sidste bolle rullet og Mahir kunne få lov til at gå. Han gik ud bagved ved brønden og begyndte at vaske mel og dej af sine hænder og underarme. Tøjet var nogenlunde melfrit, siden han havde haft forklæde på. Solen skinnede ned over ham og han nød dens varme. Foråret var virkeligt ved at være på vej og han stod lige og tænkte på, hvor meget han glædede sig til sommer, mens det kolde vand skyllede melet af hans arme.

Asad havde ikke vidst, hvad han skulle stille op med Mahirs fødselsdag de sidste par år. Han havde vidst, at Mahir ikke bare ville tage imod krystaller fra ham, men han havde alligevel givet, eller måske nærmere kastet, ham en pung sidste år, så nonchalant som muligt, for at undgå at Mahir skulle give ham dem tilbage. De to brødre havde ikke ligefrem været hinanden tætte siden Atlas forsvandt.

Da Atlas forlod dem, var Asads hjerte blevet knust. Han havde aldrig været typen der snakkede meget - han havde ikke sagt et eneste ord, de første tre dage efter Atlas havde sluttet sig til dem - men han lukkede sig fuldstændig inde i sig selv dengang. På afstand fra det, kunne Asad godt se, at det havde ødelagt hans og Mahirs forhold, men dengang havde han ikke kunne se eller mærke andet end sin egen smerte. 

Men i år... I år var Atlas hjemme, Mahir var næsten en voksen mand, og Asad vidste præcis hvad han ville give ham.

Hvis han stødte ind i Harkan, vidste han dog også, at det ville ødelægge hans humør, ødelægge stemningen i hele hjemmet, hvis de var heldige, så han sprang over hegnet ude bagved, med henblik på at snige sig ind i huset eller kravle op til vinduet til Mahirs værelse, men han var så heldig at se direkte på sin lillebrors kønne ansigt, da han landede foran brønden. 

Et øjeblik så han bare overrasket på ham, inden hans blik gled om bagved drengen og ind mod køkkenet. "Oppe og i gang lige så tidligt som altid, hva?" sagde han i stedet for en hilsen, inden han bevægede sig rundt om brønden og hen til døren som han sikrede sig var helt lukket, inden han vendte sig imod Mahir igen. Han ville ikke afbrydes.

"Jeg har en gave med til dig." Han holdt sin gave frem, pakket nøjsommeligt ind i brunt papir. Inden i den var et par af de sko, de havde brugt tilbage i cirkusset, til at gå på line. De gamle måtte være alt for små til Mahir nu og Asad gik ud fra, at Mahir ikke selv ville bruge krystaller på den slags ting, ikke når det bare var en line Atlas havde sat op ude i skoven, ikke når hans krystaller alle sammen gik til deres forældre.

Det gav et sæt i Mahir og han så forskrækket op, da nogen hoppede over hegnet ind til baggården. Det første han fik øje på var Asad. Hvad lavede han her? Han plejede ikke at nærme sig hjemmet frivilligt. Mahir rettede sig op og rynkede panden for et øjeblik.
"Der er altid noget at lave," svarede han sin storebror og fulgte ham med blikket, da han gik hen for at sikre sig, at døren var lukket. Han ville virkeligt ikke opdages af deres far. Men hvad ville han så her?
Svaret fik han ret hurtigt, som Asad hold en pakke, pakket ind i brunt papir frem i mod ham. En gave. Mahir kunne ikke skjule sin overraskelse eller sin glæde over at få noget af Asad. Sidste år havde det været en pung med krystaller, som han for en gangs skyld ikke havde afleveret til sine forældre, men brugt på at forny noget af det tøj, han voksede så hurtigt ud af.

Hvad mon det var i år, når det var noget, der kunne pakkes ind? Hurtigt tørrede han sine våde hænder af i sin trøje, så han ikke gjorde papiret alt for vådt, da han tog i mod pakken. Tavst begyndte han forsigtigt at tage snoren af og folde papiret ud. Inden længe dukkede der et par af de bløde sko, de brugte på linerne i cirkusset, op. Det var som om, at alting gik i stå. Mahir gjorde i hvert fald, som han stod der og kiggede på skoene. Han var for længst vokset ud af sine egne. Disse så ud til at være mere hans størrelse. Han vidste slet ikke, hvad han skulle sige. Gøre. Hans blik blev en smule sløret, fordi tårerne gerne ville finde vej ud. 

Til sidst trådte han hurtigt frem og lagde armene om sin brors liv og trykkede sig ind mod ham, begravede ansigtet mod hans bryst og klemte til.
"De er så flotte. Tak." Hans hjerte bankede hårdt i hans bryst og han trak vejret ind sammen med duften af sin storebror. Hans stemme var dæmpet og lidt hæs, fordi han havde alt for mange følelser lige nu. Det var ikke bare et par sko. Det var en anerkendelse af, at Mahir ikke kunne slippe akrobatikken som det virkede til, at Asad havde.

Asad vidste ikke hvad han havde forventet. Der var ingen af hans forrige gaver der havde været som den her, ingen af dem der var gennemtænkte eller personlige. Asad havde aldrig rigtig vidst, hvad han skulle stille op med sin lillebror. Alt han havde fået af vide fra Harkan var "lær ham, hvad du kan". Der havde altid været et mål med deres tid sammen. At snakke om deres tricks, øve sig på dem, udvikle dem, hjælpe hinanden. Det var blevet svært at være sammen, efter dét var blevet taget fra dem, men Asad forsøgte stadig at leve efter den ordre, han havde fået igen og igen som barn; han forsøgte stadig at lære sin lillebror alt hvad han kunne.

Måske dét var slut nu, hvor Mahir var en mand.

Asads blik løb over Mahirs ansigt, da han åbnede pakken, og i flere sekunder troede han, at han havde gjort noget forkert, da Mahir blot stod der, med våde øjne, uden at sige noget. Derfor var han også overrasket, da Mahir lagde armene om ham og trykkede sig ind til ham.

"Jeg... Jeg tænkte at de gamle er ved at være for små," svarede Asad lavmælt, inden han endelig tog sig sammen og forsigtigt lagde sine arme om sin lillebror også, som ville han forsvinde, hvis han holdt for hårdt om ham. Han ønskede brændende, at han var bare lidt bedre med ord.
"Når du har tid kan vi måske tage ud at prøve dem af. Sammen." Asad havde allerede forberedt sig på at blive afvist. Mahir og ham var ikke gode til at bruge tid sammen, det blev altid akavet eller ubehageligt, men Asad ville virkelig gerne og han prøvede også altid at få Mahir med i flere af de ting han lavede, også selvom det indebar tid med banden, som han vidste Mahir ikke var stor fan af.

Mahir nikkede ind i mod Asads bryst, da han sagde, at han regnede med, at de andre var for små. Det havde de været længe. Han var vokset. Hvilket han også kunne mærke, som han stod der op af sin bror. Han var ved at indhente ham lidt. Det var som om, at hans indre var ved at eksplodere, da Asad gengældte krammet. Han kunne ikke huske, hvornår de sidst havde stået sådan her. Det føltes vidunderligt. Og for et øjeblik var han ikke urolig omkring sin storebror, frygtede ikke et pludseligt udbrud af vrede eller vold. Det var for et øjeblik bare sådan som det skulle være.

Han trak sit hoved tilbage med et sæt og så på Asads ansigt som for at sikre sig, at han ikke tog pis på ham. Inden han nåede at tænke sig om, svarede han ham.
"Jeg har tid nu. Hvis... hvis du har?" Usikkerheden i hans stemme kunne tydeligt høres. Men han fortrød ikke sine ord, for han havde tid nu. Og hvis han ikke tilbød Asad at gøre det nu, hvor han stod her sammen med ham, var det ikke ret sikkert, at de fik det gjort. Mahir havde altid travlt og Asads humør svingede så meget, at man aldrig kunne regne med, at han havde lyst til noget som helst.

Usikkerheden omkring hans bror var tilbage og han var lige ved at slippe ham, men lod være. Nu ville han nyde at have sin bror så tæt på uden at det var fordi, at Asad ville ham noget ondt. Mahir savnede Asad. Han savnede ham og hans nærhed, mere end han havde savnet Atlas, selvom Atlas havde været helt væk og Asad altid var i nærheden. Det var ikke fordi, at Mahir så forskelligt på sine to brødre, men et eller andet sted havde han altid holdt mere af Asad. Ville have mere af Asad. Mere kærlighed og anerkendelse. Og han var altid den, han havde fået mindst fra. 

Asad kunne ikke huske sidste gang han havde haft Mahir så tæt på sig. Han var sikker på at Mahir kunne høre hans hjerte galoppere af sted i brystet på sig, men han gjorde ikke andet end at holde Mahir tættere ind til sig. Han kunne ikke benægte at det var rart, at Mahir pludselig gerne ville ham.

"Nej, jeg har - jeg havde afsat hele dagen til at lede efter dig. Regnede ikke med at du ville være så nem at finde," svarede Asad med et forsigtigt smil ned til sin lillebror. Det var farligt at gå med til at tilbringe mere tid med ham, for nu gik det hele jo så godt, og det gjorde det som regel ikke længe, men Asad var villig til at tage chancen.

Asad slap sin lillebror og ventede tålmodigt på at han også blev sluppet, før han gik hen til hegnet han var sprunget over for at komme ind, og klatrede op af det. På toppen balancerede han et øjeblik, inden han så ned på Mahir med et smil; "kommer du?" Han sprang ned på den anden side og ledte i et afslappet tempo vejen mod byporten, for at tillade Mahir at indhente ham. Det ville have været meget nemmere at tage døren, men ikke lige så sjovt.

Mahir kunne ikke skjule lettelsen, da Asad sagde, at han havde tid, fordi han havde afsat hele dagen til til at lede efter ham i. Det gjorde ham lidt glad, at det havde været så vigtigt for Asad at finde ham. Et oprigtigt smil gled over Mahirs ansigt, inden han tøvende slap sin storebror. Måske det ikke var en god idé at strække det for langt, det endte bare med, at Asad mistede tålmodigheden. Selvom det havde været en fantastisk følelse at stå der.

Mahir fulgte Asad med øjnene, da han gik hen til hegnet igen og klatrede op på det og balancerede lidt. Hurtigt så han tilbage mod hjemmet. Han burde måske sige, at han gik, men så var der risikoen for at støde ind i Harkan og det ville sikkert ende med, at han skulle forklare, hvor han havde skoene fra. Så efter en kort overvejelse, droppede han den idé og løb over til hegnet. Med nogle hurtige bevægelser kom han op og hænge på maven over hegnet. Han havde stadig skoene i hånden, så det blev ikke så elegant, som det kunne blive. I stedet svingede han benene over og dumpede ned på fødderne på den anden side. Asad var allerede begyndt at gå, så Mahir løb det korte stykke op til ham.

Først var han tavs, ikke helt sikker på, hvad han kunne snakke med sin storebror om. Deres verdner var blevet så vidt forskellige som de kunne være og han vidste ikke, hvad Asad ville finde interessant at høre om. Og hvad der mon ville tænde ham af eller ej. Det var noget af en balancegang, meget sværere end at gå på line.
Men han havde ikke lyst til at være tavs, så til sidst tog han en dyb indånding og forsøgte sig frem.
"Jeg mødte Pil den anden dag. Hun spurgte efter dig." Han så op på Asad og krydsede fingre for, at det ikke var et farligt emne.

Asad havde regnet med at gå turen i stilhed. Hvis ikke han pressede Mahir til at komme væk fra deres forældre, og Mahir ikke forsøgte at presse ham til at komme hjem på deres forældres vegne, så havde de ikke så meget at snakke om. Ikke længere. Så han så med noget overraskelse på sin lillebror, da han brød stilheden. 

"Gjorde hun?" spurgte han og kunne ikke skjule det smil, der straks kom frem på hans læber. "Det er vel også ved at være lang tid siden, jeg har set hende," tilføjede han, lidt lavere, og skævede bag sig, i retningen af den kro hun arbejdede på og som han oftest besøgte hende på. Han drak sig sjældent, næsten aldrig, fuld, og i betragtning af dét kom han ofte på dén kro. Selskabet var jo godt, når Pil var der.

Hans blik gled tilbage til Mahir, som han smilede til, inden han klappede ham nærmest rosende på skulderen.
"Hvad med dig, Mahiri? Der er slet ikke nogen piger eller drenge, der spørger længselsfuldt efter dig?" Asad vidste godt, at Mahir kendte til, hvordan han havde haft det med Atlas, og det var kun derfor han tilføjede 'eller drenge'. Han skulle ikke diskriminere, når Mahir allerede vidste, at han selv havde været forelsket i en fyr. Også selvom det aldrig var blevet sagt højt eller indrømmet. Hans knuste hjerte havde været mere end nok til at afsløre det, selv hvis hans opførsel inden ikke havde. 

Et stik af lettelse gled igennem Mahir, da et smil viste sig på Asads ansigt. Så havde emnet ikke været helt forkert.
Mahir lagde godt mærke til sin storebrors blik i retning af kroen, hvor Pil arbejdede. Mahir havde længe håbet på, at Asad og Pil havde kunnet finde ud af det, for hun var meget bedre end de andre, Asad havde fundet sammen med. Hun var sød og virkede til at have et godt tag på ham. Men det var aldrig rigtigt blevet til noget. At Mahir også godt kunne lide Pil var noget helt andet, især fordi at selvom hun og Asad ikke havde fundet ud af noget, var hun stadig Asads. Mahir skulle i hvert fald ikke nyde noget af at komme til at tage noget fra Asad, det ville der ikke komme noget godt ud af!

Det gav et sæt i Mahir, da Asad klappede ham på skulderen og hans hjerte sprang et slag over, men der skete ikke noget. Det gjorde ikke ondt. I stedet spurgte storebroren ham om der ikke var nogen, der ville ham. Mahir kunne mærke sine kinder blive varme og han så væk i et forsøg på at skjule det.
”Næh, ikke så vidt jeg ved.” Noget han aldrig ville fortælle sin storebror var, at Mahir faktisk aldrig havde haft nogen. Der havde været en enkelt pige tilbage i cirkusset, som han havde holdt hænder med, men længere var det aldrig rigtigt kommet. Og efter de var flyttet til Dianthos havde han simpelthen hverken tid eller overskud. Han var konstant i bevægelse. Han havde jo heller ikke rigtigt nogen venner. Ud over Mars, som han heller aldrig ville fortælle Asad om, mest fordi Mars var rig. Det ville aldrig gå godt at fortælle noget om ham.
”Jeg har ikke rigtigt tid til sådan noget.” Han løftede en hånd og gned sig i nakken, lidt genert over emnet.

Asad så ikke på Mahir imens han talte, men det var ikke fordi han ikke hørte efter. Det var blot et meget personligt samtaleemne og Asad syntes allerede det var for meget at snakke om, hvis de også skulle til at have øjenkontakt samtidig ville han  slet ikke kunne holde det ud. Så han så frem for sig og nikkede eftertænksomt, imens Mahir svarede ham. Da han endelig skævede til sin lillebror, så Mahir også generet ud, så måske det var for det bedste for dem begge, hvis de ikke havde alt for meget øjenkontakt alligevel.

"Du ved, hvad der skulle til, hvis du gerne ville lave krystaller hurtigere," svarede Asad. Han kunne ikke lade være. Han syntes Mahir var en idiot for ikke at tage muligheden for at få hænderne fulde af krystaller, bare fordi der var lidt for meget vold involveret. Hvem havde opdraget så svag en knægt? Asad kunne ikke se noget af sin egen opdragelse i Mahirs. Hvor Harkan altid havde virket til at være efter ham, havde han altid været mere forsigtig omkring Mahir, eller også havde Rosna været bedre til at beskytte Mahir. Drengen var under alle omstændigheder aldrig blevet lige så hårdfør som Asad var, og Asad blev vred hver gang det gik op for ham - hvilket altid var når han var sammen med Mahir, og var også derfor hans vrede så ofte gik ud over  Mahir. 

Denne gang skiftede han dog selv emnet. Han lod sin hånd falde fra Mahirs skulder og lod stilheden regere i et par lange sekunder, inden han sagde, hvad han egentlig havde på hjerte. "Jeg ved ikke om det nogensinde bliver til noget med Pil og mig, nu hvor... Du ved. Atlas er hjemme." Asad havde aldrig elsket nogen, som han havde elsket Atlas. Han havde aldrig sagt det højt før, hverken til Atlas eller til Mahir, men han vidste at de begge, på et eller andet plan, var klar over det. 

Det gjorde næsten ondt på Mahir, da Asad straks benyttede sig af det sagte til at presse ham til at skifte levestil. Noget der fik Mahir til at bide sig i kinden for at holde lidt styr på sig selv. I stedet trak han svagt på skuldrene og lavede umærkeligt lidt mere rum i mellem dem i tilfælde af, at Asad skulle blive sur over, at han ikke bare pludseligt fandt det som jordens bedste idé. De havde diskuteret det så mange gange. Skændtes så naboerne kunne høre deres råberi. Mahir ville ikke hjælpe Asad med at være kriminel. Basta.

Det føltes som en enorm vægt, der forsvandt, da Asad tog sin hånd til sig, men den blev straks erstattet af tavshedens tyngde i stedet. Det gik først op for Mahir, at han havde holdt vejret, da Asad begyndte at snakke igen.
Med et ryk drejede Mahir hovedet og så på Asad. Ordene var vel uskyldige nok, men der lå noget bag dem. Undersøgende betragtede han sin storebror. Atlas var hjemme. Selvom Mahir havde været et barn, kunne han sagtens huske, hvordan det var at se Atlas og Asad sammen. Og det havde ikke været så mystisk, hvad de havde villet hinanden, selvom ingen af dem ville indrømme det.

Han kneb kort øjnene sammen og flyttede blikket fra den ældre dreng igen. Tilladelsen til at forsøge at få noget ud af Pil forsvandt næsten i overraskelsen over, at Asad indrømmede, at… ja, han og Atlas.
”Hun er ellers sød. Det bliver hun nok skuffet over.” Han trak på skuldrende som for at sige, at det ikke kom ham ved. Men hans hjerte bankede en smule hårdere, som det sank ind, hvad Asad lige havde sagt. Hvad mon det ville få af betydning?
Det gik op for ham, at han måske allerede nu så en forandring. Asad var kommet for at bruge tid sammen med ham på hans fødselsdag. Et svagt håb spirede i Mahir. Måske det hele blev lidt bedre.

Mahirs svar fik Asad til at hæve et undrende øjenbryn. Som han så det, forsøgte Mahir at føre ham og Pil sammen, lige pludselig. Det var ellers ikke længe siden, at Atlas havde fortalt ham, at det var Mahir, der havde hjulpet ham med at få øjnene op for sine følelser. Så Mahir måtte vide - han var nødt til at vide, hvordan de begge havde det med hinanden.

"Ikke lige så skuffet, som Atlas bliver, hvis jeg fortæller ham at jeg er vild med hende," svarede Asad med et fnys. Et øjeblik var der en tavshed, som Asad ikke tænkte over, før han kom i tanke om, hvor bange Mahir kunne blive for ham, og han sørgede for at skæve til sin lillebror med et skævt smil, for at indikere at han bare  jokede.

"Nå, tror du stadig du kan huske hvordan?" spurgte han, da de kunne se træet Atlas havde sat rebet op i. Han ville gerne have Mahir op først, mest fordi han ikke troede på hans evner eller på hans styrke - han ville kunne gribe ham, hvis han faldt imens han klatrede op i træet. Hvis Mahir til gengæld faldt fra linen... så var der ikke noget Asad kunne gøre. 

Det var overhovedet ikke Mahirs intention at forsøge at føre Pil og Asad sammen, det var noget Asad helt selv måtte holde styr på. Det var bare en konklusion, at Pil nok ville blive skuffet, nu hvor hun og Asad havde leget den leg i et stykke tid.
Lige nu skulle han stadig tygge på den nye viden. At Asad og Atlas var... ja, han kunne vel nok ikke kalde dem kærester - hans blik gled kort til Asads ansigt - men i hvert fald... de havde fundet ud af det. Åbenbart.

Han trak skuldrene en smule op, da Asad fnøs. Det var efterhånden blevet så svært at høre på ham, om han var vred eller ej. For Mahir virkede han altid vred og det satte sine spor. Men selv om han havde lyst til at træde helt væk fra Asad, måske endda bare stikke af, blev han gående ved siden af ham. Håbet om, at de måske kunne få en nogenlunde normal formiddag sammen hang fast, og Mahir agtede at forsøge om han så skulle have slag af Asad.
Stilheden var nervepirrende, og selv Asads blik og smil hjalp ikke så meget på det. Men endeligt kunne de gå ud af byporten og mod det sted, hvor Atlas havde sat rebet op i mellem to træer. Spændingen efter at prøve skoene vandt næsten over den trykkede følelse.

Han drejede hovedet og så på sin storebror med et stort smil.
"Selvfølgelig kan jeg det, jeg har holdt det ved lige!" Det smuttede fra ham, inden han nåede at tænke over det. Lort. Man kunne kort se på hans ansigt, at han vidste, at han havde dummet sig, inden han valgte at sætte i løb det sidste stykke og kaste sig ned at sidde for at flå sine sko af. De bløde sko passede ham næsten som de skulle, de var en lille smule for store, hvilket måske ikke var så sært, når Asad var større end ham. Men det ville ikke være et problem på linen. 
Med et blik på Asad skyndte han sig hen til træet, som han smidigt begyndte at klatre opad. De fleste ville nok sammenligne han lidt med et egern. Eller noget flydende, der løb opad.

Asad så med et hævet øjenbryn på sin lillebror, da han fortalte at han havde holdt det ved lige. Hvordan holdt det ved lige? Hvis han spildte sin tid på leg, ville Asad komme efter ham - hvis ikke deres far kom efter ham først. Hvis man spurgte Asad, var Mahir for gammel til at spilde sin tid på drømme der ikke ville blive til noget. Hvis ikke deres cirkus, det muligvis største og bedste i landet, havde kunne klare det, så var der heller ikke andre der havde. Mahir ville aldrig komme til at optræde professionelt igen. Han kunne lige så godt droppe dén drøm med det samme, hvis det var det han gik og håbede på.

Men inden Asad kunne spørge ind til det - eller måske nærmere straffe ham, for Asad talte sjældent før han handlede - var Mahir væk. Asad fortsatte selv i et roligt tempo. Det var det bedste han kunne gøre, for ikke at lade al den vrede, der altid var ophobet i ham, gå ud over Mahir. At holde sig på afstand havde altid været den bedste taktik, også selvom det var svært. Især når Mahir teknisk set havde været det tætteste han havde haft på en ven, efter Atlas havde forladt dem. 

Asad blev stående ved roden af træet og så op på sin lillebror, der nærmest gled op af det. Han var vant til at klatre, dét var tydeligt at se. Der var ingen tøven i, hvad han kunne gribe fat om eller hvad der kunne bære hans vægt, eller hvor det var sikkert at sætte hans fod. Asad besluttede sig for at lægge tanken fra sig, og fulgte efter Mahir op af træet. Han brød sig ikke om tilskuerpladserne, heller ikke når den plads var på græsset under linen - han ville hellere se på i linens egen højde, som han altid havde. 

Det tog ikke Mahir lang tid at komme op til linen. Højden skræmte ham ikke og lige nu var han meget mere fokuseret på, at han skulle prøve de nye sko. Rystelserne i træet fortalte ham, at Asad var på vej op også. Hjertet bankede hårdt i Mahirs bryst og han tøvede kun kort, inden han trådte ud på det opspændte reb. Det var stadig fugtigt efter morgenens dug og han brugte et øjeblik på at være sikker på, at han ikke ville glide, inden han lagde sin vægt på foden og trak den anden med sig også. Med armene ud til siderne tog han nogle hurtige skridt ud på rebet. Følelsen af det under skoene var mere rigtig, end med bare fødder og et stort smil bredte sig på hans ansigt.

Han elskede det. Havde altid elsket det. Han var født til at gå på line og bruge sin krop akrobatisk. Det var ikke fordi, at han regnede med at komme til at arbejde for et cirkus igen, at han holdt sine evner ved lige. Nej, det var fordi han kunne lide det. Selvom han ikke så ud af meget, var han stærk og hans slanke muskler var tydelige under huden. Sådan skulle hans krop være. Den måtte ikke ændre sig. Han ville holde den ved lige. Også selvom hans storebror ikke ville have det og hans far… ja, Mahir vidste ikke helt, hvordan hans far ville have det med det, men han ville ikke få det at vide. Medmindre Asad sladrede, for nu vidste han det jo.

Han nåede ud på midten og drejede så rundt for at se på Asad. Der var et stort smil på hans ansigt. Det forsvandt dog hurtigt, da de lidt for store sko fik hans ene fod til at skride, og skoen ikke havde ordentligt fat i det våde reb.
”Se, de vir- ups!” I et splitsekund var han sikker på, at han ville falde det lange stykke ned. Det ville gøre ondt. Han ville komme til skade. Men træningen slog til, og hans vægte forskød sig, armene vippede og han stod fast på den anden fod. Og han blev stående. Hurtigt fik han foden tilbage på linen og stod i et sekund eller to for at være sikker på, at han ikke røg ned.

Asad var ikke langt bag sin lillebror, men han stoppede alligevel op lidt under ham, for at se anspændt på imens Mahir tog sit første skridt ud på linen. Han så så sikker ud. Og han smilede. Det var det mærkeligste. Asad havde ikke set ham smile siden... Tjah, måske ikke siden Atlas havde forladt dem. Måske han ikke selv havde gidet tjekke siden Atlas havde forladt dem. Men siden han havde startet sin bande, havde han været mere opmærksom på Mahir igen. Forsøgt at få ham ind i sit liv igen, for selvom det ikke kunne være på samme måde som før, så kunne de i det mindste arbejde sammen igen. Men i den tid de havde brugt sammen, havde Mahir ikke smilet en eneste gang.

Asad trak sig det sidste stykke op og fulgte Mahir med blikket på lige højde med ham. Han var ikke selv klar over det, men han smilede til Mahir, da fyren drejede rundt på rebet for at møde hans blik. Og Mahir smilede også. Stadigvæk eller igen. Det føltes stadig helt surrealistisk for Asad. 
Og så gled Mahir. Asads smil forsvandt og han nåede at tage et skridt frem, før han fik stoppet sig selv. Uden at være klar over det, fordi det var gået så hurtigt, havde han indset at han ikke ville kunne nå helt ud på midten af rebet for at hjælpe Mahir. Ikke inden han allerede var faldet, hvis det var dét der ville ske. Og trådte han ud på rebet nu, ville det kun få negative konsekvenser for Mahirs fornemmelse for rebet. 

Hans hjerte sprang et slag over, indtil Mahir stod sikkert på linen igen. "Du skræmte livet af mig," indrømmede han, stakåndet, selvom han ikke havde rørt sig ud af stedet. "Er du stadig god nok til at være derude?" spurgte han, med et sigende blik ned mod linen Mahir næsten var røget af, men skældte ham for en gang skyld ikke ud eller beordrede ham omkring. Mahir måtte selv vide hvor gode hans evner var. Og hvis han faldt? Så ville Asad efterlade ham.

Lort. Pis. En masse grimme ord, der normalt ikke var en del af Mahirs normale sprogbrug, gled igennem hans hjerne. Selvfølgelig skulle han glide, når Asad stod lige der og så på ham. Det var... pinligt. Skamfuldt. Og han havde ingen anelse om, hvordan hans storebror ville reagere. Langsomt løftede han blikket til Asad, der sagde, at han havde skræmt livet af ham. Var... var han... var det bekymring?! Var han faktisk blevet bange for, at han ville falde?! Mahir tabte underkæben for et sekund, inden han tog sig sammen og tvang et smil frem.
"Ja! Jeg blev stående, gjorde jeg ikke?" Han fugtede sine læber og tvang sig selv til at træde et skridt frem mod Asad. Det var altid de første par skridt, der var de sværeste, når man var blevet forskrækket. 
"Rebet er lidt vådt."

Mahir tog en dyb vejrtrækning. Smilet var væk igen, både fordi han nu fokuserede på, at Asad var der. Men også fordi han koncentrerede sig. Kunne han? Han tøvede lidt, men endte med at gøre det.
Langsomt og roligt lænede han sig frem. Han var smidig og hans ben var stadig strakt ud, da hans hænder rørte rebet. Han tog godt ved, sørgede for at afstanden mellem hænderne var den rigtige og trak så benene med sig. Op i vejret. Han stod der lidt, på hænder på rebet, med blikket rettet ned mod græsset under sig. Lige så langsomt som han var kommet op, fortsatte han rundt og snart rørte hans første fod rebet. Hans krop bøjet i en hvad der så ud til at være en umulig stilling. Næste fod fandt rebet. Og langsomt flyttede han vægten over på dem og slap med hænderne. 

Smilet var tilbage på hans ansigt, som han, med armene elegant ud til siden, så på Asad. Et smil fyldt med glæde og sejr. Det var noget andet at være på rebet end på et plankehegn inde i byen. Selve øvelsen lavede han ofte, men det var år siden, at han havde stået på et reb. Han var forpustet, ikke så meget fordi, at det fysisk havde været hårdt, men fordi han var helt oppe at ringe over det, han lige havde gjort. Efter en dyb vejrtrækning kunne han ikke lade være med at le og han vimsede hurtigt tilbage til træet.
"Din tur!"

Asad havde mest af alt lyst til at gå sin lillebror i møde ude på linen, for at give ham et par velfortjente slag for sådan at skræmme ham, men han blev stående hvor han var, og nøjedes med at nidstirre Mahir, da han stolt mindede Asad om at han jo ikke var faldet - selv om han havde været lige ved. 

Nidstirringen blev dog til en afslappet beundring af, hvad Mahir havde gang i, da han lænede sig frem. Han var stadig meget fleksibel, mere fleksibel end Asad havde været, ikke bare det seneste år, men nogensinde. Mahir og Atlas havde altid begge været mere fleksible end ham. Et eller andet måtte Asad være bedre til end Atlas og sin bror, siden Harkan havde sat så meget lid til hans evner, men det havde ikke været fleksibilitet. Den havde han altid skulle kæmpe for at holde på niveau med deres, og nu var den langt under. Modsat Mahir havde han ikke selv holdt sine evner ved lige. Styrken havde han holdt ved lige hver dag, og balancen havde han holdt ved lige, når han ikke troede at nogen så det, men fleksibiliteten havde han skidt et stykke. Han ville ikke kunne gøre, hvad Mahir gjorde nu, ikke uden at varme grundigt op først.

Asad smilede ikke, da Mahir kom op at stå igen. Ikke til at starte med. Det var først, da han så Mahirs stolte smil, at det trak en smule i hans ene mundvig. Det gjorde ham glad at se Mahir glad, men mest af alt smilede han, fordi det var sjovt at se lille Mahir vimse rundt på det våde reb. Han var åbenbart stadig bare en lille dreng. 

"Lad mig lige mærke, hvor vådt det er." Med respekt for rebbet trådte han ud på det, men det blev hurtigt tydeligt at hele det stykke Mahir havde bevæget sig på, ikke længere var vådt. Ikke på nogen måde, hvor det gjorde en forskel. Han trådte et par skridt længere ud på rebet og lod sig selv få en fornemmelse af det, inden han uden advarsel tog et enkelt skridt som tilløb og sprang en meter over rebet i en saltomortale, inden han landede på det igen. Hans fodarbejde var en smule ved siden af, og kun den ene fod ramte rebet, men med begge arme rakt ud til siderne genvandt Asad hurtigt sin balance. Det var ikke så elegant som det havde været i cirkusset, men det havde han heller ikke regnet med. Hans eget mål havde været ikke at falde, og først nu smilede han rigtigt til Mahir. 

"Der skal lidt mere træning, før jeg kan bære dig herude, så du kan lige vove på at spørge mig endnu," sagde han med et grin, han ikke kunne undertrykke, imens han balancerede tilbage til træet.  

Mahir kunne godt mærke, at han stadig var nervøs omkring sin storebror. Der var et glimt i hans ansigt og øjne, der lovede slag, men det var heldigvis væk igen, da Mahir havde lavet sit lille stunt. Og selvom Asad ikke ligefrem smilede, var hans træk lidt blødere og Mahir følte sig lettet. Hvilket også var grunden til, at han turde gå tilbage til Asad og ikke flygtede over i det andet træ.
Han lod Asad komme forbi og holdt godt fat i en gren, mens hans blik fulgte storebroren, der gik ud på rebet. Et eller andet sted gjorde synet ham en smule bedrøvet. Der var engang, hvor de havde været alt for dem. Livet på rebet. Balance, smidighed, styrke. Så mange timer de havde brugt på at træne med hinanden hver dag. Og nu... nu så Mahir sjældent noget til Asad. De havde aldrig været tætte, Asad og Atlas havde altid haft mere sammen end Mahir havde haft med nogen af dem, men han savnede alligevel sin storebror. Det virkede som om, at de ikke længere var brødre. Så langt var der mellem dem.

De triste tanker blev afbrudt, som Asad lavede en saltomortale på rebet. Mahir måbede lidt, han havde faktisk ikke regnet med, at Asad kunne den slags mere. Men det forsvandt hurtigt for et stort åbent grin, der fik hele hans ansigt til at lyse op. Han kunne ikke lade være med at klappe begejstret. 
"Åh, godt klaret!" Han grinede videre, som Asad vendte rundt og kom tilbage mod træet.

Måske var det fordi, at han var så begejstret i det øjeblik. Måske havde han været for meget sammen med Mars. Men inden han nåede at tænke sig om, åbnede han munden og var flabet.
"Det er okay, du er også ved at være blevet gammel." I samme øjeblik det gik op for ham, hvad han lige havde sagt, forsvandt grinet og han slog en hånd for munden. Hans blå øjne voksede til dobbelt størrelse og han så forskrækket på sin storebror. Det var helt sikkert sagt i sjov, men ville Asad også synes, at det var sjov? Eller skulle Mahir slutte dagen af med flere blå mærker end han havde i forvejen?

Asad kunne ikke lade være med at smile til sin lillebror, da han ligefrem blev mødt af klapsalve. Lidt akrobatik havde han da holdt ved lige. Det havde ikke været smidigheden, men styrken havde han ikke kunne slippe. Alligevel kunne han ikke undgå at tænke på, hvor meget han havde savnet rebet, når han nu stod her med Mahir. Det havde været hele hans liv engang og det havde været uendeligt lettere end det liv han ledte nu.

Asad spærrede sine øjne op og så overrasket på Mahir, ved hans ord om at han var ved at blive gammel. Han greb fat om sin lillebrors trøje og hev lidt i ham, inden han brød ud i et smil igen. "Du er fandme blevet fræk, hva? Hvem har lært dig at snakke sådan til din egen storebror?" Asad sikrede sig, at Mahir stod fast på grenen, inden han slap hans trøje igen. "Pas på med at sige sådan til Harkan, han ville sgu da myrde dig, hvis du kaldte ham gammel. Selv med gigt i hænderne, skulle han nok kunne kvæle dig." Asad strøg en hånd over Mahirs korte hår og overvejede endnu en gang at tilbyde ham, at slippe væk fra deres forældre.

"Behandler han dig ellers pænt? Harkan?" Imens Asad spurgte, skubbede han Mahir ud mod rebet igen. Det var sværere at lyve, når man skulle koncentrere sig om noget andet, og ude på rebet var der altid noget der var vigtigere at koncentrere sig om end sine ord. "Jeg har set dig med blå mærker, som jeg ikke har givet dig." Han holdt en maske af at føre en samtale, men det var mere et krydsforhør, og at han havde smidt Mahir ud på rebet igen understregede det kun. Men hvis Mahir ikke havde noget at skjule, havde han jo ikke noget at være bekymret for.