Marcel og hans far tog sjældent ind til byen. De skød vildt ude i skoven, hvor de boede farligt tæt op af grænsen til elvernes område, skinnede dem og saltede kødet, som de tog med ind til byen for at sælge, sammen med de svampe, de også havde i overskud. Det hele kunne holde sig længe og der var ingen grund til at tage mere end højst et par gange om året ind til byen.

De red derind på en vogn med to heste spændt for, men den ene af dem, en hoppe, havde været arrig under hele turen, og de var kommet langsomt af sted, fordi den konstant snappede, bed eller sparkede efter den anden vallak. Inde i Dianthos havde Marcels far i vrede besluttet sig for at købe en anden hest - Marcel kunne sælge den arrige. Eller beholde den, hvis han var villig til at blive bidt.


"Du har aldrig bidt før." Marcel stod alene i stalden og snakkede til den brune hoppe, der normalt var så kærlig. "Har du ondt?" spurgte han hende, uden at forvente svar, men strøg forsigtigt sine hænder over hendes krop i et forsøg på at finde ud af, om hun havde ondt et sted.

"Du kan prøve at spørge staldmesteren nede hos Mathis Transport - rygtet er, at han har godt forstand på heste." Marcels så sig forskrækket omkring og fik øje på en lille mand, hvis hoved knap nok nåede over boksene. "Jeg.. øh.. hvad?"

"Det er i Nedre By - spørg dig omkring, de har et stort lager og en stald dernede. Men skynd dig, de lukker vel snart porten for dagen."

Marcel mumlede et 'tak' og gjorde, som han var blevet rådet til. Med et reb i hoppens grime og ellers en god afstand til den aggressive hest, trak han hende med sig igennem Nedre By, og uden at spørge om vej mere end et par gange, endte han op udenfor Mathis Transport, hvor han tøvende trak hende med sig. Han fik et par skæve blikke og han vidste, at han måske også burde bede om tilladelse til at være her, men i stedet stoppede han en arbejde mand op og spurgte ham om vej til stalden. Han fik en vejledning, men han fik også på fornemmelsen, at der blev holdt øje med ham. 

Porten til stalden var åben og han trådte indenfor med hoppen, Roheryn, i tov. Der var ikke længe til det blev mørkt, og han kunne godt se, at det ikke længere var staldens mest travle tidspunkt. De fleste af boksene var tomme, sikkert fordi hestene for længst var blevet sendt ud med deres varer.

"Undskyld, jeg... Jeg leder efter efter staldmesteren?" 

Dagen havde været småtravl, men ikke mere, som vognene var sendt af sted og der kun var oprydning tilbage. Der var stille i stalden, kun få enkelte heste stod tilbage. Forhåbentligt ville der komme vogne hjem dagen efter, ellers ville de mangle. Men det var ikke Killians bekymrings, hans job var at tage sig af hestene og sørge for, at alt var godt med dem. Han havde lavet et par regler, efter han havde fået tjansen som staldmester, og selvom nogle af dem kunne være besværlige for firmaet, f.eks. at hestene skulle have en hvis mængde hviletid, havde Giles uden brok ladet alle vide, at det var Killian, der bestemte. Det var trods alt ham, der kunne snakke med dyrene.

Lige nu gik han med en kost i hænderne og var ved at feje staldgangen for skidt, mens han dæmpet fløjtede en lille melodi, han havde hørt en satyr spille på en fløjte på en kro for et stykke tid siden. Egentligt et arbejde for staldknægten, men han var blevet sendt hjem. Killian kunne bedst lide, at sende ham hjem inden tusmørket lagde sig, så han var mere sikker på gaderne. Om efteråret betød det bare, at der var mere arbejde til ham i stalden senere på dagen, men han brokkede sig ikke. Et eller andet skulle han jo lave og så kom han da ikke i problemer. Så længe. En tanke, der fik et smil frem på hans ansigt.

Lyden af hove mod gulvet og en stemme, der spurgte efter staldmesteren, fik ham til at vende sig op og se op. En ung mand med et tykt brunt hår og et par fantastiske blågrå øjne stod med en brun hoppe og så spørgende på ham. 
Det var ikke unormalt at folk spurgte Killian efter staldmesteren, med hans alder og ofte ret beskidte udseende, fordi han ikke følte sig hævet over det praktiske arbejde, antog folk ham for at være en stalddreng. Det var ikke noget, der gjorde ham vred, i stedet lavede han ofte lidt sjov ud af det. Og det gjorde han også i dag, efter hans blik havde taget turen ned over den unge mand. Mhm.

"Øjeblik så skal jeg..." Han drejede halvvejs rundt, stoppede op og vendte sig så mod manden igen. "... åh vent, det er mig. Hvad kan jeg hjælpe dig med?" Hans ansigt lyste op i et stort lydløst grin, men hans blik gled ret hurtigt fra manden til hesten. Hun havde ondt. Kosten blev placeret op af boksvæggen ved siden af ham, inden han gik hen til hoppen, mens han virkede til at have glemt den ellers lækre unge mand. Så snart han lagde hænderne mod hendes hals og lod dem glide over hendes krop, begyndte deres tavse samtale og hoppen så straks ud til at blive lidt mere afslappet.

Marcel så på, imens fyren, han havde antaget var staldknægt, vendte sig om for at hente staldmesteren, og så, da det gik op for ham, at det var ham, tog det Marcel et øjeblik at forstå, at det var en joke, at han ville have hentet staldmesteren. Han havde haft sine øjenbryn trukket sammen i forvirring, men idet det gik op for ham, at der blev lavet sjov, og at staldmesteren grinede, brød Marcel selv ud i et stort smil, omend stadig lidt forvirret, for fyren var virkelig al, al for ung til at være staldmester. Var han virkelig kommet det rigtige sted hen? Han så sig lidt diskret omkring, men logoet for Mathis' Transport var overalt.

Marcel flyttede sit blik tilbage til staldmesteren. Okay, måske han ikke var så ung. Og måske, hvis han var virkelig, virkelig dygtigt at det kunne give mening, at han var staldmester allerede, hvor usandsynligt det så ellers virkede. Det kunne i hvert fald ses på ham, at han arbejdede med heste dagen lang; han var beskidt, på den arbejdsomme måde, og selv da han kom hen for at se på hesten bevægede han sig med en rolighed, der afslørede, at han normalt var omgivet af ængstelige dyr. 
Og så havde han varme øjne, og krøller, der var lige til at begrave sine hænder i, tænkte Marcel, inden han lidt forskrækket fik stoppet sig selv. Udover sin familie, så hans mest til elverne ude i skoven. De var altid spinkle, lidt skrøbelige at se på, og bar sig af sted som om de ejede hele landet. Det var rart at se at menneskene i Dianthos var det modsatte. 

Marcel blev opmærksom på sit eget udseende, ved at se på Killian. Han havde et par gode støvler og en jakke i læder, fra dyr han selv havde fanget og skind han selv havde bearbejdet. Ru hænder, stærke arme og skuldre, mest fra sit arbejde med buen og pil. Buen lå hjemme på kroværelset han delte med sin far og som han senest skulle mødes med ham på i morgen aften. Ikke at de nødvendigvis tog hjem dér - det kunne bedre betale sig at forhandle med nogle af køberne, og der var desuden også varer, de skulle have købt med hjem selv. Marcels far havde også venner i byen han skulle se. De delte sladder om, hvordan det stod til i landet, i Dianthos og ved elvergrænsen.

Dolken, Marcel brugte til at skinde dyr med, hang dog ved hans side i hans bælte, nær en lille pose med få krystaller. Hans ansigt var året rundt fyldt med fregner, som hans søster altid beskrev som lignende snavs, han ikke havde fået vasket af, og i forhold til staldmesteren her, var hans ansigt og krop lidt for kantet.

Han fulgte nysgerrigt staldmesteren med blikket, og fordi han ikke var klar over, at den unge mand gjorde andet end at røre hesten, forsøgte han at hjælpe, med de få informationer han havde tilgængelige; "Hun har bidt efter os hele dagen og min far vil sælge hende, hvis ikke vi kan finde ud hvorfor. Men Roh er en god tøs, det ligner hende ikke at være sådan. Jeg kan betale for din hjælp."

Hoppen virkede mere afslappet nu og selvom Marcel selv følte, at han havde god føling med dyr, var han ikke villig til at risikere sine fingre ved at række ud efter hende igen. På trods af den ømhed han følte overfor en hest, han havde kendt og redet i flere år, holdt han sig lidt på afstand. Han brugte ikke engang sin evne på hende, men dette var fordi han vidste, at den beroligende følelse han kunne give hende med den, kun ville være midlertidig. Den ville ikke løse problemet på længere sigt. 

Så snart Killian lagde hænderne på hoppen, forsvandt hans koncentration i forhold til resten af verden. Hendes varme krop, hendes lugt, følelsen af hendes pels, alt havde betydning for, om han kunne komme nærmere, hvor hun havde ondt og hvorfor. Som altid var der en kort forskrækkelse fra dyret over, at han forbandt sig med dem, men hendes smerte fyldte for meget til, at hun forsøgte at forstå. Han præsenterede sig og hun fortalte ham sit navn, menneskerne havde givet hende. Han spurgte, hvor hun havde ondt og hun svarede. Maven. Åh, hun havde ondt og Killian rynkede ubevidst panden, mens han lod sine hænder, uendeligt blidt, glide ned under hendes bug, noget der fik ham til at lægge sin kind mod hendes varme, dampe pels. Hun vidste ikke, hvad hun havde fået ondt af, men det var startet om morgenen, omkring der, hvor hun var blevet spændt for vognen. 

Der var ikke noget at mærke udenpå, andet end spændt muskler, hvilket gjorde Killian bekymret. Han kunne ikke gøre ret meget, hvis det var hendes tarme eller andre organer. Der skulle en healer til, og selvfølgelig kendte han en, men det var sjældent, at han var hjemme, fordi han fór rundt fra stald til stald.
Den unge mand, der var kommet med hende, begyndte at snakke og Killian kom med en brummende lyd, der ret tydeligt fortalte, at han ikke hørte efter.
Det var langt fra første gang, at han stod med en hest med mavesmerter og han startede som altid fra en ende af. Hvor det gjorde ondt, hvor længe og om hesten selv kunne fortælle, hvad det var. Derefter startede han med det, der var mindst værst. Mad. Hvad havde hun spist?

Og der var problemet. Han rettede sig op og strøg hende kærligt ned af ryggen, inden han trådte op til hendes hoved, så han kunne se den unge mand.
"Hun har spist en giftig plante. Jeg har en mikstur, jeg kan give hende, men hun bør blive her natten over, så jeg kan holde øje med hende. Det er sent, du er kommet med hende, men jeg tror vi kan klare det." Han havde sagt det samme til hoppen. Dyr havde en helt andet indstilling til døden end mennesker og hun havde accepteret det uden det store hurlumhej. 

Killians smil var væk, faktisk var han vred, men han forsøgte at holde det under kontrol. De kunne ikke vide, at det var sket, men at de havde fået hende til at trække en vogn hele dagen i smerter, fik hans indre til at koge. Så uden at vente på svar, begyndte han at gå ned mod den anden ende af stalden, der hvor rummet han boede i var. Der havde han en reol fyldt op med ting til heste, deriblandt den mikstur, han snakkede om. Om manden fulgte efter ham, måtte han selv om. Hoppen ville ikke gå nogen steder, hendes største lyst var at lægge sig ned. Han var også ligeglad med om den unge mand ville have ham til at behandle hesten, det var i Killians hoved ikke et spørgsmål.

Staldmesteren gjorde det rimelig tydeligt, at han slet ikke hørte efter hvad Marcel sagde, og han endte med at lade være med at sige noget overhovedet. Det var jo også tydeligt, at han koncentrerede sig, så Marcel lod ham arbejde i fred.

"Åh." Marcel åndede lettet op, da staldmesteren indirekte fortalte ham at Roheryn sandsynligvis ville blive okay. En mikstur lød ikke specielt besværlig og selvom en overnatning hos staldmesteren måske ville blive dyr, så var Marcel villig til at betale det. Det var bedre end at købe en ny hest, hvilket de sikkert ville gøre ligegyldigt hvad, men Marcel ville jo gerne have Roheryn med hjem igen. Tre heste var ikke meget dyrere i drift end to, når de fik på græs det meste af året.

Marcel opfattede godt, at fyren foran ham var utilfreds på en eller anden måde, men han forstod ikke, at det var hans skyld. Han var et helt andet sted i sine tanker, og så snart han gik, vendte Marcel sig mod hoppen for at undskylde. "Vi sørger for at du bliver rask," hviskede han til hende og strøg hende over panden. Hun virkede fortsat roligere, efter fyrens undersøgelse af hende, og Marcel følte sig helt sikker på at han ikke ville blive bidt nu. Han hviskede, fordi han syntes det var pinligt, hvis staldmesteren hørte ham.

Da staldmesteren kom tilbage, holdt Marcel sig tæt på ham. "Ved du, hvad det er for en plante hun har spist? Jeg vil gerne sørge for, at det ikke sker igen, men vi plejer at plukke de giftige planter der er lige i nærheden - elverne giver gode krystaller for dem, bruger dem til medicin, eller hvad ved jeg, så måske det er - måske det er en plante, der kun er giftig for dyr?" 

Han følte sig lidt som et alt for håbefuldt barn, der fulgte efter en ven, der egentlig ikke gad ham, men han var nødt til at forsøge - han ville aldrig kunne finde ud af, hvilken plante det var, hvis ikke han fik hjælp, og for alt han vidste af kunne Roheryn og deres anden hest, og muligvis også deres hund, hvad vidste han, blive syg, hvis ikke han fik fjernet den. Det var en lille pris at betale, at føle at han snakkede lidt for meget til én, der ikke så ud til at være interesseret i hvad han havde at sige.

Mens Killian gik ned til sit rum, tog han nogle dybe indåndinger og forsøgte at tale sig selv ned. Det virkede ikke rigtigt. Normalt var han meget fredelig, hævede aldrig stemmen og følte sjældent vreden i kroppen, men så snart det kom til dyr, skulle der intet til. Dyrene kunne ikke tale for sig selv og så snart et menneske eller andet væsen tog et dyr i sit varetægt, var de deres ansvar. Uvidenhed var ikke en undskyldning. 
Så hans kæbemuskler stod stadig tydeligt frem under den glatbarberede hud, da han kom tilbage til hoppen og den unge mand. 

Det varede et øjeblik, inden han svarede hestens ejer, han lagde i stedet en hånd på hestens mule og betragtede hende lidt, mens han spurgte hende, om han normalt behandlede hende godt. Det mente hun nu nok de gjorde, hvilket bare gjorde hende forvirret over dagens hændelser. Han sukkede dæmpet og vendte sig mod den unge mand.
"Hun viste mig et billede af en krageurt, de er meget lave og minder mest om en mælkebøtte med tykkere blade og små mørkerøde blomster. Den hedder en krageurt, fordi den får mennesker til at sige som en krage, når de brækker sig ihjel. Heste kan bare ikke brække sig, så den ødelægger deres organer i stedet." Han strøg kærligt hesten over næseryggen, stadig med flasken i den ene hånd, inden han skævede mod manden igen. "Hun er meget forvirret over, hvorfor I tvang hende til at trække vognen, når hun nu blev ved med at fortælle jer, at hun har ondt." Vreden blev kort tydelig i hans stemme, men ellers så han bare trist ud. Så mange dyr led, fordi ingen ville lytte til dem.

Endeligt tog han en skammel og stillede sig på den, inden han bad hesten løfte hovedet, så han kunne hælde miksturen i halsen på hende, med en advarsel om, at det smagte grimt og ville blive ubehageligt.
"Kom smukke, op med hovedet." Hun gjorde, hvad han sagde, og han fik hende endda til at åbne munden nok til, at han kunne hælde indholdet ned i hendes hals. Det var vigtigt at hun ikke spyttede det ud igen. Så snart han gjorde det, svingede hun med halen og begyndte at flytte på sig med ørerne lagt ned, men det var heldigvis hurtigt overstået.
"Kan jeg få dig til at tage spanden med vand inde i den boks der?" Han spurgte uden at se på ham, mere optaget af hesten.

Marcel fik det fysisk dårligt, da staldmesteren fortalte ham om krageurten. Han kendte udmærket planten. Den voksede nær skovkanten og hans søstre brugte den engang imellem i deres blomsterkranse. Den var køn nok at se på og helt ufarlig, så længe man ikke spiste den, og fordi den sjældent bevægede sig helt ud, hvor hestene græssede, havde Marcel slet ikke overvejet at det kunne være dén. Han ville være nødt til at tjekke efter den på folden, når han kom hjem. 

Marcel opfattede godt at staldmesteren var både vred og ked, men mest af alt fornemmede han bare nedladenhed fra ham. Det var den følelse han var vant til at genkende fra elverne han mødte i skoven, der troede at de var noget. Han knyttede hænderne, men sagde ikke noget, fordi han forsøgte at fokuserede på helbredelsen af Roh. Da han blev bedt om at hente spanden, gjorde han det også pænt og rakte den til staldmesteren, men så snart han havde gjort det, slap han også sin vrede fri. 

"Der er ikke nogen der kan tale med dyr imellem Dianthos og vores hjem. Jeg er her med hende nu, er jeg ikke?" Marcel blev hurtigt vred, især når han følte, at han skulle forsvare sig selv. Han holdt af Roheryn og brød sig ikke om at høre, at en eller anden fornem staldmester synes, han skulle have ladet hende, vognen, deres varer og sin far blive hjemme, bare fordi hun bed lidt efter dem, da de skulle af sted. Marcel var selv glad for dyr, men han satte sig selv og sin familie før dem, og han kom også dårligt ud af det med folk, der ikke spiste kød. 

Marcel var normalt en rolig dreng, men han blev stresset af at være inde i byen, hvor han var omgivet af mennesker og de lys, deres hjerte udsendte, som han kunne se med sin evne, og desuden havde staldmesteren ramt et ømt punkt. Alene det, at Marcel var i byen, plejede at føre et slagsmål med sig, og Marcel ville ikke holde sig tilbage, bare fordi den her staldmester også havde reddet Roheryns liv. 

Spanden med vand skubbede Killian hen foran hoppen, så hun kunne drikke. Det var vigtigt, at hun fik godt med vand det næste døgns tid for at kunne skylle giftstofferne ud og samtidigt ikke dehydrere, når hendes mave gik i gang. Det var ikke kønt, men det virkede næsten altid. Næsten. Nogle heste kunne ikke klare kuren, andre var for svage i forhold til den giftige plante. Killian havde dog håb for hoppen, fordi hendes symptomer ind til videre havde været milde.
Vreden i den yngre mand fik Killian til at løfte blikket fra hestens hoved og se på ham. Det overraskede ham ikke, at han blev vred, der var mange væsner, der ikke tog det pænt, når man fortalte dem, at de ikke havde passet deres dyr godt nok.

Men Killian var træt efter en lang dag og han havde ikke lyst til at skulle skændes. Lige nu var hestens helbred vigtigere og et skænderi ville bare gøre hende oprørt. Så han lavede en kort grimasse, inden han fik sig selv til at slappe lidt af. 
"Det gjorde du. Og nu vil jeg gøre alt jeg kan, for at din hest overlever natten. Ikke for din skyld, men for hendes." Med de ord lagde han en hånd på hestens hals og fortalte hende, hvilken boks, der var hendes. Det fik hende til at løfte hovedet fra spanden med vand, der allerede var næsten tom, og traske forbi sin ejer og ned i boksen, der var gjort klar til en ny gæst. Her lagde hun sig i høet og prustede tungt.

Killian samlede spanden op i rebhanken og så på manden, der var nogle år yngre end ham.
"Der er ikke mere, du kan gøre. Kom igen i morgen. Stedet har lukket i morgen, men du går bare ind via bagindgangen som i dag." Der var ikke noget vredt i hans stemme mere, bare et afvisende tonefald og et lidt træt udtryk i hans ansigt, der manglede det sædvanlige smil. Det ville blive en lang nat og han var ikke sikker på, at den her unge arrogante mand forstod, hvor lang. Uden at vente på, at manden svarede eller gik, tog Killian spanden med ud til brønden og fyldte den op. Den tur ville han gøre mange gange i løbet af natten.

Han brugte resten af dagen på at ordne det arbejde, der skulle laves, samtidigt med, at han holdt godt øje med hoppen. Thoran accepterede tavst, at Killian skulle have sin mad i stalden. Han nåede også kun lige at spise den sidste bid, da hoppen kom på benene og det hele begyndte. Når hesten ikke kunne brække sig, skulle systemet renses den anden vej og det var ikke sjovt. Hun klagede sig i smerte det meste af natten, holdt Killian og de andre heste vågne. Han sørgede for, at hun fik alt det vand, hun kunne drikke, når der var pause i hendes krop. Der var lige en times tid, hvor han troede hun ikke ville klare det, hvor hun lå og han sad med hendes hoved i sit skød, men da solens første lys begyndte at komme over horisonten, var hun faldet i en naturlig søvn og deres sidste snak havde handlet om, at hun ikke længere havde ondt. 

Han faldt udmattet i søvn, hvilende op af hende med arme og hoved på hendes krop, så han kunne mærke, hvis noget alligevel ikke var, som det skulle være. Boksen var sølet til, hans tøj var beskidt og hesten lignede noget, der var løgn, men faren var drevet over. Og han kunne sove.
Der var ikke andre i stalden, kun hestene, der alle var trætte og ikke havde noget i mod at morgenmaden blev skubbet.

Marcel så forarget på staldmesteren, klar til at starte et slagsmål nu og her, over den arrogante måde han sagde, at han ville redde hesten. For hendes skyld. Som om Marcel havde forgiftet hende med vilje! Han havde allerede knyttet en næve, klar til at slå, da Roheryn tilsyneladende af sig selv gik ned imod en boks, og synet fik ham til at se undrende efter hende. Han havde alligevel ikke lyst til at kæmpe sig forbi staldmesteren for at følge efter hende.

Han rynkede forvirret på næsen, da han oven i købet blev sendt væk. "Men - men min - Roheryn -" stammede Marcel sig forvirret frem, og hans blik flakkede imellem Roheryn, der havde forladt ham tilsyneladende uden problemer og staldmesteren, der tydeligvis ikke tænkte særlig højt om ham, så han lukkede munden og marcherede væk. 

Tilbage på kroen fortalte han sin far, hvad der var sket med Roheryn, og faderen, der også holdt af hesten, og straks tilgav den for dens dårlige opførsel, da det gik op for ham at de havde misset hvor syg hun var, forsynede Marcel med lidt ekstra krystaller, så han kunne betale staldmesteren i morgen, hvis hun var overlevet. 
Marcel lå søvnlys, bekymret, i en times tid, men der var intet han kunne gøre - han kunne ikke engang tjekke på hende, takket været udgangsforbudet - så han faldt til sidst i søvn.

Så snart solens første stråler viste sig, var Marcel ude af kroen, og han småløb det meste af vejen, ind og ud imellem byen, der hurtigt var blevet travl. Han hoppede ind ad bagindgangen som instrueret og fandt vej ind i stalden og ned til den boks, han havde set Roh forsvinde ind i dagen før. 
Han åndede lettet op, så snart han så hende stå op. Øjeblikket efter fik han øje på den unge staldmester og Marcel tog nysgerrigt et skridt tættere på dem begge. Den sure fyr så noget sødere ud i søvne, når grimassen var fjernet fra hans ansigt og de bløde krøller omkransede et ansigt, der så næsten feminint ud, takket været de lange, mørke øjenvipper, der lå over hans kinder.  

Lydløst trådte han tilbage igen. Hverken hest eller staldmester rørte sig, udover et dovent sving med halen fra Roheryn, der tilsyneladende stadig sov. Marcel så sig omkring i stalden - de fleste heste så ud til at sove. Først nu så han ordentligt ind i boksen, der var mildest talt ulækker, og selvom det tog ham et par sekunder lagde han brikkerne sammen. Det kunne ikke have været et nemt arbejde at redde hans hest og han var sikker på at både staldmester og hest trængte til hvile. 

Marcel ville dog heller ikke gå - han burde tage Roheryn fra fyren snarest muligt, så hun ikke optog en af hans bokse, hvis han skulle bruge den, og desuden ville han sikkert blive glad for at blive betalt og få Marcel ud af sit liv. Marcel sukkede ved tanken om den omgang skæld ud, der sikkert ventede ham igen, men han afventede den alligevel.

Han lagde begge arme imod indhegning til boksen og hvilede sin hage imod sine arme, så han kunne betragte både den sovende hest og den sovende fyr, imens han ventede på at den ene eller den anden vågnede af sig selv. 

Det havde været en hård nat og både hest og menneske var gået fuldstændigt kold, liggende i høet. Varmen fra hoppen holdt Killian varm, og selvom det ikke var helt det samme som at sove med et menneske, var nærheden stadig god og han sov godt, trods den lidt akavede stilling, med overkroppen oppe på hesten.
Han havde ikke sovet mere end end times tid, da Marcel kom ind i stalden, hvilket han slet ikke opdagede. En enkelt hest prustede ved menneskets tilstedeværelse, men ellers var der bare stille.

Dog gik der ikke længe fra at Marcel havde stillet sig til at kigge på dem, til Killian underbevidst mærkede blikket. Tungere sov han alligevel heller ikke, så pludseligt løftede han hovedet med et ryk. Hans første tanke var hoppen, men hendes vejrtrækning var rolig og hendes hjerte slog regelmæssigt under ham. Søvndrukken så han op og fik øje på den unge mand, der ejede hesten.
Selvom Marcel havde forventet mere skældud, var det et søvnigt smil, der dukkede op på Killians ansigt, noget der næsten bare understregede, hvor træt han var. Tavst lagde han en finger over sine læber for at fortælle den unge mand, at han skulle være stille, hvorefter han forsigtigt kom på benene og listet sig udenom den sovende hest, der ærligt talt nok ikke ville have været vågnet alligevel.

Ude på staldgangen strakte Killian sig så hans led knagede, inden han kneb øjnene sammen og lod dem glide over sin gæst. Der var vist en, der havde sovet godt i en seng. Hvilket ikke gjorde ham noget. Samtidigt så han på ham med lidt nye øjne. Hesten havde fortalt ham lidt om sit liv og havde prikket huller i Killians vrede. Som i øvrigt sjældent holdt ret længe, når først den var der. Så han var ikke vred på den yngre mand mere, hvilket fik ham til at være lidt mere nysgerrig. 
Med en bevægelse med hånden bad han ham følge med ud af stalden og ud på pladsen, hvor Killian gik hen til et trug og begyndte at vaske sine hænder og smide noget koldt vand i hovedet.
"Hun er en stædig dame, der var lige et stykke tid, hvor jeg ikke var sikker på, at hun ville klare det. Men det er overstået nu. Hun skal nok komme tilbage til sit gamle jeg efter en massse søvn." Han plaskede vand i ansigtet og så på ejeren med et glad smil. Han var glad. Han var mere end glad. Hesten havde overlevet det og det var uden tvivl en nat uden søvn værd.

Marcel fik helt lyst til at lede Killian ind i seng, da han så hans søvnige smil. Fyren så varm og tung ud, men også som om han ville smelte ind imod Marcels greb, hvis bare han løftede ham op under knæene og bar ham ind i en seng. Pludselig så han også lidt yngre ud, måske det var smilet der gjorde det. 

Marcel fulgte lydigt med staldmesteren ud på pladsen og betragtede ham nysgerrigt, imens han fik lidt vand i ansigtet. Han lagde en hånd over sit hjerte og lukkede lettet øjnene, da han fik at vide, at Roheryn nok skulle komme sig. Hans hånd lukkede sig om hans løse bluse, hvor han holdt den, for diskret at få styr på sin hjertebanken. Han åbnede øjnene og fik straks varme i kinderne, da han så staldmesterens glade smil. 

"Tak," svarede han åndeløst og skævede mod stalden, hvor Roheryn sov. Han havde slet ikke vidst, at hun havde været i så stor fare. "Hvor længe skal hun hvile, før jeg kan tage hende med mig hjem?" Han var ikke utålmodig - det var udelukkende for at kunne planlægge deres rejse hjem, efter hvornår Roheryn kunne klare den. "Vi skal næsten til Elverlys grænse, minus en dag eller to, men hun behøver ikke nødvendigvis kunne trække en vogn - min far overvejer at skaffe en hest til, imens vi er her." 

Det var rart med det kolde vand i ansigtet, alting føltes lidt mere klart. Måske et bad ville være dagens opgave, nu han havde fri og kunne finde et badehus. Han trængte i hvert fald til et, at pjaske koldt vand på kroppen gjorde han ikke ren og han var lidt for bevidst om, at han stank af sved og hest. Og han ville sove som en drøm efter et varmt bad. Desværre ville han nok være for træt til at tage på eventyr på byens kroer om aftenen, men det var også okay, han trængte vist til at sove ordentligt til en ny arbejdsdag dagen efter.

Han kørte de våde hænder igennem sit krøllede hår, og pillede et par strå ud fra høet han havde sovet i.
"Det bedste ville være, hvis hun kunne få ro til i morgen og ikke skulle arbejde en lille uges tid. Jeg tror godt, at hun ville kunne gå fra i morgen, hvis der er lidt pauser ind i mellem. Hun vil være meget vag de næste dage." Han lagde hovedet lidt på skrå og betragtede manden.
"Jeg hedder for øvrigt Killian." Han tørrede sin hånd af i fronten på sin skjorte, inden han rakte den frem mod den yngre mand for at hilse ordentligt. Han havde været alt for optaget af hesten dagen før til at tage sig af ejeren. Andet end at blive vred.

Måske var det fordi, at han var træt, eller at han netop ikke var vred mere, men han var pludseligt mere interesseret i den unge mand. Det var en yderst charmerende gang fregner, der prydede hans ansigt og et par dejlige bløde læber han havde. Killian bed sig kort i læben, men trak blikket fra dem og så ham i øjnene i stedet. Det var så lyse blå, at de næsten virkede grå. Lidt uden at tænke over det, smilede Killian et af sine skæve, charmerende smil og blinkede til manden som en tilføjelse til håndtrykket. Egentligt burde han lade være, han var så træt, men han kunne ikke styre sig selv. Og han blev næsten nødt til at prøve, når noget så fint selv gik ind i hans hjem og tilbød sig. Ikke at Killian havde nogen anelse, om manden var interesseret, men det fandt han vel ud af nu.

Marcel nikkede, med et opmærksomt blik på staldmesteren imens han talte. Det passede rimelig fint, hvis de kunne tage hende med hjem i morgen. Og med endnu en hest, ville hun heller ikke være nødt til at arbejde på turen hjem, hun skulle bare kunne følge med. Så ville de heller ikke være tvunget til at lade en syg hest arbejde, hvis noget lignende skete igen.

Staldmesterens mørke krøller faldt til siden, da han lagde hovedet på skrå og Marcels tanker var et helt andet sted, da han pludselig blev tilbudt en hånd. Killian. Marcel bemærkede først nu, at hans højre hånd stadig havde et stramt greb om hans trøje ved brystet, og han slap den straks for at tage imod Killians hånd.

"Marcel." Hans hjerte slog et slag over, da han blev blinket til. Det smil, Killian havde givet ham, havde været én ting. Smil kunne misforstås. Det kunne være en venlighed, en høflighed. Men blink var sjældent en høflighed. Og imens Marcel stod dér og forsøgte at analysere sig frem til, hvad Killian ville ham, bed fyren sig også i læben, og pludselig kunne Marcel ikke længere lade som om han ikke forstod at han blev flirtet med.

Marcel var blevet opdraget til at være en pæn dreng. Han bragte ikke skam til ugifte piger, holdt som regel hænderne for sig selv, og når han gik på kro var det for at falde i snak med folk og bare have en god, sjov aften. Drenge var lidt noget andet, mest fordi Marcels hjerte altid opførte sig, som det også gjorde nu, med Killian, når han så en elverdreng. Det sprang slag over, gik i stå, galopperede af sted, var helt ude af kontrol. Men elverdrenge lignede piger, og desuden var alt, de havde at sige til ham, at han skulle skride ud af deres skov, eller værre. Det var fuldstændig ufarligt at lyste efter dem.

Marcel kunne godt mærke, at det ikke var helt ufarligt at lyste efter Killian. Han havde ikke sluppet Killians hånd endnu og hans blik gled over hans ansigt og op til hans runde ører. Hvis der var elvisk blod i ham, kunne det ikke være meget, men Marcel var ubenægteligt tiltrukket af ham alligevel. 

Han åbnede munden for at sige noget, men kunne ikke finde ord, og et lidt akavet, skævt smil gled over hans læber i stedet.

Killian så lidt undersøgende på Marcel, som han havde introduceret sig som, ikke helt sikker på, om hans flirten blev opdaget eller om den var accepteret. Men han reagerede i det mindste ikke negativt på den, så det var da en start. Hvilket alt sammen betød, at Killian ville opføre sig som han plejede, at flirte åbenlyst men ikke overdrevent eller aggressivt. 
Men han kunne ikke lade være med at grine lydløst over, at den anden ikke havde sluppet hans hånd endnu, så han trak den selv til sig. Ikke helt med sin gode vilje, men andet virkede alligevel lidt åndssvagt.
"Hej Marcel. Du kan bare lade Roh stå her til i morgen, hvis det er lettere. Hun står ikke i vejen, der er altid tomme bokse." Hans sidste ord blev næsten hakket over af et gab og han skyndte sig at holde bagsiden af hånden for munden. "Åha, undskyld, jeg har ikke sovet. Eller fået morgenmad." Det gik op for ham, at han var ved at dø af sult. Og at han ikke havde morgenfodret nogle af hestene.

Hans blik gled kort over Marcel, inden han smilede til ham.
"Vil du hjælpe mig med at morgenfodre hestene og give vand?" Han forventede ikke et ja, men det kunne da ikke skade at spørge. Så var der også mere tid til at lære ham at kende i. Og selskab. Killian elskede selskab. Og Marcel så ud som om, at han godt kunne holde til noget hårdt fysisk arbejde. Perfekt, han kunne slæbe vand! Så kunne Killian tage en slapper og nøjes med foder og hø. Hvis han altså ville være med.

Hele verden føltes lidt sær omkring ham, men det var langt fra første gang, at han havde været vågen i et døgn eller længere. Nu skulle han lige have noget at spise, så ville det være lidt bedre. En gang i mellem ville trangen til søvn ramme ham, men han følte sig ikke døden nær af træthed lige nu, bare lidt ør i hovedet. Tanken om et bad hang stadig ved, selvom han nok ville ende med at falde i søvn i karret, men det måtte vente, indtil han havde fundet ud af, hvad Marcel ville. Han kunne ikke efterlade en fremmed i stalden uden opsyn, så hvis Marcel ville blive ved hesten, måtte Killian blive. Og Thoran var nok ikke hjemme, han havde også behov der skulle opfyldes på sin fridag. 
Men de bekymringer kunne han tage som de kom.

Marcel tog glædeligt imod Killians tilbud om at lade Roheryn stå hos ham. Han skulle betale, hvis han ville have hende på den kro, hvor hans far og ham boede, og desuden ville det være synd at trække hende med sig hjem nu, når nu hun var faldet i søvn her.

Han grinede forsigtigt, da Killian gabte. "Det er vel egentlig mig, der bør undskylde for at holde dig vågen hele natten, men jeg er glad for at du gjorde det." Han gengældte forsigtigt Killians smil, inden han også skyndte sig at svare på hans spørgsmål; "Og det er da det mindste jeg kan gøre!"

Han så sig omkring med et smil og et øjeblik glemte han helt, at han lige var blevet flirtet med. "Jeg tager vandet?" spurgte han og pegede mod en tom spand, som han øjeblikket efter samlede op, for derefter at se på Killian med et undskyldende smil og et træk på skuldrene. "Det virker nemmere end at sætte sig ind i dine hestes foder."

Det var meget bedre, når Marcel smilede til ham end når han så vred ud, han så lidt yngre ud og hans læber blev endnu mere lokkende. Killian sukkede indvendigt. Han var for træt til at tænke på at slæbe ham med i høet, især hvis han ikke virkede interesseret, så han koncentrerede sig i stedet om opgaven foran ham. 
"Det er jeg også, så det skal du ikke undskylde for." Han skulle lige til at tilføje, at han kunne betale med et blowjob, men han stoppede sig selv. Det var trætheden der talte, han ville ikke bede om sådan noget for at have reddet hesten, slet ikke sex fra en, der ikke virkede til at være til mænd. Nå ja. Måske han skulle sætte ham i arbejde.
"Det ville være fedt, hvis du ville vande hestene." Han sendte ham et stort taknemmeligt smil og forsvandt så ind i stalden for at få styr på foder.

Der var ikke så mange heste den dag, så tog ham ikke længe at få kørt børen med korn ned af staldgangen og smidt maden i deres foderspande. Bagefter greb han så meget hø, han kunne og begyndte at dele det ud mellem dem også. Det tog ham et par ture, men han var færdig før hans lånte staldknægt var færdig med vandet. Efter at have betragtet ham lidt med et søvnigt udtryk og nyt hø i håret, vendte han rundt og gik ned til sit rum. Rent tøj. Rent automatisk fandt han et par rene bukser og fik de beskidte ud. Det var ikke et par arbejdsbukser, boksene var ikke hans arbejde i dag. Han smed sin beskidte trøje og fandt en, der virkede nogenlunde ren. Måske han snart skulle få sit tøj vasket. Mon ikke, at han kunne lokke Serena til det?

Han nåede ikke at tage sin nye trøje på, før en hvinen lød og lyden af hove mod en boksvæg rungede fra stalden. Åh, gæsten! Hurtigt styrtede han ud i stalden i bar overkrop for at se om alt var okay. Han fik først øje på hesten, der var sur og havde lagt ørerne tilbage, men det var heldigvis ikke mod gæsten, det var mod hesten i boksen ved siden af. 
"Vera, hold op med det der." Han sendte hesten et fast blik, dog uden at få kontakt. Men hans stemme var åbenbart nok, for hoppen fnyste arrigt og gik over i den anden side af boksen. 
Nu hvor ingen var døde, slentrede Killian i stedet ned til Marcel, for at se om han snart var færdig. Han havde lidt glemt trøjen i sin hånd, selvom luften var kølig mod hans bare overkrop.
"Hvordan går det?" Som altid prydede et smil hans ansigt, denne gang et venligt et.

Det var et nemt arbejde at give hestene vand og hvis bare Marcel havde været en smule mere bekendt med stalden, kunne han have gjort det med øjnene lukkede. I stedet skævede han mod Killian så ofte som han kunne slippe af sted med. Han kunne ikke gøre for det - det gjorde ham helt glad at se på ham, og det var besværligt hver gang han skulle tvinge sit blik væk. Så han lod sig selv nyde synet og så kun væk, når han var bange for at Killian ville opdage, hvor meget han stirrede efter ham.

Af samme grund kom Marcel også først rigtigt op i tempo, da Killian gik sin vej. Så kunne han lidt bedre koncentrere sig, og da Killian kom ud i stalden igen, for at skælde en hoppe ud, havde Marcel netop givet den sidste hest vand og stod med et ufokuseret blik og så på den sovende Roheryn.
Killians stemme bragte ham ud af hans tanker, og fordi han havde kunnet høre smilet i Killians stemme, vendte han sig selv mod ham med et smil på læberne. Et smil, der straks blev genert, som han så den charmerende fyr stå lige foran sig uden tøj på overkroppen. Hele hans mimik blev straks genert på samme måde; han pressede sine læber sammen, vædede sin underlæbe, så til den ene og den anden side, og mærkede varmen stige op i sine kinder, inden han så tilbage på Killian. Og ikke bare på Killians ansigt, men ned ad Killians brystkasse, indtil varmen i hans kinder udviklede sig til en varme i det nederste af hans mave også.

Først da hans blik fandt vej op til Killians ansigt, og hans klare, grønne øjne igen, gik det op for ham, at han var blevet spurgt om noget, men han havde slet ikke hørt hvad. Han havde haft for travlt med at æde Killian med blikket og han grinede forsigtigt, fordi han var klar over, hvor lidt en gentleman han havde været ved at se sådan på en næsten fremmed.
"Undskyld, jeg - hørte slet ikke hvad du spurgte mig om," indrømmede han og hvilede sit blik på Killians ansigt for at se, hvordan han tog det. Det var svært for ham ikke at være respektfuld overfor en ældre dreng, der var staldmester og lige havde reddet hans hests liv, men noget sagde ham, at han ikke behøvede at være respektfuld over Killian. Ikke lige nu. 

Selvom Killan normalt ikke altid lagde mærke til, når folk blev perplekse eller forfjamskede i hans nærhed, var det så tydeligt i Marcels ansigt, at han simpelthen ikke kunne undgå at se det. Genertheden. Blikket, der vandrede ned over hans bare overkrop og den mistænkelige røde farve, hans kinder fik. Åh, så han var interesseret? Et kæmpe grin dukkede op på Killians ansigt, mest fordi han syntes det var fantastisk at blive reageret sådan på. Han havde slet ikke opdaget, at Marcel havde kigget efter ham tidligere, alt for træt og optaget af sit arbejde.
De grønne øjne skinnede helt af en blanding mellem morskab og lyst og sammen med grinet sagde hans ansigt tydeligt, at han fandt det ganske morsomt, at Marcel blev genert, men at han også kunne lide det.

"Jeg spurgte om, hvordan det gik, men kan se, at du er færdig." Han fugtede kort sin underlæbe, inden han trak let på skulderen. "Hvis det forstyrrer for meget, kan jeg godt tage en trøje på igen." Han løftede op i trøjen og drejede lidt rundt på den for at finde bundhullet, så han kunne trække den over hovedet.
Ikke at han havde lyst. Trods trætheden og tanken om et bad, havde Marcels blik vækket nogle helt andre tanker i ham. Tanker, der aldrig var langt væk normalt, men som han ikke ligefrem havde givet plads i forhold til den unge mand foran sig. Han havde jo ikke virket interesseret før nu.

Og han kunne jo tage fejl, at det han syntes at kunne fornemme i Marcel slet ikke var interesse, men egentligt generthed over at han var halvnøgen så tæt på. Det ville hans lille spørgsmål give ham svar på, forhåbentligt. 
Nu disse syndefulde tanker havde fundet vej til hans hoved igen, betragtede han Marcel med et lidt mere lystigt blik. Hans ansigt med de søde fregner, hans brede skuldre og robuste krop, der uden tvivl havde flere muskler end man lige kunne gætte sig til under tøjet. Killian ville elske at se, hvad han gemte under tøjet og tanken fik noget til at røre sig. Uff, hvordan han mon duftede? Smagte? Føltes? Hans blik fandt tilbage til den yngre mands øjne og han forsøgte ikke at skjule sine tanker i sine øjne.

Marcel grinede igen, da Killian gentog sit spørgsmål, og han heldigvis også slap for at svare på det. Selv et simpelt svar, som at han var færdig, ville have været mere end han selv troede på at han ville kunne finde ud af, sådan som han havde det nu. 

Hans blik faldt til Killians læbe, da han fugtede den, og alt han havde lyst til var at kysse ham, ligesom han pludselig vidste, at han havde haft lyst til at kysse mindste halvdelen af de elverdrenge han havde mødt. Denne gang hørte han heldigvis hvad Killian sagde alligevel og han lagde straks en hånd over en af hans, for at stoppe ham fra at tage trøjen på. 

"Det forstyrrer ikke," svarede han helt lavmælt og førte Killians hænder og trøjen ned og ud af vejen, så han helt langsomt kunne læne sig ind, tættere på ham. Han holdt sit blik rettet mod Killians, bekymret for om han havde læst hans signaler helt forkert, og selv da hans læber forsigtigt pressede sig mod Killians, var hans øjne kun faldt halvt i, og han var stadig, et eller andet sted, klar til at kunne blive skubbet væk hvert øjeblik. 

Killians hjerte hoppede et slag over i forventning, da Marcel lagde hånden på hans hænder og skubbede dem og trøjen væk. Han havde haft ret, der var noget i luften. Det føltes som om, at det tog den yngre mand en evighed at læne sig ind til ham og endeligt, meget forsigtigt, kyssede ham. Det føltes lige så godt, som Killian havde regnet med og hans øjne gled næsten helt i, mens han sugede fornemmelsen til sig.
Men det var ikke nok, selvom forsigtigheden bag kysset var kært, ville han have mere. Så der gik ikke længe, inden han, med et smil under kysset, pressede sine læber hårdere mod hans, gjorde det mere intenst. Han lagde sine arme om livet på Marcel og trak ham ind til sig, pressede sin krop i mod hans, stadig med trøjen i den ene hånd. Der var ingen grund til at smide den på det beskidte staldgulv.

Killian var en mand, der tilpassede sig den situation, han var i. Han kunne lide det hele, så for ham gjorde det ikke noget, om han bestemte eller blev bestemt over. Han kunne aldrig blive så hård, som nogle af dem, der ville bestemme over ham, var, men han havde ikke noget i mod at føre an, hvis det var det, der var nødvendigt. Og han havde, uden at tænke bevidst over det, vurderet at Marcel var usikker og skulle hjælpes med at finde frem til, hvad der skulle ske. Ellers havde han ikke gjort som nu, hvor han pressede ham en smule i forhold til, hvordan han selv var begyndt.

Kysset holdt han for et øjeblik, inden han trak hovedet tilbage og så på de næsten grå øjne. Et tandvisende smil var straks på hans ansigt og hans frie hånd gled fra den andens liv og ned til hans ene balle som han klemte blødt om.
"Og her troede jeg lige, at du ikke var interesseret." Han lod tungen glide over sine læber igen for at smage på dem, mens hans blik gled fra Marcels øjne og nedad, mens han lænede sig svagt tilbage for at kunne se noget mere. Der var for meget tøj. Efterår. Han hadede alt det kulde, det skjulte alt det gode!
"Skal vi finde ud af, hvad vi skal lave eller skal jeg bare holde min kæft?" Der var et lidt provokerende udtryk i hans øjne, næsten som han lokkede ham til at vælge det sidste.