Det havde taget tre døgn at flyve fra skoven udenfor landsbyen hen over det græsdækkede landskab der udgjorde så meget af Medanien og til skovene der der dækkede så meget af vesterdalene. Tre døgn afbrudt af nødvendige hvil for måske kunne Mitch flyve mere eller mindre uafbrudt time efter time, men ikke når han havde en såret pige i armene og en anden svirpende om hovedet, når hun ikke sad oppustet på brystet af hans byrde. Det havde også været nødvendigt for at pigen ikke vågnede mens de var i luften.

Noget der viste sig at have været en god forholdsregel fra hans side, som pigen Caitlin slog øjnene op, så ham og panikkede. Ikke at han helt kunne fortænke hende i det, men han var glad for hun da lå på jorden og at de ikke var et godt stykke oppe i luften. En ivrigt pippende rødkælk var dog ikke nok til at få pigen til at falde ned igen, så Amy måtte forvandle jeg sig tilbage til mennesker og tale et godt stykke tid, før han kunne nærme sig igen.
Det havde drænet hans tøs til et punkt hvor hun havde sovet på pigen i hans favn til længe efter de var landet næst.

Solen var nu på vej ned over de fjerne tinder fra bjergkæderne der strakte sig i det fjerne, som Mitch fandt en ensomt liggende hytte et godt stykke inde i en skov omtrent et dagsridt fra den nærmeste landsby. Røg steg beroligende op fra skorstenen som et løfte om at nogen var hjemme og intet truende, levende virkede til at lure i nærheden.
Mitch cirklede roligt ned, så han kunne lande lidt fra døren og gå det sidste stykke hen til den. Amy sad stadig på brystet af Caitlin og kvidrede til pigen, som denne endnu engang var begyndt at blinke øjnene åbne. Meget passende tidspunkt også. Han skiftede hendes vægt forsigtigt rundt i armene og fik en hånd nok fri til at banke på døren.

Gidion var ved at blive bekymret. Der var gået alt for mange måneder siden han havde ladet sin adoptivdatter tage på eventyr. Han foretrak hun blev i nærheden, allerhelst hjemme, men trods hans overbeskyttelse forstod han også hvilken natur hun havde. Caitlin var ikke husbunden på samme måde som han selv, hvilket resulterede i at hun tog ud fra tid til anden. Noget han lærte at leve med, eller nærmere, forsøgte at acceptere. Men hun plejede altid at komme hjem igen indenfor rimelighedernes grænse. Flere måneder var ikke indenfor den grænse.

Så tømmeren arbejdede med en bekymret rynke permanent i panden, og tanker der hele tiden vandrede til hvor hun måtte befinde sig. Gik der ret meget længere tid måtte han tage ud og lede efter hende - måske få Miranda til at hjælpe. Hun havde trods alt en bedre lugtesans end han selv, men samtidigmed også et meget højere temperament.

Solen var på vej ned endnu en dag, endnu et kryds i kalenderen for pigens manglende tilstedeværelse. Huset var så stille og ensom som Gidion sad ved bordet og skar i et stykke træ, holdende sine hænder beskæftiget. En bekymrede rynken blev ikke mindre som en banken lød på døren, men valgte at tage det med ro i sindet. Ligge kniv og træ fra sig, rejse sig og gå hen til døren i almen fart. En rolighed som nærmest forsvandt som dug fra solen ved det syn der mødte ham på den anden side. Hjertet sank i livet på ham og han tabte vejret som han så Caitlins skikkelse ligge slapt i en fremmed mands arme. Han havde ikke mødt mandens blik længe før al hans opmærksomhed var på det eneste vigtige. Pigen. "Caitlin?" forsigtigt ragte han ud efter hende, nok en rolig bevægelse, med tydelig at han ville have hende over til sig, og få hende indenfor. Ind i sikkerhed. Oh hvad var der dog sket?

Mitch flyttede atter pigen lidt for at have et bedre tag om hende, mens han ventede på svar indefra hytten. De små tegn på at pigebarnet var ved at vågne var gledet i sig selv igen og hun hang endnu engang slapt i hans arme. Ikke noget han helt brød sig om, men heller ikke noget han kunne gøre mere ved førend han var sikker på de var kommet til det rette sted. Pigen havde modvilligt udpeget hytten og var kommet med lidt anvisninger, men hvorfor hun tøvede havde han ikke fået svar på.

Heller ikke som døren endelig gled op og en almindelig udseende mand mødte Mitch blik, før det fandt pigen og blev der. Ro og farve gled fra hans træk, som han trådte nærmere og rakte ud efter hende. Nok svar på om de var det rette sted for Mitch til at han ikke trådt væk fra manden men blot søgte hans blik. "Er der et sted jeg kan lægge hende? Flere af hendes knogler er stadig kun ved at hele sammen igen." At være ærlig var ikke altid en god ting, men den brutale sandhed her ville nok være det eneste der forhindrede manden i at tage hende ud af hans arme.

Mandens stemme havde dog en effekt på pigen, der halvt åbnede øjnene og gennem sprækkerne forsøgte at fæste dem på ham. Noget der lykkedes efter et par blink og fik hende til forsigtigt at løfte en hånd op til hovedet og skubbe det lange vitre hår frem så det halvt dækkede hendes ansigt og lidt af de skrammer der prydede det.

Gidion ville logisk set godt kunne se ovenfra at han ikke skulle fjerne pigen fra den andens arme, men at se Caitlin i denne tilstand gjorde at det netop var det han havde allermest lyst til. Tage hende ind i den sikkerhed han kunne give hende, trods han følte sig ubeskrivelig magtesløs. Men fornuftigt nok gjorde han intet for at tilegne sig at få hende udleveret, som den anden ikke gjorde noget for at række hende over, men derimod åbne munden og mere eller mindre sørge for at Gidion så hundrede forskellige scenarier der kunne resultere i brækkede knogler. Han trak forsigtigt hænderne til sig og nikkede. "Ja, kom med ind" han løftede modvilligt blikket op til den anden mand, registerende at han generelt så meget mørk og alvorlig ud men ikke videre uvenlig. Ikke at Gidion følte tiden var til at dømme den andens karakter lige nu. Han havde bragt hende hjem, det var godt nok for ham lige nu.

Gidion bakkede i døren, sørgede for at manden kunne komme ind og guidede ham hurtigt ind af en anden dør hvor der stod en seng. Han havde altid haft rum i underetagen og Caitlin havde kunne få lov at overtage hele det øvre under taget, med mindre det var vinter og dermed for koldt. Men at bringe hende derop kom ikke på tale lige nu. "Hvad skete der?" Gidions stemme var alvorlig, anspændt og tydeligt påvirket. Det var tydeligt at se bekymringen skinde ud af ham, blandet med frygten - som var han blevet introduceret til sit værste mareridt. En lille fugl var fløjet fra Caitlins brystkasse og fløjet rundt over hovedet på dem, før den landede på en af sengens kanter og så ned på pigen.

Mitch nikkede let, som han mødte den andens blik roligt og uden hast. Han håbede hans ro om det hele ville dæmpe bekymringen der rettelig lyste ud af den anden, men vidste også det næppe blev tilfældet. Kiles Engel var ikke hvem nogen ønskede at se på deres dørtrin og slet ikke med en de holdt nært i bevidstløs tilstand.
Ubevidst foldede han let vingerne ud for at samle dem tættere ind bag sig, som han fik vist adgangen til hytten og blev ledt ind til et kammer. Ikke pigens hvis han skulle give en mening, men en seng var langt at ønske frem for den bænk han havde spottet på vejen ind. Forsigtigt sænkede han pigen ned at ligge og støttede hende til hun udstrakt så meget hun nu ville det. Fra deres hvil havde han noteret sig hun helst krummede sig sammen, men havde ikke helt tilladt det. Også denne gang lagde han alvorligt en hånd på hende, som hun skulle til at krybe sammen og rystede let på hovedet. Noget der stadig var nok til at hun lod være.

Først da drejede han sig mod manden og svarede. "Jeg fandt dem overfaldet af en flok slavefangere." Vreden lurede i bunden af hans stemme, men han holdt fra sit blik og resten af sin fremtoning. "Rødkælken hang i sin menneske-skikkelse i en snare og havde fået slået bevidstheden ud af sig, mens din den lille der var omringet og ved at tabe kampen til en mand med en kølle og erfaring med at bruge den." Det havde ikke været noget kønt syn han var dykket ned mod eller været nogen rare lyde og stemmer der var strøget ham i møde. Tøsen havde kæmpet bragt, men mod en sådan overmagt havde kampen været tabt før den var begyndt for hende. "Han fik desværre nogle gode slag ind, før jeg nåede ned til dem og de var ikke de eneste der havde ramt hende." Han rakte stille ud og strøg en finger kærtegnende over den lille rødkælk, før han så på manden igen. "Kile være lovet jeg nåede frem da jeg gjorde."

Det var et forstyrrende syn, trods manden så ud til at have ro og orden over hele situationen. Gidions følte sig ude af stand til at vide hvordan han skulle håndtere situationen, men det nyttede ikke noget at gå i panik. Derfor gennemgik han et par dybe vejrtrækninger som han stod ved siden af sengen og så hvordan Caitlin blev lagt ned og forhindret i at krølle sig sammen i fosterstilling. Nok havde hun forsøgt let at skjule skrammerne med en bevægelse, der afslørede at hun ikke helt var bevidstløs men nok svævende derimellem, men Gidion var knap så nem at narre. Hun var slemt tilredt og han kunne ikke gøre meget ved det.

Mandens ord fik Gidion til at lukke øjnende og sænke hovedet. hans krop blev umuligt endnu mere anspændt bare ved tanken. Han løftede blikket ved nævnlesen af rødkælken og kiggede på fuglen ved sengekanten hvis opmærksomhed var på Caitlin. Gidion flyttede blikket fra hende for rent faktisk at kigge på manden. Manden med sorte vinger og et alt andet end betryggende udseende for enhver der så ham på afstand. Gidion sank en klump der havde formet sig i halsen, som han tog de nye oplysninger ind. Han satte sig på sengekanten og lod ganske blidt en hånd fjerne det hår som Caitlin havde forsøgt at ligge hen over ansigtet. "Jeg har ikke lyst til at tænke på hvad der var sket hvis ikke De var nået frem i tide.." svarede han lavmælt og kiggede bekymret på Caitlin. Der var mange følelser på en gang, men mest af alt, var han bare så ubeskrivelig bekymret over det der var sket, og umådelig lettet over at hun var kommet hjem igen - omend desværre ikke helt helskindet. "Tusind tak for at bringe hende hjem" Rødkælken kom med et lavmælt pip, inden den med en kort flaksen fløj op på den sortklædte mands skulder og satte sig der.

At blive forhindret i at rulle sig sammen fik Caitlin til at åbne øjnene endnu en gang på klem og se op på manden. Det kunne godt være at Amy stolede på ham og at han havde reddet deres røv, men de vinger holdt hende bare varsom overfor ham. Måske fordi turen gennem skoven, Amys op i træet og hendes kamp blev ved med at præge hendes drømme hver gang hun faldt hen og der var intet godt ved at se en engel af Kiles dale ned, når livet føltes lidt for udsat. Stadig trak det dog op at Amy holdte af ham.
Ikke at den anden helt ville stå ved det.
Hun lod blikket glide til Gidion, som Mitch talte og hendes far satte sig på sengekanten. Han så endnu mere bekymret ud denne gang end første gang hun havde mødt ham, men de kendte så også hinanden noget bedre nu. Det var heller ikke ligefrem sådan her hun havde planlagt at komme hjem efter den længere tur hun havde fået ham overbevist om at lade hende tage ud på.

Mitch så pigens blik var blevet klarere og en del mere åbent og fokuseret, som han strøg fingeren over Amys hoved, men sagde ikke noget om det. Tanken om hvad der ville være fulgt efter den gennembankning han havde set starte og forhindret blive fuldendt var intet der skulle nævnes nu. De vidste nok alle hvor slavefangere førte deres ofre hen og til hvilken skæbne.
"Det var det mindste jeg kunne gøre." Han tøvede et øjeblik, men som Amy lettede for at sætte sig på hans skulder for tryghed og let kontakt, fortsatte han alligevel henvendt til hende. "Jeg ved det, men jeg kan ikke gøre mere for hende lige nu. Der er desværre begrænsninger for mine evner." Han strøg endnu engang en finger over fuglen, før han bøjede hovedet let. "Vil du have os undskyldt? Jeg har et par ord at udveksle med min tøs også?" Han fornemmede at manden nok havde en del at sige, når han så pigen var vågnet.

Han ventede på svar, nikkede så let og forlod hytten stadig med en finger kærtegnende rødkælken.

//Out - for egen tråd

Gidion fulgte kun ganske let fuglens retning ud af øjenkrogen. Det var trods alt gået helt op for ham at det var en person, trods fugleformen. Noget som manden bekræftede da han omtalte den som en pige. Gidion drejede hovedet og nikkede mod manden. "Selvføgelig - tak.. igen" han kunne ikke takke nok, selvom han sagde det flere gange. Der fandtes ikke ord der kunne udfylde den taknemmelighed han havde over at få sin datter bragt hjem i sikkerhed igen. Han ville selvfølgelig ønske at hun ikke var kommet til skade, men alt i alt, var det vigtigste at hun var hjemme igen.

Som de to andre havde forladt rummet tog Gidion en dyb og tung indånding og kiggede på den halvvågne Caitlin der begyndte at klare en smule mere op. Han var ikke helt sikker på hvor han skulle starte eller slutte for den sags skyld. Han havde været så bange at han på et plan havde lyst til at skælde hende ud for netop at gøre ham så bange, men han var ikke sikker på at det ville nytte noget at begynde på sådan en adfærd. I stedet forsøgte han at holde den mere rolige, og måske også mere retfærdige tilgang. "Du var væk længe, Caitlin. Hvad skete der?" hun vandrede ja, men oftest var hun ikke væk i så lang tid som hun havde været denne gang. Og det bekymrede ham. Meget. Men han var nødt til at høre hendes side af historien også.

Som manden Mitch forlod rummet og tog Amy med sig lukkede Caitlin kort øjnene. Hun vidste hun havde nogle forklaringer at komme med og følte sig alt andet end ovenpå nok til kun at give dem Gidion havde brug for. At have ham vågende over sig bragte da også mindelse om en svunden tid tilbage og satte alt i perspektiv. Hun var trods alt langt fra den pige han havde reddet så meget med stædighed som omsorg for alle de år siden. Hvad var der egentlig blevet af den pige?
Langsomt og en smule tøvende åbnede hun atter øjnene og mødte hans blik søgende. Bekymringen lå foran alt andet og var svær at sige noget. Især som hun fik flyttet på sig og skar en grimasse ved det jag det fik sendt gennem hende. Mitch havde været god, men som han havde sagt havde hans evne grænser og den lå meget ved knogler. Desværre.

Så sank hun let, blinkede et par gange og forsøgte så at finde ud af hvor meget tid der rent faktisk var gået. Det havde været efterår da, så mere end et halvt år. Langt længere end hun havde tænkt og det kunne ses på hende. "Jeg... jeg ledte efter Amy. Spor, folk der havde mødt hende, hvad end der kunne sige hvor hun var endt siden Hovedstaden..." Det var længe siden de var blevet skilt og uden nogen af dem havde haft mulighed for at give besked om noget som helst. "Der var ikke så meget at finde, men mange der så... skævt til mig." Fjendtligt, nedladende, hadsk.... helt anderledes end sidst hun havde rejst. "Så jeg endte ved vestkysten og ja, blev teleporteret til en hule ved et mærkeligt sammentræf og der var Amy så og vi rejste her mod, men ja... alt det med elverne gjorde det noget besværligt og langsomt..." Hendes stemme tonede ud som hun var blevet mere og mere usammenhængende i det sidste.

Bekymringen blev ikke mindre af grimassen af smerte der gled over den unge piges træk. Det gjorde ondt på ham at se hun led på den måde, men lige nu kunne han ikke gøre så meget andet end at lade tiden læge hende hel sammen igen. Ligesom sidst hun var kommet til skade og havnet i hans varetægt. Knoglerne skulle nok heale sammen, selvom det ville tage sin tid. Gidion ventede tålmodigt på at Caitlin gjorde klar til at skulle svare, hvordan hun end havde tænkt sig at starte og hvad der egentlig blev sagt. Om hun havde alverdens undskyldninger, eller blot tog ham med på den tvivlsomme rejse et skridt af gangen.

De første ord, var egentlig ikke noget han kunne undre sig over eller sætte sig imod. Ud fra hvad han havde hørt om denne Amy og nogle af deres eventyr - givenvis de mere sobre af dem - stilte han absolut ingen spørgsmålstegn til at Caitlin havde været ude og lede efter hende.
Gidion begyndte langsomt at rynke brynende sammen, som historien begyndte at glide lidt ud af hvad han syntes gav mening. Teleportationer til huler, hvor han manglede nogle detaljer. "Jeg ville ønske du var kommet hjem, da folk begyndt at se skævt til din herkomst." svarede han ærligt, mens han tyggede på resten. Han forstod godt hendes hensigt og bebrejdede hende ikke for at havde taget de valg - men samtidigmed satte han hendes sikkerhed højest. "Hvad skete der efter dig og Amy fandt hinanden og kom i problemer" han var ikke helt sikker på at han ønskede den barske sandhed, og alligevel var den nødvendig. Han tog det stadig rolig og var på ingen måde vred. Han ville nok senere tage snakken om teleportering, men lige nu var det mere væsentligt at vide hvad der var sket i de mere kritiske episoder.

Det var ikke rart at se bekymringen forstærkes i Gidions blik, som hun ømmede sig over at bevæge sig. At det var en gammelkendt smerte på nogle måder holdt ikke hendes reaktioner tilbage på den desværre og hun huskede godt hvor længe det kunne tage før den ikke var der længere. Gennembankningen før deres første møde havde måske været en af de værste hun havde modtaget,men bestemt ikke den eneste. Noget hun så gik temmeligt stille med dørene om. Gidion var bekymret nok over hendes gamle liv til ikke at bringe den slags ting frem i lyset.
I stedet rakte Caitlin forsigtigt ud og lod sin ene hånd hvile let på hans,som han rynkede brynene over hendes ord. Det var nok heller ikke helt så sammenhængende som hun kunne have ønsket sig, men det gik nok. Måske han så ikke spurgte ind til de dummere ting hun havde lavet på den tur.

Hun skar lidt en grimasse ved hans første ord, men tog ikke blikket fra hans som hun ærligt svarede. "Det har de jo altid gjort. Der var bare lidt flere og det virkede sådan mere mod den spidsørede del end den pelsede del og det blev først slemt efter vi kom væk fra hulen og jeg kunne jo skjule ørerne..." Det var ørerne der afslørede resterne af halvdyret i hende så meget det elverblod der tilsvarende svagt flød gennem hendes åre.
Caitlin blinkede atter et par gange for at passe hans spørgsmål ind på en bestemt del af hvad hun havde fortalt, før hun synligt tøvende åbnede munden. "Så ehm... genkendte vi hulen var i og ehm ja det var lidt et problem, så vi tøvede ikke alt for meget med at komme ud før dens noget hidsige beboer kom hjem igen." Hvis han ikke spurgte direkte så hun virkelig ingen grund til at fortælle ham hvem beboeren var eller at de havde besøgt den hule før. "Der var heldigvis strandet en jolle på stranden, så kunne komme ind til land med den."

Gidion kiggede fra hendes ansigt, ned til den betydeligt mindre hånd som lagde sig til hvile på hans. Det fik ham til at smile et svagt smil, og beskyttende men også ganske blidt, trods de store rug hænder, ligge sin anden ganske let ovenpå. Beskyttende, som han kiggede op på hende igen. En pige fra gaden han havde valgt at tage ind. En pige han havde valgt at elske som en datter og bekendtgøre overfor andre at det var hvem hun var. Der var mange ting han ikke kendte til, mange ting han nok aldrig lærte om hende, men det forhindrede ham ikke i at havde taget det valg. Caitlin var hans pige, hvad end det måtte bringe med sig af problemer.

Gidion lukkede kort øjnende. Elvergenet. Det var hvad der havde bragt problemerne med sig. Ikke at Caitlins øre var direkte som en elvers. De havde spidsheden fra flere sider af hendes slægt hvis han ikke gættede forkert.
Den meget tydelige tøven hun lagde frem som hun skulle til at svare, var et tydeligt tegn for Gidion at emnet ikke huede hende. Faktisk ville hun nok helst være foruden at fortælle præcis hvad det var. Hvad de genkendte ved hulen. Oplysningerne om at de ikke tøvede, såvel som en strand og jolle afslørede hurtigt at hun talte om en ø. "Mind mig om at høre meget mere til denne genkendelige hule på en ø, på et senere tidspunkt" der var noget strengt over hans ord, men også situationsfornemmelse. Han vidste godt det var et alvorligt emne der tydeligt afspejlede fare de to unge piger havde været i før, men det var ikke nu det var vigtigst. Faktisk var det vigtigt at bide mærke i at de fornuftigt set havde valgt at tage afsted så hurtigt som muligt. "Da i nåede tilbage til land, tog i da direkte videre hertil?" med den ubehagelige måde befolkningen havde set på de spidse øre, ville det nok havde været det klogeste valg. Gidion var dog bange for at det klogeste og mest fornuftige valg, nok desværre ikke altid var hvad hverken Caitlin eller denne Amy havde valgt igennem deres liv.

Den lette berøring havde øjeblikkelig og ønskelig effekt, som Gidion lagde sin hånd over Caitlins og hans træk blødte op. Hun var ikke i tvivl om at han stadig var bekymret og sikkert over havde en helt del skarpt at sige til hende, men for et øjeblik var hans træk domineret af et ønske om at beskytte hende. En lille ting værd at tage med og holde fast i og som var nok til at trække et lille smil frem på hendes læber trods den overhængende alvor.

Godt det samme for hans reaktion på hendes ord talte tydeligere end ord om hvor meget han vidste om hvad der foregik ude i Krystallandet. Det havde ikke været rart det lidt hun havde set og da slet ikke den sidste drejning af hvad kunne ske i Medanien. Landsdelen havde ellers altid været rimelig sikker at rejse i, men åbenbart ikke længere.
Bedre blev det ikke som han opfordrede hende til at fortsætte og hun blev nødt til at fylde flere ord på den del af rejsen hun helst ikke ville uddybe. Hans stemme fik hende til at møde hans blik fuldt, før hun sænkede det igen og nikkede - ønskende hun kunne krydse fingre bag ryggen og aldrig bringe det op igen. Gidion havde virkelig ikke brug for at vide mere om den hule! Han ville desværre nok bringe den op selv, hvis hun ikke gjorde det.

Caitlin hævede blikket igen, som han fortsatte og nikkede så let, skønt det måske var en sandhed med modifikationer. "Sådan rimelig direkte. Vejene virkede ikke så sikre og efter den første landsby så, ja, så var det kun Amy der gik derind." Det havde ikke været rart at skulle skilles på den måde og ikke vide hvad der skete den anden. Ud over hvad de så ske med spidsørede folk hørte de også så rigeligt med andre historier om den lovløshed der greb om sig og som ingen greb ind overfor. "Den sidste var der så nogen der fulgte hende derfra."

Gidion kunne ikke undgå at få et lille smil på læben. Sådan rimelig direkte. Selvfølgelig havde det ikke været en lige linje i fugleflugt. Det var nu en god del år siden de var taget fra Dianthos. En god del år siden Caitlin sidst havde set Amy og haft muligheden for at tage ud på de eventyr de før havde delt. Gidion vidste godt at han kun havde hørt om de mere sobre ting. Om de eventyr hvor ingen var i overhængende fare og der ikke blev stjålet for mange genstande, men han vidste bedre. De havde haft et liv, hvor de på en eller anden måde havde været dybt afhængige af hinanden, trods ingen af dem nok helt ville indrømme det. At forvente at de ville handle udelukkende på fornuft og tage hvert til sit igen lige så snart de havde fundet hinanden. Han kunne ikke forestillet sig det nogensinde havde været en realitet.

"Det var nok den mest sikre beslutning" givende den ret det skulle være af de valg de havde taget. Det kunne ikke havde været nogen let rejse med tankerne på at den ene part nemt ville kunne anholdes for noget hun ikke var skyld i. "Og i blev fundet. Næsten i tide" Gidion sukkede let. Han var så ubeskrivelig taknemmelig for at Caitlin og selvfølgelig også Amy var blevet reddet, men han ville også sådan ønske at hun ikke havde behøvet at komme til skade først. Gidion gav hendes hånd et let klem og kom med et ganske let suk. "Ved du om der var nogen tilbage til at kunne følge efter jer?" frygten for at nogen skulle komme at tage hende væk fra ikke svær at se i hans øjne, men han ville gøre alt hvad der stod i hans magt for at forhindre det skete. Det var helt sikkert.

Det virkede til at Gidion havde valgt den mere medgivende ro at møde hendes ord med og ikke at kalde hendes omsvøb ud med det samme. Caitlin vidste godt de ikke havde taget den mest lige vej tilbage mod Medanien eller mod Vestdalene, men det havde været så længe siden de havde set hinanden at snakken havde taget fart og intet helt havde virket så pressende vigtigt. Ikke før de lettere uforsigtige havde været kaldt ud i en landsby og havde måtte flygte derfra.
Noget der havde sat sig sine spor i dem begge og gjort vejen mere lige og mere udspejdet derefter.

Hans ord rang rent i hendes sind og fik hende til at gysende at se væk. Næsten i tide var alt for tæt på. Tættere på end det før havde været og det var ikke fordi hun havde været langt fra tæt på før. Som før hun mødte Gidion, som før hun mødte Amy for alvor. Gaden var stedet for tæt på og lige i tide.
Hendes blik forblev sænket til han gav hendes hånd et klem og fik hende til at se op kun for at blegne let. "Nej, der var ik' nogen tilbage..." Hun havde set lidt af hvert i løbet af sit liv, men synet af lysningen da hun vågnede op var ikke sådan lige at glemme eller fortrænge. Ikke mere end de sorte vinger og det alvorlige ansigt et stykke bag Amy. "Men tror du Mir vil tro på det...?"

Der var ingen tvivl om at det hele stadig bar en stor påvirkning på teenageren. Og med rette. At være tæt på at det havde været for sent, var skræmmende for ham at tænke på. Tanken om at være den der var udsat for det, var endnu mere skræmmende. Hendes liv på gaden var fortid nu, og hun burde ikke oplevere flere tæt på i sit liv. Ikke hvis Gidion kunne forhindre det, og det havde han i sinde at gøre med al den magt han kunne mønstre til det. Han vidste godt hun stadig behøvede sin frihed, og accepterede hendes rejser, men han ville stadig sikre sig at hun havde det godt. At ingen gjorde hende ondt - hvor naivt det end var at tro han ville være i stand til at gøre det ligemeget hvad.

"Nej, det tror jeg ikke" svarede han hende ærligt med en bekymret rynke i panden ved tanken om den hidsige varulv, med et stærkt beskyttergen. "Ikke til en start, men hun er blevet mere forståelig.. I hvert fald en lille smule" svarede han med et antræk til et skævt smil. Men det var ikke svært at regne ud at hun ville blive springfarlig hvis det kom hende for øre hvad der var sket. Noget der ville være mere farligt at skjule for hende. "Lad os vente et par dage med at fortælle hende det. Så du kan få lov at slappe lidt af først"

Caitlin sukkede let og lukkede øjnene for bare at have et par øjeblikke til at samle sig. Så fortsatte Gidion og fik hende til at se på ham igen, som et lille fnys undslap hende. "Jeg vil tro det,når jeg ser det!" Hun huskede trods alt så glimrende mosterens reaktion på at fange hende på Samsons borg, hvor hun slet ikke burde have været - og ja, slet ikke burde have været i live stadig efter mosterens viden. Det havde været lidt af en omgang verbalt da og en ikke ligefrem mindre ved episoden med vandet fra ungdommens kilde. Klogeligt havde hun aldrig fortalt hendes moster om Henry eller baronen der havde været efter Amy og hende. Hun havde heller aldrig nævnt med et ord andre folk der havde været lidt for nærgående eller lidt for hurtigtslående. I det hele taget var der rigtig meget hun ikke havde fortalt hendes moster.
Eller Gidion for den sags skyld.
Meget de stadig ikke have brug for at vide.

"Åh ja! Et par dage eller hvor lang tid det lige tager før hun ser ind..." Måske kunne hun endda nå at få skinnen af så de kunne undlade at nævne slutningen på rejsen. Måske ville grise snart begynde at flyve? Hun havde i hvert fald ikke lyst til at skulle håndtere en ophidset Miranda fra sengekanten. Hvilket mindede hende om..
Caitlin forsøgte at sætte sig op i sengen uden brug af den indbundne arm og skærende en grimasse som hendes krop ikke helt var enig med hende om at det var en god ide. "Hvor jeg virkelig ikke kan ligge her..."

Gidion smilede, ude af stand til at bebrejde hende den lette fnysen og de efterfølgende ord. Det var selvfølgelig begrænset hvor meget Gidion i realiteten kendte Caitlins moster, men nogle karaktertræk var ikke at undgå at ligge mærke til. Hun havde været forbi med barnet mindst en gang hver måned, og den senere tid været forbi oftere for at spørge til hvornår Caitlin kom hjem. Miranda virkede accepterende for at Caitlin behøvede at tage på eventyr, men det var efterhånden begyndt at være lang tid, og det havde en ændrende adfærd på dem begge. Begge bekymret, men visende på hver deres måde.

”Caitlin..” Nok det strengeste manden kunne lyde med et fast blik på hende da hun begyndte at kante sig op at side. Der var ikke noget at sige til at hun havde ondt alle vejne! Ikke med den behandling, og det var stadig svært for Gidion ikke at forestille sig det værste. ”Jeg skal nok tage mig af Miranda, hvis hun beslutter at se rødt” han tvivlede stærkt på at hun ville gøre noget der gjorde skade på niecen, men det ville ikke undre ham hvis en meget vredeslagt opsang startede. Inden hun stormede ud for at henrette folkene der allerede havde forladt de levendes verden. ”Men vi kan nok ikke komme udenom at hun snart vil kunne lugte du er tilbage. Ikke meget kan snuses fra den næse, har jeg ladet mig fortælle” måske huset var for langt væk, men hvis hun gjorde antræk til at gå imod huset, ville det nok være svært at skjule at Caitlin var tilbage og havde brug for at samle kræfter inden mødet med en hidsig varulv.

Caitlin stivnede let, som hun hørte sit navn i den bestemte tone, og vippede så blikket fra hvor det var forsvundet hen og til Gidions ansigt. Hans blik sagde det hele og fik hende til at opgive at komme op fra sengen. Ikke at det helt havde føltes muligt, men som første gang de mødtes var hun heller ikke helt selv i kontrol over sine handlinger nu. Katten i hende ønskede at gemmer sig væk til hun var friskere og bedre kunne klare verden. Katten i hende ejede ikke altid sund fornuft.
Så rystede hun let på hovedet. "Hun bliver bare mere bekymret og umulig hvis hun kan lugte mig og du ikke vil lade hende se mig." Hun var ikke sikker på om hendes moster helt havde accepteret hun var blevet taget ind af en anden og gjort til hans familie, men hun ville ikke tage nogen chancer. Det ville blive slemt nok at skulle fortælle hvad der var sket.

Så sukkede hun let. "Vi er ret tæt på fuldmåne, så måske venter hun til efter den?" De kunne da håbe. Som månen nærmede sig sin fulde styrke svandt varulvenes tålmodighed og lunter tilsvarende ind.
Hun flyttede lidt på sig, forsøgte at finde en måde at sidde-ligge på der var til at holde ud, men opgav til sidst og blev bare hvor hun var endt blinkende døsigt og kæmpende for ikke at falde hen. Hun var bare så træt, men søvn vidste hun var langt væk. Hver gang hun lukkede øjnene startede alting forfra med Amy hængende i træet og... "Der kommer til at gå lang tid før jeg skal ud igen..."

Heldigvis valgte Caitlin at følge den usagte ordre om at blive i sengen. Det var måske et åbent sted for en som havde oplevet ting i fortiden som Caitlin havde. Men dette var et hus hun kunne være tryg i. Også selvom det ikke var noget Caitlin var vant til at føle, når hun var skadet. Gidion var alligevel ret bred at skulle pløje igennem. "Kan du bebrejde hende?" spurgte han i en let tone. At Miranda blev bekymret, var vel bare et tegn på at hun elskede sin niece og ønskede at passe på hende. Det kunne Gidion ikke fortænke hende i. Nogen af metoderne var dog ikke nær så effektive eller venlige.

"Jeg vil nærmere tro at hun så kommer forbi langt tid før end du ønsker. Jeg passer Luna hver fuldmåne, så Miranda er sikker på at hun eller nogen anden i flokken ikke bider hende" eller dræber, men det sagde han alligevel ikke højt. Barnet var ikke smittet fra fødsel og ville næppe overleve en forvandling i sin meget unge alder. Så Gidion havde foreslået at se efter hende de skæbnesvangre nætter.
Gidion strøj blidt Caitlin over håret, som denne havde fået lagt sig ned. "Lad det ikke tage modet fra dig" selvom han ville foretrak at hun ikke strejfede alt for langt væk, og i øjeblikket slet ikke fik lov så længe hun var skadet. Men han ønskede ikke at se det nedslå hende, og gøre hende bange. Det ville aldrig være meningen.