Sted: I Tabitha Pierces hjem
Tid: Sen aften
Vejr: Tørt, men køligt

Smerte. Det var det første Remus registrerede på vej mod bevidstheden. Hele hans krop gjorde ondt, men især hans venstre arm føltes som om, at der var sat ild til den. Og hans hoved var et helt kapitel for sig selv. En svag lyd kom fra ham, som han blev vågen nok til at lægge mærke til lyset, der skinnede igennem hans øjenlåg og bankede ind i hovedet på ham. Hvad var der sket? Hvor var han? Det sidste kunne let svares ved at åbne øjnene, men for nu var øjenlågene alt for tunge. I stedet forsøgte han at komme i tanke om, hvad der var sket.
Han havde været på vej hjem. I halvmørket, inden udgangsforbuddet tvang alle indenfor. Normalt kom han ikke i problemer, de fleste i Skumringskvarteret vidste at de skulle holde sig fra ham og hans bror. Sadikbrødrene og deres farlige evner. En respekt de begge nød godt af. Men i dag havde hans navn ikke holdt ham i sikkerhed. Tre fremmede havde set hans tøj og taget ham for at være rig. Og Remus, spinkel og umuskuløs som han var, havde ikke virket som en trussel. Hvilket han heller ikke var, som han selv ikke kendte til fysisk vold. Det var Romulus' speciale. Det havde lykkedes ham at pacificere den ene mand med mareridt, men var blevet overvundet af de andre to. Hvad der skete derefter var stadig sløret, men hans smertefulde krop talte sit eget sprog. Han havde fået en omgang tæv.

Som det kom på plads i hans ømme hoved, var der kun spørgsmålet om, hvor han var. Ikke udenfor. Hjemme? Med en forventning om at se Romulus' bekymrede ansigt, fik han endeligt tvunget sin øjne op. Lyset i rummet fik ham til at misse lidt, som hans hoved ikke brød sig om det. Der var ingen Romulus. Det var et ukendt rum, hvor han lå på ryggen på noget, der så ud til at være et bord. Reoler med hylder fyldt med små og store beholdere, stofposer og andre mystiske ting. Og en sær lugt, sikkert fra alle de urter, der hang til tørre i loftet. Enten en urtemagers hus. Eller en læge. Hvilket ville give mening i forhold til hans skader.
Med et ryk kom han op at sidde, hvilket han kraftigt fortrød, som hans mave føltes som flydende lava. Den venstre arm var brækket, han behøvede ikke engang at undersøge det for at vide det. Den havde været brækket før. Med den højre støttede han den og så rundt, som han forsigtigt svingede benene ud over kanten på det bord, han var blevet placeret på.

Den sorte frakke var beskidt, men virkede til at være hel. Hans bukser var derimod gået i stykker på begge knæ, som man kunne se hudafskrabningerne under. Det normalt perfekte tilbagestrøgne hår var uglet og det blege ansigt med den glatte hud var forslået og han havde haft næseblod. Det ene øje var hævet og han ville nok snart ikke kunne se ret meget ud af det. Og alting gjorde ondt, selv det at trække vejret. En læge. Pff. Han havde brug for en healer. Trods smerterne og situationen, var hans logiske hjerne overraskende rolig. Men han var vant til fysiske skader. Selvom dette var voldsommere end normalt.

Tabitha og Alexandre havde været ude for, at plukke flere urter til forretningen da de så ham. Normalt var Alexandre ikke meget for, at de bevægede sig udenfor det lille hus' fire vægge, men Tabitha havde insisteret på, at denne særlige urt hun havde brugt uger på at undersøge, ville have en bedre virkning hvis plukket ved skumringstid. Tabitha havde bedt ham om at følge hende rundt, for til trods for at hun var fysisk stærk, så var det bedst ikke at vide sig for sikker efter mørkets frembrud. Han havde egentlig nægtet, men havde skiftet mening ved udsigten til at hun ville tage afsted alene - for det havde hun uden tvivl gjort. 
På vej tilbage til deres lille hus på hjørnet, havde de fundet spinkel skikkelse midt på gaden. Da Tabitha bøjede sig over ham, havde hun set at selvom han havde fået en ordenlig omgang tæsk, så var han stadig i live. Derefter havde hun med besvær overtalt sin bror til at bære ham hjem til huset, selvom han havde sagt at de skulle blande sig udenom gadens anliggender og lade ham ligge. Hun har styrken til at slynge ham over skulderen, og bære ham hjem, selv men hun brød sig ikke om at røre ved andre mennesker så længe det kunne undgås. 

Sådan skete det, at Remus endte op på hendes arbejdsbord inde i butikken, der lå i stueetagen i deres lille hus på hjørnet. Det var et lille hus i to etager, hvor butikken (og dermed også hendes arbejdsbord) var i stueetagen, og selv boede de på første sal hvor der var to små værelser og et køkken. Køkkenet var netop der Tabitha kom fra, da hun hørte Remus begynde at røre på sig på bordet i butikken. 
Rummet som Remus vågnede op i havde været fuldstændig mørkt, havde det ikke været for de olielamper der hang strategisk placeret rundt omkring i butikken. Skodderne var skubbet for vinduet på indersiden, både for at skærme for nysgerrige blikke, men også  for at mindske sandsynligheden for et røveri. Diverse urter hang til tørring rundt omkring under loftet, nydeligt organiseret efter brug og friskhed. Der duftede kraftigt af lavendel. Store reoler stod langs væggene, og indeholdt både dyre bøger og krukker med alskens forskelligt indhold. Alting var mærket med en etiket af papir, der med en sirlig håndskrift oplyst om hvad der var i krukken. En hylde i nærheden holdt alt hvad hjertet kunne begære af remedier til fremstilling af medicin. I midten af rummet bagvæg, flankeret af tunge reoler, var en smal og stejl trappe af træ, som ledte op til den øvre etage. Det var netop denne trappe, som Tabitha trådte ned ad idet Remus svang benene ud over kanten på bordet. 
"Jeg kan se, at du er vågnet." Sagde nonchalant, idet hun sætter foden på stueetagens gulv. Hun er simpelt, og praktisk klædt i en kjole af ufarvet uld med et plettet forklæde henover. Om hovedet bærer hun et kostbart tørklæde i en smuk, skovgrøn farve der er broderet med gyldne tråde i et Rubinsk mønster, der dækker det meste af hendes mørke hår. En snip for enden er tørklædet er bragt op til hendes ansigt, og sat fast ved håret med en nål, så tørklædet dækker hendes næse og mund og kun hendes øjne og pande er synlige. Hendes grønne øjne er omgivet af en sort sminke, der indikerer at hun har gjort noget ud af sit udseende under tørklædet. I hånden bærer hun et krus med et dampende indhold. 

"Du burde ikke have så travlt med, at rejse dig op. Din arm er brækket, og jeg bør lægge en skinne på den før du forsøger at bevæge dig videre." Hun havde en køn, behagelig stemme der underligt nok ikke syntes sløret af tørklædet foran hendes mund. Hendes toneleje var neutralt, som om hun bare remsede op hvad der var fakta. Hvilket på sin vis også var sandt. "Jeg har fjernet det værste blod fra dit ansigt, og set til at der ikke er noget livstruende." Hendes accent var Rubinsk. Hendes behandskede hænder satte den dampende kop ved siden af ham, og hun trådte så et skridt tilbage. "Drik det. Det vil give din mave ro og tage den værste smerte." Sagde hun, som om hun vidste præcis hvordan han havde det. Hendes øjne målte ham vagtsomt, og det var umuligt at se om hun iagttog ham fordi hun forventede et angreb fra ham eller fordi hun skulle sikre sig, at han ikke pludselig fik det værre. 

Remus havde været så optaget af sin krops smerter og den uvante situation, at han ikke havde opdaget kvinden, der var på vej ned af trappen skråt bag ham. Hendes stemme burde måske have gjort ham synligt forskrækket, men han drejede blot langsomt hovedet og så på hende med sine øjne, der var grå i olielampernes skær. En kvinde. Hans blik gled over hende og trods hans udtryksløse ansigt, var foragten alligevel at skimte i hans blik. En kvindelig læge, så kunne det da snart heller ikke blive værre. Hendes tøj og accent afslørede, at hun var fra syden, et sted Remus ikke havde været selv, som han ikke havde været mere end et par dagsrejser ude af hovedstaden, når han havde været længst væk fra sit hjem, men mange væsner valfartede til landets største by og han havde mødt folk som hende før. Det imponerede ham nu ikke.

Til at starte med, svarede han hende ikke, men lyttede til det, hun sagde. Remus var vant til at lytte og selv være tavs, mens han sugede indtryk til sig, vurderede situationer og personligheder. Han var ikke et brushoved som sin bror, nej han var en tænker og lige nu skulle han bruge lidt ekstra på at forstå og få ro på. Hans hoved føltes som var det ved at flække af smerte, sikkert efter slag eller spark fra de angribende. Men hendes ord gik ind og der gled et udtryk af ubehag og afsky over de kolde træk, som det gik op for ham, at hun havde rørt ved ham, mens han havde været bevidstløs. Tanken gav ham lyst til at tage et varmt bad. Men stadig sagde han intet, hans blik gled i stedet ned til koppen med det varme indhold. Uden tvivl noget smertestillende af en art. Men han tog ikke koppen, for selvom det sikkert var, hvad han troede, stolede han ikke på denne ukendte kvinde og han ville ikke drikke noget, han ikke vidste hvad var.

Endeligt rettede han blikket mod hende og åbnede munden, afslørede sin kølige, neutrale stemme, holdt i snor, så han ikke afslørede sin afsky for kvinden - hun havde trods alt taget ham ind og det virkede til, at hun ville hjælpe.
”Jeg takker for din hjælp.” Langsomt og forsigtigt skubbede han sig ned fra bordet og stod oprejst, hvilket fremtryllede en grimasse, som hele hans krop gjorde ondt. Hans hjerne analyserede hurtigt hver eneste smerte, forsøgte at hægte dem på smertefulde minder og hurtige billeder af sparkende fødder og uvenlige ansigter gled over hans indre syn. En skam han ikke vidste, hvem det var, Romulus ville elske at få lov til at rykke dem fra hinanden i hævn.
”Men jeg må hellere…” Han tog et skridt og måtte gribe fat i det tunge bord med sin gode hånd, som svimmelheden væltede ind over ham sammen med kvalmen. Et lille støn forlod ham og han skar ansigt, mens han forsøgte at finde balancen igen. Det sortnede ganske kort for hans blik og hans knoer, der havde fat i bordpladen, blev hvide. Det samme gjorde hans allerede meget blege ansigt.

Lukkes på grund af inaktivitet (og Remus er nu et helt andet sted plotmæssigt)