Mange kriminelle var blevet meget irriterede over den nye regel med udgangsforbuddet om aftenen. Faktisk var det mere end bare de kriminelle folk, men det var dem, Alix og hendes byvagtsven havde haft problemer med, ikke nogle af de andre borgere i hovedstaden. 
På vej hjem fra en vagt var hun og vennen blevet antastet af en del af disse rebelske typer, der virkelig ikke brød sig om byvagten for tiden, og desværre for både Alix og Nikolaj, var de kun i uniformen, uden ringbrynjen under.
Det var eskaleret fra en verbal konfrontation til en voldsom konflikt der involverede knive fra de kriminelles side mens Nikolaj og Alix til sidst måtte ty til deres sværd. Heldigvis for dem begge var det først da han havde formået at smække et sværd ned i benet på én af de mange vrede mænd, at de valgte at tage benene på nakken. Eller, det var vel ikke rigtig held, for nu var begge byvagter sårede. Nikolaj havde fået en kniv i skulderen og Alix var lidt mindre heldigvis med at være blevet ramt i låret, meget tæt på hoften. Endnu mere uheldigt var det, at den kniv der havde ramt hende, var blevet hevet ud igen i folkenes flugt, så hun blødte en del mere end hendes ven. Men det ændrede ikke på, at hun var bekymret for ham, og var en hård hund at sætte ud af spillet, så hun forsøgte med det samme at hjælpe ham af sted.

Som de nåede inden for synsdistance af helbredelseshuset, begyndte det dog at sejle lidt for den ellers udholdne og stærke kvinde, og hendes haltende gang blev mere og mere slingrende. Det var ret sent på aftenen, og der så faktisk ikke ud til at ske voldsomt meget inde i helbredelseshuset, hvilket jo gav god mening eftersom at det var så sent på aftenen, samt at der ikke havde været helt så meget kaos i hovedstaden i den sidste rum tid, som der kunne have været.
"Vi er der næsten," sagde hun stakåndet til den yngre ven, der var noget mere grøn bag ørerne end hun. Han svarede med en brummen og snart kom de til døren hvor Alix formåede at banke hårdt på tre gange, før hun var nødt til at læne sig op af væggen ved siden af. Der kom lidt blod på den som resultat, men det var ikke noget, hun bemærkede. Det var hun for udmattet og svimmel til at tænke rigtigt over.

Myrillas chef havde været lidt efter hende på det seneste, mest fordi chefen havde opdaget hvor mange timer Myrilla havde taget i helbredshuset. Så i dag var hun mødt senere ind end hvad hun normalt ville, men Myr havde en utrolig trang til at hjælpe andre og glemme sine egne problemer. Selvom det var noget tid efter hendes overfald, havde hun endnu ikke bearbejdet dem helt igennem, og hun følte hellere ikke for at der skulle rives op i det, fortiden var fortiden. Myrilla havde gjort rent i huset den seneste time og opdagede først da hun var tæt på slutningen af rengøringen at det var ved at blive mørkt. Hvilket betød at hun nok snart måtte skynde sig at komme hjem, medmindre hun skulle pågribes eller forstyrres af nogle vagter som stillede spørgsmålstegn til hvorfor hun befandt sig ude ved mørkets frembryd. Myrilla fandt udgangsforbuddet lidt problematisk, mest fordi hun ikke komme på arbejde om aften og tage af sted om natten osv. hele deres vagt system skulle laves om, fordi ingen måtte forlade stedet.

Myrilla fik gjort det sidste rent og begyndte at pakke sine ting sammen, da hun hørte nogle hårde bank på døren. Normalt gik folk bare ind, men hun skyndte sig at gå ud til døren og åbnede den. Til sin større overraskelse stod to byvagter den ene mere blodig end den anden. ”Kom ind” sagde hun straks og tog fat i den vagt der lænede sig op ad karmen. Hun kunne tydeligt se at det var denne der havde mest behov for hjælp. Vagten var jo ved at forbløde. ”Her ind” Myrilla pegede på en dør, tæt på indgangen som hun håbede den anden vagt kunne føre sig ind i, da hun bestemt ikke havde kræfter til at hjælpe dem begge.

Rummet fra et roligt rum, med to bløde stole og en lettere høj seng hvor det var der hun ville healede folk. Myrilla gik helt hen til sengen med vagten om sig og sagde ”Kan De kravle der op?” spurgte hun med kærlig og velkommen stemme. Myr var altid denne varme og velkommen person der ønskede at stå til rådighed for enhver der havde behov for hendes hjælp. Samtidig i rummet var der nogle stearinlys der lyste rummet op og røgelse pinde, som gav en beroligende duft i rummet. Hele rummet var i lyse blålige farve, med enkle lyserøde genstande for at matche den berolige rum, havde Myr som altid en hvid kjole, men små detaljer ved brystet i forskellige rolige nuancer.   

Der gik ikke længe fra at hun havde banket på til at døren blev åbnet af en pæn kvinde som Nikolaj med det samme begyndte at smile træt til. Han var uforbederlig og kunne ikke modstå et kønt ansigt, dog havde han altid svært ved at lægge kur på dem. Lige som Alix havde problemer med hankønnet. Det gik ret hurtigt derfra dog, at kvinden med det samme tog fat i Alix og hjalp hende med inden for. Selv var Alix dog meget mere bekymret over Nikolaj, også selvom hendes ansigt havde taget en noget mere bleg nuance på gåturen hertil. Men det var hende underordnet, Nikolaj var ny i faget og han var også skadet. Og som altid var hun fuldt ud overbevist om, at hun godt selv kunne klare sig mens Nikolaj fik hjælp. "Sagtens, intet problem," svarede hun kort for hovedet mens hun blev en smule besvær fik sat sig på sengen. Hun skævede stadig mod Nikolaj.

"Men jeg klarer mig, kan De ikke se til min kollega først?" altid var det andre hun tænkte på først. Aldrig sig selv. Og så hjalp det ikke, at hun var træt og ikke helt forstod situationens alvor, der sådan set var, at hun var noget værre tilredt end sin kollega, der havde sat sig i en stol og lige nu sad og kiggede undersøgende, faktisk en smule forvirret på kniven i hans skulder.
"Jeg mener.. Han er ny i faget og ikke så vant til sådan noget her, og der skulle nødigt ske ham noget," med det samme rablede hun løs som en hønemor der var lettere overbeskyttende over for sit barn. Ikke at hun følte sig som modermateriale, tværtimod faktisk. Hun var stadig ung i sin egen bog, og følte sig bestemt ikke klar til at skulle arbejde med børn. 
"Alix.. Du bløder altså mere end jeg gør, se lige dit bukseben," Nikolajs stemme var lidt anstrengt, fordi han også havde ondt, men han var tydeligvis stadig den mere fornuftige her, på trods af, at det var ham der var ny i sit fag. Dette fik Alix til at skæve ned mod benet, før hun igen kiggede mod Nikolaj, næsten trodsigt.

Myrilla så observerende til imens han snakkede til sin kollega. ”Jeg kan give ham noget beroligende, men De har behov for at blive healet først” svarede hun stadig kærligt, men en smule beslutsomt. Myrilla vidste at han havde størst behov, da genstanden i ham var blevet fjernet hvorimod hans ven stadig havde det i sig. Havde han ikke, måtte Myrilla vurdere hvilket der var dybest og udgav mest blod. ”Idet Deres kollega stadig har kniven i sig, er det intet faretruende, men De har ikke deres og derfor bløder De også så meget, så derfor er jeg nød til at heale Dem først” forklarede hun fast. Det virkede til han ligesom hende, satte andre før sig selv. De ville også se, hvis de så efter at hun var yderst tynd, næsten for tynd. Det var dog ikke noget hun bekymrede sig om.

Myrilla fandt hurtigt noget smertestillende til hans kollega i en krukke der var i rummet hvor hun så på ham med et varmt smil og spurgte ”Må jeg?” hun ville nådig gøre mere skade på ham, og derfor af venlighed spurgte hun altid om hun måtte ødelægge tøjet inden. Manden nikkede roligt hvorefter hun klippede tøjet op omkring kniven og tog krukkens indhold og smurte det rundt om det sted kniven sad ”Dette skulle tage Deres værste smerter” afsluttede hun med et kærligt smil. Hvorefter hun vendte sig imod denne Alix. ”Vær sød at ligge Dem ned, så jeg kan begynde at heale Dem” sagde hun med et varmt smil.  

Hun kunne høre det bestemte i kvindens ellers kærlige stemme og var et kort øjeblik fanget i at lytte til hvad hun sagde. Som oftest, når folk viste sig fra en mere bestemt personlighed, havde hun en tendens til at indordne sig, da hun selv var en følger og ikke en leder. "Jeg!.. Du har ret.. Men hvis det bliver værre for ham, kan jeg godt vente," Inderst inde håbede hun bare, at kvinden ville tage sig af Nikolaj først, men det så ikke ud til at ske, og det var efterhånden begyndt at gøre ret ondt i låret, en stødt dunkende smerte mens der stadig løb blod ud og gennemvædede stoffet omkring såret. Hun så til mens healerkvinden fik lagt en form for salve på Nikolajs sår, rundt om kniven. Det så ud til at han slappede mere af og da han slappede mere af, gjorde hun det også. Bare en lille smule mere end før i hvert fald, hvilket blot gjorde hende mere opmærksom på hvor absolut svimmel og udmattet, hun var.

"Nikolaj, sig til hvis det bliver værre, okay?" hun kiggede igen mod manden, der bare nikkede hurtigt, nu ved et lige så bekymret blik, da han ikke var helt så optaget af sine egne smerter. Hun spildte ikke tiden på at adlyde kvindens ord da denne bad hende lægge sig ned med et - for Nikolaj - uimodståeligt varmt smil. For Alix var det bare venlighed, da hun naturligvis ikke havde interesse i samme køn som hende selv. Mens hun lagde sig ned kunne hun ikke undgå at bemærke hvor tynd kvinden egentlig var. Hvorfor hun var det, kunne der være mange grunde til, og i dette øjeblik følte Alix sig alt for tung i hovedet til at give et godt gæt. "De har slet ikke fortalt os Deres navn, Frøken....? Hvem kan jeg takke når det her er ovre?" et anstrengt smil blev sendt i kvindens retning før Alix var nødt til at tage sig til hovedet. Ikke på grund af hovedpine, men fordi det føltes lidt som om at rummet snurrede rundt for hendes blotte øjne.

Myrilla blev lettet over at han ikke havde yderligere indvendinger imod hende. Det hun trods hendes rolige væsen også var bestemt, men for det meste kun i sådanne situationer som disse da det nogle gange kunne handle om liv eller død. Heldigvis i deres tilfælde handlede det ikke om liv eller død, men det kunne blive kritisk hvis han forsatte med bløde. ”Bare rolig, jeg skal nok tage mig godt af jer” svarede hun med et kærligt smil.

Myrilla havde imellem tiden gjort sig klar til at heale hans lår. ”Åh undskyld, hvor er mine maner henne. Mit navn er Myrilla” svarede hun venligt. Hvorefter hun lage roligt sine hænder på hans sår. Myr lukkede sine øjne og lod al energi samle sig omkring sig, som til sidst kom ud af hendes hænder. En varm følelse ville sprede sig i hans ben, som såret stille men roligt ville begynde at heale. Hun stod længe med sine øjne lukket og havde kun fokus på hans sår. Det tog på hendes kræfter at heale, heldigvis var såret ikke større så hun ville blive helt svækket af healing processen. Efter omkring 20 minutter var såret endelig healet op, og Myr kiggede på ham med et varmt smil. Hun så en anelse afkræftet ud, men ikke nok til hun ikke også kunne håndtere den andens sår. Myr gik væk fra sengen og hentede et glas vand til ham og rakte det til ham ”Drik dette” hun smilede og forsatte så ”Så må i gerne bytte plads”. Myr valgte selv at sætte sig i en af de andre stole, da hun lige kunne tage en kort pause imens de skiftede pladser. 

Healerens forsikringer fik Alix til at slappe lidt mere af mens hun lå på sengen, stadig lettere anspændt i det sårede ben, til kvinden præsenterede sig og derefter begyndte at heale såret. Selve såret satte sig sammen i løbet af et stykke tid, men blodtabet var stadig reelt, og Alix var dødtræt. Mens hun rakte Nikolaj et glas vand, satte hun sig op, stadig lettere svimmel, og fulgte healerkvindens anvisninger. Nikolaj rejste sig og gik hen til sengen, og de sendte lidt hinanden blikke som de skiftede pladser, Alix med en forhåbning om, at Myrilla nok godt ville kunne klare at skulle heale to personer.

Hun satte sig lettere tungt stolen med et lavt suk og kørte en hånd gennem sit korte hår. "Hvis De har brug for at komme hjem efter dette, kan vi godt hjælpe Dem. Der er godt nok udgangsforbud, men hvis De går sammen med to byvagter, tror jeg nok det kan gå an," ellers måtte hun vel bare selv få høvl af kaptajnen senere. 

Myrilla der hvilede sig, rejste sig som den anden havde fået lagt sig på sengen. Hun lukkede atter sine øjne og lage sine hænder på hans sår. Hvor han også ville opleve en varm omkring såret. Myrilla havde stadig nogle kræfter, men den underernærede krop gjorde at hun hurtigt blev træt og generelt havde hun ikke passet på sig selv i den seneste tid. Hvilket var tydeligt at se efter hun var færdig med at heale ham. Myrilla gik stille hen på stolen og satte sig, hendes vejrtrækning var en anelse besværet, men intet alarmende.

Myrilla havde godt hørt hans spørgsmål, men endnu havde hun ikke svaret hun så hen imod Alix med et lille smil, som om intet var hårdt for hende ”I begge har brug for hvile, og der er plads her til vi alle kan sove” svarede hun roligt. De havde næsten været tvunget på helbredshuset at gøre at nogle kunne sove her, i forvejen var der til patienter og hvad Myrilla vidste så var denne fløj ikke fyldt op, så de kunne roligt overnatte her, hvis det var deres ønske. Især Alix havde brug for hvilen og burde ikke overanstrenge sig begrund af sit blodtab. ”Alix det frabedes at du laver aktive bedrifter de næste par dage, blot så du får oprettet dine blod depoter op igen” sagde hun så med opmuntrende stemme. Det var blot for hans egen skyld. Da blodtabet tog på ens kræfter og blodet ville komme tilbage, det skulle blot have tid. 

Alix fulgte Myrilla med blikket. Efter hun havde healet kammeraten, så hun ud til at være noget mere svækket, som hun satte sig og virkede til at have let besvær med vejret. Det bekymrede Alix for hun så ikke ud til at ville kunne klare meget mere, hvis hun skulle. Men det skulle hun heldigvis ikke. Nu var begge vagter jo også healet, så det var intet problem. Alix kiggede mod hende med et mildt smil på sine læber. ”Nu ved jeg ikke meget om bloddepoter. Eller healing. Eller magi for den sags skyld.. Generelt.. Men De virker til at være meget udmattet selv, og selvom jeg er træt, vil jeg også anbefale dig at hvile,” sagde hun med en overbevisende styrke bag sine ord. 

Hun havde antaget at Myrilla var typen, der ikke ville lade andre bekymre sig om hende, men lige nu var det ikke sådan, verden hang sammen. Ikke for Alix, der lagde en hånd forsigtigt på hendes skulder. ”Der skal mere til, for at dræbe en stærk kvinde som jeg, end et lille knivstik. Jeg klarer mig. Det gør han også. Takket være Dem. Så lad os i det mindste være Dem taknemmelig ved, at De også tager lidt tid til at hvile i,” hun så næsten afventende på healeren efter at have sagt disse ord til hende.

Myrilla smilede venligt, som vagten påpegede at hun også burde hvile sig. Det var også alment imellem healerne, at efter en session så var hvile påkrævet. Myrilla lyttede dog ikke altid til det, for det ville betyde, at hun imellem disse to vagter skulle holde et hvil. Hvilket ikke var hensigtsmæssigt i forhold til deres situation. Myrilla så hen på ham og svarede endelig ”Jeg skal nok klare mig, skal jeg vise jer hvor i kan sove henne i nat?” spurgte hun roligt.

Myrilla kunne ikke lade vær, med at sukker over hans svar, selvom sukket blev aldeles kort varigt. En stræk kvinde?’ var han, en kvinde?! Tænkte Myr og forsøgte at skjule sin overraskelse i ansigtet, så godt som muligt. Hun ville trods alt ikke fornærme hende, for at have troet at hun var en ham. Det havde hun nok aldrig selv lige gættet. Myrilla kom næsten fra, at Alix sagde hende lidt imod, men vendte så sine tanker tilbage til det. ”Alix det er vigtigt, at du slapper af. ” sagde hun lettere alvorligt, men med et lille smil om munden. 

Alix rystede let på hovedet og vendte kort blikket mod sin ven med et "healere kan bare ikke lade være med at gå på overarbejde, ikke sandt?" blik. Nikolaj nikkede, dog med et lille grin og Alix rystede endnu en gang på hovedet, dog med et smil over hele denne situation. "Vi kan bare slappe af i stolene hvis det er," byvagter var hårdføre. De skulle nok kunne klare en nat siddende.

Hun kunne godt se den korte overraskelse i healerens ansigt, men hun kunne også godt se, at kvinden forsøgte at holde det skjult. Sikkert fordi hun ikke ville virke fornærmende. Alix smilede blot skævt. "Okay.. Okay, jeg sætter mig ned liiige her. Så. Så, nu slapper jeg af. Så skal du også sætte dig ned og slappe af," hun glemte helt at være høflig, men tanken om, at healerkvinden havde været overrasket over at høre Alix fortælle at hun var en kvinde var simpelthen så morsom, at hun ærligt talt havde glemt alt om det.

Myrilla rystede lidt opgivende på hovedet ”Jeg kunne jo ikke bare lade jer værre, vel” svarede hun lidt igen, med et lille smil. Mest fordi at ingen i den situation de var skulle efterlades! Og slet ikke nogen, som beskyttede byen. ”Vi har udmærket senge, så hvorfor ikke benytte sig af dem?” spurgte hun roligt. Myr syntes det var fjollet at sove i rummet her, nu når de havde behagelige senge.

Myrilla smilede ”Godt” hun så lidt skævt til hende, og gav lidt opgivende op. Hvorefter hun satte sig på en stol ”Javel” efter hun satte sig ned, kunne hun tydeligt mærke udmattelsen efter at have healet dem. Hun træk vejret roligt for at komme helt til sig. Dog følte hun en trang til gøre noget, hun var trods altid lidt på farten ”Er der andet jeg kan gøre, lave en kande the?” spurgte hun venligt.

Alix kiggede blot på Myrilla med et lidt strengt, men samtidig jokende blik over hendes bemærkninger. "Vi skal nok komme til sengene, bare rolig. Èn ting af gangen," hun satte sig lidt bedre til rette og sukkede lavt over trætheden der sad i hendes krop. Det var ret træls.

Healeren havde knap sat sig ned da hun begyndte at spørge efter om der var andet hun kunne gøre. Nikolaj skulle til at sige ja tak, da Alix sparkede let til hans ben og han brød over i en let fløjten i stedet for. "Hør, du har jo knap nok siddet ned. Det er dig, vi er her for at beskytte, og du har brug for at slappe af. Det er i hvert fald min professionelle mening," det var nogle lidt strenge ord, men Alix' blik var blidt, så det var tydeligvis ikke ment hårdt.

//Afsluttet grundet inaktivitet

(er altid game på en ny tråd xD)