Rosie følger ham, og nikker blot som svar...

//UAF

Random forsvinder sammen med Rosie..

//out

Vinden lod hans hår sveje i vinden og dansede legende med det. Hans brune øjnes glimtende stjerner var væk. Helt væk. Han havde savnet Samira, men da de ikke havde været sammen i lang tid havde en forfærdelig tanke strejfet ham.
... Hvad nu hvis hun er væk for altid? ...
Somme tider kørte sætningen stadig indeni hovedet på ham og pinte ham med dens hårdtslående pisk, der ramte plet hver gang. Hans fødder tøffede hen ad græsset, og hans hofter svejede let som de altid havde gjort. Sådanne hofter havde hans bror også haft, man kunne bare ikke se det. Han havde altid været til det store tøj, der skjulte ham. Han havde så irriterende meget selvtillid.. troede man, men inderst inde var han skrøbelig og usikker. Hvorfor havde han ikke kunne redde ham? Han havde haft ham i hånden, holdt fast... Aaargh!! Skriget rungede stadig inde i hans hoved. Skriget, der havde dedikeret hans død. Han hørte sig selv råbe. Neej! Toooom!! Hans kælenavn, Tom. Det var han altid blevet kaldt. Ingen gad kalde ham Thomas. Hvor han dog savnede ham. Mere end han savnede sin mor. Halvdelen af ham selv var forsvundet og hans sind var borte... han burde have druknet sammen med ham, han burde have gået i døden sammen med ham.
Han gik helt hen til vandet og stirrede ned i det. Hans ansigt var væk i de små bølger, der gjorde vandet klamt at se på. Han satte sig på knæ og gloede endnu en gang på sig selv nede i vandet. Han så sig selv i øjnene, så Tom i øjnene. De brune øjne, der havde lovet ham sikkerhed. Han havde reddet ham i stedet for sig selv.
"... kom tilbage," hørte han sig selv hviske, "Jeg burde have været død".
vredt plaskede han sit spejlbilled væk og rejste sig surt op. Hvem var det dog han snakkede med.. eller til! Han var et værre sindssygt pjok! Det havde han været lige siden den åndssvage far af deres havde sendt dem ud på den meningsløse overlevelsestur.
"I skal ud og blive store og stærke, bla bla bla!" citerede han sin far og lavede sin stemme om, for at gøre grin med ham for alvor. Gid han kunne finde ham og dræbe ham på stedet. Men han var nok for gammel.
Han sukkede, fandt en sten, der var på størrelse med ham selv og satte sig op på den.

Samira kom roligt gående med vinden i sin ryg. Det sorte hår lå over brystet, og dækkede det meste af ansigtet mens hun gik sin tunge gang hen over græsset.
Fanget i sine egne tanker vandrede hun hvilelørst rundt, og først da en velkendt stemme lød blev hun revet ud af sit sinds fængslende mørke.
,,Bill" Hun så lidt forbavset på ham, det synes så lang tid siden at de havde set hinandne, hørt hinandne, rørt inanden.. hun havde på en måde glemt ham, og vænnet sig til at han ikke var hos hende.
De kolde livløse grønneøjne rettede sig mod ham, og hun gik de få skridt der var imellem dem med en rolig bevægelse.
Vinden blæste endnu engang al håret ind foran hendes ansigt, og hun gjorde ikke mine til at fjerne det.
,,Længe siden.." hun smilte skævt mens hun satte sig ved hans side, og så op på den blå himmel.

Han ignorerede stemmen han ikke kunne kende. Han kunne skam tydeligt høre at det var en kvinde, men de havde vel alle sammen den samme stemme. Dét, at Samira sagde noget til ham gjorde han ikke noget ved. Der var så mange, der har snakket til ham, men som han bare har ignoreret. Hvorfor skulle denne tåbelige, forstyrrende dame være..
Da han kiggede op, så han det smukkeste han nogensinde havde set.
... Samira...
Så længe siden han havde set hende.. så forfærdelig og underlig lang tid siden. Vinden blæste hans eget hår om bag på hans ryg, da han studerede hendes blive blæst ind i hendes ansigt.
"Fjern dit hår, jeg vil se dig," sagde han, da hun satte sig ved siden af ham og kiggede op på himlen. Han kiggede på hende med en længsel malet i ansigtet. Hun virkede så forkert. Hendes aura omkring sig viste ham, at noget var helt galt. Dette møde var ikke som det plejede.
"Stop!" sagde han og kiggede væk inden han ville flippe ud bare af at se på hende. Han vidste ikke hvorfor, men et eller andet sagde ham bare, at han ikke kunne klare at se på hende, høre hende eller snakke med hende. Hun var forkert, helt forkert.
"Du er.." sagde han og stirrede chokket over hans følelser ned i vandet, ".. Du er.. forandret, du er forkert". En vrede vældede op i ham, han kunne ikke kende den. Den følelse havde han aldrig haft før.
Hvad sker der?

Samira så forbavset på ham da han begyndte at tale. Hun fjernede ikke håret fra ansigtet, men drjede langsomt hovedet mod ham så hun kunne se ham ordentligt.
,,Forkert?" hun lagde hovedet lidt til den ene side, og det lignede at hun ikke forstod betydningen af ordet, eller hvad han mente med det.
Jo hun var forandret siden deres sidste møde, eller faktisk, så var hun sig selv.
Den samme kolde kælling hun altid havde været. Efter så lang tid uden ham og hans kærlighed, var der blevet slukket for hendes.
Det varme vand havde løbet for længe, og nu var der kun koldt isende vand der kom én i møde nu.
Med en rolig hånd tog hun håret om bag øret så han kunne se hendes kolde øjne, de øjne der engang havde rummet så stor og dyb kærlighed og ømhed for ham, var nu kolde og ligeglade.
,,Hvordan forkert? Jeg er mig selv.." Sandt.. langt om længe var hun sig selv, og fri for de putte nusse følelser han havde plantet i hende, og hun kunne nu nyde hans smerte ved at han ikke var fri af de lænker kærligheden nu engang lagde på folk.

Han kiggede bare væk... rejste sig fra stenen og gik hen til vandet igen. Han kiggede ned i det. Han så hende i øjnene og fattede nu, at det hele var slut. Alt. Hans liv var ødelagt. Ikke at det nogensinde havde været samlet og perfekt, men nu hvor hun havde forladt ham, var alt anderledes. Han var ondere. Vreden, der havde bygget sig op i ham var ubekendt, men rar. Han følte sig uskadelig og stille vendte han hovedet og kiggede ned i vandet igen. Han så sig selv i øjnene, så Tom i øjnene. Han smilede. Han tog en hånd op og mærkede efter om han selv smilede. Hans mundvige var vendt nedad og ikke en eneste lille hentydning af smil var over hans læber, men nede i vandet var smilet stort, bredt og gennemført ondt. Tom vidste hvad hun havde gjort, han vidste hvad der var sket. Bill smilede tilbage til ham, og lige da han gjorde det forsvandt Tom i de små bølger. Bill lukkede øjnene og lod sig sveje fra side til side, ligne en levende død og til sidst, da alt kraft var samlet begyndte de at ankomme.
Fra kroge og huller kom de kravlende hen ad jorden. De kom ned ad vandfaldet, der næsten var blevet helt sort af slanger. Floden var ligeså fyldt med slanger som vandfaldet og jorden var mørk og bevægelsesrig. Alt bevægede sig. Træerne, jorden, vandet, himlen. Det regnede ned med slanger, der styrtede ned mod de to mennesker.
Bills smil var væk, men ikke helt. Indeni storsmilede han og lod sig bevæge af den dejlige stemning med alle slangerne omkring sig, sine tro følgesvende. Pludselig vendte han sig mod Samira og åbnede øjnene med et sæt. Hans øjne var helt røde og det brune var nu helt sorte. Et eller andet var lykkeligt og håbefuldt i hans blik. Hans blik var ondskabsfuldt og truende, som han kiggede på Samira. Ud af det blå eksploderede han ud i slanger. Tusinder af slanger var han blevet forvandlet til og fra alle sider beordrede han dem til at kravle mod Samira.
"Arschi Pga!" hviskede han højt til slangerne, der kom krybende og kravlende fra alle steder ved vandfaldet... fra vandfaldet, "Arschi Pga!".

Samira sad stille, selv da slangerne vrimlede frem overalt sad hun stille.
Selvom hun var bange og mest af alt havde lyst til at flygte sad hun stille og så på Bill, lige til han forsvandt.
En lille følelse i hende sagde at når det kom til stykket, ville han ikke kunne skade hende. Samira havde haft lang tid til at slukke for sine følelser, Bill kunne vel ikke gøre dette på få sekunder.
,,Husk jeg elskede dig virkelig" Orderne der blev sagt så sagte, men som alligevel var så stærke kom fra hende mens hun roligt rejste sig.
Hvis man så meget grundigt efter rystede hendes hænder af nervøsitet, men hun holdt det så godt under kontrol hun kunne mens hun skævede ned på de tusinde slanger der virvlede omkring hende.
,,Gør hvad du vil.. jeg er ligeglad.." fra hendes side var det mest modbydelige og onde nogen kunne gøre, var at være ligeglade. Og hun var virkelig ligeglad lige nu, med alt. Både med hans liv, og hendes eget.
Nu var hænderne rolige, og pupilerne i de grønne øjne var små tynde streger der næsten ikke kunne ses. Ligeglad

Pludselig samlede alle slangerne sig foran hende og formede sig som et menneske. Det lignede ikke helt, håret var slanger, fingrene var slanger.. Pludselig bragede det i himlen og alle slangerne blev kylet ud til siderne, op i luften, hvor de til sidst blev knaldet sammen til en stor 200 meter lang slange. Et lysglimt oplyste hele stedet et kort sekund inden den ramte jorden, der rystede under den. Langsomt slangede den sig de sidste 5 meter hen til Samira og så hende i øjnene. Øjnene var sorte, onde og rettet direkte mod Samira. Tungen stak ud en gang imellem og beviste overfor hende, hvor sulten Bill egentlig var. Han var blevet en slange. Hans ondskab var samlet i Krystallandets hidtil største slange, der var set. Øjnene forblev blinde i ondskabens lydløse latter og ud fra slangen trådte en tynd skikkelse. Håret var skulderlangt og sort. Han var meget skeletagtig at se på og de stramme tøj stod flot til tjæren rundt om hans øjne og på hans negle. Øjnene var smukke, brune og livstrætte. Ulykken var tydeligt vist i dem. Hans ulykkelighed var vist i ham selv. Hans menneskeskikkelse var så ynkelig, så dødelig. Hans slangeskikkelse, der stod bag ham, stadig med blikket fast mod Samira, var hans ondskab, der bare ikke kunne slippe væk. Ud fra slangen trådte endnu en ung mand. Han var ligeså høj som Bill. Han havde de samme brune øjne, den samme magre figur og det fuldstændig samme ansigt og smil. Han kiggede på Bill og smilede lykkeligt.
.. lang tid siden..
Hans øjne var smilende. Han var en tro kopi af Bill, men tøjet var stort, hans hår var lavet om til dread locks og han havde ingen tjære om øjnene eller på sine negle. ..Tom! Bill-skikkelsen kiggede på ham, derefter på Samira. Tom blev bare ved med at smile. Han præsenterede Bills bedre halvdel for Samira. Tom var den sjove, livsglade og fjollede. Bill var den betænksomme, livstrætte og seriøse. Men det var han kun blevet efter Toms død, det var dét Samira skulle se.
Alle stirrede på hende.
Direkte ind i hendes dybe, grønne øjne.
Både Bill og Tom var halvt usynlige, man kunne se igennem dem og derfor lignede de til forveksling spøgelser. Bill tøffede hen til hende på sin helt egen charmerende, trætte måde. Han smilede slet ikke, da han gik derhen. Intet andet end ulykkelighed var vist i hans øjne, hans udtryk og hans væremåde. Han rakte sin arm frem for at ae Samira på kinden, men da stoppede han. Han vidste at hun for det første ikke ville kunne lide det, og for det andet, så kunne han ikke. Han var et spøgelse, et spejlbilled af sit tidligere jeg.
Tom kom først, som den glade Bill.. Så kom Bill selv som den ulykkelige, og dernæst slangen, der fortalte alle, der så dette, hvordan Bill var nu, men den var umulig at regne ud, hvis man ikke var Bill selv.
Bill trak sin hånd tilbage og stirrede lidt på den. Han var ked af at han ikke kunne røre hende en sidste gang. Han kiggede på hende og tårer samledes i hans øjne. Hans øjne var ligeglade.. men ulykkelige. Han åbnede sin mund, men da han mærkede de tørre læber fugtede han dem inden han gik til sprogets del.
"Jeg ved godt, at du elskede mig," sagde han med sin ulykkelige, men bløde stemme, "Jeg elskede også dig.. Jeg var din". Tårerne løb ned af hans kinder, men forsvandt hurtigt, da han jo kun var et spejlbilled. Tom gik hen til ham, tog hans arm og trak ham tilbage. Tom smilede ikke mere, men følte nu det samme som Bill. Ulykkelighed. Til sidst forsvandt de ind i slangen. Tom, der smilede svagt, et prøvende smil og Bill med verdens mest ulykkelige øjne, der bedte om tilgivelse, for det han åbenbart havde gjort forkert. Slangens onde øjne gloede en sidste gang på Samira inden den vendte om og snoede sig væk gennem landskabet med en bulrende lyd, der langsomt forsvandt.. ligesom Bill.

//OUT

En skikkelse kommer langsomt gående, gennem det grønne område.
Hun skiller sig nemt ud, da hun ikke ligefrem har noget grønt på sig, men istedet rødt.
Hendes blik glider rundt omkring hende, mens hun betragter det smukke landskab, og månen som endnu en dag, er på vej op.
Hendes hår danser let omkring hende, og ligeledes gør hendes hvide kappe, hvor hætten er trukket godt ned omkring hendes ansigt.
Et roligt slag med halen, sætter hun sig ned på en stor sten, og ser ud over vandet.

Samson kommer roligt gående. Hans hænder er som sædvanlig begravet i lommerne. Hans åndedræt var roligt. Han havde efterhånden fået lagt alt fortid bag sig.. eller.. den fortid som var sket for ikke ret lang til siden, som havde skabt hans egen tvivl på sig selv, og de andres syn på ham som person!
Han havde et lille smil på læben, og han nærmede sig langsomt vandfaldet. Så godt som lydløst.
Han var i det hele taget glad for at være kommet videre, i stedet for at hænge sig i diverse problemer. Godt nok havde Samson nogle der var større end dem han så som alvorlige, men dem var han ganske tilfreds med.. Som at have dræbt Kiyori, og have Freyja i hælene på sig, selvom han ikke havde set til hende siden.. Og med den viden af, at Cassa muligvis også kommer efter ham.
Samson kunne bare grine af det nu, efter nærmere eftertanke.

Naíshcas ører vendte sig efter lyden under hætten, og derfor slog hun den dog også ned, så hun bedre kunne lytte efter.
Hendes ansigt drejede sig overhovedet ikke, da hendes blik var plantet på vandet.
Det var egentligt rart at holde fri fra det hele.. Ambriel, som heldigvis lå og sov derhjemme. Alligevel kunne hun ikke lade være med at tænke på Spike, som havde lovet hende, at hende og hendes børn skulle frygte ham. At hvert eneste hjørne hun kom forbi ville han stå.
Det havde gså taget hende en del tid, at komme over dette. Frygten for hvert eneste hjørne han kunne stå gemt.
Og nu når hun tænkte efter, på helt andre ting, for at fåd et ud af hovedet, savnede hun også Sas.

Samson nærmede sig vandet, og kunne nu høre aftenens brusen som kom fra det. Det føltes mere roligt om aftenen, end om dagen. Som om vandet var gået i en slags dvale? Kunne man beskrive det sådan?
Samson var ligeglad med hvordan man ville kunne beskrive det. Han var bare ude på en lille gåtur.
Han fik øje på en skikkelse, og betragtede den lidt.
Den så endnu ikke bekendt ud, da det var meget længe siden han havde set Naíshca.
Men alligevel havde han smilet på læben.
*fint med mig!* tænkte han og var nu meget tæt på hende. To meter fra hende omtrent.

Naíshca bemærkede godt, at personen nu var rimelig tæt på hende.. Og selvom han virkede bekendt, kunne hun ikke sætte et navn på denne person. Det var jo trods alt længe siden hun havde set Samson.
Langsomt trak hun sig nogle meter væk fra ham, længere ned mod vandet, så hun måske kunne smide skoene, og lade vandet masere hendes fødder. Det var længe siden hun sidst havde haft følelsen af, at kunne slappe af.
Hendes røde lokker lagde sig pænt ned ad hendes ryg, oven på den hvide kappe, og gjorde dem derfor også ekstra tydelige.

Samson fulgte efter hende ned til vandfaldet i et langsomt tempo. Han havde et lille lusket smil på læben.
Ja.. han havde faktisk halvt om halvt glemt Naíshca. Eller.. han havde ikke set hendes ansigt endnu, så derfor virkede hun på ingen måde bekendt overfor ham.
Han stoppede tre meter fra vandet af, og betragtede hende med korslagte arme.
"Man aftenbader? Eller prøver at flygte?" Han hæver let det ene øjenbryn.

Naíshca vendte automatisk blikket mod ham, da han talte til hende, og havde derfor også mere mulighed for, at betragte ham på en nærmere afstand.
Egentligt ragede det ham ikke. Hun vidste jo hverken om han ville hende godt eller ondt, men af ren høflighed, kunne hun vel ligeså godt svarer ham. Andet orkede hun heller ikke.
,,Man kan vel godt sige, at jeg er flygtet herned," Lyder det roligt fra hende, da hun træder ned i vandet, og hiver en smule op i kappen, som ellers ville blive våd.

Samson smilte et lettere lusket smil.
"Aha.. javel ja.." kommer det lettere brummende fra ham, inden han let kniber sine øjne sammen og betragter hende i månelyset.
"Har.. jeg ikke set dig før?" spurgte han, og hans luskede smil forsvandt.
*Jeg har set det ansigt før! Hmmn.. i skoven? De øjne! Nå jo.. det var den hvæsende tøs!* Han gik op i et smil.
Sidst Samson havde set Naíshca havde hun prøvet at forføre ham... Eller sådan noget.. I hvertflad det Samson selv ville kalde det.
"Du er jo hende tøsen der, der hvæste en del af til at starte med! Hvad var det nu du hed?" Han lagde en finger op til sin læbe, og så lettere tænkende ud.
"Na... Naiiii... Nej.. Nej? Naí.. " kom det prøvende fra ham, og han vidste at han var på rette spor.

Naíshca genkendte først nu manden.. Samson! Hendes blik ændredes fuldstændigt, og hun trak fødderne op ad vandet, i ren og skær overraskelse.
Hun rystede vandet af dem, før hun trak sig lidt væk fra ham, med et skævt smil, og et par, lettere bange øjne.
,,Samson.. Hvad laver du her?!" Udbrød hun, efter et kort øjeblik, hvor hun havde tænkt sig om.
Det ville ikke være klogt at blive her, men mørket gjorde det heller ikke ligefrem let for hende at flygte.

OOC: Og Naíshca fryser!

Samson stod stadig lettere tænkende for at komme i tanke om hendes navn.
Først da hun havde sagt hans, kom han i tanke om hendes.
"Naíshca!" kommer det så, og han går op i et smil.
"Dig husker jeg godt! Du blev så liderlig sidste gang!" han rystede let på hovedet af hende.
"Hvad jeg laver her? Tjaah.. jeg går ikke ud fra at du har så lang tid igen, til at jeg kan svare på alt det, hvis jeg skal begynde fra da jeg blev født, hvilket jeg heller ikke tror at du er interesseret i, og hvis du endelig er, så rager det helt ærlig talt ikke dig!" Sagde han i et ret hurtigt tempo. Han slikkede sig lidt over tænderne, og smilte til hende.

((Okay.. hmmn.. jeg lader også bare Samse fryse.. hvis jeg så skal bruge ham , så retter jeg dette indlæg, og lader ham gå xP Jeg kan ikke få ham til at gå i denne situation, da han aldrig ville kunne finde på det xD Og jeg må få mig til at leve mig ind som ham i sådan en situation her ^^" Wow.. det lød ligefrem godt Oo Nå.. men nok om det.. vi fryser! XD ))


//frys

Naíshca kneb i et kort øjeblik øjnene let sammen, før hun trak sig en smule længere tilbage.
,,Fjern det smil," Advarede hun ham hvæsende, idet hun stoppede op, da hun næsten nåede vandkanten.
Han skulle ikke bare komme her og smile sådan.. Han var trodsalt nok ikke ude på gode gerninger idag, men han skulle ikke gøre hende noget.
Langsomt satte hun en lok af det røde hår, om bag det pelsede ører, men undlod dog at flytte blikket fr aham.

OOC: FRRRYYYS. : D