Hun lå i det stillestående vand, i sin funde længde, hvilket var rimeligt langt. Hendes fod daskede til en ruin, rasten af hendes krop hvilte på ruinerne, og alger og mos havde farvet hendes underarm grøn. Hendes hud var begyndt at rynke, hvilket tydede på at hun havde ligget i vandet nogle timer. Hendes korte pjuskede hår var begyndt at krølle, men lige over panden lå det stivnet i blod. Hun var slank, lidt som en person der havde spist for lidt og vokset for meget.
Det var Angel.
Nu når mørket havde lagt sig, var nattedyrene begyndt at komme frem. Langt væk kunne hun høre dem og ved et skrig af en ugle, kom hun til bevidsheden. Det blev med et host, hun satte sig op og sputtede ud med vand og hev efter vejret. Så kom smerte tårene frem i hendes øjne, det var som om hendes hoved var blevet splittet i to. Men da hun mærkede efter var det ikke tilfældet, langsomt kom hendes syn og hun rejste sig fortumlet, gled på de glatte sten og ruiner og forstod at hun var på stranden. Der var lys fra byen, måske lidt for meget? det røg også. Brand tænkte hun og så først nu ligene på stranden. Byen måtte være i oprør.
Endnu et host for at få det sidste vand ud af lungerne, hun knytter hænderne ind til sig og bøjer sig forover. Vand, slim og blod glider ned på sandet, og hendes øjne bliver store.
Hun ser ned af sig selv, ud fra trøjen er der to forhøjninger. Hun glider hænderne ned over sine bryster og så op til sit hår. Hun vakler ned til vandet og ser sit spejlbillede, det var hende igen.
Fortiden var grumset men det var hende.
Angel
Krystallandet
