OOC: Hvad tror du der er galt med hende? Hun kan vel ikke bare blive 'helbredt', fordi de flytter sig.

Hun ville ikke have, han skulle blive bekymret. Hun ønskede ikke at han skulle tro, hun var syg. Hun ønskede bare han kunne fortælle hende hvad der var galt, og derefter sige hende hvad hun skulle gøre for at få det bedre. Men måske havde han ret - måske skulle de bare gå et andet sted hen, og måske var hun bare træt.
Nu hun tænkte over det, føltes hendes øjenlåg også meget tunge, og hvert et led i hendes krop var svagt. Men det var ikke fordi hun var træt, det var vel bare fordi hun lige havde misbrugt alle sine kræfter til at flytte mørket rundt, ikke? Apropos mørket, så havde det efterhånden lagt sig igen, som hun var stoppet med at tegne cirkler i luften. For igen at bruge metaforen med kaffen og mælken, var de to ting nu løbet så meget sammen, at det var svært at skelne farver fra hinanden, så hvis man ikke vidste at der lige var blevet manipuleret med mørket, ville lysindfaldet virke normalt.
Aishas sanser var stadig meget følsomme. Hun syntes næsten at kunne mærke Julian, bare ved hjælp af sin evne til at føle vibrationer. Men måske havde hun det bare sådan, fordi han rørte ved hende? Rørte han ved hende? Hun vidste det ikke.
Hun lod hænderne falde ned i sit skød, inden hun kradsede sin pande til blods. Dog havde hun alligevel ti dybe mærker i panden, hvor hun havde haft neglene før. Hun foldede den ene hånd i skødet, og gnubbede sin pande med den anden. Men mærkerne ville ikke forsvinde. Med en opgivende suk, lod hun denne hånd, dumpe ned til den anden.
Måske var hendes 'sygdom' ligesom mærkerne i panden. De var opstået pludseligt, på grund af stærke følelser, men hvis man bare var tålmodig, ville de hurtigt hele igen. Måske havde hun det kun sådan her, fordi hendes krop først nu reagerede på gensynet med Julian, og alle de stærke følelser det involverede. Måske var det bare en midlertidig sygdom der skulle have tid til at hele af sig selv. Eller .. Nej, hun ville hellere bare glemme den. For hvis hun glemte det, var det måske ikke virkeligt. Havde hun ikke tænkt der allerede? Hun forvirrede sig selv igen.
Hun vidste ikke hvad hun kunne sige til Julian. Han havde jo ikke spurgt hende om noget, men han måtte vel forvente en eller anden form for respons alligevel. Derfor rakte hun ud efter hans hånd, så han kunne se at hun var glad for hans hjælp. Eller hvad det nu var.

OOC: som jeg foreslog (eller, som Julian foreslog).. hun kan være blevet bidt af et giftigt dyr uden at have bemærket det, eller blevet bidt af noget hun er allergisk overfor, hvilket så slører og skærper sandserne på samme tid, og o.s.v..?

IC:
Da hun tog hans hånd, fik han alligevel en eller anden form for håb.
"Måske skal du hen til helbredelseshuset. det er nok bedst, at vi skynder os, hvis du altså kan.." han prøvede at hjælpe hende op (så kan du jo selv bestemme om hun vælter, kommer op, eller noget andet xD), mn gjorde det forsigtigt. han vidste ikke hvordan det ville være for hende at komme op og stå lige nu.
han lagde slet ikke mærke til lyden af vandet det ligeså stille klukkede afsted, han bemærkede ikke fuglenes kvidren eller bladenes raslen, og han tog sig ikke af vinden der blidt strøg afsted. ligenu måtte han bare hjælpe Aisha. det var det eneste han tænkte på.

OOC: undskyld for kortheden, men det hele afhænger ligesom lidt af hvad Aisha så gør nu xD

OOC: Tjah, jeg kan ikke ret godt lide teorien om at komme til skade, uden at bemærke det, så nu må den hersens sygdomsting lige blive hængende, til jeg finder på noget, jeg syntes virker realistisk. Og angående kortheden, så er det helt fint :D

IC:
Det føltes forfærdeligt, sådan at have kropskontakt med et andet menneske, syntes hun. Det var som brændte hendes hud, der hvor han rørte hende. Hun havde det, som var der nogen der prikkede på hendes hud, med sylespidse nåle. Sådan føltes det i hvert fald i hånden, Julian holdt.
Hun lod ham hjælpe sig op, selvom hun var overbevist om, at hun ikke behøvede hans støtte. Selvom hendes ben føltes som gele, og selvom hele hendes krop rystede, kunne hun sagtens holde sig oprejst, uden hjælp. Hun ville heller ikke have accepteret andet! Hun vidste ikke om hun var i stand til at gå, men hun vidste at hun nok skulle finde en måde at flytte sig på, uden hjælp. For hun ville ikke virke svag, ikke når hun ikke vidste om hun var syg. Hun ville gerne tage imod hjælp, gode råd og alle mulige af den slags ting, men ikke hvis hun ingenting fejlede. For måske var hun rask. Det kunne jo stadig godt være, at hun kun opførte sig sådan, fordi hun var meget træt, og fordi skoven på en eller anden måde påvirkede hende.
Hun slap hans hånd igen, så han ikke skulle føle at han var nød til at støtte hende.
"Jeg vil ikke hen til helbredelseshuset." sagde hun. Hun vidste egentlig ikke rigtig hvad det var, men hvis hun søgte hjælp, måtte det jo være det samme som at acceptere at noget var galt. Og måske var ingenting galt? Måske, var alting godt. Måske skyldtes dette optrin bare at hendes underbevidsthed overreagerede. Måske.. Ja, måske, måske, måske..

OOC: Undskyld jeg skriver så pisse forvirrende, at jeg ikke engang selv fatter hvad jeg mener. Men lad os bare sig, at det er sygdomsflippet der har påvirket mig, så (x

OOC: fino for mig xD nu står du bare selv med problemet >:3

IC:
"Jamen.." Julian rystede på hovedet, og anede ikke hvad han nu skulle sige. han ville ikke tvinge hende til noget hun ikke gad, men han var bekymret for, om der var noget alvorligt galt. først havde hun jo været så glad, og så fuld af liv. indtil hun satte sig i græsset. var græsset forbandet? næppe. han havde jo også selv siddet i det. medmindre det kun virkede på piger..
Julian, nu holder du op! det er den mest langt ude latterligste historie du har fundet på til dato! der er en fornuftig forkalring på det hele, ikke noget med ondskabsfuldt græs der kun går efter piger.
Jeg kan bare ikke forstå det. hvad SKER der overhovedet? måske har hun bare brug for at sove.. det kan være at det er det..
Julians egen stemme rungede i sit hovede, og han blev pludselig klar over, at han selv havde fået hovedepine af at tænke så meget. det foruroligede ham. Aisha var syg, og han klagede inderst inde over lidt hovedepine.
slapsvans. mand dig så op, og få hende idet mindste hjem! det var nok noget af det underligste >Julian gjorde. han talte altid med sig selv inde i hovedet, og ved at diskutere kortvarigt og hurtigt med sig selv, kom han tit frem til en helt vildt underlig konklusion.
"Skal vi så gå hjem til mig? msåke trænger du så bare til at hvile dig lidt. eller måske bliver det bare lidt bedre..."

Hun havde ikke lyst til at gå hjem til ham, hen til Helbredelseshuset eller i det hele taget noget som helst sted hen. Hun ville bare gerne kunne lægge sig ned, falde i søvn, og vågne op til en verden hvor Kennea stadig levede, hvor Julian ingen gæld havde, hvor sygdom ikke fandtes og hvor alting var godt. Men en sådan virkelighed, var ikke realistisk. En sådan virkelighed, ville være ligesom denne skov; så perfekt, at det var til at blive syg af.
Aisha vidste igen ikke hvad hun skulle svare, for hun ønskede ikke at være på tværs. Det letteste ville være, bare at følge med Julian hjem igen, men var det nu også det rigtige? Var der ikke som at flygte fra problemerne? Hvis de forlod skoven, for bare at vende tilbage til hvor de kom fra, for at sove, og glemme det hele, så var det vel det samme som at give sygdommen frit løb, fordi man ikke kæmpede imod. Men for hulen da, det var jo netop det hun selv ønskede, for et kort øjeblik siden. Ville hun nu gerne have hjælp?
Hun kunne ikke finde rundt i sine tanker. Det var som havde hun to separate tankegange, som hele tiden modarbejdede hinanden. Det var som den ene skreg, at noget var galt, og at det eneste rigtige at gøre, var at få en professionels bedømmelse af skaden, mens den anden blev ved med at tiske, og sige at det hele bare var indbildning, og at det bare var noget der skulle overståes uden indblanding. Hvad skulle hun gøre? De to forslag var så ulig hinanden - hvorfor var der ikke en stemme, der var villig til at gå på kompromis, og finde den løsning, der ville være bedst for alle parter? Alle parter? Hvad tænkte hun på - der var jo kun hende og hendes egne, forvirrende tanker.
Hun var stadig ikke kommet tættere på et svar til Julian. Hun ønskede at neutralisere sygdommen så meget som muligt - hvis der da overhovedet var en sygdom - , så Julian ikke skulle få mere at bekymre sig om. Det måtte jo være hårdt for ham, hvis hun rent faktisk var syg, nu da han lige havde mistet sin mor til en tåbelig sygdom.
Nej, sådan ville hun ikke tænke! Hun var jo ikke syg, det var hun overbevist om. Så var svaret på det uudtalte spørgsmål så bare, at problemet bare skulle glemmes, og derved ville det være væk? Tjah, svaret var nok noget i den stil.
"Det kan vi vel godt, så." sagde hun sagte, for hun var stadig meget i tvivl om hvad der var det rigtige at gøre.

Han smilede lettet. okay, hun virkede ikke overudlykkelig, men det havde han heller ikke forventet. han begyndte ligeså stille at gå, men sørgede hele tiden for, at vide hvor Aisha var.

OOC: korthed, ved det godt. sorry xD

//OUT

OOC: Det er din tur til at starte, så. Og da det også er din idé at de skal flytte sig, er det kun rimeligt at jeg bliver skånet (x

IC:
Aishas sanser og følelser var stadig fuldstændigt ustyrlige. Hun forsøgte at lukke alle udefrakommende indtryk ude, men det gjorde det svært at fokusere på Julian, når hun sådan delvist forsøgte at ignorere ham. Alligevel lykkedes det hende, sådan nogenlunde, at bedømme hvilken retning han gik i. Hun løftede hurtigt den ene fod, og skulle til at følge efter, men da hun trådte ned i det ellers så bløde græs, føltes det som trådte hun på nåle. Hun var bange for at hun skulle skrige, så ondt gjorde det. Men hun kneb øjnene sammen, og bed sig i læben, da hun nødig ville give Julian endnu større grund til bekymring.
Langsomt løftede hun fødderne, én af gangen, og endnu langsommere og forsigtigere, trådte hun ned i græsset. Hun sørgede for at gå så langt ude på tæerne, hun kunne, så hun ikke skulle føle smerte i hele kroppen, men hun rystede stadig fra top til tå, så det var svært for hende at holde balancen. Dog kunne hun allligevel ikke lade være med at smile; hun var jo på vej ud af dette forbandet perfekte helvede.

//Out.

Rena sidder tæt ved sø bredden og ser ned i det klare vand.
små fisk svømmer fornøjeligt rundt dernede,
de er heldige. de gør ved altid det rigtige, men jeg har lige såret min bedste ven, og nu hader han mig tænker hun trist, men holder stadig blikket på fiskende

Hauru kommer roligt gående, med hænderne begravet i lommerne og blikket vendt mod jorden.
Et tungt suk kommer fra ham, mens han bevæger sig hen mod søen.
Han ser ikke Rena, da han er helt i sin egen verden.

hun ser op og får øje på Hauru vi støder hele tiden på hendanden for tiden tænker hun og et lilles mil vises på hendes læber, hun siger dog ikke noget da der er sådan en dejlig ro

Han ser hurtigt hen mod Rena, da han hører hendes tanke.
"Ja, er det ikke bare hyggeligt?" spørger han svagt smilende. Han går så hen bag hende og sætter sig på hug.

hun får et svagt chok da hun jo helt havde glemt Hauru var tankelæser
"joouh det er det da" siger hun roligt, hendes hale slår et lille sla så bjælden på den ringer let,
"hvad binger dig hertil?" sprøger hun roligt og prøver at bøje hovedet helt tilbage så hun kan se på ham, men det resultere bare at hun får ondt i nakken

Han smiler svagt, da hun svarer.
"Tankerne..," siger han bare. Han smiler igen.
"Hvad med dig? Hvorfor sidder du her, helt alene? Er du blevet forladt, som efterhånden må ske ret tit for dig nu," siger han bare.
Han griner lavt, rejser sig så op.

"hold dog mund!" griner hun
"det var faktisk min egen skyld.." mumler hun "jeg har fået min bedste ven til at hade mig" siger hun en smule trist
"han vil sikkert aldrig se mig mere.. Jeg begynder mere og mere at minde om.. om Tom" griner hun Da hun nævner toms navn begynder hun faktisk at savne ham, det er længe siden hun har set ham, og når han ikke gør hende noget er han faktisk meget venlig

Han rykker sig lidt tilbage, griner så lavt igen.
"Så snak med ham? Det plejer som regel at hjælpe. Måske ikke for mig," siger han lavt. Han bider sig let i læben, trækker så let på skuldrene.

hun griner
"njaah jeg vil helt ikke minde mere om ham" siger hun med et let smil, og rejser sig op hun ser så ned på iskende, men de er væk, de er sikkert blevet skremt væk da Hauru kom (store farlige hauru) hun blier en smule skuffet og hendes brune katte øre hænger let ned

Han nikker svagt
"Hvorfor ikke?" spørger han lavt sig selv. Han trækker så let på skuldrene, og ser på hende.
Han går helt hen til hende, og kæler hende blidt over det ene katteører.
"Hold håbet oppe. Du skal nok klarer den," siger han bare. Han kysser hende kort på kinden, før han vender ryggen til hende og går derfra.

//Sorry, skal gå ><

hun trækker på skuldrende
hun smiler skævt, det bliver dog hurtigt til et stort smil "nej jeg giver ikke op" griner hun, da han så kysser hende på kinden bliver hun stille..
Hun smiler bare ad ham "lad nu være, du ved jeg er så drenge glad!" råber hun grinende efter ham og går selv

//mee too XD out

Lidt derfra Kommer Zelen gående roligt og med et almindeligt ansigtsudtryk.
Ved sin side har hun en lille pige med Blondt hår og små Ulveøre, hendes hale er nemlig ikke vokset ud endnu.
Zelen svinger let med sin hale og hun vifter så lidt med hendes øre da hun syndes at høre nogen.
Stopper så op ved vankanten, lidt fra Zeroy og lader Suki sætte sig stille ned i kanten.
Zelen har godt opdaget at Zeroy er der, men hun holder nu godt øje med Suki at hun ikke falder i vandet.
Kat!.... en meget stor kat... tænker hun, da hendes lugtesans kan sanse at han er en kat af en art.

hun smiler roligt til Suki, men bliver lettere overrasket over at hun pludselig rejser sig op og løber over til Zeroy.
"nej lille skat, bliv her" siger hun og fare efter hende, men det er allerede forsendt, Suki står nu ved Zeroys side og prikker til ham med et smøgret grin og et mega smil på læberne.
"mand... sjov.." siger Suki og griner..