Damia ser utilfreds op på Nathan, som et lille barn som ikke får sin vilje. Hvorfor skulle han også gøre dette værre end det egenlig var?
Hun tænkte ikke helt over hvor kvæstet hun egenlig var, havde for travlt med at lade som ingenting. Men hun havde mindst lyst til at nogen kom til skade, for så at være roden for al den sorg. Hun hviskede igen, af hensyn til Dantel "Jeg er ikke svag! Og jeg har det fint tak,, snerrede hun ad ham.
Hun så undskyldene op på Dantel og smilede høfligt til hende.
Men dette kunne hun ikke stå model får.
Damia rejste sig op og så vredt på Nathan. Det var dog ikke ham hun var vred på, det var mere hende selv. At hun var så dumdristig og så arrogant ikke at spørge for hjælp når hun havde behov for det. Bestemt vrisser hun af ham "Jeg har fortalt dig at du ikke skal bekymre dig om mig!,, hun vender om og ser undskyldende på Dantel "Undskyld, men vis de skal spørge om noget, bør de nok udspørge eksperten der,, hun sender Nathan et blik før hun vender sig om og løber, tårene glider ned af hendes kinder
Du er så dum Damia! Så ynkelig!
Hun løber hen til Nathans rum lukker døren efter sig og låser den. Hvorefter hun smider sig i sengen og græder lydløst.
//Sover

- Avatar og profil billede lavet af mig