Elizeph ser lidt på blodrus..
Hærde ham? tænker han.. Det vil sige.. udsætte ham for hvad det vil sige at være dæmonhersker..
...Hans sind er så skrøbeligt... tænker Elizeph lidt betænksomt..
Men han nikker dog bare.. han ved det kan blive nødvendigt..
"Ja.. Det kan De få til opgave.. men... Pas på ikke at traumatisere ham." siger han en smule skarpt

"Elizeph prøv at sætte dig..." siger blod roligt og tager en tår vin
han er ikke meget for den måde tingene ser ud på lige nu

Elizeph sætter sig ned i en af de store tronagtige stole..
Hans blik hviler på Blodrus.
"En særlig grund til denne gestus?" spørger han så bare kortfattet

Blodrus tømmer sin vinpokal...
"Siden hvornår bestemte du... vi må snart få samlet rådet... Herrens sinds tilstand er noget der ved røre os alle" siger han så mens han kigger alvorligt op på Eli.
så læner han sig tilbage og fylder den op "det kan du godt se ikke?" tilføjer han med møndighed i stemmen

"Ja, vi må snart holde et møde.. Men problemet er at vi dæmoner også er splittede.. Junko er blandt andet væk..." siger han roligt.
"Og den mindre armé fra det store råd.. Jeg skal snart til møde med dem, for at tale om at få dem sendt hertil.." (npc charchers xD)
Han hviler albuen på det let høje armlæn, og siden af hovedet på knogerne, eftersom hans hånd er lukket

"jeg kan ikke lige frem forestille mig at det store råd at demon herre er tilfredse?" siger Blodrus
"men hvis arméen kommer så brude vi kunne vise Herren hvad det handler om" tilføjer han
"men jeg skal gerne begynde at oplære herren i noget diciplin..." Blod smiler "stille og roligt"

Elizeph ser mod Blodrus.
"Jeg taler godt for mig.. Det ved De.. Jeg er sikker på jeg nok kan få overtalt rådet til at sende dæmoner her til os.. De vil så komme under min kommando, når Hersker Shinichiro ingen ordre udstiller.." siger han roligt.
"Det eneste problem det kan give at få dem hertil, er at de spolere landet i deres fritid.. Og det er jo ikke meningen.. Når herskeren er lært op.. skal han overtage landet her.. Så nytter det ikke hvis det ligger i ruiner... Og selv om der nok vil gå mindst 400 år inden han er parart, så vil det stadig være enormt dumt at ødelægge denne verden.. Med alle de magier ville det kun være et plus at have den under sin kommando.. det undre mig at ingen herskere før ham har indtaget dette sted.." han ser lidt tænksomt frem for sig..
Hvorfor har ingen egentlig det? -Det må Elizeph finde ud af!

"man undre sig... men er vi immervæk stadig tjenere" siger Blod
"orderfor må vi huske at vores ord ikke kan stå imod ordre ovenfra"

Han ser lidt på ham.
"De taler vist en anelse i vildelse ligenu. Vi er ikke tjenere." han ser en smule fornærmet på blodrus.. lidt advarende.
"Ser De ikke Dem selv som mere, bliver De det heller aldrig.. Vi er jo blot kun undersåtter, fordi vi har skrevet under på det. men tjenere, nej. Vi er ikke de højere herskeres tjenestefolk. De skal gøre sig fortjent til at vi gider tjene under dem. Det er da ikke noget De selv vælger. Derfor er det gode træk fra deres side, hvis De hjælper os med at oplære vores nuværende hersker. for så gør De indtryk, og kan måske senere vinde at vi vil skifte hersker til dem.. Jeg ved ikke med Dem, men jeg går under betegnelsen yndra. Jeg vælger selv om jeg vil adlyde, og så vidt jeg har erfaret, er De det samme. De valgte det også selv."

//frys

((Nu gider jeg altsåååh ikke være på frys mere >.<))

Elizeph og Blodrus taler færdigt, inden de begge forlader salen.

//slut

Den onde del af Shinichiro sidder afslappet i en stol som er skubbet lidt ud fra bordet, med benene hen over armlænet mens han ser hen på den stakkels gode side af ham der bliver jagtet rundt af en sort rottweiler lignende hund som knurrer og har fråde om munden. Det morer ham en smule og han har da anelsen af et smil på læben over at se den tåbe rende rundt og skrige som en tøs mens han bliver jagtet.

Ind i mellem når hunden er ved at fange ham eller kommer til at bide ham, så fjerner den onde del af Shinichiro den dog, det gør jo også ondt på ham selv når den anden del bliver bidt, og det er jo ikke sjovt. Men så snart den gode del af Shinichiro har fået pusten igen, fremmaner han endnu en som jager ham rundt i stuen omkring bordet.

Den gode del af Shinichiro syntes ikke den her leg er sjov længere! I starten syntes han det var ganske morsomt, men de første par gange hvor hunden nappede ham begyndte han at miste interessen, men han kan jo ikke stoppe, for den anden bliver bare ved med at sende nye hunde efter ham!

Elizeph havde sovet non stop de sidste 24 timer.. han havde været så udkørt efter at have skilt Shinichiros krop i to.. Endelig var han vågnet, og syntes at have lidt mere energi..
Han havde klædt sig på i et halvafslappet outfit.. en simpel kjortel i sort med forgyldte fletkanter.. om maven bar han et vinrødt klæde som var bundet i en halvstor knude ude i den ene side, og slæbte spidsen af sine ender mod gulvet.
Over skuldrende lå det røde klæde med den olddæmoniske skriftart broderet med forgyldt tråd.
Elizeph åbnede døren ind til spisestuen.. Han var sulten og ville lige fremmane lidt mad inden han så ville opsøge Shinichiro for at kalde ham til undervisning.. Men til sin store forbløffelse, fandt Elizeph Shinichiros ene side siddende i stolen, mens den anden løb fortvivlet rundt, jagtet af en køter..
Elizeph følte en lille vrede, inden han strakte sin arm med den magiske stav frem for sig.. denne besværgelse kendte Elizeph så godt, at han kunne nøjes med at tænke ordene i en tydelig udtale, og straks åbnede en flænge sig i det bare ingenting.. en køter af samme afart som den Shinichiro fremmanede, dukkede op.. straks begyndte den at gå til angreb på den anden, så Shinichiro kunne løbe i sikkerhed.
Derefter rettede han blikket mod den Shinichiro, som sad i stolen.
"Herre... Hvis De vil lege, så må De altså gå udenfor." sagde han i en rolig tone... Han skævede mod den anden, for at se om han var okay efter løberiet... så så han mod stolens herre igen og afventede en forklaring..

Den onde side bliver bare siddende selvom han godt ser Elizeph komme ind i rummet, men han bliver dog en smule sur da Elizeph fremmaner endnu en hund som forhindrer den anden i at løbe efter fjolset. "Hvad skulle det til for?!" snerrer han og krydser armene stramt over brystkassen.

"Blah blah blah" mumler han og vifter en hånd i retningen af Elizeph, som for at vise at han er ligeglad med hvad han siger.
"Jeg har brug for at træne og det er koldt.. jeg gider ikke udenfor" siger han så. Han havde tænkt at hvis skader påvirkede dem begge, så måtte træning vel også! Derfor tænkte han at fjolset kunne gøre noget nytte for en gangs skyld og løbe lidt, men da denne ikke ville, måtte han jo tvinge ham!

Den gode side af Shinichiro spæner hen og gemmer sig bag Elizeph. "ELIZEPHSIE DU REDDEDE MIG!!" hyler han. Det var ikke sjovt og han havde løbet længe indtil nu, hvilket godt kan ses og høres på ham. Han trækker vejret i hårde stød, og nogle steder på hans ben og arme har han nogle overfladiske sår, som dog bløder en anelse, men ikke noget der er alvorligt. De sår som den gode side har, har den onde side selvfølgelig også, og den eneste grund til de er så overfladiske er at den onde side kun stoppede ham fordi han ikke selv ville skades.

Elizeph så på Shinichiros onde side med et lidt besk udtryk.
"Meget muligt, men De skal ikke gøre det på den her måde!" han rystede opgivende på hovedet... det var som at opdrage på to tvillinger, efter Elizephs mening.
"Desuden har jeg til opgave, ikke kun at oplære Dem, men også at beskytte Dem.. Derfor tillader jeg ikke dette optøjer.." irettesatte han den onde side, inden han så på den ynkelige lille Shinichiro bag sig.. han fik trukket en arm om ham, og skubbet ham om foran sig, hvorefter han slap ham med armen, og med et undersøgende blik studerede han de overfladiske skrammer.
"Et bid fra en helvedeskøter kan være dræbende, Herre!" sagde han koldt med blikket rettet op mod den onde side.
"Hvis De var blevet bidt meget dybere, kunne giften fra Deres tænder have spredt sig i kroppen. De skal takke Deres skaber for at det kun er overfladiske sår!" småsnerrede han..
Han så på den gode side igen.
"De burde tage Dem et bad.. Jeg skal gerne sende nogle stuepiger op og gøre et bad klar til Dem.. når De er færdig, vil der være middagsmad.." sagde Elizeph i en mildere stemt tone end før..
Han rankede ryggen og så hen på den onde side igen.
"Og De burde gøre det samme."

Den onde side af Shinichiro himler bare med øjnene af Elizephs belæringer. Han ved godt at det giver mening, men han syntes bare det er langt sjovere at 'lege' på denne måde, og når det går ud over fjolset er det bare endnu sjovere.
"Nå nå nå.." mumler han bare og sukker muggent mens han skæver mod sine egne sår der er identiske med den gode sides.

Han vil egentlig helst bare ignorere Elizephs forslag, men han er faktisk ret sulten, og så kan han også mærke på sin krop at den er blevet en anelse svedig fordi den gode side har løbet rundt så meget.
"OKAY SÅ" vrisser han og rejser sig op fra stolen med en vred bevægelse.

Han tramper så hen til Elizeph og den gode side af Shinichiro, vis arm han griber fat i og trækker ham ud af rummet med et kortfattet: "kom"

Den gode side af Shinichiro klynker ynkeligt og ser bedende på Elizeph mens han bliver trukket ud, og siger. "Jeg vil ikke med den dumme mig!"

/out

Elizeph sukkede opgivende med et hovedryst, da Herskeren havde forladt lokalet.. Han lukkede øjnene i en kort koncentration, for at sende en tankebesked til den nærmeste stuepige om at gøre badet til Herskeren klar.. hun gjorde som befalet, og Elizeph gik istedet igang med at ordne bordet.. han startede med at mumle en lav besværgelse, som skulle samle energi til staven.. han kunne ikke bruge sine egne energier, da han var fuldstændig drænet efter den adskildelse af Shinichiros krop..
Efter at have trukket tilstrækkeligt med energi fra omgivelserne inden for 5 kilometer, mumlede han en ny besværgelse, mens han svingede staven ud over bordet.. en lysende bølge svævede langs bordet i takt med at staven blev flyttet, og efterlod en kridhvid dug på bordet.. dugen havde et broderet mønster hele vejen rundt langs kanten.. broderet af gylden tråd.
Han gentog bevægelsen, men denne gang med en lidt anden formular.. denne gang dukkede der de smukkeste festmåltider op fra ende til anden.. hele langbordet var nu dækket med forskellige retter; stort set alt hvad hjertet kunne begære..
Elizeph vandrede ned for enden af langbordet.. Herskeren var egentlig ment til at sidde overfor ham i den anden ende.. men Shinichiro plejede altid bare at sætte sig hos Elizeph istedet.. Men denne gang skulle det ikke blive sådan.. han trak den store troneagtige stol lidt ud, så herrens ene side kunne sætte sig i den.. så vandrede han hele vejen op i den anden ende, trak den tronestol lidt ud også.. så kunne hans to sider sidde i hver sin ende, på De mest prangende tronstole.. Elizeph selv ville ikke sætte sig til bords.. han var jo lavere rang end Shinichiro, og mente derfor at han selv burde spise bagefter... Normalt spiste han sammen med Shinichiro, fordi han jo gerne ville have det... men tingene havde ændret sig drastisk..
Istedet vandrede han hen til en anden tronstol henne ved et af de store mosaik vinduer ud til.. her satte han sig så til at vente på at herren skulle dukke op igen.

Begge sider af Shinichiro bliver badet og får rent tøj på, hvorefter de kommer tilbage ind i spisestuen.
Den onde side skæver bare hen over det store bord, kort hen på Elizeph og går så hen til den ene stol for enden af bordet og sætter sig ned. Han kigger lidt frem for sig på bordet. Han er sulten men han ved ikke om han har lyst til at spise noget. Han rækker dog hånden frem og fylder sit glas med noget vand som han tager en slurk af mens han bare sidder lydløst og forsøger at bestemme sig for hvad han vil have.

Den gode side af Shinichiro standser lige indenfor døren og skæver hen på bordet som før var tomt, men nu er dækket med en masse mad. Han vender så blikket mod Elizeph og smiler bredt. Han løber hen og stiller sig ved siden af hans stol.
"Elizephsiie ~ Har du sovet godt mens du sov længe? Du var rigtig træt så vi lagde dig over på sofaen og gav dig dyne på, og jeg passede på dig og aede dit hår mens du sov, for det skal jo ikke blive uglet, for du har langt hår og det bliver nemt uglet, så derfor børstede jeg det mens du sov, og har du sovet godt mens du sov?" Spørger han ivrigt i en strid talestrøm, lidt som et barn der fortæller noget rigtig spændende til sine forældre.

Elizeph fulgte den ondsindede Shinichiro med øjnene da han trådte ind.. men straks blev hans opmærksomhed tvunget hen på den gode side, da denne stiller sig ved siden af ham.
"Ja.. Herre.. jeg sov ganske fint.." lød det i en monotom stemme.
"De burde sætte Dem over for at spise nu.." foreslog han i en lidt kommanderende tone.
Elizeph følte sig lidt forvirret i denne situation.. på den ene side, så han den ondsindede Shinichiro, som værende en kopi; falsk.. men på den anden side, var det som om HAN var den ægte, og den nullrende lille side var en falsk person..
Elizeph følte det nærmest som et emne der kunne give ham grå hår.. Han skød tankerne derom væk.. I dette tilfælde var det vidst bedst ikke at tale for meget..
Elizeph rettede blikket ud af ruden igen.. det var imellemtiden begyndt at regne.. den i forvejen sjappede sne udenfor, begyndte at syne hen, lidt efter lidt som regnen faldt..

Den onde side bliver bare siddende på stolen og kigger frem på bordet. Han kan godt høre Elizeph og Shinichiro snakke, men han forsøger at ignorere det. Han er utroligt flov over sin anden sides opførsel, det er for barnligt.

Den gode side af Shinichiro står stadig henne ved siden af Elizeph og ryster på hovedet. "Jeg er ikke sulteeeeen" siger han med et barnligt grin. Han vil hellere stå henne ved Elizeph nu hvor der endelig, efter hans mening, er kommet en venlig person. Han har jo måtte være sammen med den onde side konstant lige siden de blev splittet, og siden da har Elizeph sovet, så ham har han ikke kunnet snakke med.

"Løgner!" råber den onde side af Shinichiro efter den gode. Han kan selv mærke at han er sulten, og det må jo gælde for dem begge. Han løfter et æble op fra en skål og kaster det hen mod den gode side for at ramme ham, og det gør den også, lige i baghovedet med et klonk. Det gør også ondt på ham selv, men det var det værd.

Den gode side klemmer øjnene sammen da æblet rammer ham i baghovedet, og klynker lidt. "Aaaaw!"
Det gjorde lidt ondt, ikke meget, men Shinichiro overdriver altid en smule. Han vender så blikket mod den onde side med underlæben skudt frem, men tramper da hen til stolen der står i den anden ende af bordet og stirrer ned i sin tallerken med et mut blik, som et barn der har fået skældud.

"Endelig fred" snerrer den onde side og læner sig lidt tilbage i den store stol mens han drikker stille af sit glas.

Elizeph missede overrasket med øjnene, da æblet ramte den gode side i nakken.. han fæstnede et dræbende blik på den onde side, men blikket svigtede hurtigt og han sukkede istedet bare opgivende..
Det ER virkelig som at opdrage to børn.. tænkte han opgivende.
Han sad og begtragtede herskerens to sider i stilhed.. Han var egentlig ikke helt klar over, hvilken en af de to sider han brude skælde ud; den onde for at.. well.. være ond ved den gode.. eller den gode for at pylre sådan... det var et dillemma som Elizeph helst havde set sig fri for.
Han valgte dog at rette på den onde side.
"Hold op med alt den selvskade, herre." lød det en smule mumlende.. Elizeph var i et lidt iltert temperament..