Hun havde det egentlig meget godt, lige i øjeblikket. Hendes fodsåler prikkede lidt, hendes hoved føltes mærkeligt snurrende og hun havde en smule ondt i maven, men hendes overreagerende sanser og hendes følelsesforvirring var kølet ned igen. Hun var stadig lidt forvirret, sådan over det hele. Både over at have genfundet Julian, efter at have ledt så længe, og over hele optrinnet i skoven.
Hun tog jakken, der var en gave fra Julian, af igen, for herinde var der dejlig varmt, når der ikke hele tiden kom en vind og gav en kuldegysninger. Forsigtigt tjekkede hun om den lille flakon stadig lå i lommen, hun havde puttet den i, og efter at have forsikret sig, at den stadig var hel, foldede hun jakken sammen, og lagde den på gulvet. Så tjekkede hun hurtigt at hun stadig havde ring og krystaller. Da hun havde sikret sig, at alle hendes ejendele var i god behold, blev hun straks mere rolig.
"Stop med at pylre sådan. Nu har jeg klaret mig uden din bekymring i meget lang tid, så jeg overlever nok også en halv nat." sagde hun, mest i spøg, men indså hurtigt, at det egentlig ikke var nogen særlig pæn ting at sige. For det var jo ikke hans skyld, at han havde været nød til at forsvinde. Og det var da klart, hvis han ikke ønskede at miste hende igen. Sådan havde hun det i hvert fald selv; hun ville aldrig, aldrig give slip på ham igen, ikke hvis hun fik noget at skulle have sagt.
"Undskyld, det var ikke min mening at.." skyndte hun sig at sige, men hun væltede over ordene, og glemte pludselig hvordan man satte en sætning sammen..

okay. det var nok sandt. hun overlevede jo nok en nat, så hvorfor være så.. ja, hvad han så end var? beskyttende, pylrene, bekymret... måske var der slet ikke noget af bekymre sig over.
"nej nej.. du har nok ret." han smilede lidt, selvom hans mave stadigvæk lige skulle falde på plads igen, efter at have slået adskillige små kolbøtter, og havde foretaget små krumspring for hvert ord hun sagde.
"jeg pylre for meget. jeg har været alene i et stykke tid nu, og når du så dukker op, er det ligesom at..." hm.. nej. det var ikke rigtig ligesom noget. han skulle til at sige, at det var som et barn der lige havde fået en rigtig fin dukke, som han så ville passe meget på, men han ville ikke sammnligne Aisha med en dukke. hun var smuk nok til at være en, udover, at hun var af kød og blod. Hun var levende. det var dukker ikke. med deres uhyggelige, stirrene øjne og fine krøller...
Julian gyste kort.
"ligesom bare lidt underligt. og så vil jeg vel ikke have at der sker der noget. men altså.. det værste der kan ske ved at du ligger på gulvet, er vel at blive kold... måske.. nå. jeg går så i seng nu. godnat." han vendte om for at gå ind for at sove, før han vendte sig om, smilede, og sagde: "jeg har savnet dig Aisha. utrolig meget." hvorefter han gik ind på værelset for at gøre sig klar til natten.

Hun svarede ikke - lavede så vidt muligt slet ingen lyde. Hun kunne ikke lide, det hun havde sagt, og hun kunne ikke lide, den måde det påvirkede Julian på. Hun ville ikke - på nogen tænkelig, og utænkelig - måde gøre ham ondt. Han havde allerede lidt rigeligt. Så var det mindste hun kunne gøre, ikke at lægge sig til at sove, som en hvilken som helst anden normal Kystalisianer gjorde det, hver evig eneste aften? Hun var bare stadig ikke ret glad for idéen om enten at sove i Kenneas seng, eller om at tvinge Julian til at gøre det, for så at udnytte hans seng, hvilken nok også ville være mærkelig at sove i.
Hun kunne vel bare lade helt være med at sove?
Hendes øjenlåg føltes tunge som bly, nu hun havde besluttet sig for at holde sig vågen. Det var som blev hun endnu mere træt, bare fordi hun tænkte på, ikke at være det. Hvorfor var det sådan? Kunne man ikke bare have det ens, ligemeget hvad man tænkte?
Åbenbart ikke. Hendes øjenlåg begyndte at glide i, og hun måtte flere gange undertrykke et gab. Til sidst blev det vanskeligt for hende, at holde sig siddende, så hun lagde sig tilbage i stolen, og forsøgte at gøre sig det lidt behageligt.
Hun lyttede til Julians lyde, men når hun sådan slappede af, blev hun bare endnu mere træt. Derfor tømte hun den lille pung, ud i håndfladen, for så kunne hun vel tælle sine krystaller...

Julian satte sig op i sengen med et blidt dunk, og så kort rundt i sit værelse. værelse og værelse. nå ja. rum, så. han trak hurtigt trøjen hen over hovedet, og lagde den på gulvet. han havde ikke lyst til bare at smide den, som han ellers plejede. i et kort øjeblik sad han bare, og stirrede på den, imens han havde det som om, at han skulderblade skar sig ud af han hud indefra, på grund af den ubehagelige måde han kom til at sidde i. så lagde han sig ned, og stirrede op i loftet. hans ene ben dinglede ud over kanten af køjen, og han skubbede fra fra gulvet, og hans køje begyndte at gynge let. han lukkede kort øjnene i, men den måde den gyngede på, gav ham en kvalmende fornemmelse, som han ellers ikke plejede at få, og stoppede med at gynge på den måde. så trak han benet op til sig. måske skulle han lige gå ud, og tjekke, om Aisha havde det godt..
Nej. hun ville jo ikke pylres om. selvfølgelig skulle man jo ikke tage det fuldstændig bogstaveligt. hans mor ville heller ikke have, at han pylrede om hende, men havde han ikke gjort det, var hun død få dage efter at de havde forladt godset.. og Aisha.
han kunne stadig huske episoden da han havde måttet sige farvel. og alligevel. erindringen var der, men når han tænkte efter, så forsvandt den. og når han lod tankerne flyde, kunne han pludselig huske det igen. Det var en stor omvæltning lige pludselig at finde hinanden igen. altså.. han havde jo håbet på at finde hende igen, og alligevl kom det næsten som et størrere chok, end da han fandt ud af, at hans mor var død.
"Av.." mumlede han lavt, og tog sig til hovedet. det var ikke godt ofr ham at tænke så meget over tingene, når han lige havde givet sig selv kvalme, og havde hovedepine i forvejen. det gjorde i hvert fald ikke hovedepinen bedre. han vendte sig om på siden, og trak sit tæppe hen over sig. det måtte være ret koldt at sove uden noget som helst.. eller.. måske kunne Aisha godt lide det på den måde? det kunne hun vel, eftersom at det var det hun ville. eller måske ville hun bare ikke sove i Kenneas seng. det kunne også være, at hun jo ikke havde lyst til at sove i hans. hvorfor.. det havde han nok regnet ud på et tidspunkt, men han kunne ikke rigtigt komme i tanke om det lige nu.
nej. nu skulle han sove. i morgen var han udhvilet. og Aisha fik det garanteret bedre. gad vide, hvad der egentlig var sket ude i skoven? måske havde der været en, som.. nej. det var fuldstændig ude i skoven, og han kunne ikke bruge det til andet end mere spekulation. HVIS der endelig havde været en anden ude i skoven, havde Aisha bemærket det, medmindre vedkommende havde helt specielle kræfter... måske mærkede hun ikke vedkommende fordi han eller hun forstyrrede hende så frygteligt? nej. han stilte alt for mange spørgsmål, som der ingen svar fandtes på.
han begyndte ligeså stille at falde i søvn, imens han inde i sit eget lille, forvirrede hovede tænkte på alt det der var sket i løbet af dagen, selvom han havde gjort det mange andre gange også. og han blev efterhånden enig med sig selv om, at der ikke havde været nogen ude i skoven, for der var 3 ting der talte imod det:
1. Aisha mærkede ingenting. det ville hun da havde gjort, medmindre hendes kræfter blev taget fuldstændig fra hende.
2. hvem ville få noget ud af at gøre det? en bekymret, ung mand og en skrækslagen pige der bilder sig selv ind at hun er sindssyg? det gav ingen mening, medmindre man bare virkelig var forskuret oven i hovedet.
3. vedkommende ville nok have gjort sit arbejde færdigt - hvad det så end var, og hvordan det så end blev gjort. der var bare ikke nogen der var fulgt efter dem, ingen der havde holdt øje med dem, og havde han ikke set en eneste sjæl på vejen hjem, udover nogle små børn der legede med en bold af græs og blomster, og et par mænd der trak afsted med nogle dyr.
"Sov nu.." hviskede han indtrængene til sig selv. eller også var det noget han kun tænkte. det blev han pludselig i tvivl om. måske var det bare vinden, der..
nej. ikke tænke. sov. nu. du skal ikke tænke. ikke tænke. sov.

Hun lå lidt, i den ubekvemme stol. Hendes tanker strejfede omkring, og hendes ører opfattede hver eneste lillebitte lyd. Dog virkede det til at hendes øvrige sanser var svækket radikalt, for hun kunne ikke rigtig lugte, smage eller føle andet end træthed.
Hun lå helt stille, og lyttede til Julian. Det var kært, den måde hvorpå han snakkede med sig selv. Dog var det ikke meget, hun fik ud af at lytte til hans sparsomme sætninger.
Hun satte langsomt den ene fod ned på gulvet, for bedre at kunne føle ham. Dog nyttede det ikke rigtig, for hendes vibrationer var svækket af hendes træthed og hendes småsyge. Desuden, så var det svært for hende at opfange vibrationer gennem to rum, op gennem væggen, igennem hængekøjen og til sidst gennem Julian. Derfor blev det hun fik ud af, at opfange vibrationer kun, at hun nu vidst, et lille dyr kravlede rundt på gulvet ovre i hjørnet.
Længe lå hun og forsøgte at holde sig vågen. Hun lyttede til Julians og dyrets åndedrag, og forsøgte at forestille sig hvad de mon lavede. Dyret, hun antog for at være en eller anden form for mus, trak vejret besværdet og hektisk, som var den i gang med et eller andet voldsomt. Lyden af dens små fødder der piblede rundt på gulvet, gav kun Aisha endnu større grund til at tro, den bevægede sig rundt. Måske byggede den en rede?
Julian, trak til gengæld vejret langsomt og afslappet (?). Hun forestillede sig, hvordan han enten sov, eller var ved at falde i søvn. Pludselig huskede hun, hvordan hun engang havde leget med ham, en hel dag, og om aftenen havde de kastet sig i en form for halm, der havde ligget i massevis, bag hestenes stald. Hun huskede, hvordan Julian var faldet i søvn, og hvordan hun selv var springfyldt med energi. Hun huskede, at hun længe havde ligget og lyttet til lyden af hans åndedrag, mens hun forsigtigt berørte hans ansigt med fingerspidserne, i et forsøg på at se hvordan han så ud. Og så var han vågnet! Han havde skræmt Aisha, og hun troede han ville blive sur på hende, men hun nåede tidsnok at komme med en forklaring om at grunden til, hun havde sin hånd oppe ved hans ansigt var, at hun lige havde viftet en bi væk. Heldigvis var han så træt, at han ikke opdagede, at hendes forklaring overhovedet ikke holdt vand.
Nu hun tænkte over det, kom hun til at smile. Det var så indlysende, at det havde været en løgn. Hun ville ikke have været i stand til at føle hvor bien var - kun høre i hvilken retning den befandt sig, så det at hun kunne vifte den væk med en sådan præcision, det var utænkeligt..

Som hun lå og tænkte, blev hun mere og mere træt. Hendes øjenlåg blev så ulideligt tunge, at hun lukkede dem. Det kunne hun jo også lige så godt, for hun brugte dem alligevel ikke. Hun gabte en gang, og vendte sig om på siden, for at ligge acceptabelt. Dog var stolen stadig en meget elendig soveplads, så hun krøb ned på gulvet, lagde den sammenkrøllede jakke under hovedet, og forsøgte at få lidt søvn. For det ville jo ikke komme nogen, bare fordi hun blundede i et øjeblik, vel? Hun ville vel vågne, hvis nogen kom marcherende ind.. For en sikkerheds skyld, fik hun hurtigt skubbet et tykt tæppe af mørke, hele vejen rundt om hytten. Så burde de vel være i sikkerhed lidt..
Kort efter, sov hun.

i løbet af natten drømte Julian en masse. mest minder, fra dengang da han og Aisha var små.
"Hvad laver du Julian?" det var solskinsdag. Julian stod foroverbøjet, og så med en blanding af ærefrygt, rædsel og fascination på en edderkop. den største han nogensinde havde set. det gav derfor et sæt i ham, da Aisha spurgte ham om noget.
"jeg kigger på et dyr.. en edderkop." sagde han.
"Julian, kan vi ikke lave et eller andet?" Aisha var i sit energiske hjørne, og Julian trak sig lidt væk fra den uhyggelige edderkop, men vendte ikke ryggen til den. et naivt instinkt sagde til ham, at han var sårbar med ryggen til.
men snart glemte han alt om edderkoppen, fordi han tænkte over hvad de kunne lave.
"Selvfølgelig. hvad syntes du vi skal lave?"
Julian vendte sig i søvne, og drømmen skiftede.
"jamen, hvad har i to gang i?" Kennea kom grinende ind i køkkenet med et bundt gulerødder i hænderne, hvor han og Aisha sad under bordet, og skulle gætte, hvem den anden var. Aisha havde lige prøvet at være Julian, og havde overdrevet det så meget, at Julian var flækket af grin. hun kendte ham jo så godt, at hun ikke behøvede at se ham, for at efterligne ham.
"mor, du skulle have set Aisha lige før! hun var så sjov, da hun.."
"Dæmp dig lidt, ellers høre de andre dig Julian." Kennea begyndte at skrælle gulerødderne, og hørte ikke efter længere. men det var julian da ligeglad med.
"Det er din tur!" sagde Aisha, og Julian forsøgte at efterabe sin mors stemme, og sige hvad hun lige havde sagt...
Julian smilede kort i søvne, sitrede med øjenlågene, og drømmen skiftede endnu engang.
Det regnede. store, fede regndråber styrtede ned så langt øjet rakte, og gav alt et gråt skær. Aisha syntes det var sjovt, at hun kunne få et bad uden at være indenfor, og så imens hun havde tøj på. Julian nød også regnvejret, og Aisha blev træt af hans evige snak om, at nu ville planterne få det godt. hun besluttede, at de skulle lege gemmeleg, og Julian startede med at være.
da han 25 tal efter gik rundt imellem krydderurter, småbuske og unge træer, havde han faktisk problemer med at finde Aisha. på trods af, at hun ikke kunne se så godt, var hun perfekt til at gemme sig. eller også var han bare ligeså blind som hende.
men han fandt hende - på en måde, som faktisk slet ikke var planlagt. han drejede om et hjørne, og gik næsten ind i hende, hvilket fik ham til at hvine højt og tøset, og Aisha fnisede.
"du lød som en pige!"
"nej jeg gjorde da ej!"
"jo du gjorde!"
Julian vågnede, men åbnede ikke øjnene. han lå og tænkte over drømmene, for han ville så gerne holde fast i dem, huske dem, og kunne opleve glæden igen, men de gled langsomt bort. han greb fraværende ud i luften, nærmest for at hive fast i den sidste drøm, men trak armen ind til sig igen, og gabte. de sidste bidder som han kunne huske, forsvandt, og han gned sine øjne. det var faktisk ikke særlig tidligt - solen skinnede udenfor. han prøvede at sætte sig op i hængekøjen, men da den ligepludselig gyngede væk under ham, faldt han ned på gulvet.
"av av av.." sagde han, og ømmede sin albue, som han var landet direkte på. derefter slog tanken om Aisha ned i ham.
"åh gud. bare hun ikke er vågnet.." sagde han lavmældt til sig selv. han var ganske sikker på, at hun måtte være faldet i søvn i løbet af natten. Altså, hun behøvede da søvn. han bøjede og strakte sig arm et par gange, og efter at have sikret sig, at resten af hans krop var i god behold, tog han sin trøje og trak den hen over hovedet. han rystede kort på hovedet, og var lettet over den klarhed han havde derinde. ingen hovedepine - kun hans hår, der nu sad komplet tåbeligt. han rejste sig op, og børstede noget af det lidt væk, og tittede ud til Aisha.

Aisha havde længe været vågen. I løbet af natten, havde hun kun fået sovet ganske lidt. Hun var flere gange blevet vækket af sine drømme, der var en tand for realistiske, eller en lyd i den virkelige verden, der fik hende til at sætte sig op, og søge efter farer. Men der var intet sket. Natten var forløbet fredfuldt og roligt. Musen i hjørnet, havde endda lagt sig til ro.
Flere gange, havde Aisha været inde i Julians soveværelse, bare for at lytte til ham. Hun vidste godt, det ville være lidt mærkeligt, hvis han vågnede op, og opdagede at hun sad der, og det var også derfor, hun hele tiden var listet tilbage til stuen igen.
Hun var ikke sikker på, om hun stadig var træt, eller om hun havde fået sovet nok. Det hele var ligesom bare kørt ud i et, og det hele, helt fra i går, da de to barndomsvenner genfandt hinanden, havde virket som en meget lang drøm. Det var så surrealistisk alt sammen, at hun stadig tvivlede på, om det overhovedet var virkeligt. Den tranceagtige tilstand hun havde befundet sig i, i går, da hun var lige ved at besvime af søvn, der havde hun været overbevist om at det hele var virkeligt, for på det tidspunkt, ville hun have troet på alt. Men nu var hun i tvivl igen. I løbet af hele natten, havde hun drømt om Julian. Om hans stemme, hans lugt, følelsen af hans bløde hud - det hele. Alt, hun vidste om ham, havde i løbet af natten, været rodet sammen til én stor dej, der bare gjorde hende endnu mere forvirret.
Hun havde så tit hørt ham sove, og hun var ret sikker på, at hun ville kunne genkende hans snorken. Han havde bare ikke snorket i nat, ligesom han plejede. Han havde i hvert fald ikke snorket, mens hun havde været vågen. Så hvordan skulle hun vide, om det overhovedet var ham? Han lugtede ikke som han plejede, og han lød også ældre. Hvordan han føltes? Da hun havde holdt ham i hånden i går, føltes han mere ru, som var han en eller anden hårdtarbejdende smed. Han føltes ikke rigtig som Julian. Så hvad var der at gå efter? Hun havde været overbevist om at det var ham, det havde hun virkelig. Men nu var der gået flere timer, hvor hun hverken havde hørt hans stemme, følt hans varme, eller lugtet hans duft. Så kunne det hele ikke lige så godt have været en drøm, og manden i rummet ved siden af, en fremmed?
Aisha vidste det ikke. Hun vidste det virkelig ikke. Så da der pludselig kom lyd inde fra værelset, var det klart, hun blev lidt overrasket. Hun ventede i lige dele spænding og angst, på at finde ud af, hvem det var, hun havde delt tag med. Ligemeget hvem det kunne være, ville hun blive overrasket. Hendes krop og hjerne var stadig kun ved at acceptere tanken om at Julian ikke længere, kun var et minde, men nu også virkelig, og hun var da slet ikke indstillet på, at have fulgt med en fremmed hjem.. Nej, nu skulle hun holde op med de tanker, og bare vente. Vente på afgørelsens øjeblik, hvor hun forhåbentligvis fik bekræftet, at alting var virkeligt, og at hendes liv, var ved at begynde igen!

"nå, så var du vågen, Aisha. jeg håber virkelig ikke det var mig der vækkede dig med al den tumult jeg lavede før." han smilede kort og hurtigt, og strøg en irriterende hårtot væk fra sin pande. den kildede ham, og han kløede sig kort i panden. hans nelge var ikke særlig lange, men det hjalp da. han kunne mærke fornemmelsen af kradsemærkerne endnu, da han gik helt ud af værelset, og gik hen til Aisha, hvorefter han satte sig ned overfor hende med en optimistisk og morgenfriskt smil. han var faktisk ganske frisk. han skulle bare lige vågne helt op fra søvntrancen, så var han klar og parat til den nye dag der fulgte. indtil videre tegnede den godt.
han havde det som om, at det var helt naturligt, at Aisha var der. et øjeblik sad han i køkkenet på godset, under bordet, sammen med hende, og snakkede om, hvor DUMT det var, at man skulle spise grøntsager. eller, det var nok mest Julian, da hans mor lige havde præsenteret ham for blomkål. og det gav et rigtig dårlig førstehåndsindtryk.
men han vendte straks tilbage til rummet igen, til det kanpt så store hus han virkelig sad i, og smilet blev lidt bredere. han sad her virkelig sammen med Aisha. det var en rar fornemmelse. og underligt nok, var den lset ikke så fremmedartet som han først havde ventet den. det føltes så naturligt - som om de tre år bare ahvde været en drøm, og nu var han vågnet.
men han vidste godt at det ikke var sådan. alligevel var han dejlig let, frisk og klar, men... han var sulten. han måtte finde noget morgenmad, ligeså snart Aisha også var frisk igen.

Igen vidste den midlertidige sindssyge tegn på tilstedeværelse. Denne gang var det dog ikke ved, at lade hendes sanser gå amok, men ved at dysse dem fuldstændig ned. Hun vidste ikke, hvad der var virkeligt og uvirkeligt. Alting blev så sløret, og alle indtrykkene så svage, at det hele lige så godt kunne være en drøm. Men kunne man tænkte i drømme?
Aisha forsøgte at ryste den mærkelige følelse af sig, inden den kom for tæt på, og bed sig fast. Hun ville ikke have en episode som i går. Ikke nu - ikke igen. Nogensinde!
Hun forsøgte at opføre sig normalt, så Julian - eller hvem han nu var - ikke skulle til at bekymre sig, og stille spørgsmål. For bekymring og udspørgelse, var noget af det, Aisha mindst kunne kapere lige nu. Hun ville så gerne vide, om det var Julian, og om det hele nu var virkeligt. Hun håbede så inderligt, at han var den dreng, hun elskede så højt, og ikke kunne tåle at miste. Ikke igen! Men alligevel.. Hvis han virkelig var ægte, betød det, at Kennea også var ægte død. Og det var jo ... Det var jo forfærdeligt!
Hun lagde sit hoved, i sine hænder og forsøgte at komme til hægterne. Det var som om, noget eller nogen forsøgte at hyle hende fuldstændig ud af den. Men hvorfor? Hun havde ingen fjender, havde hun? Selvfølgelig var hendes forældrer nok ikke så glade for hendes lille flugt. Hverken af den ene, eller den anden grund. Men hun var enearving, og hun var forlovet med en eller anden greve, så havde de råd til at miste hende? Det havde de jo sådan set allerede gjort, dengang de stemplede hende som misfoster, men hvis det nu var dem, der forsøgte at gøre hende sindssyg, mistede de hende da først for alvor. Hvem kunne det ellers være, der gjorde noget sådant mod hende? Var det bare noget, nogen gjorde for sjov? For det her var alt andet end sjovt..
Måske.. Måske var det slet ingens skyld, alt dette her. Måske havde hendes forældrer altid haft ret, og måske var hun faktisk et misfoster. Ikke kun fordi hun var blind, men nu også fordi hun var sindssyg.
Nej, hun ville slet ikke tænke på det. Hurtigt gav hun sig til at tale til ham hun troede var Julian, bare for ikke at tænke..
"Nej, nej, tænk ikke på mig - jeg har været oppe længe." blev alt hun sagde.

"Det var da... øhm.." Julian kløede sig lidt i nakken. hvad skulle han sige? 'ret trættende.' ej for pokker. næ nej.
"nå ja. hvis du ikke havde problemer med det, så er det da fint. bare du fik sovet ud." han fortsatte med at smile. dog lidt mere roligt nu.
min fod sover.
ligepludselig tog tanken med i ham, og han så på sin fod. ganske rigtigt - ligeså snart han begyndte at bevæge den, kildede og stak det iden på den der ubehagelige og underlige måde. han satte sig i en anderledes stilling, og sørgede for at bevæge foden en smule.
han så sig lidt omkring. han kunne jo give sig til at lave morgenmad. han havde godt nok ikke nogen penge, og han skyldte godt nok en masse penge væk, men han havde mad.
tanken om pengene gav ham en stresset, ukontrolleret bekymring over, hvad der så skulle ske idag. han havde været NOGENLUNDE fri igår efter ét sammenstød. det gjorde ham en smule stresset og nervøs at tænke på det, og han prøvede at tænke på noget andet.
hvad han kunne lave til morgenmad? han kunne jo spørge Aisha, hvis hun overhovedet havde lyst til morgenmad. og hun vidste jo nok ikke, hvad han havde til rådighed, og hvad han ikke havde til rådighed. og han ville ikke ned og spise på kroen, medmindre han blev trukket hele vejen. for skulle de spise dernede, så skulle Aisha betale, og det var han altså ikke særig glad for. den følelse overmandede hans sult, så hvis han ville have noget at spise, måtte han selv lave det.
"Nå. har du lyst til morgenmad?" spurgte han, og satte sig i en mere normal stilling, og afventede hendes svar. han vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige, hvis hun sagde 'nej tak' og han var næsten sikker på, at hvis hun svarede 'ja tak' ville han få problemer med HVAD hun skulle have. men han kunne jo spørge hende til enhver tid. medmindre det altså var at pylre for meget.. nej. det var det ikke. han skulle jo nødigt lave noget til hende, som hun ikke kunne fordrage, selvom mad egentlig ikke VAR noget hun gik særlig meget op i. for hvis hun ikke kunne fordrage det, gik det jo til spilde, var den praktiske tanke Julian fik.
nej, hellere lave noget hun kunne lide, og som kunne gøre nytte.

Hvad skulle hun svare? Se, det var jo et godt spørgsmål. For hvis drengen - eller manden, om man ville - virkelig var Julian, vidste hun, at han ville elske at lave et godt måltid mad. Hvis han til gengæld var en eller anden fremmed knold, ja, så .. kunne det også godt være, han gerne ville lave mad.
På den anden side - hendes side - så var hun ikke rigtig sulten. Hun kunne ikke føle meget, lige nu, hvor hendes følelser var så nedkølede, som overhovedet muligt. Hun var bange for, at hun ikke engang ville mærke det, hvis nogen stak hende ned. Det eneste hun egentlig kunne, lige nu, var at tænke.
Hun brød sig egentlig ikke om mad, i det hele taget. Ja, Julian var god til at lave mad, men mad var og blev stadig bare et redskab til overlevelse. Hun så ingen grund til at bruge lang tid, på at tilberede ting, der så alligevel bare skulle spises. Ja, det kunne dufte godt, og ja, det kunne smage lækkert. Men det skulle jo bare fortæres, så man ikke døde, og hvorfor bruge noget af ens kostbare tid, på at bygge om på maden? Den kunne jo bare spises rå, og så kunne man komme videre med livet..
Hun var sikker på, at Julian - eller hvem han var - ikke havde særlig meget mad, hvis alt det med gælden, hun havde hørt i går, var sandt. Men alligevel, var hun også sikker på, han ville gøre sig meget umage med at lave et flot, stort måltid til hende, hvis hun bad om det. Og så ville hun jo bare spilde hans kostbare ressourcer..
Hun plejede altid at udskyde et måltid, til hun var så sulten, at hun var bange for at kollapse af sult. Hun vidste godt, det var dumt, men hun gad ikke spilde tid på at spise mindst tre gange om dagen, når man kunne nøjes med ét stort måltid, en gang hveranden dag... Så hun måtte vel takke nej. Men ville det ikke være uhøfligt? Pokkers, nu var hun forvirret igen.
"Nej tak," sagde hun. "Lav du bare noget til dig selv, hvis du er sulten, men jeg springer over, hvis det er okay."

han nikkede kort for sig selv, før han trak på skuldrene.
"Okay så. hvis du ikke har lyst til noget, vil jeg ikke tvinge dig. ellers skal du altså bare sige til hvis der er noget du kunne tænke dig." Idag havde han af en eller anden årsag en stor ladning energi, men åbenbart ikke til at lave et kæmpe måltid. så sulten var han heller ikke, og hvis han så endleig gik igang med at lave en pænt stort måltid, som alligevel ikke var specielt stort, så ille han være endnu mere sulten. han skulle tage noget, der var hurtigt, og nemt..
Et æble.
Selvfølgelig. han kunne tage et æble. af en eller anden grund blev han altid mæt af æbler, uden at kunne forklare det, men... Han havde vidst ikke nogen..?
"så tager jeg lige noget, sådan hurtigt." sagde han, og rejste sig op. han strakte sig kort, og gik hen til en kurv han havde stående. der lå noget spiseligt i den. det plejede der i hvert fald.
der var faktisk ikke så meget lige nu. jo, nogle frugter, og.. to æbler! perfekt.
han tog det ene - det der så størst ud - og tog en bid. der blev øjeblikkelig fuldstændig stille, udover lyden af Julian, der tyggede og slugte sin første bid af det saftige æble, og derefter tog en til bid af det. imens grundede han lidt over, om han skulle spørge hvordan hun havde det. i går havde hun jo langt fra haft det godt ude i skoven, og han anede stadig ikke, hvad i al verden det var der skete.

Aisha rejste sig op fra gulvet og strakte sig. Hendes krop gav små knæklyde fra sig, når hun strakte sine lede. Hun brød sig ikke om den lyd, og derfor stoppede hun hurtigt med morgengymnastikken.
Snart blev hendes hoved fuldt af nye lyde; lyde af Julian/hvem-han-nu-kunne være. Hun fulgte ham i tankerne, da han gik ud for at finde noget mad. Hun forestillede sig, hvordan det han tyggede i mon smagte, og på den måde, fik hun faktisk stillet sin sult - selvom hun ikke havde været særlig sulten.
Hun var stadig rædselsslagen for, hvad det var, hun havde rodet sig ud i. Sæt det ikke var Julian! Tænk hvis det var en eller anden, der ville gøre hende ondt. Måske var det Oscar? Nej, hun kunne ikke forestille sig, at han kunne være nogen anden end Julian. Alt tydede jo på at han var Julian. Og så var han det vel også! Hun var bare så forvirret. Alle hendes drømme, og alle hendes oplevelser, gennem de sidste par år, havde på et eller andet punkt drejet sig om Julian. Hun havde levet og åndet for ham, i størstedelen af sit liv, og kunne ikke drømme om en dag, ikke at gøre det længere. Så det var da klart, hun kunne bilde sig selv ind, at hun havde mødt ham. Måske var hun blevet sindssyg, og havde bildt sig selv ind, at hun havde fundet Julian, fordi det var den eneste måde, hvorpå hun kunne opretholde håbet.
Nej, hun ville ikke tro sådan om sig selv. Hun havde dog større tiltro til sig selv, end til at tro på sådan noget nonsens! Dette måtte have en forklaring. Og hun var ret sikker på, at den forklaring var, at hun bare var træt og forvirret, og derfor virkede realiteterne en tand .. utroværdige..
Det var jo klart, at hun blev overrasket, når de ønsker, hun havde haft, pludselig gik i opfyldelse. Det var da klart, at hun blev lidt chokeret, når det hun ikke længere havde troen på, kunne ske, skete! Ja, det måtte være forklaringen; hun var bare forvirret.
Dog ville hun vide sig helt sikker. Hvis hun spurgte ham ud om ting, kun Julian kunne vide, ville hun vide, om han virkelig var sig selv. Hun tænkte tilbage på noget, kun hun og han vidste noget om. Straks dukkede minderne om en dag på godset op i hendes hoved. Hun kunne tydeligt huske, hvordan den dag havde været; den dag, Julian skulle lære at danse! Ja, det havde været lige så tåbeligt som det lød. Aisha havde lige haft danseundervisning, og havde været helt oppe at køre, over de nye trin. Så selvfølgelig, havde hun tvunget Julian til at danse med sig. Og Gud, hvor havde det dog været sjovt.
"Kan du huske den gang, hvor jeg ville lære dig at danse?" spurgte hun, og håbede han ville fortsætte historien, og ikke bare svare: Ja.

Julian så på hende, og begyndte at grine bare ved tanken. ja, det kunne han da huske.
"ja, det kan jeg da! du kom styrtende ind, og var så glad så glad, og ville have mig til at danse! det gik fint de første to trin, men så væltede jeg ind i væggen.. jeg fik faktisk et blåt mærke... og så det du sagde!" han grinte, og rystede på hovedet.
"'hvad laver du, Julian? det skal du ikke gøre! kom nu, følg mig..' og så begyndte du at danse rundt igen, mens jeg forsøgte at samle resterne af mig selv op.. vi grinte næsten mere end vi dansede den dag." han blev kort i tankerne hevet tilbage til den dag, og huskede på, hvordan hans mor var kommet ind bagefter, og spurgt om, hvorfor han ikke havde skåret gulerødderne ud som hun havde bedt ham om.
"Jeg kan faktisk stadig huske, at jeg glemte alt om de gulerødder, jeg skulle have skåret i skiver, men det var sådan set ligemeget. det var sjovt. jeg ville ønske at jeg stadig kunne huske de trin.. hm.." han gav sig til at tænke lidt, men det var helt forsvundet. det var også kun én dag han havde øvet sig, og han kunne ikke huske det mere. Så fik han pludselig en idé.
"du kunne prøve at lære mig noget af det igen! jeg lover, at jeg vil gøre mig umage, hvis det er. eller, hvis du stadig kan huske nogen dansetrin som du tror du kan overgå mig i." ja. de kulle lave noget sjovt, istedet for at tænke og snakke så alvorligt hele tiden. alt havde været alt for alvorligt her på det sidste. han trængte til at slappe af. selvom det var hårdt at danse (især når man var født med to venstrefødder) kunne han godt tænke sig at prøve igen. og hvis det var at Aisha ikke kunne huske nogen, kunne de prøve at lave nogen selv... måske..

Aisha smilede. Hun kunne ikke engang selv huske så meget, og derfor forbløffede det hende, hvordan han pludselig kunne tegne mindet så tydeligt op igen. Hun kunne næsten høre for sig, hvordan han havde tumlet ind i væggen og hvordan det havde gungret, når de havde hoppet og sprunget rundt på trægulvet. Hun blev glad ved sig selv, når hun tænkte på det.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, til hand forslag. Ja!, hun ville rigtig gerne danse igen. Men hun var ikke sikker på, om hun kunne. Hun havde for det meste danset nogle meget lette og stille danse, fordi hendes forældre ikke var trygge ved at lade hende springe rundt. Da hun blev ældre, havde hun fået undervisning i valse, og havde fået gennemgået brudevalsen et utal af gange, fordi hendes lærer og forældrer åbenbart mente, hun ville få brug for den dans, hvis hun nogensinde skulle gøre sig forhåbninger om at blive gift. Så hvad havde hun at lære Julian? Kinddanse og brudevals? Det ville blive meget mærkeligt, at danse rundt som et eller andet kærestepar, når hun først lige var ved at finde ud af, om han egentlig var sig selv.
"Jeg kan godt prøve," sagde hun tøvende. "Men det er meget længe siden, så jeg ved ikke om jeg husker trinene rigtigt. Desuden ved jeg ikke hvordan man fører, så det må du selv finde ud af."
Hun holdt en lille pause, og fortsatte så: "Og .. jeg kan altså kun sådan nogle kedelige, stille danse, så jeg ved ikke om det overhovedet er noget du gider kunne."

han smilede endnu bredere.
"det skal nok gå. mine fødder kan nok ikke følge med alligevel, og jeg snubler nok efter et par skridt..." han satte ikke for høje forventninger for sig selv, men det var han helt ligeglad med. han vidste, at det at danse var noget af det han ikke ligefrem mestrede - i hvert fald ikke lige nu. og om det var kedelige danse, elelr danse hvor man hoppede op til loftet.. det var han ligeglad med. bare han kunne komme til at lave noget sammen med Aisha igen, hvor de grinte og pjattede, uden at være alvorlige.
"og det kan jo komme til nytte idag.. ved middsommerballet måske. eller andre fornemme sammenkomster." han trak på skuldrene.
"okay.. skal vi prøve?" han rakte hånden frem imod hende, og bukkede formelt, og alligevel fjollet.
"og hvis det er det går helt galt, kan vi da bare danse.. sådan, for sjov?" han smilede stadigvæk. at danse for sjov, det var noget af det underligste han nogensinde havde prøvet. han havde prøvet det et par gange, og det var faktisk ganske skægt. om Aisha havde samme mening, det vidste han så ikke.

Hun tænkte grundigt, over hvad han havde sagt. For han havde jo ret! De behøvede ikke blive professionelle dansere - de kunne bare have det sjovt. Men hvad var det han mente med at 'komme til nytte i dag, måske ved midsommerballet'? Var der midsommerbal i dag? Hun vidste ikke engang, at det var sommer; troede faktisk, at det stadig var forår. Nå, men måske var det hendes tidsfornemmelse, den var gal med. I hvert fald, måtte hun igen give ham ret; det ville være rart at kunne et par dansetrin, hvis man skulle til en eller anden form for sammenkomst.
Da han rakte hånden ud mod hende, tog det et stykke tid, før hun reagerede, for hun havde ikke opfanget hans vibrationer, troede faktisk, at han stadig bare stod. Derfor føltes det en smule akavet, da hun endelig gav ham sin hånd, nejede kluntet og smilede flovt.
"Så lad os komme i gang," sagde hun, og tænkte lidt; hvad skulle hun lære ham? Hun besluttede sig for vals, for hun huskede det som en enkel dans, der ikke var så svær at gå til. Måske var det bare, fordi hun havde kunnet, eller måske var det fordi hun bare ikke kunne huske, hvordan det havde været at lære den. I hvert fald, var det den dans, hun ville lære Julian.
"Nå, hvad siger du til at lære lidt vals?"

OOC: .. doooh... ><" jeg mente EN dag, istedet for Idag xD underlig fejl jeg lavede der ._."

IC:
"ja.. det har jeg i hvert fald hørt lidt om, så måske bliver det lidt lettere." han vidste et eller andet med takter. At i vals, der var takter. han havde hørt om, at man havde et bestemt antal, men der var vidst også forskellige udgaver af valsene, så han havde aldrig rigtig fået taget sig sammen til at lære noget om det overhovedet. nu kunne Aisha lære ham det, og det så han faktisk frem til. han måtte bare være meget forsigtig med ikke at træde hende over fødderne, som han engang havde gjort. auwch.. det ville han helst ikke tænke tilbage på, selvom de fleste nok ville grine af det den dag idag.
"så. hvad skal vi starte med? altså, det eneste jeg ved om det, er, at der er nogle takter. hvor mange og hvor hurtigt, og hvornår, har jeg ingen anelse om... måske skal vi starte med det? eller.. nej, du har jo nok mest styr på det. bare fortæl mig hvad jeg skal gøre.." han gjorde sig klar til at skulle følge hendes mindste vink. han ville prøve at gøre sit bedste, selvom han var sikker på, at han nok kom til at ligne en fisk på land, for dans VAR ikke hans område, bestemt ikke.
Julian var glad, og ked af, at der faktisk ikke var musik at træne til. ked af det, fordi, at det jo er sjovt at danse, når man har noget at danse til. og også glad, fordi at det kunne distrahere ham gevaldigt når der foregik noget andet. og især hvis han kendte det der blev spillet. hvorfra, det ville så være en gåde, for han var ret sikker på, at han ikke rendte rundt og lyttede til vals i sin fritid, men når det var han kendte det, blev han næsten mere grebet af sangen end dansen.
han kunne huske fra dengang de var små, at bagefter Aisha havde forsøgt at lære ham at danse, havde han faktisk stadigvæk forsøgt, da hans mor gik igen. han nynnede for sig selv, men han stoppede hele tiden. han gjorde faktisk trinene rigtigt, men han sang sangen forkert, og det havde åbenbart en stor indflydelse på det hele.

OOC: Jeg aner altså ingenting om at danse vals, og jeg gider ikke researche, så du må bare lige nøjes med en meget dårlig beskrivelse. Og så gider jeg ikke sidde inde og skrive, nu det er godt vejr, så derfor må jeg også bede dig om at bære over med mig, hvis jeg skriver meget kort.

IC:
Hun rakte ham sin hånd og sagde: "Start med at tag min hånd,"
Hvordan skulle hun forklare, hvad han så skulle gøre? Hun kunne tydeligt huske bevægelserne, men ikke hvad det var, hendes lærer havde kaldt de forskellige trin. Hun huskede hvordan man skulle flytte fødderne, men vidste ikke hvordan hun skulle sætte ord på det hele. Så skulle hun ikke bare vise ham det?
"Nej, vent du bare et øjeblik med det. "sagde hun. "Jeg er ikke sikker på, jeg kan forklare hvordan man gør. Men måske kan jeg vise dig det. Så hvis jeg nu danser, det jeg kan huske, rigtig langsomt, og du kikker rigtig godt efter, så kan det være, du lærer det hurtigt.."
Hun ventede ikke på nogen form for respons, men gik bare hen imod døren; "Jeg tror ikke der er plads til at danse herinde, så hvis du ikke har noget imod det, går jeg udenfor."
Og det gjorde hun så. Hun fandt et stort stykke tomt græs, hvor hun stillede sig klar til at danse. Måske ville det virke - måske ikke. I hvert fald, fik hun lov at trække lidt frisk luft..

OOC: jeg forstår dig udemærket godt xD

IC:
han trak på skuldrene, og fulgte med hende udenfor. den friske luft kom som et slag i ansigtet. et ganske friskt slag, ganske vidst, og så måtte det være med en pude, for han havde intet imod det. dete var dejligt. han småløb hen til Aisha, og stillede sig fra en vinkel, så han kunne se alt hvad hun foretog sig.
"okay. Jeg skal gøre et forsøg på at huske det så godt jeg kan." han bed sig i læben, og foldede hænderne bag ryggen, for at han ikke skulle begynde at pille ved et eller andet, og blive fraværende. det havde han tit fået at vide af sin mor. 'hvis du vil koncentrere dig, så fold dine hænder så du ikke kan komme til at pille ved noget der kan fange din opmærksomhed' men det var ikke bevidst. han kunne bare huske det, og havde kunnet huske det lige siden hun sagde det til ham for allerførste gang. og så var det åbenbart gået rent ind, for han gjorde det tit, fuldstændig uden tanke på hvorfor. og denne gang var ikke en undtagelse. han gjorde det bare, uden at tænke over det, og uden at tænke over, hvordan det hjalp ham med at koncentrere sig.
han så indgående på Aisha, og ventede på at hun gik igang.