"Du kan jo slet ikke tælle," sagde han til hende. "For hvis du kunne, ville du ikke sige sådan! Du ved, at jeg ikke vil betale for at høre dig tælle, det er nemlig kun derfor du siger sådan. Du prøver at skjule det!"
At skjule, at han ikke kunne tælle, var egentligt det han selv havde forsøgt på. Men det behøvede hun jo ikke at få at vide. Han lagde armene over kors, ligesom hun lige havde gjort det, og rakte tunge af hende.
"Det koster altså ikke tyvehundrede at komme i teateret," sagde han. "Men du er da velkommen til at betale tyvehundrede for det, så kan jeg bare få de penge, du får tilbage igen."
Da Voodoo beklagede sig over, at det var varmt, trak han bare ligegyldigt på skuldrene.
"Hvis du ikke kan klare varmen, så kan du bare tage hjem."
Han kiggede efter manden, der var kommet op til døren, endnu engang, men han var allerede forsvundet mellem alle de andre mennesker. Pist væk var han.
"Ja, men du skræmte ham jo væk," svarede han Voodoo igen. "Måske turde han ikke sige det, fordi han blev bange for dig! Lagde du ikke mærke til, at han holdt afstand til os da han gik op ad trappen? Måske er der bare ingen i hele verden, der kan lide dig."
Han rakte igen tunge af hende.