Hvis Alphonse, hans hund, kunne tale, var Kieran overbevidst om, at han ville få et var øretæver for at komme hjem så sent. Ikke fordi hunden var bekymret for ham, nej, men fordi dyret ikke tænkte på andet end mad. Lige siden den havde sneget sig ind i hans hus for et lille år siden og rømmet hans skabe for alt spiseligt (og Kieran havde begået den fejl ikke at smide den ud), havde den fået blod på tanden. Han kunne ikke have et eneste måltid derhjemme, uden at blive betragtet med et par store hundeøjne, der forsøgte at tigge et par bider skinke fra ham. Han var efterhånden blevet bedre til at sige stop, men Alphonse var fortsat standhaftig. Kieran mindede sig selv om, at hunden heller ikke skulle have andet end fra sin skål i aften.
Han åndede ud og slap sin næseryg. Langsomt lagde han hånden tilbage i lommen ligesom den anden, mens han åbnede øjnene ligeså langsomt. Først nu gik det op for ham, at han ikke var alene langs den lille gade, der var hans smutvej hjem. Kieran rettede ryggen og så fortsat ligefrem. På grund af gadelyset, som han havde i ryggen, kunne han (og tillod han sig) at skimte den modgående skikkelse over. En bleg fyr i bar overkrop. Muskuløs. Ikke nødvendigvis venlig, at dømme på hans udstråling.
Kieran satte farten ned og stoppede pludselig helt op. Denne gyde var smal, og de kunne ikke passere hinanden på sikker afstand, som Kieran foretrak det. Han holdt et intetsigende ansigtsudtryk og knugede hænderne i sine lommer. Tanken slog ham, om den fremmede mon kunne se hans ansigt, på trods af lyset han havde i ryggen.
Krystallandet
