Det var rart at få lukket den del af samtalen, endelig at få agares lidt væk fra alt, den forbandet lille lort havde jo nærmest styret hendes tanker siden besøget. Selv her, i armene på en mand der føler alt det han gør..hvad end ord der passede på alle følelser der var blevet delt her. Endelig kunne han bleve lagt på hylden, for en stund. Der var jo ikke tvivl i hvad der foregik i Alfs kønne hoved, han nydt at se og høre hende kæmpe med sig selv over alt dette. At hun ikke kunne finde ord fik kun et smil frem på hans læber, hun sukkede kort over hans smil, men endte med bare at smile tilbage i hans retning. svært for os begge? Hvordan..er alt dette svært for dig.
"Ja du var.." lyd det med et smil på læben og et kort ryst på hovedet som han kyssede hendes fingre. "Det var ikke kun din skyld at det hele gik galt..Hvis jeg..faktisk snakkede med dig, i stedet for... Bare at gå med mine..såret tanker..til jeg ikke kunne holde dem inde mere." blikket gled en smule fra ham som skammer over at sige det højt.  "Hvis jeg..havde været moden nok til at snakke med dig..såå..var det måske endt anderledes." hun forsøgte kort at sænke blikket, undgå hans øjne, blikket søgte hans hånd som holdt hendes.

holde det hemmeligt? blikket hoppede tilbage op til ham, til hans skønne øjne. "Jeg..." blikket gled i, ikke at han ville se det i dette mørke rum. "Jeg..ved det ikke..men at vi ses..behøver vi vel ikke holde hemmeligt? Du..kan sige det til dem du har lyst til.." hånden hævede sig fra hans hjerte til hans hals. "Du..gav mig jo lov..til at efterlade et mærke..så..bliver svært at holde hemmeligt du så nogle i nat." hun fniste kort af sine ord.."Noget..helt andet.." hun sank en klump som hun rettet sig op, og lod blikket hvile i hans, og søgte et kort kys før hun forsatte. "Må..jeg..se andre?..Tænker..kvinder.." hun sank tydeligt en klump mere som det blev sagt, og tungen hilste flere gange på verden nervøst som hun ventede på svar, ventede på spørgsmål..ventede..på noget..For der lå, mere i det spørgsmål..som var de..hinandens, eller ej, men spørgsmålet var også et håb om at få emnet skifte, bare lidt hvor følelser kunne falde til ro. Blikket søgte væk, og kvinderne igen tydeligt farvet, selv her i mørket.

At høre hende være villig til at påtage sig en del af skylden, gjorde blot mere ondt. Hvis hun havde åbnet op og talt med ham om sine tanker noget før… De havde begge haft fejl, der havde været en del af skylden til, hvorfor det gik så galt. Unge, uvidende og stædige. I dette øjeblik ønskede han mere end noget andet, at de havde kunne skrue tiden tilbage til dengang, og handle anderledes. Han ville give alt for at have tilbragt de foregående 10 år med hende ved sin side. I stedet var tiden gået, de havde begge oplevet en masse og været ude for grufulde ting. Mon tiden var løbet fra dem? 10 år var trods alt lang tid, og for dem begge var det størstedelen af deres ungdom der nu var gået. Deres fælles ønske om en fremtid sammen, Alf ønskede for intet i verden at fremskynde eller tvinge noget igennem, men… Tanken strejfede ham, hvis hans gamle drøm om ægteskab, og måske endda børn, med denne vidunderlige kvinde… Havde de mon tid nok? Han nærmede sig selv de 30, og hun var trods alt en del ældre…

Akurra talte igen, og han blev revet ud af sin tankestrøm. Ingen hemmeligheder, han måtte fortælle det til hvem han ville, det var trods alt en lettelse. Trods alt, havde Lianna allerede opsnuset at han havde talt med Akurra igen, så det ville blive et helvede at holde det her skjult. Derudover, var der jo også mærket som hun selv nævnte. Ikke at han havde glemt det, men han havde udtænkt en plan for at skjule det om nødvendigt. Det var dog skønt at vide, at han ikke behøvede det. Hendes ord fik ham til at le en smule, inden hun atter talte, denne gang om at se andre. Hans hjerte nåede lige at synke, han ønskede på ingen måde at dele hende med flere end højst nødvendigt, men… Hvis det var hendes ønske, havde han ingen ret til at kræve andet af hende. Vent, havde hun lige sagt…. Kvinder?! Alf kunne ikke undgå at rynke brynene lidt, og se overrasket på hende. ”Mener du, at…? Jeg vil ikke være meget for at dele dig med andre mænd, men… Kvinder, den havde jeg ikke set komme…” Forvirringen i hans ansigt var ikke til at tage fejl af, godt nok havde han mødt en enkelt kvinde eller 2 gennem årene, som var tiltrukket af andre kvinder, men derfra og til at kvinden han ønskede at dele sit liv med, også var det… Det havde han ikke regnet med.

Der var ikke svært at høre, at mærke, at han ikke kun fandt positive tanker ved hendes indrømmelse at de begge havde handlet forkert, at hun havde holdt de tanker og følelser inde i længere tid måtte ikke være rart for nogle. En del af hende lige nu ønskede at hun kunne høre hans tanker, for det var tydeligt at mærke der foregik mere end bare noget i de kære hoved af hans. Hun presset sig lidt dybere ind i sengen, tættere ind til ham. Dog skiftede hans blik sig, og kort virkede han urolig ved hendes ord, den sære forespørgsel. Den tøvende stemme, og det sære blik.
"Lad være at se så..sådan på mig" kommenteret hun stille og træk blikket væk. Hun  var endelig i tvivl om der var dømmende det han sagde eller så på hende, eller..hvad det endelig var for nogle spøgelser der gik igennem ham med de ord.
"Jeg...ved det er sært." hun ømmede sig og lod sig armene forlade ham og finde hvile imod hende egen hud.
"Et nej er fint..jeg..behøver ikke se andre..bare..." hun sukkede og en hånd forlod hendes hånd og nussede nervøse det rodet hår. Som det begyndte at gå op for hende hvad hun endelig havde sagt, spurgt om og med opdagelsen af hvor meget der endelig lå i hendes spørgsmål. Voksede nervøsiteten over hende ord sig fra mere end blot at hun rodet sig i håret, farven gled tilbage ud i hendes kinder og blikket søgte igen væk.
"Det..er lige meget." mumlede hun, ud i sin nervøsitet. For hun havde vel ikke kun lige spurgt om dette skulle noget, altså hende og alf på den måde. Men også søgt han tilladelse for denne slags, givet ham den magt, men også indrømmen at hun..hun sank en klump og håbede på samtalen ville skifte emne, og søgte selv et andet emne men tankerne døde ud før de overhovedet kunne danne sig.

Hendes sind havde svært ved finde ud af, alt dette. Hvad var de, hvad, kunne hun endelig sige og spørger om, hvad..forventede hun endelig af ham.

Hendes måde at trykke sig tættere på ham, et tegn på at hun kunne fornemme hvad han tænkte og følte. Det var på en gang rart at hun kendte ham nok til at kunne det, men samtidig også svært ikke helt at vide, hvad hun ville sige hvis han rent faktisk delte de tanker. Så mange ting der forblev usagt, ganske simpelt fordi han ikke vidste, hvordan han skulle få dem sagt. Han så jo allerhelst at hun havde forblevet hans fra dengang, og tanken om at dele hende… En anden mand ville nok gøre ret ondt, men kvinder… Han vidste ikke helt hvad han skulle tænke om det.

Han trak vejret dybt mens hun talte, og begyndte at trække i land. Han mærkede tydeligt hendes nervøsitet, og ønskede mere end noget andet at kunne tage den væk, og gøre hende tryg. Efter et øjebliks ro rømmede han sig, og så på hende med et mildt blik. ”Altså, jeg så jo helst at…. Du kun var min, sådan helt rigtigt, men…. Jeg forstår også godt at vi ikke er der endnu, vi er lige blevet enige om at give det her tid, lære hinanden at kende igen…. Og hvis det her er en del af dig nu, at du…. Også er tiltrukket af kvinder, og ønsker at ligge med en kvinde… Så vil jeg ikke stå i vejen for det.” Han tog blidt hendes ene hånd i sin, og kyssede hendes knoer inden han fortsatte. ”Så hvis det er det du ønsker, så har du min tilladelse. At dele dig med andre mænd vil nok gøre ret ondt, men kvinder, det føles ikke helt som det samme for mig.” Et skævt smil bredte sig på hans læber, som han søgte hendes øjne med sine. ”Men, kan vi så ikke aftale at du fortæller mig hvem hun er? Jeg skal nok love ikke at blive jaloux, men jeg vil da godt lige kunne tjekke konkurrenten ud” Han blinkede drillende til hende og kyssede hendes hånd igen, inden han lod sine fingre flette sig ind mellem hendes. Det var svært helt at vide, hvordan hun ville reagere, men han håbede hun ville tage det pænt.

Hun havde ingen ide om hvad hun endelig var i gang med at sige, hvorfor hun endelig sagde alt det her, det var jo ikke ofte hun faktisk endte med kvinder alligevel, og mand var bare bedre selv om de to ting virkelig ikke kunne sammenlignes og lige nu lå hun jo i armene på en mand hun havde længtes efter og alligevel valgte hun at sige sådan noget her! Skammen, flovheden spredte sig i hende og tak guderne for mørket, som hun trak sig tættere og tættere på ham, og søgte at gemme sig mere og mere i tæppet for at gemme sig. Alt hun virkelig ønskede nu, var at gemme sig i et mørkt indelukket sammenklemt sted. Hans ord fik dog hurtigt hendes tanker i en helt anden retning, “at du kun var min.”havde hun været yngre ville hun havde fnist af de ord, men her fik de ikke andet end et smil frem på hendes læber, som hun gemte sig i tæppet. For selv om han selv sagde de helt rigtige ord lige efter, at de ikke var der i nu, eller hvad de. Det hele var godt slået sammen, hvor langt var de, og hvor langt var de ikke, det var svært helt at forstå hvor der endelig foregik mellem dem. Hvad var det endelig der var sket siden hun sådan sprang på ham, næsten bogstaveligt, lod ham gøre hvad han ville, og hun havde virkelig nydt det. Det hele var sært, at høre han sad og delte hans tanker i forbindelse med at dele hende, dele hende så om hun endelig var en hans at dele, og var hun endelig okay med det billede? Smilet på hendes læber sagde en ting til hende, hans arm om hende, den tryg hun følte bekræftede bare det billede. Hvem hun er. Hun sukkede som det blev sagt, og rystede hovedet med en let latter.
“Du er en skøn mand.” lyd det igennem hendes latter.
“Det..det er ligemeget…” hun ville endelig sige mere til de ord, men valgte at stoppe dem brat der, og lade det hvile mellem dem, som hun klemte hans fingre en smule som deres fingre blev flettet. Langsomt forlod hun tæppet med sit ansigt, og nussede sig tættere ind til ham.
“Glem det..bare..glemt det, altså..alt det..dele halløj.” hun åndede ud lod sin finde mere til rette tæt op af ham.
“Lad os..finde ud af alt det her, før..alt sådan noget...snakkes ordentligt om. For nu..er det her fint, hvis vi..” hendes ord stoppede op, for hvad vi alle gudernes navn havde hun endelig gang i med de her ord.
“Hvad med..vi begge lover, at tænke på det her før noget andet, ikke tage tilbud, af..den natur..og..vi ser hvordan...det her ..kommer til at være..fungere..I stedet for..alt sådan noget med..at dele og den slags.” hun sank en klump som hun sagde det, i tvivl om hvad hun endelig sagde, og hvordan han ville reagere. Netop denne tvivl fik hende til at give hans hånd et klem mere.

Alf mærkede tydeligt hvordan der skete meget i hendes krop og hoved mens han talte, og han ville ønske han kunne læse bare nogle af hendes tanker, så havde samtalen måske gledet lidt lettere. Han fornemmede dog tydeligt hvordan hans svar i det mindste ikke skabte den afstand mellem dem, som han havde frygtet lidt. Nærmest tværtimod, det var som om hendes behov for at putte tættere ind til ham kun blev større, og hendes ord bekræftede den tanke. Den måde hun nærmest faldt over ordene, og virkede til at have svært ved at sige det hun tænkte, fandt han faktisk lidt sødt. Et skævt smil bredte sig atter på hans læber, han nød at have den effekt på hende, at hun blev usikker på hvordan hun skulle udtrykke sig. Alligevel nikkede han blidt til hendes ord, lige nu var nok ikke tidspunktet at lave sjov eller udfordre hendes usikkerhed yderligere. Med en blid bevægelse fandt hans læber vej til hendes, hvor et kort kys blev placeret, inden han endelig svarede hende. ”Jo, lad os det… Så længe du så lover mig at tage det op igen hvis det bliver relevant. Jeg ønsker mere end noget andet at dele mit liv med dig, og hvis det indebærer at dele dig i et eller andet omfang, så står jeg ved hvad jeg sagde før.”

Med et greb der på samme tid var fast og kærligt trak han hende så tæt ind til sig han kunne, og lagde både sig selv og hende så afslappet som muligt. Hendes pande fik et blidt kys, og armene hvilede omkring hendes krop, den vidunderligt smukke krop han aldrig fik nok af at kigge på eller røre ved. ”Nu synes jeg ikke du skal tænke mere på det, vi trænger vidst begge til lidt hvile.” et gab afbrød kortvarigt hans ord, som for at understrege hvad han lige havde sagt. Endnu et kys blev blidt placeret på hendes pande, som trætheden efterhånden indhentede Alf. ”Sov godt, min skønne.” Stadig med armene placeret omkring hende, overgav han sig langsomt til trætheden og faldt i søvn. Og for første gang siden hans forsvinden drømte han denne gang ikke om de frygtelige ting der var sket på øen, men derimod en blanding af skønne minder fra deres tid sammen da de var unge, og de ting han inderligt håbede fremtiden ville bringe for dem, et langt og lykkeligt liv sammen.

Det korte kys blev taget imod med et smil, gengivet med et endnu større smil. Hun holdt hendes hænder hvor de var i stedet for at opsøge mere af ham for dette var for rart at give up i håb om noget mere. De trætte røde øjne stirret op imod ham som hun tog hvert et ord til sig.
“Jeg lover at tage det op igen i det tilfælde.” hun fniste let som det blev sagt.  Fniset udviklet sig dog hurtigt til et længere gab, mens Alf fortsatte forsikret hende om dette var noget i fremtiden hvis det nogensinde var noget som kom frem igen. Hun nikkede til hans ord om at opsøge søvnen, som altid i disse øjeblikke var det ikke nemt for hende sin energi Blikket søge hans ikke at det var til at se i mørket da de tildækket vinduer ikke tillod månens lys adgang til dem, men i stedet dannede lampen på køkkenbordet den eneste kilde til lys, en kilde af lys som i løbet af natten blev mildere og mildere til den næsten døde ud som de to lå sammen og nydt hinandens varme og kulde, snoet om hinanden som det forsvandt ind i deres eget sind for at nyde hinandens samvær i natten både som de var, men også i drømmens verden, hvis bare det blev sådan hele natten, i hvert fald hun tænkte sådan som drømmende startede.

Det tidlige efterår tillod ikke meget tidlig morgen sol eller lys, men dagen var knap begyndt hanen havde ikke sunget og slet ikke det helt tidlige fugle var vågnet som lyd spredte sig i det mørk dækket soveværelse i udkanten af den mindre by.
“AGARÉS SLIP MIG!” var den lyd som bryd nattens stilhed, hun puste ud efter vejret som hun sad der, og stirret ud i det tomme rum, lettet over at se mørket omkring hende, tungen hilste flere gange på rummet og den behagelige duft ramte hende øjeblikkeligt, med et hastigt drej af hovedet kiggede ud i hans retning, Alfs, retning, om han var vågnet eller ej kiggede hun ikke efter, men bare at han var her, hans duft, at mærke hans varme i dette øjeblik, hjalp hende med at begynde at finde ro. Drøm, lyd hendes indre som hun puste ud for at tømme sine lunger, i selv samme sekund søgte hånden væk fra sengen og en metallisk raslende bevægelse blev det næste lyd som bryd ud gennem nattens mørke. Selv om der intet ønske var for at vække Alf gjorde hun ikke meget for at gøre dette stille, ikke at det var nemt at give sig selv håndjern på i mørke, mens man stadig rystede fra sin drøm, bare for at få lidt styr på det hele, lidt mere ro i sindet. Hun kæmpede lidt med det som den metalliske lyd af kæderne som slog imod hinanden mere og mere.

Hendes råb afbrød brat hans behagelige drømme. ”-Slip mig!” var alt han havde hørt, og så den pludselige bevægelse af Akurra der satte sig op. Hurtigt fik han skubbet sig op at sidde, og blidt lod han hænderne finde hendes skuldre og give dem et klem, inden hænderne gled ned ad hendes arme og lagde sig omkring hendes hænder. ”Sssh... Det var bare et mareridt, du er stadig lige her, ved siden af mig. Alt er okay.” Som den ældste bror til 5 søskende var han vandt til at berolige og trøste efter mareridt, og særligt efter tiden med Freydis’s mange nætter med mareridt sad det i ham som en næsten automatisk reaktion. Forsigtigt trak han hende ind mod sig sådan at hendes ryg ramte hans mave og brystkasse, og hænderne lod han hvile på hendes i et forsøg på at tvinge dem i ro. Den metalliske lyd gav ham en god indikation af hvad hun havde i hænderne, men lige nu var han mere optaget af at berolige hende, og lade hende vide at han var der for hende.

Da han fornemmede at hun faldt mere til ro lod han langsomt grebet om hendes hænder slippe mere og mere, og det gik op for ham at det måtte være hendes håndjern hun sad og fumlede med. Et suk rullede over hans læber, han brød sig ikke om at hun tog dem på, at hun følte det nødvendigt gjorde ondt. Men hans følelser var ikke det vigtige i den situation, det vigtigste var at hun følte sig så tryg og sikker som det kunne lade sig gøre, og hvis håndjernene hjalp på det, så ville han ikke stå i vejen for det. Tværtimod, han var klar til at hjælpe hende om nødvendigt. Endnu et lille suk kom over hans læber, inden han atter talte. ”Vil… du have lidt hjælp med de der?” langsomt rykkede han sig en smule, så han nu sad mere ved siden af hende, vendt mod hende så han kunne hjælpe hvis hun tillod det.

Mørket var for en gangs skyld ikke betryggende, og selv mens hun sad her i duften af sit eget hus, sine dyner, tæpper og i velduftende selskab og endda mærke de lystige dufte fra tidligere i rummet. Alt ville normalt være så behageligt, betryggende, var netop det modsatte nu som hun stadig følte den klamme kolde hånd nå hendes hud, men alligevel, på trods af hvor meget hun ønskede at skubbe hånden af sig, trak hun vejret dybt og lod blikket  falde på dem varmende hånd som hurtig blev mindre og mindre klam. Blikket gik i og hun nydt mørket et kort øjeblik som hun hørte hans stemme, de afslappende ord som lyd i den behagelige stemmen som var blevet en grad mørkere end dengang. Hun nikkede til ordene og lænede sig let i hans retning, fandt støtte op af hans figur. Det var rart, meget rart at have en figur at søge, at mærke hans varme hånd..at have nogle nær. Som der blev sagt dagen de mødtes i den kro, hun havde bare ikke været den sammen og hendes smil havde været få og langt imellem men nu selv her efter at have genlevet den knægts hånd og smil, fandt hun alligevel sit eget smil som hun lænede sig imod ham netop som hun opgav kampen med håndjerne. Sukket gjorde ondt, for hun vidste udmærket hvor det kom fra, men alligevel tøvede hun ikke med at nikke imod hans skuldre og række den ene hånd frem og lod Alf binde begge håndjern om hånden.
“Undskyld…” mumlede hun som svar til hans hjalp, skammen i tonen var tydelig som hun afventede hans hjælp. Som håndjernet blev lukket hævede  hånden og lod det glide hen over det hun var ved at være van til at mærke sin chakra forlade hende, faktisk var hun begyndt at finde ro i den unaturlige følelse.
“Undskyld..at jeg vækkede dig..har været nogle hårde nætter på det sidste.” tak fordi du blev, forsatte hendes tanker. Tonen var stadig skamfuld, og ubehagen i hendes ord var tydelige. Tænkt at sidst hun var nede, smidt hun ham ud af sit hus for at passe på hende og nu inviteret hun ham til at blive en nat at netop samme årsag, der var også flere, men at indrømme overfor sig selv at trygheden var den største grund til at han var her denne nat, var ikke behageligt.

Måden hun lænede sig ind mod ham, det var rart at mærke at hun trods alt tog imod hans omsorg. Og endnu mere da hun lod ham hjælpe med håndjernene, selvom han afskyede de tingester var det rart at få lov at hjælpe, at være der for hende. Alf ønskede mere end noget andet lige nu, at de en dag ville finde en løsning og hun kunne leve uden de håndjern. Indtil da, var han dog villig til at hjælpe hende med dem, og alt andet hun måtte have behov for hjælp til i forhold til den vanskelige situation med dæmonen. Han mærkede tydeligt skammen i hendes stemme, og da hun fortsatte med at tale var det som om han kunne læse hendes tanker, det var i hvert fald klart for ham at hun satte pris på at han var blevet hos hende natten over, selvom hun ikke havde sagt det. Blidt lagde han den ene arm om hendes skuldre og trak hende lidt ind til sig igen, men han lod den anden hånd nusse hendes lår. ”Du skal ikke undskylde, kære. Det er forståeligt at den seneste tid har været svær, men uanset hvad så er jeg her for dig.” Roligt lænede han sit hoved ned mod hendes, ikke for at kysse hende men bare for at tilføje lidt ekstra tryghed og kærlighed til sin omfavnelse af hende.

Efter at have siddet sådan et øjeblik løftede Alf hovedet igen, og gav hende et lille klem. ”Jeg ville elske at sidde sådan her med dig hele dagen, men jeg må nok hellere se at komme hjem inden de begynder at efterlyse mig igen.” Et halvtørt grin forlod hans læber, det var på ingen måde fordi han fandt situationen omkring sin forsvinden tidligere på året morsom, men han var alligevel nået det stadie hvor han var begyndt så småt at kunne joke med det. Det manglende lys i soveværelset gjorde det umuligt for ham at afgøre, præcis hvor hans tøj var endt, så han rykkede sig væk fra Akurra og ud til kanten at sengen så han kunne bruge fødderne til forsigtigt at mærke sig frem på gulvet. Langsomt fandt han tøjet, og rejste sig for at tage det på. Han ønskede inderligt at trække hvert et sekund ud til det yderste, om få minutter ville han skulle gå ud af hendes dør igen, sidst han havde gjort det havde været den frygtelige aften de var gået fra hinanden. ”Hvornår ser jeg dig igen? Skal vi aftale noget, eller bare lade tiden gå sin gang og se hvad den bringer?” 

Faktisk at have nogle til at tage sig om en når man havde natter som disse var behageligt. En tanke hun nemt kunne vænne sig til, faktisk nærmest skræmmende nemt, men hvis dette var hjælpen skæbnen lå i hendes hænder, en god mand til at hjælpe hende, en mand der før havde vundet hende over og stadig træk i hende. En mand der faktisk ændrede sig på alle de punkter hvor hun ønskede han havde.
”tak..” Var det korte svar, nærmest følelseforladt i tonen men kroppe gav tydeligt tegn på trygheden som hun fandt ro, i god hast og tog mindre og mindre fat i ham og endda fandt lidt afstand mellem hende selv og ham. Hun kunne ikke lade være med at trække på smilet, som han forsikret hende at han sagtens ville bruge sin dag her, men med alt der var sket måtte de hellere komme i gang med deres dag.
”Ja, jeg kan nå op til morgentræning i det tilfælde også. Så lad os…kommer i gang med vores dag.” hun rystede kort hovedet at hans sære kommentar om efterlysningen så om det bare var en spørg, men i det mindste tog han det ikke så tungt og negativt.
”Det er ikke umuligt jeg har en bue et sted, hvis du vil jage på vej hjem. lyd det lettere stolt, som hun kæmpede sig til kanten af sengen og lod sine ben strække ud over, snart måtte hun gå ud i lyset og så kæmpe med at være blindet resten af dage. Havde hun endelig flere af de lange kapper klar til brug? Det gik stille og roligt op for hende, hvor almindelig dette føltes for hende, hvor tryg og afslappet i at have ham her det endelig var, ikke fordi hun var tilbage i de gamle dage hvor han måske overnattet flere gange end hvad sundt var, men det var bare..det føltes bare så almindeligt at han var en del af hendes morgen. Netop derfor var det med et varmt smil at hun vendte sig imod ham som han lagde deres næste møde på bordet som et emne, smilet blev trykket lidt mere på som hun lod blikke glide over ham, tungen naturligt ude for at tage de sidste af han varme dufte til sig.
”For nu Alf, så skal jeg op til byen og skal planlægge en hules masse så der bliver lagt en plan over hvem der skal hvorhen de næste par uger, og hvis det ikke kan undgås skal jeg jo med en af grupperne, men ærligt vil jeg gerne væk fra byen..men tænker jeg forsøger at være et sted i området, så jeg kan være her så hurtigt som muligt igen..skal nok ridde forbi gården.” Forsikret hun, og rejste sig fra sengen for at gå på jagt efter sit tøj og tog det på som det blev fundet. ”Men jeg love ikke at tage en måneds lang tur.” lyd det glad som hun fik en trøje over hovedet.

At mærke hvordan hans tilstedeværelse og omsorg gjorde hende tryg og rolig, var en fantastisk følelse. Det var alt han havde ønsket og drømt om. Blidt nikkede han ad hendes ord mens han fortsatte med at få tøjet på. Det var bedst de begge kom i gang med deres dag. Hendes tilbud om at låne en bue afslog han høfligt. ”Ellers tak, kære. Jeg må nok hellere tage direkte hjem.” Ordene blev ledsaget af et skævt smil, inden han lyttede til hendes svar på hans spørgsmål. Endnu en gang nikkede han blidt, og en kort latter rullede over hans læber som hun sagde de sidste ord. At høre hende sige, at hun ikke ville være væk alt for længe, gjorde ham glad. Han vidste hvor meget hendes arbejde betød for hende, så at hun ville have ham i tankerne når hun planlagde det, var virkelig rart at høre.
Da han var færdig med at tage alt sit tøj på, gik han over og lagde armene om hende. ”Det gør mig glad at du vil forsøge at blive i området, men jeg ved også hvor vigtigt dit arbejde er for dig. Uanset hvad, vil jeg se frem til at se dig igen. Så længe der ikke går 10 år igen.” Det sidste blev sagt med en svag latter i stemmen. Om det var for tidligt at joke med deres brud og efterfølgende årti uden kontakt vidste han ikke, men i givet fald regnede med at hun ville sige det. Det var i hvert fald ikke hans intention at såre hende, hvis det stod til ham ville han aldrig igen ende i at gøre noget, der gjorde hende ked af det. Tanken om det fik ham til at knuge hende lidt ind til sig, inden han rakte sig ned og gav hende et kys. Langsomt slap han sit tag i hende, men lod den ene hånd finde vej til hendes og trak hende blidt med sig, som han begav sig mod døren. Tankerne om sidst han havde forladt hendes hus rumsterede bagerst i hans hoved, men langsomt fadede de ud og blev erstattet med et håb for, at der ikke ville gå lang tid før de så hinanden igen. Som han nåede hen til døren så han mod hende, og sendte hende et smil. ”Vi ses, min kære.” Hånden gav hendes et klem, inden den fandt vej til dørhåndtaget, og den kølige luft ramte ham som han langsomt fandt vej udenfor, og begav sig hjem mod gården.

Der var ikke så meget at sige denne morgen, der var en masse de ikke ønskede at sige, eller i hvert fald hun ikke ønskede at sige. Ingen grund til at forklare sit mareridt, ingen grund til at forklare noget som helts, så de havde jo tiden til det…Det var det der var blevet aftalt…Det var..vel næsten et par nu, var det ikke sådan det var? Det gik stille og roligt op for hende alt der endelig var sket over de sidste par gange de havde set, fra i kroen, til nu, de havde snakket om det hele eller i hvert fald mange dele af det. Hun sendte et nik til ham som han sagde han ville tage hjem med det samme, hvilket nok var for det bedste med hans fortid. Hun tog stille i køkkenet som han gik rundt i huset, og fandt sin beklædning. Hun træk på smilet som han grinede med hvor lang tid der ville gå denne gang.
”Nej ikke denne gang, en uge måske?” blev det sagt med et smil, men dog fuldt seriøst. Det var nok det korteste hun kunne gøre det med sin faglige stolthed. Kysset kom bag på hende, mere end bare en smule, som hun gik i stå et øjeblik som hendes læber pludselig blev varme, en behagelig velkommen varme. Efter ganske ganske kort tid gengav hun kysset og lod en kold bleg hånd blev lagt imod hans kind som kysset forbliv. Uden tøven lod hun ham føre hende til døren, og med et smil stilet hun sig i den og fyldte ham med blikket som han træk sig længere og længere væk, men hjem. Der hvor han hørte til og ikke havde brugt nok til. Hun håbede faktisk en smule at han blev hjemme til de sås igen.
”Vi ses Alf.”Andre navne end alf var for meget lige nu, der var nok tanker og ord der skulle finde deres plads i hendes sind før der kom kælenavne på plads, og lige nu måtte de tanker vente og arbejdet skulle fokusere på. Et latterligt ønske som ikke blev til virkelighed, hun brugte alt for længe på sit papir arbejde, da tankerne blev ved at forlade hende og vandre til denne nat, til denne dag, og deres sidste samtale, og flere gange fik hun sære bemærkninger på at hun smilte så meget i dag, selv under hætten kunne man ane et lille smil. Det var, en besynderlig arbejdsdag.