Phillippe lagde godt mærke til Freydis gibbede lidt da han snakkede til hende, og spildte. Der var bare ikke så meget andet han kunne gøre, end at sende hende et undskyldende smil, selvom han ikke kunne gøre for hun reagerede som hun gjorde. Da hun gav han tilladelse til at dække bord, og sagde hun ville vække Nadiya, nikkede Phillippe og begyndte at tage tallerken ud, og sætte dem hen på bordet.

 Da Nadiya dukkede op, så Phillippe over mod hende, og sendte hende et skævt, og venligt smil, og hilste på hende med et drilsk  Godmorgen, sovetryne. Noget der fik den lille pige til at grine, inden hun forsatte med at fortælle kusken om hvor god hun havde været til at hjælp med at lave sengen, efter hun var kommet til at ødelægge den. 
 Freydis kom ud til Phillippe, og han kunne godt se hvordan hun virkede anspændt, og sendte lange øjne til kusken. Uden at gå alt for tæt på hende, bare i tilfælde af det også ville få hende til at reagere pludseligt, stillede han sig ved hende.
 " Jeg er sikker på han er god nok.. " Sagde han med en lav stemme, kun ment til Freydis. Forsigtigt lod han den ene hånd lægge sig mod hendes skulder, med samme skæve og drillende smil spillende på læberne, som Nadiya havde fået.
 " Ellers er jeg her jo også til at passe på jer.. " Freydis havde været ligeså hysterisk omkring Phillippe dagen før, hvilket var derfor han drillede hende lidt. Derefter forsatte han med at dække bord, og gik på jagt i den kolde skuffe for at finde noget de kunne bruge til bollerne. 

Freydis nød at høre hvordan Nadiya stadig var glad for Phillippe, sådan som hun grinede. Trygheden til Phillippe var i hvert fald langt større nu, men den manglede stadig hos kusken, eftersom hun slet ikke havde været i nærheden af ham, siden de ankom. Hendes blik var fastlåst på kusken og sin datter, som Phillippe nærmede sig hende, talte lavt og lagde en hånd på hendes skulder. Så snart han fik lagt hånden, brød hun den stirren hun havde givet sin datter og kusken, for at se over mod Phillippe, og hun trak et lille smil. Det lød dog stadig til at der var en usikkerhed i Phillipes stemme – eller måske var det bare noget Freydis forstillede sig?
Smilet blev kun bredere, som han nævnte han også var der til at passe på dem. En tanke om, at det ikke var hans job, strejfede hende. Han var jo hverken ansat til at passe på hende og hendes datter, eller hendes mand. Noget i hende trak næsten i hende, om at stjæle et kram fra ham. ”Tak…” hun skævede over mod kusken og hendes barn igen, før hun mindede sig selv om bollerne. Næsten samtidig, gik de hvert til sit. Han forsatte med at dække bord, og hun gik over for at trække bollerne ud af varmen, iført nogle store varmebeskyttende luffer. Hun trak bollerne ud og fandt hurtigt en lille brødkurv frem, hvori hun smed de varme boller op i. De var perfekte og gyldne. Så snart pladen var tom for boller, satte hun den væk sammen med lufferne, greb om brødkurven og bragte den over til spisebordet.
Hun så mod Phillippe, ”Mangler vi noget?” spurgte hun og gennemgik en lille liste i sit hoved.

 Da bordet var dækket færdig og bollerne var klar, stod Phillippe et øjeblik og kiggede på det inden blikket faldt på Freydis med et smil. Han rystede let på hovedet, han kunne ikke se hvad der skulle mangle.
 " Kun folk til at spise maden, " drillede han lidt og gik hen og stillede sig bag stolen han havde sat på den forrige aften. 

 Morgenmaden foregik stille og roligt, med Nadiya som styrede ordet. Pigebarnet snakkede som havde nogen trykket på en tænd knap, og knappen havde sat sig fast. Det gjorde dog ikke Phillippe noget, han fandt børn fantastiske, og nød at der var gang i den fra morgenstunden af. 
 Kusken sagde ikke så meget, og sad mest bare og virkede en smule utilfreds over det ikke var kommet afsted endnu, Phillippe havde dog ikke mere travlt end som så, og det virkede til at glæde Nadiya at det ikke kun var hende og Freydis der var i huset. Phillippe sendte af og til Freydis varme smil, med en charmerende glimt i øjnene, men nu var kusken der, og Phillippe vidste bedre end at flirte alt for åbenlyst med hende.

 Da morgenmaden var spist, hjalp Phillippe til med at rydde det meste op. Kusken forlod huset, for at gøre heste og karret klar. Phillippe stoppede op efter at have båret tallerkenerne over til vask, og så lidt på Freydis.
 " Og du er sikker på i godt kan undvære din mands stol?" Spurgte Phillippe, bare for at være sikker på Freydis ikke havde forhastet sig med at give Phillippe lov til at tage den med, og så havde ombestemt sig. Han kunne sagtens klare sig uden den, men det ville da være lidt nemmere at lave den så han var sikker på den passede til Freydis' mand. 

Freydis sendte ham et behageligt smil, som han forklarede der kun manglede folk til bords. Hun begav sig derfor væk fra sin plads og ind til kusken og sin datter. Her stoppede hun nogle meter fra dem og med et smil på læberne, samlede hun sine hænder foran sig, som hvis hun klappede. ”Så er der mad,” lød det fra hende. Nadiya var hurtig til at lette fra sin plads tæt på kusken og hoppede et par skridt, før hun løb ind til spisebordet og satte sig på sin plads.

Freydis begav sig ind og sidde overfor Phillippe, ved siden af sin datter. Hun kommenterede flittigt på datterens historier og vittigheder. Opmærksomheden lå sjældent på kusken, som virkede ret så utilfreds over det hele, udover at der var mad. Hun nød at se hvordan hendes datter kævlede løs og en gang i mellem snakkede så ivrigt at hun var ved at glemme sine mannere. Freydis var selvfølgelig god til at irettesætte hende, om ikke at snakke med mad i munden. Men det var jo alt sammen svært, når man ville fortælle alt om alting og stadig ville have varm mad. Ind i mellem sendte Freydis nogle venlige, rolige og varme smil tilbage i Phillippes retning.

Nadiya var hurtig om at rejse sig, som de havde spist, og satte smøren på plads i den kølige skuffe. Med et hurtigt overblik, så hun at kusken havde forladt huset, og at Phillippe og hendes mor var godt i gang med resten af pligterne om morgenmaden. Hun tillod sig derfor at takke for morgenmad og løbe ind på sit værelse igen.
De boller som var tilbage var Freydis omhyggelig om at få pakket ind i to separate klæder, således de to herrer havde hver sin ’madpakke’. Som hun havde foldet den sidste, lagde hun den oven på den anden. Phillippes spørgsmål, fik hendes opmærksomhed til at vende sig mod ham. ”Helt sikker. Glæden han får af en ny stol, skal nok opveje for den utilfredshed han må have, mens den ikke er her,” forklarede hun med et smil. Hun skulle nok kunne få sin mand til at stoppe med at brokke sig – det håbede hun i hvert fald på.

 Det var med en let nikken at Phillippe gik over til stolen, da Freydis bekræftede at hun var sikker på han kunne tage stolen med. Hvis hun var helt sikker så Phillippe intet problem i det, og så måtte han hellere få den ud i kareten. 
 " Det må man da i hvert fald håbe.. " Phillippe sende Freydis et skævt smil, inden han løftede stolen op og bar den ud til døren. Han ville lige have overtøjet på igen, for han ville gå ud, og han kunne lige så godt få styr på det hele inden han bevægede sig ud i kulden. 

 Efterfølgende kom Phillippe tilbage til køkkenet, hvor han tog hans overtøj fra stolen han havde hængt det over den forrige aften. Da han var godt pakket ind gik han ud til døren og stolen igen. Der var umiddelbart ikke andet han skulle, ud over bollerne, men han tænkte Freydis nok ville stå klar med dem, når han havde pakket kareten. 
 Stolen blev derfor løftet ud, og med hjælp fra kusken blev den sat fast på kareten, og efterfølgende gik Phillippe tilbage for at hente værktøjet og det ekstra træ, han havde lagt ved døren da han havde ordnet sengen. Da alt var ordnet og pakke, stillede Phillippe sig hen til døren, så Freydis ikke behøvede at komme helt ud i kulden. 
 " Jeg får sendt et brev i din retning, når jeg har tegningerne klar. Så kan du lige vurdere om det er okay, og sende tilbage hvis der skulle være nogle ændringer. " Sagde Phillippe med et skævt smil, og holdt blikket lidt på hende. Da madpakkerne blev rakt mod ham, ville han tage imod dem, og sende hende et taknemmeligt smil.
 " Tak! Vi ses! " hvis Nadiya tittede frem, ville han sige farvel til hende, inden han ville bevæge sig over til karaten, som han kravlede op i. Kort efter satte kusken den igang, og snedkeren drog mod Dianthos igen.

Freydis smilede skævt, til ham, inden han løftede stolen op. Det var altså imponerende at han ikke havde brug for hjælp. Jo, nok var hun vant til at hendes mand kunne det samme, hvis ikke meget mere, men han var trodsalt også minotaur.
Med et lille suk, da han begav sig ud med stolen, førte hun sig ind til Nadiya. ”De tager hjem nu, kære, hvis du vil sige farvel?” datteren var hurtigt på benene og løb ud i køkkenet. Da hun så hvor tæt Phillippe var pakket ind, rakte hun tunge af ham, drillende. ”Nadiya!” lød det så bestemt fra Freydis før hun så undskyldende op på Phillippe. Freydis hentede så de pakkede boller, og med dem i sin favn begav hun sig ud til døren. Nadiya stod der allerede, halvt gemt af døren, som hun lænede sig ud i syne.

Freydis var utrolig taknemmelig for alt hvad Phillippe havde lavet, og gav hende et lille håb om at ikke alle mænd, som ikke var hendes familie, var forfærdelige. Det var også derfor, at da han vendte tilbage til døren, at hun havde et bredt smil på læberne. ”Tak, jeg er ikke i tvivl om at det bliver godt,” komplimenterede hun, før hun kortvarigt lod blikket falde ned på bollerne, for efterfølgende at række dem til ham, med et blidt, venligt smil. ”Tak for denne gang,” lød det roligt fra Freydis, som hurtigt var efterfulgt af Nadiya, ”Hej, hej!” kaldte hun og vinkede som hun stod halvgemt bag sin moder og døren.
Freydis tillod sig at holde øje med at de kom sikkert fra hendes grund, ved at stå i den kolde døråbning lidt, mens de kørte væk. Hun så frem til at modtage stolen og at Phillippe kom på besøg igen.