Lune rystede på hovedet.
"Nej! Fru egern fandt det til mig!" han lo... nu var komedien slut, og hans latter gled over og blev skinger, inden han klemte det lille egern kærligt ind til overkroppen.
"Den var helt alene... Jeg har kaldt ham Egern!" han så på Ihsan.
"Tak fordi Du gad finde Egern til mig.. Han bliver meget lykkeligere hos mig end i et dumt træ.." pludselig gled hans latter over i en skinger skrigen, inden han kastede sig om halsen på Ihsan med den ene arm om hendes nakke, den anden holdt egernet.
"Hvorfor er De så stille, Fru egern?" hviskede han så, inden han endnu engang begyndte at le manisk.. men latteren blev da undertrykt..
Den fulde mand fra før forstod slet ikke hvad der skete... han luskede tilbage til sit hjørne på ny..

Ihsan's nysgerrige blik fik George til at føle sig utilpads.. Gennem hele hans liv havde han for det meste kun modtaget blikke fyldt med væmmelse og afsky.. ja, det havde han.. også selvom han intet havde gjort.. bare det at han var i live.. folk mente det var en synd! Så derfor brød han sig ikke rigtige om at blive stirret på af folk han endnu ikke kendte.. men alligevel retunerede han bare blikket med et venligt smil og en charmerende lille, dog dyb latter.
Da Lune så kastede sig i armene på den unge dame, kunne man let fornemme den indre uro i den unge demons krop. "Y-young master...Ville de ikke være trist hvis nogen tog 'Egern' fra dem?.. Hvordan tror de mun Egerns familie har det? Tror du ikke de bliver kede af det?"

"JEg har ikke så meget at sige lige nu," siger hun roligt og ser overrasket og lidt skeptisk på drengen om hendes hals, før hun kort og akavet gengælder krammet.
"Og jeg ved ikke hvor meget familie han har tilbage, for jeg... eh, skræmte dem væk, da jeg fandt ham ..." Hun ser undskyldende på George, for hun vil egentligt godt hjælpe ham. Det var ikke særligt appetitligt at rende rundt med et dødt dyr, og det var kun fordi de havde gået rundt i byen, det ikke havde tiltrukket sig nogle rovdyr. Egernet kunne gå hen og blive farligt, men så igen; man kunne vel få det udstoppet.
"JEg forsøgte bare at vise ham, jeg ikke er et egern," forklarer hun hjælpeløst og viser kort sine hænder, da hun slår ud med armene. De har ellers været gemt under kutten og bliver det hurtigt igen.

Lune krammede det lille døde dyr i silken, efter at have sluppet Ihsan.. så begyndte han at synge en meningsløs sang, inden han satte sig hen under et bord nær George og Ihsan, hvor der ikke sad nogen.
"Jeg elsker den så højt... Jeg vil aldrig efterlade den.. Geoooorge! Den skal have et fint sted at sove derhjemme.." han lagde den ned på sine lår, foldede silken op og strøg dens bløde pels..
Han begyndte at le lavt; latteren gav ingen mening, den var bare tvistet og besynderlig; som den plejede..

George smilte svagt ved synet af hendes hænder. "... Med så smukke hænder er det da synd at holde dem skjult, jeg er stadig sikker på det under kutten er mindst ligeså iøjenfaldende.." sagde han på en ganske charmerende måde. Hans blik faldt da på den unge herre endnu engang. Han sukkede dybt før han da overgav sig. "nuvel... det er jo også deres mansion, de kan vel gøre hvad de vil.. jeg skal med glæde arrangere en lille seng af puder og lagner til deres lille ven da.. i så fald at det er det de ønsker.." der gik en lille lomme af tid før han fortsatte sin talen. " men.. så forventer jeg da også en lille beløning for at ha givet ind efter deres ønsker." En svag rødmen og et drenget smil kunne nu ses på den ellers AWESOME butlers ansigt. Selv tænkte han at det kunne være i form af et lille kys.. eller måske en lussing?<3

Hun skjuler sine hænder endnu mere og tysser blidt på ham, hendes blik flakker let, og hun skuler ud over den halvfulde forsamling. Heldigvis ser ikke ret mange i deres retning mere, og ingen af kroens ansatte bestemt.
"JEg vil ikke være iøjnefaldene," hvisker hun, så kun de tre kan høre det, "Det er det sidste, jeg vil!" Hun skæver rundt igen og ser så mod Lune. "Du kunne altid få den udstoppet," mumler hun så henvendt til George, der står tættest på, og hun smiler usikkert. Hun holder sig godt skjult under kutten og vedbliver at se sig uroligt om, dog uden at rykke hovedet, så kun dem tæt på hende vil se det. Hun er tydeligvis meget utilpas og ønsker bare at flygte derfra med det samme.
"Eh, dreng, skal vi ikke tage herfra igen? JEg tror aftenens eventyr er ovre nu. Det er også ved at være lidt sent." foreslår hun med et forsigtigt smil. Hun undlader at sige hjem eller noget, bare et andet sted, alt andet. Hun er ved at føle sig syg, og alkoholen i hendes blod gør hende mere mistroisk end hun er normalt.

Lune hørte ingenting.. end ikke Ihsans tale direkte til ham, lod han sig reagere på.. Han fniste lavt, lo så højt, rejste sig pludseligt op og gik hen til bordet hvor han før sad.. Han tog Ihsans glas, tømte det for hvad der var i, inden han så væltede lidt rundt, og kravlede under bordet igen med en underlig fnisen..
"Egern, du får lov at sove på mit værelse.." hviskede han til det døde dyr.
"Men kun hvis du lover ikke at forstyrre Luca når jeg skal sove... Ih, du skal møde Luca, ham vil du kunne lide! Hans hår er så pænt, og så dufter han rigtig godt!" lød det hemmelighedsfuldt.
Han så mod George.
"Deres pligt er at adlyde mig.." lo han bare skingert, inden han så lagde sig ned helt krummet sammen med egernet ind til kroppen..

Den unge butler så på Ihsan og nikkede kort med et svagt smil. Da Lune så begyndte acte list mere som sig selv og udpege Georges egentlige pligter.. sukkede han dybt. George så utilfreds ned i jorgen men nikkede en enkelt gang. Hans hænder formede nu nærmest en bold af inder jalouxi. Luca... fucking Luca.... æv.... han kunne ikke fordrage den gamle idiot. "Kommer de med mig hjem, young master? På grund af deres lille eventyr har jeg ikke kunne færdig gøre alle mine huslige pligter... Mine grønne venner har intet vand fået... de er sultne.." Det kunne godt være George var en cirka 85-90 år gammel demon, men hans mentalitet var som en forelsket 17 årigs... det var rædsomt.. han kunne ikke klare det!. "Hvis ikke de kommer hjem, må jeg jo forlade dem her.." Han skimtede irriteret væk og snærrede det sidste. "...også kan de ikke sige godnat til deres elskede Luca..." Han sukkede kort og gik mod døren, åbnede den for de to og bukkede hovedet.

Ihsan er kun alt for klar til at gå og rækker en pote frem mod Lune under bordet, så fingerspidserne lige stikker ud.
"Kom, eventyret er forbi for i dag," siger hun blidt, "Luca venter." Hun skæver over til George. Gør hun mon ret i at forsøge at overtale ham? "Jeg tror også gerne Egern vil se dit hus," tilføjer hun hjælpsomt og ser igen skævende på George. Klædet glider væk fra hendes hånd, og denne gang ser en af tjenerne det.
"Hey, det er et af de der dyr! Se at komem ud herfra, ud nu! Hvem har lukket det herind!?" Ihsan snapper hurtigt hånden til sig og ser skræmt rundt. Hun trækker skræmt helt over til døren og George, føler sig som jaget vildt og piver stille.

Alt Lune hørte, var; må jeg jo forlade dem her.. han spærrede øjnene op.. Panikken bredte sig i hans krop.. Alene... Nej..
Og da folk så begyndte at rummestere over Ihsans tilstedeværelse, trickede det af for den berusede Lune..
Han sprang pludseligt op med et vildt udtryk i øjnene.
Han væltede et bord med et skrig, knugede egernet ind til sig.
"VED I IKKE, AT I BLIVER EFTERLADT!?" skreg han af dem alle.. musikken stoppede grundet det kaos der var opstået.
"Efterladt.. alene... ingen.... kun alene.." han begyndte at ryste, inden han satte i løb.. men uden at vide hvor hen... så han endte med at være på vej op af en trappe i den anden ende, inden en halvstor fyr stoppede ham.
"Hey, stop så lige.." lød det fra manden, som han holdt Lune fast... Lune skreg... grundet alkoholen skiftede hans humør ikke så meget, men fortsat var det kraftige reaktioner fra ham..

George's tog fat i Ihsans håndled og hev hende om bag sig. "Bare rolig... de gør dig ikke noget så længe du blir bag mig.. eller.. de kan ikke.." sagde han med et smil. Da Lune så begyndte at skrige og løbe og hvad ellers var ikke til at vide... stirrede alle jo så på ham.. også Geroge.. han sukkede og slog sig selv i ansigtet. "Godt gjort, George.. rigtig godt gjort..." snærrede han så af sig selv. Han holdt stadig Ihsan i sin hånd som han nu begyndte gå mod trappen hvor Lune og den store fyr stod. "Vær venlig at sætte min herre ned." bad han først en en neautral, men venlig tone.

Hun lader sig hive om bag George med er meget nervøs, og kutten glider ned og afslører hendes bepelsede ansigt og brændende røde hår. Der bliver peget og mumlet, og hun forsøger at gå efter George, der holder hende fast, men et par af gæsterne begynder at smide sko og tomme blikkrus efter hende og råbe efter hende, og tjenerne skænder på hende. Hun ser hjælpeløst på George.
"Jeg vidste, jeg ikke skulle være gået med til det her," mumler hun angst og får helt tårer i øjnene. Det er så pinligt, det her, og det gør ondt i hendes mave af bare ubehag over situationen. Hun forsøger ikke at sige noget til Lune, da det nok bare vil forværre situationen, og lige nu afhænger hun fuldt ud af Georges venlighed, og venlighed fra mennesker og menneskelignende væsner er ikke noget hun tror på. Så alt i alt har hun det rimelig dårligt lige nu.

Lune hvæste som et forskræmt dyr, sparkede sig fri og løb ned til George.. Han løb ned og nærmest bankede ind i Georges brystkasse, hvor han så bare blev stående med det døde egern i sine arme..
Det var ikke som han ville have det skulle være... Det skulle have været en hyggelig aften med fru egern... Ikke et kaos som dette..

George stirrede mod disse der kastede ting og ord mod den unge dame. "Hvad bilder i jer ind?" snærrede han. "Hvor vover i at behanlde en ung dame sådan?!" Den unge butler rakte en hånd ud og med et begyndte alle planterne der var i kroen omkring dem at vokse. De blev til store tykke brune rødder med smukke grønne blade og nogle få blomsterhoveder.. de snurrede sig rundt om livet på alle menneskerne og løftede dem op i luften. "I afskum... jeg burde dræbe jer alle sammen for jeres kolde hjerter... end ikke mit er så koldt...." tydeligt var det at se at sådan nogle mennesker virkelig ikke var hans kop the.. tja.. han havde jo engang været i hendes sko.. potter... noget... så han vidste hvordan hun sandsynlighvis måtte føle. Han smilte kort til Ihsan inden et bump i hans mave kunne mærkes. "Y-young master?" Hans kinder blev igen svagt røde, han bukkede sig lidt ind over den mindre og lagde armene om ham. "Skal vi nu gå hjem? Jeg tror gerne Frøkken Egern ser at vi tager et andet sted hen end her.. og det ville nok være bedst... inden jeg slår alle de her uduelige skabninger af guds nåde, ihjel."

Ihsans øjne flyder over med tårer af ren og skær forbavselse og en overvældende følelse af taknemmelighed, da George handler som han gør, hun er lige ved at falde på knæ og takke ham tilbedende. I stedet siger hun blot: "Tusind tak. Mange tak." Derefter ser hun bedende på Lune.
"Kom, lad os gå, lad os komme væk fra det her skrækkelige sted," beder hun og knuger hånden foran brystet, mens hun ser på drengen "Alle andre steder end her."

George nikker med et let smil, løfte Lune op i sine arme og holdt ham tæt, han tog dem derefter med sig ud mod døren.. han stopper dog lige forinden og vender igen blikket mod kro menneskerne. "... tager jeg dem i at være koldhjertet mod de der ikke ligner demselv... så kan de godt vinke farvel til både liv og kro..." et demonisk blik kunne skues i hans øjne. Føj! Bare det at være i kroen gav ham kvalme!

De fandt da deres vej tilbage til Lunes Mansion.

(tråd slut)

Shrade skubbede døren op med en tungt behandsket hånd. Da han stod ude foran havde han set de livlige mennesker indenfor, og han havde kunnet høre deres muntre stemmer trænge gennem de tynde stykker træ, der adskilte kroens indre fra resten af verdenen. Alligevel faldt stilheden over menneskene, da han trådte ind. Det var længe siden at han havde været på kroen, og Shrade tvivlede på at de kunne huske ham efter så lang tid, selv om han var ganske bemærkelsesværdig, klædt i tætsiddende pladerustning uden spænder og med kun armene bare. På hans hænder var der fleksible handsker af kedeligt gråt støbejern, men resten af rustningen så ud til at være af god kvalitet, om end ikke snavset, stål. Mest markant af alt var hans hoved, med den tætsiddende hjelm der lukkede under hans hage, og de tætsiddende plader på hans hals. Han lignede på alle måder en krigsmaskine, der var undsluppet et glemt laboratorium. ”Et misfoster,” mindede han sig selv om, som han begyndte at bevæge sig frem over gulvet.
Hvert skridt bragte den hule lyd af metal på træ, men når han trædte ned på sit højre ben knagede gulvet under vægten. Et skarpt øje ville lægge mærke til at han var svagt halt.

Langsomt begyndte snakken igen, da størstedelen af kroens gæster indså at han ikke var interessant nok til at holde øje med. De tilbageværende, der hovedsageligt var mennesker, tydeligvis byfolk, slap ikke den ny ankomne af syne. Enkelte kendte Shrade fra sine dage, da han var kommet væltende tilbage til byen. Blandt dem var folkene der havde kastet navne og sten efter ham. Folk, der alle havde haft lærepladser og nu var mestre indenfor deres egne fag. Almindelige fungerende mennesker. Hvis de valgte at konfrontere deres gamle ’kammerat’, kunne det være at Shrade ynkede dem en hurtig død.
Han satte sig op ved disken og bestilte et krus vin, mens han mærkede de mistænksomme øjne hvile på hans baghoved.

Døren til kroen gik op endnu engang, og en elegant skikkelse i skarp kontrast til Shrade kom ind. En ung mand, godt muskuløs klædt i sorte bukser og med en gylden, rubinstukket vest over en silkeskjorte. Med en elegant bevægelse der fik damerne til at sukke, slyngede han kappen af sig og hængte den over stumtjeneren, og knapt havde han strukket armen ud for at gøre det, før der lå en tilfældig kvinde mod hans brystkasse i den åbne arm. Med et smil placerede han et kys på hendes pande og bad hende stikke af, til han havde tid, hvorpå han tydeligvis i godt humør gik op mod baren.
Han trak en hånd tilbage gennem de nyvaskede, gyldne lokker med et lille suk, der ekkoede i mange af de tilstedeværende kvinders munde, mens han slog sig ned ikke langt fra Shrade, som han hurtigt, nærmest ligegyldigt lod blikket glide over. En gut kommet direkte fra en eller anden hed kamp utvivlsomt, var det eneste, han tænkte, mens han kort trak på skuldrerne og bestilte en whiskey, som han bundede med det samme.
Den varme, gyldne væske, der nærmest var farvekoordineret med hans gyldne hud og ravbrune øjne gled ned og brændte velkomment hele vejen ned gennem hans hals, og han udstødte et veltilpas suk og drejede sig så rundt på stolen, så han kunne se ud over alle aftenens mulige erobringer.

Shrade tog sig ikke meget at manden, der kom ind efter ham, selvom hans effekt på kvinderne var bemærkelsesværdig. Det fik Shrade til at tænke tilbage på varmere og bedre tider, og han ville have knuget sine hænder, hvis de kunstige fingerled ville have tilladt det. I stedet sad han stille og lyttede til de mange suk, stille som en statue. Det eneste tegn på liv statuen udsendte var når hans brystpanser langsomt hævede og sænkede sig mens han trak vejret, og udviste en fleksibilitet metal sjældent besad.
Da vinkruset blev stillet på bordet foran ham, greb han klodset om det med den smule af sine fingre, der ikke var proteser. Hjelmens metal ved hans mund trak sig tilbage, hvilket provokerede et gisp fra en kvinde længere nede af bardisken på hans venstre hånd, der havde siddet og stirret på Levon (Gætter på at han sidder på Shrades højre hånd :b). Kvinden sad med store øjne og kiggede på den venstre side af Shrades ansigt, for chokeret til at opføre sig nonchalant. Med deres position sådan som den var, ville Levon kun kunne sige højre side af Shrades ansigt, hvor der ikke umiddelbart var noget at se. Shrades ansigt var hårdt penslet, hans kæbe fast og dækket af korte skægstubbe. Hans hud var både fedtet og snavset, intet lig Levons (antager jeg ^^’), der aldrig så ud til at have været i nærheden af udendørs.
En tung støvle trådte ned bag ham, og Shrade tog en slurk af sin vin. Efter at han havde drukket af glasset holdt han hovedet løftet mens væsken løb gennem hans hals.

”Jeg troede du havde forstået det,” sagde en dyb mandestemme bag Shrade, der ikke lod til at bemærke ham. Efter en kort pause åbnede han alligevel munden;
”Araes, Jeg vil bare dri-” forsøgte han at sige, med en stemme der var lige dele hæs og kold og med en svag lespen. Før havde han haft en stemme som stål, der blev trukket, men hans stemme var blevet rusten af mangel på brug.
”Du er ikke velkomme her, Metalmand.” Manden lagde en hånd så stor som en skinke på Shrades skulder, som en rolig advarelse.

Levon sad rigtigt nok på Shrades højre side og så blot undrende på kvinden, der reagerede så voldsomt på at se hans ansigt. Selv så han ikke hvad der var så galt ved manden, andet end at han gevaldigt trængte til et bad. Han var faktisk en meget interessant person, syntes Levon, der betragtede ham med et stille smil, mens han drak og helt frem til han blev forstyrret. Levon gled en hånd over sin egen glatte hage med den fejlfri hud, så pinligt ren, hans porrer skreg af sæbe endnu.
LEvon rynkede forundret brynene, da en mand forsøgte at forhindre den stakkels fyr i at slukke sin tørst, og da den korte samtale udspillede sig, havde han svært ved at holde sig tilbage. Selv var han en af kroens stamkunder, og han følte sig selvsikker og respekteret på sin hjemmebane, så han tappede skinkehånds-manden på skulderen.
"Undskyld jeg blander mig, men hvad er problemet siden en fredsommelig kunde ikke en gang må smide et par håndører for at få slukket sin tørst?" spurgte han roligt og med et høfligt smil.