Hvornår hun var faldet i søvn anede Nadia, som Nadir imidlertid havdedøbt kroppen, ikke.  Det ene øjeblik lå hun og stirrede ind i teltdugen det næste mørke, Og noget der flimrede som en flaksende fugl lige udenfor synsvidde. Hver gang hun var ved at kigge hen mod 'fuglen' og fokusere synes an ny 'fugl' at dukke op et andet sted og distrahere hende. 
Dette blev ved indtil hun i sine drømme pludselig stod i en mørk gang, lyttende efter stemmer. Noget sagde hende at hun skulle væk, men samtidig ville kroppen ikke bevæge sig som hun ville. Et eller andet var galt og hun var ikke sikker på hvad, ikke før en hånd placerede sig på hendes skulder, skydende ud af mørket.. Men hånden kunne ikke føles, kun ses..
Hastigt så hun til siden, lige i tid til at se et flimrende billede af en for længst glemt person.

Scenen skiftede ud med en anden, denne gang var hun udenfor Kzar Mora, nær ørkenen, stående i et virvar af afrevne lemmer, organer og en rød varm plamage der sivede ned i grunden. Blod.  Hendes hovede begyndte at dundre mens overlevses instinkterne forsøgte at tage overhånd for foruft. Hun var ikke bange for blodet på hendes krop, nej, ej heller lemmerne og organerne, nej det var noget andet der fik hende til at begynde at tale ud i billedet der begyndte at forsvinde igen fulgt af en række andre billeder.

"Hvem.. Stop.. STOP DET!" 
Hun kom brat ud af hvad nok var drømme, men føltes som noget andet, mere håndgribeligt. Et spjæt havde fået kroppen til at søtte sig op, med overkroppen ludende mod knæene som om den lige skulle vænne sig til at der var lidt mere vægt på fortil end normalt ellers.
En dyb dyrisk knurren forlod hende mens hun med let sammenknebne øjne skulede rundt i teltet. Tøsen lå ikke på sin plads, men han kunne stadig fornemme hende der et sted som en usammenhængende flimren, mens hendes hovede kortvarigt føltes som om det skule eksplodere.

En hånd røg op og gnubbede tindingen mens hun endelig fik øje på tøsen, på vej ud af teltet så det ud til. Som et jaget dyr. 
 Med mere anstrengelse end hun ellers normalt lagde i det, rakte hendes energievne ud søgene mod  Kench.
" Hvad i Zaladins navn har du gjort? " Stemmen var skurrende, mens hendes blik fæstnede sig til skikkelsen bland så mange andre.

Han...Hun var vågen igen.. satans... hun havde nok rodet lidt for meget rundt til ikke at sprede nogle ringe i vandet i dæmonens underbevidsthed. Kench stoppede halved ude af teltet med blæsten vejende i hende ulgede krøller. Hun ventede, ikke af påpasselighed eller fordi Nadir havde tiltalt hende men fordi hun alligevel ikke kunne modstå sin nysgerrighed for... dødsynden. Et kort, næsten usynligt, smil viste sig i hendes mundvig inden hun lod teltet "dør" lukke i igen.

"Jeg tror ikke Zaladin kunne være mere ligeglad med situationen her eller hvad jeg har gjordt. Men jeg har ikke gjordt noget.. synderligt" svarede hun i en rolig og lettere doven tone imens hun stod med armene ned langs siden og oppakningen bundet fast omkring hende ryg og liv.
At tage, eller som hun selv kaldte det kopiere minder og erindringer, var ikke noget hun så som at stjæle eller snyde folk. de mistede ikke noget de delte bare med hende hvilket på en måde kunne blive til deres fordel.
"Du må sige til hvis du vil vide mere om den drøm du havde der. Den var... interessant for at sige det mildt" kommenterede Kench inden hun kort nikkede som en hilsen og tog i teltets udgang for at fortsætte hvor hun før var på vej ud.

I hvad nærmest synes som evigheder sad Nadia og bare stirrede på tøsepigebarnet, med et tvært udtryk i sit ansigt, som hun forsøgte at massere hovedpinen væk. Var det et smil hun havde set på de blege læber? Fandt Kench virkelig alt dette morsomt? 
Det var kun vage glimt hun selv kunne huske af sin drøm. Men hun var stadig klar over at det var en hun havde haft mange gange før. 
"Hvad fanden ved du om mine drømme?" Knurrede hun mens hun mere akavet end det var beregnet, fik kæmpet sig selv op på benene. Hun gjorde ingen tegn på at ville angribe Kench, istedet lod hun bare sin evne forblive undersøgende omkring Kenchs lade energier med den underliggende morskab.
"Hvad VIL du med mine drømme? Jeg synes at jeg bad dig om at skrubbe ud af mit hoved. "

Det var jo nærmest som om tøsen vidste noget Nadir ikke selv var klar over, hvilket kun fik dæmonen med den udmattede krop til at blive i et endnu dårligere humør. 
Tøsen skulle i al fald ikke tro at hun bare kunne tage hvad hun ville uden at give noget til gengæld. 

Var det et ja? Tænke Kench inden hun så sig over skulderen. 
Hun vendte sig om og gik hen til pigebarnet og satte sig lige foran hende i en doven skrædderstilling. "JEG vil ikke noget med dine drømme. Det er måske mere en ting DU kunne får ud af dem. Ja jeg beklager jeg blev i dit hoved, men nu vil jeg gøre det godt igen ved at dele ting som du tydeligvis ikke kender til." forklarede hun med et lige så dovent ansigtsudtryk med læber det ikke engang gav udtryk for at ville give en snert af ordene selv.

Nærmest uden at få svaret rakte hun hånden ud i en langsom bevægelse. Hun rørte knapt nok Nadias pande inden rummet blev fuldstændigt sort og lydende forsvandt udefra. "Kunne du lade mig koncentrere mig?" spurgte hun så da hun rent faktisk skulle bruge mere energi og magisk kraft på at gøre det SÅ livligt som nu. At påvirke folks syn var ingen sag, det var lige så snart hun skulle give andre sanseindtryk at det blev svære. Men for nu var det Helt stille. Ingen vind fra omverdenen og kulden var næsten reduceret til en form for ideel krops temperatur.

( Afslutter da tråden er pænt død og jeg er gået i stå i forhold til hvad jeg skal svare ^^; )