Tesseract kunne normalt ikke lide at blive forfulgt, men da det var to hunkøn, som oveni købet så pæne ud, hvorfor så ikke lege lidt med dem?
Da Rayne
Mens han løb gennem skoven, gjorde han sig synlig nogle få sekunder, mens han gik bag et træ, for derefter at blive usynlig igen, mens han klatrede op i et træ og gemte sig der, i håb om at de ikke bare sådan lige ville kunne finde ham igen.
*Han havde egentlig ikke lyst til selskab, men man kunne jo lige så godt få lidt sjov ud af det.* Tænkte han.

Raynes øjne opfangede straks da manden i et kort øjeblik gjorde sig synlig før han smuttede om bag et træ. Hun kiggede forventningsfuldt tilbage mod kvinden, som for at sikre sig at hun stadig var med dem, og sendte hende så et stort smil da hun så, at kvinden ikke var langt bag ved.
Hun var ikke helt sikker på, hvor han var blevet af, men det at han havde vist sig før, tog hun som et tegn på at han gerne ville findes, men bare drillede lidt. Rayne var med på legen. Hun kiggede rundt, prøvede at finde ud af hvor han var blevet af. Hun var næsten sikker på, han ikke var løbet væk, så ville hun have hørt den halvfrosne skovbund under hans fødder, præcist som før.
Pludseligt faldt det hende ind at han måske var klatret op i et af træerne, men hvilket? Det første hun valgte at undersøge, var det han lige var forsvundet om bag. Et enkelt, vurderende blik blev kastet tilbage mod kvinden. Men Rayne kunne ikke regne ud, hvor god hun var til at klatre i træer. Så sprang hun op i træet og begyndte hurtigt at klatre derop.

Det forventningsfulde smil på kattekvindens læber fortalte hende, hvad de havde gang i. Fangeleg! Og Morgana var helt med på den; der sad en lille lyst i hende til at give manden lidt igen for hendes stadig våde øjne og det støv, der var smurt ud over hendes kinder. Mens hun spurtede efter kvinden halede hun en smule op i sarien, så hendes skridtlængde blev større og farten øgedes. Ikke om hun ville lades tilbage eller udeblive af legen!
Hun opfangede glimtet af manden og mærkede sig hans rute i forventning om, at han ville forsøge at smutte ind mellem træerne, men da kattekvinden sprang op i træet, han sidst var kommet til syne ved, smed hun sin kappe for foden, kiltede sarien op i båndet, der bandt den til hendes hofter, og greb fat i de nederste af træets grene. Barken var ru og hun havde et godt greb. Selvsikkert fulgte hun, om en den langsommere, kvattekvindens smidige bevægelser op i træet.
Hun hørte en skade skælde, før hun opdagede den: De andre havde ikke skræmt den, men hendes klodsede bevægelser, sammenlignet med den anden kvindes, havde forstyrret den. Af ren fryd og komplet afskåret fra omverdenen, kun opfyldt af øjeblikkets leg, måtte hun leende holde en lille pause et stykke oppe, mens hun strøg endnu en af de viltre hårtotter om bag ørerne. Latteren perlede mellem grenene og bladende, og solens lys- og skyggespil var fascinerende. I sandhed en vidunderlig dag!

Tesseract så til da kattekvinden og den anden kvinde begge fulgte efter ham op i træet, han var dog stadig usynlig og de kunne derfor ikke se ham. Men dumme var de da ikke, for de var jo i det rigtige træ.
Tesseract som have levet næsten hele hans liv i en skov, og jaget i en skov, var vandt til at bevæge sig meget stille rundt.
Han hoppede diskret ned fra træet, lige forbi begge kvinder, de få meter der nu var ned, var intet problem for ham, så han slog retning mod et andet træ, et der var meget større og ældre, men med tættere træer omkring. Hans gang hen over den frosne jordbund, var næsten lydløst, men der var heller ingen spor at finde i den sne der stadig lå. Da han var kravlet op, hoppede han over i et træ ved siden af, på en tyk og stærk gren. grenen af ikke engang efter for hans vægt. Så der sad han, stille og lydløst, mens han ventede på at de skulle finde ham, inden han flyttede sig igen.

På vej op i træet syntes Rayne, hun fornemmede noget ramme jorden under hende, og hun så ned. Først havde hun troet, det var kvinden der var faldet, men opdagede hurtigt at kvinden slet ikke var så dårlig til at klatre i træer. For et menneske at være, altså. Det faldt hende ind, at det var manden der var hoppet ned, men hun kunne jo ikke se ham, og heller ikke rigtigt høre ham.
En af de tykkeste grene lugtede lidt som ham, men hun gik helt ud på den, og han var der ikke. Så hun satte sig ned på midten af den, kiggede rundt i skoven og håbede, at han ville vise sig igen. I hvert fald bare i et par sekunder. Hendes hale, der konstant var i bevægelse, viste tydeligt hvilket humør hun var i. Selv hendes ører vippede let.

Morgana lagde nakken tilbage og så op. Hendes guide var stoppet op, og så ud til at overveje i hvilken retning nu at jage. Latteren var stilnet af, men smilet og den barnlige glæde over atter igen at kravle i træer, oplyste stadigvæk hendes ansigt. Hun morede sig.
Med tålmodighed skimmede hun de nærmeste træers kroner, men så ingenting. Ikke engang hendes magiskarpe syn kunne finde spor af manden. Hun sukkede let og overvejede kort næste træk. Jagten var gået i stå, ’byttet’ var gået i skjul… - enten måtte det selv komme frem, eller også måtte det jages ud. Hun sukkede let over opgaven, men var samtidigt opsat på at give det et forsøg. En ny måde at anvende hendes ild på!
Hun gled graciøst rundt om stammen for at finde en mere egnet siddeplads. En tyk, vandret gren stillede hende tilfreds. Med benene hængende ned på hver side og ryggen mod stammen lukkede hun øjnene og forsøgte at fornemme ilden i skoven omkring. Allerførst slog varmen i mod hende fra kvinden over hende, men hun søgte ud og forsøgte at føle ilden i andre væsener og i særdeleshed manden. Kragen fandt hun, et lille egern et par træer væk og en anden fugl, men ingen varmekilder, der kunne minde hende om et menneske. Opgivende sukkede hun gned tindingen. Tilsyneladende krævede det mere træning!
Hun åbnede øjnene igen, lagde nakken tilbage og kigge op på kvinden.
”Forreste, hvad er deres navn?” Spurgte hun høfligt, ikke helt sikker på om hun forstyrrede den anden i en eller anden form for søgen lig hendes egen.

Tesseract, som hun havde gemt sig godt og grundigt ville egentlig ikke afsløre hvor han var. Men drille dem lidt, det ville han. Han tog en grankogle, som han på grenen han sad på. Han kastede kogle så langt han kunne, men rampe et træ alt for tæt på. Tesseract var sikker på at lyden det gav kunne høres. Koglen fortsatte ned i en busk så alt sneen der på faldt af. Tesseract blev siddende på hans fine lille gren, hvorfra han tydeligt kunne se både kattekvinde og den anden fremmede kvinde, begge lod de til at ville finde ham, men de skulle jo ikke have det for nemt.
Han samlede hænderne og lavede lyde, der lød lidt lige som en ugle, han stoppede igen med det samme.

Nysgerrighed og legesyge boblede op i den lille 'kat'. De grønne øjne vedblev at gennemsøge skoven omkring dem, uden held. Men hun opgav ikke sådan lige. Da kvinden spurgte om hendes navn, sprang hun ned på grenen hvorpå denne sad. "Rayne," svarede hun med et småbarnligt smil og rakte hånden frem som for at hilse ordentligt, og skulle lige til at stille samme spørgsmål. Men en pludselig lyd fik hende til at dreje hovedet og sænke hånden i refleks, inden hun overhovedet havde nået at få et svar.
Hun nåede ikke at se koglen ramme træet, men fulgte med øjnene hvordan den røg ned i busken nedenunder. Sikker på, at manden sad i det træ, sprang hun ned for at løbe derover. Dårligt havde hun dog ramt jorden før en ugle tudede, og fik hende til at stoppe brat op. En ugle..? Tanken virkede mærkelig, det var den forkerte tid på døgnet til at høre ugler. Ansigtet var vendt i retning af den nye lyd, og et stort smil spillede på hendes læber, før hun satte i retning af et andet træ, og sprang op i det med fuld fart. Hun var sikker på, at hun var på rette spor.

Morganas hånd standsede i luften, da Rayne stivnede, og inden hun nåede længere, var Rayne nede af træet. Morgana lo perlende og begyndte at svinge sig ned langs stammen for at følge efter, men var håbløst langsom. Hun var kun lige nået ned til træets fod, da Rayne var ved det andet træ.
Hun var ikke helt sikker på, hvad det var, der havde fanget den andens opmærksomhed, men til gengæld var hun sikker på hendes instinkt. Hvis hun gik efter en færd eller en lyd, var det bedst at følge efter.
Morgana bukkede sig hurtigt for at samle kappen op og slængte den over skulderen, for derefter at følge efter mod træet, der nu så ud til at være deres destination. Af ren og skær iver, var hun lige ved at snuble over en trærod, hun ikke havde set, men nåede at få balancen igen. Hun smilede skævt af hendes egen klodsethed, og nåede endeligt hen til det andet træ. Med nakken lagt tilbage og munden lidt åben forsøgte hun at skimte op mellem bladende og få øje på manden, men fandt intet.

Tesseract som sad i træet ved siden af det Rayne og Morgana var ved at kravle op i, havde svært ved at holde et grin tilbage. I sin ukoncentration mistede han sin usynlighed. Han blev synlig, men kun i et kort øjeblik. Men det var desværre nok til at han kunne ses, hvis de to kvinder kiggede denne vej.

På vej op i træet satte Rayne farten ned en lille smule, imens hun havde blikket rettet opad i håb om at han ville vise sig igen. Noget fangede hendes opmærksomhed i træet ved siden af, og der gik et sekund før det gik op for hende at det var ham der var blevet synlig. Han så ud til at more sig lige så meget, hvilket kun gjorde legen sjovere for dem alle. Så i stedet for at fortsætte opad, så hun hen med stammen i det træ han sad i. Der var ikke meget langt, så hun sprang let og sikkert, og havde snart et solidt greb om det næste træ. Hun skyndte sig videre op, og var ikke langt fra hvor hun lige havde set manden, men desværre var han ikke synlig længere.
Et hurtigt blik tilbage på menneskekvinden fik hende til at udstøde et lille, lavmælt grin. Ikke hånligt eller drillende, men det morede hende en smule fordi hun var bagud. Og alligevel var det tydeligt at også hun havde det sjovt.

Morgana lagde nakken tilbage og så op i træet… og opgav. De nederste grene var for langt oppe til, at hun havde nogen chance for at hoppe op og gribe fat i dem. Hun havde vinger eller Raynes smidige benmuskler og frustreret kløede hun sig i håret og følte sig ladt tilbage i legen… - men hun ville gerne genoptage forfølgelsen og stædig som hun var, så hun sig om efter andre muligheder for at komme op i lige netop dét træ.
Løsningen lå mere klar, end hun havde turdet håbe: et af de andre træers krone rakte godt ind i det træ, Rayne nu befandt sig i. Med lidt vovemod ville hun have mulighed for at komme fra det ene træ til det andet… Så længe hun ikke kom til at kigge ned og fortryde mit i springet.
Morgana slængte kappen fra sig igen, sikrede at sarien stadigvæk var kiltet forsvarligt op og sad uden at genere hendes bevægelighed, og greb så fat i det andet træs nederste grene.
”Bare vent!” Råbte hun leende, mens hun svang sig de første meter op.

//Beklager det sene svar. *Indsæt undskyldning om træning her*

Tesseract så skiftevis på de to kvinder som nu havde omringet ham. Rayne kom fra et andet træ og Morgana var på vej op det træ han allerede var i. Han måtte gøre noget hurtigt.
Han hoppede ned fra træet og landte blødt på skovens bund. Det gav en meget lav lyd, men det kunne godt høres. Han hoppede lige forbi Morgana og han var sikker på at han ramte hende på vej ned. Han listede så hurtigt, men lydløst han kunne, hen til et andet træ ikke langt væk. i stedet for at klatre op i det, gik han om bag det.

Rayne var på ved at klatre ud på den gren han sad på, da hun hørte hvordan noget ramte jorden under hende. Hun havde gennemskuet manden nok til at gætte at det var ham, og at han var hoppet ned igen. Hun sprang ned og uden at vide det var hun kun få centimeter fra at ramme ham, inden han løb videre. Der var rimeligt stille i skoven, så hun kunne høre i hvilken retning han løb.
Rayne sprang hen til hvor kvinden nu var, og hviskede hende i øret, så manden ikke ville kunne høre det. Hun forklarede hvilket træ han var ved, og foreslog at kvinden skulle gå til et andet træ så han troede, de var på vildspor. Hun var nysgerrig efter at se hvad han så ville gøre.

Morgana havde lige fået fat i en ny gren, da noget ramte hende. Hun udstødte et forskrækket ’IH!’ og hev hånden til sig, hvorved hun næsten mistede grebet om den anden gren.
Da Rayne kom hen til hende, lagde hun hovedet let på skrå og lyttede opmærksomt. Et lille smil spillede om hendes læber og hun var helt med på idéen. Rayne var lederen i den her leg, og hun gjorde det godt. Morgana så sig omkring i området om mærkede sig træet og retningen og underlaget deromkring. Derefter gik hun relativt målrettet frem mod et andet træ end det, Rayne havde peget ud for hende, men ikke længere væk end at hun med nogle hurtige skridt kunne komme i nærheden af træet, hvis Rayne gav signal til det. Hun kørte en hånd hen over stammen, som søgte hun et greb eller fodfæste. Vidste man ikke bedre, ville man tro, hun var på vej til at klatre op i endnu et træ.

Tesseract så til, mens de to kvinder lagde planer og gik i hver sin retning. Han var noget nysgerrig efter at vide hvad de snakkede om. Men han blev stående, lige der, hvor han var. For underlaget gav efter, når han bevægede sig, så han stå bare musestille og så til.

De grønne øjne betragtede kvinden, og nikkede bekræftende af den retning hun valgte at tage. Idet kvinden tilsyneladende valgte at klatre op i et af træerne, valgte Rayne selv at tage en omvej. Hun forsvandt ret langt væk derfra, løb i den modsatte retning, ud af begge menneskernes synsfelt, før hun klatrede op i et nyt træ. Herfra bevægede hun sig langsomt og lydløst tilbage via de øverste grene i træerne. Uden at han ville kunne se det, befandt hun sig nu i træet lige over manden. Hun havde en rimeligt god idé om hvor han var.
Hun kastede et enkelt blik tilbage på kvinden før hun sprang ned fra træet. Hvis han stadig stod der, og hvis han ikke rykkede sig, ville hun vælte ham omkuld og lande oven på ham. Hun sørgede for at han ikke ville slå sig alt for meget, hvis hun fangede ham.

Morgana klatrede et par meter op i træet, satte sig først på en bred gren, svingede lidt med benene, og betragtede omgivelserne.
Pludselig blev hun opmærksom på en bevægelse i en trætop i nærheden af det træ, manden formodentlig gemte sig ved. I glimt så hun Rayne bevæge sig nærmere fra top til top, og Morgana besluttede sig for at hjælpe med at aflede opmærksomheden fra den snigende fare ovenfra. Hun sukkede højlydt, som hvis hun havde tabt sporet af både manden og kvinden, og begyndte så at kravle ned igen. Hun gik tilbage efter sin kappe og samlede denne op, før hun med slentrende skridt gik i retning af træet, med manden bag, men ikke direkte mod det. Der var ingen grund til at skræmme ham væk fra skjulet, hun skulle bare fange hans opmærksomhed.

Tesseracts opmærksomhed lå hos Morgana. Hans blik fulgte hende konstant, så han så slet ikke ar Rayne kom fra oven og væltede omkuld, da hun landede på ham. Han blev også synlig igen.

Raynes plan havde virket, og hun landede på manden. Hun lænede sit hoved helt tæt på hans. "Fanget," hviskede hun, og grinede lavmælt. Selvom hun ikke var tung, sprang hun hurtigt af ham igen for at han ikke skulle blive irriteret. Hun kunne også forestille sig at han ikke lå særligt godt. Hun blev stående kun en meter fra ham, og så afventende på ham.
Rayne var imponeret af det samarbejde hun havde haft med den fremmede kvinde; kvinder var ikke noget hun normalt kom alt for godt ud af det med. Hun blinkede til hende som for at takke for hjælpen og legen.

>> Beklager, det blev kort <<