Krystallandet
Cathrine Green 25.04.2009 13:05
Cathrine var begyndt at ryste let da ilden var svundet meget mere. Hun havde under ingen omstændigheder tænkt sig at spørge efter mere tøj eller få ham til at tænde ilden. Selvom hun stadig var svag og havde ondt i hovedet (plus alle andre steder) så følte hun si alligevel stærkere. Hun sad lidt og prøvede at slappe helt af. Glemme at det gjorde ondt og bare koncentrerer sig om den meget svage ild. Hun følte hvordan ilden gav hende lidt mere kraft og hun prøvede endnu hårdere at føle den svage varme fra det. Hun trak vejret dybt og ignorerede smerten i siden for hvert åndedrag. Der sad hun med lukkede øjne i en helt afslappet tilstand, næsten mediterende og følte hver gang hun trak vejret ind at hun blev stærkere, men ilden svagere. På den måde blev det koldere og koldere, mørkere og mørkere i rummet. Hun åbnede øjnene og kikkede ind i ilden og følte pludselig hvordan hun var forbundet til den. Hun have aldrig tænkt over det før. Hun trak en dyb vejrtrækning ind og pustede næsten al luften ud. Som hun gjorde det blusede ilden dansende op og spredte mere lys og varme end før. Cathrine selv var næsten ved at besvime igen, men hun havde fået ilden i gang på en måde hun ikke troede. Det var næsten som om den havde fået liv af hendes åndedrag. Cathrine kikkede selvtilfreds på den og lagde sig ned for bare at blive ved at stirre på den nu kraftigere ild.
Derag 25.04.2009 13:12
Alzeid havde lagt hånden på den gamle bog, og gentog for sig selv en formular højt. For ham var det den bedste måde at lære noget i hovedet, men han blev fra tid til anden nød til at kigge i teksten. Hver gang han kiggede, havde han besluttet med sig selv at han skulle sige den en gang mere, eller bare indtil han kunne sige den afslappet uden at koncentrere sig så meget. Desværre var det en ret lang tekst, så det tog en rum tid før han blev færdig. Faktisk var han så dybt optaget af at lære den udenad, at han ikke lage mærke til hvor markant anderledes hendes vejrtrækning blev, eller det faktum at der kom mere lys. At der kom mere lys, gjorde det alligevel kun sværere for ham at se, så han opdagede det først da han skulle til at læse videre. Samtidigt var han begyndt at nynne en fængende vuggevise, han havde opsnappet fra en kvinde, der sang den til sit barn. Det var tilfældigvis også den kvinde han havde taget bogen fra.Med et tilfreds udtryk, da han nu kunne gentage sætningen fejlfrit, begyndte han at tegne et pentagram på det svagt krøllede pergament.
When we look into the night sky, we see light engulfed in devouring darkness.
A soul is like the night hours; the cold grip of reality, encasing warm specks of emotion -
However, whether you rest your gaze in the nightly void is your choice.
If you close your eyes you see no darkness, you see no light,
if you close your heart you feel no warm, and you feel no cold
Cathrine Green 25.04.2009 13:20
Hvis man så hvordan Cathrine lå lige nu og især så på hendes ansigt udtryk, ville man kun kunne finde få ord for det. Et af de få var: Fredfyldt. Det var ret mærkeligt at hun lå og så sådan ud, da hun jo var fanget hos en fremmed uden at vide hvor hun var og meget skadet, men ilden havde på en eller anden måde formået at berolige hende og få hendes tanker til at slappe helt, helt af. Hun tænkte ikke rigtig over noget bestemt, men undrede sig egentlig bare over hvad der var sket. Hun plejede ikke sådan at kunne manipulere med ild der ikke var hendes eget, og derfor forundrede det hende hvad der var sket. Hun følte også på en måde at ilden her, var hendes ven i et eller fjendsk sted og hvis flammen var ved at gå ud, prøvede hun at holde den i gang, til trods for at det blev svære og svære som der blev mindre og mindre brænde. Hun kom til at tænkte på hvad den fremmede mon egentlig lavede, hun syntes hun havde kunnet høre en svag hvisken, men så blev hun enig med sig selv om at hun ikke gad tænke på det, men bare koncentrere sig om ilden i stedet for. Derag 25.04.2009 13:29
Efter at havde tegnet pentagrammet, kiggede han tilbage i bogen. Med langsomme alvorlige bevægelser tegnede han det ene tegn på pergamentet efter det andet. Hans hånd rykkede sig selvsikkert, men også alvorligt og forsigtigt, over det gamle papir, og der blev langsomt nedskrevet en lang række af okkulte tegn ved siden af de mange lige streger, der udgjorde den 7 takkede stjerne. Efter det nedkradsede han nogle enkelte ord med sin kunstfærdige håndskrift, lagde papiret ind i bogen og rejste sig op. Efter at havde rejst sig op, gik det op for ham at han ikke vidste hvorfor han havde gjort det, og satte sig ned igen. Han sad en tid og kiggede stift frem for sig, da han ikke rigtig vidste hvad han skulle tage sig til. Sort magi var en nødvendighed for en som ham, men ikke just den sjoveste ting i verden, og ej heller var bøger. Efter en velovervejet tankerække hævede han stemmen og spurgte hende; ”Spiller du spil?” Måske var det dumt at gøre det, specielt fordi de begge hadede hinanden inderligt, men han kunne ikke rigtig finde på andet at lave. Måske lige gå ind og lægge sig til næste nat, men den idé faldt endnu dårligere i hans smag end at spille med hende.When we look into the night sky, we see light engulfed in devouring darkness.
A soul is like the night hours; the cold grip of reality, encasing warm specks of emotion -
However, whether you rest your gaze in the nightly void is your choice.
If you close your eyes you see no darkness, you see no light,
if you close your heart you feel no warm, and you feel no cold
Cathrine Green 25.04.2009 13:37
Cathrine blev hevet ud af sin fredfyldte tilstand da hun hørte hans stemme. Hun kunne næsten ikke forstå hvordan han skulle kunne tale til hende, og spørge om det. Der måtte da være nogle andre her? Spiller du spil? Hun tænkte sætningen om og om igen. Var det faktisk hende han havde spurgt om det?
”Hvad..?” Hun spurgte ikke fordi hun ikke havde hørt, men fordi hun undrede sig. Det her gav altså mindre og mindre mening for hende. Hun var fanget hos en eller anden halv sadistisk person, i en krypt, langt væk fra hvor hun kom fra og nu ville denne fremmede spille spil med hende? Da hun ikke koncentrerede sig om ilden mere, var den blevet svagere og lyset havde derfor dæmpet sig. Varmen sad stadig i rummet.
Derag 25.04.2009 13:45
Nej, det lød måske ret åndssvagt alligevel, nu han tænkte det igennem. Måske skulle han bare gå ind og lægge sig alligevel… Det så jo ikke rigtig ud til at der var mere han kunne gøre nu alligevel.Inden han gik ind, tog han sin fjerpen og sit blækhus med over til reolen med de mange ens bøger. Der hev han den samme bog ud som han havde skrevet i dagen før (ja, han havde sat den på plads ;) og noterede sig nogle småting. Efter en tid med notering, lagde han mærke til at han endnu ikke havde svaret på hendes spørgsmål, da det – igen – ikke faldt ham ind at det ikke var rettet mod ham.
”Nåh, ikke noget..” Han lagde bogen åben på hylden, da han ikke gad vente på at blækket blev tørt. ”Jeg spurgte Dem bare om De spillede nogle spil,” egentligt var det vel i grunden ikke så lige meget, og han bevægede sig en smule nærmere, tæt nok på til at han kunne se hende gennem de mange reoler. Nu havde han vel at mærke et meget skarpt blik, så at han kunne se hende var ikke ensbetydende med at hun kunne se ham. Han fortsatte rolig sin ordstrøm, ”ser De, jeg har ikke spillet spil med nogen siden mine forældre forsvandt, hvilket må være…” Han tog sig en betænkelig pause, men kunne ikke komme i tanke om det, ”lang tid siden sådan cirka.”
(skal lige have frokost, er straks tilbage ;D)
When we look into the night sky, we see light engulfed in devouring darkness.
A soul is like the night hours; the cold grip of reality, encasing warm specks of emotion -
However, whether you rest your gaze in the nightly void is your choice.
If you close your eyes you see no darkness, you see no light,
if you close your heart you feel no warm, and you feel no cold
Cathrine Green 25.04.2009 13:53
Cathrine kunne godt høre at han var kommet tættere på, men kunne ikke se hvor han var henne. Hun kikkede sig lidt omkring. På nogle punkter ville hun gerne spille spil, om ikke andet for at komme til at tænke på noget andet end at være fanget hernede i krypten, men når det var ham hun var fanget af hun skulle spille med, virkede det en lille smule underligt. Noget helt andet var, at hun nu var blevet en smule nysgerrig, hun ville gerne vide hvordan og hvorfor hans forældre forsvandt, men hun syntes det var både tåbeligt og mærkeligt at spørge sin fangevogter om det. Hun var jo egentlig også ret ligeglad med hvad der var sket med ham og om han var ked af det med hans forældre, så hun ville bare vide hvad der var sket, egentlig ikke mere, og hvis hun spurgte ville det bare lyde som om hun bekymrede sig for ham, hvilket hun i hvert fald ikke gjorde. Cathrine sukkede fordi hun ikke helt vidste hvad hun skulle gøre.
”Jeg har aldrig rigtigt spillet spil,” sagde hun bare. Hun havde fået en streng opvækst af sine forældre der var så opsatte på at gøre hende perfekt, og da hun så flygtede og boede hos smeden, havde hun lært at slås og moret sig meget med det. De havde lavet mange sjove ting, hende og smeden, men ikke spillet spil. Han havde jo trods alt også været en disciplinær mand.
(i orden ^^)
Derag 25.04.2009 14:13
Med hurtige skridt bevægede han sig endnu tættere på, så han i grunden ikke behøvede at snakke synderligt højt for at hun skulle kunne høre det. Han smilte ikke, og så i grunden ikke specielt glad ud, men sådan var han bare. Tiden havde det med at gøre personer, der skulle leve i isolation, meget isolerede. Underligt egentligt.”Det behøver De skam ikke bekymre Dem om, det eneste jeg kan huske, i et hvilket som helst spil, er reglerne,” Han lagde armene over kors, bag på sin ryg – på en nærmest militærisk facon. For at genopfriske eventuelle læseres hukommelse, havde han bevæget sig fremad, og var nu cirka 2 meter fra hendes position i sofaen. Svagt smilende fortsatte han, ”kender De skak?”
When we look into the night sky, we see light engulfed in devouring darkness.
A soul is like the night hours; the cold grip of reality, encasing warm specks of emotion -
However, whether you rest your gaze in the nightly void is your choice.
If you close your eyes you see no darkness, you see no light,
if you close your heart you feel no warm, and you feel no cold
Cathrine Green 25.04.2009 14:24
Cathrine vidste hvad det var, og hvordan det så ud, men mere kendte hun ikke til det. Hun havde set folk spille det, og havde som lille syntes at det så frygtelig kedeligt ud, da hun ikke vidste hvordan man gjorde og spillerne sad for stille alt for længe. Senere i sit liv havde hun faktisk godt villet lære det, men hun havde ikke haft tid til det på det tidspunkt.”Nej.” Svarede hun kort mens hun stirrede på ilden og pustede ud så den igen blusede lidt op. Igen mistede hun kræfter af dette, men hun ville bare gerne holde varmen og hun vidste at hvis der ikke var gang i ilden, ville her hurtigt blive koldt hernede under jorden. Det var egentlig meget sollys gjorde for varme, kom hun pludselig til at tænke, men fortrød det da hun kom til at savne solen og lyset endnu mere.
Derag 25.04.2009 14:29
Han kiggede venligt på hende, og fulgte hendes blik da det blev vendt mod ilden. Beklageligvis for hende forbandt han ikke manglen på lys og varme med at havde det koldt, for han frøs aldrig. Heller ej havde han det varmt, men det betød heller ikke at han havde det tilpas hele tiden. Han følte bare ikke temperatur i sin krop.”Ville frøkenen havde noget imod at lære det?” Han havde valgt sig selv at være høflig, for hun var jo i teorien ikke hans fange, men hans gæst. Gav hun ham dog den mindste grund til at ændre sin mening, ville han på intet tidspunkt tøve med at smide hende ned i fangekælderen, hvor der med garanti var koldt.
When we look into the night sky, we see light engulfed in devouring darkness.
A soul is like the night hours; the cold grip of reality, encasing warm specks of emotion -
However, whether you rest your gaze in the nightly void is your choice.
If you close your eyes you see no darkness, you see no light,
if you close your heart you feel no warm, and you feel no cold
Cathrine Green 25.04.2009 14:37
Cathrine tænkte over det. Hvorfor var han pludselig så høflig? Som om hun var gæst? Var det et trick? Ville han snyde hende? Hvis han ville, fandt hun nok ud af det, og han slap nok også af sted med det, da hun stadig var en smule groggy. Hun valgte også at være høflig.”Hvis De vil lære mig det. Jeg tvivler dog på mine evner indenfor det.” Sagde hun roligt og havde vendt blikket med ham i stedet. Hun plejede ikke at være god til ting i den stil, og hun ville nok havde svært ved at lærer det, især nu med hendes mangel på optimal hjernekapacitet. Hun ville på den anden side gerne lave noget i stedet for bare at side eller sove hele tiden, så derfor havde hun sagt ja.
Hun kom til at kikke ned på sine hænder igen for igen at konstatere at de var blodige…
suk…
Derag 25.04.2009 14:47
Han forsvandt ind blandt reolerne, men kom hurtigt tilbage igen med et sammenfoldet bræt under den ene arm. Med en let håndbevægelse rykkede han det lette bord ved siden af den stol han havde siddet på ind mellem stolen og sofaen, og drejede stolen rundt. Derefter lagde han det sammenklappede bræt på bordet, og satte sig i stolen. Uden at tænke meget over det, foldede han brættet ud og satte brikkerne op. Med en neutral stemme forklarede han reglerne, og fortalte hende at hun startede. Mens han ventede på at hun skulle lave et træk, skulle han til at sige noget, men glemte hvad det var. I stedet ventede han bare i tavshed på at hun skulle rykke en af sine brikker.When we look into the night sky, we see light engulfed in devouring darkness.
A soul is like the night hours; the cold grip of reality, encasing warm specks of emotion -
However, whether you rest your gaze in the nightly void is your choice.
If you close your eyes you see no darkness, you see no light,
if you close your heart you feel no warm, and you feel no cold
Cathrine Green 25.04.2009 14:55
Cathrine havde fanget de fleste af reglerne i farten og sad og gennemgik dem i hovedet. Hun vidste ikke meget om taktik, når det altså ikke galt rigtig kamp, og sad mens hun prøvede at nå frem til hvad der ville være godt at gøre. Til sidst rykkede hun prøvende en brik fremad og kikkede på den fremmede. Den fremmede? Hun blev enig med sig selv om at det var begyndt at blive irriterende at omtale ham sådan inde i hovedet. ” De har ikke fortalt mig Deres navn?” Spurgte hun så. Det var faktisk ligeså meget et spørgsmål om, om han havde sagt hans navn og hun bare ikke kunne huske det, man ved jo aldrig, men hvis han havde, ville hun gerne have det at vide igen. Mens hun kikkede på ham, lagde hun mærke til en lille smule blod ved hans mundvig og undrede sig over det. Da hun ikke, (kunne huske, eller vidste bedre) gik hun ud fra at det nok var hans blod. Hun lagde også mærke til at han var frygtelig bleg, men det var vel en selvfølgelighed når man boede i en krypt?
Derag 25.04.2009 15:07
Han kiggede efter tænksomt på brættet. Fra naturens side havde han fået den fordel, at han kunne bruge en betydeligt større del af den menneskelige hjerne, han var blevet udstyret med, end en levende kunne. Måske var det ikke direkte fra naturens side, men det var i grunden ikke så vigtigt. Dog var han betydeligt meget mindre i træning end hun nogensinde kunne blive, og selvom man fra logik’ens side – hvis man kunne sætte det op med tal, hvor 1 var lavest og 10 højest – ville kunne sige at 1 var det absolutte minimum, var det faktisk muligt at blive dårligere til noget end det, given man havde en lang nok levetid. Derfor havde det en betydning for hans evner at han ikke var i træning. Heldigvis betød det ikke meget for det første træk alligevel, og han rykkede en af sine brikker med et eftertænksomt blik.”Alzeid Uriel Drakilion,” han løftede blikket fra brættet og mødte hendes et ganske kort stykke tid, før han kiggede ned på spillet igen. Måske kunne han bruge tiden til at komme foran, rent mentalt altså. ”Og De er Cathrine Green, løb hjemmefra da De var 9, flyttede ind hos en smed hvor De lærte at slås og smede. Senere flyttede du ind i dit eget sted, som jeg fortsat ingen planer har om at fortælle Dem hvor er.” Meningen med den præstation af viden, var simpelthen at demonstrere at han vidste alt, der var at vide om hende. I hvert fald fra hans synspunkt.
When we look into the night sky, we see light engulfed in devouring darkness.
A soul is like the night hours; the cold grip of reality, encasing warm specks of emotion -
However, whether you rest your gaze in the nightly void is your choice.
If you close your eyes you see no darkness, you see no light,
if you close your heart you feel no warm, and you feel no cold
Cathrine Green 25.04.2009 15:19
Cathrine kikkede ikke op, men hendes kropssprog blev en smule mere anspændt. Hun brød sig ikke om at han vidste sådan noget om hende. At han vidste hvem hun var, og hun ikke vidste hvem han var. Især det at han vidste hvor hun boede og ikke ville sige det generede hende groft. Hun havde på en eller anden måde lyst til at vælte skatspillet ned fra bordet, men lod være. I stedet valgte hun at reagere som om han havde ment det, som venligt hvis hun nu ikke kunne huske hvem hun var, hvilket passede lidt. Så kikkede hun op.”Tak, men så meget kan jeg dog huske om mig selv” Hun svarede roligt, høfligt og prøvede at lade være med at tænke på grunden til at han havde sagt det. Hun tænkte sig lidt om med øjnene på brættet og rykkede endnu en brik.
Derag 25.04.2009 15:29
Han tog sig ikke lang tid til at tænke over sit næste træk, da han rykkede en af sine brikker frem for at tage en af hendes. Naturligvis var han forberedt på at miste selv samme brik, som netop havde lavet det heroiske angreb.Han havde bestemt ikke ment det som en genopfriskning af hendes hukommelse, men det havde han også fornemmelsen af at hun havde fornemmelsen af. Dog var han ikke sikker, men i grunden lige glad. Hvad der var gjort, var gjort.
Han lænede sig tilbage i stolen og kiggede roligt på hendes skikkelse. Roligt sagde han en enkel, sikkert meget foruroligende sætning. ”Det ved jeg godt.” Det kunne både virke skræmmende og barnligt, alt efter hvilken synsvinkel man havde på det. Enten kunne han havde været truende og magtfuld, eller også kunne han være en barnlig voksen, der nægtede at anerkende sine fejl. Den første var selvfølgelig rigtig, men han kunne ikke bestemme hvordan hun så på det.
When we look into the night sky, we see light engulfed in devouring darkness.
A soul is like the night hours; the cold grip of reality, encasing warm specks of emotion -
However, whether you rest your gaze in the nightly void is your choice.
If you close your eyes you see no darkness, you see no light,
if you close your heart you feel no warm, and you feel no cold
Cathrine Green 25.04.2009 15:42
Cathrine kikkede tænksomt på skatbrættet og overvejede hvad hun skulle gøre. Hun vidste ikke helt om det ville være en fælde at flytte en brik og derved tage den han havde rykket frem. Da hun ikke ellers vidste hvad hun skulle gøre, rykkede hun frem og tog hans.”Jeg antager at De ikke har tænkt dig at fortælle mig hvorfor de ikke vil sige hvor jeg bor?” Man kunne jo altid prøve tænkte hun, selvom hun ikke regnede med at få det svar hun ville have. Hun løftede hovedet og kikkede på ham. Men hun ventede på at han skulle svare eller lave et nyt træk på brættet iagttagede hun hvordan hans reaktion ville være. Hun var ikke sikker, men han kunne godt finde på at blive ret irriteret på hende igen, da hun trods alt havde stillet dette spørgsmål en del.
Derag 25.04.2009 15:56
Han tog hendes gentagne spørgsmål med ophøjet ro, mest af alt fordi han var optaget af at kigge på skakbrættet. Af samme grund mødte han ikke hendes blik. Han havde ikke rykket sin brik frem som en del af en fælde, men fordi han vel i teorien godt kunne ofre en brik, så længe han fik taget en af hendes brikker af tilsvarende ’værdi’, eller brugbarhed.”Deres antagelse er forkert, frøken Green. Grunden til at jeg ikke vil fortælle Dem Deres residens beliggenhed, er simpelthen fordi jeg endnu ikke har besluttet hvad jeg skal gøre med Dem.” Måske var det svar lidt afvigende, men hun havde da i sandhed også formuleret sig underligt. I praksis kunne han bare have sagt at hendes antagelse var forkert, og lade hende spørger endnu engang. Det svarede til når nogen siger ’må jeg be’ om saltet’, hvor de jo i grunden bare spørger om de må spørge om at få saltet.
When we look into the night sky, we see light engulfed in devouring darkness.
A soul is like the night hours; the cold grip of reality, encasing warm specks of emotion -
However, whether you rest your gaze in the nightly void is your choice.
If you close your eyes you see no darkness, you see no light,
if you close your heart you feel no warm, and you feel no cold
Cathrine Green 25.04.2009 16:06
Cathrine kikkede tænksomt ud i luften. Det havde hun ikke lige tænkt over. Men hvorfor ville han også hende noget? Kunne han ikke bare have ladet hende være. ”Hvorfor bliver De så nød til at beslutte hvad De vil gøre ved mig? Det må der jo være en grund til?” Hun håbede ikke at få et undvigende spørgsmål denne gang, men regnede med at det fik hun jo nok igen. Hun forstod ikke hvad han ville med hende. Hun havde, af hvad hun kunne huske, ikke gjort ham noget, og ja. Hun kunne bare ikke finde grunden til det hele. For hende gav det ikke mening.
Hun kikkede på skatbrættet, men kunne ikke huske om det var hendes tur så hun tøvede med at rykke en brik.
Derag 25.04.2009 16:16
Igen, hendes spørgsmål var for ’indirekte’ hvis man kunne kalde det det. Hvis han ville – hvilket han ikke havde lyst til – kunne han bare svare på hendes spørgsmål; Til at starte med havde hun spurgt ham hvorfor han var nød til at beslutte, ikke nødvendigvis hvad han var nød til at beslutte, og hendes andet spørgsmål kunne for let relateres til det første, som et spørgsmål til hvad grunden til at han var nød til at beslutte var. I store træk, var det sådan han forarbejde det folk sagde til ham. Han tænkte på måder at svare på deres spørgsmål, på måder som personen ikke havde regnet med at spørgsmålet kunne besvares på, men som sagt – det gad han ikke nu.
”Fordi jeg ikke kunne dræbe Dem på stedet,” sagde han ligeud. Efter at havde forkastet sin originale plan om at fordreje hendes ord, så han ingen anden udvej end at svare på det hun havde ment. Og han løj aldrig. Han rykkede stille en bonde et felt frem.
When we look into the night sky, we see light engulfed in devouring darkness.
A soul is like the night hours; the cold grip of reality, encasing warm specks of emotion -
However, whether you rest your gaze in the nightly void is your choice.
If you close your eyes you see no darkness, you see no light,
if you close your heart you feel no warm, and you feel no cold
Chatboks
IC-chat▽