Isolde nød at mærke ham, og bemærkede næsten ikke at Jack tog hendes kjole af hende. Selvom hun registrerede det, så var det ikke noget hun lagde mere mærke til. Hun mærkede resten af sin orgasme i sin krop, mens hun stadig mærkede en ophidselse. Hvem skulle have troet at Jack kunne få hende så langt ude i tågerne. Ikke hende i al fald. 
Hun så op på ham, og betragtede de øjne, hvor hun følte hun så sin frem fremtid. Lige nu var hun ikke skudt afsted i en nydelses tilstand, og var derfor også mere klar i hovedet  - eller så klar man kunne blive når man var ophidset, og lå under en, man kunne drømme sig væk i. ""Ja? Det lyder dejligt, min egen" svarede hun og så ham direkte i  øjnene. Måske havde hun ikke selv tænkt så meget på den del, og det lå stadig langt ude i fremtiden for hende. Men det måtte de jo tage som det kom. 


Hun forsvandtr igen ind i en ophideslse lavine, så igen måtte han næsten gøre hvad han ville med hende, støn forlod hendes læber, mens hun vred sig ganske stille under ham i nydelse og ophidselse. Hun mærkede igen følelsen af, ikke at kunne være i sin egen krop mere for ophidselse. Hans ar sprang hende dog i øjnene, det gjorde næsten fysisk ondt på hende som hun kunne se dem. Det var virkelig ikke rart at han havde været udsat for det! Da han kørte sin klør ned af hendes krop, blev hun fuldkommen elektrisk, "Brug mig... Brug mig, min egen" bad hun ophidset som hun så på ham. 

Isolde mærkede hans bid, det gav hende det sidste til igen at lade en organse brage ned igennem hende, mens hun mærkde ham dybt inde i sig. Hans støn gik direkte i både både underliv og hjerte. Måske det  var sådan kærlighed også kunne føles? Det anede hun ikke. Lig enu nød hun bare tosomheden med Jack, det følsomme som også var tilstede, var virkelig også rart. Hun smilede mildt til ham, som mærkede at han selv havde nået sit punkt.


"Mhm ja? " svarede hun og nussede ham lidt med sin ene hånd, "Så er vi to..." medgav hun og nød hans vejrtrækning og nød varmen fra ham, som strømmede over i hendes krop. "Jeg elsker dig, Jack" sagde hun lidt efter mens de lå der, det gjorde hun. Hvis hun havde været it vivl, var hun det ikke længere, heller ikke selvom de måske var gået fra A til Z megeget hurtiggt. Noget i hende fornemmede dog også at det var noget som havde lægget i kortene at de skulle gå videre, det var dog en tanke hun selv gik og legede med. 

han kikket dog lidt navøs ned mod hendes mave lidt igen og så op på hende vidste hun et sted at de hadet skabt båndet mellem dem og hvad det betød for dem i værfald i hans ulve verden betød det jo mere ind bare at være mand og kone. han sukket lidt og lage sit hovde ind mod hendes hals han kunne ikke drømme noget ander sted at være lige nu ind hos hende men ville han være en god nok far vis det var  hånden bliv dog på maven som han mærede sin leme stadige var inden i hende hun var ung men også moden nok til det 

Isolde  havde brug for at sige det, uden at han kom hende i forkøbet. Måske for at bekræfte at det hun havde svaret tidligere, var noget som hun virkelig mente. Hun fornemmede det godt på ham, men kommenterede det ikke. Det følte hun ikke at, hun behøvede.  Det havde vendt op og ned, de sidste dage der været fart på.  Hun nød hans læber, og gengældte kysset. 


Hun bemærkede hans nervøse blik, "Hvad er det, min egen?" spurgte hun mildt, som hun så på ham. Hun nussede ham lidt som de lå der. Hun mærkede den tosomhed som hun følte imellem dem. Den følelse af noget sårbart også var kommet imellem dem, nu på en noget anden måde end da de blot var tætte venner. Nu var det en anden følelse af det. 

 

Hun så midlt på ham, mens hun mærkede sin krop slappe mere og mere af. Mens de lå der, faldt hendes hjerte også til ro igen, efter at have  pumpet rundt som en anden vulkan i udbrud. Isolde nød varmen fra ham. "Okay.." hun var lidt usikker på hvad det betød, men hun stolede på ham. Det var der slet ikke tvivl i hendes indre. Hun nussede ham blidt, og så blot på ham. "Det håber jeg..." det mente hun. Hun håbede hun kunne give sit.. deres barn det som hun selv havde fået og al det hun ikke selv havde fået. 


Isolde var helt blød som smør, dette ville nok heller ikke vare længe før trætheden ville indhente hende, som de lå der. "Det ved jeg, min egen" mumlede hun ind mod ham. Her lå hun virkelig godt, et sted hun håbede kunne ligge mange gange, og ikke kun på lånt tid. I hendes indre rumsterede hendes kiste også, men det var ikke nu det var tid for det. Nej det måtte vente. Måske imorgen. "