Hun skulle lige til at komme med en indvending om at selvfølgelig kom hun ikke til skade derude! men hun nåede kun at åbne munden, for så at lukke den igen. Det var i hvert fald én ting hun var fuldstændig overbevist om at hun ikke kunne bilde ham ind. Ikke med det held hun havde lagt for dagen. Eller rettere den tid hun havde kendt ham. "Skal jeg nok prøve at lade være med" og prøve var virkelig kodeordet her! Måske hun bare skulle afholde sig fra at røre ved noget.

Latteren der kom over ham, fik hende til at bryde ud et stort smil med det samme. Det var rart at høre ham le og ikke mindst se humoristisk på scenariet der havde udfoldet sig dagen før med hende godt beruset på gulvet. "Nå så det ville det ikke? Bare gi mig et par glas alkohol, og jeg skøjter rundt som en hjort på is" pointerede hun med et glimt i øjet. For det var virkelig det der skete. Hendes balance var nærmest ikke eksisterende med alkohol i blodet.
Han overraskede hende med at holde den humoristiske tone og hun endte med at grine og ryste let på hovedet af ham. "Ja det ville uden tvivl være nemmere" gav hun ham ret, mens hun fastholdte at stå på et ben, til Sawyer havde sat sig ned, og hun fulgte hans anmodning.

Det var nok en rigtig god ide at få en støvle på i hvert fald den raske fod, så hun ikke frøs dem unødigt. Men hun fik støvlen på foden relativt nemt og brugte hans skulder som hjælp til at komme op at stå igen. Så kunne hun heller ikke blive mere klar, for hun regnede ikke med at der var så koldt ude i en smedje at hun skulle have et tæppe med! Det ville undre hende meget.

Han var ganske tilfreds, da hun ikke begyndte at komme med nogen indvendinger, for de var vidst begge rimelig overbeviste om at uheldet fulgte hende. Smedjen kunne bare være et yderst farligt sted for hende. Han var dog tilfreds med hendes forsøg på et løfte, for hvad mere kunne han egentligt forlange af hende? Det bedste var vel godt nok, og ellers måtte han passe på hende og holde et vågent øje med hendes færden, præcis som han havde gjort med sine små poder dengang for mange år siden. De havde begge elsket at komme med ham ud i smedjen hvor de havde hver deres lille hammer til selv at banke på det varme stål, mens han hjalp dem. Dengang havde essen været i brug for deres skyld, så de kunne lære faget ordenligt at kende, for selvom han rejste meget som Oberst i Lysets hær, gjorde han alt hvad han kunne for at være mest muligt hjemme hos dem.

Hendes næste svar fik ham dog trukket tilbage til virkeligheden som han kom til at grine, for han havde faktisk, i bedste hulemands stil også et fad med mjød stående ude i smedjen, så han kunne sagtens skænke hende et krus eller to derude, selvom det på ingen måde ville være forsvarligt. Desuden stod de stadig med det problem at der kun var lænestolen og sofaen at vælge mellem, medmindre han vovede sig dybere ind i huset. "Det må jeg hellere huske at lade ske en dag, det kunne jeg godt tænke mig at se.. Og bare rolig, skal nok lade sig ligge til du tigger om hjælp.." Hvad præcis der havde fået ham til at bløde sådan op, og rent faktisk opleve bare en snert af den gamle drillesyge Sawyer vidste han ikke, men det føltes godt at lukke op overfor hende. Han gjorde hvert fald en bedre indsats end nogensinde før, hvis han selv skulle sige det. 

Han hjalp hende hurtigt på med støvlen, inden han ventede på hun fik sig rejst igen fra hans lår, så han selv kunne komme op og stå. Han burde måske medbringe et tæppe til hende, men hvis han gjorde spændte han jo ben for sig selv, så ville hun måske ikke komme til at fryse, og derfor ikke mangle hans nærvær. Besluttet, skubbede han døren op og guidede hende stille ud igennem den inden han lukkede døren efter dem. Det hele var lidt svært da han både skulle hjælpe hende, lukke en dør men samtidigt havde den ene favn fuld af dele til hendes hjælpemidler. "Denne vej..." forklarede han roligt, som hjalp hende over imod den åbning i halvmuren for enden af huset. Hans smedje lå derinde. Han holdt måske det meste af hendes vægt, for han knugede hende tæt ind til sig, og løftede lidt op, for hendes raske ben ikke skulle blive for overbelastet. 

Da de nåede derhen, fandt han sin gamle slidte skammel, polstringen var for længst gået til og tilbage var kun træ skelettet men den var bedre end ingenting. Først da han var helt sikker på hun var sikkert placeret ved skamlen, gik han over og fandt en god mængde af små stykker af stål, han lagde det hele i et mindre kar inden han gav sig til at varme det op, det tog tid men langsomt begyndte det at skifte kulør, og efter endnu længere tid begyndte det at smelte nede i karet. 

"Åh vil du virkelig vente til jeg tigger? Man skulle næsten tro du fandt fornøjelse ved at se mig ligge og være hjælpeløs på gulvet" det faldt hende virkelig nemt at gå ind i den drillende og kække tone så snart den var lagt frem. Desuden så det også ud til bløde ham mere op og blive mere snaksageligt. Hvilket hun bestemt så som et plus siden hun skulle være her i længere tid.

Det var en akavet måde at gå på, specielt med højdeforskellen der gjorde at hun flere gange faktisk bare hoppede afsted i stedet for at afprøve om benet rent faktisk kunne holde til noget. Men fremad gik det og hun havde ikke rigtig andre valg end at følge hans vejvisning. Det der kom dem i møde, var både anderledes end hun havde forventet, og så alligevel logisk. Det var ikke smedjer hun kom allermest i, men hun havde set hvor varme de kunne blive. Så det var praktisk med en åben væg. Hun kiggede rundt mens han fandt en skammel frem efter at havde bakset med både hende, tingene og døren.

Ganske villigt satte hun sig på den slidte skammel og kiggede nysgerrigt på hvad han foretog sig, og måtte overrasket løfte sine øjenbryn da han gav sig til at varme op med en magisk evne fremfor at tænde op. "Åh, det forklare jo en del" normalvis var mænd, af hendes erfaring, oftest varmere end kvinder, men nu gav det også lidt mere mening hvorfor han havde virket så dejlig varm.

Glimtet i hans øjne talte sit eget tydelige sprog, han ville bestemt ikke have haft noget imod det scenarie udspille sig, mest fordi han ikke troede det ville passe hende særlig godt. "Lidt tiggeri kan vel være udmærket, fra tid til anden..." svarede han roligt med et glimt i øjne, trods han normalt ikke kunne udstå mennesker som tiggede, mest fordi han mente de var for dovne til at forsøge dem selv og derfor tiggede, men dette var af helt anderledes årsager, årsager han fandt underholdende. Han måtte dog for en stund stoppe op, selvom det var hyggeligt og selvom han havde vekslet mange flere ord med hende, end han havde med nogen anden de sidste mange år, følte han lidt at det var forkert af ham, at han var på vej imod noget forkert. Han sukkede let som han forsøgte at fordybe sig i sit arbejde i stedet. 

Men da hendes stemme lød, løftede han alligevel blikket og skævede over imod hende. Han vidste udmærket hvad hun hentydede til, hans evne og hans varme. "Hvorfor bruge tid på essen, når det er hurtigere og mindre omstændigt at gøre det selv..." svarede han roligt, for trods hans fokus var på hende, smeltede stålet fortsat støt i det lille kar. Han vendte blikket tilbage imod det, han havde prøvet at før at få smeltet stål udover sig, det gjorde ondt som bare pokker, men nok mindre end det gjorde på andre da han bare kunne tørre det af sig igen. Hans helt eget lille varme værn. Han fjernede omhyggeligt de urenheder der var på overfladen fra stålet, inden han lagde den ene stok op. Han placerede håndtaget ud for det mærke han havde lavet, inden han tog det lille kar med det smeltede stål, ganske forsigtigt hældte han det over håndtaget for at hæfte de to ting sammen. Og for at få det perfekte finish på håndtaget og sikre hun hvert fald ikke fik nogen splinter i hænderne. 

Ithilwen kom med et fnys der mest af alt lød som et halvkvalt grin. "Lad os nu se" Ithilwen var virkelig ikke tigge typen! Det bildte hun i hvert fald sig selv ind at det kom ikke til at ske. Men hendes stolthed var næppe stor nok til at det blev en realitet at hun ikke bad om hjælp igen. Men at kalde det tigge kom virkelig ikke til at ske.

"Effektivt. Det må også gøre arbejdet hurtigere" hendes egen evne indbefattede vand og i mange tilfælde havde det været praktisk, men ikke til at skabe noget. Ikke ligesom han brugte det som en forlængelse af sig selv til at udføre sig arbejde. Det var meget beundringsværdigt.
Ithilwen trak det raske ben op til sig på skamlen, og sad og krammede det ind til sig, med hagen hvilende på knæet mens hun betragtede hvad han gjorde. Han havde ret i at det her næppe var noget hun kunne hjælpe med at nogen art. Kun hvis der gik ild i noget! Noget hun virkelig ikke forventede ville ske, eller på nogen måde håbede på. Ild var en risikabel substans.
Hendes blik drejde langsomt hen og så ud hvor den sidste væg manglede, og hvor der kom en frisk, let kølig vind fra. Den generede hende ikke endnu, men ubemærkeligt var hendes fingre allerede begyndt at blive koldere.

Sawyer kunne ikke holde sig helt tilbage, for det lød virkelig som en udfordring, og hvem var han dog til at afvise en udfordring? Han slap hvad han havde i hænderne og gik over til nogle krus han havde stående, med et gammelt klæde tørrede han dem grundigt af for støv der kunne have lagt sig inden han skænkede to fyldte og skummende krus med mjød. Mest fordi han nok dybt nede havde en mindre alkohol afhængighed, og dog for han kunne jo sagtens undvære, men når han var alene plejede han nu altid at få en del indenbords, for hvem skulle stoppe ham? Han trådte over til hende og rakte udfordrende det ene store krus til hende. "Jeg ser allerede frem til det nu..." drillede han, inden han tog en stor slurk af det kolde mjød han havde skænket op.

Han skævede over imod den stok han havde lavet til hende, stålet var allerede rimelig hærdet, så han satte kruset fra sig og løftede den op, der var lidt pudse og polerings arbejde tilbage, da det var svært at få det helt perfekt. Varmen fra stålet synede nærmest til at blive suget ud af stålet og tilbage i hans krop. En behagelig varme spredte sig som en steppebrand i hans krop. Først da han var helt sikker på hun ville kunne røre den uden at brænde sig, vendte han sig tilbage imod hende, og rakte den frem. "Tjek lige om højden nu også passer inden jeg gør for meget ved det sidste finish.." forklarede han roligt, mens han ventede på hun kunne teste den, om hun havde brug for to vidste han ikke, men han havde en ekstra han hurtigt kunne lave der allerede lå klar. 

Ithilwen så en smule tøvende på krusset. Det var en virkelig dårlig ide, men hans drillende tone frembragte også en stædighed i hende, som hun rakte ud efter krusset. "Ha' nu ikke for høje forventninger!" Svarede hun trodsigt, men tog ikke en nær så stor slurk af det kolde mjød som han. For så var der ingen vej tilbage end at skjølte rundt ude i smedjen og det var ikke noget særlig godt valg!

Hendes hoved lagde sig let på skrå som hun betragtede hvordan han hev varmen ud af stålet og tilbage i egen krop. Det var ikke noget hun kunne forestille sig var rart, men han så heller ikke ud til at lide nogen overlast.
Langsomt lod hun sit ben komme ned på jorden igen, tog imod stokken og brugte den til at støtte sig op ad da hun rejse sig. Hans markeringer havde været præcise nok til at det i hvert fald ikke føltes for højt eller lavt at læne sig op ad. "Det føles rigtig nok." kommenterede hun som hun prøvende tog et skridt frem med den. Godt nok støttede den, men så snart hun lagde vægt over på sin ankel forvred hendes ansigt sig i smerte og hun var hurtig til at skifte over på sit raske ben. "Tror du det hjælper at have to, så jeg ikke skal bruge foden?" spurgte hun. Kunne det overhovedet lade sig gøre? Hun vrikkede sig tilbage til skamlen, som hun satte sig på igen, og ømede sig lidt.

Om han havde regnet med hun ville tage imod kruset, han vidste det ikke helt, men alligevel morede det ham kosteligt at hun sprang med på legen og rent faktisk tog imod det trods hendes lave tolerance overfor alkohol. "Jeg venter i spænding, men nu ikke vær en dårlig taber.." Han kunne ikke lade være, han måtte bare prikke lidt til hende, stemningen imellem dem virkede så meget lettere end den først havde gjort da de ankom til gården, hvor han faktisk havde været på nippet til at smide hende på porten, noget han nu var yderst taknemlig for at han ikke havde gjort.

Han holdt en hånd frem, bag for at være sikker på han kunne nå at reagere hvis hun mistede balancen og var ved at falde. Det gik ikke at hun faldt allerede nu, og slet ikke i smedjen som egentligt ikke var egnet for kluntemikler som hende. Hans blik hvilede dog ikke længere på hendes ansigt men hele hendes krop, han var nød til at se hvad der fungerede og hvad der skulle ændres, det lignede dog at højden passede meget godt og trods den lette stålbelægning virkede håndtagene også passende i hendes hånd. Der var dog det stykke som stak op bag hendes arm op imod hendes albue, det måtte kunne udnyttes hvis ikke det bare skulle fjernes. 

Han brummede let forundret over hendes stemme og løsrev det fokuserede blik. En mere? Han gjorde et lille nik og gav sig straks til at varme stålet op til det var helt tyndt flydende igen, mens han lagde stokken og håndtaget klar ud for mærket. Det ville ikke tage ham lang tid at lave en mere, nu vidste han lige hvordan, og ganske rigtigt kort tid efter trak han varmen ud af stålet så det hærdede helt op inden han tog den og rakte den over til hende. "Prøv om det var bedre..." svarede han opmuntrende mens han trådte et skridt tilbage fra hende. 

"Kun hvis du lover ikke at hovere alt for meget" Hun løftede en pegefinger imod ham og dvælede i den lette stemning der var blomstret frem omkring dem. At de var gået fra den aggressive, tryggede stemning, til det her, var gudsendt og hun var taknemmelig for ændringen. Mere end hun sagde højt faktisk, men hendes morende smil og kække glimt i øjet afslørede i hvert fald at hun var langt mere komfortabel.

Ithilwen tog et par mindre mundfulde af krusset, skjult for at forberede sig på at skulle prøve at benytte sig af to stokke. Det var et underligt valg hun havde taget, for hvordan skulle man kunne bruge to på en gang? Andet end at ligge al vægten over på sine arme. Det tog ikke langt tid for ham at blive færdig og hans opmuntrende tone fik hende til at tage en dyb indånding og rejse sig på ny.
Hun fik fat om håndtagene på hver sin stok og lod dem flugte med sine arme som hun satte dem til jorden. Hun følte sig kluntet og dum, men de kunne holde hendes vægt, som hun med sammenbidte læber prøvede igen.

Hun følte sig stadig ikke helt komfortabel med den uvante bevægelse, men det måtte hun da kunne vende sig til! Hun fik taget et par små forsøgt skridt hen imod ham, sikker på at han greb hende hvis hun mistede balancen. "Det gør næsten ikke ondt, når jeg ligger al vægten over. Men mine arme skal lige vende sig til det." svarede hun med et smil, som hun rettede blikket op fra jorden foran sig, og spidsen af hans støvler, op til hans ansigt. "Nu skal jeg bare undgå at glide nogen steder"

Sawyer holdt sig forfærdet for hjertet over hendes beskyldning, der lå dog en fornøjet mine over hans ansigtsudtryk. “Du tror da virkelig ikke jeg kunne finde på den slags?” Hans toneleje passede så perfekt til det forfærdede gisp han før var kommet med, da han tog sig til hjertet. Han rystede opgivende på hovedet som han sukkede af hende i sjov. “Du sårer mine følelser nu, jeg vil jo ikke nøjes med at hover men brøle af grin...” latterne havde allerede indfundet sig hos ham som han forklarede det virkelige scenarie der ventede hende forude når hun sejlede rundt på gulvet.

Da hun gav sig afsted på begge stokke havde han sat kruset fra sig, han var nød til at være klar hvis hun mistede balancen, men det så faktisk ud til at gå okay, han måtte dot lave en lille forbedring, der skulle noget til at støtte stokkene ved hendes arme, de virkede så vakkelvorne. Måske er beslag omkring hendes underarme kunne gøre tricket. Han brummede eftertænksomt for sig selv, som hendes stemme afledte ham. Han trak betydeligt på smilebåndet, man kunne lige forestille sig hvordan det ville se ud hende skøjte rundt som en Hjort på en frossen sø. “Kunne ellers være morsomt...” drillede han med et glimt i øjne 

Hans forfærdede udtryk og pålagte toneleje til situationen fik Ithilwen til at tage sig til maven over den hjertevarme latter der kom over hende. Faktisk grinte hun så meget det var svært at komme med et ordentlig svar til det han sagde "Åh min stakkels selvtillid" bare tanken om situationen var nok til hun ikke kunne holde op med at grine. Noget i hende var også overbevidst om at det næppe var sidste gang hun kom til at vælte rundt på gulvet. Fuld eller ej.

Hun løftede et øjenbryn af ham med et skævt smil på læben. "Ha. Ha." Det kunne han li hva? Vælte rundt som et stakkels nyfødt føl. Det havde hun set hvordan gik for sig, og selvom det var nuttet, havde Ithilwen ikke lyst til at være det vakkelvorne pus. "Håb du bare på, at mit uheld ikke smitter" hvis hun kunne trække ham med det, så skete det! Sådan som han morede sig over hendes uheld. Hun kunne ikke helt bebrejde ham dog, for hun morede sig selv over det. Det var bedre at grine end at græde over det!

Han samlede de to stokke sammen, bare at stå og kigge, os selvom han oprigtigt morede sig, havde det med at gøre ham restløs. Så han kunne bruge tiden på at lave de beslag og finpudse stokkene så de var helt perfekte til hans.... Sawyer var lyn hurtigt til at stoppe sin tanke, for Ithilwen var ikke hans noget som helst, pånær måske en ven? Men det spor var en farlig en af slagsen at bevæge sig ud af. Han rynkede lidt i pausen mens han stirrede ned på stokkene helt bremset i sit arbejde. Han måtte tage sig sammen og bremse sig selv, det var blevet for dejligt med hende omkring. Han frygtede et savn ville opstå når hun rejste videre, hvis det fortsatte sådan imellem dem.

Hendes kommentar om smittende uheld, fangede dog hans interesse, idet han skævede over imod hende. “Jeg tvivler på at det sker...” svarede han mere afdæmpet, men dog med et smil om læberne, hvert fald et lille et, inden han løftede kruset til læberne og tømte det kølige indhold direkte indenbords. Han satte det fra sig inden han greb om sit værktøj så han kunne fikse de små justeringer der skulle lave og det endelige finish.

Ithiwen fik kantet sig tilbage til skamlen, endda uden at vælte over noget! Hun trak igen det raske ben op til sig og kiggede lidt omkring. Han havde haft ret i at der ikke rigtig var noget for hende at kunne bidrage med at nogen art, andet end at være der. Hendes sunde fornuft fortalte hende at ikke burde røre ved noget, selvom hendes blik hurtigt fandt frem til nogen af de våben der både hang og lå omkring derude. Hun vidste faktisk slet ikke hvad hans profession var, andet end det uden tvivl omhandlede smedning. Det var meget nemt at regne ud.

"Nu må vi se" udfordrede hun ham lavmælt før hun tog sit eget krus til sig igen. Hun havde ikke drukket så meget af væsken, og overbevidste sig selv om at hun i hvert fald ikke skulle have mere end et krus. Det var efter første krus det begyndte at gå galt.
Ithilwen vidste ikke om uheld kunne smitte, andet end at andre kunne potentielt komme til skade i nærheden af hende, hvis hun væltede for meget rundt. Det var ikke sket endnu, men man skulle virkelig aldrig sige aldrig. Specielt ikke med udsigten til at tilbringe meget tid sammen - hvorfor gav den tanke hende et smil på læben?

Sawyer havde svært ved ikke at finde stor fornøjelse i det spil de havde kørende frem og tilbage. Hun gav ham lidt igen hele tiden, og efter bedste evne forsøgte han at give et godt modsvar. Om det altid gik lige godt, vidste han oprigtigt ikke, men i sidste ende betød det heller ikke noget for ham, så længe han kunne se smilet omkring hendes læber. Tanken bremsede ham fuldkommen og han rystede på hovedet af sig selv, han var vidst ved at blive et gammelt sentimentalt fjols, en tur på kroen ville uden tvivl afhjælpe det problem og give ham det gamle og mugne humør tilbage. Alene tanken om byens indbyggere var nok til at udslette enhver form for smil på hans læber. Han forsøgte at lade sig fordybe i sit arbejde, forsøgte at ignorer det faktum at hun sad ganske tæt på, og duften af hende og skov fyldte hans smedje. 

"Du må sige til når du bliver sulten.." kom det dæmpet fra ham, han var ikke den bedste vært, men til hans forsvar var det også evigheder siden han sidst havde haft gæster på denne måde, at han var faldet lidt af på den var der vidst ikke noget at gøre ved. Normalt spiste og drak han når det passede ham, han fulgte ikke nogen rutiner hvad den slags angik. Da første stok var færdig pudset og poleret, så der ikke var nogle grimme ujævnheder eller steder hun kunne rive sig på ved håndtaget, gav han sig til at smelte en støtte fast derpå, hvor hendes underarm kunne hvile i lidt under albuen. Da han var helt færdig rakte han stokken over imod hende. "Prøv lige om det måske var bedre, ellers kan jeg rette den til.." lød det afmålt, det var tydeligt han forsøgte at fokusere mere på sit arbejde og mindre på hvor meget han nød hendes tilstedeværelse.

Stilheden dagen før havde været kvælende fordi den havde været så akavet og påtrænget af vrede og surhed. Ithilwen havde været meget chokeret over hvad hun havde set, samtidigmed at hans humør ikke havde gjort det bedre. Nu. Nu virkede stilheden bare naturlig. Hun kunne høre hvordan han arbejdede og fandt en ro ved at se ham arbejde.
Hun hvilede kinden ned på det løftede knæ og forholdte sig i ro mens han koncentrerede ham. Hun ville heller ikke være skyld i at han blev distraheret og dermed måske kom til skade. Nok kunne han tåle varmen, men hvis nu noget var skarpt eller spidst.

"Skal jeg nok" hun havde været vant til at leve på meget lidt når hun var afsted. Hun kunne godt mærke at det var noget tid siden hun havde fået morgenmad, eller hvad hun nu skulle kalde det stykke brød, men hun havde lyst til bare at blive siddende lidt endnu.
Ithilwen rakte ud og modtog stokken. Hun kiggede nysgerrigt på hvad han havde lavet og lod sin hånd løbe ren af stålet ved håndtag og støtten bag, før hun rejste sig og mærkede hvordan det hjalp at have noget støtte til underarmen. "Det virker til at støtte meget bedre end før, efter det her er kommet på. Den skrider ikke så nemt" måske hun slet ikke behøvede at lege hjort på glatis.

Sawyer kunne ikke lade være med, at blive bare en smule stolt af sit arbejde. Han kunne jo se ved selvsyn, at stokken hvilede bedre imod hendes arm. Han gjorde et lille anerkendende nik, til hendes ord. "Det ser meget bedre ud nu.." bekræftede han roligt. Mens hun beholdt den færdige stok, gik han i gang med den anden. Han havde så mange ting på gården og i smedjen han skulle lave, at hun kunne komme omkring selv ville gøre alting væsentligt lettere, og ham mere bekymringsfri.

Normalt når han sad med sit arbejde, kunne han tømme hovedet for tanker, men ikke denne dag. Hendes nærvær gjorde ham distræt, hver en lyd fra hende fik hans opmærksomhed til at søge hende, tænke på hende. Han var ramt af noget, og han vidste ikke hvad. Han måtte tage sig sammen, en adspredelse ville være godt, noget til at få hans hoved på rette køl igen, problemet var bare, at han ikke vidste hvad der skulle til, måske en af byboerne? Som sendt fra en klar himmel, hørte han nogen bevæge sig rundt i gårdspladsen. Han hævede hovedet op, for at vende blikket imod den åbne halvmur, hvor en lille tyk mand kom til syne. Byens værste pestilens, sladrehanken, ham der kom forbi, bare fordi han kunne. Altid med nogle dumme små opgaver alle og enhver kunne løse, bare ikke ham.

Et yderst frustreret suk lød fra ham, som han lagde stokken fra sig og skyndte sig ud fra smedjen. Hvis først han så Ithilwen, ville manden aldrig lade ham være. "Jeg si'r dig, hvis det er endnu en latterlig lille ting, bare for at komme og snuse rundt, ender du med at få et par på hovedet, jeg har sagt du skal blive væk!" råbte han allerede tydeligt ophidset, som han placerede sig foran smedjen med armene over kors, så han store skikkelse forhåbentligt ville dække helt for Ithilwen. 

Ithilwen blev siddende med det færdige produkt og lod sine tynde fingre glide hen over materialet. Han havde virkelig styr på sit håndværk, og der var intet at hverken prikke eller skære sig på. Hun sad og drejede stokken mellem sine hænder og mildest talt beundrede hvad han havde lavet til hende, da et yderst frustreret suk forlod Sawyer. Forvirret løftede hun blikket. Havde han lavet en irriterende fejl?

Ithilwen skulle lige til at åbne munden og spørge hvad der var i vejen, som han gik forbi hende og gav sig til at råbe af noget udenfor smedjen. Forundret og mildest talt også en smule nysgerrig, lænede hun sig frem for at prøve at se forbi ham. Hun så noget af en lavstammet skikkelse, men det var også det eneste.
Sawyer lød helt ærligt ikke spor glad for at se ham og værnet han satte op ved at stille sig foran hende, indikerede nogle andre ting ligeledes.

At se ham vende tilbage til den person hun havde mødt på landevejen, var et alt for hurtigt skift end hvad hun havde regnet med. Nervøst trak hun sig lidt mere sammen, mest fordi hun ikke brød sig om når han råbte. Han var virkelig sur og bitter på alle, og det her var en han kendte. Hvorfor opførte han sig anderledes med hende? og hvordan fik hun den mand tilbage igen.
Ithilwen var ikke sikker på om den lavstammede mand så hende, men han udstålede at vide at Sawyer skjulte noget.
Skjulte. Noget. Hendes øjne spærrede sig lidt op, hvorefter hun slog blikket ned i jorden. Han forsøgte at skjule hende. Om det var hende i person, eller skjule at han frivilligt hjalp hende uden sure mine, var hun ikke helt sikker på.

Det var som om Gregory havde fået færten af noget, han gik omkring med et smørret smil omkring læberne, som om han ejede det hele, helt uanfægtet af Sawyers hårde tone. "Sawyer det er da ikke nogen måde at tage imod en ven på, her kommer jeg bare for at se til dig, og så snakker du på den måde.." Der var en næsten nedladende tone til hans ord, for selvom han snakkede så "sødt" kiggede han slet ikke i Sawyers retning, men direkte forbi ham ind imod smedjen, mens han trådte frem og tilbage som et rovdyr på jagt efter et bytte, han vidste gemte sig bag den store mand. "Men hvis du har gæster, hvorfor introducere du os så ikke? Du ved da jeg elsker at tage imod nye mennesker.." Til Sawyers store utilfredshed, blev Gregory ved. Han matchede hans bevægelser, hele tiden sikker på at dække for Ithilwen, hvad han ikke var forberedt på var at Ithilwen havde kigget frem og Gregory havde spottet hende.

Den lille tykke mand tog sig for munden med et gisp, som havde han set et spøgelse, inden han så forfærdet på Sawyer, som havde han udført forbudt hekseri. Og Sawyer så næsten ud til at miste al kulør i sit hoved, hvis Gregory fløj til byen og fortalte om den slags, ville de alle stimle sammen heroppe, og han vidste vitterligt ikke hvordan stemningen ville være, om de ville komme med høtyvene eller komme for at tage imod hvem de troede var genopstået. Kunne han tage chancen? Sæt de ville tage Ithilwen fra ham, han kunne ikke, han måtte beskytte det de havde, hvad end det var. 

Som en affyret pil, fløj han fra sin plads ved smedjen frem imod den lille mand. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, om han stadig havde det i sig at kunne skade nogen, men han havde ikke kunne beskytte sin gamle familie, men han var her nu, han kunne beskytte Ithilwen! Fanget i sin fortid, fanget i frygten, jog han efter den lille mand, der trods han forsøgte at flygte, fejlede stort. Han ville aldrig have haft en chance, Sawyer var både større og hurtigere, idet han greb fast om Gregorys strube i et hårdt greb, mens han rykkede den lille mand baglæns ind imod sig, så hans ryg var imod Sawyers front. "Hverken du eller nogen anden kommer til at krumme et hår på hendes hoved!" Hans stemme havde fået sig en faretruende dæmpet kant som han næsten hvæste det ind i øret på den lille mand, mens han lod sin hånd varme op. En ting var at dræbe med et sværd eller en evne på lang afstand, en anden ting var at stå helt tæt på og gøre det med sine egne hænder. 

Han vidste ikke om noget kunne stoppe ham, netop nu. Vreden og frygten for at miste havde opslugt ham, låst ham fast i et gammelt smertefuldt minde. Han kunne ikke risikere det, ikke igen. Den lille mand skreg som en stukken gris om tilgivelse, om nåde, som han kunne mærke det stramme greb varme hans strube op. 

Der var noget over den fremmede mands stemme som var slesk og ubehagelig. Måske havde det i virkeligheden ikke så meget med hende at gøre, at Sawyers humør skiftede så pludseligt, som lyn fra en klar himmel. Det fik hende til at rynke brynene en smule sammen men ellers forholde sig stille til hele situationen. Også selv efter manden gav udtryk for at have set hende og endda virkede chokeret.

Hun havde heller ikke nået at komme med en indvending eller hilsen før Sawyer sprang frem som et arrigt dyr. Hele hendes krop gik i panik og spændte op i forskrækkelse. Han. Han angreb ham.
Hurtigt og pinefulde blev hun mindet om hvem hun lignede mere end hun havde ville stå ved. Ithilwen kom ned fra skamlen med et ryk og med stokkens hjælp fik hun hurtigt haltet frem, ignorerede enhver form for smerte der skød igennem den sprede ankel, der ellers ville havde krøblet hende fuldstændig sammen.

"Sawyer, stop!" Ithilwen rakte ud efter ham og fik fat i hans arm. Hun var ikke sikker på at det ville vække ham at blive ved med at råbe at han skulle holde op. Forvirret og desperat så hun rundt. Hun kunne lugte den kvalmende brændende lugt og valgte den løsning der først indskød hende. Hun manipulerede det vand der var tætteste på og sendte direkte med fuld kraft direkte ind i hovedet på både den lille mand og Sawyer. 
"Slip ham!" kommanderede hun skarpt og tog med begge hænder fat om hans nu rimelig gennemblødte ansigt og tvang ham til at se på sig. "Rolig" trods den lette dirren af frygt i stemmen, var hendes stemme beroligende. Så beroligende hun kunne mønstre i hvert fald.

Lige nu var Sawyer ganske utilfreds, med den tid det tog ham før han kunne riste mandens strube over. Det tog altid så djævelsk længe på mennesker, hvorimod stålet ingen tid tog ham. Duften af varm hud spredte sig i luften, som Gregory var begyndt at skrige mere og mere i panik og vildskab over smerten, men det så ikke ud til at trænge igennem til Sawyer, hans blik var fjernt i smerten fra et gammelt minde. Han kunne ikke lade historien gentage sig, han kunne ikke miste nogen igen! Det kunne han bare ikke tillade, han ville myrde hele byen hvis det krævedes af ham, for at holde Ithilwen sikker.

Sawyer hørte ikke Ithilwen nærme sig, han sansede heller ikke da hun stod ved hans side og råbte af ham, der var bare som en fjern støj, ingen klare ord. Han kunne ikke stoppe, måtte beskytte! Heller ikke da hendes hænder lukkede sig om hans varme arm, det var som flød der flammer fra hans indre imod hånden der var lukket om Gregorys strube. 

Det var først da vandet ramte hans ansigt, at man kunne se han vågnede op, forvirringen lyste ud af hans blik, som han hørte vandet syde fra hans arm, hvor det fordampede i samme sekund det kom i kontakt med hans arm og hånd. Det var som om virkeligheden ramte ham hårdt, da lyden af Ithilwens stemme nåede hans øre langt om længe, han hørte hende, så hende, hun var bange, bange for ham. Hendes bløde hænder der lagde sig om hans ansigt, tvang det imod hende. Han indså hvad han havde gjort, og slap sit greb om Gregorys strube, så den lille mand faldt til jorden med begge hænder for halsen. Skaden var sket, han havde brændt hans stemmebånd så han nok aldrig kunne tale igen. Tilbage på hans hals var der kun et gabende sår, Hans første instinkt var at gribe efter Ithilwen, sikre sig at hun var okay, at hun ikke havde lidt nogen overlast. Uden at tænke sig om, lagde han hænderne imod det nederste af hendes kinder, så hans ringe- og lillefinger hvilede under hendes hage. Han mærkede ikke selv varmen, der stadig strømmede i hans ene hånd, det var jo den hånd han altid brugte når han arbejdede, følelsen var så normal for ham, at han først opdagede det, da området omkring hans hånd skiftede kulør. Han havde glemt sin aktive evne, han havde brændt hende. I al hast trak han hånden til sig og mens han forsøgte at trække varmen ind i sig selv igen. "Ithilwen.. Undskyld, jeg ville ikke.. Undskyld..." Han vidste slet ikke hvordan han skulle udtrykke sig, der var så mange følelser på spil indeni ham. Måske Gregory slet ikke var det sande monster, men ham selv?