En stor kentaur kommer trampende, langs den røde flod. Hun ser ikke just ud til at være i godt humør. Hun har langt, lysegrønt hår, bundet sammen på midten. I hendes ansigt er et akarvet udtryk og i hendes pande to horn.

Kentauren brummer lettere irriteret, blot fordi hun er i dårligt humør. Først nu får hun øje på Peterius, men der er han allerede gået. Øv. Der røg chancen for at have det bare en smule morsomt. Melanie kvæler et gab bag hånden, før hun lige så stille traver videre.

Sayuto kom vadene igennem skoven. Over den ene skulder havde han sig en læder pose, og han havde taget en ekstra kappe på for at have noget over sit hoved. Han virkede ikke til at være i det bedste humør, men hvis han da nogensinde var det ville det være et mirakel. Han stoppede ved søen's bred, og smed posen ved siden af sig inden han tog sin yderste kappe af - den med hætten - og smed den over posen.
"Pokkers.." Mumlede han for sig selv da han så ned i floden. Den var rød af blod, men det virkede alligevel til at et eller andet ved den irriterret ham. Han satte sig på hug ved breden og stak en pind, som han samlede op fra jorden i vandet. Præcis som han havde regnet med; Blodet's jern var blevet for tyndet med vandet i floden. Nå ja, i det mindste havde han fred omkring sig. Han endte med at tage sine sko af, og stikke fødderne i floden, inden han fandt en tegne blok i sin taske, og et stykke kul frem. Han så sig kort omkring, inden han begyndte at tegne på blokken, godt og grundig irriterret.

Natten har været kaotisk og alligevel frygteligt hul. Nearyn har gjort eller andet ved ham, det er både sikkert og vist. Selskabet har.. bragt ham til live på én eller anden måde.
Selve Vladimirs sind har været noget nær anæmisk i sin tilstand de sidste par uger. Han har haft det som om han har lagt i en kiste, med den forfærdelige tyngdekraft som den eneste ting der forhindrer ham i at flyve. Det har trukket i hans krop, mens noget andet har skillet hans hjerne fra... det er som om alt indeni ham langsomt blev til en flydende masse, efterhånden som tiden gik. Noget.. lidt døende. Hans følelsesmæssige liv? Kedsomheden der atter truede med at kvæle? Anæmisk. Det er hvordan han har følt sig. Apatisk, ligeglad med sin omverden, haft manglende livskraft.
Er det mon én eller anden vampyrisk depression? Muligvis. Nearyn hamrede i hvert fald en adrenalinsprøjte i hjertet på ham. Atter er han vågnet, denne gamle, spidstandede stodder. Atter klar til at jage hvad der nu venter ham i det uendelige, tomme mørke der kaldes for verden.
Der er et rovdyrisk glimt i hans øjne nu. En gammel flamme i hans bryst er begyndt at gløde igen.. og.. han føler sig..
(Vladimir lægger nakken tilbage for at indånde den konstante lugt af blod der flyder kvælende over dette område. Et blidt smil formes på hans læber, afslører hans hugtandede jeg.)
... ung.
Den eneste lugt som formår at rejse undren i hans hoved, er noget der ikke er levende. Det er sært. En lugt som denne har han aldrig stødt på før og det får ham til at rette øjnene fremad, fortsætte med langsomme, varsomme skridt.
Er.. er det en dreng? Umuligt. Det ligner, men lugter hverken som menneske, dæmon, vampyr eller noget som helst i den kategori... det.. nej, der er noget dødt over ham. Eller rettere noget der aldrig har været levende.
"Hvilken besynderlig kunstner tegner i et område så fælt som dette?" vælger han at spørge med en rolig stemme, når han først er kommet tæt nok på. Seks og en halv meter. Han vil kun trække den til tre.

Til at starte med svaret Sayuto ikke. Han var igang med at færdig gøre hovedet på en norlig krystal-sabel-tiger, og det skulle ingen forstyrre ham i. Slet ikke fremmet som overhovedet ikke fanget hans interresse. Hovedet blev utrolig smukt, og der manglede ikke et eneste knorhår på tigeren, der brølede imod toppen af papiret. Han virkede dog ikke til at være tilfreds med hovedet. Han virket aldrig til at være tilfreds med nogen af sine tegninger.
"Hvilken idiot er dum nok til at spørger fremmede om spørgsmål der egentlig ikke rager ham?" Lød et køligt svar fra Sayuto. Som altid sagde han blot hvad han mente. Han lagde aldrig skjul på noget, og var ikke bange for at sige sin mening, selvom den forstyrende idiot sikkert var langt stærkere end ham selv. Men han var ligeglad. Floden var fyldt med blod, og dermed også jern..

"Den type idiot der overvejer hvorvidt du er værd at myrde eller ej."
Svaret kommer så hurtigt og naturligt at Vladimir ikke engang overvejer hvad han siger. Han forholder sig rolig, dræber endnu en halv meter og nærmer sig med diskrete, uregelmæssige skridt. Han virker i bund og grund uinteresseret i hvad Sayuto har gang i - det er han måske også, men der er nu noget ved denne drengs lugt, der gør at han alligevel åbner øjnene op for ham.
Sætningen han fyrede af er delvist sand - hvis knægten vælger at komme i vejen, så vil Vladimir vælge at gøre det af med ham og så er det bare utrolig ærgerligt at han aldrig finder ud af hvorfor han lugter sådan. Men nu giver han ham altså lige en enkel chance - den race skal da lige udforskes. Den kan måske udnyttes på én eller anden vis, selvom det ikke er så eftertragtet igen.
Et glimt af lys i de blå øjne antyder at Vlad har fået øje på tegningen. Nok er han langt væk, men hans syn er nu noget at prale af. Der er intet smil på hans læber.
"Du er god til at tegne." bemærker han, svagt komplimenterende.
To meter. En halv. Nu stopper han. Kommer ikke nærmere.

Da Vladimir kom med sin sidste sætning, knækkede kulet imod papiret. Han blev siddene, og så på den grimme plet der var kommet på papiret, fra kulet da det blevet trykket imod det. Han endte med at rive siden af, krølle papiret sammen og smide det i søen. Han lukkede også sin papirsblok igen, og pakkede den ned i tasken sammen med kulet. Sayuto var ikke nødvændig sur på Vladimir over at han blandet sig, men på grund af sin manglende evne til at vide hvornår han fik et kompliment, og hvornår han ikke gjorde, så syntes han bare at Vladimir var en idiot.
Han drejet sit hoved imod Vladimir, så de to glasagtige røde øjne stirrede direkte på ham.
"Du er da godt en påtrængene vampyr.." Svarede han spydigt, inden han trak sine ben op af vandet igen og rejste sig. Han kunne regne ud at Vladimir var en vampyr blot ved at se på ham, for han vidste alt for godt hvordan mennesker så ud, og hvilke træk de have i forhold til vampyre. Vladimir ejet ikke et eneste menneskeligt træk.
"Man siger at vampyre ikke har nogen føelser.. Hvordan kan du så kalde mine kulstrejer smukke? Du er måske blot et udskud? En stakkels teenager som tror han er en vampyr? Det ville ikke undre mig.. Kunst er til for at fryde det menneskelige øje, og bringe deres latterlige føelser frem i dem. Ikke for at en grim, og iøvrigt at for høj vampyr som dig skal kalde det smukt." Forklaret han irriterret, og knep sine øjne en smule sammen. Når man kiggede på ham ville man nok mene at det var Sayuto der var den forvirrede teenager her, eftersom han lignet en teenager mest af de to, men som sagt: Sayuto sagde blot hvad han mente. Vladimir ville dog stadig ikke være i stand til at regne ud hvad Sayuto i virkeligheden var, eftersom hans krop var gemt under hans kappe, og alle hans kropsdele så utrolig virkelige ud. Alligevel, ville man nok kunne se det stykke hvor hans hoved sad fast på hans krop, men det kunne ligeså godt have været et gammelt ar, eller et smykke som sad tæt ind til huden. Det sidste ville nok være mest sandsynligt at gætte på, eftersom Sayuto havde sin Jinya halskæde omkring nakken, og man kunne se kæden som hang omkring hans nakke.

Beregnende.
Præcis som han gjorde med Nearyn, så begynder Vladimir at regne denne knægt ud. Hjernen pumper løs, men denne gang har den faktisk et handicap - instinkterne ser ikke rigtig ud til at reagere.
Normalt kan vampyrens instinkter være nok til at opfange følelser, fortolke den og segle dem i sin krop, for at få kroppen til at reagere på dem. De er noget nær hans vigtigste egenskab - nok er den egenskab ikke så gennemført som et dyrs, men han klager ikke. Med den egenskab kan han som regel regne en persons handlinger ud, før de overhovedet har overvejet at gennemføre dem. Men denne dreng er der noget uhyrligt galt med.
Da han sad og tegnede, så mærkede Vlad en svag vibration af følelser fra ham, hvilket egentlig forvirrede ham, men nu hvor papiret blev krøllet sammen, så lukkede han fuldstændig af.

Det er som om nogen klippede forbindelsen over. Selvom drengen agerer irriteret og måske endda krænket, så er det ikke sande følelser. Der er en direkte falsk kvalitet over dem.
Vladimir forholder sig i ro. Han ved ikke hvad dette er for et væsen, men han frygter det i det mindste ikke.
"Det er sandt at vampyrer ikke har følelser der er.. fuldstændig menneskelige. Men det ville være dumt at påstå at der slet ikke er noget i os. Vi lever af følelser, holder kun vore egne i live ved at betragte andres. Fjollet, er det ikke? Nok kan jeg sætte pris på din tegning og vide den er smuk, men det er ikke ensbetydende med at jeg bliver varm om hjertet som et menneske gør." besvarer han, kommer stadig ikke nærmere.
Hans øjne er fyldt med en gennemført ro. Selvom han udregner og udregner uden at få et resultat,
(frustrerende!)
så holder han sig tålmodig med det håb om at resultatet kommer af sig selv.
"Men du burde nok ikke tale så højt om hvem der er i stand til at føle eller ej, når du selv ikke besidder for mange menneskelige værdier."
Et hårdt, verbalt spark. Han afprøver en anden taktik.
"Hvad vil du kalde dig selv, knægt? Jeg får intet ved at være i din nærhed. Det er som at tale til en sten. Du lugter ikke af noget, bortset fra de ejendele du bærer og de omgivelser omkring dig."

Sayuto's lyst til at snakke med Vladimir, faldt mere og mere for hver gang fjolset åbnede sin mund. Han sænkede sit hoved en smule, men de blodrøde, glasagtige øjne fjernede sig ikke fra ham. Han var virkelig en påtrængende vampyr. En irriterrende vampyr. Hvorfor skulle fjolset egentlig bare stå her og plapre løs om ting som Sayuto egentlig var ligeglad med? Han brød sig ikke om den slags folk.
Sayuto løftede sin ene hånd, for at lade den trænge ind under sin kappe, og begynde at rode med noget, der alligevel så ud til at tage en rums tid. Hvad han rodede med lod han ikke Vladimir vide, men Vladimir ville nok kunne se en strej magen til den om hans hals, et stykke oppe af hans arm, da ærmet var blevet trukket væk, og armen dermed var blevet blottet. Da han endelig stoppede med at rode under sin kappe, rettede han igen sit blik imod Vlad, og lod sin hånd dumpe ned af den ene side igen, så ærmet dækket den.
"Så du - en utrolig grim vampyr - ser alligevel det smukke i en tegning, selvom du ikke vil have menneskelige føelser for den? Du kan vel selv høre hvor latterligt det lyder." Sayuto lagde hovedet lidt på skrå. Der var ikke en eneste føelse at spore i hans ansigt. Ikke skygge af et hånene smil, ej heller skyggen af bekymring over den person han stod overfor. Intet.
"Og jeg har aldrig sagt jeg kunne føle mere i forhold til dig! Så du burde ikke tale højt om at tale for højt om noget. Mine menneskelige føelser er døde, borde og væk. Faktisk .. Så er hele min menneskelige krop væk. Der skal mere end blot din våde hundesnude til at regne den her ud." Svarede han køligt, uden at røre sig ud af stedet.

Bingo!
Musen gik i fælden. Utroligt så meget man kan opnå, ved blot at vifte lidt med prisbelønnet Roquefort, lade duften svæve over gnaverens knurhår og lokke den til den visse død.
Disse lege er måske noget som Vladimir i bund og grund har savnet. Manipulation er sådan en kompliceret kunst, men de der har fået fat i de rette begreber, kan gennemføre det så mesterligt at det er direkte beundringsværdig. I Nearyn’s nærvær, så følte han sig lidt underkuet, det bliver han nødt til at indrømme overfor sig selv. Han blev nødt til at finde sig i at manden også havde stærke, manipulatoriske evner. Men denne knægt uden sjæl…
… er muligvis ikke så kløgtig, tænker Vladimir ved sig selv, en smule foragteligt. Fælden var jo egentlig simpel - der behøves måske end ikke Roquefort for at få lokket det unge fjols i. Hvorfor behøve madding overhovedet?
Nej. Nu må vampyren holde op med at undervurdere potentielle fjender. Det har han prøvet alt for ofte, uden at lære af sine forpulede fejl. Lærte Talash Keaf ham ikke noget om den slags? Vist gjorde han så. Vladimir må lære at være mere forsigtig, så derfor viser han ikke sin triumf gennem hverken smil eller blik. Han undlader desuden at lade fornærmelserne trænge ind - det er ham der skal påvirke drengen og ikke omvendt.
Vladimir sænker hovedet lidt, men holder stadig blikket på drengen der allerede er begyndt at kvalificere sig til at være en pestilens. Vlad har givet ham chancer for at undgå dette, en masse små chancer som knægten måske ikke engang selv har bemærket, men det skulle han nok have gjort. For når han senere opdager at hans ben er ved at brænde op, så er der ikke meget at tigge om længere.
Vampyren lægger ikke videre mærke til noget som helst med hensyn til detaljer på kroppen. Det er ikke inde for hans fokus i øjeblikket.
“Jaså?” spørger han overlegent, måske lidt uinteresseret, selvom det bestemt ikke forholder sig sådan. Faktisk, så føler han sig direkte underholdt af denne leg.
“Ingen menneskelige følelser? Lad mig modsige dig med et spørgsmål: Hvorfor tegnede du så?”
Han smiler denne gang.
Hvorfor lader du dig provokere af mit udseende? Hvorfor reagerer du så stærkt på mit nærvær? Hoho! Du PRØVER at føle og det er en tåbeligt menneskelig følelse i sig selv. Stakkels dreng. Hvem har dog mishandlet dig?

Det tog ikke Sayuto mange sekundter at finde ud af at Vlad var igang med at prøve på at futte ham af. Med en utrolig fart røg hans ben ned i vandet igen, som han nu stod i. Han tog sig overhovedet ikke af at der kom blod på hans tøj.
"For at få tiden til at gå." Svarede han snedigt.
Han løftede sin ene hånd over vandet, hvor en sort masse pludselig kom op fra. Massen begyndte så småt at forme sig til en tyr der var tre gange så stor som Sayuto. Tyren lignet dog alt andet en normal tyr. Den havde flere horn end normalt, endda ned af siden, og også ni haler.
"For mig er kunst noget man skaber for at få tiden til at gå. For at bringe føelser frem i mennesker. Noget som er til for at blive nydt i øjeblikket det er set." Han sænkede igen sit hoved en smule, så hans blik blev til en skummel skulen imod Vlad. Med et enkelt håndtegn, tordnede den sorte tyr pludselig imod Vladimir for at støde ham ind i et træ.

Så snart han hører det lettere høje plask der kommer af Sayuto's bevægelse, så spænder han sine muskler og smiler lidt bredere. En tungespids væder kort læberne, fordi lugten af gammelt blod vælter op, men ellers forholder han sig helt stille. Selv da den sorte, formløse masse stiger op fra den tykke, røde væske, så lader han sig ikke forbløffe, men lytter til den subjektive forklaring af hvad kunst nu er for noget.
Nå da, så den lille kunstner har tænkt sig at slås? Det skal sandelig nok blive interessant.
Dybt inde i sit hjerte, så takker han Nearyn Darkstar for at have givet ham den smule adrenalin han har hungret efter. Effekten har bredt sig i hans krop som en gennemtrængende energi og han føler sig nu ikke kun i stand til at kæmpe, men hungrer ligefrem efter det. Det gør nok ikke så meget at det vil gå ud over knægten.
Nok lugter modstanderen ikke selv af noget, men hans våbens sande natur stinker sig igennem blodet. Det er jern. En metallisk substans som han åbenbart har.. trukket ud af blodet. Det er ganske fascinerende at sådan noget kan lade sig gøre - derfor er dette område da noget nær den perfekte slagmark. I hvert fald for Sayuto.
Så snart tyren raserer mod Vlad, så sætter han af i et svagt baglæns spring og trækker begge håndflader foran sig, med udstrakte arme. Foran ham dannes der en brølende mur af flammer der ikke ser ud til at komme noget sted fra. Den dukker bare op og kolliderer hårdt med tyren, for at få den slynget væk.
"Metal smelter, knægt!" brøler Vlad så højt som muligt, da flammernes hidsige lyde overgår alt andet der er hedder skovens naturlige lyde. Hans stemme gennemtrænger alligevel effektivt.
Armene presser over til siden, for at få tyren skubbet fra sig. Han fordamper simpelthen jernet der kommer for tæt på ham.

"Jernet er under min styre." Svarede Sayuto blot ligegyldigt, inden han gjorde endnu et håndtegn, og turen begyndte at presse et horn ind i Vlad's ene hånd. Den var godt nok på vej væk, men der noget Vlad ikke havde taget højde for. Hvad der kunne tilføjes til jernet. I hornet var en lilla masse, som var på vej ind i Vlad's hud. Gift.
"Selv vampyrer's kroppe kan blive forgiftet, og tære på dine kræfter. Æde dem langsomt op. Du har en halv time inden giften tvinger dig din bevidsthed bort." Forklaret Sayuto lettere ligegyldigt. Det virkede ikke til at han var specielt bange for hvad Vlad kunne finde på, og det var næsten som om han allerede havde planlagt den her kamp. Han rettede nu begge hænder imod Vlad, ventede på at ilden ville forsvinde, så han kunne fange Vlad i sit ejet sind.

Sikke kløgtige små tricks denne dreng bruger. Det er ganske rigtigt at den rette gift kan tvinge kræfter væk fra en vampyr, men det er ikke første gang at Vlad bliver udsat for sådan en specialiseret type. Selvfølgelig trækker han hånden væk som en reaktion på smerte fra hornet, men det tager et par sekunder før han udregner hvad det er han skal gøre ved giften. Umiddelbart, så ser det ud til at hans arm pludselig bliver slap. Hvis den var bleg før, så er den nærmest blevet direkte grå nu, mat som på et ægte lig.
Han forholder sig stadig rolig og fortsætter med at få muren til at æde tyren op. Han vælger at lade være med at sige noget som helst - det er bedst at stoppe med at hovere mens legen er god.
Giften er blot holdt op med at sprede sig, siden den gør dette med blodet. Hvis Vladimir vælger at afskære forbindelsen fra sin arm og resten af sin krop, så gør han således. Det er noget så simpelt som at forsegle blodårene hvor adgangen skal nægtes og lede resten af blodet køre rundt i deres baner, som om der overhovedet ikke er nogen arm. Der er alligevel ikke brug for den lige nu. Men bevidsthed kan han ikke undvære, uanset hvilken fjende han kæmper imod. Evnen til at styre sine kræfter vil han ikke overgive til sådan en snottet møgunge.

Sayuto var efterhånden ved at midste tålmodigheden, men han blev ståene. Han kunne fornæmme hvad der foregik på den anden side af ilden, med hjælp fra jernet.
"Du er ikke helt så dum som du ser ud til." Lød hans stemme fra den anden side af ilden. Han stod stadig klar til at fange Vlad i hans sind, men han fulgte ikke mere med i hvad der skete på den anden side af muren, eftersom jernet nu var helt borte.

Havde Vladimir vidst hvad Sayuto var ude på, så havde han meget vel givet op allerede nu. Det ville være underholdende at komme ind i knægtens sind. Hele den idé med at grave i hinandens tanker er noget så farligt som det nu kan blive. Ved almindelige mennesker er det måske ikke særlig risikabelt. Selv Tash har været heldig indtil videre, for han har egentlig kun gjort brug af at udnytte kropslige kommandoer og generelt bare sovet indeni ham. Havde dæmonen gravet rundt i den gamle vampyrs sind, så kunne han meget vel blive sindssyg af det.
Der er så mange landminer i ham.. tænk hvis Sayuto kom til at pille ved.. forkerte ting? At fange ham i sit eget sind... tanken lyder næsten tiltrækkende, hvor skræmmende og smertefuldt det end må være.
"Naturligvis ikke." svarer Vladimir, ikke så højt som før. Det er ikke længere hans intention at blive hørt. Han er bare underholdt på grænsen til det perverse.
Ilden bliver svagere, fordi Vlad ikke rigtigt kan se drengen. Han formindsker den med flere procent, men den er klar til at blusse op igen hvis det skulle blive nødvendigt.

Et sekundt er alt hvad Sayuto havde brug for, for at fange Vlad. Hans ene hånd blev sænket, og Vlad ville nok kunne mærke at han ikke længere var i stand til at bevæge sig. Et dårligt minde, det var hvad Sayuto ledte efter. Ellers måtte han skabe et i vampyren's hjerne. Denne vampyr's hjerne var jo fyldt med dårlige minder, men det bedste af det hele var at fjolset tydeligvis lod sig gå på at alle disse minder. Så var han ikke helt føelses kold. Sayuto finder op til flere minder, men først da han har fundet et, som han tydeligt kan mærke irriterre Vlad grueligt, tvinger han det frem i hans hjerne. Han tvinger alle føelserne, og næsten også lydene fra mindet frem, og tvinger Vlad til kun at fokusere på dét for en stund.
"Du bør aldrig undervudere end fjende. Selv ikke en.. Hvad var nu du kaldte mig.. Når ja, lille dreng." Kom det køligt fra Sayuto som stadig tvang Vlad's minde op i hovedet på ham, men nu begyndte manipulationen for alvor. Han begyndte at tilføje ting til mindet. Han lod Vlad's sind tro at ham og Sayuto havde kendt hinanden længe, og at det var Sayuto som var den eneste der havde hjulpet ham da det dårlige minde var sket, i et håb om at få Vlad til at stole på ham, og få fjolset tættere på.

Jorden.
De sene 1950'ere.
"Dit slaviske røvhul!"
Hendes stemme skar gennem hans hjerne. Først da hun smækkede døren i, nåede han at mærke det i sit hjerte. Den skidne kælling... hvorfor opførte hun sig på denne måde? Vladimir rørte sig ikke, men blev stående foroverbøjet ved køkkenbordet. Det fine, mørke mahognis kølige overflade synes at prikke til hans fingerspidser.
Det var første gang Sarah nogensinde stillede ham det spørgsmål. Hun havde hele tiden kommet med hentydninger, små charmerende femme fatale finurligheder, som han blot fandt fornøjelige. Men først da hun spurgte ham direkte, så knuste det ét eller andet i hans hidtil længste forhold på det tidspunkt.
'Vil du gøre mig til vampyr?'
Det var et endnu værre spørgsmål end ét om ægteskab. Det hamrede.. det raserede indeni ham... sorg... en dyb, frygtelig sorg.

Ilden forsvinder helt og igennem, men ikke fordi den bliver tvunget væk. Vladimir lukker simpelthen bare af for den, fordi han ikke kan forstå hvad det er der foregår. Hvorfor husker han dette? Hvorfor bliver han trukket tilbage til det øjeblik. Fysisk ville Sayuto aldrig overvinde ham. Hans alder og kræfter er alt for overvældende, men hans sind er så skrøbeligt.. det kan gå begge veje og uanset hvad, så bliver det voldsomt.
Lige nu får Sayuto's hold om ham til at blinke forvirret. Han er simpelthen stivnet, ser ud til at ville sige noget, men ikke er helt sikker. Hvorfor føler han at drengen virker... bekendt?
"Små drenge... havde vi ikke nogen af... i De Forenede Stater..." mumler han usammenhængende. Sayuto har formået at gøre noget farligt. Noget siver ud af Vladimir. Han er stadig ikke i stand til at røre sig.
Der er jo tydeligvis noget galt. Det er sansemanipulation. Den tåbelige dreng.. han var ikke i live i 50'erne.
"Hvad forsøger du dig med?" spørger han, men kan underligt nok stadig ikke røre sig.

Sayuto steg nu op fra floden igen, og stalte sig endnu engang ved breden. Hans ben og det nederste af hans kappe, var inhyldet i blod, men han tog sig ikke af det.
"Kom her.." Svarede han blot, og gav en smule slip i sit greb på Vladimir, for at få vampyren tættere på. Han ville nok ikke kunne gøre ret meget andet end at adlyde, eftersom Sayuto igen tvang føelser for ham frem i Vlad. Bedste venner igennem mange år.. Mange tusinde år. Selvom Sayuto slet ikke havde levet så længe, men når man kan manipulere med andres sind, så kan man jo ligeså godt pynte lidt på virkeligheden.
Fuld af føelser.. Et perfekt offer. Også endda en vampyr. En stærk en af slagsen. Jeg elsker udfordringer.
"Kom her.. Du ved at jeg blot vil hjælpe dig ud af din smerte.. Du kender mig."

Hans sind protesterer, knager i ham. Tusind små mus er begyndt at kradse sig vej ud af den rådne, grå masse der er deres bur. De hvisker til ham, påminder ham om at intet i denne verden eller den næste er ægte... alt foregår i hans hoved, det hele slipper ud af hans hoved. Han fylder verden med summende fluer.
Gud, hvad er det dog Sayuto har formået at rive hul på? Det er ét eller andet virkelig bistert, fyldt med pus og andet uvelkomment og ildelugtende. Noget der skræmmer ham mest, er dog at han pludselig har lyst til at gå over til Sayuto. Han har lyst til at stå ved hans side, sænke hovedet for ham og slappe af i hans nærvær, selvom det får sindet til at skrige til ham igen. Han tager et enkelt skridt fremad, stik imod de principper han lagde fra starten. Hvis han overskrider de tre meter, så har han forbipasseret grænsen der skal til for de fleste fysiske angreb. Det er helt utroligt hvad den knægt kan. Endnu et skridt bliver taget, inden huden om Vladimirs testikler strammes.
Følelsen giver en ubehagelig kuldegysningen hele vejen op ad hans rygrad, får hans skuldre til at spænde og brystet til at krølle sig sammen.
"Nej. Jeg kender dig ikke. Vi har aldrig skudt ræve sammen. Vi har aldrig været ude og drikke sammen. Du.. kender ikke til musene.. de kender ikke til dig." hvæser han til slut og spænder alle sine muskler endnu engang, inden han lukker øjnene, fører en hånd op til sit hoved der er begyndt at dunke frygteligt. Da han åbner øjnene igen, træder han endnu engang frem, men nu med aggression.
"Hvorfor kommer du ikke her, lille dreng? Jeg har noget vi kan polere dit røvhul med."
Den kølige følelse af stokken er velkommen mellem hans fingre, men han gør ikke brug af den endnu.