Marion ventede lidt med at gå ind. Hun kunne se en skikkelse lige foran hende og hun ville ikke trænge sig på. Ikke i disse tider. Da døren lukkede ventede hun et lille øjeblik inden hun roligt gik over til kroens dør. Hun så sig til hver side, for at sikre sig at der ikke lige var nogen der overfaldt hende. Ja, hun var ret så påpasselig.
Marion trak sin hætte fra kappen ekstra godt op om hovedet, inden hun tog fat i håndtaget og gik ind da døren blev åbnet nok til, at hun kunne smutte ind. Marion lukkede den forsigtigt efter sig og først da hun kom ind så hun rundt. Det var lidt dystert. Alligevel har hun dog altid synes godt om kroen for den vækkede mange minder. Desværre også dårlige minder, men heldigvis flest gode.
Marion så lidt rundt på nogle af de skumle typer, og ville ikke kigge på dem for længe, hvis de stirrede på hende.
Marion sætter sig hen til et bord som står op mod en af kroens vægge. I midten skulle hun i hvertfald ikke sidde, og dem i hjørnerne var optaget, og det var også gerne der de skumle typer sad.
Var her ikke nogen hun kendte? Hun havde ellers følt for, at hun skulle gå i kroen i dag, men nu når hun var her, kunne hun ikke just se hvorfor hun skulle have gjort det. Hun overvejede et øjeblik at gå igen. Khaoz ville sikkert ikke synes godt om at hun var her. Børnene var lagt i seng og de sov så fredeligt. De var faktisk blevet ret store efterhånden. Det er utroligt sådan som tiden er gået.
Marion lagde sine hænder på sit skød mens hendes opmærksomhed nu rettede sig mod Camians ryg. Hun sad også for sig selv, og hun lignte ikke just en skummel type som de andre? Men hvordan så sådan en type også ud?

Demos skubbede til døren med en enkelt hånd, og den gik knirkende op. En knirkende lyd, der lød som et helt tordenvejr i den stille kro. Han stivnede et øjeblik midt i en bevægelse, overrasket over stilheden og al den opmærksomhed, han fik tiltrukket sig. De få mennesker, der sad i kroen, kiggede alle i hans retning. De var selvfølgelig kun interesserede i at finde ud af, hvem den nyankomne kunne være, det vidste han udmærket godt, men han brød sig ikke om deres blikke.
Hurtigt fik han lukket døren bag sig, hvorefter han strøg igennem krostuen, lige forbi baren. Han var godt nok sulten, men han ville vente lidt med at bestille noget at spise. I stedet vendte han sit blik mod bordene. Hvis han satte sig i midten, ville han føle sig udsat. Men alle bordene i hjørnerne og siderne var optagede af nogle skummelt udseende fyre, på nær lige to af dem, hvor der i stedet sad to kvinder.
Demos vred sine fingre og skævede rundt, før han tog mod til sig og satte sig på en stol ved det nærmeste bord - det bord, som Marion også sad ved. Han sørgede for at sætte sig på den modsatte side af bordet end hende for ikke at virke for påtrængende. Han kunne jo ikke vide, hvad hun var for en type, om hun mon ville jage ham væk igen eller ej.

Øllen smager bittert, men hun tvinger endnu en mundfuld ned. Var forsyningerne ved at slippe op? Eller havde den altid smagt sådan? Hun smiler skævt, havde hun været væk så længe at hun havde glemt smagen af øl?
Den ene af de to fyre rejser sig og går tværs gennem lokalet - mod toilettet. Camian ser efter ham, det er trodsalt den eneste bevægelse der er her, dem i hjørnet har også stoppet deres samtale for at se efter ham. Hun stryer hånden gennem håret med et suk, de havde brug for rekut underholdning, tænkte hun og så igen mod øllen. Hun svinger glasset lidt rundt, så øllen glider rundt i glasset. Hun opdager først slet ikke at nogen lister ind, men så mærker hun at luften er blevet køligere og ser mod døren. Hun fanger en bevægelse og ser en skikkelse slå sig ned på et bord der er uden for hendes synsvinkel. Mystisk.. Hun smiler svagt, de typer havde der også været før. hun mindes svagt at de mystiske typer der sneg sig langs væggen og slog sig ned i hjørnet som spøgelser.. hvad var det han hed? hun havde snakket med en.. men han var vel også væk nu..

Marion klemmer lidt sin ene hånd med den anden da en mystisk mand med grønt udseende kommer hen til hendes bord og sætter sig. Bag ham sidder Camian, og hende kan hun næsten ikke se nu, men bare lige se siden af hende.
Marion betragter Demos lidt og prøver at smile lidt forsigtigt til ham for at se hvordan han reagerer på det, og dermed afgøre hvilken slags type han kunne tænkes at være.

"Godaften den herre" sagde Marion blidt, for trodsalt at sige noget. Hvis fyren ville blive anset for at være højest upassende for hendes selvskab, så måtte hun tage det til den tid. Lige nu havde han trodsalt ikke gjort noget og der var jo også stadig - forhåbentlig, gode mennesker, eller væsener, i denne verden.

Marion overvejede lidt om hun burde bestille noget. Så ville hun vide hvad hun skulle gøre af sine hænder, og ville nok også virke mere afslappet. Alligevel gjorde hun sig ikke den besvær. Hun trængte trodsalt ikke til noget, for hun havde forsynet sig godt og grundigt inden hun var taget afsted.

Demos kiggede på kvinden overfor sig, nikkede ganske let og svarede helt automatisk med en helt neutral stemme
”Godaften.”
Han vendte blikket ned mod bordpladen og trak i en løs tråd på sin efterhånden godt slidte bluse. Han burde anskaffe sig en ny… Men hvorfor besvære sig med det, når den alligevel bare blev slidt op på ingen tid?

Ved den svulpende lyd af væske, der blev kørt rundt i et glas, blev han opmærksom på, at der også sad nogen ved bordet bag ham. Han havde godt bemærket den fremmede før, da han kiggede rundt i kroen, men han havde ikke haft tid til at betragte hende indgående, så nu vendte han sig halvt rundt på stolen, uden at besvære sig med at være diskret.
Det første han fik øje på var noget rødt – hendes hår. Og så noget, der sad på hendes hoved. Et par katteøre. Han gjorde store øjne og vendte blikket bort igen. Godt nok så han heller ikke selv helt normal ud, men det forhindrede ham ikke i at blive mindst lige så forbavset som andre, når han stødte på nye væsner.

(skulle bytte plads med Camian, da hun ikke synes at hun lige kunne svare (: ))

Marion var lidt lettet over ikke at høre en rolig stemme som svar på hendes hilsen. Det kunne jo trodsalt have været meget værre. Den var rimelig neutral.
Hun bemærkede Demos' reaktion på kvinden der sad bagved, som hun endnu ikke havde genkendt. Hun smilte skævt. Han så da heller ikke selv alt for normal ud? Marion vidste dårlig nok om hun følte sig helt normal længere, når der trodsalt var så mange forskellige væsener her i landet. Hvad var også normalt efterhånden? Det var ligefør at den triste grå og mørke hverdag var normal, for det var jo så længe siden at de havde set til det lyse. Dengang hvor Lysets Dronning regerede.

Marion tøvede en smule og så ned i bordpladen. Hun havde egentlig bare lyst til at gå igen, men alligevel tog hun en lille indånding og så op på Demos igen.

"Hvad er Deres navn? Jeg skulle ikke mene at have truffet dem før? Mit navn er Marion..." Marion smilte roligt men venligt. En hilsen plejede ikke at skade. Det plejede blot at være starten på et nyt bekendtskab.

Øllen snurre rundt i glasset, og Camian sidder halvt i sine tanker mens den trance agtige bevægelse holder hende vågen.. Men så stivner hun i bevægelsen og øllet svulper over og rammer det beskidte bord. Camian smækker glasset i bordet og rejser sig så hurtigt at stolen næsten vælter, den vipper faretruende men vipper så tilbage igen med et dunk. Langsomt vender hun sig om og ser på skikkelsen ved bordet bag hende. Marion.. ? Hendes hånd glider gennem hendes hår, som en nervøs trækning før hun bevæger sig lidt frem mellem bordene..
" Marion.. " Siger hun og ligger hoved på skrå, mens hun ser på hende med et smil der går fra det ene øre til det andet. " Marion er det dig.. ?" Spørg hun igen mere ivrigt mens hun nu står foran bordet, ikke langt fra drengen - som hun ikke har set.

Demos kiggede nysgerrigt på Marion. Hun virkede ikke som en af de der skumle typer. Hun lignede heller ikke en, sådan som hun smilede roligt til ham. Selvom han bed tænderne sammen og ikke besværede sig med at smile tilbage – det gjorde han så sjældent alligevel – kunne han ikke lade være med at føle sig bare en lille smule glad inden i over, at han for en gangs skyld lod til at komme fint ud af det med den,
han snakkede med.
”Demos,” svarede han kort.

Han overvejede om han mon skulle sige mere, men blev afbrudt af en stemme, der kaldte Marions navn. Han kiggede omkring sig for at finde stemmens ejermand. Det viste sig at være hende med katteørene. Hun kom hen imod deres bord med opmærksomheden vendt mod Marion.
Demos sank en lille smule sammen i stolen, mens han betragtede de to. De måtte vel være veninder eller noget i den stil.

Marion smilte skævt. I det mindste svarede han, men hans kropssprog talte ikke ligefrem venligt, men derimod heller ikke fjendtligt.
Hun nikkede let da han præsenterede sig, men hendes opmærksomhed blev afbrudt da hun hørte en velkendt stemme udtale hendes navn. Hun så ved siden af Demos' skikkelse, og opdagede...

"CAMIAN!" Marion tog sine hænder op foran sin mund. Havde hun råbt lidt for højt?
Hun fjernede dem dog hurtigt igen, da hun ikke ville tænke på det nu. For her stod jo Camian i sin fulde skikkelse!
Marion farede op så hun nær havde væltet sin egen stol - også.
Hun havde et kæmpe smil på læben. Det måtte være lige så stort som Camian, lykkelig over at se hende igen.
Hun farede frem til hende og omfavnede hende i et kæmpe knus. Hun knugede sig ind til hende og fik et par tårer i øjnene. Det var godt nok længe siden! Igen! Der gik altid lang tid mellem de mødtes, og det var næsten for galt egentlig.

"Hvad?!? Hvad laver du dog her!?" Udbrød Marion forbløffet, men i den grad også lykkeligt. Lykkelig over at se sin veninde igen.

Tiden står stille i et øjeblik mens Marion skal genkende Camian og Camian står og glor stor smilende på hende. Er det marion? Hun kan ikke genkende hende med kutten.. Hun mærker at hun bliver nervøs, hvad hvis det ikke er hende.
MEN så skriger Marion hendes navn, og hun når knapt nok at opfatte noget før marion kommer løbende hen mod hende og omfavner hende. Camian griner og slynger armene om hende. " Marion! Shit.. det er dig!" Siger hun så lykkeligt, at hendes stemme knækker over. Latter brud bryder gennem hendes hals, hun ryster helt. Hun griner og mærker tårene i øjnkrogen.
" Jeg.." siger hun grinende af lykke.. " Jeg kom forbi... Shit Marion..! Det ligner en begravelse det her sted.." siger hun og kan slet ikke fatte at marion står her..midt i alt det triste..

Det gav et sæt i Demos, da der pludselig lød et råb fra Marion. Han sank en anelse mere sammen i stolen, idet han kastede et diskret blik rundt i krostuen. Nu hvilede halvdelen af krostuens gæsters øjne på dem, samt kvindens bag baren, der stod og tørrede glas af. Årh, lige hvad der manglede…
Han kiggede hen på de to kvinder, der krammede og snakkede i en overstrøm af ord. De lød næsten som et par fugle, syntes han. De skrattede også op og holdt ikke deres mund (eller næb), før man lagde et mørkt tæppe over deres bur. Mon det samme trick virkede på kvinder…?

Han vendte sit blik mod baren. Hvis han skulle bestille noget, skulle det nok være nu. Han stak hånden ned i sin lomme, rodede rundt og –… det eneste, han fik fat i, var nogle låse sytråde samt den ubehagelig fornemmelse af sin egen hud under neglene. Han trak sin hånd til sig igen med en hidsig bevægelse, idet han kiggede ned på sine bukser. Perfekt. Der var gået hul i hans lomme!
"Herligt!" udbrød han irriteret, hvorefter han fnøs og lænede sig tilbage på stolen med korslagte arme.

Marion knugede Camian hårdere, som om at hun havde i sinde at forlade hende. Det havde hun vel nok også på et tidspunkt, men glad for at se hende, det var der ingen tvivl om at hun var.

"Hvordan.. Jamen.. utroligt!! Jaah! Her i al det triste, det må du nok lige sige!" Sagde Marion og slap Camian lidt, for lige at lade hende trække vejret lidt uden at Marion stod og over krammede hende.
Marion blinkede et par gange med øjnene.

"Al det triste er jo nærmest hverdag.. det er for længe siden at landet har fået..." Marion stoppede bræt.. Det var for farligt at tale op om landets hidtil status. Marion bed sig lidt i læben og kastede et blik rundt på de andre gæster.
Marion sendte Camian et skævnt smil, som et hint til at de andre lyttede og at det nok ikke lige var et emne der skulle tales om på dette sted. Hun håbede at Camian forstod.

Hun skævede lidt til Demos og bemærkede hans leden efter nogle værdier i lommerne. Hun gik i hvertfald ud fra at det var værdier her i denne krostue? tilfreds, så han i hvertfald ikke ud.

"Undskyld.. Demos.." Marion var lige ved at glemme hans navn midt i al forvirringen og glæde over at se Camian igen.

"Har De mistet noget? Eller trænger De bare til lidt at spise?" Marion smilte skævt. Hun var jo trodsalt god mod andre, og havde altid været det.

Camian smiler stort, og ser varmt på Marion. Hun stopper pludslig da de når det vandskelige emne. Hun bør heller ikke sige det, men så typisk marion at snakke over sig af glæde. Gud hvor har hun savnet hende!!
" Jaeh " Siger hun og smiler skævt, inforstået men kan ikke stoppe med at se varmt på hende. Se hvordan hun har ændret sig, inprente sig det hvis Marion lige pludselig skulle forsvinde.
Hun skæver hen mod fyren og smiler svagt, men da Marion snakker til ham. Ser hun nysgerigt på ham. De kender åbenbart hinanden, hun kender også hans navn.
"Hej " Tilføjer hun venligt, og ser varmt på ham.

Demos vendte opmærksomheden mod Marion igen, da hun talte til ham. Han forsøgte ikke at se så irriteret ud, men det var nemmere sagt end gjort, når man lige havde mistet alle sine penge. Eller… Alle og alle. Det var jo kun en meget lille del af hans penge. Men alligevel. Han havde mistet dem, og det var nok til at være ham vred.
”Ja, jeg har så mistet noget. Mine penge!” lød det halvirriteret fra ham.

Han vendte sit blik mod Camian. Hendes varme blik blev besvaret med et køligt blik.
”Hej,” svarede han uden det mindste spor af glæde i stemmen.

Marion smilte skævt til Camian, men skævede så atter til Demos.

"Ooh.. det er jeg ked af.. De må godt låne nogle af mig? Jeg skal alligevel ikke have noget her til aften og.. sidste måned havde et overskud" Marion trak let på skulderen og fiskede to krystaller frem som ville kunne give ham både mad og drikke for denne aften. Hun rakte sin hånd ud til ham, men lagde dem i stedet på bordet, da hun alligevel ikke helt kunne bedømme ham hvor han hørte til med humøret. Han virkede alligevel ikke så venlig som hun havde turdet håbet på. Ærlig talt virkede han temmelig gnaven. Måske havde han bare haft en dårlig dag?

Marion så tilbage på Camian. Hun trak let på skuldrene som en tegn på at hun ikke helt vidste med Demos. Hun kendte ham trodsalt ikke.
Hun trak i hætten så den faldt ned fra hovedet, tog en hånd og kørte den gennem håret så hendes lange, bløde, brune og let krøllede hår kom til syne, og de to totter pandehår som altid hang ned på hver sin side af hendes fine ansigt.

( Æv.. skal smutte nu >< )

Camian gengælder det skæve smil, hun nyder at se Marion snakke med fyren. Hun har altid være så sød og venlig mod fremmede, altid så hjælpsom. Camian føler sig helt stolt over at være venner med hende.. Men bare at se Marion være som i gamle dage, gør hende glad. Hun var et kort øjeblik bange for at hun var lige så medrevet af krigen som kroen de står i.
Hun skær en ærvelig grimasse til fyren.. Hun hader at miste penge, måske fordi hun ikke har så mange. hvad var det han hed? hvad havde marion sagt.. Demon? Demos? Noget i den stil.. Hun ser rundt i kroen, og så tilbage på dem begge.. Manden i hjørnet rejser sig op, og hun kan se at han har en mørk dragt inden under. " Marion" siger hun langsomt og ser skjult mod fyren.
"Marion, jeg tror det er tid til at komme væk " Siger hun og nikker meget svagt mod fyren i hjørnet..

Demos kiggede ned på krystallerne, der blev lagt på bordet foran ham. Derefter så han op på Marion. Han åbnede munden ganske let, som får at sige noget, men der kom ikke et eneste ord fra ham. Det endte med, at han bare skulede let af hende og mumlede
”Nhnn.”
’Tak’ var et ikke-eksisterende ord for ham. I hvert var det uhyre sjældent, at han rent faktisk brugte det.

Han kiggede hen på Marions veninde, da hun sagde noget. Han bemærkede godt hendes lille nik, og fulgte hendes blik hen til en fyr, der netop havde rejst sig fra et bord i hjørnet. En fyr i en mørk dragt.
Han skævede fra Camian til Marion, stadig uden at sige noget. Simpelthen fordi han ikke vidste, hvad han skulle sige. Han var jo vred over at have mistet sine penge, og så kom Marion der med al sin venlighed og gav ham to krystaller. Så var det da klart, at han ikke vidste, om han skulle være gnaven eller glad eller noget helt tredje.

Marion så lettere afvendtende på Demos. Et simpelt tak ville da ikke have gjort noget..
Hun vendte dog hurtigt blikket over på Camian som nu hentydede til en mand som havde rejst sig. Det hørte hun i hvertfald og når hun sagde på den måde, så behøvedes hun ikke at vænne sig om for at se hvem det var, for så ville fyren sikkert bare gå hurtigere hen til dem.
Hun sank en klump i halsen. Det kunne ikke gå hurtigt nok nu.
Marion trak sin hætte over hovedet igen og tog Camian i hånden og gav hende et lille klem.

"Hyggeligt at møde dem.. hr. Demos.." mumlede Marion lidt hurtigt og trak lidt i Camian.

"Vi.. bliver nødt til at smutte.." Marion trak nu for alvor i Camian og hun reagerede da også hurtigt. Inden der gik ret lang tid var de ovre ved kroens dør, og få sekunder efter var de helt ude af krostuen.

//out for både Camian og jeg. Fik besked på at skulle trække hende ud (:

Demos kiggede efter de to kvinder. Det var hurtigt, de forsvandt lige pludselig.
Så vendte han igen blikket mod krystallerne. Han skyndte sig at samle dem op, hvorefter han rejste sig fra stolen. Jeg kan jo altid bruge dem en anden gang, tænkte han, idet han krydsede gulvet og forlod krostuen.

//out

Kroen er fuldt til renden og kropigerne farer frem og tilbage og af og til er der nogen der snubler. For det meste er det ikke kropigerne men fortumlede, storgrinende drukkenbolte. Så sker det igen, og ham der falder beskylder øjeblikkeligt en for at have skubbet ham omkuld. Diandra løfter blikket fra de glas hun er igang med at fylde bag desken og ser op. Hun er efterhånden rigtigt godt trænet i at høre optræk til ballade - eller i hvert fald ballade af den type, der opstår i en krostue. To sekunder senere farer de to mænd i totterne på hinanden . Diandra tæller i hovedet og himler med øjnene, de er de femte par gæster, jeg har måttet smide på porten i aften. Lettere irriteret undskylder hun sig de ventende krogæster, stiller glassene fra sig og går over for at give de to herrer røde øre.
Da de er smidt ud vandrer hun tilbage til disken, mens hun undgår de muntre gæster. Hun er rimeligt glad for den gode stemning, men den ledte også hurtigt til slagsmål, og dem var hun ikke videre interesseret i.