Nerida sad og skovlede salat i munden mens Eveana og Rosrian snakkede. Hun hørte intet af hvad de sagde, da hun var alt for optaget af den fantastiske salat. Men da Rosrian blinkede til hende, gik det op for hende hvad hun havde gang i. Hun frøs i sine bevægelser, den ene hånd i munden og den anden i salaten. Efter at have siddet sådan et sekund eller to, begyndte hun at rødme. Hun tog hænderne ud af munden og salaten, og lagde dem i skødet, mens hun kiggede flovt ned. "Undskyld, jeg glemte lige et øjeblik at jeg var her, og ikke hjemme. Det er sådan jeg plejer at spise. Eller, det vil sige, måske ikke lige så hurtigt, men jeg plejer at spise med hænderne. Delfiner kan jo ikke bruge en gaffel, så jeg har aldrig kendt til sådan en før idag. Og jeg prøvede nu også at bruge den, men det smagte bare så godt, at jeg glemte alt andet omkring mig!" hun så op, nu med mere lys i øjnene, og med et meget begejstret udtryk. "Jeg har aldrig smagt tang på andre måder end frisk fra havbunden, så jeg vidste ikke at det kunne smage så fantastisk! Oh, og jeg tænkte på, hvis det ikke er et problem for dig," hun rødmede igen. "... om du ikke kunne lave noget mere, så jeg kunne tage det med hjem til min familie? Min storebror Salii ville elske det, han går meget op i smag. Det er altid ham der finder mad til os." Nerida var nu endnu mere rød i hovedet efter at have spurgt om det, og hendes ansigt sank dybere og dybere mod hendes skød af ren forlegenhed.
Krystallandet
