At hun var træt og udkørt, kunne ikke komme bag på nogen, specielt ikke i den tilstand hun var i. Gidion undrede sig derfor heller ikke over den manglende energi som syntes at være over hende, og til hans held også manglende energi til at flygte. Fortabtheden i hendes øjne syntes dog at tage over for alt andet. Hendes ord fik Gidion til at sukke svagt og folde sine hænder i skødet, efter at havde forklaret færdig. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til hende. Han kunne ikke fortælle hende, at selvfølgelig ville hun overleve de uger. Ingen besvær. Det vidste han så godt som hende ikke var sandt. Men Gidion kendte sig selv godt nok til at vide, at han ville gøre alt for at forhindre hende i at gå ud af døren, ud i sin egen død, som vejret og manglende mad nok ville bringe hende. Dertil vidste han heller ikke om den trussel som havde bragt hende til ham, stadig var derude. En tanke som blev ved med at vende tilbage. Hvem kunne gøre dette mod et andet levende individ?

Han så på hende, som hendes sætning døde ud og smilede roligt til hende. "Besvær? Selv hvis du var til besvær, havde jeg stadig insisteret på at du blev. Du vil altid være velkommen til blive her, og søge tilflugt." dette galt både når hun havde brug for det, og når hun blot ønskede at være her. Han ønskede ikke at hun skulle ud på gaden igen, og måske ikke engang kunne overleve i en uge. Hun havde ikke de gode muligheder på hånden lige nu, dertil - Ja, dertil så var der noget over hende, som gjorde at han virkelig ønskede at hun blev og oplevede hvordan det var at havde nogen til at beskytte en, eller i det mindste være bekymret og hjælpende uden at kræve noget til gengæl af hende. Nok noget hun heller ikke ligefrem havde oplevet ofte.

Caitlin holdt blikket på ham, som han betragtede hende mens hun talte og mærkede hvordan et lille smil blev kaldt frem på hendes læber af hans rolige. Hvor ikke at tale om måden han fuldførte hendes udtonede sætning på. Det var dog svært for hende at tro ham helt. Han virkede så oprigtig som han sad der overfor hende og holdt fast ved sit tilbud om husly. Ikke bare tilbud, men en insisteren, der gjorde hende måde varm indeni og nervøs. Stadig lå mistænkeligheden til at og alle i hendes tanker og selv ikke hans venlighed og families varme kunne helt overskygge det. Ikke endnu i hvert fald. Måske hvis hun blev?

Det var en oprørende tanke for hende så meget som at have og endnu mere at den fik hende til at nikke let til hans ord. En bevægelse hun stoppede, som hun blev overmandet af et gab, der føltes som om det forsøgte at tage hendes kæbe afled. Da det slap blinkede hun let med øjnene, før hun rigtig fokuserede på Gidion igen. Lidt undseeligt slog hun derefter blikket ned, som en lille antydning af smil atter krusede hendes mundvige. "Så må jeg vel hellere bliver her?" Hun skubbede sig forsigtigt længere ind på sengen. "Bare til jeg har det bedre... så skal jeg nok forsvinde!" Hun var sg stadig meget bevidst om at han nok inden længe helst så hende forsvinde, som alle andre havde gjort til nu. Det var nok også bedre at liste af før han nåede til det punkt, men for nu kunne hun da godt udnytte den tilbudte seng i et varmt hus og med mad indenfor rækkevidde. Det sidste var hendes blik faldet på stående ved sengen og kun med et enkelt forsigtigt og spørgende blik til ham, snuppede hun tallerken for at spiste det sidste fra den.
"Hvad laver din anden søster?" Spurgte hun så lidt ud af det blå.

Gidion nikkede til hendes første ord, og kunne ikke undgå at føle sig meget lettet over at hun endelig nåede frem til at ville blive der. At lukke hende ud i kulden havde absolut aldrig været en ønsket ide i hans hovede, men at hun blev af egen fri vilje, gjorde også tingene lettere. For Gidion kunne ærligt ikke tvinge pigen til at blive, hvis hun vitterligt ikke ønskede at være der. Det eneste han kunne, var at opstille alle fordelene for hende, og på den måde gøre et forsøg på at overbevise hende. Den praktiske del af hele forløbet var nok hvad der tiltalte hende mest. Det var i hvert fald den tanke som Gidion gjorde sig.
Et svagt suk forlod dog hans læber, ved hendes næste ord, som var meget hurtigt og forsinkrende fremme og han kiggede kort ned på gulvet, inden han igen løftede blikket og så på hende med et skævt smil. "Noget siger mig, at du ikke er nem at overbevise om noget som helst! Men bliv her så længe du vil. Og så må jeg prøve at overbevise dig om at du ikke er en belastning og ikke bliver smidt ud herfra." hvor godt det end ville gå ham, måtte han da prøve. Han havde svære og svære ved at forestille sig at hun skulle tilbage på gaden. Det skulle ikke undre ham hvis han nærmest hang fast rundt om hendes ben den dag hun valgte at gå. Måske lidt overdrivet, men ikke langt fra.

Gidion havde ikke helt været forberedt på spørgsmålet og måtte lige tænke et kort øjeblik før han svarede. Det virkede ellers som en ganske lige til spørgsmål, men der var efterhånden sket en del i dag jo. "Jessica?.. Jessica går for det meste blot hjemme og passer sin yngste pige, Georgette. Georgette blev født næsten to måneder for tidligt, og behøver meget opmærksomhed, specielt mens hun stadig er und. Men jeg er overbevist om at hun nok skal komme lige så stærkt igen som de andre." forklarede Gidion ganske vant om sin familie. "Jessica er den mest hjemmegående af mine søskende. Hun er i hvert fald ikke særlig godt hjemme i sin mands smedjen, men effektiv hvis han har været så uheldig at antænde noget. Hun er vandmagiker og ret effektiv en af slagsen også."

En del af den trykkede stemning virkede til at lette, som Caitlin krøb tilbage på sengen og ikke længere tænkte i at forlade det det lille hjem hun var blevet slæbt ind i. Det virkede dog som om Gidion virkelig ønskede hun skulle blive, for han slappede mere af, som hun gjorde og hun kunne ikke lade være med at smile en lille smule skævt over hans suk. Hun holdt dog fast ved sit forbehold og løfte for hun ville virkelig ikke blive så længe at hun endte med at blive smidt ud. Så svandt det dog en smule ind, som hans tog til og han endnu engang forsikrede hende om at hun var velkommen. Så rystede hun dog let på hovedet. "Ord er lette. Handlinger er sigende..." Et lille smil fandt vej frem til hendes læber som hun sagde det, for hans handlinger talte ikke så lidt for at hun kunne føle sig tryg hos ham. Om ikke andet troede hun at hun ville kunne det med tiden. Lige nu følte sig sikker og det var langt vigtigere.

Som han svared hende, huggede hun maden i sig og stillede forsigtigt tallerkenen fra sig. Hans familie virkede så tæt og sammenknyttet. Det var noget helt anderledes for hende og en anelse svær at forholde sig til, men det var rart at høre ham snakke om dem. "I har meget forskellige magier?" Hun havde hørt pigen Linda fortælle om sin og hvad den mindste pige kunne have. Ikke at der var noget usædvanligt i at magien tog forskellige former. Det var bare... interessant. Stille rykkede hun sig tilbage, så hun kunne sidde helt oppe i sengen og læne sig mod puden. Hun var træt, øm og brugt af forandringer hun ingen kontrol havde haft over. Det gjorde hende også noget mere stille end hendes ellers snakkende selv.

Gidion fik et skævt smil på læben. hun var ikke nem at overbevise om noget som helst, hvilket han egentlig heller ikke havde regnet med. Det var en uvant situation for hende at sidde i. "Men lad tiden være din ven, og se lyst på fremtiden." svarede han tilbage. Han forstod hun var skeptisk, forstod hvad hun mente og hvorfor hun havde denne følelse. Det var langt fra alle, selv stærke tilhængere af lyset, som åbnede sin favn til en fremmed og tog hende eller ham ind. Det var desværre en mangel i denne kolde tid, hvor fokus ved mange lå meget egoistisk.

Gidion trak let på skulderne og tænkte lidt over hvor forskellige de var. Ja, de havde fået lidt forskelligt, men der havde også været stor forskel på hvornår det fra fremkommet. "Jeg tror ikke det er meget anderledes end andre familier. Mary Ann arvede sin healing fra vores mor. Men jeg og Jessica falder lidt udenfor. Børnene er dog vidt forskellige alle sammen, dem af dem som udviser magiske evner." Gidion så det tit, men han så også folk uden evner. Folk som ikke kunne gøre alverden enten, eller slet ingen evner havde. En af Gidions nære venner var en af dem. Han havde ingen magiske talenter overhovedet. Gidions evner selv, var meget passive og stille. Han var imponeret over hvor stor forskel der kunne være på alle evnerne.
Gidion satte hovedet let på skrå som han betragtede hende. "Er du mæt?" spurgte han først, som hun træt havde lænet sig tilbage og virkede meget meget stille! nok af flere årsager, men det blev mere tydeligt jo længere tid der gik. "Du trænger til at hvile dig. Som i at du trænger til at sove."

Caitlin så bare på Gidion et langt, langt øjeblik som han svarede hende med et lille smil. Det var ikke så meget smilet eller det han sagde, men at han sagde det til hende. Hendes ansigt udtrykte ingen følelser andet end en blanding af tvivl og vantro, men indeni morede hun sig kosteligt. Det lød som om han mente hun skulle være lidt mere optimistisk! Hende! Det brød igennem nogle af hendes forbehold overfor ham og fik hende til at slappe om noget mere af end hans venlighed og omsorg havde. Han kendte hende ikke, men han havde gjort mere for hende end de fleste andre. Det var hvad hun skulle huske på og holde fast i.

Så brød hendes facade fra og hun smilede til ham. "Jeg skal gøre mit bedste." Hun lod det være ved det, men smilet blev der som hun lyttede til hans stemme mere end hvad han sagde. At magien var hos dem som hos alle andre var tydeligt. Følgende familien og sine egne veje. Så nikkede hun let og lod emnet falde for hun vidste ikke hvad hun ellers skulle. Hun havde ikke lyst til at give noget om sig selv og spørgsmålene var svundet lidt hen, som hendes mave var mæt og hendes hoved træt. Så hun nikkede igen. Hun havde ingen ord, men glippede lidt med øjnene før hun satte sig mere op i protest mod at han antydede hun trængte til hvile, gabte så inderligt og blinkede igen.

Det fik hende også til at smile en smule forlegent, før hun mumlede. "Det er vist lidt svært at benægte nu..." Hun lænede sig dog ikke tilbage, men rakte ned og begyndte akavet at løsne båndene i den ene støvle. Måske levede hun i dem og sov i dem, hvis hun følte sig utryg, men her ville de kun være i vejen.

Gidion havde siddet roligt og set afventende på hvad hun ville svare, hvis hun da ønskede at besvare hans ord. Hun virkede stadig meget tvivlende på hans oprigtighed og vantroen var heller ikke til at se bort fra. Men alt det syntes at falde mere fra hende, som orderne sank ind, og der til sidst kom et smil frem på hendes læber. Dette gjorde naturligvis og Gidion også smilede lidt mere, og hendes ord hjalp også på smilet. "Godt."

Gidion tilbageholdte en latter over hendes stædighed, og rystede blot let på hovdet af hende. Hun var virkelig træt, og det kunne han udemærket også godt forstå! hun havde meget der plagede hendes krop lige nu, og om hun havde fået en god nats søvn inden hun dukkede op i hans lade, vidste han naturligvis ikke, men tvivlede stærkt. Der var koldt udenfor, og havde man ikke et sted at være for natten, blev det ekstra slemt. "Lidt. Eller faktisk meget." medgav han hende, og fulgte hendes bevægelse, som hun begyndte en smule besværet at få løsnet sine støvler. "Her, lad mig tage den anden. Ingen grund til at overbelaste din arm mere end højest nødvendigt." båndende var også en kende anelse kludret sammen og Gidion måtte sidde et øjeblik bare for at finde hoved og hale i hvor de startede og sluttede.

"Så. Når du vågner og hvis du er sulten, må du hjertens gerne gå ned og tage hvad du behøver. Ellers så kalder du bare, og så finder jeg noget til dig." forklarede han, som han satte støvlen han havde haft sin kamp med, ned på gulvet, ikke for langt fra hende, hvis hun skulle lyste at havde dem på igen.

Caitlin sendte ham et blik der skulle have været fortørnet, men mest af alt var en smule opgivende og muntert. Hun kunne godt selv se hun måske ikke var helt fornuftig i sin opførsel, men det var svært for hende at skulle have en anden til at fortælle hende noget om hende selv. Slet ikke en hun dårligt kendte! Gidion havde dog en pointe, som var svær for hende at se bort fra og da især nu hun havde accepteret at blive i hans varetægt. Så i stedet begyndte hun at løsne båndene i den størvle med akavede bevægelser nu hun kun havde en hånd, men alligevel en effektivitet fordi hun selv havde bundet knuderne. Af samme grund var hans tilbudte hjælp en velsignelse i sig selv. Caitlin nikkede til hans tilbud, men fortsatte koncentreret med den første støvle, som hun lyttede til hans ord.

Hun fik den også først af, hvilket nok sagde mere om hvordan de var bundet end hendes evner til at løsne knuder med en hånd. At få den af gav et smertefuldt ryk i armen, som hun dog bed i sig. Det samme skete heldigvis ikke da han pillede den anden støvle af hende. Til gengæld gav den hende en fornemmelse af lettelse som igen fik hende til at føle sig svag og sårbar. Ikke nogen god kombination. Kunne hun undgå støvlerne et par dage ville det nok være bedst. Hans ord fik hende til at smile til ham, før hun fik sig skubbet tilbage ind på sengen og ned at ligge. Armen var frygtelig i vejen, men hun fik sig lagt nogenlunde behageligt, mens hun lyttede til ham. Så nikkede hun let og lod øjnene glide i. "Okey..." Hun havde bestemt ikke lyst til at skulle kalde på nogen, hvis hun selv kunne slæbe sig af sted, så det sidste tænkte hun slet ikke i. Men det ville være meget rart måske med selskab senere igen. Når hun lige havde sovet og ikke følte verden sejlede i træthedens tåger.

Trætheden var ikke til at tage fejl af og søvnen var der i den grad behov for. Hun havde selvfølgelig heller ikke store chancer for at slappe af og heale sammen ellers, end ved at sove. Det var kroppen egen måde at komme sig over ting på. Både stressede situationer som påvirkede dig mentalt, men så sandelig også fysiske skader. Gidion havde dog en ide om at Caitlin havde været udsat for begge dele. Han smilede varmt til hende, som han fik sat hendes sko sammen, men ikke langt fra hende. Hun ville nemt kunne nå dem. Herefter rejste han sig og gik hen mod døren. "Sov godt - og husk, du skal bare kalde." han vidste godt at han lige havde sagt det, men han ville lige forsikre hende om det en sidste gang, inden han gik ud af døren og lukkede den efter sig.

Herefter fortsatte han sine daglige pligter. Det meste af dagen var gået nu, men det generede ikke manden som begav sig ud af døren til laden, for at tage noget af det mindre og knap så støvende arbejde, med sig ind i huset. Han havde lovet at være i nærheden, og skulle også være i stand til at høre hvis Caitlin kaldte. Han sad derfor nu roligt ved bordet og lod dagen gå ud til aften, som han arbejdede med et træstykke, fik sig derefter noget mad, og gik selv i seng. Alt i den vante rute igen, til trods for at ting nok snart ville se anderledes ud i hans fremtid.

//afsluttet?