Zid ord kom bag på ham for han vidste ikke at Samson var i live på nogen måde, han havde dog besøgt Samson da han var død og havde også viskede til ham at det var ham der skulle have drabt ham, så måske havde denne Dæmon ret måske skulle Kravenoh til at se sig over skulderen, men gad vide hvad denne dæmon mere vidste om Samson men en ting var sikkert han ville gør alt for at finde ud af det.
" du gør klogt i at fortælle mig hvor jeg kan finde Samson henne, ellers bliver det værst for dig selv, du burde vide hvad jeg er i stand til og hvad jeg ville gør for at få min vilje " sagde han bestem og holde øje med Zidiac.

Der gik ikke længe før han mærkede Damis hånd på hans hænder, han lyttede til hendes viskene ord " jeg ved det ikke men jeg skal nok finde ud af det bare rolig, og hvad end der sker så skal jeg nok passe på dig og tage mig af dig," viskede han tilbage til hende.
Han vendte blikket frem og tilbage imod de to tøser, og ide Damia lige pludselig griber fat i Zidiac kommer et lille smil frem på hans læber, at se hende være sådan var noget der passede ham godt.
[/" så længe du kommer med info jeg kan bruge vil jeg måske skønne dig for olien og lade dig gå hvis det behagere mig og hende"color] sagde han og hentyd til Damia.

Det var med et isnende blik den blå dæmon så op imod Kravenoh, igennem sit gennemblødte hår.
" Hvem ved, måske hvor du mindst forventer ham? " Et kort tandsmil blev sendt til ham, på trods af de dunkende smerter fra det brændemærke han lige havde givet hende. Hun vidste hvad han var i stand til, hun vidste at hun var pænt meget på røven. Og alligevel kunne hun ikke lade være med at provokere ham.
Han var som et lille barn, der satte sig til at tude eller kaste rundt med ting indtil den fik sin vilje. Et mindre fnøs forlod hende som hun skævede imellem de to som de begyndte at hviske og tiske sammen. Forsigtigt forsøgte hun at røre på sine hænder, ganske let og testende for at se om hun snart ville have fuld kontrol over kroppen igen.
Igen skævede hun opmærksomt til de to mens hun forsøgte at få fat i hvad de snakkede om, tøsen så temmeligt oprevet ud. Måske det var nyheden om Samson.. Havde de ikke vidst det?

Det gav et mindre ryk i hende idet den grønhårede pludselig greb fat i hendes kæbe, et i den grad ubehageligt tag, men ikke stærkt nok til at få kæben til at gå af led. Stift stirrede hun ind i de grønne øjne.. Hvorfor var den kvinde så grøn? Havde hun været en frø i et tidligere liv? Måske en alf? Det kunne give lidt mening til al den grønhed hun så på hende. Hun rystede tanken af sig som tøsen begyndte at snakke, tilsyneladende havde hun fundet en indre styrke til at virke autoritær for en stund, ikke at Zidiac på et eneste øjeblik troede på at hun var bossen af de to. Der talte K'et på hendes hals sit tydelige sprog. Hun tænkte let på det 'K' hun selv lige havde fået, overvejede om Kravenoh mon mente at han havde en ret til hende nu?
" Hvordan skulle jeg vide det? Det tordnede af helvede til da han døde, fandt ham liggende udenfor borgen med en del af det ene tårn over sig. Så død som en sild på land. " Hun forsøgte irriteret at trække sit hoved til sig, ikke at det ligefrem var en let ting at gøre idet hun jo stadig var bundet med de forbistrede rødder.
" Genopståelse kan ske på mange måder snullergøj. " Hendes stemme lød næsten faretruende giftig uden at hendes blik et eneste øjeblik ændrede sig.
" Der findes skrifter, helgener, dæmoniske ritualer.. Engle.. For ikke at nævne spøgelser. Det kan være det er hvad han er blevet til, jeg ved det ikke. Tror du virkelig selv at han ville forklare mig det, så tager du grueligt fejl. "
En spytklat blev sendt ud efter Damia, inden dæmonen vendte sin opmærksomhed på Kravenoh.
" Kom du bare an med den olie, vi ved vidst begge hvorfor du ikke allerede har gjort det af med mig. "

Det gibber i Damia, da den varme spytklat rammer hende på kinden. Spytter løber lidt ned ad hendes kind og hun tørrer roligt den væk med bagsiden af sin hånd. Uden at tænke sig om og uden at fatte, hvad hun gjorde, slår hun Zidiac hen over den højre kind, så det vil synge om ørene på hende og i det samme slipper rødderne grebet om Zidiac, så hun i stedet ville falde til jorden, hvis hun ikke var hurtig på sine ben.

”Løgner!,” råber hun arrigt af Zidiac, ”Nok er du en slavetøs, men du er Samsons slavetøs, og siden du er en af de få der ved, at han er genopstået, så må du vide mere end hvad du fortæller os, og hvis du ikke tror mig, så tro på at Kravenoh nok skal få din tunge på gled” Damia behersker sig temperament, og ranker ryggen. Hun stryger en vildfaren lok om bag øret og vender ryggen til Zidiac. Hun ser udtryksløst over på Kravenoh, ”Hvis dæmonen så gerne vil drikke olie, så giv hende det. Hun er åbenbart villig til at dø for sådan en mand som Samson”.

Som hun går tilbage til Kravenohs side går en af de samme rødder til angreb igen, og denne gang langer dens greb ud efter Zidiacs hals. Damia stopper op foran Kravenoh og ligger blidt en hånd på hans kind, ”Det ved jeg godt, at du vil” siger hun ømt.

en kvinde kamp imellem de to vil være sjovt at se for ham, men det havde han ikke tid til og denne dæmon havde haft sin tid nok " nogen gange minder du om Samson, du tror det værste i verden er dig selv, men lad os nu se hvornår du begynder at skrige, for det kommer du til " han så på Damia der fik en spytklat på sig, han nikkede kort ide hun daskede Zidiac en på kinden, og hørte hvert et ord der blev sagt, og da Damia forslog at han skulle give hende olien smilede han. " du har rart hun skal ha den olie nu, for det er jo det hun gerne vil have".
Kravenoh tog spanden med olie og gik hen og satte sig på hug foran Zidiac " du kan muligvis tåle varme men, når varmen ikke er til at få af kroppen hvad gør du så, går du i panik skriger du taler du, hvem ved ". han rejste sig op og begynde at hælde olien ud over hende, men ikke ligesom med vandet men blot ud over hende.

Han kiggede over på Damia " søger for at der hele tiden er rødder til at holde hende nede for det kommer til at blive varmt og der kommer til at være ild, ser du " sagde han og vende blikket på Zidiac " olie og ild går meget godt i spænd og nu er det sådan du er olie og jeg er ild, så lad os se hvor langtid du holder denne gang." sagde han lumsk og rørte blot med fingeren på hende, hvor efter en flamme blev tændt, og i løbet af 2 sekunder var alt olien i flammer, og Zidiac for den sags skyld.

Med en mindre hvæsen og en snappen ud efter hånden der stak hende en lussing, gloede hun olmt på Damia, dog blev dette hurtigt bragt til ende idet rødderne giver slip på hende og hun falder ned, lang som hun er, kun lige akkurat fratagende det værste af faldet med en arm.
ET ganske kort øjeblik lå hun der inden hun vaklent kom op på benene igen, de maltrakterede vinger foldet tæt ind til kroppen, så meget hun nu kunne. Hun var allerede på vej væk idet endnu en rod tog fat om hendes hals og hev hende tilbage. Ubehaget som bare fanden vred hun sig rundt, nægtede at stå stille eller komme ned at ligge igen. De krystaller hun i forvejen havde fremme blev brugt godt og grundigt til at skære i roden med.. Det da lige indtil Kravenoh valgte at hælde olie over hende. Det klistrede stads sad over det hele, hun kunne blot prise sig lykkelig for at hendes vinger ikke var af fjer for så ville den da være helt gal. Istedet gav hun sig uden videre til at vikle sit hår omkring roden der stadig var om hendes hals.
Selvfølgelig var hun villig til at dø for Samson, han havde trods alt været hendes herre i flere år, hvad man ikke kunne sige om sortelveren, ikke at hun ligefrem betragtede ham som sin herre.
Alt imens hun udarbejdede denne hårvikling og smurte håret, samt træroden ind i olie, bed hun tænderne hårdt sammen, idet noget formede sig på huden af hende, nærmest som en anden form for hud, blot mere gennemsigtigt i forhold til de blålige krystaller hun havde haft på sig hidtil. Disse krystaller var til gengæld forsvundet, mens de nye havde en rå tekstur, disse begyndte hun også at bruge til at skære i roden med sammen med hendes negle. Som et andet vildt dyr, rykkede hun sig automatisk så langt væk hun kunne fra både tøsen og Kravenoh, mens hun vagtsomt holdt øje, konstant holdende sig selv i bevægelse.
Ilden kunne dog umiddelbart ikke undgåes, men da den kom var hun forberedt, mere end forberedt, faktisk lod det nærmest til at alt der hed følelser havde forladt kvinden idet hun blev omsmedet af flammernes rasen. Varmen fik sveden til at drive af hende, men ikke en lyd kom over hendes læber, eller måske gjorde der? Det var ikke helt til at beslutte over flammernes hærgen. Idet flammerne omsluttede hendes hals og hår lukkede hun hastigt øjnene i mens hun for frem med vingerne bredt ud.
Et ryk... To ryk... 'Knæk'
Den bearbejdede trærod der gav over for hendes bearbejdelse af den såvel som olien og ilden, var en hel lettelse for hende. Men prøvelsen var ikke ovre, og det var da også med nød og næppe at hun som et klodset dyr spænede, nærmest i blinde væk fra de to, bedende til sit held om at undslippe dem.
I det mindste gjorde vindmodstanden sit for at ilden på hendes krop ikke var så stærk og sviende som den ville være hvis hun stod stille.

I det rødderne knækker, og Zidiac ser sit snit til at flygte, bander Damia. Alligevel eftersætter hun ikke dæmonen. I stedet står hun stivnet til jorden og ser Zidiacs skygge forsvinde længere og dybere ind i skoven. Er Damia bange? Fortryder hun? Synes hun det er syndt for den blå dæmonen? Disse spørgsmål, som hun ikke helt kan sætte et klart svar på, kommer igen og igen i et evigt loop. Hun vender sig forsigtigt om mod Kravenoh, møder tvivlsomt hans hårde blik. Overraskende nok, giver hans hårde og beslutsomme blik, der gav så mange væsner grund til at afsky og frygte ham, hende trøst og mod. Der går et ryk igennem hendes krop, og nu ved hun det. Det var nødvendigt. Måske ikke ligefrem fortjent af den dæmon. Dæmonen kunne vel ikke gøre for, at hun stod på den forkerte side, og tjente den forkerte herre, ligeså vel som Damia ikke kunne gøre noget ved det. Men det havde været nødvendigt for Kravenohs plan. Deres samtale havde også vist sig at være frugtbar. Samson er i live.

Damias hud er hvid som mælk, og står rank og smuk. Hun går over til Kravenoh og siger blidt, "Jeg kunne ikke holde hende" som om det er undskyldning nok. Hendes øjne stråler, men virker samtidig anspændt. Hun begynder at gå nervøst frem og tilbage foran Kravenoh, "Nu flyver dæmonen sikkert tilbage til sin herre, så snart ved han alt om dig...," Damia synker en klump i halsen og vikler fortvivlet en tot hår omkring hendes finger, "og ikke mindst mig!"

Blodet suser i hendes åre, da chokket om Samson nyerhvervet viden, stedfæster sig i Damia og hun udbryder forpint "Kravenoh han vil dræbe os! Men ikke før, at han har tortureret os på de mest utænkelige måder... Jeg vil ikke kunne holde til det, hvis han igen skulle få fingre i mig... Hvad skulle vi også med dæmonen?! Nu hvor hun er væk, hvad gør vi nu?,,