Nickazho lagde ørene lidt tilbage, da Taylor sagde til Morgana, at Nickazho nok var væk nu. Han var tydeligvis uønsket, men... men han ønskede da heller ikke deres selvskab, nå! Han kom hurtigt på benene, med så hurtige bevægelser at det var tydeligt at han var irriteret.

"Tssk! Jeg kender dig heller ikke, men alligevel kan du ikke lade være med at genere mig!" Snerrede Nickazho af Taylor. Nej, Taylor kendte ikke Nickazho, og det skulle han heller aldrig komme til! For inden da.. så vil jeg TÆVE ham hvis han nogensinde skulle komme efter mig! Nickazho var meget bestemt i sin tankegang. Det blev han nok også nødt til at være for at kunne vænne sig nogle lunde til at være adskilt fra sin race, sin familie.

Nickazho ser tilbage på krystalisianer kvinden, Morgana.

"Hmmn.." Sagde Nickazho lettere overvejende, som om han overvejede om han egentlig skulle fortælle hvordan han var kommet herud. Han havde næsten selv glemt det, for det var ikke noget han gik op i og han tænkte ikke ydereligere over hvordan tingene var hændt. Kun når der er folk der skader ham eller bare gør ham ondt, så husker han dem!

"Jeg fulgte bare efter en mærkelig en og så havnede jeg herude, fordi personen forsvandt op i himlen herude!" Nickazhos forklaring var lidt langt ude at høre på, men det var det han lige kunne huske. Det var efterhånden en hel del dage siden at han var havnet her ude, så han var faktisk ikke helt sikker på at det var nøjagtig sådan at han var havnet herude, men hvorfor skulle krystalisianer kvinden også være interesseret i det?

Nickazhos øjne sitrede en smule da Morgana igen kaldte ham for en dæmon.
"Jeg... er ikke... EN DÆMON!" Han lagde fornærmet sine arme over kors og så den anden vej, som et lille barn.

"Hvor mange gange behøver jeg dog at fortælle jer Krystallisianere det?" Der skar nogle rynker over hans lillae næseryg et kort øjeblik, men de fjernedes i det øjeblik hvor han skævede til de to krystallisianere igen. Han turde ikke at se væk fra dem alt for lang tid af gangen.

"Snakke pænere? Jeg snakker som det passer mig! For I er trodsalt krystalisianere!" Nickazho så ned på deres hænder der pludselig greb hinanden. Han blev i et kort øjeblik pinlig berørt ved situationen over at se en kvinde og en mand sådan der. Men alligevel.. hylende morsomt!!

Nickazho væltede om i sneen og skuttede med sine ben mens han grinte højt. Faktisk, så var det kun af Tæge-lorten at han grinte af.

"HA! S-Sådan en hård.. g-gut.. med kæreste! Hah-haaahaa-hahaaa!" Han tog sig til maven mens han pegede op Taylor.

"Tænk.. at DU kunne finde en!"

Morgana så med forfærdelse på Taylor, der skiftede fra at være den rare, dejlige person, hun holdt af, til at være have det morderiske utryk over sig, der skræmte hende fra vid og sans.
”Taylor, nej!” Skreg hun forfærdet og førte en hånd frem mod ham for at lægge den på hans skulder, men stivnede midt i bevægelsen og stod ubevægelig i et par sekunder, før hun lod hånden falde ned langs siden igen. Dæmonens latter fik det til at sitre i hende. Hun hadede, at være til spot for nogen.
Hun vidste ikke helt, hvad hun egentlig ville forhindre, da hun dels var ganske irriteret over den lilla dæmon, der tilsyneladende nød at drille Taylor, hendes Taylor, men samtidig virkede dæmonen blot som et lille surmulende og hjælpeløst barn.
Tilsyneladende havde Taylor ikke hørt hendes spinkle skrig, og med yderligere stigende forfærdelse lyttede hun til hans hvislende stemme, der lovede både hævn, lidelse og død.

Hun forsøgte at fange hans øjne, da han talte til hende, men fik ikke kontakt. Det generede hende lidt og fik hende til at føle sig magtesløs, en følelse, der som regel endte i et af hendes ’udbrud’. Det sidste kraftige udbrud havde resulteret i, at hun var havnet på Morgoths slot, hvor hun nu var under hans vejledning for at lære at håndtere sine kræfter.

Morgana kunne mærke, hvordan de små hår rejste sig i nakken, og hvordan luften begyndte at knitre let omkring hende. Hendes kræfter, hun ikke havde haft mulighed for at udleve i lang tid, havde hobet sig op, og den dæmning, der holdt hendes kræfter tilbage, den barrikade af medmenneskelighed hun som regel gemte sig bag, var begyndt at slå sprækker. De små revner var af stedkommet af dæmonens latterudbrud, hendes afmagt og den alt for længe tøjlede energi, der løb i hendes årer.

Hun hørte, hvordan Taylor snakkede til dæmonen, mens han trak den hen mod afgrunden. Grundet en makaber følelse af nysgerrighed, fulgte hun med mod kanten og kiggede ud over det frie fald, ned mod dalens bund mange hundrede meter under dem. Åndløs stod hun, mens hun grebet af scenariet foran sig, kun var halvt bevidst om personerne i hendes nærhed. Hun kunne mærke, hvordan blodet dunkede i hendes håndled under den tynde hud, men samtidigt kunne hun mærke, hvordan den kolde smøg sig ind under kappens ærmer og kølede den hede, der opstod inden i hende.
Hun vidste, at hun snart var ved det punkt, hvor hun var nødt til at lave en afladning, hvis hun ikke skulle miste kontrollen, men hun havde intet at afreagere på udover personerne ved siden af hende. Hun så eftertænksomt, nærmest fraværende, på dæmonen, før hun knyttede den venstre hånd hårdt, i et forsøg på at slynge den tidebølge af flammer tilbage, der rullede oprørsk i hende.

”Respektløs… - du gør det afgjort ikke nemt for folk at holde af dig…” Kommentaren var henvendt til den dinglende skikkelse for enden af Taylors arm, men lige så fjernt som Morgoths palæ var fra dem lige nu, lige så fjern følte Morgana sig fra situationen. Ilden brølede på indersiden og slørede hendes hørelse, så hun stort set ikke kunne høre vindens flugt omkring dem.
”Hvorfor?”

Nickazho løb på stedet, men snublede over sig selv så det lignte at han nærmest faldt og kom op at stå på milisekunder, i luften. Han kom dog ingen vejne før Taylor havde fået sit tag i Nickazhos krave. Den lillae dæmons røde øjne dirrede og pupillerne udvidede sig så meget så det lignte et lille nyfødt spædbarns uskyldige øjne, som lige havde mødt verdens utryghed, som fandtes uden for en moders livmoder.
Nickazho baskede lidt med armene og forsøgte at kradse med sine lange sorte negle op af Taylors arme, så vidt han nu kunne.

"NEJ NEJ!! LAD MIG VÆRRE!! SÆT MIG NED!!!" Befaldede han råbende. Han ville ønske at han kunne være tapper. Bruge sine evner mod ham der tægen. Tægen der lugtede som kompost som havde ligget i sumpen i årevis. Dumme tæge skulle ikke sådan have magten over ham på den måde!
Tårrene begyndte at pible frem i dæmonens store røde øjne, som så godt var sorte på grund af de udvidede pupiller.
Kvinderne var nu ellers dem, som han havde hørt kunne være dem han kunne få mest medlidenhed fra, og dog..

Nickazho vendte blikket mod krystalisianer damen med et ganske uskyldigt blik. Han var stoppet med at rive og så med et tomt blik på hende.
Det var længe siden at han sidst havde fået nogen til at holde af ham. Damen havde ret. Han følte sig rent faktisk ensom. Han havde ikke nogen specielle venner, når han nu tænkte over det. For når han nu lige tænkte over det, så han ikke lige dem som han holdte af. Når nu han tænkte yderligere over det, kunne han se hvor alene han egentlig følte sig. Han måtte have ignoreret denne følelse, det havde han indset nu.
Hvorfor var han egentlig sådan? Det var da ganske normalt for nogen som ham, var det ikke? Sådan var hans familie da også? Det var måske forkert? Var det en af grundene til, at de havde været så afskåret fra de andre racer, så de var blevet sendt til klipperne på øen? Det hele begyndte at give mening i hans hoved. Han skulle til at græde, men fik et comeback op i hovedet som kunne vinde sit eget mod tilbage, mente han.

Han så tilbage på Taylor meget hurtigt og pupillerne blev atter normale at se på, dog en smule mindre, et tegn på vrede og drilleri.
"HA! Jeg er ikke den eneste i landet af min slags! Der er mange flere af mig! Og mine søstre er ligesom mig! Hvis jeg driver dig til vandvid, så skulle du bare leve med dem i 1999 år!" Et skadefro smil bredte sig på hans læber, men kom så i tanke om hele denne situation. Comebacket var måske godt nok i princippet, men når man tænkte på situationen havde han ikke gjort det hele bedre, men havde han overhovedet gjort det værre?
Nickazho blev grebet af sin egen angst og kraniummet på hans hoved, begyndte at lyse en skrigende blå farve. Farven havde selvfølgelig den farve, for at fange "øjenkontakt" med de to øjenhuler i kraniummet. Hvis det skulle ske, at Taylor eller Morgana, eller begge to skulle se ind i dets øjne, ville de se deres værste minder fra deres fortid og føle sig som om, at de netop går igennem dem endnu en gang.