Rayne lå så højt oppe i et træ som hun kunne, et træ der var lige i kanten af lysningen. Hun lå højt nok til at man ikke umiddelbart kunne se hende fra jorden, og lavt nok til at man ikke kunne se hende oppefra, på grund a bladene.
Den første hun så og hørte var kvinden med det umådeligt viltre og krøllede, mørke hår. Hun lignede ikke just en der var vant til at begå sig i en bevokset skov, at dømme ud fra den måde hun masede sig gennem krattet.
Imens hun betragtede kvinden fra sit skjul, hørte hun en lyd under sig. En mand var på vej imod lysningen, og pludseligt forsvandt han, som om han var blevet usynlig eller var forsvundet ud af den blå luft. Men Raynes skarpe ører kunne stadig høre ham, han klatrede op i hendes træ. Og ganske rigtigt, kort efter sad han på en gren, kun halvanden meter under hende, hvor han igen var synlig. Han havde sine øjne på den mørkhårede kvinde i lysningen. Rayne forholdt sig stadig stille, og afventede situationen. Måske ville der komme et helt lille spil ud af det, som hun kunne betragte fra sidelinjen.

Morgana fortsatte uvidende om de to andre personers tilstedeværelse ind mod midten af den lille lund, hvor ingen træer stod til at skærme den sidste sne. Solen varmede herligt, men kulden i luften bed stadigvæk i den tynde hud omkring halsåbningen af hendes kappe. Hun fingererede let ved hætten, men undlod at trække den op over hovedet. Hen savnede solens stråler.
Smånynnende skridtede hun rundt i lunden, kiggede efter kendte urter og blomster, men trods den lange ventetid, var ingen kommet helt frem. Efter lidt søgning gav hun op og rettede i stedet opmærksomheden mod et træ med en tør plet under. Hun tøffede roligt derhen og nyd stilheden, fuglesangen og roen. Endelig kunne hun slappe lidt mere af!
Hun pillede kappen af og bredte den nødtørftigt ud under træet, hvorefter hun graciøst slog sig ned og lænede ryggen mod træet. solen stod direkte ind i ansigtet af hende og lettere døsig lukkede hun øjnene, mens hun lyttede til skovens liv.

Tesseract så roligt til mens den unge kvinde satte sig under det træ han lå i. Han tog roligt en lille pose frem fra et sted under sin kappe, åbnede posen og hældte indholdet ud over den unge kvinde, indholdet var ikke noget specielt, blot nogle knuste blade og lign. alt sammen i håb om at drille hende lidt. Tesseract havde altid været en smule drille syg, men det var som regel ikke velset af andre. for det gik altid ud over dem, og når de ville straffe ham var han der ikke. roligt pakkede han posen væk igen og ventede på at den unge kvinde ville reagere på støvet. måske nyse eller host, eller slet ingen ting.

Rayne så forundret til at kvinden satte sig under det samme træ, og syntes det virkede som et mærkeligt sammentræf. Normalt kunne der gå uger uden hun stødte på mennesker i skovene, og nu var der to, endda ved samme træ som hun. De havde dog ikke set hende, hvilket morede hende lidt.
Hun rykkede sig lidt for at se hvad manden under hende lavede, for han havde hevet noget frem, som han nu hældte i hovedet på kvinde. Rayne løftede det ene øjenbryn. Måske kender de hinanden? tænkte hun. Hun tænkte, at han måske drillede hende, fordi han kendte hende, og ikke havde set hende. Det kunne også være, at det var noget magisk stads han hældte i hovedet på hende. I hvert fald var det noget der undrede Rayne, og hun så afventende til, for at se hvordan kvinden ville reagere.

Pludselig følte Morgana noget falde på hendes ansigt, men som en start ignorerede hun det. Det hændte af og til, at mos dryssede fra bark, men efter et par sekunder, gik det op for hende, at der var mere end naturligt. Langt mere. Uden at tænke sig om åbnede hun øjnene for at søge grunden, hvorved hun fik noget af støvet i øjnene. Hun kneb instinktivt øjnene sammen igen med et lille lavt irritationsudbrud, rystede hoved og gned øjne og kinder, mens hun lænede sig væk fra træet og støvets faldretning.
Da hun havde fået det værste af støvet væk, kiggede hun med våde øjne op i kronen af træet, men med tårerne i øjnene kunne hun ikke fokusere.
”Hvem der?” Spurgte hun forbeholdent, i det hun ikke ventede noget svar. Hun følte sig lettere latterlig i at tale til hvad, der højst sandsynligt var et egern, men et egern gjorde næppe forårsrent og smed med støv. Tårerne gled stille ned af kinderne, som hun forsøget at tørre fri med snippen af hendes kjortel.

Tesseract skyndte sig at blive usynlig igen, idet den unge kvinde kiggede op. Han lå helt stille, så når hun så op, ville hun blot se gennem ham, som var han der ikke.
Men Tesseract kunne slet ikke holde et lille grin tilbage da han så at hun faktisk græd en smugle, som resultat af støvet, så han kastede sig ud til siden og landede på den kolde og hårde jord ved siden af træet, knap 2 meter fra kvinden. Der blev han igen synlig og lå musse-stille, i håb om at hun ikke så ham. havde han tænkt sig om, var han ikke blevet synlig igen, men ak.

Rayne lå stadig stille da kvinden kiggede op og nu havde tårer i øjnene. Medmindre hun havde et enormt godt syn, ville hun ikke kunne se Rayne, som lå skjult af blade og et virvar af grene.
Kvinden lignede en, der var forvirret og ikke havde mistanke til, at hvem end der havde kastet stadset i hovedet på hende kunne være farlig. Manden afslørede rimeligt meget sig selv ved at grine af det, men han kunne jo være heldig at hun ikke hørt det. Det så i hvert fald ikke ud til at hun opdagede ham med det samme da han pludseligt stod bag hende, fuldt synlig.
Rayne himlede med øjnene. Hvor uprofessionelt, tænkte hun så. Men igen, hun vidste jo ikke om de kendte hinanden, og hun vidste ikke helt hvad manden der kunne gøre sig usynlig var ude på. Han lignede mest af alt en der kedede sig.

Det gav et sæt i Morgana, da hun hørte latteren. Ergo var det altså ikke et egern, og hun var ikke alene, som hun havde troet! Langsomt knyttede hun hånden, som hun havde lært gennem måneders træning, og kaldte en lille flamme frem. Den kunne næppe ses i det klare solskin, men den varme følelse i hånden gav hendes stemme en mere sikker klang, da hun atter kiggede op i træet og gentog sit tidligere: ”Hvem der?”
Langsomt rejste hun sig helt op fra kappen og begyndte at bakke bagud for at lægge afstand til træet og det potentielle problem, der kunne være i ukendte personer. Hun kiggede sig ikke over skulderen, men holdt blikket fokuseret på træet og forsøgte at fokusere gennem tårerne... - og pludselig mistede hun balancen, væltede bagover over en uset forhindring og landede tungt i græsset bag sig.
Med vidt opspærrede øjne stirrede hun på personen, hun var faldet over, komplet forvirret, og glemte alt om de lille flamme, der fangede nogle tørre græsstrå og flammede kortvarigt op.

Tesseract var kortvarigt ude af stand til at svar, da den unge kvinde havde sparket ham i hovedet idet hun faldte over ham. han var blevet bevidst løs og kunne derfor ikke reagere på ret meget.

Forvirringen i kvindens ansigt fremkaldte et smil på Raynes læber, og hun skimtede den lille flamme i hendes hånd. Hun kunne ikke se, at det var en flamme, blot at det var noget småt der lyste op. Hun var ikke i tvivl om, at hvad end det var, så var det fremmanet ved hjælp af magi, for det havde bestemt ikke været der for bare et par sekunder siden.
Da kvinden trådte bagud og faldt bagover på grund af manden der lå halvskjult i græsset, havde hun meget svært ved at holde et grin tilbage. Det hele så meget komisk ud, og Rayne holdt den ene hånd for munden for ikke at komme til at grine højlydt. Kort efter så hun dog, at manden var blevet slået bevidstløs, og hun kunne ikke holde det tilbage længere. Det morede hende så inderligt at hun næsten fik tårer i øjnene af at grine så meget. Hun vidste dog godt hvad det betød: hendes skjulested var ikke længere godt nok, så hun sprang let og elegant ned fra det høje træ, og landede næsten lydløst i græsset, hvor hun stod med et smørret smil og kiggede på de to fremmede. Hendes hale lavede hurtige bevægelser der afslørede hvor underholdt hun var af den lille scene der lige havde udspillet sig før øjnene af hende. Hun så fra kvinden og ned på den bevidstløse mand med et nysgerrigt blik.
Pludseligt opdagede hun flammen der blussede op, og så til med store øjne. Hvis den ikke blev stoppet snart, ville den få fat i mandens hår og tøj.

Morgana var målløs. Ikke bare var der pludselig dukket en mand op, nu grinede en anden person i træet! Hun trak benene til sig, så hun ikke længere var i kontakt med personen, men der kom ingen reaktion fra kroppe foran hende. Tanken pirkede i hendes bevidsthed, om det var et lig, hun var snublet over, men inden væmmelsen kunne nå at tage over, koncentrerede hun sig om træet og bevægelserne dér… - for nu var det ganske klart, at nogen befandt sig i kronen stadigvæk.
Det gav et gib i hende, da denne person sprang ned foran træet, et højt spring, og stirrede på hende. Fuldstændig paf åbnede hun munden, men ingen lyd kom ud.
Først da blev hun opmærksom på den lille brand, hendes flamme havde startet, og fraværende smækkede hun hånden ned i gløderne et par gange, dels for at kvæle ilden, men også for at få mere kontrol over den. Jo nærmere hun var ilden, jo lettere var den at håndtere. Lige så hurtigt som ilden var blusset op, lige så hurtig var den væk igen. Kun den svedne lugt af brændt græs og varm jord hang omkring endnu dem, mens Morgana stadigvæk stum af forbløffelse stirrede på kvinden foran sig og halens hypnotiserende bevægelser.

//Tesseract er stadig bevidstløs og kan derfor ikke svare..//

Rayne smålo stadig, nu var det mest på grund af kvindens ansigtsudtryk. Hun tog en dyb indånding for at koncentrere sig bedre, og trådte forsigtigt frem efter at ilden var blevet slukket. Når hun befandt sig i solen, glimtede hendes lyse pels en smule.
De grønne katteøjne gled ned på den bevidstløse mand og hun satte sig på knæ foran hans ansigt, og vendte det forsigtigt med den ene hånd så hun kunne se bedre på ham. Han havde ikke umiddelbart taget skade, ud over at en bule langsomt var begyndt at vokse frem i den ene side af hans pande. "Det er hvad man får for at drille pigerne," sagde hun stille med et drillende glimt i øjnene, selvom hun var klar over at han ikke kunne høre det.
Blikket løftedes og den unge kattekvinde så tilbage på den mørkhårede menneskekvinde. "Bare rolig," sagde hun, stadig med en rest af sin frydfulde tone i stemmen. "Du slog ham ikke ihjel."
Rayne rejste sig, stadig med øjnene på den fremmede kvinde som så yderst forfærdet ud over situationen, og rakte hånden frem mod hende for at hjælpe hende op. "Jeg bider ikke," sagde hun og sendte hende et blink.

Stum af forbløffelse så Morgana til, mens kattekvinden inspicerede den livløse krop. Da kunne hun godt se, at personen ikke var død, men stadigvæk trak vejret og hun åndede lettet op, ubevist om at hun havde holdt vejret. Et lille smil listede sig frem på læberne, da kommentaren om drilleriet kom. Hun begyndte at ane sammenhængen, men var alligevel for forbeholden til at drage alt for mange konklusioner. Alligevel kom der en lille rislen langs rygraden, da det blev antydet, at hun kunne have slået ham ihjel. Hun ønskede ikke flere mord på sin samvittighed!
Hun betragtede kvinden med et vis mål forbeholden og sky nysgerrighed; var oprigtigt fortryllet. Lyset gav liv til pelsen, og hendes bevægelser fangede nogle flotte kontraster. Morgana kunne ikke andet end at beundre hende og det kunstneriske i øjeblikket. Åh, hvor ville hun ønske, at hun havde haft sine malersager med!
Morgana tog forsigtig imod hånden og kom op og stå. Hun følte sig en lille smule øm bagtil, hvilket ikke var overraskende med det slag, hun havde modtaget.
”Tak” svarede hun forsigtigt og gav et prøvende smil, stadigvæk lidt usikker over for et sådant væsen; et væsen, hun altid kun havde hørt om fra historiefortællerne, når de udmalede drabelige slag og romantiske historier.

Tesseract, som var ved at komme til sig selv igen, lå stadig på jorden.
Da han var ved at være ved bevidsthed igen rejste han sig stille op, så sig omkring og udbrød. "Hvem sparkede mig i hovedet?!" han var tydeligvis ikke helt klar i hovedet endnu, for hans tale var noget sløv. Tesseract havde lige nu allermest lyst til enten at forsvinde med det samme for at pleje den bule i hovedet, eller at gå amok på de to kvinder ved siden af ham. så han bakkede et par skridt, samtidig med at han holdte begge sine arme ind under sin kappe og om på ryggen. *jo, jeg har stadig alle mine ting* "Hvor længe har jeg været væk?" spurgte han mere roligt end før, mens han så på de to kvinder.

"Det var da så lidt," sagde hun og smilede til kvinden. Hun skulle til at sige noget mere da manden på jorden begyndte at røre på sig. Hendes halespids vippede forsigtigt og nysgerrigt da han slog øjnene op, og hun betragtede ham indgående.
"Hør," sagde hun med beroligende stemme. "Det var vidst et uheld som du selv var skyld i. Kvinden dér," hun nikkede mod den anden, "faldt over dig fordi du forskrækkede hende. Hun havde ikke set at du lå bag hende. Og jeg tror, du bør sætte dig ned, du slog vidst hovedet ret hårdt." Hendes stemme var venlig og betryggende, men hendes øjne lyste af tydelig drilskhed. Hun havde moret sig gevaldigt, og manden havde selv været ude om det.

Morgana så betænksom på manden og hans reaktion. Hun følte lidt skyldsfølelse over at have jokket ham bevidstløs, men et usikkert smil spillede stadigvæk om hendes læber. Hun kunne ikke helt finde ud af, om hun skulle være irriteret over ham, fordi han havde følt behov for at drille, eller om hun fandt det morsomt. Den værste forskrækkelse havde lagt sig, og hun følte ikke nogen fjendtlighed fra de to personer.
Morgana vendte sin opmærksomhed mod manden igen og studsede over hans holdning, der indikerede frygt for at have mistet noget. Hun følte et smilet blive mere sikkert: det var en morsom tanke, at hun skulle have taget noget fra nogen.
”Kun et øjeblik…” Hun så spørgende på kattekvinden som for at få en bekræftelse fra hende, og lagde hovedet på skrå, mens hun overvejede, hvad der nu ville ske. Hun følte forårsvindens drillende strøg over skulderen; kølig, mens solens stråler varmede huden. Brisens lette kærtegn legede med de uregerlige af krøllerne, der havde snoet sig ud af hårbåndet. Fraværende strøg hun dem om bag øret.
”Har du lært noget?” Spurgte hun lettere leende henvendt til manden.

//Jeg vil være væk resten af weekenden. Feel free to leave, if you don’t wish to freeze. ^^’

Tesseract, som var lidt omtåget og havde ondt i hovedet, så bare vredt på de to kvinder. "Arrhhhh kvinder!" udbrød han og forsvandt, som dug for solen. fodtrin kunne dog høres, men de blev svagere og svarere. Efter lyden at bedømme satte han retning mod Hovestaden

Rayne var i fantastisk godt humør i dag, og underholdningen havde kun gjort det bedre, sammen med forårets tydelige komme. Hun betragtede kvindens skiftende ansigtsudtryk, indtil det så ud som om hun havde tænkt sig at se det morsomme i det, og Rayne nikkede bekræftende til manden af det kvinden sagde. "Du var kun væk i få minutter!" Hendes smil havde en antydning af barnlig glæde over sig, hverken hånlig eller drillende.
Dog kunne hun ikke holde et fnis tilbage over hans udbrud, han havde selv bragt sig i denne situation. Karma is a bitch..
Da han forsvandt rækte hun tunge ad ham, selvom han tydeligvis gik i den modsatte retning og derfor ikke kunne se hende, og så sprang hun efter ham som en legesyg kattekilling; hun havde ingen problemer med at høre hvor han gik hen. Desuden havde hun ikke tænkt sig at lade sit nye selskab blive opløst endnu. Hun var oppe på siden af ham i løbet af et par sekunder.
Hun kiggede en enkelt gang tilbage på kvinden med et nik og et blik der sagde, hun skulle følge med.

Morganas smil stivnede en smule, da manden kom med det irriterede udbrud. Hun følte sig lidt beklemt, i og med at hun havde jokket ham i hovedet. Hvis hun satte sig selv i samme situation, havde hun nu nok reageret ligeledes, men alligevel generede hans opførsel hende.
Hun spærrede forbløffet øjnene op, da han forsvandt i den blå luft. Det var et nyt fænomen for hende! Hun gned sig i øjnene i håb om, at det var et synsbedrag forårsaget af resterne af støvet, men manden dukkede ikke op igen. Til gengæld lod det til, at kvinden fulgte en ny fært, eller den gamle, hvis man kunne kalde den det. Opfordringen til at følge efter hende fulgte hun gerne, så hun tog et par skridt tilbage mod træet, greb kappen og løb i retning af hende. Hun brød sig ikke om, at risikere at være alene med en usynlig man omkring!