Bølgen slyngede de udøde til siderne, såde var adskildt med 3 i den ene gruppe og 2 i den anden. De kom realativt hurtigt på benene. De lignede noget folk beskrev, når de havde haft marridt, udøde var sjældne, mange troede ligefrem at det var umuligt at vække en død til live så nekromantikere var ligeså ikke noget man kendte det store til. Crarcers smerte udbrud stoppede, selvom at effekten af hendes evne ville vare langt tid endnu, hans modtagelse af smerte var langt anderledes, det var ligesom når man fik stød, de første sekunder er man overrasket men så vender man sig til det. Han lå og rystede pinefuldt, selvom at han havde vænnet sig unaturligt hurtigt til smerten var han ude af stand til at rejse sig eller koncentrere sig, hendes angreb holdt ham stadig nede. De to grupper af udøde gik frem imod hende, med tunge, langsomme skridt. De havde alle deres ben bevaret men nogle af dem manglede forskellige kropsdele.

" Du vil ikke overleve.... " Gispede han i smerte med den rystende stemme. Han vidste at han var ubeskyttet, men ikke desto mindre ville de udøde være hende en udfordring værd.

"Og hvad får Dem til at have den teori?" fnøs hun mens hun betraktede de døde der hvileløst vaklede mod hende, egentlig fandt hun det makabert, normalt kunne hun forholde sig til lig, men det var når de lå stille, hvilket man ikke kunne sige om disse. Hun sukkede kort og skævede hend til Crarcer, han ville nok ikke rejse sig foreløbig, eller, fåorhåbentlig ikke. Xenix vendte så blikket mod de døde, det ville nok være lettest at tage de to der gik alene først, det ville i hvert fald gøre de tre en smugle svagere.
Hungik et par skridt til den ene side og nåede derfor hen på siden af de to døde, heldigvis var hun hurtig i forhold til de udøde, hvilket gav hende en enorm fordel. Hurtigt svingede hun det rustne sværdmod knæhaserne på den nærmeste udøde, uden ben kunne de vel ikke gøre så meget, kunne de? Dereftr spang hun en halv meter tilbage og så nummer to an, det var lidt af en opgave hun var sat på, men der var vel ikke så meget andet at gøre end at atge det fra en ende af.
Hurigt stillede hun sig i en ordentlig kampposition, med Crarcers stav i den bagerste hånd, så de udøde ikke kunne nå den, den fik han ikke tilbage!

Crarcers situation forblev den samme. Ingen ændringer overhoved.
Hendes udfald lykkedes, men idé hun slog ud imod dens knæhaser havde den sat i spring imod hende, aligevel havde Xenix formået at være hurtigst, godt for hende. Den sårede udød faldt til hjorden, men i bevidst tilstand, den kom med en prostende lyd og greb så ud efter Xenixes ben, selom at den selv ikke var istand til at gå, det mislykkedes da, fordi hun trak sig tilbage. Den næste udød lignede den anden samling, en typisk handelsmand eller soldat, hvad gjorde forskellen, de havde kun rådent kød og hår tilbage, og deres indre struktur, men de var intet værd. Den farede frem imod hende med det der ville svare til en normal persons gang. Havde Crarcer været ved sine fulde fem havde han forlængst kunne forbedre den udødes fysik, så den var ligeså effektiv, hvis ikke mere, som en normal krystalisianers.
" At du ingen anelse har om hvilken ild du leger med..." kom det gispende fra Crarcer. Cean ville nok ikke have det så behageligt efter den omgang, hun havde givet hans krop. De tre udøde fra den anden gruppe lijnede op på en linje og vaklede imod hende fra modsatte side.

"Det har De tilsyneladene heller ikke!" sagde hun bestemt, før hun sendte endnu en kræftig bølge af smerte gennem ham, der var grænser for hvad man skulle finde sig i af sådan en flab!
Hurtig blev hendes opmærksomhed dog vendt mod de udøde endnu engang, hun sukkede halv-opgivende, men knugede så om sværdet, og farede frem mod den stavrende, nu ene udøde der var på vej mod hende. Hun svingde hurtigt sværdet mod midten af kroppen på bæstet i håbet om at hugge den midt over, på trods af at sværdet var sløvt og rustent var liget jo ligeledes faldefærdigt. Dog indså hun hurtig at dette ville tage på kræfterne hvis hun skulle gøre det af med hvert eneste lig som Crarcer fik i sit net

Crarcers blik sortnede hen. Han kunne ikke se af bar anstrengelse og smerte. Han udbryd i ukvælelige smertestøn, imens at han lå og vred sig på hjorden, det var mere end Caens krop kunne klare, nerverne blev næsten flået fra hinanden. Han var ude af stand til at svare hende, ligemeget hvor meget han lystede.
Den udøde blev vellykket skåret midt over, i første omgang kun halvt men i og med at Xenix lagde kraft bag kunne hun næsten presse det rustne blad igennem resten. Den udøde vis overkrop nu var blevet adskildt fra sin nedre del af maven og nedefter, faldt bagud. Den tilbagestående del bestående af halvdelen af maven, mest rådne indvolde, og så et par ben, stod stadig op, men nu ikke til den store trudsel.

De tre udøde som stadig havde fremdrift direkte imod hende var nu tæt på. Den ene af dem sprang frem imod Xenix, tilsyneladende en anelse hurtigere end de andre udøde. De resterende to vaklede bag den, stadig med god afstand til Xenix. De udøde havde i mange af tilfældende lange negle, efter de mange måneder måske endda år i graven, hvis de da ikke kun bestod af en smule hud hist og her og ellers knogler.
Hun skulle ikke vinde. Crarcer kunne mærke hvordan Cean prøvede at tage kontrollen, men Crarcer var ikke færdig, ikke endnu!.

Xenix så tilfredst på den overhuggede udøde, dette her ville ende med at ligne en massakre når Xenix var færdig, for hun forventede ikke at det ville blive ryddet op igen. Hun så over mod Crarcer og kneb øjnee sammen for at holde kontakten mellem angrebene, han skulle nok få sin tur så snart hun var færdig med de udøde.
Midt i tankestrømmen mærkede hun en vægt der kastede sig mod hende, og hun væltede bagover med det ene lig der ihærdigt flåede i hendes ellers fine hud. Hun kunne lugte den rådne hud og de fordærvede indvolde, og gøs ved tanken, men vidste at hun skulle handle hurtigt, hvis hun ikke skulle ende med at blive flået op af en flok udøde.
Hun gav at anstrengt støn fra sig idet hun med tankens kraft kylede den udøde bagud mod de andre zombier, mens hun så hurtigt hun magtede kravlede lidt bagud, og så vurderende på de udøde, hvad skulle hun stille op? Hun måtte for guds skyld ikke slippe staven, det var nok hendes eneste chance for at overleve nu!
Anstrengt rejste hun sig, mens hun hvilede sig tungt op ad en gravsten, det sveg fra de mange kradsemærker den udøde havde påført hende, og hun kunne mærke hvordan såret dunkede i ryggen på hende, én ting var sikkert, hun var ikke bygget til fysisk kamp på nogen måde, i hvert fald ikke nærkamp.
"De.. har sandelig.. lagt Dem ud.. med den forkerte!" sagde hun forpustet med et smil mod Crarcer, før hun strakte hånden ed sværdet ud mod de udøde, og tog fat i den første og bedste, som hun slyngede af alle kræfter mod en stor gravsten omkring 20 meter væk

Crarcer kunne mærke hvordan de udøde blev pillet fra en efter en. Selv hvis de fik overtaget og prøvede at slå hende ihjel ville han intet kunne gøre i hans tilstand, hendes angreb holdte ham totalt i skak. Det var ikke noget han havde set komme, en meget facinerende evne, ingen tvivl om det. Crarcers smertejammen fortsatte, men pludselig fik han en idé. han fyldte sine lunger med luft og hviskede rystende i luften "Narr Zah." Som betød staven. en enkel ordre, som de udøde hurtigt reagerede på. De så alle hen imod staven i hendes hånd men så på hende igen, staven var set som anden prioritet, først skulle de forsvare Crarcer. Den udøde der havde overfaldet hende blev slynget tilbage, ind i de andre to indkommende udøde marrionet dukker, og de faldt alle sammen. Den ene blev dog kastet væk da hun sendte endnu en bølge imod dem, og den ramte en gravsten omkring de 20 meter derfra med præcision. Det gav en hårrejsende lyd da den ramte gravstenen som brækkede over i to.
Den ene af de 2 resterende kom hurtigt på benene og sprang frem imod hende, Den var ikke så fysisk overlegne som den anden, som stadig lå tilbage, på vej til at rejse sig, og det gjorde også at den ikke var nær så modbydelig voldelige, da den var langtsomme, men bide kunne den. Den anden var som sagt i baggrunden og kæmpede for at rejse sig igen.

Caen prøvede intil videre uden held at overtage Crarcer, inden at situationen løb mere over gevind, han ville helst se den næste solopgang og nyde livets goder som han nu havde sat sig for, så Crarcer var til stor belastning i øjeblikket. Caen kunne følge hele kampen fra Crarcers øjne, og fandt et særligt talent i denne kvinde, men hvis Crarcer mønstrede at dræbe hende, så lad gå. Der var vel flere som hende. Det var op til Crarcer.

Xenix kunne mærke hvordan nakkehårrende rejste sig på hende da hun hørte hvordan den stille hvisken undslap Crarcers læber, hvad mon det betød? Var han igang med at rejse flere udøde? Så det tilfælde kunne hun vel lige så godt give op, hun var udmattet, og det eneste der holdte hende oppe nu var den store kraft fra staven hun nægtede at give fra sig, det ville være det sidste hun gav slip på.
Idet den udøde sprang mod hende, stak hun mod ham i håb om at gennembore den smugle kød der nu engang var tibage, dog gik den udøde lige gennem klingen, og fik solidt plantet et bid i hendes venstre skulder, hun mærkede let hvordan de flade tænder, der ellers ikke var beregnet til sådanne opgaver, snildt trængte igennem huden, hun skreg, smerten løb genem hende som en kuldegysning der var umulig at ryste af sig. Dog slog hun hurtigt øjnene op og stirrede på den udøde, hvis øjne for længst var rådnet væk, og hvor kun hårtotter sad tilbage på det dehydrerede kranium der stædigt bed til, hurtigt bed hun tænderne sammen, før hun slap sværdet, og af alle kræfter skubbede den udøde bagud, hvilket dannede et åbent sår ved hendes ene kraveben, hvor der tydeligvis havde været et menneskeligt tandsæt. Hun strakte sin nu frie højrearm ud og løftede liget flere meter op i luften, før hun bankede det ned i jorden utallige gange, hun var udmattet, men dette lig havd skadet hende, og skulle slet ikke kunne bevæge så meget som en knoglet finger, aldrig mere igen!
Hun sukkede og så over mod Crarcer med et tordnende blik, og gjorde nu sit yderste for at få ham til at føle den überste smerte hun overhovedet kunne påføre ham, han skulle ikke slippe for det her. Hun så mod liget der nu havde rejst sig og rystede på hovedet, med de sidste kræfter løb hun over til Crarcer og flåede sin smukt dekorerede kniv op fra skeden hun havde spændt fast til låret, som hun stift pegede mod ahns bryst hvor hjertet sad "Tag Deres sjælesten af, NU!" hvæsede hun stift, mens hendes øjne lynede af raseri, egentlig vidste hun slet ikke om han overhovedet var i stand til selv at tage kæden af, som hans tilstand var nu, ville de fleste ikke kunne røre sig

Den udøde rystede dyrisk på hovedet og rev til sig idé dens tænder bed ned i hendes kød. Den reagerede overhoved ikke på klingen der havde gennemboret den. Hendes udfald lykkedes og Crarcer kunne selv fra hans afstand høre hvordan den udøde blev banket ned i hjorden op til flere gange, og blev efterladt som en gang kvast gang gøding.
Han skreg op i smerte idé hendes blik stak imod ham igen, og blod sprang ud af hans mund nu, hans krop begyndte at tage mere og mere skade. Han rystede umenneskeligt meget og hans øjne flakkede, så han så sort. Han mærkede noget ved hans bryst, noget metalist, og kunne høre hendes stemme, men han var ude af stand til at svare. Den sidste tilbagestående udød løb imod Xenix, med en anelse fart og forsøgte at springe på hende, og vælde hende omkuld, med samme fremgangs metode som sidste gang den fik fingrende i hende.

Crarcers stav lå stadig i hendes hånd, og så tæt som hun var på Crarcer var den udøde tvunget til at gøre noget, den kunne kun adlyde, men hvis hun holdte sig væk og lod staven ligge ville den ikke angribe, det var ikke hvad den havde fået ordre på. Caen overvejede drastisk om han skulle tage over, men på den anden side var han lige så dårligt stedt som Crarcer i situationen, deres tilstand var trodsalt ens, når de delte krop. Crarcer kunne ikke klare til mere, smerterne var formeget til at han overhoved kunne samle tanker nok til at tænke klart. Smerten var for overvældende, det var noget han ikke havde prøvet i sådan et voldsomt omfang. Han så det som et kæmpe nederlag og aligevel ikke, han skulle nok få hævn.

Xeinx nåede at smile et lettet smil og ryste på hovedet af ham, før hun endnu engang mærkede hvordan hun blev væltet omkuld, hun hvade ikke et sekund skænket en tanke, at den udøde kunne løbe, hun burde virkelig have gjort sit arbejde færdig før hun gik til kernen i sagen, nemlig Crarcer.
Et øjeblik mærkede hun hvordan hendes krop gav op, og hun sank til jorden, det varede dog kun indtil liget kravlede op på hende, væmmelsen skyllede ind over hende som en bølge af kvalme og klaustrofobi. Hurtigt vendte hun sig, så liget kom til at ligge nederst, og mærkede hvordan dets negle let gik gennem kjolens stof, o rev hele ryggen op, samt efterlod 8 tydelige rifter, der ligeså begyndte at bløde, hun gispede, men var ikke mange sekundter om at plante den slanke fine kniv midt i kraniet på liget, flere gange brød bladet gennem hjerneskallen på uhyret som hun hamrede kniven mod den, og først efter flere gange lå det stille (?)
Xenix krabbede sig langsomt væk fra liget, hun kunne mærke hvordan blodet gennemblødte den forrevne kjole, liget havde åbenbart forårsaget dybere rifter end først antaget, men det kunne hun ikke tænke på nu, med et stædigt greb i staven, og kniven i den anden hånd kravlede hun langsomt ind over Caracer og satte hurtigt kniven på plads, før hun sendte den forpinte skikkelse et blik, og næsten formålløst begyndte at trække i hans tunge kæde han bar om halsen, i forsøg på at få den af(?)

Den udøde skreg og væsede idé hun dolkede den solidt i hovedskalen, flere gange skulle der til før at den omsider lagde sig, efter at den havde efterladt sig modbydelige sår på hendes ryg, ingen tvivl om at de gjorde ondt. Crarcer lå stadig og jamrede i den uudholdelige smerte. Han borede sine spidse negle ind i håndfladende, for at kunne holde sig selv ved bevidsthed, enelig ikke med hjælp fra smerte, den havde han nok af, men bare nogle få spændinger i musklerne formåede det. Det var ikke noget han nød mere, han ville have hævn, og han var fastlagt på at få det. Han hørte hende udgive et skrig i smerte da den udøde rev hende vandret på ryggen, og tanken om at hun var blevet dødeligt såret var noget der fik ham til at trække en milimeter af et smil på læberne. Han mærkede dog hendes tilstedeværelse, kunne høre hendes hurtige, forpustet åndedrat, da hun sad på hug foran ham og greb om hans amulet, hvad var det hun gjorde?! Hun ville kunne mærke idé hun rev den til sig at kæden var som knyttet til ham, og havde ikke tænkt sig at springe, men i et kraftigt ryk lykkedes det hende dog.

Crarcer slog øjnene op som nu var lysende røde. Sjælestenen var ikke længere forbundet til ham, og det vidste han godt hvad betød. Pludselig var det som om at han gik i opløsning, som om at han ætsede. Hans hud forsvandt, sener og så knogler, hans klæder faldt til hjorden iform af aske, og staven hun holdte i hånden blev hurtigt blød at holde om og faldt ligeså ned som aske, og hendes overskydende energi forsvandt dermed. Fra det ene sekund til det næste lå Caen pludselig i asken, han var iført sine normale klæder og tasken med samplige sjælekrystaler over skulderen på nær en. Han havde blod fra sin mundvige og hans hud var ligbleg, grundet anstrengelserne og hvad hun havde udsat ham for, eller hvad rettere Crarcer havde udsat ham for.

Han beskyldte Crarcer for dette nederlag, ikke kun havde han formået at tabe til denne kvinde, han havde også prøvet at slå hende ihlej på trods af at hun var intilligent nok til at besejre ham, og det, var en fejltagelse. Caen lå med lukkede øjne og ventede. Han mærkede hvordan alle hans muskler var helt udmattede, han kunne ikke røre sig.

Xenix mærkede hvordan desperationen voksede i hende, da sjælestenen sad fast, dette vanvid måtte stoppe, normalt var hun en koldblodig morder, men hun var ikke vant til for meget modstand. Endelig løsnede stenen sig og hun stirrede på Crarcer da han forsvandt og blev til aske, forfærdet mærkede hun ligeledes hvordan staven smuldrede i hånden på hende, og pludselig blev hun træt, træt og ualmindelig slap i hele kroppen, sårene på hendes ryg tog til i smerter samt såret fra daggerten den udøde havde haft held med at ramme hende med, hun bed tænderne sammen og trak vejret dybt inden hun træt sank sammen, ikke mange tommer fra Cane. Egentlig var hun ligeglad, hvis han ville slå hende ihjel skulle han være velkommen, hun var udmattet til det yderste, og specielt efter stavens kraft havde forladt hende.
En enkelt gang vendte hun den store amulet i hænderne, men lod så ligeledes dem falde til jorden, dog med sjælestenen i et fast greb, det var hendes trofæ, og nu skulle ingen kæphøj mager tage den fra hende.
Hendes øjne antog i det samme normal farve, hun var ikke i stand til at holde fat i kræften mere, den gik ud som et lys samtdig med at hun sank sammen, faktisk var hun så smadret, at hun ikke orkede at rejse sig, ikke foreløbig

Caen slog øjnene op og vendte hovedet imod hende og iagttagede hende. Han smilede imponeret til hende og tog så en dyb indånding. Han satte hænderne afkræftet i hjorden og satte af, og trak sig selv op at stå på to ben igen. Det var meget udfordrende bare at kunne stå på benene, der dårligt orkede at holde ham oprejst. Han så ned imod hende og kløede sig lidt bag øret. " En flot forestilling, ingen tvivl om det. " Sagde han med hans varme men hårde stemme. Den var langtfra som Crarcers, som var langt mere svag og rystende. Caen var sammenlignet med Crarcer, meget muskuløs og i det hele taget mere truende at se på, men han var imponeret over nattens begivenhed så hans humør fejlede ikke noget, heller ikke siden at han var blevet ondsindet. Han gik over foran hende, med sin kappe flavrende i vinden efter sig. Hans optegnelser lå over hele hans krop som altid, på nær de røde, som han først fik tilbage når Crarcers sjælesten var i hans besiddelse. Han rakte hånden ned til hende i et tilbud om at hjælpe hende med at stå, enelig meget provokerende gjort eftersom at han vidste at hun nok ikke kunne stå i hendes tilstand.
Det kunne han næsten heller ikke selv, det var ligefør at han lagde sig ned igen, han orkede næsten ikke at bruge flere krafter, men det var nødvendigt, hun skulle vide at hun ikke havde besejret Caen men kun Crarcer.

Hans blik så gennemborende ind i hendes. Han bemærkede at hendes øjenfarve var vendt tilbage. Godt.

Xenix kunne snildt fornemme at han rejste sig, hun var ligeglad det skulle han havde lov til hvis det var det han ville, sådan tænkte hun altid når hun var så udmattet, selvom hun kun havde været det ganske få gange før, især fordi hendes lange rejse i forevejen havde taget hårdt på hendes kræfter, for derefter at ligge og slås med udøde, det var ikke barneleg. Hun blinkede et par gange for at forhindre hendes blik i at blive slørret, og stirrede stift op på Caen der rakte en hånd ned mod hende, den tog hun dog ikke imod, men skubbede sig selv halvanden meter bagud, hvor hun tungt fandt hvile op ad en tilfældig gravsten. "Hvad havde De... regnet med?" spurgte hun bestemt men forpustet og ødelagt. Blodet åp hendes ryg fortsatte med at løbe som en varm klæbrig masse, men det tog hun sig ikke af, selv nu nægtede hun at vise tegn på svaghed, selvom hun kæmpde med en besvimelse, der lod til at være lige rundt om hjørnet.
HUrtigtstrøg hun en hånd over øjnene, men den vendte så hurtigt tilbage til sjælestenen, Caen kunne sige hvad han ville, hun gav ikke slip på den, ikke foreløbig, og egentlig frygtede hun ham ikke, hun var ligeglad, hvis han angreb kunne han bare komme an

Caen rømmede sig træt, og så ned på hende med et smil på læberne, han beundrede hendes vilje. " Aflever Krystalen" Sagde han hårdt og rakte en hånd ud til hende, han var interesseret i at få halskæden igen, den betød meget, det gjorde alle hans sjælekrystaler faktisk. Hans krop gjorde ondt over det hele og han følte at han havde høj feber, han var kølig men svedte samtidig. Hans krop gav udslag for de smerter han havde gennemgået, og det kunne mærkes. Han rystede opgivende på hovedet, han vidste godt at hun ikke ville kunne forsvare sig i sin situation. " Hvad med at du giver mig krystalen, så lover jeg dig, at jeg nok skal tage mig af dine skader, ellers kan jeg ligeså godt få den med magt, dit valg " Han var utålmodig, Crarcer var rasende og for en god grund aligevel, hun havde opført sig meget dum dristigt, så hendes konsikvens af hendes handlinger var velfortjent. Han overvejede allerede hans muligheder for at få krystalen, og havde allerede fundet den perfekte løsning, men ville nu helst undgå den, han havde iforvejen ikke mange krafter tilbage at gøre brug af, han behøvede mad og hvile.

Xenix så sløvt op på Caen, hun vidste godt at han var en anden personlighed end Crarcer havde været, hun kendte udemærke godt funktionen af sjælesten. Derefter skævede hun ned på den tunge kæde hun fast knugede mellem hænderne, og skulle lige til at sige noget, men ombestemte sig så, ved nærmere eftertanke var det måske det værd at få ordnet sårede, hun ville trods alt ikke komme nogen vejne i den tilstand hun var i, og selv en lang lur ville ikke hjælpe, så ville hun nok bare forbløde i mellemtiden.
Ikke fordi hun brød sig om at skulle 'adlyde' Caen, men i den givne situation var der vel ike så meget tilbage at gøre. Langsomt rakte hun kæden ud mod Caen, men så bestemt på ham "Så skal De fjerne alle ar der ville komme, det er ikke nok med at lukke sårede!" sagde hun stædigt, stadig med et bestemt greb om kæden, klar til at trække den til sig hvis han ikke gik med til hendes del af aftalen.

Caen nikkede troværdigt, dog med noget modstand i blikket, han ønskede ikke just at gennemgå sådan en healings process, det krævede meget af ham, det ville betyde at han skulle indtage en andens sjæleform igen, og pt, var han allerede godt udkørt " Let nok. " Sagde han overbevisende og lod hans hånd omslutte amuletten, som han langtsomt tog til sig. Han havde sår i hovedet efter hendes udfald og idé han rakte hånden ud efter amuletten kunne man også se det åbne sår, som Crarcer havde prøvet at sy sammen, men som Xenix havde godt spuleret.

Caen åbnede sin taske med sin sårede arm og lagde amuletten forsigtigt ned i tasken. Xenix ville for et par korte sekunder kunne skimte krystallerne fra hans sjælefanger. Caen stammede omhyggeligt sin taske til og lukke den sikkert. Han var kølig i hovedet og hans hænder rystede af anstrengelse og udmattelse, og der var lang vej hjem, tanken huede ham ikke men det var jo nød til at blive et skridt foran det næste, men besvimmede kvindemennesket nu ville Caen gå under. * Så kunne man jo bare ligge en sedl i hendes lomme, så måtte hun jo komme over når hun vågnede, hvis hun da trak vejret til den tid* Tænkte han ligegyldigt, men kunne ikke lade værre med at finde en anelse ironi ved tanken, det var måske lidt for ondt, på den anden side ville det nok gøre Crarcer glad.

Han trak på skuldrende og vendte blikket fra himlen og ned på hende igen. Han havde fanget sig selv i at beskue stjernerne i hans betænktsomhed, de var nu altid så flotte så sent på aftenen. Det var langt tid siden at han havde været ude efter nattens frembrud, han havde altid været for træt til at orke det, men han fortryd nu ikke at han havde forladt sin hytte. " Hva frøken, har du så tænkt dig at rejse dig eller vil du bare vente på at ulvene kommer?" spurgte han med et sarkastisk smil på læben og et blik der skindede langt væk af udmattelse. Han havde ligeså meget lyst til bare at ligge sig og falde hen som hun formentlig havde.

Xenix holdt lidt igen på amuletten da han tog den fra hende, mens hun kastede et enkelt sigende blik på ham for at overbevise ham om, at hvis han prøvede på noget ville hun ikke være mange minutter om at indhylde ham i det tykke tæppe af smerte, han skulle ikke slippe afsted med nogle nykker!
Hun så kort mod himlen og slap så amuletten, men fik hurtigt skimtet alle hans krystaller i tasken, det havde altid facineret hende, dog ville hun nok aldrig selv låne sin krop ud til andre, og slet ikke til personer som Crarcer, som ødelagde kroppen på den måde, et eller andet sted måtte han vel også være bitter på Caen, der havde fanget ham på den måde.
Xenix ryggede sig lidt frem og forsøgte helhjertet at komme på benene, og se så lidt besværet ud som muligt, selvom det ikke gik så godt, hun var udmattet til det sidste, og stod det til hende kunne hun sagtens overnatte på kirkgården, men det var tydeligvis ikke i Caens planer, endelig kom hun på benene og hvilede tungt op ad gravstenen der var sølet ind i hendes blod hvor hun havde siddet op ad den, hendes ryg var flået og sveg ualmindeligt meget, en smerte hun bestemt yndede at komme af med snarrest muligt. "Hmf ulve, som om det var til nogen fare!" sagde hun hårdt og hæst mens hun vendte blikket mod hans, ulve skræmte hende ikke, det var der efterhånden ikke megeet der gjorde, så han kunne godt pakke sammen me de tomme trusler

Caen rystede let på hovedet og forsøgte at ruske hende nedlandende i håret med en hånd i et kort strejf, indirrekte for at gøre opmærksom på at der ikke var nogle barriere mellem dem, hun skulle ikke føle sig tryg, muligvis havde hun en kniv og kunne komme ham til livs på meget få sekunder, men det gjalte begge veje. " Vi skal igennem skoven for at nå frem til min hytte, er det sådan at du kan gå uden at klamre dig til hver enkelt træ, eller har Crarcers skader været dig formeget, pigebarn?" spurgte han provokerende, stadig med blikket rettet ind i hendes, han var ikke bange for hendes lille evne, han vidste at hun var alt for såret til at kunne klare sig helskindet på egen hånd så hun behøvede ham, og det udnyttede han totalt. Han tog en dyb vejrtrækning, luften var blevet mere fyldig og tung, itakt med at blæsten havde faldet hen, og lugten af død syntes han ikke at bryde sig om, ond eller ej, var der ting der ikke huede ham. Han trak hånden til sig og lod den glide ned af hans sår på armen og studerede blodet på hans hånd i tidsfordriv, hun skulle ikke tro at hun var noget værd fordi at hun havde været så hjernedød at kaste sig ud med Crarcer på hans hjemmebane. Caen beundrede kun hendes vilje,stædighed og mod, men kunne ikke se bort fra det faktum at hun vidste hvad en nekromantiker var og aligevel prøve at sætte ham på plads, på en kirkegård.

" Du er ikke så ualmindelig klog og klægtig som du selv tror, unge dame" Fnøs han, og forventede ikke just et svar, nu var det ikke fordi at Caen i sig selv var så gammel endda, men han havde en vane med at tage hans sjæles ordforråd til sig, for ikke at nævne hans tankegang, så i hans øjne var de fleste dumdristige og unge, børn næsten, men hun var nu mere voksen, men dumdristig, mon ikke.

Xenix slog bestemt hånden væk da han rørte hende i håret, det varmuligt at hun ikke var så stor, men hun var fandme hidsig, og han skulle på ingen måde begynde at klappe hende som en anden hund. Langsomt slap hun gravstenen, hendes ben føltes som om d ville give efter hvert eneste sekund, og hun havde bestemt ikke lyst til at gå et eneste skridt længere end hun havde, men vidste udemærket godt at hun blev nødt til det. "Crrcer, eller had De nu lyster at kalde ham, bukkede under, så De skal slet ikke snakke om svaghed, det var trods alt din krop der ikke kunne klare det!" sagde hun spydigt og så advarende på ham, han skulle ikke være for flabet før hun overvejede at brugre sin allersidste smugle af kræft for at få ham i knæ.
Xenix rettede ryggen og gik et par skridt mod skoven mens hun koldt mumlede "Og Dem kan man bestemt heller ikke kalde begavet, De lader sådan en smadre deres krop. HA, hvor ville jeg føle mig ussel i Deres sted!" hun fortsatte langsomt i hans givne retning, selvom hvert eneste skridt gjorde ondt i kroppen, og hun begyndte at fryse, for det første grundet hendes blodtab, for det andet grundet hendes kjole nu var revet i stykker flere steder, men dette var ikke noget hun ville lade Caen vide, slet ikke