Nichols var ved at være træt af de plakater der hang omkring, med ham på, han forsvandt et enkelt sekund og stod 5 meter fra Prividyenya, han havde ikke lagt mærke til hende, det var plakaten på væggen der tog hans opmærksomhed.
Han flåede plakaten ned og rev den fra hinanden, han fattede ikke at de ledte efter ham endnu....det var flere år siden han flygtede....
Nogle enkelte spark lod han imod den itu revede plakat, og forsvandt hen til tønden igen.

''livet er mærkeligt....især billederne af mig som 18 årrig...''

I et sus dukkede noget, eller nogen op fem meter fra hende.
Det gav et sæt i Prividyenya, idet hun febrilsk vendte sig mod lyden for at se hvad det skete.
Hendes øjne afslørede et menneske, tydeligt hankøn. Der var noget særligt ved den person, han så i hvert fald ikke ud som alle de andre mennesker hun havde mødt før.

Efter Nichols bevægede sig tilbage til et andet sted at stå, mumlede Prividyenya noget før hun fik slæbt sig selv igennem luften, op af og lod sig derefter synke ned imod jorden igen og ende foran mennesket.

Hun kiggede ned, ville ikke byde et menneske det hendes øjne gjorde. Så meget uheld havde intet menneske syndet nok, til at skulle leve med.
Det platinblonde hår skjulte hendes øjne godt, men hun fik i et lyn sekund kigget op og sagt ”menneske…” inden hun så væk, han kunne umuligt have fået øjenkontakt med hende i den tid.

Flasken kom for munden og han tog endnu et drag af drikken.
''jahh hvad vil en ung mø som dem...?'' han var lidt irreteret men skjulte det bag en stabil tone, han vendte hovedet og så rigti nok en ung kvinde som han gættede si til det var hvad stemmen angik.
''vil du måske fortælle vagterne at Red er i byen hva...?'' han så lidt mistænktsomt op mod hende, hun virkede afvigende, men så fin ud i det.
Det var nemt at se hun ikke var fra denne del af byen, ''hvad laver en kvinde som dem i denne del af byen...?'' han lod en lidt vendligere tone komme frem og fokuserede lidt på hvordan hun kunne holde sig i luften.

Uden stadig at give ham øjenkontakt, prikkede Prividyenya ham i panden. ”De ser anderledes ud end andre mennesker.” Kommenterede hun.
”Jeg har ingen grund til at sladre, vis de er en efterlyst. Jeg er selv ikke det mest elskede at have på menneskeland, hvor mange kan lide spøgelser?”

Da Prividyenya fik spørgsmålet med, hvad hun lavede i denne del af byen kunne hun ikke lade være med at smile en smule smørret. Måske var hun svag, men intelligens manglede hun ikke.
”Man ser vel den anden side af hvordan i lever?”

Hun førte sine blanke, sorte øjne op for at betragte hans hår og andre kendetegn. Begge havde en usædvanlig skinnende hårfarve.

''spøgelser er en gammel skrøne.....'' han tog endnu en slurk af flasken, ''og du har vel telepatiske kræfter siden de kan flyve....'' han pegede med flasken ned mod det sted hun ville havde stået hvis hun ikke fløj.
Flasken kom idens spænde og han tog sit øje ud, spyttede på det og pudsede det med pandebåndet som der alligevel ikke blev brugt til andet.
''og hvad er der i bund og rund anderledes ved mig end de andre...?''
han pudsede flittigt videre på sit øje og pustede enkelte gange, og kastede hurtigt uden at det kunne ses en kniv efter nogle folk der var samlet lidt omkring dem, så de skulle nok komme væk.

”Endnu et ignorant menneske der tror vi spøgelser ikke er andet end skrøner.”

Prividyenya sukkede atter, ”te-le patiske…evner? Nej, Jeg har aldrig nogensinde sat mine fødder på fast jord. Er fanget i luften, som det misfoster jeg er.”

Hun forsøgte at smile venligt, for ikke at virke så bleg at se på.

”De tager andet tøj på, spændene hårfarve og…” Hun pegede let på hans øje han havde taget ud, ”det er ikke hverdag jeg støder på mennesker der kan det.”

//Frys//

Han kastede øjet roligt op fra hans hånd og greb det igen.
''jeg er ikke fra denne egn, det kan måske forklarer hvorfor jeg er anderledes'' han så svagt op med et neutralt smil, ikke rettet til hende eller andre.
''og selv om du er et spøgelse, hvilket jeg ikke tror de er da spøgelser ikke findes'' han lød bestemt i hvad han sagde og forsatte efter et par sekunder, ''de må derfor være en rædelses slagen pige der har en fin evne med at kunne flyve over jorden''
Han placerede igen øjet ind på dets plads bag pandebåndet neden for hans tomme øje, og greb derefter ud efter hans flaske der var halvtom i hans hovede, han tog et drag og tørrede sig for munden med sit ærme.
Et kort sekund efter forsvandt han og dukkede op længere nede af gaden og gik forbi nogle vagter der før så ham og løb og forsvandt igen ved byens port.

//out

Hun lyttede bare på hvad Nichols sagde, bortforklarede spøgelses teorien og forsøgte at bilde hende ind, at fordi man var født samme sted lignede man hinanden. Eller, i Prividyenyas ører lød det sådan.

"De må derfor være en rædselsslagen pige, der har en fin evne med at kunne flyve over jorden."

Denne sætning fik den hvidblege, unge pige til at rynke på brynene. Hun viftede meget kort med sin hånd, og sagde: "Hvorfor skulle jeg være bange for det? Jeg blev født svævende."
Hun sukkede og svang noget hår om på ryggen, betragtede Nichols uden at se på hans ansigt og blinkede forvirret da han pludselig forsvandt.

"Mennesker er underlige, de kommer i så mange faconer og farver."

De sidste ord der undslap Prividyenyas læber, før hun selv forsvandt.

//The langsomme skid is out//