Han har ikke rigtigt noget at sige til hendes første ord, selvom han sikkert godt havde kunnet komme op med en kommetnar, hvis han havde ønsket det, men i stedet nikker han blot tænksomt.
"Det gør de desværre, men jeg gør mit bedste for at ændre den overbevisning," ler han muntert, "Det er synd de skal forkvakles på den måde når de er lige så vidunderlige som den rigeste fyrstinde." Han var ikke selv tilhænger af samfundsopdelingen, selvom den har tilset ham på bedste måde, og han gør vitterligt hvad han kan for at få de unge damer til at tro lidt bedre om sig selv. Han skærer en grimasse.
"Alas, jo det er et godt parti, man er beregnet til at lede efter, men jeg værdsætter min frihed til selv at vælge. JEg har hvad jeg skal bruge, og det sidste, jeg har i sinde er at vælge en kvinde ud fra hendes penge. Jeg har en passende mængde selv og er tilfreds som tingene er, jeg behøver ikke mere. Men jeg vil elskes, ikke blot betragtes som et bytte. Det er måske meget at forlange, men på et tidspunkt er jeg vel klar til at slå mig ned - bare ikke endnu." Han fanger godt det drillende smil, selvom det var lidt svært at se, og han nyder at se hende smile i det hele taget. Det er hvad hans liv går ud på; nydelsen af øjeblikket. Han er ligeglad med i morgen så længe han kan leve i nuets herlighed og gøre det helligt for sig selv med oplevelser og kærlighed. Hvad mere kan en mand ønske sig end det?
"Blæret?" spørger han og ler. "JA måske, men ikke nær så imponerende eller skræmmende. Jeg bruger mest min evne i leg g spillopper, men jeg tvivler ikke på hvad du kunne udnytte den til. JEg tror gaven er lidt spildt på mig." Og hendes evne tila t gå så lydløst er netop mystisk for ham, og hans hjerne knager næsten, mens han forsøger at finde ud af hvad der er med denne kvinde, der er så tiltrækkende, mørkt og mystisk.
"Måske er det klart, men selv når man har advaret folk, kan det skræmme livet af dem. Til min egen fødselsdagsfest havde jeg en kvinde til at besvime da mine venner havde arrangeret underholdning der krævede, jeg var usynlig. Det var nu meget morsomt, men alligevel; i mit eget hjem blandt venner og deres venner."
Han ler nok en gang sin buldrende latter, ved fortsættelsen af samtalen om satan, og latteren bølger fra hans bryst i så munter og smittende en lyd, den får selv Tornado til at vrinske og ryste på hovedet i reaktion.
"Ak ja, den stakkel," klukler han, "Det er ikke en nem tilværelse!"
"Jeg forstår ikke hvorfor folk frygter en skygge. Jovist, du kan gemme dig derinde, men værre er det trods alt ikke, og," tilføjer han med et skælmsk smil, "JEg ville ikke have noget imod at finde dig i en skygge i mit soveværelse en ensom nat." Han blinker frækt til hende og ler så lidt igen for at fortælle hende, han ikke mener det værre end som så.

Hun trak på skuldrene, da han syntes at det var synd at bondepiger blev set sådan på. Det var da synd for dem, men det var sådan samfundet var, og det var altså ikke noget man kunne ændre på. Derfor var det ikke noget hun gad at tænke over. Hun fik jo ligesom ikke noget ud af det, og hun var ret sikker på at bondepigerne var vant til det. Det var ikke deres skyld, at deres fader var en bonde, men det var altså samfundet der bestemte, at de ikke var mere værd. Selvom det var svært, var det muligt at arbejde sig op i samfundet. En simpel bonde kunne godt blive en adelsmand, hvis han havde midlerne til det. Det var ikke noget man ofte så, men det var altså muligt. Hendes forældre havde ikke været rige. De havde dog været i den klasse, hvor man alligevel ikke manglede noget. De skulle også arbejde for at få mad på bordet og guld på kistebunden. Faktisk burde hun give dem noget af alt det hun havde, havde hun flere gange tænkt på. Men så alligevel ikke. De havde forladt hende, havde ikke villet have noget med hende at gøre, så hvorfor skulle hun pludselig komme rendende tilbage til dem? Det var et valg de havde truffet, så hun havde det faktisk fint med det. Hun kunne stadig huske den dag, hun blev efterladt ved onklen, men det gjorde ikke længere ondt at tænke på. Hun havde jo haft det godt. Hun ville ikke tage kontakt til dem. De havde ikke kontaktet hende på nogen måde de sidste mange år, så hun var ligeglad. Det var dem der ikke ville have hende, ikke omvendt. Hendes liv havde ændret sig til at være noget mystisk, men spændende og interessant på samme måde. Hun elskede det, og hun ville ikke bytte det med noget andet.
"Ikke mange har den frihed du ynder at have. Langt de fleste er underlagt deres forældres ønsker, har jeg hørt. Det må være næsten ligeså irriterende, som at have masser af frihed, men ikke ligeså mange valg," sagde hun med et let smil. Hun var så glad for at hun ikke var inde i det spil. hun kunne vælge hvem hun ville have.
"Det er en smuk tanke. Men også meget blåøjet og lyserød. Man har så mange tanker om det man gerne vil have, men det ender bare ikke altid sådan. Det er vores kære skæbne der vælger det," svarede hun tankefuldt. Selv havde hun ingen planer og ønsker om hvad eller hvem hun ville være sammen med. Hun ville bare gerne have lov til at leve livet uden at skulle tænke længere frem. Hvis der gik noget galt, rettede hun det op, eller så måtte hun ændre på sin tilværelse, for at få det til at passe. Livet gjaldt om at indrette sig efter de ting der skete, det var hun ret sikker på.
Hun lyttede til det han sagde med sin evne. Hun mente virkelig at det var en blæret evne, men han kunne godt se at han ikke brugte den til så meget andet end sjov og ballade. hun kunne ikke lade være med at grine lidt, da han sagde, at han var sikker på at hun nok skulle finde en måde at udnytte det.
"Udnytte det, kan jeg helt sikkert godt. Jeg kan bare ikke se nogen grund til det, og lige nu har det ingen fordel for mig, at du kan gøre dig eller os usynlig. Jeg kan sløre mig selv med mine skygger, og det har indtil videre været helt fint for mig," svarede hun så. Hun havde lært at langt de fleste ting kunne udnyttes, man skulle bare finde ud af hvordan. Det var faktisk den sværeste part. ikke alle ting var nemme at gennemskue og udnytte, men lige nu havde hun heller ikke brug for det. Skyggerne ydede hende den beskyttelse hun skulle bruge lige nu.
"Jeg tror du har ret i at den er lidt spildt på dig, hvis du kun bruger den til at more dig med. Jeg er dog sikker på, at vores moder jord, har sine grunde til at have givet os vores specielle evner. Vi skal bare finde ud af at udnytte dem bedst muligt," sagde hun og trak på skuldrene.
Hun lyttede til hvad han sagde med fødselsdagen og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet.
"Folk bliver bange for de ting de ikke kan forklare med ren fornuft. Og så forbander de det langt væk og er sikker på at det er noget djævleværk - selvom jeg er sikker på at Djævlen opfatter det på en helt anden måde," svarede hun med endnu et let smil.
Antonia kunne ikke lade være med at smile. Hun fandt det rart, at hun rent faktisk kunne få folk til at grine når hun var i denne skikkelse. Langt de fleste ville overhovedet ikke smile, hvis de så hende.
"Ja, man får helt ondt af ham. Der er ikke noget at sige til, hvis han vender og drejer sig i arrigskab i sit rige, hver gang folk kommer med falske beskyldninger mod ham. Så er det deres egen skyld hvis de kommer til at føle hans vrede," sagde hun med et grin, og kunne ikke selv lade være med at grine.
Hun kunne ikke lade være med at smile lidt, da han sagde at folk ikke burde frygte skyggerne. Hun fulgte ham helt og holdent i den tankegang.
"Det jeg kan er unaturligt og noget der ikke burde kunne ske," sagde hun og lavede en bevægelse med hånden. Hun mumlede kort nogle få ord, og en skygge tog form af hesten og begyndte at løbe rundt om dem i skoven. Hun fik den dog til at gå i opløsning efter nogle omgange, og skyggende kom krybende tilbage til hende. Derefter fik hun den til at tage skikkelse af Levon. Hver eneste bevægelse han lavede, gjorde den efter. Det var kun nogle af de sjove ting hun kunne.
"Der er ikke mange der kan styre skyggerne som jeg kan. Dette er bare det sjove. Jeg kan kontrollere dem, de kan skjule mig helt og holdent, så du ikke længere ville have mulighed for at se mig, uden at jeg gør mig usynlig," sagde hun. Hun var taknemmelig for sin gave, det var hun virkelig.
Hun kunne ikke lade være med at le lidt, da han kom med den sidste kommentar og et smil gled frem på hendes læber.
"Hvis du fandt mig i en skygge en ensom nat, ville jeg nok ikke være der for at komme og tale med dig," sagde hun og fik et glimt i øjet, hvilket han desværre bare ikke kunne se. Hendes stemme havde en drillende tone, da hun sagde det.

Naturligvis kunne man arbejde sig op i samfundet, det var hvad hans familie havde gjort i generationer for at blive til det, de var nu, og han var udskudet der ødelagde hele hans families stræben.
"Min frihed er dyrere købt end du måske tror," siger han let traurigt, "Desværre ønsker mine forældre det perfekte ægteskab for mig, min indtræden som lysets kriger og så videre. Alt det min familie har kæmpet for i generationer, men jeg er ligeglad med det, det betyder intet for mig at rage til mig af berømmelse og penge så længe jeg har mere end jeg vil kunne bruge i en livstidsperiode. Jeg ser simpelthen ingen grund til at anstrenge mig i arbejde jeg ikke finder behageligt bare for at ære nogle afdøde mennesker, om de så kæmpede for min skyld eller ej. Jeg taler sjældent med mine forældre længere over det, og det har skabt meget splid især mellem min far og mig selv." Han sukker let, men tvinger så et smil frem for at sløre sin irritation. "Men jeg klarer mig og vælger min egen livsstil for alt i verden. Og med henblik på den værende blåøjet og lyserød, så har jeg oplevet, ikke desto mindre, at det faktisk kan være sandt. JEg har mødt megen kærlighed i mit liv, og desværre knust flere hjerter. Alt for mange kvinder er kun alt for åbne for at lukke hjerterne op for en - med al respekt for beskedenheden - flot rig mand der kommer med søde ord. Så jeg har såmænd nok kærlighed, det er bare at vælge." Han skærer en grimasse. Og han har virkelig et umanerligt stort udvalg af kvinder, der nærmest kaster sig for ham, og måske netop fordi hans hånd i ægteskabet er så uopåelig stræber de alle efter at være den, der endelig binder hans hjerte.
"Med at udnytte den mente jeg, i fald den havde været din egen. Jeg har ingen intentioner om at hjælpe dig med dit job, da jeg sikkert bare ville klokke i det alligevel, men jeg tror du ville kunne finde langt bedre udnyttelse for en evne som min end det jeg selv gør - det var alt, jeg hentydede til. JEg forstår at skyggerne passer bedre til dit image og det er da også meget bedre med Kvinden fra Skyggerne end Den Usynlige Kvinde, synes du ikke?" Han ler mildt. "Jeg har som situationen er nu ingen grund til at bruge min evne til noget, men sådan er det med det meste af det, jeg har. JEg har ikke det store mål her i livet andet end at behage mig selv mest muligt."
Han ler igen ad deres fortsatte samtale om satan, og kan kun give hende ret.
"Jeg ville i alt fald også blive vanvittigt rasende hvis jeg altid fik skylden for alt dårligt," ler han og ser på hende med øjne funklende af morskab.
Han betragter skyggerne, som de danser hen over engen og smiler forundret ved synet.
"Det må være en fascinerende evne at have. Det nærmeste jeg kommer til at kunne bearbejde skygger er at kunne skabe dem, som du så, da jeg blev kastet af hesten. en søjle af jord der skaber skyggen; det er det bedste, jeg kan byde på." Han skærer en grimasse og ser på sin egen skygge og for sjov giver sig til at flexe sine muskler på mest udstillede vis med et højlydt grin, da skyggen efterligner ham og gør hans i forvejen betydentlige muskler endnu større. Ad den sidste kommentar smiler han skælmsk.
"JEg tror heller ikke jeg så meget tænkte på at snakke med dig," bemærker han med en buldrende latter.
Længere fremme bag nogle træer toner godset nu op foran dem, men Levon kan endnu ikke se det i mørket. Han ved dog, de er på rette vej; har set det på den skiftende natur mens de gik.

Hun lyttede til hvad han havde at sige. Hun kunne egentlig godt se det fra hans side. Han havde fået en fin titel - lysets kriger. Hun havde hørt at det skulle være en fin titel og noget man skulle være stolt af. Hun kunne dog ikke helt sætte sig ind i det, at forældrene havde så høje forventninger til en. Det havde hun jo aldrig selv oplevet. Hun vidste at hendes onkel bare forventede, at hun klarede sig godt og var lykkeligt, ligesom en hel normal forælder ville forvente. Han bad hende ikke om noget hun ikke ønskede. han forventede ikke, at hun blev gift ind i en rig familie eller fik en fin titel. Dog var "Kvinden fra skyggerne" da en fin titel, hvis man så sådan på det.
"Det er ellers en fin titel at have, at være en lysets kriger. Men dine forældre vil vel bare se dig lykkelig, og de lyder som dem der forbinder penge med lykke.." sagde hun en smule langsomt. For nogen var penge det samme som lykkelig, for andre var det noget andet. Hun nikkede, da han sagde at det havde skabt splid. Hun kunne godt forstå det. Men han havde da sine forældre. Hun var dog ikke ked af at ikke at have sine, men hun mente også bare, at folk burde værdsætte at have deres forældre. De vidste ikke hvor hjerteskærende det er, at ens forældre pludselig ikke ønsker at kendes ved en mere. De ved ikke hvordan det er at se, dem forlade en uden at kigge sig tilbage. Hun husker at hun græd og skreg at de skulle komme tilbage, men det gjorde de ikke. De kiggede ikke tilbage en eneste gang, husker hun. Det havde taget lang tid at komme sig over, og derfor mente hun, at folk burde værdsætte deres forældre noget mere.
"Se det fra denne side: Du har nogle forældre der faktisk bekymrer sig om dig og ønsker at se dig lykkelig. I har måske hver sin opfattelse af hvad lykke og frihed er, men ikke desto mindre, vil de bare gerne se dig lykkelig og tilfreds," sagde hun efter at have tænkt lidt og udvalgt de rette ord. Hun ville ikke have at det skulle lyde som om hun var ulykkelig og sølle, bare fordi hendes forældre havde forladt hende. Det havde hun jo lagt bag sig. Hun ville bare gerne have, at han skulle se det fra den side, at han rent faktisk var heldig. Han havde nogen der ønskede at se hende lykkelig, ligesom hun havde sin onkel.
"Nogle gange kan man være heldig at ens lyserøde drøm går i opfyldelse. men hvis du har mødt så meget kærlighed, burde du vel være lykkelig? Så vidt jeg har hørt, gør kærlighed en lykkelig. Og det har nok ikke være den helt perfekte drøm, hvis du har knust nogle små pigers hjerter," sagde hun med et lille smil. Hun havde da selv oplevet kærligheden, bare ikke på samme måde. Hun havde haft kærester, men et eller andet sted, havde det bare ikke været helt seriøst. Desuden havde hun ikke rigtigt tid. Hendes natlige ærinder tog det meste af hendes tid.
"Men er det så rigtig kærlighed? De lukker dig jo kun ind fordi du er flot og rig, der er ingen der siger at de elsker dig. Jeg vil ikke mene at det er rigtig kærlighed," sagde hun og trak på skuldrene. Det var jo bare hendes mening.
Hun vidste, at hun engang ville finde den rigtige kærlighed, og når det skete, ville hun lægge den hvide kappe på hylden. hun ville lægge skyggepigen væk. Hun ville nok ikke fortælle ham om sine natlige ture, men det var så en anden side af sagen. Det var hendes lille hemmelighed, og den ville komme med hende i graven. Dog ville hun ikke ende som sin læremester. Han havde ingen tilbage, ingen ud over hende, og hun så først hvem han var, dengang han var død. Sådan ville hun ikke ende. Hun ville gerne stifte familie engang. Det skulle bare først være når hun var klar. Lige nu var hendes ry i byen helt fantastisk, og folk ville sikkert blive glad hvis Skyggekvinden pludselig forsvandt, men hun følte ligesom bare ikke at hun selv var færdig med Skyggen og de natlige lege med skyggerne.
"Jeg havde som sagt, fundet en måde at udnytte det på. Det er en speciel gave, noget man skal være taknemmelig for. Du har helt sikkert fået den af en grund, og jeg tror ikke at grunden var at du skulle lave sjov og ballade med gaven. Sådan fungerer det sjældent," sagde hun med et lille smil.
"Kvinden fra skyggerne er et lidt federe navn end den usynlige kvinde," sagde hun med et lille grin.
Hun nikkede med et smil, da joken om djævlen blev ved. Hun ville give ham helt ret. Hun ville selv blive rasende, hvis alle gav hende skylden for alt det dårlige. Det var da ikke sjovt.
Hun lyttede til ham og et smil kom frem på hendes læber.
"Alle kan skabe skygger. Det er en del af det moder jord har givet os, men ikke alle har evnerne til at kontrollere dem. Det er skam meget fascinerende, men når man kan det, tænker man ikke videre over det. Jeg er jo vant til at de lystrer mig," sagde hun og rakte en hånd ud og rørte skyggen, hvilket fik den til at gå i opløsning.
"Men som du kan se, har de ikke en fast form. Lige nu er de bare en fantastisk beskyttelse og et fantastisk skjulesteder. Jeg har kun kendt en der kunne gøre dem til en fast form, og han er desværre ikke i blandt os længere," sagde hun så. hun ville lære det. Det irriterede hende faktisk grusomt, at hun ikke kunne gøre det. Hun havde jo set at Nicodemus havde gjort det så let som ingenting. Hvorfor kunne hun så ikke gøre det? Han havde sagt at man ikke skulle tvinge dem til at antage fast form, men hvordan i hele hulen skulle hun så gøre det?
Et grin undslap hendes læber.
"Det ved jeg godt. Men hvis du fandt mig i dit hus om natten, ville jeg højest være på vej ud med en af dine ting i mine lommer," sagde hun og havde godt forstået hans hentydning til at starte med.

"Det er en morderlig fin titel, men den passer ikke til mig. Kan du se mig rende rundt og bruge al min tid på at fange og spærre folk som dig inde? Jeg har ikke den respekt for loven, det må jeg indrømme, har ikke den moral. Det ville være en hul skal for mig at rende sådan rundt ... Og jeg tvivler på min far ønsker mig lykkelig. Han ved, jeg er godt tilpas med min nuværende tilværelse fg forsøger alligevel konstant at få mig til at acceptere en stilling som hans efterflger. Ikke at jeg vill ekunne leve op til ham på nogen måde, men sådan er det jo med så meget. Pengene er der såmænd ikke så mange af i forbindelse med titlen, det er mere æren. Pengene er fra vores forfædre, der tjente hårdt for føden engang. JEg har fået historien tusindvis af gange." Han sukker let. "Men jeg kan sagtens se det som du lægger det frem der," tilføjer han så. "Min mor tror jeg er den, der holder kontakten mellem min far og jeg. Han har altid bare været en fjern figur i min tilværelse. JEg har aldrig rigtigt kendt ham, både han og min mor har haft så travlt med deres arbejde, jeg aldrig rigtigt har tilbragt tid med dem. JEg var sammen med dne ene guvernante og barnepige efter den anden, og det var det meste af min barndom ... men nok om den!" Han forsøger at abstrahere sine tanker fra den kedelige fortid og fokuserer i stedet på den fascinerende kvinde han har her foran sig.
"Jeg er så godt som lykkelig, hvis bare jeg kunne få lov at slippe for dne konstante plagen fra min far, ville jeg have alt, jeg kunne ønske mig! Jeg er typen der hurtigt forelsker mig igen, og det går lige så hurtigt over, men det er lige vidunderligt hver gang, og jeg nyder det. Det er nok for mig at gå fra favn til favn, og det er de fleste kvinder klar over med mig. Dem hvis hjerter jeg kommer til at knuse, glemmer det blot om mig. Og om det er rigtig kærlighed ved jeg ikke - for mit eget vedkommende er det. JEg falder lige let for en fyrstinde som for en gøgler, og det er mig fuldstændigt ligemeget hvem pigebarnet er, det hele afhænger af hvordan jeg har det sammen med hende." Han smiler skævt og ler så mildt. "Og tak for komplimenten for resten," griner han, selvom han selv har lagt hende ordene i munden.
"JEg ved knapt hvordan jeg skal udnytte det mere end jeg har gjort - til at stjæle mig til et kys i min ungdom. Jeg er ikke gjort af stof til at stjæle, og jeg kan ikke komme i tanker om andre punkter en evne som min kan bruges." Han trækker let på skuldrerne som omd et ikke betyder noget for ham.
"Det var ærgerligt," bemærker han trist, "Så kan du vel ikke lære det?" spørger han interesseret. Han leger lidt med ringen på sin lillefinger meds de går, og nu får han øje på gården længere fremme, og han peger med et smil.
"derovre," indskyder han, før hun kommer med den sidste kommentar.
"Ah det er selvfølgelig rigtigt, men jeg har vel lov at håbe på en smuk kvinde som du ville komme til mig af andre årsager." Han ler muntert og betragter hende med glimtende øjne.

"Jeg vil sige at dit første problem ville være at fange mig," sagde hun med et lille grin, da han spurgte, om hun kunne se ham rende rundt og spærre folk som hende inde. Hun var jo ikke let at fange. Så ville hun være blevet fanget allerede for et par år siden. hun havde flere gange hørt byvagterne bande og svovle over at hun nu igen var sluppet væk. Hun havde også hørt få af lysets krigere snakke om hende. Nogle snakkede om hende med beundring i stemmen, fordi hun simpelthen bare kunne forsvinde. Der var ikke en finger at sætte på hendes taktik. Andre snakkede med hende, som om hun virkelig var djævlens yngel. 'Kvinden fra Skyggerne' voldte folk problemer, dog kun de rige, men det var også dem der helst ikke så deres ting taget. Det var som om alle de rige folk havde specielle forhold til deres ting, så det gjorde direkte ondt på dem, at miste deres ting. Det var latterligt, mente hun selv, men set fra den anden side, ville hun da heller ikke have sine ting stjålet. Hun havde dog sikret sine egne ting. De var gemt i forskellige rum man ikke skulle tro var der, låst væk fra det blotte øje. Hun brugte sin læremesters gamle skjulesteder. Han havde aldrig fortalt hende om dem, men hun havde selv udforsket hans hus og ligeså stille opdaget alle skjulestederne, hvor der var ting for rigtigt mange penge. De ting der var der, havde hun hørt efterlyst flere gange, og hun vidste at de kunne sælges for flere penge, end hun nogensinde ville have troet, hun skulle have mellem hænderne. Hun havde da også ligeså stille solgt ud af tingene, hvilket også havde gjort, at hendes kiste bestemt ikke var tom.
"Loven fungerer nok også mere som en... række retningslinier. Jeg tror ikke på, at der er nogen som helst, der overholder loven til punkt og prikke. Ikke engang de så perfekte Lysets krigere.." sagde hun. Hun havde altid fået af vide, at loven ikke var noget man skulle følge til punkt og prikke. Alligevel havde det været svært for hende, den første gang, hun skulle bryde ind hos nogen. Det havde været så meget imod loven, som det overhovedet kunne være. Der havde hendes læremester dog sagt, at det ikke var noget hun skulle tænke på, for så kom hun aldrig videre.
Hun lyttede til hvad han sagde, med sine forældre og måtte tænke sig om.
"For din far er penge og titel det samme som at være lykkelig. Selvom han ved at du er lykkelig som du har det nu, vil han sikkert have at du skal føle den samme lykke som han gør. I hans øjne kan man ikke være lykkelig på den måde du lever.." sagde hun eftertænksomt og trak lidt på skuldrene. Hun gættede sig egentlig til alt hvad hun sagde. Hun havde ikke forstand på noget af det. Hun havde altid bare gjort som der passede hende, uden at tænke på, hvad andre mente. Hun havde ingen forældre, ingen titel, intet at skulle forholde sig til og tænke på, hver gang hun trak vejret. Det var en dejlig befrielse, men set fra den anden side, havde hun jo aldrig prøvet andet. Hun anede ikke hvordan det var, at leve med nogle forældre, der havde alle mulige høje forventninger til en. Hun anede ikke hvor det var, at have forældre der hele tiden fortalte hvad man skulle og ikke skulle gøre, og forældre der så på en med rynkede øjenbryn, hver gang man gjorde noget forkert. Men hvis hun skulle vælge, ville hun vælge sin frihed fra. Hun ville have forældre der forventede alt muligt og sagde hvad hun skulle og ikke skulle, end hun ville have forældre der ikke kunne lide en og forlod en, bare fordi man ikke var som andre. Folk der ikke vidste hvordan det var, kunne ikke sætte sig ind i det. men hun huskede tydeligt, alle de nætter hun havde brugt på, at bede og ønske om at forældrene ville komme tilbage. Det var forfærdeligt at vide, at ens forældre ikke ville have en. Det var ikke noget hun snakkede med nogen om. Hendes venner vidste selvfølgelig godt, at hun boede ved sin onkel, men de kunne heller ikke sætte sig ind i, hvordan det var at blive efterladt af sine forældre. De kunne ikke sætte sig ind i, hvordan det var at råbe grædende efter sine forældre at de skulle komme tilbage, og at de så ikke engang kiggede sig tilbage.
"Men dine forældre var der. Godt nok havde de travlt med deres arbejde, men du vidste at de var der," sagde hun med et skævt smil formet på læberne. Hun havde det fint nok med at snakke om det, men hun var også glad for, at han egentlig skiftede emne. Desuden ragede det hende egentlig ikke, hvordan hans familieliv var.
Hun lyttede til hvad han sagde med kærlighed. for hende, var det en smule forkert. Hun syntes ikke, at det lød som rigtig kærlighed. Ikke om den fantastiske kærlighed man læste og hørte om. For hende lød det bare overfladisk.
"Er du sikker på at det er nok i længden? Hvad så når du engang får stiftet familie? Barnet fortjener da en far der ikke bare går fra favn til favn og har en ny kvinde hver eneste dag. På et eller andet tidspunkt bliver du vel nødt til at falde til ro?" spurgte hun. for hende, betød familie virkelig noget. Og det var kun fordi, hun netop selv have oplevet hvordan det var, ikke at have sine forældre omkring sig. Det var ikke fair, og et barn fortjente bedre end det.
Selv ville hun da stifte familie en dag, men det var bare ikke lige nu. Hun ville finde den rette at stifte familie med først.
"Det var så lidt," sagde hun med et smil, da han takkede for komplimenten. Selvom han havde lagt ordene i munden på hende, mente hun da hvad hun havde sagt. Han var flot, og han var helt sikkert rig. Hun sagde aldrig noget hun ikke mente. Sådan var hun bare.
Hun lyttede til hvad han sagde med sine evner. Et eller andet kunne det vel bruges til, også andet end at stjæle.
"At Stjæle er ikke altid den bedste måde at udnytte sine evner på. Hvis du virkelig ønsker at udnytte dine evner mest muligt, bør du finde en der kan lære dig det, en der har de samme evner som dig.." sagde hun med et skuldertræk. Det havde hun jo selv gjort, så derfor kunne hun ikke se hvad der ellers var at gøre. Nu var det jo ikke sikkert, at han ønskede at udnytte sine evner, mere end det han allerede gjorde. Hun mente bare, at man kunne bruge det til meget mere. Det var specielle evner, og det skulle da udnyttes mest muligt. Hun udnyttede selv sine evner, måske bare ikke på den bedste måde, set fra alle andres øjne. Der var sikkert så meget andet hun kunne bruge det til, men hun vidste ikke hvad. Om dagen var det som om skyggerne nægtede at gøre hvad hun sagde, og hvad andet kunne man bruge så fin en gave til? Skyggerne bad hende jo nærmest om at gå mod loven, da det kunne være sjovest. Hun levede for de ting der var sjove. Hun ville ikke gå igennem sit liv, og så kun have kedelige ting at kigge tilbage på. Der skulle spænding til, og hun levede virkelig sit liv, lige præcis som hun selv ønskede det.
Hun trak på skuldrene, da han spurgte om hun så ikke kunne lære det. Det kunne hun vel godt, det var bare svært.
"Øvelse gør mester. Jeg skal nok lære det. Det er bare svært, når jeg ikke har min mester til at forklare mig det. Han har dog efterladt nogle ting til mig, så jeg skal nok få det lært," sagde hun efter lidt tid. Hendes læremester havde jo ikke været dum. Han havde efterladt bøger og øvelser til hende, så hun kunne lære det. Alligevel ønskede hun virkelig at han var der til at kunne lære hende det. Det ville gøre alting så meget nemmere.
Hun fulgte hans finger, da han pegede mod en gård. Gården så ud til at være ejet af en med masser af penge. I månens lys kunne den for noget, godt se lidt uhyggelig ud. Antonia så det bare mere som en udfordring der skulle passeres.
"Jeg er meget taknemmelig for, at du ville følge mig herhen. Uden dig, ville jeg helt sikker været havnet et forkert sted, eller gået forvildet rundt ude på marken," sagde hun med et lille grin.
"Håbe kan man altid," sagde hun med et smil. Det var aldrig noget der kunne ske, men folk havde det med at gå og håbe på de underligste ting, og så blev de utroligt skuffede, hvis det så ikke skete. Det var dumt. Men det havde hun ligesom stoppet med at fortælle folk.

Han lægger hovedet let bagover og ler muntert ad hendes kommentar. Selvfølgelig skulle han de,t men det var nu ikke det, han havde ment. Da han endelig holder op med at grine, ser han på hende med et mildt blik og sit charmerende smil. Han har den dybeste respekt for hendes evne for at kunne slippe fra folk på den måde, og han kan ikke lade være med at sige det. Hans egne ting var ikke så beskyttede som hendes, hans hus åbent for de fleste mennesker med kun tjenestefolkene til at passe på det, men det generede ham ikke. Han var før blevet bestjålet, men det var aldrig noget, han selv havde meldt tl politiet - igen havde hans tjenestefolk, der havde en større retfærdighedssans end han, meldt det. Selv kunne han undvære en enkelt ting fra sølvtøjet eller en lysestage, de ting af hans møbler, han var knyttet til for store og tunge til at blive flyttet bare sådan. Mange af hans penge gik til velgørenhed, og hvis en stakkels sjæl virkelig stjal fra ham, ja så havde de nok brug for tingene mere end han selv havde det, var hans tanke, og det generede ham ikke at se det i bedre hænder. Nogle gange havde han endda fundet sine ejendele igen på markedspladsen, og så var det bare at købe dem tilbage; penge var ligegyldigt.
"Jeg skal da gerne indrømme, jeg forsøger at overholde lovgivningen, fordi jeg tror det meste af den er skrevet til folkets eget bedste, men det generer mig ikke at nogle folk ikke gør. Det er først når man begynder på personsskade, jeg begynder at blive harm og generet af det. Eller simpelt hærværk bare for at ødelægge noget, det kan også gøre mig vred." Han har selv brudt loven mange gange, men aldrig noget større, og aldrig noget nogen har taget ham i. Kun små ting.
"Måske har du ret om min far, men det giver ham ingen ret til at påtvinge mig noget, jeg ikke kan udstå. Lykken er forskellig fra person til person, men han vil end ikke høre på mig ... Men ligemeget, det er ikke noget, jeg bør belemre dig med." Hvor mange gange havde han ikke ønsket sine forældre til helved eller længere væk, når de havde forsøgt at blande sig i hans livsstil? Han faldt til ro, når han faldt til ro, og sådan var det.
Han kunne rigtigt nok ikke sætte sig ind i at være dem foruden, men på mange punkter kunne han ligeså godt have været alene. Så lidt som han så tild em, så få tegn på deres affektioner, som han fik. nogen gange følte han sig forældreløs som barn netop af den årsag, og han havde i perioder følt sig ganske ensom. Han vælger ikke at kommentere på, de dog var der, eftersom det faktisk er begrænset hvad han så til dem, da han ikke en gang spiste sammen med dem, og nogle gange kunne der gå uger mellem, han fik et glimt af dem.
For ham var kærlighed mange ting, og for tiden havde han nok i den form han fandt i sine elskerinders favne et par nætter ad gangen. Han havde aldrig oplevet den ægte kærlighed, den brændende, altoverskyggende eventyr-bogs-kærlighed, og mange gange tvivlede han på, den eksisterede.
"Måske ikke i længden," indrømmer han, "Men for nu er det alt, jeg kunne ønske mig." Han skærer så en grimasse af hendes kommentar om børnene og smiler så let. "JEg er allerede far til tre, men selvom jeg har tilbudt at være der i det omfang, jeg er i stand til, har mødrene forbudt mig at se børnene. Det generer mig nu ikke, for jeg er ikke god med børn og har aldrig haft i tankerne at sætte nogen i verden, men nu er det endt sådan. Jeg sørger for de har hvad, de har brug for, og to af de tre damer er lykkelig gift den dag i dag. De har såmænd en god far til at tage sig af dem og mine penge i baghånden, så de klarer sig rimeligt godt ... Men som sagt er jeg ikke familietypen, og jeg regner ikke med at slå mig ned med en familie på noget tidspunkt. JEg er ikke typen til den slags, og jeg gør en ynkelig fader-figur, som du selv siger. Og hvad angår nødvendigheden, så har det aldrig været nødvendigt for mig. JEg elsker min livsstil og bliver ved sådan her til jeg ikke gider det mere, og så må jeg se hvad, der så tiltaler mig derefter - men jeg tvivler på en familie er noget af det ... JEg tror jeg vil blive alt for fjern en figur i den henseende, alt for meget ligesom min egen far, og det vil jeg ikke lade gå ud over nogen." Han har indrømmet mere end han ville, men er ikke selv klar over det. Han smiler blot stille, ikke helt tilfreds og sukker så lydløst. Da hun siger så lidt sender han hende et bredere smil, hans tanker vandrende videre til næste samtaleemne, og han lytter mens hun forklarer sit synspunkt om evners udnyttelse.
"Ja, angående at finde en anden.. Den eneste anden jeg har hørt om med min evne er lejemorderske, og det er ikke just en vej jeg har lyst til at gå, sellvom evnen måske er yderst velegnet. Det er noget lavt i mine øjne at udnytte evnerne til at snige sig ind på folk og frarøve dem livet. Så jeg klarer mig nok som jeg er og har gjort i mange år." Han smiler stadig og ler så let.
Som hende gik han gennem livet efter sjov og spænding, efter adspredelse og underoldning, De havde blot hver deres sans for disse ting, og det var også i orden.
"Det bliver en stor dag for dig den dag det lykkes," siger han så med et smil og betragter hende.
Da hun takker ham for at følge hende derhen stopper han op for at sende hende et storslået, elegant buk en fyrstinde værdig, og han sender hende sit mest charmerende smil.
"Fornøjelsen er ganske min. Jeg lever kun for at tjene unge, smukke kvinder," ler han muntert og tænker på hende vandrende rådvild omkring til solen står op og dermed forspilde sin chance for at arbejde, som hun tydeligvis har kært. Den sidste kommentar vælger han at lade uddebateret, og han smiler blot til hende. Som hende håber han aldrig rigtigt på noget urealistisk, men derfor kan man godt lade som om og flotte sig lidt med ordene.

Anotnia havde selvfølgelig godt vidst hvad, han egentlig havde ment. Hun kunne bare ikke lade være med, at pointere, at hans første problem ville være, at fange hende. Lige nu, ville det måske ikke virke så svært. Hun gik roligt ved siden af ham, snakkede med ham, grinede med ham og virkede faktisk ganske menneskelig. Han havde endda taget fat i hendes hånd. Hun var ikke en dæmon eller noget i den stil, som mange ellers gik og troede. Hun var et menneske, et menneske der også havde brug for at snakke med andre mennesker. Men gjorde han det mindste tegn på, at ville fange hende, ville hun forsvinde. Det var sådan det hang sammen. Lige nu følte hun sig dog meget sikker. Han virkede ikke som en, som alle de andre. Han virkede overhovedet ikke bange for hende, og han virkede ikke som en af dem, der gik og forbandede hende langt væk. han virkede så rar og rolig, hvilket fik hende til at føle sig bedre tilpas. Hun frygtede ikke rigtigt noget, i hans selskab. Desuden var skyggerne rundt om dem, klar til at skjule hende, hvis hun gav tegn til det. Alt i alt, var hun helt sikker.
Basically, var hendes hus også åben for de fleste. Hun låste aldrig sin dør, for hun havde intet at skjule. Alle de ting, hun ikke ville have stjålet, var gemt væk i hemmelige rum og andre steder, det blotte øje ikke ville få øje på. Hun var ikke bange for at blive bestjålet. Det var jo bare Antonia Kristóf der boede der, ikke Skyggen. Hvis det endelig skete, at hun fik stjålet noget, ville hun egentlig bare trækker på skuldrene af det, og købe noget nyt, der kunne komme på den anden tings plads. Det var ikke noget hun tog så tungt. Desuden vidste hun jo hvordan det var, at være tyv. Hun behøvede ikke ligefrem at gøre det svært for hendes kolleger, at finde ting i hendes hus. Men de ting der var gemt væk, var selvfølgelig også rigtig godt gemt væk. Man skulle kende til hendes læremesters fiduser og mekanismer, for at finde tingene, og hun var nok den eneste, der faktisk kendte til det.
Hun lyttede til hvad han sagde, og nikkede kort. Hun kunne godt se hans synspunkt, og var faktisk rimelig enig i det, bort set fra, at hun ikke overholdte loven særlig meget.
"Love er til for at blive brudt. Men du har ret i, at de nok er lavet til folks eget bedste. Jeg går ikke selv ind for personskade. Jeg kan ikke se, hvorfor det er nødvendigt, at skade andre personer. Det er derfor, at hvis det kommer så vidt, at jeg bliver nødt til at skade en person for at få den ting, jeg vil have, smutter jeg uden tingen. jeg skader ikke andre personer, da det er at synke alt for lavt," sagde hun og trak let på skuldrene. Hun mente virkelig, at det var at synke lavt, at skade sine medmennesker. Hun gik ikke ind for regler og love, men alligevel, mente hun, at det var forkert, at skade andre. Det var hendes retfærdighedssans der sagde det. Derfor havde hun heller intet tilovers for mordere og lejemordere og så videre. De var sunket så lavt, at de ligeså godt kunne drukne. Hun vidste, at hun flere gange, var blevet beskyldt for mord, simpelthen fordi, en eller anden skulle have skylden, og hun var jo djævlens barn, så hvorfor skulle hun ikke også slå folk ihjel? Det havde flere gange gjort hende forfærdeligt rasende. Det var ikke i orden, at beskylde andre folk for noget, man ellers ikke kunne opklare. Så derfor, hvis hun engang blev fanget, ville hun virkelig være på røven, med alle de anklager der ville være på hende.
Hun ville gerne sige noget mere, angående hans far. Han havde fuldkommen ret i, at faderen ingen ret havde til, at påtvinge sin søn noget, denne ikke ønskede. Men faderen var overhovedet, og det var ham der bestemte. Det var dog tydeligt, at han ikke ville snakke videre om det, så hun lod være med at sige noget, og nikkede bare. Et eller andet sted, kunne hun godt forstå, at han ikke ville snakke om det. Hun ville jo heller ikke snakke om sin egen familie. Derfor respekterede hun også hans valg. Hun havde dog ondt af de personer, der ønskede sine forældre døde eller langt væk. De vidste tydeligtvis ikke, hvordan det var, at mangle dem. Den indsigt manglede de, og hun fik lyst til at slå folk hårdt, der ønskede sådan noget. Hun havde dog altid kunnet styre sig, men det krævede virkelig viljestyrke.
Hun ville altid være uenige med folk, der mente at de kunne klare sig uden sine forældre. Og det var udelukkende fordi, hun havde oplevet, at blive smidt væk som et dårligt stykke legetøj. Hun vidste fra sin onkel, at hendes forældre havde fået to børn, efter at de havde forladt hende. Børn de elskede over alt på jorden, hvilket virkelig havde gjort ondt på hende. Det havde gjort så ondt af vide. Hun havde flere gange spurgt sig selv, hvad der havde været galt med hende, men hun havde ikke kunnet finde svar. Hun havde ikke kunne finde svar på, hvorfor hun ikke duede til noget. Hun havde aldrig snakket med de børn, som egentlig var hendes søskende. Hun havde selv sagt nej, da hun ikke ville kunne klare, at stå ansigt til ansigt med det, hendes egne forældre elskede mere end hende. Mange af hendes venner, havde ikke kunnet forstå hendes valg. De mente, at det måske var på tide, at begrave stridsøksen og blive gode venner igen. Men hun ønskede ikke at se sine forældre igen. Hun ønskede ikke at få kontakt til dem igen. Eller jo, inderst inderst inde, ønskede hun det. men hun ønskede ikke, at tage det første skridt. Det skulle de gøre.
Hun lyttede til det næste han sagde, og gjorde store øjne i sit skyggelagt ansigt. Hun blev overrasket, da han sagde, at han allerede var far til tre. Det havde hun alligevel ikke troet, da hun mødte ham. Det kom virkelig bag på ham. Hun rynkede øjenbrynene, da han sagde, at mødrene forbød ham, at se børnene.
"De mødre begår en kæmpe fejl. De skader børnene mere, end de måske regner med. Et barn har brug for en faderfigur, også selvom faderen måske er ynkelig eller ikke er familietypen. Et barn kan ikke leve kun med en moderfigur. Barnet har brug for noget andet også, det har brug for alt det, en fader kan byde ind med. Og penge kan ikke købe det. Det kan godt være at du giver dem alt hvad de skal bruge, men penge kan ikke købe forældre eller kærlighed," sagde hun så. Det var hendes mening, og hun lavede ikke om på den. hun var ligeglad, om hun så trådte ham over fødderne. Hun mente bare, at hans fremgangsmåde var forkert. Det kunne godt være, at han ikke ønskede at være far, men nu var det sket, og så måtte han mande sig op, og forlange, at se de børn. Det var forkert, at han tog så let på det, mente hun.
"Du er træt af den måde din far er på, og alligevel ender du som ham. Måske er det på tide, at bryde den onde cirkel?" sagde hun så. Hun havde ikke lyst til at komme ind på sit eget familieliv, men hun ville gerne have, at han skulle forstå, at de børn havde brug for en faderfigur. Sådan var det i hendes øjne. Man havde brug for begge forældre. En moder kunne ligesom ikke udfylde den faderrolle. Hun kunne godt høre, at han nok sagde ting, han normalt ikke ville sige til fremmede folk. Hun lagde dog intet i det. Hun havde ikke ondt af ham, fordi hans far var sådan. Det var jo ikke noget hun kunne lave om på, ved at gå og have ondt af ham. Det var bare sådan landet lå, og så måtte man vel få det bedste ud af det.
Hun lyttede til hvad han sagde og nikkede endnu engang.
"Det er lavt. men hvis man har fantasi nok, kan man nu godt få det vendt til noget bedre. Man behøver ikke at bruge sin gave, i ondskabens navn." sagde hun. Hun var måske ikke ligefrem det bedste eksempel. Selvom hun ikke frarøvede folk deres liv, arbejdede hun ikke just i godhedens navn. Hun arbejdede heller ikke for ondskaben, men hun gjorde ligesom, hvad hun fandt retfærdigt. Det havde hun prøvet at forklare, det virkede ligesom bare ikke rigtigt, så det havde hun opgivet igen.
"Men så længe du er tilfreds med at bruge din evne på sjov og ballade, har du heller ingen grund til, at skulle lære at bruge den på andre ting," sagde hun og et lille smil kom frem på hendes læber.
"Det bliver en meget stor dag," smilet på hendes læber, blev en smile bredere. Han havde jo ret. hun vidste dog også, at folk, der gik ude om natten, skulle passe på, når hun engang kunne lave skyggerne til faste ting.
Hun kunne ikke lade være med at le lidt, da han endnu en gang, bukkede for hende. Aldrig havde nogen bukket for hende, så hun fandt det faktisk utroligt smigrende.
"Godt at der er nogen som dig, til at tjene os unge, smukke kvinder," sagde hun med et smil. Hun kiggede hen på gården. Af hvad hun vidste, ville det ikke tage særligt lang tid at finde tingene, og komme ud igen. Det der ville tage længst tid, ville være at finde hjem igen.
Skyggerne rundt omkring kom tættere og tættere på. De krøb hen ad jorden, lagde sig omkring de to mennesker i en tæt masse. Der gik ikke mange sekunder, før Antonia pludselig var væk i skyggerne.
"Jeg er snart tilbage," hviskede hun, som om hun var tæt på ham, og begav sig derefter indhylet i de mange skygger, op mod huset. Hun havde et arbejde der skulle overståes.

Han fastholder sit smil og betragter hende muntert, mens han forestiller sig hvordan, han skulle forsøge at fange hende, kun for at opgive tanken som umulig. HVad hun var - dæmon eller menneske - rørte ham ikke så dybt. Alt, han ser, er en ung kvinde med en sjælden åbenhed, han finder fortryllende. At hun vil forsvinde for ham, skulle han forsge at fange hende, er han slet ikke i tvivl om, og derfor har han opgivet tanken. Det ville være en skam!
Således har hun vitterligt intet at frygte fra hans side og har grund til at føle sig tryg i hans selskab.
"Jeg er glad for, der ikke er hold i de mistanker mod dig," siger han varmt, "og det mere tryk," tilføjer han så med en lille, drillende latter, "Det er vist en sjældenhed af hvad jeg har kendt. Folk sværger hurtigere til personskade end tyveri, selvom guderne må vide hvorfor." Hans smil er forsvundet et øjeblik, og han sukker tungt og husker sine egne nye blå mærker, der pletter hans brystkasse Men det glæder ham virkelig, hun ikke er sådan. HElt inde i hans hjerte, rører det ham at finde en kvinde som hende med så høj en morale når det kommer til det fysiske omkring et andet menneske. Han kan ikke begynde at forestille sig hvad alle de falske anklager må gøre ved hende, men det er vel en risiko der følger med jobbet?
Han er taknemmelig for, hun ikke går videre i emnet om hans far, da det er noget, der går ham en del på, og han undrer sig nu blot over, hvordan de i det hele taget var kommet ind på det emne. For sit eget vedkommende ønsker han ikke at leve uden sine forældre, blot at de skulle være mere forstående, men midt i sine tanker omkring emnet, taler hun igen, og han tvinger sig selv til smilende at lytte.
"To af tre børn har en ny far nu, der er i stand til at være der så meget mere end jeg er. JEg har tilbudt at være en del af børnenes liv, men mødrene ville ikke vide af det, og jeg synes, jeg har gjort dem nok i deres liv - selvom det ikke har været med vilje - til at ville presse på. Desuden ville jeg virkelig ikke være godt for barnet. HVad forbillede er jeg med min livsstil? Det er ikke noget at udstte et barn for, og jeg er selv for meget af et barn til at opgive den endnu. Jeg har fordsøgt med det første barn, men jeg var dybt ulykelig og efter en måned blev jeg strittet lige ud til højre med en fod i rø... bagen. Så det er ikke fordi jeg ikke gav det en chance, så længe jeg havde muligheden." Hans stemme er rolig og velovervejet, ingen tegn på, hun har fornærmet ham eller gjort ham utilpas, og han værdsætter hendes ærlighed. Ved den næste kommentar skærer han dog en grimasse. "JEg ved, jeg på nogle punkter ligner min far en del, og det har heller aldrig været min intention at sætte børn i verden. Kvinderne har også fået tilbudt den bedste lægehjælp i landet til en abort, hvis de skulle ønske det, men de tre her har altså ønsket at få barnet, selvom de har skyet mig som pesten. Ikke noget at sætte et barn i verden til, men sådan er det endt." Han har for længst regnet ud, hun ikke selv har nogle forældre - i alt fald ikke nogen der vil vides af hende - og han er gentleman nok til ikke at spørge ind til det, da hendes intense tale er nok til at overbevise ham om, det stadig er et sår, der gør hende ondt. Derfor tier han, selvom han er nysgerrig, og han fastholder blot sit rolige smil.
"Jeg er bange for, min fantasi er lige så død som sandet i ørkenen. Jeg har aldrig haft meget af den," ler han så, "Men jeg har det fint med sjov og ballade som det er nu, og når det ikke længere er nok, så finder jeg jo nok på et eller andet."
Da hendes smil vokser sig bredere ved tanken om de faste skygger, trækker han selv skævt på smilebåndet og slår ud med hånden i en storslået bevægelse.
"Og jeg er sikker på den dag vil komme," siger han varmt, "hvor folkene i Krystallandet vil få en ny ting at frygte fra Kvinden fra Skyggerne. Den famøse væg af skygger, der holder alt levende fra hendes arbejdsområde og giver hende en udsøgt ro til at udføre sin tjans!" Han ler mildt ved tanken. "Hvem ved, måske vil hun endda bruge den til sjov og ballade og skræmme livet af sine bejlere!" tilføjer han med et blink mod hende. Han er så velbevandret i kvinder, han ved, hun vil finde hans bukken smigrende, og det er grund nok for ham til at gøre det. Han bukker igen som tak for hendes kommentar om hans tjeneste af kvinder, og han ler muntert.
"Jeg gør mit bedste, frøken skygge," ler han, "Men der er mange smukke kvinder og kun én af mig." Han klukler svageligt og betragter hende, de han kommer op igen, hans lyse lokker trimlende på plads om hans ansigt. Han bliver en smule overrasket, da hun forsvinder i skyggerne, men er stadig fascineret af at se hendes evne i arbejde, og han smiler, mens hun taler, og bukker så nok en gang elegant.
"JEg vil vente," siger han varmt og ser hen mod gården i den retning, hun må gå, før han vender sig mod hesten for at tilse den at den har det godt. Han kærtegner dens mule og hals og tjekker den efter for at se at den ikke ko til skade tidligere, da han blev kastet af.

Tågerne rundt omkring var blevet tættere. Tyk som på en tågefyldt dag. Dog ikke så tydeligt, at man med det samme lagde mærke til det. Det var bare blevet mørkere rundt omkring, og det blev svære at se langt frem. Det var det hun kunne gøre. Det ville forsvinde, så snart hun var ude af syne.
Som en af de få, kunne hun se tydeligt gennem skyggernes mørke. Hun gik på lette fødder gennem skyggerne, dansede nærmest igennem dem. Hun skyndte sig. Det havde taget af hendes tid, at have gået og snakket med Levon. Hun lod sit blik finde den mørke nattehimmel, og vidste, at der ikke ville være lang tid, inden det ville begynde at lysne. Hun havde travlt. Hun skulle nå hjem, inden det blev lyst. Så snart det begyndte at lysne forsvandt hendes kræfter også ligeså stille. I lyset kunne hun ikke beherske skyggernes fantastiske kræfter. Det irriterede hende voldsomt meget. Hun havde været frustreret over det op til flere gange, men hendes læremester havde flere gange sagt, at det var sådan det virkede. Skyggerne var ikke særligt kraftige om dagen, og det kunne hun bare ikke gøre noget ved, selvom hun måske gerne ville. Og så havde han sat hende til at træne igen.

”… folkene i Krystallandet vil få en ny ting at frygte fra Kvinden fra Skyggerne.” Det han havde sagt, blev ved med at køre rundt i hendes hoved. Han havde jo ret, men hun vidste ikke, hvad hun skulle bruge det til. Hun havde jo svoret på, at hun ikke ville gøre skade på sine medmennesker. Hun havde ikke respekt for folk der gjorde det. Men hvad skulle hun så bruge evnen til at gøre skyggerne faste, til? Hun havde flere gange tænkt over det. Hun kunne ikke lade dem holde vagt. De kunne ikke forsvare sig selv. Det kunne de selvfølgelig lære, men hvad mange ikke vidste, var at skyggerne var hævngerrige og morderiske. Hun hørte dem hele tiden snakke om, hvordan de ville tage hævn over alle menneskene. Hun forstod ikke hvorfor, og hun vidste at hun sagtens kunne finde ud af det. Det stod i en hendes læremesters store bog. Den eneste bog, han ikke ville have hun skulle kigge i. Selv nu, efter hans død, havde hun ikke åbnet den. Hun turde ikke. Han havde engang sagt, at skyggerne var sjæle fra hævntørstige folk. Sjælen fra folk, der ikke havde fået deres hævn, før de døde. Hvordan skulle hun kunne hamle op med det? Hvad hvis hun ikke kunne styre det, når skyggerne blev stærkere? Hun tvivlede virkelig på sig selv. Hun tvivlede på sin egen moral.
Mens hun tænkte, kom hun tættere og tættere på gården.
Hun stoppede foran den store hoveddør og kiggede på låsen. Så let som at stjæle slik fra et barn, tænkte hun, og bukkede sig let ned, for at tage daggerten frem fra støvlen. Hun forstod ikke, hvorfor folk havde så nemme nogle låse. Frygtede de virkelig intet? De havde jo hørt om hende, og selvom hun ikke gjorde skade på folk, kunne der sagtens komme andre, der havde ligeså let ved at åbne dørene. Hun satte daggerten i låsen og drejede rundt, til hun hørte det velkendte klik, der betød, at døren var låst op.
Forsigtigt åbnede hun døren, og trådte ind i den store, mørklagte hall. Hun lukkede forsigtigt døren efter sig, og lavede en håndbevægelse, der gjorde, at husets skygger, begyndte at følge hende, og dæmpede hendes skridt gennem huset.
”Ind gennem hallen. Til venstre ved tredje dør.. op ad trappen derinde og fjerde dør på højre hånd..” hun gennemgik det hele i sit hoved. Det var jo så let, at hun ikke kunne tage fejl.
Hun fulgte ordren, og da hun gik op ad trappen, sørgede hun for, ikke at træde de steder, hvor det ville knirke. Ikke at hun vidste hvor det var, men hun var altid heldig, med at træde de rette steder. Hun havde ingen problemer med at se i mørket. Hun var vant til at færdes i komplet mørke, så hendes syn var fantastisk. Faktisk med end hendes syn om dagen.
Da hun kom ovenpå, lagde hun straks mærke til, at gulvet var dækket med et mørkt gulvtæppe, der var med til at dæmpe hendes skridt endnu mere. Sikkert et utroligt dyrt tæppe, kom hun til at tænke på. Hun havde aldrig forstået, hvorfor folk altid skulle have det bedste af det bedre. Det var spild af penge, mente hun. Desuden ville alle ting gå i stykker før eller siden, og så skulle man ud og bruge penge igen. De penge kunne man bruge på så meget andet, noget der i stedet gavne folket i stedet for at blive brugt på ligegyldige ting. Hun var da ikke selv en helgen. Dog brugte hun ikke sine penge i et flæng, som om de intet betød. Hun brugte dem med omtanke, hvilket også fik dem til at vare længere.
Hun fandt hurtigt den dør, hun skulle ind ad. Den var selvfølgelig låst, med samme dårlige lås, som hoveddøren. Hun forstod ikke, hvorfor folk gad låse deres døre på den måde, når det alligevel var så let. Med samme lethed, som ved hoveddøren, fik hun åbnet døren, og trådte ind i et lille, mørkt rum. Hendes øjne vænnede sig hurtigt til det tætte mørke mens hun kiggede rundt. Et arbejdsværelse, gik hun ud fra, eftersom der var flere reoler med bøger og et stort skrivebord. Der var trukket gardiner for vinduerne, så månens smukke, glitrende lys ikke kunne komme ind og oplyse rummet.
Med rolige skridt gik hun over det træ belagte gulv. Rundt omkring var gulvet dækket med store, sikkert smukke, gulvtæpper. Hun gik hen til den første reol, og kiggede på bøgerne. En bog fangede hurtigt hendes opmærksomhed, og hun tog den ud fra reolen. Et smil bredte sig på hendes læber, og hun lagde bogen i en af kappens mange lommer. Det var ikke en særligt stor bog, så den kunne sagtens være der.
Hun begav sig hen til skrivebordet, hvor den ting hun skulle hente, angiveligt skulle være. Skrivebordet var smukt udskåret i træ, med forskellige mønstre rundt omkring, guldkanter og guldhåndtag på skufferne. På bordet lå der en bunke papir, sirligt anbragt, kunne man se. Hun ønskede ikke at ændre denne fine orden, så hun lod papirerne ligge. Længst inde på bordet, stod blækflasker, papirpressere, skrin med sand og andre fine ting. Alt sammen skriveredskaber. Ved siden af bunken af papirer, lå en smuk skrivefjer. Selve fjeren var kridthvid – sikkert fra en utroligt smuk fugl, tænkte hun, mens hun tog den op med sin hånd. Hun kærtegnede fjerene en smule. Det var en smuk skrivefjer, noget hun ikke havde set mange bruge. Hun lagde den pænt ned igen, og satte sig på hug foran skufferne. Hun åbnede den første, men så kun en bunke papirer. Det var bestemt ikke det, hun skulle bruge. Hun lukkede den igen og gik videre til den næste skuffe. Hun tog kun forsigtigt fat omkring de smukke guldbelagte håndtag. Denne skuffe var låst. Så der måtte være noget værdifuldt i den, når man på den måde, valgte at låse den.
Hun rejste sig op, og kiggede rundt. Hun havde ingen intentioner om at bryde låsen op, da hun var sikker på, at nøglen ville være lige i nærheden. Folk var nemlig dumme nok til, at have nøglen tæt på låsen.
Hun kiggede på de mange krukker på skrivebordet, og begyndte langsomt at åbne dem. Hun sørgede for ikke at spilde noget, og satte dem sirligt på plads igen. Hun behøvede ikke ligefrem at vise, at hun havde været der.
Til sidst fandt hun en fin, lille krukke. Den var ligeledes udskåret i træ og belagt med guld forskellige steder i forskellige mønstre. Hun åbnede låget, og til hendes held, lå der en lille nøgle deri. Hun tog nøglen og låste derved skuffen op med den. Hun vidste hvad hun ledte efter, for lidt efter, tog hun en tynd kasse op.
Hun satte den på bordet, og åbnede den. I kassen lå en halskæde af ædelsten. ”Der var du, smukke..” hviskede hun, og lukkede æsken igen. Hun lagde æsken i en lommen, lukkede skuffen og låste den og lagde nøglen på plads igen.
Hun forlod rummet ligeså lydløst som hun var kommet ind, og der gik ikke lang tid, før hun igen stod udenfor, indhyllet i de mørke skygger.

Hun begav sig hen til hvor hun var kommet fra, og til hendes overraskelse, stod Levon der stadig. Han snakkede med sin hest, så det ud til, og et smil bredte sig på hendes læber. Hun havde ikke regnet med, at han ville være der, men det kom som en god overraskelse.
Skyggerne lagde sig igen som en tåge mens hun kom tættere og tættere på. Det blev mørke og mørkere omkring dem, og det eneste der virkelig lyste op, var månens sølvglitrende lys.
”Du er i sandhed en rigtig gentleman, siden du står her og venter,” sagde hun efter, at havde stået og kigget på ham fra skyggerne. Hun trådte ud af skyggerne. Hun lavede en lille bevægelse med hånden, der gjorde, at skyggerne igen lagde sig, så det ikke var så mørkt.
”Jeg havde ikke regnet med at du ventede,” sagde hun og gik hen til hesten. Hun snakkede endnu engang lavt til den, på samme mærkelige sprog som før.

Mens Antonia er på arbejde bliver Levon roligt stående ved hesten. Han havde i sinde at vente på kvinden, ikke stikke af som en anden kujon ville have gjort ved første chance. Han havde nydt hendes selskab meget og så frem til at tale med hende igen.
Mens hun var væk, tænkte han over alt, de havde sagt til hinanden, og hans hoved var så fyldt af tanker, han til sidst dårligt lagde mærke til Tornado, selvom han stadig talte til ham. Der var intet galt med hesten, og han blev blot stående og kælede for den, mens tankerne gled omkring. Til hans far, til hans børn, til den mærkværdige, facinerende kvinde, der nu befandt sig et sted i skyggerne,og han fik næsten et chok, da han pludselig hørte hendes silkestemme bag sig. Han havde slet ikke lagt mærke til, det var blevet mørkere, så optaget havde han været i sine betragtninger, og nu han så hende igen, vendte smilet stærkt tilbage på hans læber, og han bukkede dybt og elegant for hende.
"Selvfølgelig venter jeg," siger han mildt leende, "Jeg kunne ikke undvære at sige dig et ordentligt farvel eller høre om jeg kunne følge dig et sted hen ... JEg gør mit bedste for at være en gentleman, som du også siger." Han ler igen og ssmiler varmt til hende, som hun står der i månens blege stråler, der kun efterlader hendes ansigt i endnu dybere mørke. Smilende betragter han hende, mens hun snakker med hesten, og han stiller sig tæt på hende og kærtegner selv Tornado, der er godt tilpas og lytter til Antonia med ørerne strakt frem.

Et eller andet sted, blev Antonia glad for, at han havde ventet på hende. Hun vidste ikke rigtigt hvorfor, da hun egentlig altid havde haft det bedste med, at gå rundt alene i mørket. Så havde hun tid til at tænke over en masse ting, og hun havde ingen andre mennesker, at tage hensyn til. Ikke at hun ikke ville tage hensyn til andre, men det var bare sådan hun havde det. Hun havde altid kun arbejdet alene, da det var det nemmeste. Desuden hadede hun at arbejde sammen med andre mennesker. De skulle altid bare være i vejen. Hun kunne arbejde i sit eget tempo og efter sit eget mønster, når hun var alene, hvilket hun virkelig værdsatte.
Hun kærtegnede hestens hals med sin ene hånd. Hun kørte to fingre rundt i cirkler, hvilket eftersigende skulle få hesten til at slappe mere af. Det var alt sammen noget hun havde læst i en bog, så egentlig var hun ikke sikker på, om det virkede. Hun var ikke vant til at omfærdes heste, eftersom hun ikke skulle bruge heste i sin profession. Selvom hun nogle gange skulle langt, var det nemmere at gemme en person i skyggerne, end at gemme en hel hest. Desuden røbede en hest ligesom ens tilstedeværelse, og det kunne hun ikke rigtigt bruge til noget.
Hun faldt selv væk i sine egne tanker. Hun til at tænke på alle de timer hun havde brugt på at træne. Flere år havde hun hver aften, gået hen til sin læremesters hus og lært forskellige ting, indtil solen begyndte at vise sit smukke lys, hvor hun så blev sendt hjem igen. Hver aften havde hun fået ny information banket ind i sit hoved, så det til sidst virkede så tungt og hun var træt. Hun sov altid som en sten, når hun kom hjem efter sådan en aften. Det var mentalt hårdt, at skulle lære alt det, hun skulle lære. Hun havde fået af vide, at hun var bagud i sin træning. Folk med hendes evner, begyndte at træne allerede som helt lille. Men hun havde jo aldrig vidst, at hun havde de evner. Selv hendes forældre, havde troet, at hun var djævlens barn. Hun havde ikke anet, at hun havde evnerne til at kunne lege med skyggerne. Hun havde ikke vidst det før den dag, hendes læremester gjorde hende opmærksom på det. Hun huskede stadig den første gang hun virkelig mærkede, hvordan skyggerne smøg sig omkring hendes slanke krop. Den kildende fornemmelse af deres silkebløde bevægelser på hendes krop, sad stadig i hendes minder. Det var ligesom en stærk duft, man aldrig glemte. Hun ville for altid huske den aften, hendes læremester gjorde hende opmærksom på, at skyggerne fulgte hende. Det var som en drøm dengang, men nu hvor hun kiggede tilbage, kunne hun da godt se, hvordan skyggerne altid havde fulgt hende om natten. Det forklarede også, hvorfor hun aldrig kunne sove om natten, hvorfor hun fandt mørket så fantastisk.
Det havde været utroligt hårdt, at skulle lære alt for bunden. Hun skulle lære, hvordan man hidkaldte skyggerne, hun skulle lære de forskellige tegn med hænderne, og hun skulle lære, hvordan man gjorde sjælen og tankerne fri. Hvis ikke man kunne tømme sine tanker, kunne man ikke helt og holdent styre skyggerne. Det havde virkelig været det sværeste at lære. Hun huskede stadig, hvordan han flere gange, havde bedt hende om at tømme tankerne. Først den dag, hun virkelig kunne klare det, kunne hun bruge sine kræfter fuldt ud. Det var en glædens dag, i hendes korte liv. Hun havde jublet, men hendes mester havde bare sagt, at hun skulle videre. Hun blev nødt til at træne hårdt, hvis hun ville være skyggernes mester.
Hun vidste, at hun stod i dyb gæld til ham. Hun var så glad for, at han havde opdaget hende. Uden ham, ville hun jo bare være en almindelig ung kvinde. Hun ville ikke være noget specielt, ligesom hun var nu. Hun ville bare være som alle andre, og det ønskede hun virkelig ikke at være. Hun kunne godt lide at være anderledes.

Hun havde så mange minder, at de var svære at holde styr på. Hun kunne ikke altid kontrollere dem, hvilket ofte gjorde, at minderne om hendes forældre kom tilbage. Hun prøvede virkelig at skubbe dem væk, men det virkede bare ikke altid. Det gjorde, at hun nogle gange bare knækkede sammen og ikke kunne styre sine tårer. Det var ikke noget hun var stolt af, men der var kun én person, der havde set hende knække sammen på den måde. Det var hendes læremester, og han havde fortalt hende, at nogle gang måtte man yde ofre, for at opnå det man stræbte efter. Sådan var livet. Hun mente dog ikke, at det var retfærdigt. Det var jo ikke hendes skyld, at hun var født med de evner. Hvorfor skulle hun så straffes? Det spørgsmål havde hun mange gange stillet sig selv. Hun havde aldrig fået svar på det. Hun vidste ikke, hvor hun skulle finde svaret. Der var jo ingen, der kunne forklare hende det, uanset hvor meget hun spurgte.
Hun rystede kort på hovedet, og kom tilbage til virkeligheden. Til den mørke nat, Tornado og Levon, der vidst ventede på, at de skulle komme videre. Det nyttede ikke, at hun gik og tænkte på gamle minder. Hun fik det bare dårligt af det. Alligevel, havde minderne om hendes forældre dog endnu engang sneget sig frem, og kørte nu rundt i hendes hoved. Hun lukkede kort øjnene, og mumlede nogle uforståelige ord. Intet af det virkede, og uden at tænke over det, knyttede hun langsomt hånden. Hun mærkede, hvordan tårerne langsomt begyndte at komme frem i hendes øjne, men hun prøvede at blinke dem væk. Hun havde ikke tænkt sig at knække sammen foran Levon. Det ville virkelig bare være dumt. Hun blev nødt til at komme hjem.
”Du må gerne følge mig ind til byen…” sagde hun med en let rystende stemme. Hun blev nødt til at få styr på sig selv, det vidste hun.
Hun begyndte selv at gå, i den retning, hun regnede med at byen var i. Hun blinkede flere gange, for at få de forbandede tårer væk. Det måtte bare ikke ske lige nu. Hvorfor skulle de minder også snige sig frem?! Hun ønskede dem ikke. Hun var ligeglad med dem! Men det var hendes hjerte åbenbart ikke, for minderne gjorde stadig ondt. Det var et sår, der nu endnu engang havde åbnet sig.
”En gentleman er du i sandhed..” sagde hun, stadig med rystende stemme.
Hun vidste, at der vel ikke kunne være langt ind til byen. Hun skulle bare hjem, hvor hun kunne være i fred, og hvor ingen, kunne se hende knække sammen som en svag person.

Han aner intet om hendes tankestrøm og betragter hende blot, mens hun et øjeblik står tavs. Det er tydeligt, hun har brug for et øjeblik at tænke i, og da han hører hendes stemme ryste, bliver han en smule bleg og tøver et øjeblik før han træder hen foran hende og tager hendes hænder, mens han bekymret søger hendes blik.
"Hvad er der galt?" spørger han blidt og ignorerer hendes andre ord. Han kan se, hun er på sammenbrudets rand, og hun er ikke den første, han har set sådan. Han er klar med en skulder at græde ved og en varm, stærk arm til at lægge beskyttende om hende, skulle hun have brug for det. Insisterende søger han hendes blik under hættens lyfor at lade hende vide, han er der for hende, hvis hun har brug for at tale. Tankerne flyver rundt. Er der mon sket noget uventet derinde Er det bare tanker? HVad er der sket? Han er oprigtigt bekymret for hende, og hans hænder er stærke og varme om hendes små, elegante fingrer. Det ville være så let for hende at smutte ind i hans arme og lægge hovedet mod hans skulder, mens tårerne måtte gennemvæde hans vest. Han er fuldt ud klar til dette elle rhvordan end, hun måtte reagere, når bare hun ikke forsvnadt i skyggerne for ham på grund af stolthed. Han kærtegner blidt hendes fingre, hans blik så alvorligt og smilet nu borte, mens han stadig søger ind bag hættens mørke og forbander dens eksistens, så han ikke kan se hendes ansigt ordentligt. Lige nu vil han give alt for at vide om hun græder eller bare er tæt på det. De står rimelig tæt på hinanden, og hun behøver bare tilte sit hoved op og møde hans blik. Den eneste ulempe er månens lys, der vil afsløre lidt mere af hendes ansigt, hvis hun gør det, men det er ikke noget, han finder ubehageligt. Han selv har bøjet nakken ned mod hende så højdeforskellen ikke er så stor, og selvom han udgør en stor, massiv skikkelse i forhold til hendes spinkle krop, så tænker han ikke på, hans tilstedeværelse så tæt på hende, kan skræmme hende til at trække sig væk.
Han overvejer kort at sætte hende op på hesten og ride hende ind til byen, hvis hun vil hjem hurtigt, men dropper så tanken, da hun måske mere har brug for at snakke om hvad end plager hende. For plaget det er hun tydeligvis, og på trods af sin magi, sine muskler og sin charme, er der ikke noget, han kan gøre for at hjælpe hende, før hun lader ham gøre det. Tornado tripper let og ser også på hende, hesten tydeligvis næsten lige så bekymret som sin ejer, selvom den ikke har halvt hans evner for kommunikation med hende.

Antonia vidste, at det ville være så nemt, bare at lægge hovedet på Levons skulder og komme ud med det hele. Det ville være så rart at komme af med alle de tanker og spørgsmål, der kørte rundt i hendes hoved. Han mærke hans varme hænder og stærke arme, fik hende bare endnu mere lyst til det. Hun var svag, det vidste hun, og det irriterede hende utroligt meget, at han skulle se det. Men hun var også stolt. Hun var alt for stolt, til at lade ham se hende så svag. Men kunne hun ikke bare glemme det for en enkelt gang, og så komme ud med alt det, hun så gerne ville ud med? Hvorfor skulle det hele være så svært?
Hun gjorde hvad hun kunne, for at holde tårerne inde. Hun forbandede sig selv langt væk, og prøvede virkelig at hanke op i sig selv. Det var tårerne dog ligeglad med, og begyndte langsomt, at trille ned ad kinderne i hendes mørklagte ansigt. Hun skulle til at løfte hånden op, og tørre dem væk, men lod være. Hun behøvede ikke ligefrem at gøre sin situation værre end den allerede var.
”Der er intet galt,” svarede hun så, og trak sig langsomt væk. Hendes stolthed og ære, ville knække, hvis hun gav efter for sine tåbelige følelser og lod ham se, hvad hun egentlig gik og tumlede med.
Det var som om alting blev en smule koldere, da hun trak sig væk. Det havde været så beskyttende og rart i hans arme, men hun kunne ikke. Hun blev nødt til at klare sig selv. Hendes tanker var et stort rod, og hun kunne ikke finde hverken hoved eller hale på det. Hun blev nødt til at komme væk, langt væk, hvor hun kunne få styr på det hele.
Hun havde ikke lyst til at forlade ham på den måde. Det var forkert, når han havde været så sød og rar overfor hende. Hun kunne dog heller ikke blive der. Hun vidste, at der ikke var mange timer til solopgang, så hun måtte væk. Hun tog en dyb indånding og pustede langsomt ud.
”Jeg takker mange gange for din venlighed. Uden dig, ville jeg slet ikke have kunnet arbejde i aften. Mange tusinde tak, jeg vil ikke glemme dig…” sagde hun, efter hun havde fået lidt mere styr på sin stemme. Hendes stemme var nu mere klar, selvom tårerne trillede ned ad hendes kinder, indenunder hættens mørke.
”Tag denne gave, som en kæmpe tak.. og så ses vi måske en anden gang..” sagde hun, og rakte ham den bog, hun havde taget inde fra huset. Det var den bog hun havde talt om den, den bog der havde lært hende at tale i et sprog, så hesten kunne forstå det.
Derefter lavede hun en bevægelse med hånden, der gjorde alt sort. Dette mørke kunne selv ikke månens lys gennembore.
”Undskyld..” hviskede hun så hurtigt, og forsvandt i mørket. Da hun var sikker inde i træernes mørke, forsvandt mørket omkring Levon og Tornado igen. På sine lydløse fødder, løb hun nu ind mod byen, med en væld og tanker i hovedet og tårer der bare ikke ville lade være med, at trille ned ad hendes kinder.

//Out.

Han kan se på hende, hun ikke har i sinde at lade ham trøste sig, og da hun trækker sig selv, kunne han have skudt sig selv for at have opført sig på en sådan måde og skræmt hende, som han tydeligvis havde. Han tager imod bogen uden at se på den og ser blot efter hende, da hun forsvinder i skyggerne. Han ved knapt hvad, han skal sige, men han rækker frem mod det sted, hun forsvandt, før han lavmælt, mumlende bander. Så bukker han dybt og elegant for det sted, hun forsvandt.
"Det vil jeg håbe. Pas på dig selv," siger han ud i intetheden uden at vide om hun allerede er borte. Så ser han omsider ned på bogen, et lille smil fanger hans mundvig, før han gemmer den ind under sin vest, før han sidder op, klapper Tornado og slev rider hjemad, nedslået over måden, aftenen skulle ende på.

//out